En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

1 Peter

Læs: Kapitel 1, 1-12.
545. Overskrift Hilsen. Lovprisning for det levende Haab, hvis Opfyldelse de ved Troen havde i Vente. Omend det gik gennem Prøvelser, havde de jo dog faaet Del i den store Frelse, som Profeterne havde vidnet om med Længsel, og som selve Englene begærede at skue ind i.

Med Hensyn til Overskriften (V.1-2) har vi allerede i Indledningen omtalt den eiendommelige Betegnelse af de troende som "Ud«lændingene af Adspredelsen", Navnet paa Guds Børn som de, der hernede bor spredt omkring i Udlændigheds Land (se Kap.2,11).

Da Landskaber, der nævnes her, er til dels kendt fra Apostlen Paulus Missionsrejser. I Galatien arbejdede Paulus jo ikke lidet. Asien betegner hele den vestlige Del af Lille-asien, hvor Paulus havde virket - særligt ud fra Efesus af; i Pontus, Kappadokien og Bithynien havde Paulus selv personlig næppe været, men hans Medarbejdere har sikkert bragt Evangeliet derhen.

I V.1 angiver Peter baade sin Ret til at skrive til dem, han var jo "Jesu Kristi Apostel", og antyder Grunden til sit Brev. nemlig Læsernes Stilling som "Udlændinge". Opholdet i et fremmed Land har sine særegne Farer, man kan blive utro mod sit hjemland eller ogsaa, dersom man ikke svigter sit Hjems Sæder og Skikke, let faa det fremmede Folks Fjendskab at føle. De asiatiske Kristne havde erfaret baade Verdens Fristelser og Verdens Had, og Peters Brev gaar just ud paa at formane dem overfor Fristelserne og trøste dem overfor Hadet.

Men har Apostlen saaledes allerede i det første Vers betegnet Læsernes Forhold til Verden, saa betegner han nu (V. 2) dernæst deres Forhold til Gud, som "udvalgte efter Gud Faders Forudviden", et saligt Forhold, der fuldt ud opvejer Udlændighedens Trængsel i denne Verden. Gud har jo fra sin Side bestemt alle Mennesker til Salighed (se 1 Tim. 2, 4), men ved de "udvalgte" betegnes de, der tager imod Guds Naadekald og saaledes tillige har været forud kendt af Gud (Rom. 8, 29).

Derfor føjes der ogsaa til: "i Aandens Helligelse", hvorved de udvalgte just betegnes som de, der har givet Guds Aand Magt i sig, til at føre dem ind i Hellighed, ind i det Liv, der bestandig sigter paa "Lydighed og Bestænkelse med Jesu Kristi Blod". Udtrykket: "Bestænkelse med Jesu Kristi Blod" viser aabenbart tilbage til Forbilledet i den gamle Pagt, da Folket ved Sinai blev helliget i sin Pagt med Gud ved at bestænkes med Offerblodet (se 2 Mos. 24, 8). Derpaa sigter Guds Aands Arbejde med de udvalgte, at føre dem ind under Blodets syndsforladende Naade og bevare dem der. Saaledes ser det altsaa ud i et troende Hjerte, udvalgt af Gud; der lyder bestandig Aandens Røst om Lydighed mod Jesus Kristus og om kun at søge sin Frelse i Pagtens Blod, kun deri.

Men over hver den, der saaledes lever "i Aandens Helligelse", lyder ogsaa den salige Hilsen: "Naade og Fred vorde eder mangfoldig til Del". "Hadet af Verden, elsket af Gud", saaledes er de udvalgtes Kaar her paa denne Jord.

Derfor begynder Apostlen ogsaa med Lovprisning for det levende Haab, hvortil Gud i sin Barmhjertighed genfødte os. Hele dette første Afsnit er baaret af Lovsangstonen. Apostlen vidste vel, at de Menigheder, han skred til, sukkede under Trængsler. Og dog begynder han ikke med Klage men med Lovsang. Han søger at vise dem, hvilken Herlighed og Lykke der var bleven dem til Del som Guds udvalgte.

Han begynder med (V. 3-5) at pege paa Haabets Herlighed, det "levende Haab" om den himmelske "Arv". Naar Apostlen siger, at Gud har genfødt os til dette Haab "ved Jesu Kristi Opstandelse fra de døde" (V. 3), ligger deri, at Jesu Opstandelse ikke alene var hans Sejr, men derigennem ogsaa hans Folks Sejr ("jeg har vundet - Jesus vandt"). Kongens Sejr er Folkets Sejr; ved Jesu Opstandelse aabnedes Haabets Døre. Fra Faderens højre Haand sendte den opstandne Frelser sin Aand med Genfødelseslivet, denne Aand, der er Pantet paa vor Arv.

