En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Jakobs Brev

Indledning

Det første Spørgsmaal, der melder sig overfor dette Brev, er: "Hvem er den Jakob" der Kap.1, navngiver sig som Brevets Forfatter? "Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener", saaledes staar der i Brevets Overskrift. Han betegner sig ikke som Apostel men dog somt en, der har faaet betroet en Tjeneste hos Herren. Nu findes der i det ny Testamente omtalt tre med Navnet Jakob, nemlig for det første Apostlen Jakob, Zebesdæus' Søn, Broder til Apostlen Johannes. Dernæst en anden Apostel Jakob, en Søn af Alfæus (eller Klopas (Kleofas)). Den anden Jakob kaldes i Modsætning til den førnævnte for "den mindre", d.v. s. "den yngre"; hans Moder hed Maria og var en af de troende Kvinder, som stod ved Jesu Kors og kom til hans Grav Paaskemorgen. Endelig finder vi en tredie Jakob med Tilnavnet "Herrens Broder", der flere Steder nævnes sammen med Jesu Moder Maria og tre andre af Jesu Brødre. Denne Jakob blev siden den højtansete Forstander for Jerusalems Menighed. Vi finder ham omtalt gentagne Gange i Ap. Gern. ligesom i Apostlen Paulus's Brev til Galaterne.

Adskillige har ment, at Jakob, Herrens Broder, var den samme som Apostlen Jakob den mindre. Man har villet begrunde dette ved Henvisning til Joh. 19,25, hvor der staar, at der ved Jesu Kors stod "Herrens Moder og hans Moders Søster, Maria Kleofas' (Klopas) Hustru og Marie Magdalene". Man har saa forstaaet det saaledes, at Jesu Moders Søster var Maria Kleofas' Hustru, saa der altsaa kun skulde være Tale om tre Kvinder, ikke om fire. Derved vilde Apostlen Jakob den mindre blive Herrens Søskendsebarn, hvilket man saa har ment nok efter hebræisk Skik kunde betegnes for "Broder". Men for det første er denne Forstaaelse af Joh.19,25 næppe rigtig, thi Jesu Moders Søster var sandsynligvis Salome, Johannes og Jakob den, Ældres Moder. Og dernæst er der ogsaa meget andet, der taler imod, at Apostlen Jakob, Alfsæus' Søn, skulde være den samme som Jakob, Herrens Broder. 1) Paa det græske Sprog, som her bruges, betyder Broder aldrig det samme som Fætter 2) I Følge Joh.. 7, 5 troede Jesu Brødre slet ikke paa ham før hans Opstandelse, altsaa kan ikke nogen af dem have været blandt Jesu Apostle 3) Jesu Brødre bliver bestandig i Omtalen adskilte fra Apostlene (se Ap.Gern.1,13-14 og 1 Kor. 9, 5). 4) Jesu Brødre findes i Evangeliet bestandigt omtalt sammen med Jesu Moder, aldrig med Maria, Klopas's Hustru.

Vi maa altsaa skille disse tre, der bærer Navnet Jakob, fra hverandre Men hvem af disse tre er saa dette Brevs Forfatter? Der er intet i Brevet, der tyder paa, at Forfatteren er en Apostel. Jakob den Ældre led allerede Martyrdøden i Foraaret 44 under Herodes Agrippa (se Ap.Gern.12,2). Om Jakob, Alfæus' Søn, hører vi intet videre i det nye Testamente Kirkefædrene fortæller, at han forkyndte Evangeliet i det sydlige Judæa og derefter i Ægypten, hvor han led Martyrdøden. Ham kunde det maaske være, men alt taler ganske anderledes for, at det er ovennævnte Jakob, Herrens Broder. Denne særlig blandt Jødekristne højtansete Mand synes at have oplevet det store Vendepunkt i sit Liv ved Frelserens Opstandelse. Der fortælles jo i 1 Kor.15, 8, at Herren efter sin Opstandelse oagsaa aabenbarede sig personligt for denne sin Broder Jakob, hvilket tyder paa, at der hos Jakob har været en alvorlig Søgen efter Sandheden. Allerede før Pinsedag finder vi ham tilligemed Jesu Moder og de andre Brødre i den lille Menighed i Jerusalem (se Ap.Gern.1). Og i Galaterbrevets 2det Kapitel nævner "Paulus denne Jakob som en af de tre, der ansaas for Pillerne i Menigheden, ja, nævner Jakob først Ved det store Apostelmøde, hvortil Paulus hentyder i Galaterbrevet, lærer vi Jakob at kende (Ap.Gern.15) som den, der ingenlunde var enig med de snæverhjertede Jødekristne, som vilde lægge Lovens Aag paa de Hedninger, som kom til Troen. Det vilde Jakob paa ingen Maade være med til, blot ønskede han, at de Hedningekristne as Hensyn til Jøderne skulde iagttage visse Ting (se Ap. Gern. 15, 20). Han selv blev for sin Person ved med at iagttage de jødiske Skikke og synes ogsaa at have lagt Vægt paa, at Jødekristne gjorde saa (se Aprern.21,20-25), ikke som Salighedsvsilkaar, men fordi de var født som Jøder. Iøvrigt stod han i et hjerteligt og broderligt Forhold til Pauslus, Hedningeapostlen.

