En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Jakobs Brev

Kap. 5

Det første Afsnit af dette Kapitel (V.1-6) er et mægtigt Veraab over de rige vantro Jøder, der plagede og undertrykkede de kristne Jøder. At det er vantro Mennesker, Jakob her kundgør Dommen fra Herren, fremgaar dels af, at der ikke findes nogen Formaning til at angre, eftersom disse Jøder havde forshærdet sig i deres Fjendskab imod Kristus og hans Folk; dels af den i V. 7 udtrykkeligt betegnede Overgang til de som "Brødre" benævnte Jøder, der trøstes i deres Lidelser (V.7-11).

At de rige ligefrem personligt tiltales af Jakob, ligger dels i, at de vantro og de troende Jøder, som vi hørte i Indledningen, endnu ved den Tids i kommunal Henseende var forbundne smed hverandre i Syriens Egne ; dels er saadan Taleform efter gammel profetisk Vis. Profeterne retter ofte deres Tale til de fremmede Folkeslag og Steder og kundgør dem Dommen, som havde de dem personligt for sig.

Det ser altsaa paa gammeltestamentlig Vis, Jakob her i Herrens Navn forkynder den kommende Dom over disse Rigmænds Rigdom og Gods saavel som over deres egen Person (V.1-3). Han opfordrer dem til at "græde og jamre over de Ulykker, der vilde komme over dem" (V.1); han ser med det profetiske Øje deres "Rigdom" som - allerede "raadnet", deres "Klæder" som allerede "mølædte" (V.2) og deres Guld og Søle som allerede rustet op ved den Rust, som bestaar i Guds fortærende Dom, og som derfor heller ikke de ædle Metaller kan modstaa (V. 3).

Og denne Rust, som fortærer deres Skatte, "skal være til Vidnesbyrd imod dem selv", i deres Skattes Undergang skal de se deres egen Undergang. Den samme Dommens Rust "skal fortære deres eget Kød som en Ild«, staar der, thi denne Rust er i Virkeligheden Guds Vredes Ild.

Disse vantro Rigmænds Daarskab betegner Jakob fremdeles slaaende ved dette Ord: "I har samlet Skatte (Liggendefæ) i de sidste Dage". "De sidste Dage" betegner i Skriften Tiden mellem Herrens første og andet Komme, en Tid, der efter Herrens Ur kun er som en liden Stund. Men hvor taabeligt at bruge denne Naadefrist til at ophobe Ting, som Dommens Ild aldeles vil fortære.

Ogsaa vi lever "i de sidste Dage", snart kommer Herren, snart forgaar Verden med dens Lyst. Derfor er det altid Daarskab at give sit Hjerte hen til at samle Skatte, som Møl og Rust fortærer. "Du Daare", lød Herrens Ord til den rige Bonde.

Fra V.4-6 skildrer Jakob de riges Synder, for hvis Skyld de var hjemfaldet til Dommen. For det første (V.4) fremdrages deres Uretfærdighed mod dem der arbejdede for dem, de holdt deres Løn tilbage, hvilket allerede i Loven var strengt forbudt (se 3 Mos.19,13: "Du skal ikke lade Daglønnerens Arbejdsløn blive hos dig Natten over indtil om Morgenen"); ogsaa Profeterne revser ofte denne Synd (se Jer. 22,13). At særligt Høstfolkene nævnes, ligger i, at Høstarsbejdet frem for noget gik for sig i Ansigts Sved. Men denne deres Uretfærdighed raabte ligesom til Gud om Hævn, og de fattige Høstfolks Raab var naaet til den Herre Zebaoths Øren.

For det andet (V.5) fremdrages de riges yppige og vellystige Levned, de mæskede sig selv "som paa en Slagtedag"«; thi Dommens Sværd hang over deres Hoved. Billedet er hentet fra Dyret, der roligt gør sig til Gode ogsaa paa den Dag, det skal slagtes, fordi det ikke ved, at Dagen er der.