Og hvor herlig denne Arv er, hvortil vi genfødtes (i vor Daab), derom vidner Apostlen i V. 4. Det er en Arv, som ikke kan forgaa ("uforkrænkelig"), medens alt jordisk Arvegods forgaar. Det er en "ubesmittelig Arv". Saa vist som der ikke hænger det mindste urene ved den, saa vist kan den ogsaa først fuldelig tiltrædes af Mennesker, i hvem Guds Værk er fuldkommet, i hvem den sidste Syndegnist er slukket. Og det er en sikker Arv, "bevaret i Himlen", der ligger den gemt for alle Guds ærlige Børn. En jordisk Arv kan mistes endnu, førend den er tiltraadt, men denne Arv kan ingen Tyv faa Magt til at stjæle, saa sandt vi selv ikke svigter. Vi mindes om Apostlen Paulus sidste Ord, Ordet om Retfærdighedskronen, der var "henlagt" til ham (2 Tim 4,8).

Ja, den ligger der - for dem, der ikke svigter. Men formaar vi nu at holde Stand indtil Enden? Saaledes har mangt et Guds Barn sukket, og saaledes sukkede vist ogsaa Apostien Peters Læsere, som var omlejrede af den hedenske Verdens Fristelser og Forfølgelser. Men det, som ikke vor Magt formaar, det formaar Guds Magt, det er Trøsten, Apostlen har til dem (V.5): "ved Guds Kraft bevogtes I ved Tro til en Frelse, som er rede at aabenbares i den sidste Tid".

Guds Kraft er vort Skjold og Værn, de Mure (Esaj.26,1), indenfor hvilke Guds Folk værnes, til den salige Stund bryder frem, da Frelsen i sin Herlighed skal aabenbares "Ved Tro", staar der, Troen er Betingelsen for, at Guds Kraft kan værne os.

Fra V. 6 til 9 ser Apostlen hen til Læsernes udvortes trange Nutid, men opfordrer dem til at lade Haabets Solstraaler fryde deres Hjerter allerede nu, omend de, "hvis saa skulde være", hvis det skulde behage Gud, maatte "en Stund bedrøves i mangehaande Prøvelser". Disse Prøvelser havde jo dog ogsaa et glædeligt Formaal. Selv om Verden og Djævelen derved vilde friste dem, tænkte ondt mod dem derigennem, saa havde Gud dog kun Fredstanker med dem, og vilde gennem Trængselstiden gøre deres Tro til en fuldprøvet og lutret Tro, en Tro, der kunde blive "til Herlighed og Ære i Jesu Kristi Aabsenbarelse", først og fremmest Gud stil Ære men ogsaa til Herlighed for dem selv. Ikke maatte de undre sig over, at deres Tro maatte i Smelteovnen. Prøvelserne er for Troen, hvad Ilden er for Guldet, og jo dyrebarere Malmen er, des omhyggeligere arbejder man paa at rense det fra alle Slagger. Men Troens Guld er "meget dyrebarere end det forgængelige Guld" (V. 7). Saaledes maatte ogsaa Prøvelsen, rettelig forstaaet, blive dem en Kilde til Fryd.

Og skønt den Jesus Kristus hvis Aabenbarelse de længtes efter, ikke endnu var kendt af dem gennem det legemlige Øjes Beskuelse, saa "elskede" de ham jo dog, "troede" jo dog paa ham og frydede sig i Livet med ham med "uudsigelig og forherliget Glæde" (V.8). Ja, hvert Guds Barn kender jo allerede her nede i Trængselsdalen den over al jordisk Glæde, langt ophøiede himmelske Glæde, ved i Troen at eje Jesus. Saa har da Gud alt hernede givet sine troende en rig Herlighed. Og denne Glæde er Haandpenge paa, at vi er paa Vej til at naa "Maalet for vor Tro, Sjælenes Frelse", den fulde, evige, herlige Frelse (V. 9).

Og for end mere at vise dem denne Frelses Herlighed, peger Apostlen (V.10-12) endnu hen paa, hvorledes den gamle Pagts Profeter granskede og ransagede om denne Frelse, idet de spaaede om den lykkelige Aaadens Tid, der skulde vederfares en kommende Slægt. "Kristi Aand" (V. 11) lyste ogsaa i den gamle Pagts Profeter. I dette Apostlens Ord ligger udtalt Kristi Forudtilværelse i Israel, før han blev Menneske; saaledes siger ogsaa Paulus (1 Kor.10), at Klippen, der fulgte Israels Folk i Ørkenen var Kristus. Alle Lysstraaler i den gamle Pagt var en Morgenrødens Glans fra den "Retfærdighedens Sol" der skulde opgaa. Det var Kristi Aand, der forud vidnede om, hvorledes den kommende Frelser skulde gaa gennem Lidelser til Herlighed (se Esaj. 53 og Dan. 9, 26).

