Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

1 Peter

Indledning

Til dette Brev navngiver Apostlen Peter sig som Forfatter. Hans oprindelige Navn var Simon eller Simeon (se 2 Pet. 1, 1). Han stammede fra Betsaida ved Genesaret Sø (Joh.1, 45), boede siden i Kapernaum, hvor han var gift og havde sin Svigermoder i sit Hus (Mark. 1, 29-30). Sammen med sin Fader Jonas og sin Broder Andreas drev han Fiskeri og var i denne Gerning nøie knyttet til Zebedæus' Sønner Johannes og Jakob. Da Johannes Døberen traadte frem ved Jordan, droges baade Andreas og Peter nær til ham. Her var det, Andreas, efter sammen med Johannes, den senere Apostel, at være ført til Jesus, ogsaa førte sin Broder Simon til ham (Joh. 1, 43). Og her var det, Jesus gav Simon Navnet "Kefas", hvilket paa Hebraisk betegner det samme som "Petrus" paa Græsk og "Klippemand" paa Dansk.

Efter at han, som det synes, en kortere Tid havde fulgt Jesus, træffer vi ham igen ved det jordiske Arbejde som Fisker. Det afgørende Kald fik han ved hin vidunderlige Fiskedræt (Luk. 5,1—11). Fra den Tid af fulgte han bestandig Jesus! Efter sit dybe Fald i Ypperstepr»æstens' Gaard og den derpaa følgende aandelige Oprejsning blev Peter Menighedens Leder igennsem en lang Aarrække. Som saadan fremtræder han i Apostlenes Gerninger. Ved Peter blev ogsaa den første Hedning indlemmet i Guds Rige. I Ap.Gern.12 hører vi om hans underfulde Befrielse fra Herodes Agrippas Haand. Fra den Tid af træder Peter mere tilbage, hans væsentligste Livsgerning, Arbejdet med Menighedens Grundlæggelse, var fuldbyrdet . Dog virkede han endnu i mere end 20 Aar. Vi træffer ham ved Apostelmødet i Jerusalem, kort derefter i Antiokia, hvor han blev irettesat af Paulus, fordi han overfor Samfundet med de Hedningekristne svigtede sin Overbevisning (se Gal. 2). Saa hører vi om ham i 1 Kor. 9, 5, hvor Paulus omstaler, at Peter (Kefas) virkede for Evangeliet paa Rejser i Følge med sin Hustru.

Derefter har vi kun hans Breve som Vidnesbyrd om ham og fra ham i den hellige Skrift. Derimod har Traditionen (den mundtlige Overlevering) meget at fortælle om ham. En Del deraf er upaalideligt, saaledes Pavekirkens Sagn om, at Peter i 25 Aar, fra Aar 42 til Aar 67, skulde have været Biskop i Rom. At dette er et opdigtet Sagn, siger det ny Testamente os tilstrækkelig tydeligt. I Aaret 44 var Peter endnu i Jerusalem (se Ap.Gern.12) og ligesaa i Aaret 51 ved Apostelmødet. Lige saa lidt kan han have været i Rom i Aaret 58, da Paulus skrev sit Romerbrev, hvori der ikke med en Stavelse hentydes til, at Peter var i Rom. Heller ikke under Apostlen Paulus’ Fangenskab (61-63) hører vi det mindste om, at Peter var i Rom. En Del af Paulus' Breve er jo fra den Tid, og i disse Breve omtales, hvem der var hos ham i Rom af mere fremragende Kristne, men Peter nævnes ej. Dog er der stærke Vidnesbyrd for, at Peter i Slutningen af sit Liv har været i Rom og lidt Martyrdøden der.

Peter maa antages at være bleven Martyr Aar 67 eller 68.

