En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Jakobs Brev

Kap. 4

Jakob havde i det foregaaende skelnet mellem den sande Visldom, hvis Kendemærke var Fred, i Modsætning til den falske Visdom, der havde ,,"Avind sog Rænkesyge" i sit Følge. Dette sidste Punkt, det fredløse, splidagtige Forhold, der var imellem dem, tager han nu fremdeles fat paa og viser, at Grunden dertil laa i, at deres Hjerte var delt mellem Gud og Verden.

Som sædvanlig gaar han lige sind paa Sagen. Han fremsætter (V.1) Spørgsmaalet: "Hvoraf" kommer det, at der er Krige og Stridsigheder iblandt eder?" "Krige" betegner de langvarige Stridigheder.

Han svarer derpaa i et andet Spørgsmaal, henvendt til Læsernes Samvittighed, om ikke det just var Lys terne, de verdslige Begæringer, som havde slaaet Lejr i "deres Lemmer" og førte deres Krig der for at gøre Bytte og erobre dem helt og holdent Paulus bruger det samme Billede i Rom. 7, 23, hvor han taler om "at blive taget fangen under Syndens Lov, som var i hans Lemmer". Ogsaa Apostlen Peter taler (1 Peter 2,11) om de kødelige Lyster, der strider imod Sjælen

Skont den Kreds, Jakob nærmest skrev til, væsentligt bestod af Smaafolk, viste det sig dog ogsaa der, at Begærligheden efter de verdslige Goder kan brænde lige saa stærkt hos dem, der kun har lidt, som hos dem, der har meget. Denne Begærlighseds Aand forstyrrede ikke blot deres Forhold til Gud, men ogsaa det indbyrdes broderlige Forhold. Kærligheden blev kold, idet enhver kæmpede for sit eget.

I V. 2-g Grunden til, at det alt blev forfejlet. Trods al deres Begæren havde de dog ikke noget, ja "kunde ikke faa" noget, thi det var den Gang som nu: "Slet intet kan du tage, alt kan du faa af Gud«. Men for at faa af Gud maa man bede ; men bede kunde de ikke; thi man kan ikke bede med et hadefuldt Sind. Og et saadant Sind raadede jo iblandt dem. Naar her siges: "I myrder", menes dermed sikkert ikke i Gerning, men det bitre, hadefulde Sind, hvorved det femte Bud overtrædes (se Matth«. 5, 22 og 1 Joh. 3, 15: "Hver den, som hader sin Broder, er en Manddraber").

Jakob havde (V. 2) sagt: "I beder ikke. Han tænker sig den Indvending gjort: Jo, vi beder dog. Dertil svarer han (V.3): Ja, I beder nok, men ikke saaledes, at I kan faa noget ved den Bøn, thi "I beder ilde". En ilde Bøn kendes blandt andet paa sit Formaal. Naar vor Bøn ikke har vor Frelse, vor Væks·t i Livet med Gud, for Øje, heller ikke fremføres for at afhjælpe vor timelige Trang, men kun for at tilfredsstille vor Lyst (for at "øde det i eders Lyster"), da er det visselig en ilde Bøn Hver prøve sig selv, at det dog ikke skal være egen Ære og egen Nydelse, der ligger bag ved vor Bøn Derved vanhelliger vi Guds Navn og Guds Forj.ættelser.

Men deri, at Læsernes Bøn havde denne skjulte Baggrund af egen Lyst, aabenbarede sig just det delte Sind, det utro Sind overfor deres himmelske Brudgom. At dele sit Hjerte mellem Gud og Verden er aandeligt Hor. Derfor tiltaler Jakob dem ogsaa melds det strenge, men sande Ord: "I utro" (Horkarle). Lød det sikke allerede i den gamle Pagt mange Steder, at Herren var deres rette Ægtemand (se Esajas 54, 5: "Din Skaber er din Ægtemand)? Men vil man holde til med Verden, være dens Ven, elske dens Lyst, da bliver man i Virkeligheden "Guds Fjende". Hjertet bliver koldt overfor Gud, thi "ingen kan tjene to Herrer" (Matths. 6, 4). Hvor er det et alvorsfuldt Ord til Selvprøvelse, at "Verdens" Venskab er Guds Fjendskabk".