Men vi ser af disse Ord om den gamle Pagts Profeter, at de ikke var villieløse Redskaber for Aanden men selv kunde "granske" over det Lys; der tændtses i dem. I Dan.12 tales just om; hvorledes mange ivrigt skulde granske i Profetiens Ord "indtil Endens Tid". Profeterne vidste vel (V.12), at det var for kommende Slægter de tjente med deres profetiske Ord, de skulde ikke selv opleve det her paa Jord. Men denne Herlighed, som de længtes efter, "den er nu blevet eder kundgjort", siger Apostlen, "ved dem, der har forkyndt eder Evangeliet i den Helligaand som blev sendt fra Himmelen".

"Salige er de Øjne, som ser det, I ser", sagde allerede Herren til sine Disciple, "mange Profeter og Konger har villet se det, I ser, og har ikke set det". (Luk.10,23-24). Ja, lykkelige Slægter, der lever i Retfærdighedssolens Glans, i det aabenbare Evangeliums Lys. Den Herlighed var bleven de asiatiske Kristne til Del, og den er bleven oss til Del, ogsaa os, som nu lever i Troen her paa Jord.

Og for end mere at vise denne "Herligheds usigelige Værdi", føier Apostlen fremdeles til: "Hvilke Ting Englene begærer at skue ind i". Englene staar jo personligt udenfor den i Kristus stiftede Frelse, der gælder den faldne Menneskeslægt; men med tilbedende Undren, begærer de at skue inds i denne Frelses Herlighed, som er bleven os til Del. Hvor stor er da ikke vor Lykke, og det ikke blot i Haabet, men ogsaa allerede nu under Jordelivets Trængsler.

Ja, Glæden vi alt smagte her,
Vi ved, er mer end Møjen værd.
Hvad da, naar vi skal kvæde:
Nu evig er vor Glæde.

Læs: Kapitel 1, 13-21
546. Formaning til at fæste Haabet fuldt ud ved den kommende Frelse og i hellig Lydighed ihukomme, hvor dyrt de var købt.

Det foregaaende Afsnit var baaret af Lovsang til Gud for det levende Haab om den herlige Arv, der ventede Herrens Folk ved Jesu Kristi Aabenbarelse. Apostlen begynder nu i dette Afsnit (V.13) med at formane dem til #fuldtud, helt og udelt, at sætte deres Haab til denne kommende Naade". Jo mindre vi knytter vor Forventning til Jordens Ting, jo mere vi kan komme bort derfra og skue ud imod den kommende Herlighed, des bedre har vi fat paa Grundlaget, paa hvilket det nye hellige Livs skal leves. En Kristen skal ligne Løberen, der "binder op om sine Lænder" for ret at kunne ile mod Maalet. Blikket skal være klart fæstet mod Hjemlandet, vi maa være aandeligt "ædrue", ikke lade os beruse af denne Verdens mange spredsende og lokkende Ting.

Et saadant udelt Haab, der ikke er bundet af, om dette eller hint jordiske Formaal naas eller ej, er en god Grundvold for den hellige Vandel, hvortil Apostlen nu (V.14-16) formaner. Han stiller Guds Børns Vandel i skarp Modsætning til den vantro (hedenske) Fortid. Den Gang var "Lysterne" det afgørende for Vandelen, men det var ogsaa "Vankundighedens" Tid-er. Nu derimod maa det være "Lydigheden" overfor den Fader, hvis Børn de er blevet, der maa være det bestemmende (V. 14). Men denne vor himmelske Fader, som "kaldte" os, er "hellig", saa «maa ogsaa Børnene der af Naade bærer det hellige Navn efter den hellige Fader, sigte efter Hellighed "i al deres Vandel" (V.15). Formaningen begrundes ved Henvisning til, hvad der lød fra Herren allerede til Guds Folk i den gamle Pagt: "Vorder hellige, thi jeg er hellig" (3Mos.19,2 og flere andre Steder). I den nye Pagts Israel skal Maalet for den gamle Pagts Folk finde sin Fuldkommelse. Denne Tanke møder os bestandig i dette Apostlens Brev.

