En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

1 Peter

Læs: Kapitel 2, 1-5.
548. Et aandeligt Hus.

Apostlen havde i det foregaaende formanet til Broderkærlighed samt Genfødelsens Frugt. I dette Afsnit fortsættes Formaningen til saadan indbyrdes Kærlighed (V.1-3) med en Advarsel imod alt, hvad der svækker og krænker Broderkærligheden (V.1) og med hellig Tilskyndelse til at hige efter det, der kan give Ksærligheden Vækst (V. 2-3), saa at de troende kan sammenknyttes til et aandeligt Hus paa Grundvolden Kristus (V. 4-5).

Han nævner i V. 1 forskellige Ytringer af den syndige Egenkærlighed, der er Broderkærlighedens Modsætning, saaledes "Ondskab", det Sind, der søger at skade Næsten for selv at komme frem, "Svig og Hykleri", der betegner Egenkærlighedens Krogveje, "Avsind (Misundelse) og al Bagtalelse". Hvor kendes ikke alt dette den Dag i Dag som "Djævelens Angrebsvaaben for at slukke den indbyrdes Kærlighed og sætte Splid mellem de troende. Lad os ret hver især holde øje med disse her nævnte fem Giftslanger og raabe til Herren om Hjælp til at faa knust deres Hoved, hver Gang de stikker det frem i vort Hjerte.

Det bedste Middel imod alt dette Djævselskab viser Apostlen os (V.2) som dette at hige efter det, der kan give den hellige Kærlighed Vækst. Vokser den gode Sæd godt til, da kvæles Ukrudtet. Og som den Næring, ved hvilken Broderkærligheden kan vokse i Lighed med det "nyfødte Barn", nævner Apostlen "Ordets uforfalskede Mælk", hvorved han tydeligt nok betegner Gudsordet. Ligesom Barnet ogsaa søger sin Næring hos den Moder, af hvis Skød det er udgaaet, saaledes skal Gudslivet, der er udgaaet fra Ordets uforkrænkelige Sæd, ogsaa have sin Næring til Vækst ved det samme Ord. Denne aandelige Modermælk maa vi "hige efter". Den er uforfalsket, fri for alt, hvad der kan skade. Den kan give Genfødelsesspiren den Vækst, som er nødvendig, om den ikke skal dø eller blive en sygelig Vanskabning. Den bestandige Higen efter Ordet kendenmærker det Guds Barn, der er i velsignet Vækst, Hvor Hjertet bliver trevent overfor Ordet, der er Tilbagegang begyndt.

Og saa sandt, "vi har smagt, at Herren er god", saa sandt vi har Selvoplevelsens Erfaring for, at Herren er god og kun vil os godt (se Sl. 34, 9: "Smager og ser, at Herren er god"), kan det da være anderledes, end at vi maa "blive ved med at hige ind til hans Hjerte (V. 3)! Ordet her minder om Esaj.66,13, hvor Herren siger: "Som en Moder trøster sit Barn, saaledes vil jeg trøste eder." Moderen trøster just Barnet ved at give det Livsnæring af sit eget Bryst (se ogsaa 1 Thess 2, 7: "Som naar en Moder ammer sine egne Børn").

Nær ind til Herren - det er den Tanke, Apostlen nu (V.4-5) udvikler videre under et nyt Billede, Billedet af Herren som den "levende Sten", Hovedhjørnestenen, og de troende som levende Stene, der opbygges paa denne Hovedhjørnesten til et "aandeligt Hus". Dette Billede hænger nøje sammen med den foregaaende Formaning til Broderkærlighed, thi Stenene i et Hus er jo indbyrdes nøie sammenknyttede. Men i dette Billede saar Apostlen tillige en ny og herlig Tanke frem, nemlig denne, at den ny Pagts Folk skal virkeliggøre den gamle Pagts "Forjættelser om Guds Folk som Templet, i hvilket Gud vil bo, og om Guds Folks almindelige Præstedømme.

I det følgende har Apostlen bestandig forskellige Ord fra den gamle Pagt for Øje, i hvilke Frelseren just forbilledlig betegnes som Hovedhjørnestenen, "der blev forskudt af Mennesker (Sl. 118, 22) men er udvalgt og dyrebar for Gud" (Esaj. 28, 16).