I den hellige Skrift advares jo bestandigt imod dette delte Sind, der har Lyst til at bole med Verden. Saadant Sind bringer Guds Dom over sig. Paa Skriftens Vidnesbyrd henpeger Jakob, idet han siger: "Eller mener I, at Skriftens Ord er tomme Ord?" Vel staar dette Ord, "Verd«ens Venskab er Guds Fjendskab", ikke ordret saaledes i det gamle Testamente, men selve denne Sandhed findes udtalt paa mange Steder (se saaledes 5Mos 7, 2-21, hvor der trues med Guds Vrede, dersom Israel vilde gøre Pagt med Kanaans Børn); og hvor ofte tales der ikke imod at bole med Afguderne (se Ezek 23).

Den følgende Sætning (i V.5) er i vor gamle danske Oversættelse oversat saaledes: "Mon den Aand, som bor i os, opvækker Avind?" Meningen er da den, at det er kun Verdens Aand, der bringer Avind og Splid frem imellem Guds Børn; Guds Aand "giver jo større Naade" og forbinder ved denne bestandige Tilførsel af Naade Guds Børns Hjerter i inderlig Kærlighed. Dog skal der efter Grundteksten vistnok oversættes noget anderledes. Der kan ogsaa (som i vor nuværende Oversættelse) ovsersættes: "Med Nidkærhed længes han (nemlig Gud) efter den Aand, han lod bo i os". Der tænkes da paa den nidkære Kærlighed, hvormed Gud som vor rette Ægteherre længes efter vor Aand, at den udelt skal høre ham til, ligesom den jo stammer fra ham (se 1 Mos. 2, 7: "Gud indblæste Livets Aande", og Præd. 12, 7: "Aanden kommer til Gud igen, som gav den"). Jo større Guds kærlige Længsel efter at eje os helt er, desl "større Naade", giver han jo da ogsaa den, der helt giver sig hen til ham.

Atter andre ovsersætter: "Den Aand, som bor i os, længes med Nidkærhed", hvilket da maa forstaas om Guds Aand, der længes efter at eje vort Hjerte, og just fordi den, elsker med saadan Nidkærhed, "giver større Naade", erstatter rigeligt ved større Naade alt, hvad det troende Hjerte kommer til at miste for Herrens Skyld.

De to sidste Maader at oversætte paa, giver jo væsentligt den samme skønne Tanke: Vor himmelske Brudgoms og hans Aands trofaste Kærlighed og Længsel efter at eje os helt, hvor med følger større Naade for hver den, der lukker op for denne Guds Kærlighed; men ogsaa den første Oversættelse giver en skøn og bibelsk Tanke.

"Derfor" - fordi det har sig saaledes med Guds Forhold til os, at han vil have os helt ; derfor siger Skriften: "Gud staar de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han Naade". Ordet er hentet fra Ordsv 3, 34 (efter den græske Oversættelse). "Hoffærdighed" betegner altsaa her det samme som "Verdens Venskab", "Ydmyghed" det Sind, der kender Herren for sin rette Ægtemand og slipper Verden for ganske at høre sin himmelske Herre til. Saa lad os da sige med Sangens Ord:

Naar da Verden bejler, saa skal den have Nei,
Jesus har mit Hjerte, og Hjertet deles ej,
Som en Jesu Brud jeg fuldende vil min Vei,
Evigt for ham vil jeg leve.

Det var det mellem Gud og Verden delte Skind, Jakob havde revset saa alvorligt i det foregaaende. Der behøvedes en grundig Ydmygelse for Gud, om Læserne ret igen skulde blive fyldt med Naade. Det tvesindede Hjertelag maatte bort i en ærlig Anger over den lunkne Tilstand. Det er dette, Jakob formaner til i V. 7—-0. Og i V.11-12 revser han den indbyrsdes Bagtalelse, der fandt Sted imellem dem, under Henvisning til Gud som den, hvem Dommen ene hørte til. Ydmygede de sig for ham, da vilde ogsaa Dømmesygen faa sit Knæk.

Gud havde tilstedt at der var Trængsel over disse Kristne. Men disse Guds Førelser havde Læserne ikke mødt med et ydmygt Sind. De havde knurret mod hverandre (se Kap. 5, 9), i Virkeligheden knurret mod Gud. Derfor begynder Jakob sin Formaning (V. 7) saaledes: "Underordner eder derfor under Gud", thi han giver ikke de knurrence, men kun de ydmyge Naade, som vi hørte det før (V. 6).

