Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Brevet til Hebræerne

Kap. 13

Læs: Kapitel 13, 1-6.
528. Formaninger til Broderkærlighed, til Kysthed og til Nøjsomhed i Tillid til Herrens Hjælp.

Med dette Slutningskapitel gaar Forfatteren over til mere almindelige Formaninger af forskellig Art. Dog staar adskillige af disse Formaninger i nøje Forbindelse med Brevets Hovedindhold med Advsarslen mod at glide tilbage i Jødedommens stive, døde Former.

I Spidsen (V. 1) er der sat en Formaning til "Broderkærlighed". Naar Forfatteren formaner til at lade denne "blive ved", ligger deri en Anerkendelse af, at den var til Stede, saaledes som Forfatteren allerede gentagne Gange i sit Brev havde udtalt det (saaledes Kap.6,10 og Kap.10, 33). Men tillige laa deri en Antydning af, at Broderkiærligheden var i Fare (se Kap.10,25: Advarslen imod at forlade deres egen Forfamling). De, der vilde sammenblande Kristendom med Jødedom, havde, som vi kan se, allerede begyndt at tage en betydelig Afstand fra Brødrene, og dette viste sig vel særligt overfor de Hedningekristne

I V. 2-3 paapeges nu to særlige Ytringer af Broderkærligheden, nemlig for det første "Gæstfrihed". I hine Dage, hvor offentlige Gæstgiversteder næsten ikke var kendt, blev Gæstfrihed en paatrængende Nødvendighed, særlig da de vantro Jøder nærede et saa bittert Had til de Kristne. Hvor skulde de Kristne, der var paa Rejse, vende sig hen, dersom ikke de kunde nyde godt af Brødrenes Gæstevenlighed. Men til alle Tider er Formaningen om "ikke at glemme Gæstfrihed" en vigtig Side af Broderkærlighed. Og her paapeges tillige den store Velsignelse, som derved kan blive den, der yder Gæstfrihed, til Del. Der henvises til den Ære, nogle af Israels gamle Fædre fik ved deres Gæstfrihed, nemlig at de kom til at "have Engle til Gæster". Forfatteren tænker vel derved særlig paa Englebesøget hos Abraham i Mamre-Lund (1 Mos.18) og hos Lot i Sodoma (1 Mos.19). Navnlig denne sidste anede vel ikke fra først af, hvilke høje Gæster han havde taget til Huse Iøvrigt kan vi ikke lade være med at tænke paa Herrens Ord i Matth 25, 35-45, hvor vi finder dette store Ord: "Hvad I har gjort imod een af disse mine mindste Brødre, har I gjort imod mig". Derfor finder vi ogsaa gentagne Gange i Apostelbrevene Formaning til Goestfrihed, saaledes hos Paulus i Rom. 12, 13 og hos Peter i 1 Pet. 4, 9.

I V. 3 fremhæves en anden Ytring af Broderkærligheden, nemlig at tage sig af "de fangne", og der tænkes vel særligt paa de Brødre, der bar Lænker for Evangeliets Skyld; da gjaldt det om for dem at lide med disse fangne, som var det dem selv, Fangenskabet havde ramt. Vi mindes herved om Ordet hos Paulus i 1 Kor.12,26: "Naar et Lem lider, lider alle Lemmerne med". Og denne Formaning til forstaaende Medfølelse udvides til i det hele taget at gælde "dem, der lider ilde". Det er en falsk Aandelighed, der mangler Forstaaelse for legemlig Lidelse. Vi er jo "ogsaa selv i et Legeme" og ved dog nok, naar det rammer vor egen Person, hvor pinagtig saadan Lidelse kan være. Med andre Ord, Broderkærligheden skal vise sig i at betragte andres Lidelse som sin egen.

I V.4 findes advarende Formaning til Kyskhed, til at holde Ægteskabets Baand helligt og i Ære. Selv om Utugtssyndere meget ofte ikke rammes af den verdslige Domstol, saa vil Gud visselig dømme saadanne (1Kor.6, 9: "Utugtige skal ikke arve Guds Rige").

