En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Jakobs Brev

Kap. 2

I nøje Forbindelse med, hvad der udtales i Kap.1,27, at den sande Visdom maatte give sig Vidnesbyrd ogsaa i barmhjertig Kærlighed, gaar Jakob nu over til at paatale den Persons Anseelse, der gjorde sig gældende blandt Læserne, saa de gjorde saa stor Forskel paa dem, der kom som Gæster i deres Synagoge, eftersom de var rige eller fattige til.

Jakob paaviser først (V. 1-4) denne sørgelige Ting og viser dernæst, hvorledes dette stred baade mod Guds Forhold overfor de fattige og mod de riges Forkold overfor Guds Folk (V. 5-7); endelig viser han (V. 8-13), hvorledes en saadan Handlemaade just var en Overtrædelse af Loven, af det store Kærlighedsbud, der er Lovens Fylde, og vilde bringe en haard Dom over dem selv.

I V. 1 udtales som i en Sum Utilbørligheden af at "have den Herres Jesu Kristi, den herliggjorte, Tro med Persons Anseelse. Vor Herres Jesu Kristi Tro betegner Troen paa vor Herre Jesus, den levende Tro; den kan ikke forenes med Persons Anseelse. Her i dette Vers har vi det eneste Sted i Jakobs Brev, hvor han udtaler sig umiddelbart om vor Herre Jesus. Det var det, Luther havde imod dette Brev; at det talte for lidt om Frelseren. Men dertil maa siges for det første, at Brevet helt igennem forudsætter vor Frelsers store Gerning. Det ligger jo klart i dette Ord: "Den herliggjortes (egentlig "Herlighedens Herre Jesus Kristus). Deri er jo Frelserens Opstandelse, Himmelfart og Sædet ved Faderens højre Haand malet os sor Øje. Og deri ligger ogsaa hans Fornedrelse, som gik forud for hans Herliggørelse. Ordet minder om Frelserens Ord i den ypperstepræstelige Bøn i Joh. 17, 5: "Herliggør du mig og nu, Fader! hos dig selv med den Herlighed, som jeg havde hos dig, før Verden var". Og hele Brevet er jo dog en Efterklang af vor i Herres Jesu Kristi Bjergprædiken og peger paa det samme Sind, som. der var i ham.

Jakob peger her særligt paa den Herre Jesus som Herlighedens Herre, fordi han just vil vise Læserne, at den ydre, jordiske Rigdoms Herlighed ikke er noget, der maa blænde os, vi, som har en Herre, hvis Herlighed er af himmelsk Art.

I V. 2-3 skildrer han nu Læsernes Adfærd - aabenbart med Kendsgerninger for Øje. Vi ser af V. 2, at de Jødekristne havde deres særegne Forsamlingslokale ("Synagoge", som der staar i Grundteksten. Men der kunde dog ogsaa Ikke-Kristne faa Adgang, og vi ser, at de engang imellem har haft Besøg af uomvendte Jøder, baade af rige og fattige, som fik Lyst til at høre, hvad det var for en Lære, de førte. Nu skildres den rige med "Guldring paa Fingeren" og sin rige Klædning i Modsætning til den fattige i sin smudsige Dragt, og hvorledes de Jødekristne, som selv vel mest var Smaafolk, lod sig blænde af de fornemme Jøders Rigdom og Magt, medens den fattige fik en skjødesløs og ringeagtende Behandling, og Jakob henstiller (V. 4) til deres egen Samvittighed at afgøre, om ikke de da "kom i Strid med sig selv og blev Dommere med slette Tanker". De fældede jo en Dom ved denne deres Adfærd, men en Dom ud fra en daarlig kødelig Tankegang. Dermed er betegnet, at denne Fremfærd umulig kunde bringe Hvile i deres egne Hjerter, de kunde ikke selv tro, at det var ret gjort, saa at de handlede imod bedre Overbevisning. Men "alt det, som ikke er as Tro, er Synd" (Rom. 14, 23).