"Den levende Sten" betegner Kristus som den faste Klippe, der ikke rokkes ved Angreb, der kan bære uden at svigte, i Modsætning til alt vort eget, der er som Sandgrund (Matth. 7, 26). Men Ordet "levende" betegner tillige Kristus som den, der giver Liv til hver den, der "kommer til ham" for at bygge paa ham, tillige som den Grundvold, om hvilken det med Sandhed kan siges: "Dødt vil den ej bære". De, der i ærlig Tro forbindes med denne levende Sten, bliver selv "levende Stene, opbygges til et aandeligt Hus", et helligt Tempel, i hvilket Herren selv vil bo, og som han vil fylde med sin Herlighed.

Billedet as de troende som "levende Stene" er saare rigt. Ligesom Stenene i et Hus har deres Inderside, deres lønlige Side, men ogsaa deres udadvendte Side, saaledes ogsaa de levendse Stene ; Hjerteforholdet til Gud er Lønkammer-Siden, Bekendelsen udadtil med Liv og Mund er den udadvendte Side. Steene hviler paa deres Grundvold; saaledes hviler Gudsbarnet paa Kristus og hans Naades Kraft. Men Stenene bærer ogsaa igen paa Bygningen, saaledes bærer et Guds Barn med paa Guds Riges Sag. Indbyrdes hænger Stenene nøie sammen i Kreds, saaledes sammenføjer Guds Aand de hellige i hellig Samfundskærlighed. Løse Stene er en Uting i en Bygning, de hviler ikke sast paa Grundvolden, de bærer ikke med, de støtter ikke de andre Sten. Det er ikke godt at være bleven løsnet fra den inderlige Forbindelse med det aandelige Hus, løse Sten er i stor Fare for at falde helt ud. Guds Aand er den store Bygmester, der kan danne Menneskehjerter, saa de passer ind i det aandelige Hus. I Omvendelsens Ild brænder Stenene til at vinde den rette Fasthed, Guds Aand bruger ikke "halvbrændte" Sten i det aandelige Hus, kun Hjerter, der er helt omvendte, kan føjes ind i dette aandelige Tempel. Hører du saa, kære Læser, med til de levende Stene?

Vi er Guds Hus og Kirke nu,
Bygget af levende Stene.
Som under Kors med ærlig Hu
Troen og Daaben forene.

Læs: Kapitel 2, 5-10.
549. Et helligt Præstedømme.

I V. 5 træder en ny Tanke til. De troende udgør ikke blot et aandeligt Tempelhus, i hvilket Herren bor, men de tjener ogsaa ham, som bor i Templer tjener ham som et "helligt Præsteskab". Hvad Israels Præster var i den gamle Pagts Tempel, det finder sin aandelige Fuldkommelse i de troendes hellige almindelige Præstedømme under den nye Pagt I Israels Tempel havde Præsterne Ret til at nærme sig Herren, træde frem for ham meed Ofrene, en Ret, som var forment enhver anden. I den nye Pagt er det alle de troende, de levende Stene, der i Kristus har faaet Adgang til Gud. I Stedet for de udvortes Ofre i den gamle Pagt frembærer de troendes hellige Præsteskab "aandelige Ofre", svarende til det aandelige Tempel, hvori vi tjener ; dog ikke noget Syndoffer det er bragt een Gang sor alle af vor Hovedhjørnesten, men Lovofre og Takofre (Hebr.13,15), først og fremmest det Heloffer, som bestaar i selvhengivelsen, dermed følger jo alle andre Ofre. Disse Ofre er Gud "velbehagelige (velkomne), ikke for det, som vi yder, men saa sandt de ydes »ved Jesus Kristus." Alt, hvad der frembæres for Gud i Jesu Navn, har hans Velbehag for dette Navns Skyld.

Dette begrundes (V. 6) ved Henvisning til Skriftens Ord om, at Kristus er den af Gud udvalgte Hovedhjørnesten, der bærer Zion, det Zion, der staar som det Hellige Forbillede for Gudsriget. Det er Ordet fra Esaj. 28,16, der her er anvendt paa lignende Vis som i Rom. 9, 33. Den, der i Tro bygger paa Kristus, "skal ingenlunde blive til Skamme" (Grundteksten har "haster ikke" eller rettere "flyr ikke"). Denne "Ære" bliver dem til Del, som tror (V. 7), saaledes som vor Frelser siger i Joh.12,26: "Om nogen tjener mig, ham skal Faderen ære".

