En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Jakobs Brev

Kap. 1

Vi har i Indledningen omtalt, hvem denne Jakob, der i Overskriften (V. 1) benævner sig "Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener", maa være, og hvem Brevet er rettet til. Endnu et bekræftende Vidnesbyrd om, at Jakob, Herrens Broder, er Brevets Forfatter, finder vi i, at Formen for Hilsenen i det Brev, der fra Apostelmødet i Jerusalem sendtes de Hedningekristne, et Brev, som Jakob sikkert havde sat i Stil, er ganske den samme som her (se Ap. Gern. 15, 23). Naar Jakob ikke kalder sig selv sor Herrens Broder, kun "Tjener", ligger det sikkert i, at han ikke vilde gøre sit kødelige men kun sit aandelige Forhold til Frelseren gældende. Og naar han kalder de Jødekristne for "de tolv Sstammer", betegner han dem derved som Guds sande Israel, Pagts-Folket, hvem Forjættelserne var givet. Tolvtallet møder vi jo bestandigt i det ny Testamente som Pagtsfolkets Tal, tolv Apostle, "tolv Troner" ved Herrens Genkomst (M»atth. 19, 28), TolvstammsesFolket bsesegles (Joh. Aab. 7), og tolv Porte findes der i det ny Jerusalem (Joh. Aab. 21). Ved Navnet "de tolv Stammer" betegnes altsaa den nye Pagts Folk som det Folk, i hvilket Forjættelserne til Fædrene har faaet deres Opfyldelse.

Formaningen om at stille sig rettelig i de Fri—stelser, de havde at bære (V. 2-12), indledes med et opmuntrensde Ord (V. 2-4) om at "agte det for idel Glæde", naar de "stedtes i mangehaande Prøvelser".

Ved disse Prøvselser tænkes, som Sammenhængen viser, paa Trængslerne sor Kristi Skyld, hvorved deres Tro sattes paa Prøve, og hvorved de fristedes til at slaa af paa Herrens Sandhed. Det er et stort Ord dette, at vi skal agte saadanne Prøvelser for idel Glæde. Det er ikke talt ud fra en smaatskaaren Tro. Men baade vor Frelsers Ord (Matth. 5, 11-12: "Glæder og fryder eder - naar I lide for Retfærdigheds Skyld") og Apostlenes Eksempel (Ap. Gern. 5, 41), da de glade gik bort fra Raadets Ansigt efter at være bleven pisket for Jesu Navns Skyld, stadfæster dette Sind som det rette, hvor ofte saa end vor egen Adfærd er i Uoverensstemmelse dermed, naar vi sættes paa Prøve

Grunden til, at vi skal agte saadan Prøvelse for idel Glæde, siges os i V.3: Troens Prøve virker Udholdenhed" (Standhastighed), vel at mærke, naar man gaar Prøven ret igennem; man bliver hærdet, staalsat gennem Trængslen. "Hvert et Saar gør dig haard, at du altid Sejren faar". Paa samme Maade siger Apostlen Paulus (Rom.5): "Vi roser os af vore Trsængsler, idet vi ved, at Trængslen virker Udholdenhed". Og Udholdenhed er et dyrebart Klenodie at vinde.

Men saa gsælder det ogsaa om, at det bliver den rette Standhastighed, der sætter sine Spor i Livet i "fuldkommen Gerning« (V. 4). Dermed er sagt, at Udholdenhed ikke blot bestaar i at kunne lide men lige saa meget at kunne virke, kunne øve Modstand mod Fristelsen, frembringe Sejr over Synden og saaledes ogsaa bære hellig Frugt, "for at", som Ordet siger, "I maa være fuldkomne og uden Brøst (Mangel), saa I ikke staa tilbage i noget".