I V. 5-6 viser han nu, hvorledes deres Fremgangsmaade stred saa ganske imod Guds Forhold overfor de fattige. Det var jo nemlig en Kendsgserning dengang, som det er det nu, at sfrholdsvis langt flere Smaafolk hørte til Guds "udvalgte" og viste sig modtageligere for Evangeliet end Rigmænd. Disse sidste, de vise, fornemme og mægtige i denne Verden, optraadte som Regel langt mere ligegyldigt eller fjendsk. Denne Tanke møder vi saa ofte allerede i det gamle Testamente, ligesom den ogsaa klinger os i Møde mange Steder i det nye. "Disse ringe" kalder Herrens sin lille Rok (Matths.10,42), og og han taler om, hvor vanskeligt det er for en rig at indgaa i Himmerigess Rige (Mark.10, 21). I 1 Kor.1,26 fremhæver Paulus den samme Erfaring fra Menigheden i Korinth.

Men deri laa jo, at de fattige ligesom stod Guds nærmest, ligesom havde lettere Adgang til Rigdommen i Troen, til at arve "det Rige, som Gud hdar fsorjættet dem, der elsker ham«. "Elske" peger atter her hen paa den levende Tro, den varme Tro.

Hvor stod disse Guds Kærlighedstanker med de fattige ikke i skærende Modsætning til den Haan, Læserne viste overfor den fattige! Og dertil kom endnu, at de riges Forhold overfor de troende jo var saaledes, at krybende Adfærd overfor dem blev endnu mere uværdig. "Er det ikke de rige, som underkuer eder og slæber eder for Domstolene?" spørger Jakob. Her tænkes aabenbart paa Synagogedomstolene, hvor de Kristne anklagedes for deres Tro paa Jesus Kristus, hvor de forurettedes for deres Tros Skyld, og hvor de maatte høre de rige bespotte "det skønne Navn, med hvilket Læserne var nævnede" (V. 7). Her tænkes sikkert paa Jesu Kristi Navn, der var nævnet over de troende i deres Daab. I det gamle Testamente betegner dette, at en Mands Navn nævnedes over en anden, at denne sidste blev hans Ejendom. Saaledes siges der om Israel, at Guds Navn var nævnet over det (se 5 Mos. 28, 10: "Du er kaldet efter Herrens Navn", og Jer. 14, 9: "Vi kaldes efter dit Navn").

Men overfor saadanne Bespottere af det Navn, der var de Kristne det kæreste, krævede allerede de Kristnes Vidnepligt en værdig, hellig Holdning. Nu kunde Læserne maaske fremføre, at de handlede saaledes overfor de rige for at "opfylde den kongelige Lov efter Skriften", nemlig Kærlighedsbudet, det store Bud i Loven, Budenes "Dronning" og Sum; ja, Herren havde jo i Bjergprædikenen talt om, at man skulde elske sine Fjender. Det er rigtigt nok, siger Jakob. Var det Grunden, handlede de ret; "men" - og nu afslører han deres skjulte Skade - "dersom I anser Personer, gør I Synd", og i Stedet for at fuldkomme Loven, "revses I af Loven som Overtrædere" (V.8-9).

Og dette at deres Adfærd saa langt fra var en Fuldkommelse af Loven, tværtimod en Ovsertrædelse af den, begrunder han nu (V.10-11) ved at henvise til, at man bedrager sig selv ved at mene, at saadan en enkelt Forsyndelse ikke har noget at betyde, naar man iøvrigt "holder hele Loven". "Støder man an i eet Bud, er man bleven skyldig i dem alle". Sandheden heraf begrunder han (V.11) ved at henvise til, at alle Budene stammer fra een og samme Lovgiver. Krænkes hans hellige Villie paa eet Punkt, krænker man den helt igsennem.

Der ligger i dette Ord en dyb Forstaaelse af, at Loven ikke er en Samling spredte Enkelt-Bud men en Enhed. Det er atter vor Frelsers Forklaring af Loven i Bjergprædikenen, der møder os her. Herren sagde jo Matth.5,19: "Den, som bryder eet af de mindste af disse Bud og lærer Menneskene saaledes, han skal kaldes den mindste i Himmeriges Rige".

Og dette Ord: "Skyldig i alle Bud, naar man støder an i eet", er i Sandhed skikket til at vise os Intetheden i al Egenretfærdighed Et Hul paa eet Sted i en Klædning er visselig nok til at gøre den ubrugelig som Højtidsdragt, som Bryllupsklædning ved Kongesønneus Bryllup. Et Ur er ubrugeligt, naar blot et eneste lille Hle slaas i Stykker. Men deres Persons Anseelse var jo at "slaa ihjel" med Hjertet Ved denne Overtrædelse af Lovens femte Bud krænkede de hele Loven.

