En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Jakobs Brev

Kap. 3

Dette Afsnit om Tungens Synder er en nærmere Udvikling af, hvad Jakob allerede før har berørt. Allerede i Kap. 1, 19 indskærpede han: "langsom til at tale", og i Kap.1,26 advarede han imod "ikke at holde sin Tunge i Tømme". Og Forbindelsen med det nærmest foregaaende ligger saa nær, thi til Troens Spor i et helligt Liv hører i hsoj Grad, at der sættes "Vagt ved vore Læbers Dør" (Sl.141,3).

Blandt dem, Jakob skrevs til, var, idet Troens Kraft var sløvet, ogsaa Aarvsaagenheden overfor Tungens Synder bleven langt mindre Det gaar ofte saaledes, at Mennesker søger at erstatte, hvad de mangler i Troslkraft, ved at bruge desflere Ord. Den døde Tro kan tale meget om »Herrens Skikke" og "tage hans Pagt i sin Mund" (Sl.50,16), kan tit kæmpe drabeligt ogsaa for den rene Lære, medens dog Livet taler et andet Sprog.

I Menighedens første Tider var dette at optræde som lærende ved Menighedens Forsamling ikke saaledes knyttet til et fast Embede og til bestemte Personer som nu i vor Kirke. De, der syntes at have en Lærdom at bære frem, kunde frit gøre det. Men Jakob begynder just med (V.1) at advare imod saaledes at trænge sig frem "i Mængde" til at lære andre og minder dem oan at dermed fulgte ogsaa "tungere Dom", dersom man forsyndede sig i sin Tale. Allerede i Salosmons Ordsprog 10, 19 hedder det: "Hvor mange Ord er, der lader Overtrsædelse ikke af; men den, som sparer sine Læber, er klog". Jakob begrunder (V. 2) denne sin Advarsel med at pege hen paa, at vi Menneskebørn, ogsaa vi troende, i Forvejen har nok af Anstød og Synder at begræde. Derfor er det dobbelt utilraadeligt af egen Drift at vove sig ud paa et Omraade, hvor det er allersværest at holde sig fri for at støde an. Har Gud kaldet os til at forkynde Ordet, da er det noget andet. Og dog, hvor gælder det om at vaage, thi som Jakob siger, den, 2der ikke støder an i Tale, er en fuldkommen Mand", har naaet det, der var sværest. Kan man holde Tungen i Tømme, da er man ogsaa i Stand til at tøjle hele sit Legeme, siger Jakob, idet han ser Tungen som det vanskeligste af alle Lemmer. Af Sammenhængen fremgaar det tydeligt nok, at Jakob ikke anser sig selv som en fuldkommen Mand. Han siger jo: "Vi støder alle an i mange Ting". Men han siger det ikke som en Sovepude, nej, tværtimod, han viser gennem forskellige Billeder, hvor vigtigt det er at tøjle Tungen. Han viser (V. 3) hen til, at vi jo lærer Hestene Lydighed og faar Magt over hele deres Legeme ved at lægge Bidsler i deres Munde. Skal vi da ikke ogsaa lægge Tøjle paa vor Tunge, for at vort Legeme kan lære Lydighed! Og han viser (V. 4-6) den store Magt, som Tungen er i Besiddelse af, og som saa let kan føre til stor Fordærvelse. Han bruger Billedet af Skibsroret, det lille Ror, der kan styre de store Skibe gennem Storm og Sø. Saaledes ogsaa med Tungen, dette "lille Lem", der dog "fører store Ord", roser sig af store Ting og virkelig kan udrette store Ting.

Derfra gaar han over til Billedet af den lille Ild, der kan stikke saa stor en Skov i Brand. "Ogsaa Tungen er en Ild«, kan optænde en Brand, men ak, saa ofte bliver det er fordærvelig Vrand Thi Tungsem som den er bleven ved Synden, staar blandt vore Lemmer som; "en Verden as Uretfærdighed", et Indbegreb as alt daarligt, just fordi den paa sin Vis kan begaa alle de Synder, som ellers i Handling udføres af de forsksellige Lemmer. Med Tungen kan msan krænke alle Guds Bud. Derfor hedder det videre om den, at den "besmitter hele Legemet og sætter Livets Hjul i Brand". Vi mindes Brorsons Salme: "Et syndigt Ord i Adam foer, det lagde Verden øde, det hsar gjort det Sjælemord, hvorved alle døde".

Menneskelivet ses under Billedet af et Hjul, der ustandseligt ruller af Sted gennem Tiden. Tungen ses da som den glødende Aksel, der stikker Hjulet i Brand - "selv sat i Brand af Helvede", føjer Jakob saa alvorsfuldt til. Den onde Ild, der kan brænde i Tungens Tale, har sit Udspring fra Helvede, fra Djævelen.

I V. 7-8 beskrives fremdeles Tungens utæmmelige Magt til Begrundelse as dens førnævnte onde Virkninger. Medens Menn«esket tæmmer alle mmlige Dyr, baade Markens Dyr og Fugle, baade Krybs og Havsdyr, "kan intet Menneske tæmme Tungen", selvfølgelig ved egen naturlig Kraft, den er i Sandhed et "ustyrligt (rastløst, uroligt) Onde", lig en Slange, "fuld af dødbringende Gift".

Og som et Eksempsel derpaa nævner Jakob, hvorledes Tungen selv da, naar den "velsigner Herren og Faderen", viser sin Fordærvelse derved, at den samtidigt kan "forbande Menneskene, som er blevne til efter Guds Lighed". Hvor dybt faldet det syndige Menneske end er, det bærer dog endnu Guds Billedes Mærker. Deri ligger, at saadan Forbandelse er Synd imod Gud, den almægtige," og Faderen, den kærlige, og dobbelt synder Tungen, naar den samstidigt tilsyneladende prisers Gud.