I V.5-6 advares mod Pengegridskhed og formanes til Nøjsomhed. Havesygen er ogsaa en Slags Vellyst; men Nøjsomhed skal være Gudssfrygtens velsignede Følgesvend (se 1Tim· 6, 6-10). Den rette Frigjorthed overfor de timelige Bekymringer vindes kun i Fortrøstning til Herren. Vor himmelske Fader ved, hvad vi har behov (Matth. 6,32), og "han har selv sagt: jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig" (V. 5). Dette velsignede Ord møder os ikke faa Steder i den hellige Skrift (se saaledes 5 Mos. 31, 6: "Herren, din Gud, han er den, som vandrer med dig, han slipper dig ikke og forlader dig ikke"). Se ogsaa Ordet i Josvas Bog 1, 5; "Jeg vil ikke slippe og ikke forlade dig". Hvor har dette Ord ikke baaret Guds Folk! En døende Præst, et af Herrens store Vidner (Vilh.Beck), sagde saaledes faa Dage, før han døde, at han havde levet paa dette Ord i de sidste Par Maaneder af sit Liv. Hviler Hjertet i dette Herrens trofaste Kærligshedsord da "kan vi sige med frit Mod" (V.6) ligesom den gamle Sanger (Sl. 118, 6 og Sel. 56, 5 og 12): "Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte, hvad kan et Menneske gøre mig?" Mennesker kan stundum berøve os meget, det havde ogsaa de hebræiske Kristne faaet at føle (se Kap.10,34: "Man røvede, hvad I ejede"), men blot vi beholder Herren, er der ingen Grund til at frygte ; han er mægtig over alle vore Fjender, og intet skal kunne skade os, naar han er vor Skat. "Den, som rører ved eder, rører ved hans Øjesten" (Sak.2, 12). "Min Naade er dig nok", har han ogsaa selv sagt til sin Ven (2 Kor. 12, 9).

Lad Verden mig alting betage,
Lad Tornene rive og nage,
Lad hjertet kun daane og briste,
Min Rose jeg aldrig vil miste.

Læs: Kapitel 13, 7-16.
529. Jesus Kristus er i Gaar og i Dag den samme, ja, til evig Tid.

Forfatteren begynder med Formaning til at "komme deres Veiledere i Hu", dem, som havde forkyndt dem Guds Ord (V. 7). Her tænkes sikkert paa de i Kap. 2, 3 nævnte Herrens Disciple, der først havde bragt Hebræermenigheden Ordet, saaledes som de selv havde hørt det af Herren. Forfatteren beder dem "betragt deres Vandrings Udgang og efterligne deres Tro". Dermed tænkes utvivlsomt paa disse Vejlederes trosstærke Sind, hvormed de ogsaa gik Martyrsdøden i Møde (se Stefanus og Apostlen Jakob (den ældre), om hvis sejrrige Bortgang vi hører i Ap. Gern. Kap. 7 og 12, fremdeles Jakob, Herrens Broder, der led Martyrdøden i Aar 63; maaske ogsaa Apostlen Peter den Gang allerede havde lidt Døden).

Hvor er det godt, naar vore aandelige Vejledseres Udgang fra Livet stasdfæster det Vidnesbyrd, de aflagde Livet igennem! At være Vejleder for Guds Menighed er en saare betroet Stilling, og den kan kun røgtes rettelig, naar de, der har dette Embede, stadig betænker Herrens Ord i Matth. 28, 8 og 10: "Een er eders Vejleder, Kristus, men I er alle Brødre", og bestandig selv søger deres Vejledning hos denne vor ene store Hoved-Vejleder.

Men alle jordiske Vejledere, hvor velsignede de end kan være, bærer dog Forgængelighedens Præg. "Døden hindrer dem i at vedblive" (Kap. 7, 23). Der kommer en "Udgang" for dem, en Ende paa deres Gerning Een efter een forlader de os, holder deres sidste Prædiken, skriver deres sidste Linier. Hvor er det da trøsteligt fra disse forgængelige Vejledere at se hen til den uforanderlige Frelser. Og det gør Forfatteren her, idet han i V. 8 udtaler det salige Ord: "Jesus Kristus er i Gaar og i Dag den samme, ja til evig Tid".