Der har vi Guds Formaal med at tilstede Fristelsen, den er fra hans Side en Prøvelse, der sigter paa at føre os fremad mod det fuldskomsne. Vi møder her som en Efterklang af Bjergprædikens Ord (Matth. 5, 48: "Værer da fuldkomne, ligesom etders himmelske Fader er fuldkommen"). Det er Guds Maal med os, og det skal bestandig ogsaa være vort Maal, det vi bestandig maa sigte efter, om vi dog kunde gribe det (Fil.3,12). Saa vil Gud ogsaa selv omsider føre os igennem til dette Maals Opnaaelse. "Han, som begyndte en god Gerning i os, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi Dag" (Fil.1,6).

Men under Kampen for at vinde dette Udbytte af Trængslen erfarer et Guds Barn ofte, at det skorter paa Klarhed med Hensyn til at kende Guds Villie under de mangfoldige Forhold, saadan Trængsel og Prøvelse medfører. Men ogsaa derfor er der Raad (V.5). "Dersom nogen af eder fattes Visdom, da bede han derom til Gud, som giver alle gerne ("rundhaandet", "af et oprigtigt Hjerte") og uden Bebrejdelse, saa skal den gives ham".

Visdom betyder her den rette hellige Indsigt i Guds Villie og hans Førelser med os, hvorved vi sættes i Stand til at faa det rette Udbytte ud af Trængslen. I Jakobs Tanker har der med denne Omtale af Visdommen sikkert knyttet sig Henblik til de mange Ord om Visdom i Salomos Ordsprog, saaledes i Ordsprog 2,1-6. For den nye Pagts Børn bliver denne Visdom jo det samme som den Helligaands Gave (se Luk.11,13: "Hvor meget mere skal da Faderen fra Himmelen give den Hellig Aand til dem, som beder ham").

Hvor er der i dette herlige Ord en rig Opmuntring til at bedet Gud er ikke som de vrangvillige Givere, der nok giver, men bebrejder den bedende baade, at han trænger til Hjælp, og at han kommer og beder. Vi mindes om Ordene i Siraks Visdom 18,17: "Mit Barn, naar du gør godt mod nogen, saa føj ikke Spot dertil, og naar du giver en noget, da bedrøv ham ikke med Ord". Gud vil saa gerne give, blot vsi kommer og beder (se Ordet i Bjergprædiken Matth.7,7-11).

Men derfor maa man ogsaa "bede iTro, uden at tvivle". Efter Sammenhængen betegner Tro her det udelte Hjerte, der fortrøstningsfuldt søger til Gud som den, der er hans Hjertes dyrebare Lod og Del. Her tænkes ikke saa meget paa, om man just i det enkelte Tilfælde har Tro til, at Gud just vil høre den enkelte bestemte Bon, saaledes som vi helst ønskede det. Ogsaa saadan Tro med Hensyn til en enkelt Ting kan Gud ved sin Aand give ; men her tænkes som sagt mere paa Sindelaget, der helt bstror sig til Gud, bsegærer Visdom som Salomson, begærer at være i aandelig Fortrolighed med Gud og saa iøvrigt hviler i, at han vil gøre alting vel for os. Det tvivlende Sind, hvilket her lignes ved den af Vejret omtumlede Havsbølge, betegner ikke Tvivl om den kristne Læres Sandhed men det urolige Sind, der saa daarligt kan give sig hen til Gud og have nok i ham. Det er det Sind, Brorson saa sandt har skildret i Salmen: "Ak, min Rose visner bort", og han afslører den dybe Skade i et saadant tvivlende, uroligt Sind. idet han siger: "Zion, hele Sagen er: Verden, Verden du begær".