Idet Jakob siger: "Vi velsigner - vi forbander", tager han sig selv med. Han vidste vel, at efter sit naturlige, syndige Væsen var han ikke bedre end alle andre.

Fra V.10-12 viser han det modsigende, utilbørlige og aandeligt umulige i et saadant Forhold ud fra Billeder i den lavere Natur. Hver "Kilde", haver "Figentræ" og "Vintræ" beskæmmer jo Mennesket i en saadan "Adfærd". I Naturen kan intet frembringe noget, der strider mod dets Væsen Saa kan Mennesket ikke heller. Deri ligger, at den Mund, der forbander Mennesker, i Virkeligheden heller ikke kan tale til Guds Lov og Pris. Dermed er "Dommen fældet over den døde Tros: "Herre, Herre". Det kan kun blive Hykleri.

Men Fejlen ligger i Hjertestillingen, thsi fra Hjertet udgaar Livet (Sal. Ordsp. 4, 23). "Af Hjertets Overflødighed taler Munden" (Matth.12,34). Det er Hjertet, der maa fornyes og forvandles Dette udvikler Jakob nu i det følgende. Men dette alvorlige Ord om Tungens Synder skal drive vort Hjerte til dagligt at bede Herren:

Tag min Tunge, tøjl dens Tale,
Gør den til din Naades Tolk,
Saa den levende kan male
Fredens Budskab for dit Folk.

Jakob begynder dette Afsnit med straks (V. 13) at fremsætte Hovedpunktet i, hvad han vil sige. Han maler for dem et Villede af den sandse Visdom og Forstandigheds som den, hvis Frugter maa give sig Vidnesbyrd i Gerninger ud fra den gode Omg«ængelse Gerninger, ikke Ord, det er det, Jakob her vsil understrege, thi Guds Rige bestaar ikke i en Bunke Ord, men i Kraft (1Kor.4, 20). Og han fojer til, at disse Frugter skal opvsises "i viis Sagtmodighed" (egentlig "Visdoms Sagtmodighed"), altsaa ikke i de mange urolige og derved ogsaa syndefulde Ord, men i saadant stille Væsen, der udspringer fra den sande Visdom Dette stille Sind er den nødvendige Betingelse for, at man kan aabenbare en god Omgængelses Gerninger.

I V. 14-16 viser han, at enhver Paastand paa at eje Visdom er Løgn, dersom Hjerterne er fyldte med "bitter Avind og Rænkesyge". Aldrig kan dette være Visdommen ovenfra, nej, saadan Visdom er falsk. Og dens falske Væsen betegner Jakob ved disse tre Udtryk: "jordisk«, den stammer fra det lave, det jordbundne Sind, "sjælelig" (hvorved der betegnes det uaandelige, fra Menneskets selviske Væsen stammende) og "djævelsk", den kommer i Virkeligheden fra Ondskabens Aander. Dette begrundes (V.16) ved senvsisning til de Frugter, som saadan »Avind og Rænkesyge« bærer Træet skal tendes paa Frugten (Matth.7,17), og naar Frugten er "Forvirring (Ustyr) og al ond Handel«, idel daarlig Færds i indbyrdes Partisyge og Kivs. da er Træets Art derved givet som en Plantning af Satan.

I Modsætning dertil maler han nu et Billede for dem af "Visdommen herovenfra", den sande, himmelske Visdom fra Gud, og dens Frugter (V.17-18), for at de (og vi alle) skal spejle sig deri. Om denne Visdom ovenfra siges som det første, at den er "ren", d. v. s. fri for urene og kødelige Bevæggrunde; paa samme Maade som der i 1 Tim.1,5 tales om et rent Hjerte.

Dernæst er denne Visdom ovenfra "fredsommelig", "mild" (hensynsfuld), "føjelig", er ikke paastaaelig og stridssyg. Den er fremdeles "fuld af Barmhjertighed og gode Frugter", rig paa virksom Kærlighed (i Modsætnng tll den falske Visdoms ufrugtbare "Forvirring og al ond Handel"). Endelig er den "upartisk og uden Skrømt", hvorved betegnes den hellige Enfold, der ikke har noget skjult bag ved kunstige Folder. Det er vor Frelsers skønne Sind, der ligesom vises os i dette skønne Spejlbillede.

Og Jakob slutter med at samle denne Visdoms Frugt i dette ene Ord: "Retfærdighed", det retvendte Sind, der vandrer for Guds Ansigt. Og han siger saa betegnende, at saadan "Retfdærdigheds Frugt saas i Fred for dem, som stifter Fred", det vil sige, den Udsæd, der bringer saadan Retfærdigheds Frugt, kan kun saas i Fred, kan kun udbæres under et stille af Guds Fred behersket Sind. Og saadan Fredens Udsæd bliver til Bedste for Sædemændene selv, for dem, som stifter Fred".

Vi skal lægge Mærke til, hvorledes Grundtonen i denne den himmelske Visdoms Højsang er Fred, det stille, ydmyge Fredens Skind, der begsærer at staa ret for Gud i sit Forhold til andre. Dette Sind, der ikke maa forveksles med den vserdslige Fredsommelighed, der vil foje sig efter alle Mennesker, bringer Retfærdigheds Frugt. Gud fylde vore Hjerter med denne Visdom ovenfra!

Gud, hvis Visdom ej indspændes
I al Verdens snævre Egn,
Lad dog klarlig paa mig kendes
Disse Visdoms rette Tegn!
Fader, hør mig! hør, Guds Søn!
Hør, o Helligaand, min Ven,
At jeg dog maa her paa Jorden
Findes i de vises Orden.