Alt det, der saa let omskifter Mennesker, omskifter ikke ham. Tiden omskifter os Mennesker paa mangfoldige Maader, baade til Legem og Sjæl. Haaret graaner, Ansigtet gennemfures af Rynker, Meninger forandres ogsaa tit overfor mangt og meget. Men Tiden har ingen Indflydelse paa vor Frelser ; som hans Præstedømme er et uforgængeligt (Kap. 7, 24), saa er han ogsaa selv den samme, han ældes ikke (Kap. 1, 2). Guddomsnavnet Jehova betyder: "Jeg er", betegner det evige og uforanderlige. Men ogsaa Gud-Mennesket Jesus Kristus er den samme i Gaar, i Dag, til evig Tid, i Fortid, Autid og Fremtid. "Han er, hvad han er, han bli'r, hvad han er, hos ham ej Omskiftelse er". Medens Billeder af Mennesker viser saa stor Forskel mellem Nutid og Fortid, er det Billede, Guds Ord maler os af vor Frelser, bestandig det samme. Han er den samme Jesus nu, som den Gang han lagde sin Haand paa den spedalske Mands Hoved (Matths. 8) og sagde: "Jeg vil, bliv ren!" Den samme nu, som den Gang han nærmede sig Discipelskibet paa Tiberias Sø og sagde mildt til de forsagte: "Frygter ikke, det er mig".

De gamle Hedninger i Rom havde en Gud, de kaldte Janus, som havde to Ansigter paa een Gang. Mennesker har ogsaa tit to Ansigtet, kan være smilende udvendig men have et vredt Ansigt indvendig, og hvor kan Luner ikke i en Fart give Mennesker et andet Ansigt. Mennesker er ikke nogen Grundvold at bygge paa. Men Jesus er den samme, altid den samme. Kender vi ham, da vil vi sinde ham i Dag som i Gaar og i Morgen som i Dag, bestandig med samme hellige Kærlighed overfor sine smaa men ogsaa med samme hellige Fasthed overfor alt, hvad der hedder Synd.

Ydre Forhold kan hurtigt forandre Mennesker. Hvor har ikke tit en ydre Ophøjelse haft en uheldig Indflydelse paa Mennesker. Men Jesus er den samme ved Faderens højre Haand, som da han gik her paa Jord, omgivet af sin lille foragtede og fattige Flok Ja, der er salig Trøst i dette Ord om, at Jesus er den samme, men ogsaa hellig Alvor. Herrens Forjættelser forandres ikke men hans Domme ikke heller. Hans Ord bliver ved at være det samme og kan ikke rokkes, retter sig ikke efter Tidsaanden.

Ogsaa hans Vej til Frelse for os bliver ved at være den samme. Derfor knyttes nu (V. 9) til dette Ord om den uforanderlige Frelser en Advarsel imod at lade sig "lede vild" af de "mangehaande og fremmede Lærdomme", som det ustadige Menneske finder paa. Forfatteren tænker her nærmest paa alle de gamle jødiske Anordninger, som as saakaldte Kristne, der dog var jødisksindede, prædikedes som Salighedsvilkaar Særligt i Kolossenserbrevet og Brevene til Timotheus og Titus advarer Paulus stærkt imod alle dem, der vilde gøre Kristendommen til en ny Lap paa det gamle jødiske Klædebon, særligt ved at gøre de jødiske Spiselove forpligtende ogsaa for den nye Pagts Børn. Dertil siger Forfatteren: "Det er godt, at Hjertet styrkes ved Naaden, ikke ved Spiser; "thi deraf have de, som holdt sig dertil, ingen Nytte haft". Den gamle Pagts ydre Anordninger i saa Henseende har faaet deres aandelige Fuldkommelse i Kristus. Og i hans Rige er det Naaden og Naaden alene, der er Hjertets Styrke, ikke de ydre Ting. Guds Rige bestaar ikke i Mad og Drikke men i Retfærdighed Fred og Glæde i den Helligaand.

Dette betoner Forfatteren for at vise det dybe Skel mellem den forstenede Jødedom og Frelsen af Naade i Kristus; Han viser (V. 10-12) Umuligheden af at forene de Kristnes Alter med det jødiske Alter, viser, hvorledes de, der søgte Frelse i Offertjenesten i Tabernaklet, derved udelukkede sig selv fra det kristne Alter. Thi vi Kristne "har et Alter". Det vilde Jøderne benægte, men her vises, hvorledes vort Alter er Jesu Kors, hvor han ofrede sig selv. Og her vises just ud fra selve den gamle Pagts forbilledlige Offerskik paa den store Forsoningsdag, at som Jøde havde ingen Ret til at nyde Ofret paa dette Korsets Alter.