Endelig som den tredie Synd nævnes (V. 6) deres Ondskab mod den retfærdige, det gammseltestamentlige Udtryk for den i Sandhed troende. Her maa det nærmest forstaas om de Kristne. Naar der staar endog det stærke Ord: "I dræbte den retfærdige", skal det vist nok her tages bogstaveligt. I Ap. Gern.26, 10-11 hører vi, hvorledes mange af de hellige blev taget af Dage ved de jødiske Synagogedomstoles Kendelse, den Gang Saul fra Tarsus rasede imod de Kristne vidt omkring.

"Han staar eder ikke imod". Med disse Ord betegnes de troendes stille Lidelse for Retfærdigheds Skyld (Matth. 5, 10). At kunne lide uden at sætte Vold imod Vold er Guds Folks bedste Værge.

Denne Tanke om den taalmodige Udholdenhed dvæler Jakob nu videre ved (V. 7-11) under stadigt Henblik til "Herrens Tilkommelse". Han stadfæster sin Formaning til de troende om at være taalmodige (egentlig "langmodige", hvorved al Selvhævden udelukkes) ved Henvisning til Bondens taalmodige Venten paa Jordens dyrebare Frugt, indtil den har faaet tidlig Regn og sildig Regn. Den tidlige Regn faldt i Slutningen af Oktober og gjorde Jorden tjenlig til Behandling og Udsæd. I Slutningen af Marts og Begyndelsen af April kom den sildige Regn, der bragte Vinterfrugten til Udvikling og gjorde Jorden skikket til Vaarsæden.

Men kunde Bonden vente taalmodigt paa Jordens Frugt, hvilken dyrebar Frugt havde da ikke de troende at forvente. Derfor skulde de "være taalmodige" og "styrke deres Hjerter". Vistnok er Hjertets Styrkelse først og fremmest Guds Gerning. "Bi efter Herren og væk frimodig, han skal styrke dit Hjerte" - saaledes lyder Ordet i Sl.27,14. Men al Guds Gerning med os betinges jo bestandig af, at vi ogsaa selv giver vore Hjerter ind i det, Gud vil med os.

Denne sin Opmuntring til taalmodig Forventning begrunder Jakob ved Tilføjselsen: "Herrens Tilkommelse er nær". Naar det saa tit siges, at den apostoliske Menighed tog fejl i Henseende til Nærheden af Herrens Genkomst, da er det en underlig Tale. Har Herren da ikke selv sagt, at vi bestandigt skal forvente hans Komme som Tjeneren, der venter sin Herre hjem fra Brylluppet (Luk.12,36)? Har han ikke sagt: "Se jeg kommer snart" (Joh.Aab.3,11)? Derfor stod just den apostolske Menighed saa rigtigt paa dette Punkt, den havde stillet sit Ur efter Herrens Ur, og han regner Tidens Længde noget anderledes, end vi saa ofte gør. Men Ventetiden kan altid blive lang nok, og trange Tider langsomt skrider. I de trange Ventetider fristes vi let til at give Utaalmodigheden Udslag i bittert Sind overfor hverandre indbyrdes. Det er dette, Jakob (V.9) advarer imod med Ordet: "Sukker ikke mod hverandre, Brødre, at I ikke skal dømmes". Det ligger saa nær at give hverandre Skylden og dømme hverandre, naar det gaar smaat og svært,-"men vi skal betænke," at Herren, "den store Dommer", hvem Dommen ene hører til, "staar for Døren". Saa bør vi lade al Dom fare og hellere øve os i at bære hverandres Byrder (Galat. 6,2).

I V. 10»henviser Jakob Vennerne til Vrofeternes Eksempel. Det var Mænd, som "talte i Herrens Navn" og stod overfor en vantro Verden ligesom de Kristne nu, men Profeterne forstod at "lide ondt og være taalmodige"· I V. 11 henviser han dem endvidere til "Jobs Udholdenhed". Ogsaa i Ezek.14,14 nævnes Job som Eksempel (sammen med Noah og Daniel).

Og Jakob viser dem, hvorledes taalmodig Lidelse stadigt fører til Salighed, og det af Herren, der i sin store forbarmende Miskundhed fører det saa, at alle Ting maa til Gavn os dog tjene til sidst. Herren selv har jo prist dem salige, der lider Uret for hans Navns Skyld (Matths.5,10-12). Derfor priser ogsaa vi dem salige. Med dette for Øje skulde det sikke være saa svært at lide med Taalmodighed.