I V.12-13 viser Jakob dem hen til den "Frihedens Lov", han havde nævnt for dem i Kap.1,25. Den var de stillet under som Kristne, og i Overensstemmelse med den maatte de "tale"2 - og "gøre" (V.12). "Frihedens Lov" betegner ogsaa her Guds Lovs, saaledes som den i sin fuldkommede Skikkelse er skrevet i Hjerterne hos den nye Pagts Børn. Som Kristne ved vi, at det er Hjertslaget, Guds Lov sigter paa, ikke blot de ydre Gerninger. Vi føler os dømte i vort inderste, naar vi støder an mod Lovens Aand. Vil vi da dømme os selv, og fly til Kristi Naade for der at hente Kraft til at faa vort Liv underlagt Frihedens Lov, da dømmes vi ikke. Men vil vi trodse Guds hellige Villie og fremture i at træde Lovens Hjerteblad, den barmhjertige Kærlighed, under Fod, da glider vi ud fra Naaden og falder ind under en "ubarmhjertig Dom", under Stentavlernes Dom (V.13).

"Men Barmhjertighed træder frimodig op imod (egentlig "roser sig imod", "ænser ikke") Dommen", d. v. s. det Hjerte, der begærer at staa med Guds Barmhjertighed, fordi det selv lever af Barmhjertighed og kender sin dybe Trang til Naade, behøver ikke at frygte Dommen. Ordet "Barmhjertighed" betegner atter her den levende Tro, der er kommen ind under Naaden. Ordet her er en Efterklang af Herrens Ord i Bjergprædikenen (Matth. 5, 7): "Salige er de barmhjertige, thi dem skal vises Barmhjertighed".

I dette Afsnit trænger Jakob endnu dybere ind i det, der var hine Jødekristnes Grundstade, at de trøstede sig over alle Manglerne i deres Kristenliv med dette: "Vi har jo dog den rette Tro". Dermed søgte man at berolige sig overfor den kommende Dom. Men nu viser Jakob, at en saadan Tro, der ikke aabenbarer sig i Gerning, den gavner intet, den er død og kan ikke frelse (V.14).

Betegnende er Udtrykket: "Om nogen siger, at han har Tro" (V.14). En saadan død Tro stadfæstes jo ikke af andet Vidnesbyrd, end at man med Munden erklærer at have den. Man forsikrer, ofte med mange Ord, at man har den rette Tro. Men Hvad gavner det", dersom Livets Vidnesbyrd i Gerning mangler? At ramme denne døde Tro er Brevets Grundtanke. Allerede i Kap.1,22-27 kom det frem, hvor Jakob advarede imod at være blot "Ordets Hørere" og ikke tillige dets "Gørere". Og i lige Maade kommer det klart frem i den første Del af Kap. 2, hvor Jakob søger at vise Modsigelsen mellem Troen paa vor Herre Jesus Kristus, Herlighedens Herre, og et saa ukristeligt Forhold som Persons Anseelse; men dette Afsnit (Kap.2,14-26) trænger ind til Kræftskadens Rod og er en Efterklang af Herrens Ord i Bjergprædikenen (Matth.7, 21-27) om, at det ikke er nok at sige: "Herre, Herre!" men at det gælder om at "gøre den himmelske Faders Villie", dersom man vil indgaa i Himsmeriges Rige

I V.15-17 anskueliggør han en saadan død Tros Værdiløshed ved et Eksempel fra det daglige Liv. Ligesom en Medfølelse med den nøgne og sultne er værdiløs og tom, derfor den blot ytrer sig i Ord og ikke giver sig noget Udslag i Gerning, "ligesaa er ogsaa Troen, dersom den ikke har Gerninger, død i sig selv". At den er død i sin Virkning udadtil, kommer just af, at den er død i sig selv.

Med V. 18 skrider Jakob til at begrunde dette ud fra endnu tre Synspunkter. Han lader ligesom en Trediemand træde med ind i Samtalen ("men man vil sige"). Denne Trediemand, der indføres her, tænker tydeligt nok at staa paa Jakobs Side i Indvendingen imod de Jødekristnes falske Tankegang, at den udvortes set rette Tro kunde klare det, selv om Gerningerne manglede Han tænker sig, at man indrømmer Modparten dette: "Du har "Tro", og saa føjer til: "Og jeg har Gerninger". Deran rejser sig saa denne Opfordring: "Vis" mig da din Tro uden Gerninger, og jeg vil af mine Gerninger vise dig Troen".