Det var nemlig befalet i Loven (se 3 Mos. 16, 27), at Syndofret, hvis Blod blev baaret ind i det allerhelligste "til at gøre Forligelse", derefter skulde føres ud udenfor Lejren og opbrændes der (V.11). "Lejren" betegner her den gamle Pagts Menighed. Billedet er hentet fra Ørkenvandringen. Af dette Syndoffer maatte da ingen Jøde, hverken Ypperstepræsten eller nogen anden, nyde noget, medens de ellers ved andre Ofre maatte holde Offermaaltid af Offerdyrets Kød.

Men dette den gamle Pagts Syndoffer fik jo sin Opfyldelse i ham, der blev det fuldkomne Syndoffer Jesus "led udenfor Porten" (V. 12), udenfor Jerusalem. Som hint Syndoffer paa den store Forsoningsdag blev ogsaa han udstødt fra Jødedommen. Han dømtes til Døden af Israels Yppserstepræst, og det Alter, hvorpaa han bragte sit Offer for at "hellige Folket ved "sit eget Blod", blev rejst udenfor Staden. Deraf fulgte, at de, der blev i Jødedommen, indenfor den gamle Pagts Lejr, ikke havde Ret til at æde af dette Alter. Vi Kristne derimod, som har fulgt Kristus udenfor Lejren, nyder i den hellige Nadvere vor Frelsers Legem og Blod til Stadfæstelse paa vore Synders Forladelse i hans Blod og til Hjertets Styrkelske ved disse Naadens Offergaver. Men ved dette Alter havde altsaa de intet at gøre, som forhærdede sig og vedblivende søgte Frelse i den gamle Jødedoms Skygger i Stedet for at følge det guddommelige Syndoffer "udenfor Lejren".

Ganske paa samme Maade siger Paulus i Gal. 5,4: "I er tabte for Kristus, I, som retfærdiggøres ved Loven, I er faldne ud af Naaden".

Ud fra dette lader faa Forfatteren i V.13 fremgaa en kraftig Formaning om "at gaa ud til Kristus udenfor Lejren, idet vi bærer hans Fosrsmædselse". Altsaa et bestemt Brud med den forhærdelse. Jødedommen var nødvendig. Dermed fulgte ganske vist Forsmædelsen for Kristi Skyld. Jøderne betragtede jo de Kristne som urene og banlyste dem. Men denne Forsmædelse skulde de Kristne frimodsigt bære i Henblik til at "vi ikke hser har en blivende Stad", hverken i Jerusalem eller noget andet Steds paa denne gamle Jord, men vort Hjem og vort Maal er "den kommende" Stad (V.14), det nye Jerusalem, hvor "Kristi Forsmædelse" er forvandlet til en straalende Sejrskrans.

Men ikke blot de gamle hebræiske Kristne, hver eneste Kristen maa have sin Plads hos Kristus udenfor Lejren, udenfor Navnkristendommens og den døde Tros Lejr, og vi maa bære den Forsmædelse, som følger dermed. Det er ikke noget godt Raad, man stundom faar, at vi skal blive i Verdenslejren for der at vinde Mennesker. Det kan nok tilsyneladende se ud, som det gik saa meget bedre "med Arbejdet for Guds Rige, dersom man tager fat saaledes, at man bevarer den gode Forstaaelse, ogsaa med dem, der ikke vil have deres Hjem i de helliges Samfund. Man kan tilsyneladende samle flere, naar man lister sig uden om "Forsmædelsen" og holder sig fri for at blive kaldt "pietistisk, missionsk", eller hvilke andre Navne Verden benævner det sande Trosliv med. Men inde i Verdens-Lejren bliver det alligevsel aldrig til noget. Man smittes selv af Luften derinde, og Herren kan ikke i Sandhed velsigne det Arbejde, der ikke vil vedkende sig hans hellige. Den gamle Matematiker Arkimedes sagde: "Giv mig et Sted udenfor Verden at staa paa, saa vil jeg derfra sætte Verden i Bevægelse". Dette har sin dybe aandelige Anvendelse. De, der formaaede at sætte Verden i Bevaegelse, at bringe Røre i de døde Vande, var saadanne, som i Selskab med Profeterne, Apostlene, Martyrerne, Reformatorerne drog ud igennem Verdensstadens Porte, ogsaa ud fra den verdsligt blandede Kristendoms Stad, og tog deres faste Plads ved Kristi Kors, midt i hans lille, foragtede Flok, med Blikket vendt opad til den "kommende Stad", den Stad, der evigt skal blive, naar alle Jordens Stæder er visnet som Markens Græs.