Men deri, at Kristus er den af Gud udvsalgte Hovedhjørnesten, ligger ogsaa Dommen over de vantro. "Bygnings mændene", de ledende Mænd i Israel, forskød denne Sten, men derfor er den lige fuldt bleven ved med at være Hovedhjørnestenen, som ingen kan komme udenom; vil man ikke bygge paa den, bliver den en Hovedhjørnesten paa den Maade, at den bliver en "Anstødssten og Forargelsesklippe". Her er Ordene hentet fra Esaj.8,14 og minder om Frelserens eget Ord i Matth 21, 44.

I V. 8 udtales den alvorlige Tanke, at vil man ikke tro Ordet, da er man af Gud bestemt til at støde an, nemlig mod Klippen Kristus. Af Grundtekstens Ord fremgaar det klart, at det, "hvortil" de vantro er bestemte, ikke kan henvise til "Ordet" men til at "støde an". Gud har nu engang bestemt Kristus til Hsovedhjørnestenen, og deri ligger, at han har bestemt til Frselse hver den, der bygger paa Kristus, men til Fortabelse dem, der forskylder ham ved ikke at tro Evangeliet. Saaledes er Guds Bestemmelse, og den kan ikke rokkes. Udenfor Kristus kun Anstød og Forargelse; den, der vil gaa Kristus forbi, maa støde an, men Ansvaret hviler da paa Mennesket selv. For Kristus eller imod Kristus - det er det afgørende for Tid og Evighed. Og i dette Spørgsmaal kan ingen holde sig neutral, enhver nødes til at træffe sit Valg.

I V. 9-10 dvæler Apostlen ved den Ære og Hæden som af Naade er bleven de troende til Del. Alt, hvad Guds i den gamle Pagt forjættede sit Folk, dersom de "kun vilde lyde hans Røst og holde hans Pagt", som Ordet lød ved Sinai (2 Mos. 19, 5-6), det er nu den nye Pagts troende gaaet ind til som deres Arv. Apostlen nævner det ene store Naadesnavn efter det andet. Kristi troende er en "udvalgt Slægt", en Slægt som Gud har frelst ud fra Verdens vanartede Slægt og helliget for sig (se 5 Mos 7,6 og Joh.15, 16 og 19: "Jeg har udvalgt eder - af Verden"). Fremdeles "et kongeligt Præsteskab", det vil sige en Præsteskare, der hører den himmelske Konge til og har Del i hans Herlighed. Foreningen af det kongelige og det præstelige møder vi ikke blot her og i 2 Mos.19,6 men ogsaa i Joh.Aab 19,6: "Jesus Kristus har gjort os til et Kongerige, til Præster for sin Gud og Fader". Kristus er Kongepræsten (Hebr 7), og hans troende deler "Arv med ham".

Det tredie Naadesnavn er: "et helligt Folk", helliget ved "Pagtens Blod" (Hebr.10,29), og det fjerde er: "et Folk til Ejendom", et Folk, Gud i sin dybe Barmhjertighed kalder sit.

Fra dette højtbenaadede Folk skal der bestandigt lyde en Forkyndelse til Herrens Pris. Hvert troende Menneske skal være med til at "forkynde hans Dyder" (Hans Herlighed), "som kaldte os fra Mørket til sit underfulde Lys". Guds Folk skal kendes paa, at det giver Gud alene Æren ved Kristus Jesus for den underfulde Frelse, der er bleven os til Del, at vi er kommet ud af Løgnens og Syndens Mørke , hvori vi befandt os af Naturen, og ind i Guds Lys. Det maa være Summen af al vor Forkyndelse.

I V. 10 understreger Apostlen Modsætningen mellem Læsernes mørke Fortid og lyse Nutid under Henvisning til Ordet hos Profeten Hoseas 2, 23, et Ord, der egentlig først gjaldt det forskudte Israel, som Gud igen vilde forbarme sig over, men som Apostlen Peter her ligesom Paulus i Rom 9, 25 anvender paa de fordums Hedningers tilsvarende Stilling. Uden Gud er et Folk egentlig et "Ikke - Folk", den indre sammenbindende Enhed mangler i alle Verdensfolkene. Ganske vist kan det fælles Fædreland det fælles politiske og sociale, i mange Maader binde sammen, men dog ser vi bestandig, at Svidagtigheden gsennemryster Verdensfolkene med Klassehad og politisk Partivæsen. Et virkeligt Folk med indre aandelig Enhed er kun Guds Folk, det Folk, som har "fundet Barmhjertighed". Det har i ethvert Tilfælde de indre Betingelser for at være et Folk i dybeste Forstand.