Det Billede, Skriften giver os af Peters Karakter, er en Handlingens Mand, hurtig og resolut i sin Optræden. Da Herren hin Nat kom vandrende hen over Søen, var Peter straks rede til at træde ud paa Vandet for at møde ham. Hin Nat i Getsemane var det Peter, der for løs med sit Sværd. Hin Paaskemorgen ved Graven var det Peter, der først løb ind i Graven, skønt Johannes først kom til den, og saaledes helt igennem. Deri havde han sin Styrke, i den raske Frimodighed men deri havde han ogsaa sin Svaghed Hans Raskhed, slog ofte over i Overilelse, idet han overvurderede sin egen Evne. Tydeligst viste det sig hin Nat i Ypperstepræstens Gaard. Ja, endnu længe efter at han var bleven den store Apostel, viste hint Karaktertræk sig - saaledes ved førnæv«nte Lejlighed i Antiokia (se Gal. 2). Og hvis det gamle Sagn har Ret, kom denne Svaghed endnu over ham lige før hans Martyrdød, saa han flygtede ud af Fængslet i Rom og først efter personlig Aabenbarelsse af Herren vendte tilbage til Fængslet for at lide Korsets Død.

Dog ser vi bestandig Peter blive oprejst igen efter sine Fald Han bøjede sig under Herrens Tugt til dybere Ydmyghed. Sagnet fortæller, at han bad om at blive korsfæstet med Hovedet nedefter, fordi han ikke agtede sig værdig til at hænge paa Korset paa samme Maade som hans store Herre. Og trods det, at Herren stundom maatte tale strenge Ord til Peter, var Peter dog den første til i Troen at kende Kristus som den levende Guds Søn (Matth.16, 16). Og Peter med sin frejdige Tro og inderlige, uforbeholdne Hengivelse til Jesus som Messias blev dog Klippen, hvorpaa Herren grundlagde sin Menighed. Hos Peter ses det saa tydeligt, at det ikke var "Kød og Blod", ikke hans Naturvæsen, der i nogen Maade gjorde ham skikket til at føre an i Menighedens første Dage, men ene og alene hans Tro. Og saaledes er det nok bestandigt gennem alle Tider. Herren har ofte brugt saare svage og snublende Mennesker til store Ting, just fordi de i bestandig ydmygere Tro klyngede sig ind til hans Kraft.

Medens Paulus fandt Frelsen under haarde Kampe og voldsomme Brydninger, synes Peter mere stille at være naaet hen til Jesus; dog maatte ogsaa Peter siden gennem dybe Smerter lære sig selv grundigt at kende. Sagnet fortæller, at Peters Kinder var mærkede af to dybe Furer paa Grund af alle de Taarer, han havde grædt over sit dybe Fald.

Naar vi spørger om, til hvem dette hans første Brev er skrevet, da siger Overskriften, at det er til "Udlændingene i Adspredelsem i Pontush Galatien, Kappadokien, Asien og Bithynisen", altsaa til Kristne i en Række lilleasiatiske Landskaber. Det var de Egne, hvor Apostlen Paulus havde faaet Lov til at tænde Evangeliets Lys. "Adspredelsen" var et Navn, som brugtes om de udenfor Palæstina boende Jøder men Brevet viser klart, at Læserne forhen havde været Hedninger, hvorfor Betegnelsen "Adspredelsen" maa forstaas aandeligt. Peter ser de Kristne som det sande Israel, der lever i Udlændighed, endnu borte fra sit rette Himmelhjem, spredt omkring blandt Folkene.

Anledningen til Brevet er de lilleasiatiske Kristnes trange Kaar; de maatte lide meget af Hedningerne det fremgaar af Brevet. Kejser Aeros Kristenforfølgelse i Rom havde gjort Stemningen truende ogsaa i Provinserne, og disse ydre Prøvelser var blevet til indre Anfægtelser, om nu ogsaa det Evangelium, de havde modtaget ved Panlus, var det sande. Der var jo saa mange Jødekristne, der havde angrebet Paulus' Forkyndelse som altfor frisindet. Derfor skriver nu Peter til dem dette formanende og trøstende Ord for at stadfæste for dem, som han selv siger, "at denne Guds Naade, i hvilken de stod, var sand". De to store Apostle Peter og Paulus var jo fuldt enige. Peter havde givet Paulus Samfundshaandslag (Gal. 2, 9). Det hører med til alt det skønne, vi har i dette Brev, at Peter besegler sin Broder Paulus' Forkyndelse for dennes aandelige Børn.