Det er just dette Sind, Jakob bestandigt advarer imod i dette sit Brev, dette Øje, der skeler hen efter Verden, dette Hjerte, der har sine egne Tanker om, hvorledes Guds Villie skal være, nemlig saaledes, at man kunde slippe for Lidelsen og faa saa meget af det, der var Kødet til Behag, som vel muligt. Med saadant Sind bliver man urolig, tumles om af Frygt og Beregning. Og saa længe kan Gud ikke bønhore. I et saadant uroligt Hjerte kan den himmelske Visdom ikke sænke sig ned, saa lidt som Himlen kan spejle sig i de af Stormen oprørte Bølger. Det er dette, Jakob siger med de alvorlige Ord (V. 7-8): "Ikke maa nemlig det Menneske mene, at han skal faa noget af Herren; en tvesindet Mand, som han er, ustadig paa alle sine Veje".

Nej, "vi maa have det Sind, der beder som David i Sl. 86,11: "Lær mig, Herre, din Vej, jeg vil vandre i din Sandhed; vend mit Hjerte mod dette ene at frygte dit Navn. Det udelte, lydsige Hjerte bliver stille. ("Da blev vi stille og sagde: Herrens Villie ske" (Ap.Gern.21,14)). Og da kan Himlens Visdom præge sit Billede i Hjertet, som Himlens Billede afspejles i det stille Vand. Da bærer Trængslen velsignede Frugter.

Og for at hjælpe Læserne til dette Sind peger Jakob (V.9-11) paa, hvorledes de jordiske Herligheder rettelig skal vurderes. "Den Broder, som er ringe", nemlig i Henseende til timelig Stilling, som hører til Smaafolkene, skal ikke tabe Modet, derfor men "rose sig af sin Højhed", nemlig af den høje Plads, han har faaet som Guds Barn og Arving til Guds Rige; thi det er den sande Rigdom og Herlighed Guds Børn er Kongeborn, skønt fattige og ringe. "Men den rige" - og her tænker Jakob sikkert paa de vantro Rigmænd blandt Jøderne, dem, der plagede de fattige Jøder (han siger jo ikke: den rige Broder) - skal "rose sig af sin Ringhed". Der ligger en Brød i dette Ord, thi dermed betegnes den vantro riges Herlighed som i Virkeligheden ikke bedre Navn værd end Ringhed. Naar han da roser sig af sin Rigdom, da burde han betænke, "at han skal forgaa som Græssets Blomst; snart er han skilt fra denne ydre Rigdom, som Herren fortæller os om den rige Bonde (Luk.12,16-21) og om den rige Mand der klædte sig i Purpur osv. (Luk.16), og har han da ikke haft andet at rose sig af, saa forgaar han jo selv sammen med al sin timelige Herlighed. Derfor burde han, i Stedet for at kalde sin Rigdom sor sin Højhed kalde det sin Ringhed.

Billedet af Verdens Herlighed som lignende Græssets Blomst, der hastigt visner, findes jo ofte i det gamle Testamente, saaledes særligt Sl.103,15-16 og Es. 40, 6-8. Ssom Solen med sin Glød hastigt kan saa Græsset til at visne, "saaledes skal ogsaa den rige visne paa sine Veje" (V.11), midt i sin verdslige Færd. Alt det, han har knyttet sit Hjerte til af den Slags, vil visne for ham Tid efter anden, Verden forgaar og dens Lyst, og han selv visner med. Nej, det at søge sin Rigdom i sig selv eller i Verden er en ringe Tilværelse trods al ydre Glans. Lykkelig den rige, der i Tide opdager dette og ser sig om efter den uforgængelige Højhed.

Dersom Læserne blot vilde fastholde dette Syn paa Verdens Herlighed og paa, hvad der er den sande Højhed, da vilde de ikke saaledes lade sig bevæge i Fristelsens og Trængslens Tider, men holde ud i stille Taalmod. Og den, der gør det, "er salig", og det allerede her. Der findes et Maleri, paa hvilket man ser en Tigger staa med sin Pose og rode i en Affaldsdynge; over ham svæver en Engel med en Krone, men Englen græder, thi Tiggeren ser ikke efter Kronen. Det er et slaaende Billede paa den verdslige riges Ringhed. Men det er Gudsbarnets Salighed allerede nu midt i Kampen, at Kronen vinker. Naar han har staaet Prøve (V.12), er Livsens Krone ham vis, den Sejrskrans, der bestaar i evigt Liv, thi "den har Herren forjættet dem, som elsker ham". At de troende her i denne Sammenhæng betegnes som de, der "elsker" Herren, viser os, at Kærligheden til Herren vor Gud just skal bevidne sig i den taalmodige Udholdenhed i Fristelsens Kamp.