Deri ligger, hvad der var antydet i V.14, at en Tro uden Geminger, en Tro, der ikke giver sig til Kende i Gerninger, er upaaviselig; der er intet at se til Stadfæstelse af denne Tro, hvor meget man saa med sin Mund forsikrer, at man har Troen. Den derimod, som har Gerningerne som Troens Frugter, kan pege hen derpaa som Vidnesbyrd om, at han har en levende Tro.

Dette Ord (V.18) viser os tillige, at her slet ikke er Tale om Gerninger i og for sig, løsrevne fra Troen. Ogsaa vantro Mennesker beraaber sig jo tit paa deres Gerninger, men ud af deres Gerninger er det umuligt at finde Troen paa Herlighedens Herre. At et Menneske lever et taaleligt skikkeligt Liv, kan give nødlidende en timelig Hjælp og desl., viser jo slet ikke, at det Menneske har Tro paa Jesus. Gerningerne i sig selv kan hverken vise, at et Menneske har Troen, eller gøre Troen levende. Kun Troens Gerninger, saadanne Gerninger, der bæres af Jesu Kærlighed og har det hellige Stempel paa sig, kan være Vidner om et Menneskes Tro. Det maa klart fastholdes Under hele denne Betragtning, at Jakob slet ikke taler om de saakaldte "Lovens Gerninger", de udvortes Gerninger i og for sig, gjorte ved egen Kraft, men ved Gerninger bestandigt forstaar det samme, som Paulus kalder "Aandens Frugter", altsaa Gerninger udsprungne fra den levende Tro.

Efter saaledes at have understreget, at en Tro, der ikke giver sig Vidnesbyrd i Gerninger, i det hele er upaavsiselig, fremfører Jakob i V.19 endnu en Anklage mod saadan Tro, der ikke fostrer Gerning. Han sammenstiller den nemlig med "de onde Aanders Tro", der jo er saa langt fra at gøre salig, at den tværtimod bringer Djævlene til at "skælve". Den døde Tros Forsvarere kunde nemlig beraabe sig paa, at de jo dog troede, "at Gud var een" i Modsætning til den hedenske Tro med dens mange Afguder. Denne Tro, at Gud var een, var jo Jødernes Stolthed overfor Hedningerne. Ordet i 5 Mos. 6, 4: "Hør, Israell Herren vor Gud, Herren er een", lød atter og atter paa Jødernes Læber. Og det var jo sandt. "Du gør ret", indrømmer Jakob, i at tro saaledes. Men - og nu kommer det forfærdeligt alvorlige: De onde Aander tror det ogsaa og skælver" (gruer). At Gud er een, at der er en levende, vældig Gud, det betvivler Djævlene ingenlunde, men de tror ikke paa denne Gud, de vil ikke have noget Livsforhold til ham.

Her har vi saa klart udtalt den dybe, evige Forskel mellem Troen at og Troen paa. Den døde Tro kan have en fuldstændig rigtig Kundstab om de hellige Sandheder, Djævelen selv kender jo Skriftens Ord, som vi hører det af hans Henvendelse til vor Frelser i Fristelsen i Ørkenen (Matth. 4,6). Men bliver Troen ikke til andet end en død Kundskab, da vil Mennesker maaske nok en Tid kunne berolige sig med saadan død Tro, men der vil komme en Stund, naar de stilles overfor Guds Dom (V. 13), da den falske Ro vil forvandles til Skælven ogsaa hos dem.

Med V. 20 skrider Jakob til et tredie Angreb paa den døde Tro ud fra Abrahams (V. 21—24) og Rahabs (V. 25) Historie. Og Maaden, hvorpaa han indleder denne sin Bevis-grund, er saaledes, at vi mærker, at han betragter den som ganske og aldeles asgørende og uimodsigelig. "Men vil du vide (til fulde forstaa), du tomme Menneske, at Troen uden Gerninger er unyttig?" saaledes spørger han. Og nu viser Jakob, hvorledes Abraham jo tydeligt nok blev "retfærdiggjort af Gerninger", og som den Gerning, der beseglsede denne hans Retfærdiggørelse, nævner han Isaks Ofring. Jakob ser aabenbart hen til det Ord, Abraham modtog fra Gud ved den Lejlighed, Ordet i 1Mos.22,16-18: "Fordi du gjorde dette og ikke sparede din Søn den eneste, derfor vil jeg storligen velsigne dig", og ligesaa Ordet i 1Mos.22,12: "Nu kender jeg, at du frygter Gud".

