En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

1 Peter

Kap 3

Apostlen kommer nu til det tredie af det borgerlige Samsundslivs Grundforhold, nemlig Ægteskabet. Ogsaa paa dette Punkt var de Kristne udsat for megen Kamp, særligt hvor Tilfældet var dette, at den ene af Parterne endnu stod i Hedenskabet, i Vantro overfor Ordet. Og det er et saadant Forhold, Apostlen har for Øje i Formaningen til Hustruerne (V.1-6).

At han begynder med at tale til Hustruerne ligger i, at det er Underdanigheden overfor al menneskelig Orden (Kap. 2, 13), han helt igennem vil indskærpe de Kristne, og i Ægteskabet er det jo særligt Hustruen, hvem Underdanighedss Pligten paahviler.

Alle kristne Hustruer gælder Formaningen: "Underordner eder under eders egne Mænd". Men Apostlen stiller straks det skønne Maal frem, som saadan Underordnen kunde føre til for deres Vedkommende, som var gift med hedenske Mænd. Her er jo ikke Tale om Indgaaelse af Ægteskabet mellem- troende og vantro, men om saadanne Forhold, hvor efter Ægteskabets Indgaaelse Hustruen var bleven Kristen. Da skal det være en saadan Hustru en mægtig Opmuntring til at staa ret i sit Forhold, at hun derved maatte kunne vinde sin Mand for Herren.

Og Apostlen peger her (V.1-2) paa den stille Prædiken "uden Ord" gennem en hellig Omgængelse i Herrens Frygt. Dermed er ikke sagt, at Hustruen aldrig skal bekende sin Tro overfor sin Mand med Munden (se V.15), men det viser sig jo saa ofte, at mellem dem, der lever sammen til daglig i et Hjem, er det ikke Mundens Vidnesbyrd, men Livets, der gør Udslaget; og mangen Hustru har ved saadan Prædiken overvundet sin Mands Vantro. Et Kristenliv levet for Herrens Aasyn, hvor Hellighedspræget, det rene, sædelige Præg, er forenet med en nøje Iagttagelse af alle skyldige Hensyn overfor Manden, er en Prædiken for Hjertet, som ikke kan overhøres

I Vers 3-4 peger Apostlen paa, hvad det er for en "Prydelse", Kvinderne skal lægge Vægt paa. Ikke skulde de gaa op i den ydre Prydelse, som verdslige Hustruer ofte har saa travlt med for derigennem at behage deres Mænd. Sømmelighed og Tækkelighed ogsaa i det ydre har visselig sin Betydning (se 1 Tim. 2, 9). Det er ikke Apostlens Mening at tale derimod, men det, han vil, er at pege paa den indre Prydselse som det afgørende, som det, troende Hustruer skal anvende deres Kraft paa. Det indre Menneske, "Hjertets skjulte Menneske", skal være en troende Kvindes Pryd, derved at dette indre Menneske er iført "en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Prydselse". Det er et uforgængeligt Smykke. En saadan sagtmodig og stille Aand er "meget kostelig for Guds". Den sagtmodige Aand er en saadan, der villig tager Hensyn til andre og gerne finder sig i, om andre, ikke tager Hensyn til en selv. En stille Aand er den, der uden Knur finder sig i de Skranker, indenfor hvilke man nu er sat. Visselig er en saadan Aand en Pryd, som alle troende Mennesker bør være smykkede med, men der er ingen, den klæder bedre end den, der staar paa Husmoderens Plads.

Denne sin Formaning til de kristne Hustruer begrunder Apostlen ved en Henvisning til "de hellige Kvinder" (P. 5-6) fra den gamle Pagt, hvis Hjerter var fyldt af Haabet paa Gud, som havde deres Skat i Gud og ikke i de ydre Smykker, og som ud af saadant helligt Sind "underordnede sig under deres egne Mænd". Og som særligt Eksempel peger han paa Sara, det udvalgte Folks Stammemoder. Ligesom de troende Hedningekristne med Rette kaldes Abrahams Børn (Rom. 4, 11 og Gal. 3, 29), saaledes kaldes de troende Hustruer særligt Saras aandelige Børn, saa sandt de beviser det samme Sind som hun, der var sin Ægtemand "lydig og kaldte ham Herres (se 1 Mos.18,12). Det er denne Lydighed, Apostlen her kalder at "gøre godt" (P. 6). Og stod de saaledes, da skulde de "ikke frygte for nogen Rædsel". De vantro Mænds Adfærd overfor deres troende Hustruer var vel ofte saaledes, at der kunde møde dem en Rædsel fra Mændene af Verdens Modstand ytrer sig vel aldrig mere pinligt, end naar den skal opleves Dag for Dag gennem en vantro Ægtefælle; men øvede de troende Hinstruer sig i at "gøre det gode", i at vandre stille i Lydighed med deres Haab sat til Gud, ja, da maatte de vel ofte lide for Sandhedens Skyld, men de skulde ikke frygte, thi Guds Velbehag var over dem, og blot sde vilde fortsætte i det Spor, saa vilde Herren stride fordem og give dem Ssejr til sidst.