For Jesu Navn hans Fjender fly
Og styrte for hans Sværd,
Mens Kronen vinker over Sky,
Den mindste, ham har kær.

Efter at Jakob i det foregaaende havde talt til Læserne om at skikke sig ret i Fristelsens Smelteovn (se ogsaa det skønne Ord derom i Siraks Bog 2,1-6), afviser han nu en Tanke, som Djævelen altid er rede til at indskyde et fristet og plaget Guds Barn, og som vi kan forstaa ogsaa har været oppe i hine gamle Jødekristne, nemlig: Gud ser Skyld i Fristelsen, han kunde ogsaa gøje Kaarene lettere for os, end de er. Det er jo i Virkeligheden en ond Knurren imod Gud (se 1 Mos.3,12: "Kvinden,.som du gav til at være hos mig, hun gav mig af Træet, og jeg aad"). En saadan Knurren ligger ofte gemt i det "hvorfor?", der saa ofte paa en ond Maade rører sig i et troende Menneske i Provelsens Tider.

Nej, siger Jakob, "ingen maa, naar han fristes, sige, jeg fristes af Gud" (V.13). Denne bestemte Afvisning af saadan formastelig Tanke begrundes med Henvisning til, at Gud "ikke fristes (er ufristet) af det onde"; han er højt ophøjet over enhver Fristelse af ondt, og deri ligger, at fra ham kan heller aldrig nogen Fristelse (til det onde) udgaa. Allerede i Sirak 15,11-12 og 20 staar der: "Sig ikke: Herren er Skyld i, at jeg er affalden, thi du skal ikke gøre de Ting, som han hader! Sig ikke: han har ledet mig vild - han har ikke befalet en eneste at være ugudelig og har ikke givet en eneste Lov til at synde".

Vel ved vi af den sjette Bøn i "Fadervor", at Gud kan "lede i Fristselse", men det er ikke, for at vi skal lade os friste af Synden, men. just for at vi skal lære at sejre over den og derved gaa frem i Hellighed. Naar der i 1 Mos. 22,1 (ved Isaks Ofring) staar, at Gud "fristede Abraham", viser Sammenhængen jo klart, at det skal betegne, at Gud forsøgte, prøvede Abraham just til det gode; men her paa dette Sted er jo Tale om Fristelse til ondt. Saaledes frister Gud aldrig nogen.

Hvorfra kommer da Fristelsen til det onde? Svaret derpaa gives i V. l4-15). Den umiddelbart dragende og lokkende Magt ligger i vor egen Begærlighed, den syndige Lyst i den faldne Menneskenatur, Begærligheden ses her under Billedet af Skøgen, udmajet med sit Flitterstads søger den at lokke Menneske-Villien i sit Garn. Og lykkes det den at faa Villien med- sig, undfanger den og føder Synden. Synden kan være født i Tanken, være fast besluttet, selv om den endnu ikke er traadt ud i Gerning. Dog peger Udtrykket "føder" nærmest hen paa Syndens ydre Aabenbarelse i Ord og Gerning. Fra Hjertet udgaar jo Livet. Og dersom Synden saa faar Lov at blive "fuldvoksen", faar Lov at udfolde sit Herredømme, saa føder den igen det frygtelige Barn, der hedder Død, hvormed her menes Modsætningen til det evige Liv, altsaa den aandelige Død, der, hvis Synderen ikke ved Omvendelse frelses ud fra Døden (Kap.5,20), fører til evig Død.