Endog de mere velsindede blandt de vantro Jøder nærede stor Agtelse for Jakob og skal have kaldt ham "den retfærdige". Hos Josefus, den jødiske Historieskriver, fortælles, at den sadducæiske Yppserstepræst Ananus benyttede Tiden efter Landshøvdingen Festus' Død til at stille "Jakob samt nogle andre for Synedriet" og lade ham stene. Hos den gamle Kirkehistoriker Hegesippus fortælles, at Jakob daglig i Templet havde ligget paa Knæ i Bøn for sit Folk. Men da altid flere ved ham blev omvendt til Jesu Tro, havde Fjenderne tilsidst ført ham op paa Tempeltinden for at tvinge ham til at aflægge Vidnesbyrd for Folket imod Kristus Men da han tværtimod havde vidnet for Kristus, havde man styrtet ham ned og slaaet ham ihjel med en Kølle. Denne Udaad havde dog forarget ogsaa alvorlige Jøder. Hebræerbrevet 13, 7 viser sandsynligvis hen til denne Begivenhed.

Ham, Manden med den store Myndighed blandt de Jødekristne, Jakob, Herrens Broder, skylder vi utvivlsomt dette Brev. Derom er næsten alle enige.

Vi kommer da til Spørgsmaalet om, hvem Brevet er til. Efter Kap.1,1 er det rettet "til de tolv Stammer, som er i Adspredelsen. Ved Navnet "Adspredelsen" betegnedes Jøderne, som boede udenfor Palæstina (spredt blandt Hedningerne). Og selve Brevets Indhold stadfæster, at det er skrevet til Jøder, men viser ogsaa, at det er skrevet til kristne Jøder. Af Brevet frsemgaar det, at disse kristne Jøder den Gang endnu i social Henseende var sammenknyttet med de vantro Jøder og maatte lide en hel Del under de rige vantro Jøders Tyranni. I Kristenhedens allerførste Tider, før det jødiske Oprør, der endte med Jerusalems Undergang, havde Jøderne ogsaa, naar de boede spredt blandt Hedningerne deres egne jødiske Synagoge-Domstole.

Brevet synes da at være rettet til saadanne jødekristne Samfund udenfor Palæstina, som vel ved Troen var skilte fra de vantro Jøder men iøvrigt endnu kommunalt var i Forbindelse med dem, gik paa Dagleje hos de rige (se Kap. 5,4) og var undergivne deres mangfoldige Drillerier. Noget lignende ser vi den Dag i Dag f. Eks. i Indien, hvor de Fattige Kristne maa lide meget af de hedenske Braminer, der ofte er deres retslige Dommere og deres Arbejdsgivere.

Intet Sted i Brevet finder vi Spor af Hedningekristne, hvilket tyder paa, at Brevet maa være skrevet paa et meget tidligt Tidspunkt. Thi hvor der først blev en hedningekristen Menighed, plejede de Jødekristne at slutte sig til den og kastes derved fra de sociale Baand, der bandst dem til deres vantro Landsmænd Brevet synes saaledes skrevet, før den store fra det syriske Antiokia udgaaende Hedningemission var kommen i Gang. Alt dette peger hen paa, at Stedet for disse jødekristne Samfund, til hvem Brevet er rettet, har været det sydlige Syrien, hvor der boede talrige Jøder, der indtil Kejser Titus' Dage havde et vist retsligt Selvstyre udfra deres Synagoge-Samsund. Allerede Frelseren selv havde fra Galilæa af virket paa disse syriske Jøder (se Matth 4,24). Og efter Stefanus' Død, da de Kristne fra Jerusalem spredtes vidt omkring, fortælles der i Ap.Gern.11,19, at de adspredte "vandrede om lige til Fønikien og Kypern og Antiokia, og de talte ikke Ordet til nogen uden til Jøder alene". Vi hører jo ogsaa i Ap. Gem. 9, at Saulus drog op til Damaskus for at forfølge de Kristne, der maatte være blandt Jøderne deroppe.