Ved Kristi Kors har vi ogsaa Ofre at frembære, ikke Syndofre, det evigt gyldige Syndoffer har han bragt een Gang for alle for os, men Lovprisningsofre, "Frugt af Læber, som bekender (priser) hans Navn" (V.15). Dette Ord om "Læbers Frugt", den bekendende Taksigelse, minder om Hos.14,3: "Tager Ord med eder og omvender eder til Herren; siger til ham: tilgiv al Misgerning og modtag det gode, saa vil vi i Stedet for med Øksne betale dig med vore Læber".

Men er der Sandhed i Læbernes Lovoffer, da vil Taksigelse i Gerning ogsaa følge med, da glemmer man ikke (V.16) "at gøre vel og at meddele". Det er kun den uægte Tak, der nøjes med at elske med "Ord eller Tunge", den sande Taknemmelighed elsker i Gerning og Sandhed (1Joh.3, 18). Og "saadanne Ofre har Guds Velbehag", vel at mærke, naar de bringes ved Kristus ("ved ham", V.15). Intet af vort eget kan Gud have Behag i, uden det først er bleven renset ved Kristus. Derfor har Gud ikke Behag i Verdens saakaldte gode Gerninger, thi de er besmittede af Synd; først naar de kommer til Gud gennem Jesus, helliges vore Takofre saa de behager den levende Gud (se Filip. 1, 11: "Retfærdighseds Frugt, som virkes ved Jesus Kristus, Gud til Ære og Pris"). Saaledes har det sig med vor Gudstjeneste, vor Offertjeneste under Kristi Kors, den evige Offertjeneste, thsi Takken og Lovprisningen skal aldrig forstumme fra de frelstes Kor. Saa vil vi træde frem for Gud med disse Ofre, idet vi beder vor store, trofaste, uforanderlige Herre Jesus at bære dem frem for Faderen og hellige dem."

O! tag mod mine Gaver
Og hellige du dem,
At jeg dig tro maa tjene,
Til du mig kalder hjem.

Læs: Kapitel 13, 17-25.
530. Opfordring til Lydighed mod Menighedens Vejledere og til Forbøn for Brevets Forfatter. Helligt Slutningsønske. Afsluttende Bemærkninger og Hilsener.

I V. 7 havde Forfatteren mindet Læserne om deres hedengangne Vejledere. I V.17 minder han dem om Forholdet til deres nuværende Vejledere og formaner til Lydighed, til at rette sig efter dem. Han begrunder denne Formaning med Henvisning til det Arbejde, deres Vejledere havde til Bedste for deres Sjæle, som de, der skulde aflægge Regnskab overfor Menighedens Herre. Deri ligger det dybe Ansvar og den store Gerning for hver den, der vil være en ret "Vejleder" i Herrens Hjord! "Vogt mine Lam" og "vær Hyrde for mine Faar", saaledes sagde Herren jo til Simon Peter hin Morgen ved Genesaret Sø efter sin Opstandelse.

Dette Hyrdearbejde kan gøres med Glæde men ogsaa med Suk (V.17). "Tjener Herren med Glæde", saaledes lyder Ordet fra den gamle Vagt (Sl. 100, 2), og visselig er der altid en høj og hellig Glæde i at maatte gaa Bud for Herren. Hjordens Forhold kan forøge denne Glæde men ogsaa kaste Skygger ind i den. Hvor gaar der ikke en Vemodsklang gennem mange af den gamle Pagts Profeter overfor Folkets Vantro og Genstridighed! Ogsaa i Apostlenes Breve mærker vi, hvorledes Glæden over Herrens Værk blander sig med Suk over de Misligheder, som saa mange Steder havde indsneget sig. En Menighed, der lydig og villig tager imod Ordet fra Herren og vil være ikke blot dette Ords Hører men ogsaa dets Gører (Jak.1,22), gør Gerningen let for Vejlederen; men Modvillighed, Sløvhed, Fald til Skam for Herrens Navn, det kan nok drive det dybe Suk frem i en ærlig Pastors (Hyrdes) Hjerte. Men "dette er eder ikke gavnligt", skriver Forfatteren til Menighedens Medlemmer. En troende Præsts Sukke over en mosdvillig Hjord bringer Dom over Hjorden. Vi mindes Tjeneren i Herrens Lignelse om den store Nadvere (Luk.14,16-24). Da Tjeneren kom og fortalte sin Herre om alle de mange Undskyldninger, blev Husbonden vred og sendte sin Tjener andet Steds hen, hvor han fik mere Glæde af sin Gerning. Og fremdeles mindes vi Lignelsen i Matth.18 om den gældbundne Tjener, hvorledes hans Medtjenere, da de saa hans haarde Hjerte, "blev saare bedrøvede og kom og fsorklarede for deres Herre alt, hvad der var sket". Og da ramtes han af sin Herres Dom. Nej, det er ikke gavnligt for en Menigheds Stilling i Herrens Øjne, naar en ærlig Vejleder atter og atter i sit Lønkammer maa klage sig for Herren over de mange Undskyldninger, over Hjertets Haardhed og Sløvhed. Hvor langt bedre, naar Herrens Tjenere kan have det, som Paulus skrev i Brevet til de hellige i Filippi: "Jeg takker min Gud, saa ofte jeg kommer eder i Hu« (Filip. 1, 3).