Det er et dybt og sandt Indblik i Syndens frygtetige Væsen, dette Ord giver os. Den har ogsaa sin Vækst, sin Udvikling. Den lille, spæde Tigerunge, den skjulte dæmrende Lyst, der ser saa uskyldig ud, kan meget snart blive det glubende Rovdyr, der tager Livet af Troen. Vi mindes herved om Ordet i Es 59,4-5: "Man undfanger Uret og føder "daad", og samme Steds tales om "Basilisk-Æggene", i hvilke Øglen sidder, der omsider farer ud", - dersom disse Basiliskæg fuldkomment udruges". Men har det sig saaledes med, Fristelsen, at dens Maal er Synd og derved Død som "Syndens Sold" (Rom.6,23), saa følger deraf med uimodsigelig Klarhed, at saadan Fristelse ikke kan være fra den Gud, hvis Maal ikke er Synderens Død, "men at han skal omvende sig og leve" (Ezekie1 18,23). Fra Gud kommer ikke noget, der skader vore Sjæle. Vel kan Gud straffe Synd med Synd, give de Mennesker, der ikke vil slippe Synden, hen i deres Synder (Rom.1,24-28), men deri ligger dog endnu et sidste Forsøg paa at hjælpe Mennesker til at kende Syndens Gru, om de dog derigennem kunde tugtes til ikke at bespotte" (1 Tim.1,20), "at aanden maatte frelses paa den Herres Jesu Dag" (1 Kor. 5, 5).

"Farer ikke vild-, mine elskede Brødre", med dette inderlige Alvorsord afslutter Jakob sin Afvisning af den Tanke, at Gud skulde være Skyld i saadan Fristelse til det onde, og indleder den nye Tanke, han nu udvikler (V.17-18), at fra Gud kommer kun idel godt ned til os. "Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader". Det vil sige: ikke andet end god gave og fuldkommen Gave kommer ned fra ham. I det rige græske Sprog er der i V.17 brugt to forskellige Ord for "Gave", hvoraf det sidste stærkest betegner Gaven af fri Naade. Der ligger jo ogsaa en Forskel i "god" og "fuldkommen". Det sidste betegner stærkere Guds Naadegave som fri for alt urent og syndigt, i Modsætning til den i V.13-15 nævnte Fristelsens Urenhed. Vi kan tænke baade paa alle de mange Velgerninger fra Gud, som han sender ned over Menneskenes Børn i det timelige (Ap.Gern.14,17: "Han gjorde os godt og gav os Regn og frugtbare Tider af Himmelen"), og paa den "usigelige Gave" (2 Kor.9,15), som han gav os i sin egen enbaarne Søn, med hvem og for hvis Skyld han giver sine Børn alt andet godt (Rom.8,32).

At idel godt stiger ned til os fra Gud, begrundes ogsaa ved det Navn, hvormed Gud her nævnes: "Lysenes Fader, hos hvem der ikke ser Forandring eller skiftende Skygge". Ved "Lysene" forstaas her de lysende Himmellegemer, hvis Fader Gud ogsaa er som Skaber, men i, hvis rene Lys hans Væsen ogsaa som vor Fader finder det billedlige Udtryk. Den Gud, fra hvis Skaberhaand Stjernehærene" er udgaaet, er selv Lys, og der er aldeles intet Mørke i ham (1Joh.1,5). Dette sidste fremhæves ogsaa her just i Modsætning til Himmellysene, hos hvem der jo stundom finder Formørkelse Sted. Vi ser f. Eks., hvorledes Maanen efter sine Skifter, sin forskellige Stilling, overskygges og formørkes, indtil Lyset atter tændes. Vi ser det ogsaa ved Solformørkelser. Men hos vor Gud er intet saadant, han er bestandig Lys, idel Lys.