Dette, at Abrahams Tro stod sin Prøve i Gerning, kalder Jakob Abrahams Retfærdiggørelse. Paa samme Maade staar der i Siraks Visdom Kap. 44,24 om Abraham: "I Fristelsen blev han fundet tro", og i 1 Makk 2, 52: "Blev Abraham ikke fundet tro i Fristelsen og dette regnet ham til Retfærdighed ?"

Af V. 22 ser vi, hvorledes denne Abrahams Gerning staar for Jakob baade som en Troens Frugt ("Troen virkede med hans Gerninger") og tillige som en Troens Fuldkommelse ("ved Gerningerne blev Troen fuldkommet"). Abrahams Tro udfoldede sig ved denne Lejlighed til sin højeste og fulde Udvikling. Atter her ser vi, at Gerningen ikke tages løsrevet fra Troen, saaledes som Verden taler om sine Gerninger, men i inderligste Forbindelse med Troen som Troens Liv.

Og det Ord, som Jakob vel kender, Ordet fra 1Mos.15,6, der gik længe forud for hin store Lydighedsprøve med Isaaks "Ofring: "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed; dette Ord betragter Jakob som "opfyldt" (V. 23) i hin Stund, da Abrahams Tro stod sin store afsluttende Prøve. Hint Ord fra 1 Mos. 15, 6 knyttes jo til hin hellige Aftenstund, da Herren førte den gamle, barnløse Abraham udenfor under Stjernehimlen og sagde til ham: "Se til Himmelen og tæl Stjernerne, om du kan tælle dem - saa skal dit Afkom være". Og Abraham troede Herren paa Ordet, og dette "regnede Herren ham til Retfærdighed", hvorfor han ogsaa "blev kaldet Guds Ven". Dette sidste Ord staar ikke nævnt just ved den Lejlighed, men Forholdet mellem Abraham og Gud var fra den Stund saaledes, at Gud betragtede ham som sin Ven (se 2Krøn 20, 7, hvor Kong Josafat i sin Bøn til Herren siger: "Abraham,, din Ven", og Esajas41,8, hvor Herren selv siger: "Abrahsam, min Ven").

Men dette Punkt (fra 1 Mos. 15, 6) i Abrahams Liv, mere et Begyndelsespunkt i hans inderlige Trosforhold til Herren, ser Jakob som et Varsel om den fulde Retfærddiggørelse, der sandt Sted, da denne Abrahams Tro beviste sig at have været en levende Tro i hin afsluttende Prøve paa Moria Bjerg. Han drager derfor ogsaa (V· 24) den Slutning deraf: "I ser, at et Menneske retfærdiggøres af Gerninger og ikke af Tro alene". Og han stadfæster endnu denne Slutning ved et andet Eksempel sra den hellige Skrift, nemlig Skøgen Rahabs Eksempel Ogsaa om hende siger han, at hun blev retfærdiggjort ved Gerninger, d. v. s. Gud kendste hendes Tros Forhold som ret og rigtigt just ud sra de Gerninger, hun øvede mod de israelitiske Sendebud i Jeriko ved at redde deres Liv (Josva 2), og Gud stadfæstede dette ved at spare hende og hendes Slægts Liv, da Staden blev indtaget (Jos. 6, 23).

Saa samler Jakob da hele denne sin Udvikling i det bekendte Ord (V. 27): "Ligesom Legemet er dødt uden Aand, saaledes er ogsaa Troen død uden Gerninger". I dette Ord maa Billedet selvfølgelig ikke presses, som om Jakob vilde betegne Troen som Legemet (det lavere) og Gerningserne som Aanden (det højere); tværtimod, han taler jo hele Tiden om, at det er den levende Tro, hvis Liv ytrer sig i Gerningerne Troen er ogsaa for ham Udgangspunktet, det, der giver Gerningerne Liv, saa Forholdet efter denne hans Udvikling snarere er det omvendte Men det ser det døde Legeme som Helhed i dets afmægtige Tilstand, han sammsenligner med den døde, kolde, afmægtige Tro, der ingen Kraft har til at give sig Vidnesbyrd i Gerninger. Den døde Tro og Liget har just dette tilfælles, at Livsvarmen, Livskraften, Livsvirksomheden er borte. Et Lig føler ingen Trang til Næring, den døde Tro ej heller. Og den døde Tros "Gerninger" er "døde Gerninger" (se Hebr 6, 1 og 9, 14); det er ikke den Slags Gerninger, Jakob her taler om, men det er de fra det indre Liv i Kristi Kærligheds Varme udspringende Gerninger. Dem har den døde Tro ingen af og vidner just ved at være "uden disse Gerninger" om sin egen Død.