Saaledes bliver den samme Dom, der ødelægger denne Verdens Rigdom og denne Verdens Børn, en salig Trøst for Guds Folk, thi den bringer dem en salig Høst med Frydesang ovenpaa den ofte taarevædede Gang, da Sæden skulde bæres ud (Sl. 126, 5-6).

Stille kun, stille kun!
Alt bli'r godt i Herrens Stund,
Taaresæd. til Jubelhøst,
Trængselstid til evig Høst.

Denne sidste Del af Jakobs Brev indeholder forskellige Formaninger, som han endnu til Slutning føler Trang til at lægge dem paa Hjerte Først Formaningen til ikke at sværge (V. 12), der indledes med- et "for alting" (fremfor alt). Formaningen minder ganske om vor Frelsers Ord i Matth.5,34-37. Vi maa her ligesom ved Forklaringen i Bjergprædikenen fastholde, at det er det private Forhold Mand og Mand imellem, her tales om, ikke Forholdet overfor den lovlige Øvrighed, hvor Eden har sin Plads under disse jordiske Forholds. Men al Sværgen i det daglige Liv, der var saa almindelig mellem Jøderne, lægges her ind under "Dommen", Guds straffende Dom. En Kristens "Ja" skal være "Ja", hans "Nej" "Nej"; thi hvad en ’Herrens Discipel siger, skal være for den levende Guds Aasyn, det ene Ord saa vel som det andet. I Verden sværges der just for usandfærdighedens Skyld, men Guds Børnes tale skal være sanddru og paalidelig i smaat saavel som i stort.

Nej, ikke sværge, men som Luther siger i Forklaringen til det andet Bud, "paakalde Guds Navn, bede, love og takke". Jakob peger nu ogsaa i det følgende hen paa den rette Brug af Guds Navn, den Brug, som vi flittig skal øve i Bøn og Lovsang (V.13-18). Alle de forskellige Livsforhold skal drive en Kristen til Bøn. "Lider nogen ondt", da har Herren jo sagt: "Kald paa mig paa Nødens Dag" (Sl.50,15). Er man vel til Mode, saa skal man "synge Lovsange" (det er den Slags Sang, Grundtekstens Ord betegner). Der ligger i dette Ord (V.13) den dybe, skønne Formaning til at omsætte alt, hvad der møder os, baade Sorg og Glæde, i Bøn, hellige Herren det, saa faar vi Velsignelsen og kan sige med Sandhed: "En Kristen i en salig Tilstand staar, i hvor det gaar".

I V.14-15 nævnes et særligt Eksempel paa at lide ondt, nemlig Sygdom, og der gives da de troende den Anvisning at "kalde Menighedens Ældste til sig, for at de kan bede over den syge og salve ham med Olie i Herrens Navn". Ved Menighedens Ældste forstaas dens Forstandere og aandelige Ledere. I Aposteltiden var det jo ikke blot en enkelt Præst ("Presbyter", hvilket betyder Ældstse), men flere af de mest modne Kristne, der udgjorde Menighedskredsenes kirkes lige Ledelse. De fleste Steder, hvor der er Trosliv, og hvor Præsten er troende, vil der jo altid ogsaa nu ved Siden af Præsten være nogle i Menigheden, der enten ved Valg af de troende ("frivilligt Menighedsraad") eller paa anden Maade har faaet noget af den aandelige Ledelse betroet. Det er altsaa saadanne prøvede Folk og ikke unge, mere umodne Kristne, den troende syge faar Anvisning paa at tilkalde til Forbøn.