I V. 18 paapeges nu som Guds ypperste Gave, der fremfor nogen viser os, at urent og mørkt aldrig kan udgaa fra ham, at han jo har genfødt os, for at vi skulde være helligede ham, "være en Førstegrøde af hans Skabninger"· I Grundteksten staar der: "En vis (en Slags) Førstegrøde" for at betegne, at dette Ord her bruges billedligt. Førstegrøden helliges Herren i særlig Forstand, og de troende Kristne af Israel var jo i alleregentligste Forstand en Førstegrøde af Guds Skabninger. Fra Israel kom Frelsen (Joh;. 4, 22). Men hele den apostolske Menighed kan ses under Billedet af "en Førstegrøde«."

Til denne Stilling, at være helliget Gud, fødte han os ved Sandhedsord" - "efter sin Villie". Denne Tilføjelse, hvormed Omtalen af denne Guds Naadegerning indledes, femhæver Genfødelsen som udsprungen af Guds fri Naadesvillie. Denne Genfødelse finder sit fuldkomne Udtryk i vor Daab, som derfor ogsaa kaldes Genfødelsens Bad (Titus 3, 5). I Daaben er Sandhedsordet jo virksomt i Fosrbindelse med Vandet, som Paulus skriver i Ef. 5, 26: Kristus rensede Menigheden formedelst Vandbadet ved Ordet. I Daaben er Evangeliets rensende Kræfter ligesom samlede i deres Fylde til genfødende Fornyelse af vor Personligheds inderste Væsen. Hvorledes denne Fornyelse nu skal aabenbares i et Guds Barns Liv, skildres i det følgende. Men denne genfødende Gerning danner Slutstenen til, hvad Jakob her har vist: Umuligheden af, at Fristelsen kan stamme fra Gud. "Gud kaldte os ikke til Urenhed men til Helliggørelse" (1Thess.4,7).

Gud intet ondt dig gøre vil,
Men al din Ve den gør din egen Vilje,
Byd Gud dit arme, bange Hjerte til,
Han skal det snart med Trøst og Glæde stille.

Al saadan Vrede, der giver sig Luft i mange utilbørlige og unyttige Ord, kalder Jakob (V. 21) for urent Væsen ("Smuds") og "Levning af Slethed". For Guds Børn sømmer sig det stille, sagtmodige Væsen, der ikke bruger de mange Ord men øver sig i at være snar til at høre og "med Sagtmodighed at modtage Ordet". Men skal dette lykkes, maa Vredens Sind først "aflægges", Hjertet maa blive stille, før Ordet ret kan. øve sin helligende Kraft. Kun det stille Hjerte kan i Sandhed lytte til Ordet ogfhøre Herrens Røst.

Om Ordet siger Jakob to Ting, først at det allerede var "indplantet i dem", dernæst at det er mægtigt til at frelse. Ordets "uforkrænkelige Sæd" (1 Pet,1.23) blev indplantet i os ved Genfødelsen, men det skal bestandigt paany høres og modtages i Tro, for at det nye Liv kan bevares og fremmes. Men dette Ord er saa ogsaa "mægtigt til at frelse Sjælene", til at give Hjertet Fred og omdanne det, saa det bliver stikker til at bo hos den Gud, i hvem der er idel Lys.

Naar dette sættes som Maalet for Guds Ords Iboen og Virken i Hjertet, maa vi lægge Mærke til, at det siges til dem, der allerede er betegnede som genfødte (V.18). Men deraf følger, at Genfødelse og den endelige Frelse ikke er et og det samme. Genfødelsen bliver kun til Frelse, dersom Ordet faar Lov til at virke i os med sin Magt. Saaledes forklares ogsaa de døbte men vantro Menneskers Tilstand. De er genfødte til at være helligede Herren, men ved Hjertets Vantro bliver Genfødelsen ikke til Frelse for dem, kun til Dom ved det Ansvar, der følger med Genfødelsens Naade. Det hjælper ikke, at den uforkrænkelige Sæd er saaet i Hjertet, dersom Vantroens Vinterkulde gør. Hjertet haardt, dersom Sæden ikke kan naa til fuldkommen Frugt (sse Matth.13: Lignelsen om Sædemanden).