Til en enkelt Menighed alene synes Brevet ikke at være rettet, men til samtlige i de i hine Egne boende jødekristne Samfund. Derfor regnes Jakobs Brev ogsaa ligesom Peters, Johannes' og Judas' Breve til de saakaldte almindelige Breve. Og Brevet synes efter det forhennævnte at være det alleræl1dste af de nytsestamentlige Skrifter.

Anledningen til Brevet fremgaar af dets Indhold. De Jødekristne, der gennemgaaende synes at have været Smaafolk, led som før nævnt meget af de vantro Jøders Plagerier. Dette havde gjort dem modløse og sløvet dem. De havde ikke baaret disse mangehaande Fristelser (Kap. 1, 2) paa rette Maade. Vrede og Bitterhed havde begyndt at herske over dem i Stedet for den rette kristne Sagtmodighed under Lidelsen. Ja, de synes endog at have knurret mod Gud, som var det ham, der fristede dem (Kap.1,13). Hjerterne blev mere udadvendte, og Troen mistede mere og mere af sin indre Livskraft. Derfor vidner Jakob saa stærkt imod den døde Tro og det delte Hjerte.

Med Jakob, Herrens Broder, som Forfatter til Brevet forstaar vi ogsaa, at han var saa godt inde i disse Jødekristnes Forhold. De Jøder, der var i "Adspredelsen", rejste jo hyppigt op til Jerusalem, og det er rimeligt, at de Kristne iblandt dem har betroet sig til den jerusalemske Menigheds højt ansete Forstander. Derfor kunde Jakob ogsaa skrive til dem med saadan hellig Myndighed, som han gør. Hele Brevets Indhold gør et stærkt Indtryk af at være skreven af en Jødekristen til Jødekristne og det paa et Tidspunkt, da den kristne Lære endnu ikke vsar bleven saaledes udformet, som den siden blev, især ved Apostlen Paulus (se Paulus' Maade at udvikle Retfærdiggørelsen ved Troen paa). Jakobs Brev minder i høj Grad om vor Frelsers Bjergprædiken, ikke saaledes, at han udtrykkeligt anfører Bjergprædikenens Ord, men Bjergprædikenens dybe, guddommelige Tanker har levet i Forfatterens Sjæl. Det er Israeliten uden Svig, der nu som Jesu Kristi Tjener har set den gamle Pagts Fuldkommelse i Kristus; intet af det nye Testamentes Breve giver os et saa tydeligt Indtryk af Jødekristendommen i dens oprindelige Form som dette Jakobs Brev. Aanden er den samme, Sandheden den samme som i de andre Apostelbreve, men Maaden, Formen, hvorunder Vidnesbyrdet om "den Herres Jesu Kristi, den herliggjortes, Tro" (Kap.2,1) frembæres, er just, som man kunde vente den hos en ægte Israelit, der var opvokset i et troende israelitisk Hjem, som Hjemmet i Nasaret har været det, "men saa skreden frem fra den gamle Pagts Morgenrøde ind i Retfærsdighedssolens fulde Dagslys. Brevet svarer saa ganske til den skønne Skikkelse, som Skriften maler os af Jakob, Herrens Broder, den kristne Israelit, der til det sidste vedblev i god Forstand at være "Jøderne som en Jøde" (1 Kor.9, 20), og hvis hele Liv og Gerning bestandig blev ved at bevæge sig indenfor det jødiske Folk.

Brevets Affattelsestid maa efter alt at dømme ligge meget tidligt, som vi allerede har omtalt det, formodentlig mellem Aar 45 og 50, og har saaledes sin ejendommelige Stilling som det tidligste Vidnesbyrd om den kristelige Litteratur. Det er sikkert nok skrevet i Jerusalem, hvor Jakob, Herrens Broder, jo bestandig opholdt sig efter sin Omvendelse. Omtalsen af "tidlig Regn og sildig Regn" (Kap. 5, 7) peger ogsaa tydeligt nok hen paa Palæstina som Forfatterens Hjemland.