Læg Mærke til Ordet: "Hellig i al eders Vandel". Grænsestenene mellem Guds Rige og Verdens Rige sættes just ved disse smaa og dog saa betydningsfulde Ord: "Fuldt ud" (V.13) - "al" (V.15) - Hjertet "helt med Herren" (2 Krøn.16, 9). Saaledes lød det ogsaa ved Daaben: "Forsager du Djævelen og alle hans Gerninger" og alt hans Væsen«. I Guds Rige maa der bestandig sigtes efter et helt og fuldt Hjerteforhold, efter Centrum "Synd ikke mere", var Herrens Ord (Joh. 8, 11).

At Helliggørelse i al vor Omgængelse er Maalet, der maa jages efter (Filip. 3), dette begrunder Apostlen end mere ved at henvise til, at den Gud, troende Mennesker paakalder som Fader, "dømmer uden Persons Anseelse efter enhvers Gerning". Over dette, at vi, den nye Pagts Børn, kender Gud som Fader i langt inderligere Betydning, end den gamle Pagts Børn formaaede det, maa det aldrig glemmes, at Gud er en upartisk Dommer, der ikke ser igennem Fingre med sine Børn. Nej, hans Kærlighed er ikke en svag og blødagtig Karlighed, men en hellig Kærlighed, hvorfor Barneforholdet til ham mægtigt forpligter til hellig Lydighed, til at "vandre med Frygt", ikke med Trældomsfrygt, men med den hellige Bæven (Sl.2,11), der aldrig glemmer, at "hellig, hellig, hellig er den Herre Zebaoth" (Esaj. 6, 3). Og det, at vi har vort Borgerskab i Himlene, hernede har vor "Udlændighedstid", maa bestandigt minde os om at have et himmelsindet Hjerte, der svarer til det hellige Maal, vi attraar, Faderhuset oventil, hvor alt er helligt, ligesom vor Fader er hellig.

Denne Formaning til Hellighed i al Omgængelse indskærper Apostlen fremdeles ved Henvisning til, hvor dyrt vi er købt (V.18-19). Her har vi det store og skønne Ord, som Luther bruger i Forklaringen til den anden Artikel: "Ikke med forkrænkelige Ting, Sølv eller Guld - men med Kristi dyrebarse Blod, som et lydeløst og uplettet Lams". Saa dyrt er vi købt. Intet af, hvad der hører Verden til, end ikke det, Verden sætter højest, formaar at købe Frihed fra Syndens, Dødens og Djævselens Magt, ikke en eneste Synd kan Penge klare for, men Alverdens Synd er der Frelse for i Kristi Blod, thi dette Blod er helligt, og det er Gud-Menneskets Blod.

I den gamle Vagt skulde Offerdyret være "lydeløst", just fordi det skulde være Forbilledset paa Kristus, det fuldkomne Offer (se 3Mos.22,19-20). Ogsaa i Esaj. 53, hvor Kristi Lidelse forudsiges saa tydeligt, lignes han ved Lammet, der føres til Slagterbænken. Der kan her dog tillige tænkes paa Paaskelammets Blod, hvorved Israels Folk fordums frelstes fra Dødens Engel.

Som det, hvorfra de var blevet løskøbt, nævner Apostlen den "fra Fædrene overleverede tomme Vandel", det vil sige den ved Redstamning fra Fædrene, ja ogsaa ved disses Eksempel, nedarvede Omgængelse, Verdenslivet under Syndens Magt, fuldt af formørkede Begreber og forvendte Sæder og Skikke uden Hensyn til Gud eller hans Villie. Til alle Tider øver det fra Fædrene overleverede en frygtelig Magt blandt Verdens Børn. "Saalsedes gjorde vore Fædre" - "det er nu en Gang Skik", hvor ofte bliver det ikke fremsat som Indvending mod enhver hellig Formaning til Omvendselse fra Verdens Syndeliv. Der er kun eet, der kan give Kraft til at bryde disse Lænker, og det er Kristi Blod, der frelser ikke blot fra Syndens Skyld men ogsaa fra dens Magt. Syndernes Forladelse ved Kristi Blod, skænket i Daab, tilegnet i Tro, giver denne hellige Kraft til at bryde med det gamle, forfængelige, tomme Væsen.

Kristus, det sande Offerlam, var i Guds evige Raadslutning bestemt til at udføre Forløserværket, og denne Kristus er nu "aabenbaret ved Tidernes Ende" (V.20). Naar Tiden fra Kristi Aabenbarelse i Kødet som Gudslammet, der bar Alverdens Synd, bestandig i Skriften kaldes "Tidernes Ende", betegnes derved hans Komme som Afslutningen af dette Verdensløb, hvis allersidste Punkt er Kristi Genkomst til Dom.