Skal det indplantede Ord udfolde sin Magt til Salighed for os, da maa vi, som Jakob nu udvikler (V. 22-27), dog ikke blot nøjes med at lytte til Ordet, men maa lyde Ordet i stille Underkastelse. Det laa jo allerede i dette: "at modtage Ordet med Sagtmodighsed", nemlig saaledes, at man ikke sætter sig op imod det, naar det dømmer os og fører en anden Vej, end vor Tanke og naturlige Villie begærer· Vi maa (V. 22) blive "Ordets Gørere og ikke alene dets Høren, hvormed vi bedrager os selv" (egentlig "forregner os"). Selvfølgelig maa man først høre for at kunne gøre Ordet. Er man sendrægtig til at høre, kommer vort Hjerte til at ligne en Ager, der kun faar en daarlig Bearbejdelse, og saa faar Ukrudtet Magten over den gode Sved. At være "snar til at høre", villig til at lytte, naar Herren taler, det er den første Betingelse. Men det er ikke nok. Dette viser nu Jakob ud fra et Billede (V. 23-25). At høre Ordet er ligesom at skue ind i et Spejl (V. 23). Guds Ord er det store, blanke Spejl, hvori vi kan lære os selv at kende, hvori Guds Naade i. Kristus herligt afspejler sig for os, hvori vi kan se, hvad Gud har bestemt os til i sin Kærlighked. Men blot at høre er at ligne ved det flygtige Indtryk et Nienneske kan faa af sit legemlige Udseende ved et Øjeblik at se ind i et Spejl (i Oldtiden brugtes Metalspejle) og "saa straks glemme, hvordan man var". At blive en "Gerningens Gører" bestaar derimod i "at skue ind i Frihedens fuldkomne Lov, og blive ved dermed". Vi mindes herved om Frelserens Ord i Joh.8, 31-32-: "Dersom I bliver i mit Ord, er I sandelig mine Disciple, I skal forstaa Sandheden, og Sandheden skal frigøre eder".

"Frihedens fuldkomne Lov" er et herligt Udtryk for Evangeliet, der jo ikke blot er Forjættelse men ogsaa er Regel og Rettesnor for det nye hellige Liv; dog ikke som den gamle Lov skreven paa Stentavler, der stod udenfor Mennesket med sit Bud, men en Lov skreven i Hjertet ved Guds Aands (se Forjættelsen om den nye Pagt i Jer. 31,33: "Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den i deres Hjerte").

Det er den "fuldkomne Lov". Vor Frelser kom ikke for at opløse Loven men for at fuldkomme den, som han sagde i sin Bjergprædiken (Matth.5,17). Hans hellige Liv er jo et levende Billede af den fuldkomne Lov. Denne fuldkomne Lov viser os Maalet som dette "at helliges ganske og aldeles" (1 Thess 5, 23) i Tanke, Ord og Gerning, som vi hører det hos Herren i Bjergpreedikenens Forklaring af Budene.

Og det er "Frihedens fuldkomne Lov", fordi den evangeliske Lovopfyldelse udspringer af Troen paa Guds Kærlighed i Kristus Jesus og bæres af den Kærlighed til Gud, som hans Ksærlighed virker i vore Hjerter ("vi elsker ham, fordi han elskede os først"). Kærligheden til Gud virker i Hjertesdybet et Frihedens: "Jeg vil"· Den frivillige Kærlighed siger: "Hans Bud er ikke svære" (1Joh.5,3). Saaledes skal "Lovens Fordring fuldbringes i os, som ikke vandrer efter Kødet, men efter Aanden" (Rom. 8, 4).