Men en god Vej for Menighedens Lemmer til en ret Stilling overfor deres Vejledere er at bede for dem. Naar Menighedens Hyrder beder for deres Hjord, og Hjorden igen beder trofast for sine Hyrder, da bliver det godt, da sejrer Glæden over Sukket. Og selv om Sukkene for Hjorden aldrig kunne forstumme i en tro "Vejleders" Hjerte, saa vil dog Sukkene over Hjorden blive færre. Derfor lader Hebræerbrevets Forfatter ogsaa ovenpaa sin Formaning følge en Opfordring til Forbøn (V.18-19). "Bed er for os", staar der. Maaske Forfatteren tillige tænker paa sine Medarbejdere, der som han var "Vejledere" i Menigheden. Og han begrunder denne sin Begæring ved at udtale sin Forvisning om at have staaet med en redelig og ærlig Villie i sit Forhold (have "en god Samvittighed"). Denne Tilføjelse" viser os, at der blandt de hebræiske Kristne nok har været nogle, som stod med Mistænksomhed overfor Forfatteren, der jo viser sig faa aandsbeslægtet med Paulus i Blikket paa den gamle Pagts Stilling som et tilbagelagt Standpunkt.

Fremdeles begrundes Opfordringen til Forbøn med Henblik til, at saadan Forbøn ogsaa dessnarere vilde føre ham tilbage til dem (V.19). Der synes altsaa at have været visse, os ubekendte Forhold, som hindrede ham i at komme til dem saa hurtigt, som han ønskede Tillige viser dette Ord os, at Forfatteren har været personlig nøje kendt blandt de hebræsiske Kristne.

Alen har Forfatteren bedt om Læsernes Forbøn, faa udtaler hand ogsaa selv et inderligt Forbønnens Ord for dem nu ved beslutningen af dette sit Brev. Han har haft meget at sige dem, men nu maa hans Ord forstumme. Han har ligesom pløjet, harvet og tilsaaet deres Hjertes Ager, nu lægger han Væksten i Guds Haand. Han nævner Gud ved Navnet: "Fredens Gud", den Gud, der virker Fred i Synderhjerter og mellem Synderhjerter, saa sandt de tror paa den fra Gud udsendte "store Faarenes Hyrde, vor Herre Jesus", "Overhyrden" (1Pset.5,4) over alle de smaa blot menneskelige Hyrder og Vejledere. Om denne Faarenes store Hyrde siger han, at Gud "med en evig Pagts Blod førte ham op fra de døde". I Kraft af det Dyrebare Blod, Hyrdens eget Blod, ved hvilket den nye og evige Pagt, Naadepagten, blev stiftet, førtes ogsaa Hyrden op igen fra de døde. Fordi Kristus Jesus blev lydig til Døden, derfor har Guds højt ophøjet ham (Filip.2). Det er den Tanke, der stadig møder os i den hellige Skrift, at som Gud-Mennesket vandt Jesus Kristus sin Herlighed tilbage hos Faderen ved sit Blods Hengivelse. Ved Opstandelsen blev saa hans Frelserværks evige Gyldighed stadfæstet (se Rom.1,4: "Kraftelig bevist som Guds Søn - ved Opstandelse fra de døde").