Hvor Naaden dog er stor over Kristi aandelige Hus, aldrig saar vi forkyndt Guds Naades Pris saaledes, at vi kan sige: nu er det nok. Men lad os øve os i at forkynde hans Dyder, ikke blot med Mund, men først og fremmest med Livet, saa vi kan blive hans Navn til Ære, der lagde den store Naade over os, der gav os Plads i sit Tempel og gav os Lov at tjene ham der som hans kongelige Præsteskab.

Stadens Grundvold fast og ren,
Kirkens Hovedhjørnesten,
Prise vi saa gerne,
Det er Herren Jesus Krist,
Som urokket staar for vist,
Falder end hver Stjerne!

Læs: Kapitel 2, 11-17.
550. Formaning til en ret Stilling overfor Verden, særligt med de borgerlige Grundforhold for Øie, af hvilke først Forholdet til Øvrigheden fremdrages.

Med dette Afsnit kommer vi til en ny Formaningsrække. Medens den første Formaningsrække angik de troendes Forhold overfor Gud i hellig Lydighed og overfor hverandre indbyrdes i uskrømtet Broderkærlighed, samt pegede hen paa den Herlighed, der hvilede over den kristne Menighed som Fuldkommelsen af, hvad den gamle Pagts Menighed stod som Forbillede paa, gaar Apostlen nu over til at pege hen paa Menighedens Forhold til den Verden, der omgav den fra alle Sider, den hedenske Verden.

Overfor Verden, der med et skarpt og hadefuldt Blik fulgte de troendes Omgængelse, gjaldt det om ikke at give berettiget Anstød, men i det praktiske Liv at lade den se, at Guds Ejsendomsfolk var nidkært til gode Gerninger (Tit.2.14). Apostlen fremstiller først (V. 11-12) denne Formaning i sin Almindelighed. Dern»æst vejleder han de troende til at staa ret for Gud overfor de forskellige Grundforhold i det borgerlige Samfundsliv Øvrigheden (V. 13-17), Tjenernes Forhold til deres jordiske Herrer (Kap. 2,18-25), og det ægteskabelige Forhold (Kap.3,1-7), hvorefter han slutter med Formaning angaaende deres Stilling udadtil i det hele taget og understreger de Kristnes rette Stilling overfor Verden som denne: at lide i stille Taalmodighed i Kristi Efterfølgelse uden paa nogen Maade at lempe sig efter Verdens Villie. Ad denne Vej, gennem Lidelse, skulde Vejen gaa til Herligheden, saaledes soml vor Frelser ogsaa gik gennem Lidelse til Herlighed (Kap. 3, 8 - 4, 6).

Formaningen begynder i V. 11-12 med en hjertelig kærlig Paamindelse til Læserne ("I elskede"), Formaning til at betænke, at Guds Børn her paa Jord er "fremmede og Udlændinge". Deraf følger hellige Pligter. Paa den ene Side gjaldt det om at vogte sig for at blive smittet af "de kødelige Lyster", der kriger her i denne Verden og bestandigt retter deres Angreb "imod Sjælen". Skriften taler ofte om, at troende Mennesker skal vinde deres Sjæle, vinde dem tilbage fra Syndens "Magt (Luk. 21, 19, Hebr 10, 39); men de kødelige Lyster gør Stormløb sor at besnære Sjælen, for at vi skal miste den (Matth.16,26), tage Skade paa den. Derfor maa troende Mennesker "afholde sig" fra disse Lyster, være paa Vagt ogsaa overfor deres lønligste Rørelser i Hjertets Dyb.