Men et ydmygt Ja til Guds Tugt krævede et ærligt Nej til Djævelen, denne Verdens Fyrste, der bestandig havde fristet med den timelige Herligheds Gøglebilleder for at styrke Begærligheden i dem og vække Misfornøjelse med Gud. "Staar Djævelen imod", saaledes lyder det derfor bestandigt i Skriften. Vi skal gaa imod ham og ikke indrømme ham noget som helst Raaderum. Men dertil knyttes saa den dyrebare Forjættelse: "saa skal han fly fra eder". Af os kræver Gud kun den oprigtige Villighed til at staa Djævelen og hans Løgne imod. "Saa skal han fly", ikke for vor Magt, thi han er langt stærkere end vi, men for Guds Kraft, der fuldkommes i hvert ærligt, ydmygt troende Hjerte.

Derfor føjes der ogsaa til: "Holder eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til eder!" Det er den samme Tanke, der møder os her, som i 1 Pet.5 betegnes ved: "Staar Djævelen imod, faste i Troen". Holder vi os i Troen nær til Gud, saa skal han nok holde sig nær til os, og saa maa Djævelen fly med Skam.

Hvilken Naade i dette Ord! Naa-de er det, at vi maa have Lov til at holde os nær til Gud, at vi Syndere maa komme nær til den hellige Gud. Det kan vi kun for Jesu Skyld, i "den Herres Jesu Kristi, den hserliggjortes Tro" (Kap. 2,1). Og Naade er det, at Gud vil holde sig nær til os, at han ikke vil knække det brudte Rør og ikke slukke den rygewde Tande.

"Men et saadant Samliv med Gud kræver uvægerligt "rensede Hænder og lutrede Hjerter" (V.8). Dersom Hænderne strækker sig ud efter Verden, dersom Hjertet fredlyser den urene Begærlighed, da kan man ikke erfare Guds hellige Kraft til Sejr over Djævelen. Et tvesindet Menneske kan ikke faa Naade af Herren (Kap. 1, 7-8) ; er man falden, da rejses man ikke uden gennem hjertelig Sorg over sit Fald. Derfor opfordrer Jakob til at lade den døde Tros falske Latter og falske Glæde fare og i Stedet for at istemme Klagesangen ("Jamrer og sørger og græder"). "Ak, søger de ydmyge Steder, i Støvet for Frelseren græder". Det maa til, naar Omvendelsen skal foregaa med et Menneske; det maa ogsaa til, naar et Guds Barn blev sin himmelske Brudgom utro. Men da lyder ogsaa Forjættelsen: "Saa skal han ophøje eder", saa faar vi vor Jesus i Tale, thi Roserne vokse i Dale. "De sørgende ophøjes ved Frelse" (Job 5,11).

Med V. 11 gaar Jakob over til en ny Anke, der dog hang nøje sammen med det fordærvede Sind, der havde sneget sig ind blandt Læserne, nemlig dette, at de havde saa travlt med at "tale ilde om hverandre". Men krænker man og overser man Kærlighedsbudet, da sætter man sig jo i Virkeligheden til Dommer over Guds Lov, som betød den ikke noget, og det er topmaalt Hovmod i skarp Modsætning til den ydmyge Stilling under Loven som "Lovens Gører", der sømmer sig for os. Ved saadan Dom over Broderen og over Lovens Kærlighedsbud, hovmoder man sig i Virkeligheden overfor ham, der gav Loven. "Een er Lovgiveren" (V.12), den levende Gud, "som kan frelse og fordærve" (ødelægge). Ham alene tilhører Domsmagten, ham, der kan frelse, tilkende Himlens Salighed, men ogsaa ødelægge, dømme Sjæle til Helvedes Fortabelse (se Matth.10, 28). Hans Domme skal vi bøje os under og ikke selv hovmode os til at lave Domme efter vort daarlige Sind.

I Ordet: "Hvem" er du, som dømmer din Ræste?" ligger udtrykt Menneskets Intethed. Gud give os at være i Ydmyghed og blive i Ydmyghed! Saa dør ogsaa det dømmesyge Sind bort, saa faar vi Sejr over Djævelen og smager Guds Nærhed.