Kristus er saaledes Begyndelsen og Enden (Joh.Aab.1,8). Men saaledes er han kun bleven aabenbar "for eders Skyld, der ved ham tror paa Gud"; for de troendes Skyld er Kristus i alleregentligste Forstand kommet, thi kun for dem bliver hans Frelservsærk til Salighed (se 1 Tim.4,10, hvor det siges om Gud, at "han er alle Menneskers Frelser, mest deres som tror"). Kristi Opstandelse fra de døde og den Herlighed, Faderen har givet ham, er den af Gud lagte Grundlov for det levende Haab hos dem, der kommer til Gud "ved ham". Deraf følger, siger Apostlen, "at eders Tro ogsaa er Haab til Gud". Udenfor Kristus er man uden Haab og uden Gud i Verden (Ef.2,12). I Kristus vinder man Tro paa Gud men ogsaa Haab om Herlighed hos Gud. Som Apostlen begyndte med "det levende Haab", saa slutter han da ogsaa denne Formaning til at vandre helligt for Gud i en ny Omgængelse med Henvisning til Herlighedshaabet.

Læs: Kapitel l, 22-25.
547. Som genfødte ved Guds Ords uforfalskede Sæd formanes Guds Børn til inderlig Kærlighed.

Apostlen skrider derefter til at pege paa det indbyrdes Forhold mellem de troende; ogsaa paa dette Punkt maatte alt være nyt, den naturlige Egenk1ærlighed maatte udrenses af deres "Sjæle" i, "Lydighed mod Sandheden", den Lydighed, han fra V.14-21 havde lagt dem saa alvorligt paa Sinde. Saaledes skulde den syndige Egenkærlighed udrenses og give Plads for "uskrømtet Broderkærlighed", saa vi "elsker hverandre inderligt af Hjertet" (V.22).

I Verden kan der ogsaa være en Slags Kærlighed, men "uskrømtet og inderlig" er den ikke. Hvor lyder Talen ikke ofte ganske anderledes bag ved de verdslige Venners Ryg end Ansigt til Ansigt med dem, og hvor mange selviske Bevvæggrunde knytter der sig ikke til denne Verdenskærlighed. Det ses bedst, naar en af disse saakaldte Venner kommer i Nød, naar Skønheden falmer, og der ingen Fordel er at hente mere. "I Nøden skal man kende sine Venner", saa lyder ogsaa et af Verdens Ordsprog.

Guds Børns indbyrdes Kærlighed hviler paa et helt andet Grundlag, paa den salige Kendsgerning, som Apostlen nævner (V. 23-25), at vi med hverandre er "genfødt ikke af forkrænkelig men af uforkrænkelig Sæd, ved Guds levende og blivende Ord".

Guds livsskabende Ord, som det møder os i Daaben saa vel som i Forkyndelsen, er mægtigt til at skabe en ny Natur i Menneskehjertet. Og dette Fællesskab om Gudslivet, det kan knytte Hierterne sammen til "eet Hjerte og een Sjæl". (Ap. Gern.4, 32). Ja, det kan binde sammen i en evig Kærlighed, en Kærlighed, der ligesom det Ord, der skabte den, som den Sæd, hvoraf den udsprang "bliver evindelig", er "uforkrænkelig".

De Baand, som forkrænkelig Sæd kan knytte, de kødelige Baand som mellem Forældre og Børn, Søskende, Slægtninge og Landsmænd har deres Betydning og skal holdes i Ære, som ogsaa satte af Gud. Men alle saadanne blot kødelige Baand har det tilfælles med "alt Kød" (V. 24), at de er som Græsset og som Græssets Blomst. Skønt og herligt kan Græsset prange til en Tid, men det gaar, som det gamle Profetord, Apostlen henviser til (Esaj. 40,6-8), siger det: "Græsset visner, og Blomsten falder af, men Herrens Ord bliver evindelig" (V. 24-25). Kun, hvad der er sammenknyttet ved Guds evige Ords Kraft, staar i evig Kærlighedspragt.

"Og dette er det Ord, som er forkyndt eder ved Evangeliet", siger Apostlen, just dette levende og blivende Ord fra Gud, mægtigt til at virke helligt og evigt Søskendeforhold mellem Guds Børn.

At dette Evangelium er forkyndt ogsaa for os - hvilken Herlighed og Naade! Ja, salig hver den, der fik Øren til at høre og Hjerte opladt til at tro dette Evangelium, hvis Blomst aldrig skal affalde, hvis Herlighed aldrig skal visne!

Se, hvor højt Gud Fader elsker sine,
Nævner os med blide Barnenavn!
Maa du da ej elske Brødre dine,
Slutte dem saa kærlig i din Favn!