Guds Børn skal ikke lade sig overvinde af Verden, det er det ene og første. Men det andet er, at Guds Børn skal se at vinde Verden for Kristus ved en god Omgængelse, for at Verden ved at "se" de troendes "gode Gerninger", maatte beskvemmes i sin Bagtalelse og komme til at "prise Gud paa Besøgelsens Dag" for det EksempseL de troende gav den (V.12). Den hedenske Verden den Gang var ligesom den verdslige Kristenhed nu til Dags, stærk i at beskylde de Kristne for alle mulige Misgerninger; men hvor godt, naar Verdens Mennesker i deres Indre overbevises om, at det er Løgn, hvad de siger om de helliges Skændigheder. Da bereder de helliges Livs Vej for Herren, og naar Besøgelsens Dag kommer, de særlige Naadestider, hvor Guds Aands Kald kommer Hjertet nær, da er det en mægtig Hjælp for Verdens Børn til at omvende sig, naar de helliges Liv har vidnet klart for Sandheden i Kristi Tro. Paa den anden Side kan det hindre og forsinke vantro Menneskers Omvendelse meget, naar troende Mennesker har givet berettiget Forargelse med deres Liv. Men det er Guds Folks skønneste Sejr over Verden, naar Verdens Børns Bagtalelse forvandles til Lov og Pris for den Hjælp, de fik fra Gud gennem Guds Børns gode Omgængelse.

Men da gælder det om at være paa Vagt, særligt overfor de Punkter, hvor Verden mest er efter Guds Børn med deres Beskyldninger. Det var i den gamle hedenske Tid almindeligt at beskylde de Kristne for at være Oprørere imod Kejseren og Øvrigheden. Den afgudiske Hyldest, som Hedningerne beviste Kejsersen f. eks ved at ofre til hans Billedstøtte, kunde de Kristne jo ikke være med til. Det gav ofte Anledning til disse Beskyldninger. Derfor gjaldt det om, at de Kristne alle Vegne, hvor de kunde det med god Samvittighed, viste sig som de mest lydige Undersaatter overfor "al menneskelig Orden", de Ordninger, der hører med til et menneskeligt Samfundsliv, men har deres sande Oprindelse fra Gud, ogsaa er en Guds "Skabning" (denne Betydning har egentlig Grundtekstens Ord for "Orden" paa dette Sted). Saadan Lydighed skulde de derfor udvise "for Herrens Skyld", dels fordi Øvrigheden er af Gud, dels fordi Herrens Navn æres gennem de troendes Lydighed.

Ordet her minder meget om Rom. 13. Saadan Paamindelse var nødvendig, særligt fordi "Kongen, den højeste" (V.13), Øvrighedens Toppunkt, var en Forfølger af de Kristne ved den Tid, Peter skrev sit Brev. Kejser Aero gjorde det ikke let for de Kristne at lyde ham. Men just "saaledes" var det Guds Villie", og saaledes skulde de stoppe Munden paa "de uforstandige Menneskers Vankundighed" (V.15) ved nøje Lydighed overfor Rigets "højeste" (V.13) og de af ham udsendte "Landshøvdinger" i Romerrigets Provinser. Den borgerlige Øvrigheds Opgave var jo dog trods alt at øve "Straf over Ugerningsmænd" (V. 15), men yde dem "Ros", som gjorde godt. De Kristne skulde vise, at den aandelige Frihed (V.16), Gud havde skænket dem, ikke var et "Ondskabs Skjul" og Selvraadighed, men at de vilde være "Guds Tjenere", lyde Guds Villie, ogsaa hvor den mødte dem i den as Gud fastsatte Øvrighed, saafremt denne Øvrighed da ikke gik ud over sin aandelige Ret, ikke kom til at stride mod Guds Villie.

Ogsaa i vore Dage beskyldes Herrens troende ofte for Mangel paa sand Fiædrelandskærlighed. Dette maa ikke siges med Rette, omend den hellige Fædrelandskærlighed altid vil te sig noget anderledes end den verdslige. Det er til Ære for Gud og efter Guds Villie, naar de troende viser sig som de bedste Undersaatter, naar de med Troskab røgter ogsaa deres borgerlige Pligter. I V.17 samler Apostlen denne sin Formaning i fire korte Ord. "Ærer alle", staar der; en Kristen skal aldrig glemme, at hvert Menneske, ogsaa det dybest sunkne, dog som Menneske har sin Værdi for Gud. Vi maa ikke foragte noget Menneske "Elsker Broderskabet". Overfor Guds Børn kommer den inderlige Kærlighed til ved Siden af Ærbødigheden for Mennesket som saadant (se Rom.12,10, hvor ogsaa "broderlig Kærlighed" og dette at "forekomme hverandre i at vise Ærbødighed" er knyttet sammen). Visselig har vor Frelser lagt sine Disciple paa Hjerte at elske ogsaa Fjenderne (Matth. 5, 4,21), men Kærligheden til Brødrene er af en anden og inderligere Art, fordi det fælles Liv i Gud her binder Hjerterne sammen.