Naar her er Tale om at "salve med Olie i Herrens Navn", minder dette os om Ordet i Mark. 6, 23, hvor der staar om de tolv, da Herren udsendte dem to og to, at de "salvede mange syge med Olie og helbredte dem". I Oldtiden blev Olie meget ofte anvendt som lindrende Middel. Saaledes siger Herren ogsaa om den barmhjertige Samaritan, at han "gød Olie og Vin" i hint Menneskes Saar, der var faldet blandt Røvere (Luk.10, 34). Anvendt paa vore Forhold vil det vel sige, at de almindelige Lægemidler skal bruges, men helliges ved Bøn. Derfor staar der ogsaa, at dette Lægemiddel, at salve med Olie, skulde bruges "i Herrens Navn". Men ganske vist synes det i den apostolske Tid at have været en ret almindelig Fremgangsmaade saaledes at kalde de Ældste til sig til Forbøn under Sygdom. Det hænger sammen med den Naadegave "til at helbrede" (1 Kor.12,9), som ved Siden af mangehaande andre særlige Aandens Gaver ogsaa var i høj Grad kraftigt til Stede i disse Menighedens første Tider. Jakob betragter aabenbart denne Naadegave som givet Menigheden som saadan. Derfor staar ogsaa Menighedens Ælsdste som beskikkede til at være Husholdere over denne Guds Naadegave. Dog ligger ikke i dette Ord, at de var de eneste til at tjene andre paa denne Maade (1 Pet.4,10), men de var de nærmeste til det.

Ganske vist var de særlige Naadegaver til Stede i højere Grad i den apostolske Tid end siden hen. Men helt forsvundet har denne Naadegave til at helbrede dog aldrig været i Menigheden, og Ordet her gemmer dog sikkert i sig en Vejledning for alle Tider. Dersom den syge har Tro til at følge denne Anvisning, bør ogsaa nu Menighedens Ældste have Tro til at efterkomme en saadan Begæring. Og selv om dette at salve med Olie i vore Dage er afløst af andre Lægemidler (det er ikke dette udvortes Middel, Vægten ligger paa), saa er Herren jo den samme og Vønnens Forjættelser de samme.

Naar den romsersk katolske Kirke ud af dette Ord har lavet et helt nyt Sakramsente, den saakaldte "sidste Olie", er det i fuldstændig Modstrid med Ordet her, thi her er Tale om et Helbrsedselsesunder og ingenlunde om et Dødssakramente, der kunde indvie til en salig Død; i det hele er her ikke Tale om dødssyge men om syge i Almindelighed.

I V.15 udtales nu Forjættelsen for saadan "Troens Bøn", det vil sige en Bøn, der udgaar fra Tro. Deri ligger ogsaa en Begrænsning, thi der er jo Sygdomme, hvor det er klart nok, at Herrens Time er kommen for det Menneske, og hvor Guds Aand ikke giver hverken de Ældste eller den syge nogen "Troens Bøn" at bede til Helbredelse. Men der vil blive Tilfælde nok, hvor Herren vil forherlige sit Navn gennem Helbredelse, og hvor Guds Aand vil give Troen, blot Hjerterne i Ydmyghed og Villighed er rede til at tage imod saadan særlig Troens Gave.

Naar her tales om, at Troens Bøn "skal frelse den syge, og Herren skal oprejse ham, og har han gjort Synder, skal de forlades ham", betegner Ordet »frelse« her aabenbart ’Helbredelsen fra Sygdommen, Oprejsningen fra Sygelejet Tilføjelsen om Syndstilgivelsen peger hen paa de Samvittighedsanklager, som ofte kommer frem under alvorlig Sygdom hos troende Mennesker og kan hindre den tillidssulde Fortrøstning til Guds Hjælp. Ogsaa det kan troende Forbøn hjælpe til Rette med og bringe Hjertet til Hvile i Naaden, Stundom kan selve Sygdommen jo hænge sammen med begaaede Synder, saa Tilgivelsen fra Gud paa det nøjeste hænger sammen med den legemlige Helbredelse.

Men selvsfølgelig maa ogsaa her som alle Vegne i Guds Ord det aandelige tages aandeligt og ikke blot udvortes, hvorved det bliver kødseligt, bliver en Misbrug. Saadan Syndsforladelse og Oprejsning kræver selvfølgelig et oprigtigt bekendende Hjerte (se V. 16) ogsaa hos den syge, ellers lammes Forbønnens Virkning, thi Herren gennemskuer Hjertet.

Falder paa dig Modgangs Hede,
Nød og Jammer, Spe og Spot,
O, da maa du flittig bede,
Bønnen er for alting godt
Midt igennem Korsets Ve
Kan du da i Ordet se,
Hvordan Jesu milde Hjerte
Ser og føler al din Smerte.