Ordene i V. 20 er ligesom en Efterklang af Esajas 63, 11, hvor der tales om, hvorledes Gud "førte Folket op af Havet (det røde Hav) tilligemed sin Hjords Hyrde" (Moses). Det var det svage Forbillede paa den store Overhyrdes Gang gennem det ved hans Blod rødarvede Hav, Dødshavet. Ved denne sin Gang, hvorfra han førtes op i Opstandelsen, drog han sin Hjord, sit troende Folk, med sig fra Død til Liv.

Men til denne Gud, der saaledes gav sin eenbaarne Søn hen for os, beder Forfatteren nu, at han vilde "bringe Læserne til Fuldkommenhed i alt godt til at gøre hans Villie". Guds Villie - det var vor Frelsers "Mad" (Joh. 4, 34). Og det skal være ogsaa vor Mad, vor Sjæls Attraa og Maal. I samme Grad som vi i alt, hvad vi gør, "i Ord eller Handling" (Kol.3,17), det tilsyneladende mindste som det største, begærer at gøre Guds Villie uden at lade os skræmme af Hindringerne, i samme Grad skrider vi selv opad fra det lave, op mod det himmelske Zions Højder. Vor Gerning bliver kun god, i samme Grad som den er fyldt med Guds hellige Villie.

Men Gud selv kan ene virke i os det, "som er velbehageligt for hans Aasyn" (V.21), og han virker det "ved Jesus Kristus" (se Filip 1, 11 og 2,13). Det skal da være vor Bøn for os selv og for hverandre, at Guds Kraft saaledes maa "virke i os". Som "Dampen arbejder mægtigt i Cylinderen og driver det tunge Stempel op og ned, eller for at bruge et endnu bedre Billede, som Træets Saft arbejder kraftigt i Grenene (Joh.15) og drives ud i Knoppen, Bladet, Blomsten og Frugten", saaledes virker Gud ved Kristus i sine troende, gennem sin Aand. Og for os gælder det om i stadig Bøn at give denne Guds Virken Raaderum, "at opsamle hver guddommelig Tilskyndelse og omsætte den i Handling". Vi skal være Guds Værksted, da bliver Værket til Mesterens Ære, og gennem Tid og Evighed skal da ogsaa ved os den Tone komme til at klinge, hvormed Hebræerbrevets Forfatter nu slutter sit bedende Velsignelsesønske: "Ham være Æren i Evighedernes Evigheder! Amen".

Saa slutter Forfatteren sit Brev, idet han først endnu engang (V. 22) med Mesterens Tjenersind beder Brødrene om at "finde sig i dette Formaningsord", ikke at stødes over det, der maaske kunde smage som en besk Medicin. Og det saa meget mere, som hvad hans Samvittighed havde bebudet ham at sige dem, dog ikke kunde være andet end et kortfattet Ord, der jo ikke havde kunnet udtømme det dyrebare Emne.

Han bringer dem endnu (V. 23) det glædelige Budskab, at Broderen Timotheus var bleven løsladt (vel nok af Fangenskab for Evangeliets Skyld), og sammen msed ham vilde han besøge dem, dersom da Timsotheus "kom snart". Denne sidste Tilføjelse skal atter sige Læserne, hvor inderligt Forfatteren længtes efter at se dem igen.

I V. 24 finder vi Hilsener til "alle deres Vejledere og alle de hellige". Brevet er selvfølgelig bleven sendt til nogle enkelte iblandt dem, som saa igen skulde læse det op for de andre Venner og hilse dem alle, baade Forstandere og de andre Medlemmer af Menigheden. "De fra Italien", fra hvilke han bringer dem Hilsen, har vistnok været Kristne, som i Anledning af Forfølgelsen under Kejser Nero var flygtet fra Italien og havde taget Ophold samme Sted som dette Brevs Forfatter.

Den allersidste Hilsen lyder ganske som den Hilsen, hvormed Paulus sluttede sit Brev til Titus: "Naaden være med eder alle!" Ja, Naaden - ikke Lovgerninger eller ydre Tempeltjeneste, alt dette, der hørte den gamle Vagt til med dens Morgendæmring - men Naaden sra Retfærdighedssolen Kristus, Maaden i hans een Gang sor alle fuldbragte Offer, maatte denne Naade være med dem i Tid og Evighed, maatte de aldrig glide tilbage fra den! Det er den skønne sidste Tone i dette herlige Brev.

O, lær mig, Jesus, Mester kær,
Ja, lige til min Grav,
At leve, aande, svømme her
I dette Naadens Hav.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media