"Frygter Gud, ærer Ko»ngen", disse Ord er en Efterklang af Frelserens Ord (Matth. 22, 21): "Giver Kejseren hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er". At "frygte" Gud er ikke blot et gammeltestamentligt Bud men ogsaa en evangelisk Lov, fordi det hører med til det sande Barneforhsold.

Baade Forholdet til vore Overmænd (Øvrigheden) og vore Ligemænd, vore Medborgere og Medbrødre skal hos Guds Børn helliges i Gudsfrygt. En saadan Prædiken med Livet idet praktiske Liv er vel skikket til at oplyse Verdens Vankundighed med Hensyn til, hvad levende Kristendom er. "Vort Politi har ikke nær saa meget at gøre som før," sagde en vantro Herredsfoged med en vis Beundring om en By, hvor Troslivet havde faaet stor Fremgang. Maatte det altid kunne siges om Guds Børn, hvad een af Danmarks Konger engang sagde om de hellige: "Jeg Ved, at I er mine bedste Undersaattere".

Læs: Kapitel 2, 18-25.
551. Hvorledes troende Tjeneres Forhold skal være overfor deres jordiske Herrer.

Fra det videre Omraade overfor den borgerlige Øvrighed gaar Apostlen nu over til et snævrere Omraade, til at vise, hvorledes troende Tjenere (i Oldtiden "Trælle") skulde vise deres gode Omgængelse overfor deres Herskab. Ogsaa hos Apostlen Paulus finder vi dette Forhold belyst gentagne Gange, saaledes i Ef 6, i Kol 4, i 1 Tim. 6 og i Tit. 2. Her hos Apostlen Peter belyses Forholdet udelukkende med hedenske, vantro Herrer for Øje. Som vi har omtalt det i Pauli Breve, vilde Kristentroen ikke paa udvortes Vis reformere og bryde det bestaaende Trælleforhold, men indefra ved Kristendsommens stille Magt skulde det Slaveforhold, som fandtes i den hedenske Verden, lidt efter lidt omændres ad aandelig Vej. Derfor disse mange Formaninger til Trællene om at tage dette Forhold op i Kristi Aand og Sind.

Hovedpunktet i Apostlen Peters Formaning her paa dette Sted er at indskærpe Tjenerne den rette "Underordning i al Frygt", ikke blot overfor de "gode og milde" (rettænkende) Herrer, men "ogsaa overfor de urimelige", altsaa ikke lade deres Forhold bestemme af herskabsets Forhold, men alene as Samvittighed for Gud (V. 18-19). Og han udvikler videre, at just dette finder "Yndest" for Gud som ogsaa da for Mennesker, om Tjenerne for Guds Skyld "udholder Genvordigheder" (Krænkelser), som "uretfærdigt" paaføres dem. Thi at holde ud, naar man "faar Næveslag" for sin egen Daarligheds Skyld, det er ingen Ros, men at man "holder ud", naar man "gør det gode", og just fordi man har gjort det gode, "dette finder Naade for Gud" (V. 20).

Og nu viser Apostlen, hvorledes just saadan taalmodig Udholdenhed under uforskyldte Lidelser hører Kristne til og i Sandhed er Kristi Spor (V. 21-23), ligesom ogsaa Kristus ved sin Lidelse for os og sin naadesulde Gerning med os har erhvervet os Kraft just dertil (V. 24-25).

"Thi dertil blev I kaldede" - dermed begynder Apostlen sin Formaning til at lide paa den rette Maade. Og han viser nu, hvorledes Kristus ved sin Lidelse "for os" just har efterladt os et Eksempel til Eftersølgelse i henseende til saadan taalmodig, uforskyldt Lidelse. Det uforskyldte i Kristi Lidelse fremgaar af V. 22, as at Kristus var syndfri. De Ord, hvormed dette betegnes, er hentede fra Es. 53, 9: "Han havde ikke gjort Uret, og der var ikke fundet Svig i hans Mund". I dette Frelserens hellige og sanddru Spor skulde Tjenerne først og fremmest se at følge efter, for at ogsaa deres Lidelse kunde være uforskyldt.