I Tilslutning til, hvad der i det foregaaende er sagt om Forbønnen, fortsættes nu med Opfordring til "at bekende Synderne for hverandre". Men denne Formaning har her i V.16 en almindeligere Karakter. Det skulde ikke blot den anfægtede syge gøre overfor de Ældste, men de troende i Almindelighed overfor hverandre - "for at I maa blive helbredede", føjer Jakob til og tænker her sikkert ikke blot paa legemlig Helbredelse, men først og fremmest paa aandelig Lægedom. I det hele taget er aandelig og legemlig Helbredselse nøje forbundet i hele denne Udvikling. Det ligger i, at Synden er den egentlige Grundsygdom. Selv om det skulde være Guds Villie, at den legemlige Sygdom skulde blive hos os som en gavnlig "Torn i Kødet" (2Kor.2,17), saa har Sygdommen dog mistet sin Braad, naar Hjertet har fundet Lægedom i Kristi Saar (Esaj. 53, 5). Saadanne Tilfælde hvor Herren siger: "Min Naade er dig nok, thi Kraften fuldkommes i Magtesløshed", er jo heller ikke sjeldne i Guds Børns Liv. Det fik Paulus at erfare. Men Paulus bad dog trøstigt tre Gange, og saaledes skal vi ogsaa trøstigt bede i Tillid til, at Herren nok skal klare det for os, om han i dette bestemte Tilfælde vil forherlige sit Navn ved ogsaa at sende legemlig Helbredelse. Sænker Troen paa Bønhørelse sig stille og ædrueligt ned i vore Hjerter, da skal Bønhørelse visselig ikke udeblive. Men en Velsignelse følger der altid med Bøn og Forbøn, hvor Hjertet staar ydmygt bekendende overfor Herren, thi "en retfærdigs Bøn formaar meget, naar den er alvorlig" (egentlig "i sin Virksomhed").

Dette Ord kan vi ikke noksom tage os til Hjerte. Ved "en "retfsærdig" forstaas her et ærligt troende Mnneske, der er i Fred med Gud. Visselig maa Bønnen være alvorlig, ikke en Bøn, der hastigt lader Hænderne synke, men en udholdende Bøn "»Meget" formaar den; det maa være os nok til ret at bruge Bønnens Sejrsvaaben, Bønnens gyldne Nøgle der kan lukke i og lukke op hos Gud (Matth.16, 19).

Jakob stadfæster dette ved (V. 17-18) at henvise til Elias' Historie. Og for at ingen skal sige: Ja, det var nu Elias, han var saa stor en Mand i Guds Rige, men vi andre er saa smaa, føjer Jakob opmuntrende til: "Elias var et Menneske lige Vilkaar undergivet med os". Det Gksempel, han hentyder til, er hentet fra 1 Kong.17 og 18. Med sin Bøn lukkede Elias i for Regnen fra det høje, og med sin Bøn lukkede han igen op for Regnen. Ganske vist staar der i 1Kong.17,1, hvor der fortælles om Elias' Forkyndelse for Akab om Tørken, ikke udtrykkeligt fortalt, at han bad Gud derom. Men det ligger jo i Ordet, han sagde til Akab: "Saa vist som Herren, Israels Gud, lever, for hvis Ansigt jeg staar". Dermed er sagt, at det skete i Kraft af hans Samraad med den levende Gud. Og før Regnen atter brød frem, bad han jo den inderlige Bøn paa Karmels Bjerg, den udholdende syv Gange gentagne Troens Bøn (1 Kong. 18, 42-44).

Man har ment at finde en Modsigelse med det gamle Testamente i Tidsangivelsen: tre Aar og seks Maaneder. I 1 Kong. 18,1 staar der nemlig, at det var i det tredie Aar, Regnen kom, men gaar vi ud fra, at Ordet om Tørken har lydt just ved den Tid, da Regntiden skulde begynde, maa den foregaaende tørre Tid jo medregnes, og Tørken kom saaledes til at vare, som her staar, tre og et halvt Aar. Ogsaa Herren selv i sin Tale i Nazarets Synagoge (Luk. 4, 25) siger, at "Himlen var lukket i tre Aar og seks Maaneder".