Med Hensyn til dette Brevs Ægthed, dets Berettigelse til at have Plads blandt det nye Testamentes hellige Skrifter, har der været en Del Modstand. I den østerlandske Kirke var det fra den ældste Tid af kendt for hellig Skrift. Det findes i den gamle syriske Bibeloversættelse (Peschito), hvilket stemmer vel med, at Brevet er skrevet til jødekristne Samfund i Syrien. I den vesterlandske Kirke derimod blev det først senere anerkendt, hvorfor ogsaa Kirkehistorikeren Eusebius (dø.d 338 e. Kr.) henregner det til de "omtvistede" Skrifter i det ny Testamente. Men vi kan ikke undre os over, at dette Brev ikkke var saa velkendt i den vesterlandske hedningekristne Kirke. Jakob, Herrens Broder, hørte jo ikke til Apostlene, og hans Brev henvender sig jo til Jødekristne. Først senere følger den vesterlandske Kirke med i sin kirkelige Anerkendelse.

Paa Reformationstiden traadte Luther op imod Jakobs Brev og ansaa det for skrevet af en eller anden god og from Mand fra senere Tider. Det var væsentlig, fordi han syntes, at dette Brev for det første ikke var i Overensstemmelse med Apostlen Paulus i Læren om Retfærdiggørelse ved Tro, for det andet manglede Omtalen af Kristi Lidelse og Opstandelse. I sine Fortaler til det ny Testamente (Aar 1522), sine Prædikater over Peters Brev og flere andre Steder betegner han Jakobs Brev som "et Brev ret af Straa" i Modsætning til det ægte Guld og Sølv (1 Kor. 3). Den schweiziske Reformator Kalvin derimod imødegik denne Luthers Bedømmelse (uden dog at nævne Luthers Aavn).

Vore Dages Bibelkritikere nævner ofte denne Luthers Udtalelse som et Bevis for, at Luther ogsaa turde give sig af med Kritik over Skriften. I ethvert Tilfælde maa man da sige, at Luther i saa Fald kom galt fra sit Forsøg paa Bibelkritik, thi Jakobs Brev er i Guds Menighed godkendt som et saare velsignet Brev, naar man finder Nøglen til den rette Forstaaelse deraf, en Nøgle, som følger med Erkendelsen af Jakob, Herrens Broder, som Forfatter og af dets Affattelsestid som liggende forud for Apostlen Paulus'’' Breve. Men iøvrigt var den Aand, der bar Luthers Syn paa Skriften, saa uhyre forskellig fra de moderne Bibelkritikeres, at de nødig skal beraabe sig paa ham i deres Sønderlemmelse af Bibelen, for Tiden særlig af det gamle Testamente. Luthers Sang "Vor Gud han er saa fast en Borg", indeholder jo disse to Linier, der ret kan bruges som et Feltraab i Kampen mod den moderne Kritik: "Det Ord de vel skal lade staa og dertil Utak have". Luthers Syn paa Skriften var baaret af den dybeste Ærbødighed overfor Skriften som Guds urokkelige Ord. Men hvor stort og udvalgt et Redskab han end var, var han dog ingen Apostel.

Ved den nærmere Udlæggelse af Brevet vil vi saa Lejlighed til nøjere at betragte de forstellige Spørgsmaal, der er bleven rejst i Anledning as dette Brevs Indhsold; og vi vil faa at se, at vi ogsaa her staar foran rige Skatte i Bibelenss Gulsdsgrube.

Brevets Indhold falder i følgende Dele: Først en Opmuntring til Frimodighed under de Fristelser, de var udsat for, idet Tanken om, at Fristelse skulde komme fra Gud, afvises. Fra ham kommer kun godt, og det største Gode er det nye Liv, han har skænket os. Dette nye Liv gjaldt det oml at tilegne sig og leve i (Kap.1). Formaningen til at leve et helligt Liv føres videre, særlig med Henblik til den Persons Anseelse, Læserne fristedes til at udvise overfor de rige (Kap. 2, 1-13). Derefter kommer der en Betragtning over Forholdet mellem Tro og Gerning. Kun den levende Tro fører til Retfærdighed for Gud (Kap 2,14-26). I Kap. 3 advares der særligt mod Tungens Synder og formanes til den rette, stille, sagtmodige Visdom, Visdommen ovsenfra. I Kap. 4 viser Jakob den dybe Grund til Læsernes mange kødelige Stridighseder; deres Hjerte var igen ved at begære Verden, ved at dele sig mellem Gud og Verden. Mod dette Sind aovarer han, idet han peger paa Jordelivets Kortvarighed og Usikkerhed Endelig (Kap. 5) udtaler han et Dommens Ord over de vantro Rigmænd, der forfulgte de fattige troende (Kap.5,1-6), og formaner Brødrene til taalmodig Forventning af Herrens Tilkomst (Kap. 5, 7-11). Dertil knyttes saa en Del Slutningsformaninger (Kap. 5, 12-20).