Herre, lær du mig at blive lille,
Da-forstaar jeg først at du er stor,
Da jeg vandrer ved din Haand saa stille,
Om end Veien tit sig vildsom snor!

Svækkelsen i Troens Livskraft havde hos disse Jødekristne ogsaa givet sig dette Udslag, at de i Lighed med Verden ikke i det praktiske Liv var vaagne for, hvor afhængige de var af Herren. Verdens Børn tager Bestemmelser om, hvad de vil, og taler ofte, som om Tiden var deres, og som om de selv raadede for Fremtiden Guds Børn derimod skal kendes paa, at de ogsaa i det daglige Liv er sig i Ydmyghed klart bevidst, at vore Tider er i Herrens Haand, at "vi ved ej Dag og Time, naar vor Gud herfra os skikker", at alle vore Fremtidsplaner dog først og fremmest beror paa, om Herren vil "stadfæste vor Gang«". Men Guds Børn kan smittes af Verdens Aand, og og det var dette, der var sket med adskillige af disse Jødekristne.

Det er da dem, Jakob her taler et Alvorsord til. Først fremsætter han som sædvanlig i Korthed det, han vil paatale, her den kødelige Sikkerhed, der siger: "I Dag eller i Morgen vil vi gaa til den eller den By og blive der et Aar" og tjene Penge (V·13). Det utilbørlige deri viser han dernæst først og fremmest ved Henvsisning til vor Uvished med Hensyn til, hvad Fremtiden bringer, hvilket atter hænger sammen med dette Jordelivs Forgængelighed og Kortvarighed. Her lignes Jordelivet ved en "Danp", der viser sig et Øjeblik og saa forsvinder. Det samme Billede finder vi brugt i Sl. 102, 4 ("mine Dage er gaaet op i Røg"), fremdeles lignes vore Dage ved en Skygge, der hælder (Sl. 102,12), ved en Haandbred (Sl. 39, 6). Hvor vemodigt, naar Mennesker paa Svørgsmaalet: "Hvordan er eders Liv" (V.14), ikke har andet at henvise til end dette hastigt svindende Jordeliv!

For et Guds Barn sømmer det sig at sige: "Dersom Herren vil, og vi lever" (V.15). Det er ikke overflødigt at føje dette til. Og gøres det i hellig Alvor, bliver det til Gavn baade for os selv og andre at komme dette i Hu, ogsaa i vor Tale, omend vi just ikke. altid siger dermed disse Ord. Det er det vidunderlige, at med Hensyn til de evige Ting, da kan et troende Menneske tale i fuld Vished, da ved vi, hvor Rejsen gaar hen, saafremt vi følger Jesus. Men med Hensyn til de jordiske Ting, da ved vi os vel i Herrens Haand, men kan ikke i vore Planer udtale os med Sikkerhed - det skulde da være, at Gud, som han kan, naar han vil, har givet os fuld Vished ogsaa i et og andet jordisk Punkt. Som Regel maa vi der tage Dag for Dag. Verden derimod vandrer i Uvished med Hensyn til de evige Ting men lader ofte saa vis og sikker med Hensyn til de timelige i hovmodig Selvtillid "Men al saadan Ros er ond" (V.16). Troende Mennesker ved jo bedre at "gøre det rette"; derfor bliver ogsaa vort Ansvar større (V.17), om saadan overmodig Tale udgaar fra vore Læber.

Ordet i V.17 rækker dog videre end til dette Tilfsælde, som det her nærmest angaar. Det rammeer ogsaa alle andre Undladelses Synder. "Hvad I ikke har gjort imod en af disse mindste, har I heller ikke gjort mod mig". Saaledes vil Kongens Ord komme til at lyde til de fortabte paa den store Dag (Matth. 25,45). Ak, saa ofte glemmes det, at "Synd" bestaar ikke blot i Overtrædelse af Guds Villie, men lige saa meget i at "vide at handle ret og ikke gøre det", i Undladelse af detjsom man dog vidste, Gud vilde. Mange fortabes, fordi de ikke kom, da Herren kaldte, fordi de ikke bøjede sig, men blev borte, blev bestandig borte. Men ogsaa Guds Børn skal betænke, hvor stort et Regnskab der udspringer as Forsømmelser. Herren hjælpe os til at agte paa Aandens Vink, ikke skyde det fra os, ikke opsætte, men gøre det, Guds gav os Lys til at se var hans Villie!