I det gamle Testamente har vi mange storslaaede Eksempler paa Troens Bøn og Bønhørelse, og særlig Elias' Historie er fyldt med mægtige Vidnesbyrd om, hvad en fortrolig Omgang med Herren i Bøn formaar.

Saa slutter Jakob sit Brev med (V.19-20) at udtale en sidste Formaning med Henblik til det store i en Synders Omvendelse, det velsignede i at blive brugt i Herrens Haand, til at "omvende en Synder fra hans Vejs Vildfarelse". Deri ligger Formaningen til at være nidkær for Synderes Omvendelse. "Fare vild fra Sandheden« betegner ikke blot Vildfarelse paa enkelte Punkter, men fra Troens Vej i det hele, altsaa en farlig aandelige Tilbagegang, der viser sig i, at Sandheden ikke længere har den afgorende Magt i det troende Menneske Dog menes her endnu ikke det samme som et uopretteligt Frafald (se Hebr 6, 4-8), men en saadan Gliden tilbage, en Vigen bort fra Livets Gud, der vil føre til evig Død, om vedkommende ikke udrives fra denne Dødens Vej. I Grundteksten staar der ogsaa: "ud fra Død«, idet vedkommende Synder allerede tænkes hildet i den aandelige Døds Snarer.

I denne Slutningsformaning har Jakob sikkert endnu en Gang for Øje hele den betænkelige Tilbagegang henimod død Tro, der var Faren for saa mange af de Kristne, han skrev til. Jo mere nidkær de "Brødre", der endnu var mere vaagne, vilde være overfor dem, der allerede var sunket hen i Dvale, des bedre ogsaa for dem selv, thi at arbejde paa andres Frelse sætter nyt Liv i os selv. Velendt er Fortællingen om Vandringsmanden, der gik hen over et snedoekt Bjergpas i.Schweitz, begyndte at blive tung og søvnig paa Grund af den isnende Kulde og var lige ved at sætte sig ned i Sneen, hvilket vilde have fort ham til den sikre Død Da ser han en- anden Vandringsmand, der allerede var sunket samsmen i Sneen og sov den skæbnesvangre Dodssovn Nu fik han travlt med at vække denne Mand op igen, og ved at arbejde med at frelse den anden ud fra Død, fik han selv ny Livsvarme og Livskraft. "Bliv vaagen og styrk det øvrige, som ellers vilde dø" (Joh. Aab. 3, 2).

Dog ikke blot for Guds Børn selv er der stor Velsignelse i Arbejsdet for Synderses Omvendelse, men hvilken herlig Naadeløn stilles der os ikke for Øje her: "frelse en Sjæl fra Død" - "skjule en Mangfoldighed af Synder". Dermed menes selvfølgelig ikke, at vi ved saadan Gerning kan frelse vor egen Sjæl fra Død og skaffe os Tilgivelse for vore egne Synders Mangfoldighed som nogle har villet forstaa det. Det er jo en fuldstændig uevangelisk Tanke, der kun hører hjemme i Pavens Religion. Nej, det er den vildfarendes Mangfoldighed af Synder, som skjules under Syndsforladelsen i Jesu Blod (Ef 1,7 og 1joh.1,7), derved at vi faar Lov til at lede hans Sjæl hen til denne Livets Kilde.

Burde vi da ikke med saadan herlig Velsignelse før Øje ret være nildkære til at gaa Bud for Herren til de vildfarende med den Kærlighed, der "skjuler alle Overtrædselser" (saaledes som det allerede siges i Ordsp.10,12 og gentages i 1Pet. 4,8). Vistnok kan vi kun omvende Mennesker, ved at Herren virker igennem os. Hvad vi omvender ved egen Kraft, det holder ikke. Æren for hver sand Omvendels: er Herrens alene, det er kun ved hans Kærlighed , "stærk som Døden" (Højs 8, 6), vi formaar at gøre det. Men det skal være vor Bøn, at denne Kærlighed maa have sit Løb til andre ogsaa gennem os.

Derfor beder jeg med Taarer:
Led den ind i mine Aarer,
Flodem som kan Klipper vælte,
Floden, som kan isbjerg smelte,
Som kan Blodskyld tvætte af.