Grundtonen i Brevet er en Formaning til Læserne om at agte paa den Herlighed, hvortil de i Kristus var kaldet, og ikke lade sig forvirre, fordi Vejen til denne Herlighed gik gennem Lidelse i Kristi Efterfølgelse.

Man mærker helt igennem Peters Personlighed, den praktiske Mand. Her er meget lidt af Læreudvikling, men des mere af praktisk Formaning og Trøst. Brevet er gennemvævet af Henvisning til den gamle Pagts hellige Skrifter. Tillige viser det hen til adskillige nytestamentlige Skrifter. Man kan se, at Peter har kendt Paulus' Brev til Efeserne og til Romerne, og tillige, at han har kendt Jakobs Brev meget nøje. Disse Brødres Ord har levet i Peters Hjerte, skønt Peters Brev bestandig beholder sit ejendommelige Præg. Spørgses der om, hvor dette Brev er skrevet, da slutter Peter (Kap.5,13) med en Hilsen fra den "medudvalgte Menighed i Babylon" og fra sin Søn Markus. Spørgsmaalet er nu, om dette Babylon skal forstaas bogstavseligt om det gamle Babylon i Østerland, eller om det er en billedlig Betegnelse for Hovedstaden Rom, der i Johannes Aabenbaring betegnes ved Navnet Babel, som Midtpunktet for Verdensmagten. Og dette sidste er troligst. Efter den ældgamle Overlevering, allerede hos Aposteldisciplen Papias, betegnede Peter dermed Rom. Og vi ved af paalidelig Overlevering, at Markus just var Peters Medhjælper i Rom. Brevet er da skrevet enten efter Apostlen Panlus' Død, eller før Paulus sidste Gang naaede Rom, thi ellers vilde Peter utvivlsomt have hilst fra ham. Vi kan da sige, at Brevet efter al Rimelighed er skrevet mellem Aar 64 og 67.

Med Hensyn til Indholdet falder Brevet i tre Formaningsrækker efter Overskrift og Hilsen (Kap. 1,1-2) og en Indledning (Kap. 1, 3-12), i hvilken Brevets værende Toner anslaas. Den første Formaningsrække gaar fra Kap. 1,13 til Kap. 2,10. Apostlen henviser til Modsætningen mellem Læsernes Fortid og Nutid og formaner dem derudfra til en Vandel i Haab, Lydighed og barnlig Ærefrygt overfor Gud (Kap.1,13-21) samt i indbyrdes Kærlighed som de, der var genfødt ved Guds Ords Sæd, dette Ord, der ogsaa fremdeles skulde være deres Livsnæring (Kap.1,22 til 2, 3). Endelig formanes de til i Sandhed at virkeliggøre det hellige Forbillede, der i den gamle Pagt var sat for Guds Folk; som et "kongeligt Præsteskab", et "helligt Ejendomsfolk" (Kap. 2, 4-10).

Den anden Formaningsrække gaar fra Kap. 2,11 til 4,6 og viser, hvorledes deres Vandel skulde være i Forhold til den hedenske Verden, saa deres Fjenders hadefulde Beskyldninger maatte blive til Skamme. Apostlen peger paa, hvorledes den hellige Vandel skulde udforme sig i de forskellige Livsforhold, som Undersaat, Tjener og Ægtefælle, paapeger til Opmuntring og Efterfølgelse for Læserne, hvorledes Kristus gik gennem uforskyldt, taalmodig Lidelse til Herlighed, og advarer imod at lade sig lokke af de hedenske Omgivelser.

Den tredie Formaningsrække (Kap. 4, 7 til 5,11) viser hen til forskellige Sider i Kristenlivet, og Grundtonen i Formaningerne er navnlig denne: at være rede til med Herrens Genkomst sor Øje at lide og stride i Troskab.

Derefter slutter Brevet med den sædvanlige Efterskrift (indeholdende Hilsener osv.).

Dette Peters Brev er et rigt og saare velsignet Brev, der har meget at sige til alle Tiders Kristne.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media