Den Tro, som Jesus savner,
Og Hjertet rense kan,
Den Tro, hvorved vi havner
I Himlens Frydeland,
Den Tro er stærk og maa
Alverden undertræde,
I Sorrig og i Glæde
Den skal sin Prøve staa.

Før vi forlader dette Kapitel, er der dog et stort Spørgsmaal, som paatrænger sig, nemlig dette: "Hvorledes kan denne Jakobs Udvikling af Retfærdiggørelse ud af Gerninger og ikke ud af Troen alene forenes med, hvad Apostlen Paulus skriver i Rom.3,28: "Vi holder for, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Tro, uden Lovens Gerninger". Her kunde jo synes at være en uforligelig Modsætning til Stede. Men vi skal se, at denne Modsigelse kun ligger i det ydre Udtryk, i Formen, ikke i selve Sagen. I det aandelige Syn er Jakob og Paulus ganske enige, men det er de Udtryk, de betjener sig af, der har forskellig Betydning i deres Mund.

Dette gælder særligt Udtrykket: "retfærdiggøres". Derved forstaar Paulus Begyndelsespunktet i Troslivet, det Punkt, da Gud frikender et Menneske for dets Skyld og regner Synderen for retfærdig, idet Synderen i Tro klynger sig til Jesu Blods Forsoning. Jakob kender godt dette Begyndelsespunkt, dog det kalder han ikke at retfærdiggøres, men (se Kap. 1, 21) "med Sagtmodighed at modtage det i os indplantede Ord, som formaar at frelse vore Sjæle". Og det er dette Begyndelsespunkt, Jakob henviser til ved Ordet om Abraham fra 1 Mos. 15, 6, at "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed, og han blev kaldt Guds Ven" (Kap. 2, 23).

Jakob forstaar ved Retfærdiggørelse ikke Begyndelsespunktet men derimod det Punkt i et troende Menneskes Liv, da dets Tro har bevist sig i Gerning som en levende Tro, altsaa da Troen ligesom har staaet sin Prøve og faaet det Vidnesbyrd af Gud, at han kendes ved den som en levende Tro.

Derfor regner Paulus Abrahams Retfærdiggørelse fra den Gang, han troede Gud paa Ordet "imod Haab med Haab" (Rom. 4, 18-22), Jakob derimod fra den Gang, han gav det store Vidnesbyrd i Gerning om sin Tros Livskraft. Det er altsaa kun selve Udtrykket, de betegner noget forskelligt ved. Paulus bruger om det, Jakob kalder Retfærdiggørelse, den Betegnelse: "Troen virksom i Kærlighed" (Gal. 5, 6). Han hævder lige saa bestemt Nødvendigheden af, at Troen maa bebevise sig i Gerning, i Livets Helliggørselse (se Rom. 6-8), han kalder det blot ikke for Retfærdiggørelse, men derimod "at være bleven Retfærdighedens Tjener", at "fremstille sine Lemmer som Tjenere for Retfærdigheden til Helliggørelse" (Rom. 6, 18-19).

Vi finder jo ikke sjældent noget lignende den Dag i Dag, at samme Ord kan bruges i forskellig Betydning til forskellige Tider, ja ogsaa paa forskellige Egne, medens man dog er ganske enig om selve Sagen.

Endvidere har vi allerede omtalt, at Paulus taler om Lovens Gerninger som dem, der ikke kan rethærdiggøre, medens Jakob taler om Gerninger, der er Troens Frugter. Jakob er ganske enig med Paulus i, at Lovens Gerninger, de blot udvortes Gerninger, aldeles ikke kan frelse. Det ser vi af hans Ivren imod at slaa sig til Ro med en blot ydre Gudsdyrkelse (se Kap.1,26). Og Paulus er ganske enig med Jakob i, at en Tro, der ikke aabenbarer sig i Kærligheds Frugt, er tom og unyttig. Det ser vi af Ordet i 1 Kor.13,2: "Har jeg al Troen, saa at jeg kan flytte Bjerge" men ikke har Kærlighed, da er jeg intet".