"Og det giver Lykke paa den Maade at blive en "Gerningens Gører". "Denne skal være salig i sin Gerning", skriver Jakob. Læg Mærke til, der staar: i sin Gerning (ikke: ved sin Gerning). Vor Salighed hviler alene paa Kristi fuldbragte Gerning, men det giver en underlig Følelse af Lykke, en velsignet Nydelse af Salighed at vandre som et lydigt Barn, der vaager og beder for at gøre den himmelske Faders Villie, der "har Lyst til Herrens Lov og grunder paa hans Lov Dag og Nat" (Sl. 1, 2).

I V.26-27 fremdrager nu Jakob Eksempler fra det praktiske Liv paa saadan Gøren Guds Villie i Modsætning til det flygtige Forhold, der lader sig nøje med en blot udvortes Gudsdyrkelse. Først er det Tungens Synder, han har for Øje. "Dersom nogen synes, at han dyrker Gud", mener det om sig selv, men dog ikke vil have sin Tunge ind under hellig Tugt og derved i Londom "bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forgæves". At Jakob her igen peger hen paa dette ikke at holde sin Tunge i Tømme" (V. 26), ligger i, at Synder med Tungen gik saa meget i Svang blandt hine Jødekristnse og desværre gør det . blandt Kristne til alle Tider Tungens Synder, som Herren taler saa alvorsfuldt om i Matth 12,33-37, agtes der saa ofte sørgeligt lidt paa; de regnes ikke for saa meget og anretter dog saa stor en Ulykke baade hos os selv og hos andre. Skal vor Gudsdyrkelse være i Aand og Sandhed, da maa Tungen visselig holdes i Tømme, da maa vi bede med David (Sl.141,3): "Herre, sæt Vagt for min Mund, tag Vare paa mine Læbers Dør".

Og endnu et Eksempel fremfor-er Jakob paa "en ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen" (V.27), nemlig paa den ene Side at være fyldt af Guds barmhjertige Kærlighed, paa den anden Side at holde sig fri for Verdenskærligheden. Den barmhjertige Kærligheds Sind skal særligt kendes overfor de hjælpeløse, dem, Verden ofte er saa haard ved. Som saadanne hjælpeløse nævnes her som saa ofte i det gamle Testamente særligt "faderløse og Enker" (se f. Eks Job 31,16—17). At "besøge" de nødlidende fremdrager vor Herre Jesus jo ogsaa selv i sit mægstige Ord om Dommens Dag (Matth. 25,36: "Jeg var syg, og I besøgte mig, jeg var i F«ængsel, og I. kom til mig")·

Og paa den anden Side hører til sen ret kristen Gudsdyrkelse at bevare sig imod Verdenskærlighedem "bevare sig selv uplettet as Verden". Verden betegner hser som saa ofte Menneskeheden som den, der har revet sig løs fra Samfundet med Gud, som den, der drives af Egsenkærligheden og ikke af Gudskærligheden. Saa sandt vi ved Guds "Sandheds Ord" er genfødte, saa sandt Herren har udvalgt os ud fra Verden (Joh.15,19), maa vi holde os rene fra dens Aand, ikke skikke os lige med den (Rom.12,2), heller ikke i dens haarde, egenkærlige og ubarmhjertige Væsen.

Dette Brud med Verden, der bestandigt maa holdes vedlige, peges der atter og atter paa i Jakobs Brev. Vi færdes jo endnu i denne Verden og bærer endnu ved Synden dens Mærker i vort Indre, derfor maa der hellig Alvor til. Men den, der vil bevare sig selv uplettet af Verden, tør stole paa, at Guds stærke, bevarende Haand visselig ogsaa skal holde fast ved vor lille, svage Haand. I sin yppersteproestelige Bøn har vor Frelser jo bedt saaledes for sine Venner til Gud og Faderen: "Jeg beder ikke, at du skal borttage dem af Verden, men at du skal bevare dem fra det onde".

Mine Fødder lad dem løbe
Dine Ærinder paa Jord,
Saa hvert Trin kan Verden røbe,
hvem der i mit Hjerte bor.