I Vers 23 vises dernæst Frelserens stille Taalmod under Lidelsen med Ord, der viser hen til Esaj 53, 7 ("han oplod ikke sin Mund som et Lam, der føres hen at slagtes"). Stille overgav Kristus sin Sag "til ham, som dømmer retfærdigt", og gengældte ikke selv ondt med ondt, brugte ikke Skældsord og Trusler overfor sine uretfærdige Modstandere. At Kristus oftere forkyndte Guds Dom over sine vantro Fjender, er noget andet end personlige Trusler og personlig Hævn.

I V.24 udvikles nærmere, hvorledes Kristi Lidelse ikke var for egen Skyld. "Vore Synder" bar han, han bar dem "selv paa sit Legemes". Ordet "selv" fremhæver just Modsætningen mellem ham, der bar Syndserne, og os, hvem Synderne tilhørte. Han bar vore Synder "paa sit Legeme, op paa Træet", Korsets haarde Træ. I dette, at han bar vore Synder, ligger det stedfortrædende. Hans Lidelse var i vort Sted (se Esaj 53, 4: Han blev saaret for vore Overtrædelser . . . .). Men i dette V. 24 kommer det nye Punkt med, at hans Lidelse er et Forbillede for os, men tillige en Lidelse, hvis Formaal det var at sætte os i Stand til at "afdø fra vore Synder og leve for Retfærdighed". "Ved hans Saar" er vi blevne "lægte" i dobbelt Forstand, baade saaledes, at vi i hans Blod har Syndernes Forladelse og saaledes, at vi ved hans Saar og Død for os faar Kraft til et afgjort Brud med Synden, saa vi kan leve i Retfærdighedens Tjeneste.

Der er den inderligste Sammenhæng mellem Naaden i Syndernes Forladelse og Naaden til at forlade selve Synden. Det er dette, Paulus saa klart udvikler i Rom. 6 og 7, hvor han viser, at vi er "døbt til Kristi Død", for at der kan være et Dødsforhold mellem os og det gamle Syndens Menneske, hvoraf Frugten da igen bliver den aandelige Opstandelse til et nyt Liv for Gud i Retfærdighedens Tjeneste.

Saaledes er Kristus blevet den "levende Vej" for os (Hebr 10, 20), idet han ikke blot ved sit Eksempel viser os den uforskyldte, taalmodige Lidelses Vei, men ogsaa ved denne sin Lidelse for os har erhvervet os den aandelige Livskraft til at gaa denne Vej i hans Efterfølgelse. Visselig - det er Lægedom for vore syge Sjæle. Og hvorledes denne Lægedom fra Kristi Død var bleven dem til Del, viser Apostlen i Vers 25. For var de "som vildfarende Faar", saaledes som alle Mennesker er det af Naturen Alle vore Veie, saa længe vi ikke er kommet til Kristus, er vildsomme Veje uden Maal og Med (se Esaj 53, 6: "Vi for alle vild som Faar, vi vendte os hver sin Vej").

"Men nu er I vendte om (egentlig efter Grundteksten: "har I omvendt eder") til eders Sjæles Hyrde og Tilsynsmand". Ved at vi vender os bort fra Verdens vlldsomme Veje og hen til vore Sjæles trofaste Byrde, der satte Livet til for os og saa kærligt søgte os op, derved bliver hans Død i vort Sted os til Frelse. Gud har sammenføjet Omvendelse og Syndernes Forladelse. Af Ordet her ser vi, at Omvendelsen først og fremmest betegner den store Overgang fra Død til Liv, betegner noget, der kan siges at være sket med de troende, noget afsluttet, ikke noget, der skal gentage sig Dag for Dag. Men Ordet "Tilsynsmand" peger tillige hen paa, at alle omvendte Mennesker vedvarende trænger til den gode Hyrdes Pleje "Tilsynsmand" betegnes i Grundsproget med det samme Ord, hvoraf vort "Biskop" kommer. Vor store Herre vil daglig holde Visitats hos os for at styrke vore Sjæle til at leve af hans Naade, til at følge ham efter ad Kongevejen gennem Lidelse til Herlighed!

Gennem Lidelse til Sejer
Ja, til Seier Vejen gaar,
Gaar det end igennem Taarer
Og igennem dybe Saar!
Gennem Lidelse til Sejer
Syng, ja syng med freidigt Mod!
Syng om Sejer midt i Kampen
Kun i Kraft af Jesu Blod!