Finder vi ikke i Skriften andet Steds Retfærdiggørelsesordet brugt i samme Betydning, som Jakob bruger det her, om den endelige Dom fra Guds Side, hvorved han kender et Menneske for at have den sande Retfærdighed der gælder for Gud? Jo, i Matth.12,37 bruger Herren det i samme Betydning om den endelige sidste Dom fra Guds Side, der, hvor han taler om "Regnskabet paa Dommens Dag" og føjer til: "Af dine Ord skal du retsærdiggøres og af dine Ord skal du fordømmes". Og paa samme Vis finder vi det brugt i Matth. 11, 19: "Visdommen er retfærdiggjort ved sine Børn". Ogsaa Apostlen Paulus bruger i ethvert Tilfælde eet Sted i sine Breve Udtrykket "retfærdiggøres" i denne Forstand, nemlig i Rom«.2,13: "Ikke Lovens Hørere er retfærdige for Gud, men Lovens Gørere skal retfærdiggøres". Vi kan saaledes sige, at Skriften altsaa taler om to Slags Retfærdiggørelse: den første som Retfærdiggørelse ved Troen paa det frelsende Blods Forsoning; den anden som Retfærdiggørelsen ud fra Troens Bevisning i et helligt Livs Gerninger, idet Gud kender det troende Menneske for at have været oprigtigt i sin Tro, kender Troen for levende og sand med Livets Gerninger for Øje I Hebræerbrevet 3, 6 og l4 er begge disse Tanker ligesom forenede i Ordet: "Vi er blevne delagtige i Kristus, saafremt vi fastholder vor første Fortrøstning urokket indtil Enden". I dette Ord er den sidste Retfærdiggørelse taget med som Besegling af Sandheden for den første, Troskab indtil Enden fremsat som en Betingelse for, at Begyndelsen har været den rette og sande. Gud kender dybest set kun den for retfærdig ved Kristi Forsoning, der indtil Enden i Livets Gerning beviser sin Tro paa det frelsende Blod.

I Menighedens Talebrug er den Forstaaelse, i hvilken Apostlen Paulus bruger Retfærdiggørelse, bleven den gængse, idet Paulus i sine mange Breve saa klart har udviklet dette Retfærdiggørelsesbegreb. Naar vi nu taler om Retfærdiggørelse, forstaar vi derved som Regel altid Begyndelsespunktet i Troen, da man kommer til Fred med Gud, bliver Guds Ven, som Jakob kalder det. Men saa forstaar vi, at her i Virkeligheden aldeles ingen saglig Modsigelse findes mellem Jakob og Paulus, de betegner kun den samme Sag med et forskelligt Udtryk. Dog peger dette hen paa, hvad vsi i Indledningen til Jakobs Brev har udtalt, at dette Brevs sikkert ligger forud for Apostlen Paulus Breve Havde Jakob skullet skrive sit Brev-, efter at Paulus havde udviklet sin Retfærdiggørelseslære, vilde hans Ord sandsynligvis have formet sig noget anderledes, for at der ingen Misforstaaelse skulde kunne blive udadtil. Thi mellem Jakob og Paulus var der ingen Misforstaaelse. Paulus siger udtrykkeligt i Gal. 2, at Jakob, Peter og Johannes "intet havde at tilføje", men "gav ham og Barnasbas Samfundshaand".

Men vi, der har fundet Hvile i Retfærdiggørelsen uforskyldt af Naade "ved Forløsningen i Kristus Jesus, hvem Gud har fremstillet til en Forsoning ved Troen paa hans Blod, maatte vi drives saaledes af Guds Aand, at vor Tro satte sig dybe Spor i "Retfærdighedsfrugter", i Livets Gerning! Jo mindre Vægt der er i Vognen, des svagere bliver Sporet, jo større Vægt, des dybere Spsor. Jo mere vor Tro vejer i aandeligt Indhold og Livskraft, des dybere Spor i Gerning og Omgængelse. Men helligt Spor maa der være, hvor der er Tro. Det er det, Jakob indskærper os fra Herren, at en Tro, der ikke sætter sig et Livets Spor i Retfærdigheds Tjeneste, ikke heller i Dommen vil blive kendt gyldig af Gud.

Et helligt Liv, en salig Død
Hinanden kærligt møde,
Som Fuglesangen, sagte sød
En liflig Aftenrøde,
De to maa ikke skilles ad,
Den ene gør den anden glad,
Og meget liflig savner.