Apostlen forlader dog ikke dette Punkt om helligt Ægteskabsliv uden ogsaa at rette en Formaning til Ægtemændene; Ogsaa disse havde som troende - og det er de kristne Ægtemænd, her tales til - deres kristne Pligt at underkaste sig i Forholdet til deres Hustruer. Her tænkes altsaa nu paa saadant Ægteskab, hvor begge Parter var Kristne, begge var "Arvinger til Livets Naadegave". Mændene formanes til ikke at misbruge deres Styrke og ledende Plads, men omgaas deres Hustruer "med Forstand", det vil sige, med den rette forstaaende Hensynsfuldhed. Dels maa Manden aldrig glemme, at Kvinden er "den svagere Del" ("Kar") som Regel af en finere og mere følsom Natur. Grundtekstens Ord for "svagere Del" betyder egentlig "svagere Redskab", idet baade Mand og Hustru ses som Redskaber sor Gud. Blot Ægtefæller, ja hvert Menneske, kender sig selv som et Redskab i Guds Haand til at tjene Gud og gøre hans Villie til Velsignelse, da vil dette hjælpe til at vise andre med Redskaber de rette Hensyn, ogsaa bevise Hustruen den hende tilkommende "Ære", som den, der er "Medarving" til det evige Livs Naade. Overfor Guds staar Kvinden jo som Manden (se Gal. 3, 28: "Der er ikke Mand og Kvinde, thi alle er een i Kristus Jesus"). Hensynsfuldheden er ogsaa en Aandens Frugt og lægges særligt Mændene paa Sinde, under Henblik dels til at Hustruen er den svagere Del, overfor hvem Overgreb snarest finder Sted, dels til at hun i Salighedssagen er jævsnsti1let Manden. Disse to Punkter skal Manden bestandig have for Øje.

Og Apostlen føjer til: "For at eders Bønner ikke skal forhindres. Der tænkes herved maaske paa troende Ægtefolks Fællesbøn, der har saa stor Velsignelse for Samlivets Helligelse. Men Hensynsløshed i det daglige Samliv vil ikke blot ødellægge Fællesbønnen, ogsaa den enkeltes Bøn i Lønkammeret. Hvor er det værd at give Agt paa dette! Ingen Ægtemand skal mene, at han kan lade Hensyn fare, naar han gaar ind ad sin egen Husdør, at det ikke gør saa meget, hvorledes han er overfor sin Hustru. Tværtimod, jo nærmere Forholdet er, des mere maa der vaages, des finere føles hver Krænkelse. Lad os Mænd ikke glemme det vise Ord fra Siraks Visdom: "Vær ikke som en Løve i dit Hus" (Sir. 4,33).

Her i dette Afsnit er Grundlinierne for et helligt Ægteskab draget efter Aandens Sandhed. Naar hver af Ægtefællerne tager sin af Gud givne Plads op og øver sig i at være en Velsignelse for den anden Part, da helliges Ægteskabet til Guds Ære.

Jert Hus skal I bygge paa Ordets Klippegrund,
Saa rokkes ej Muren i Stormvejrets Stund;
Hvor Korset staar Vagt, taber Mørket sin Magt.

Fra de mere særlige Formaninger gaar Apostlen nu over til i Almindelighed at lægge dem paa Sinde baade indbyrdes og udadtil at staa med idet rette Sind. Det er endnu bestandig den i Kap.2,11-12 udtalte Tanke om at gøre Hedningernes Bagtalelse til Skamme ved en god Omgængelse, der danner Formaningens Grundlag.

Naar der (V. 8) begyndes med Formaning til indbyrdes Kærlighed, til Enighed og varm Medfølelse for hverandre i al Barmhjertighed og Ydmyghed, hænger dette nøje sammen med den efterfølgende Formaning om at vise et ret Sind overfor Evangeliets Modstandere. At de troende staar kærligt sammen og ikke er indbyrdes splidagtige, har saa stor en Betydning ikke blot indadtil, men ogsaa udadtil. Vi mindes vor Frelsers Bøn om, at hans Venner maatte være eet, for at Verden kunde komme til at tro paa ham som kommen fra Gud (Joh.17,21). Den indbyrdes Kærlighed mellem de troende har en dragende Magt overfor dem, der endnu vandrer i den kolde Verden, hvor slig Kærlighed mellem Hjerter ikke findes.

I Vers 9 vender Apostlen atter Blikket hen paa de troendes Forhold overfor Verdens Fjendskab og i Samklang med Herrens Ord fra Bjergprædikenen (Matth. 5, 44) om at elske ogsaa Fjender lægger han dem paa Hjerte dog "ikke at gengælde ondt med ondt" men "tværtimod velsigne" ogsaa overfor Skældsord. Dette begrunder han paa forskellig Maade. Allerførst ved at henvise til, at de selv jo var "kaldede" til at "arve Velsignelse". Men har vi saa ufortjent faaet Velsignelsens Arv fra vor Gud, da maa dette visselig være en stærk Tilskyndelse for os til at uddele Velsignelse ogsaa til andre, uafhængigt af deres Forhold til os.

Og fremdeles viser Apostlen (V.10-12) med Ordet fra Sl.34,13-17 for Øje hen til, at der følger et lykkeligt Liv allerede hernede med dette at "h.olde sin Tunge fra ondt og sine Læber fra Svig", med ærligt "at vende sig sra ondt og gøre godt", med at "søge Fred og jage efter den", altsaa med en Vandel efter Guds Villie Livslede og Kedsommelighed følger med Syndens Tjeneste. Men vil man have sit Jordeliv saaledes, at man kan være glad ved Livet, da skal man nok erfare, at Vejen dertil gaar gennem Freds Sindet, der ikke vil hævne sig selv, men har milde og sanddru Ord og et velvilligt Hjertelag ogsaa overfor dem, der vil en ondt. Dette Sind kan kun haves i Jesu Tro, men ved Jesus kan det virkes i os. Og hvilket Guds Barn har ikke erfaret, at det at gengælde ondt med godt, det være sig i Tale eller i Gerning, gjorde Hjertet glad og Øjet lyst!

Og det ligger atter i, at "Herrens Øjne er over de retfærdige og hans Øren til deres Bøn". Herren ser mildt til sine troende, naar de strider for at vandre ret for ham, og de mærker hans Kærlighed allermest, naar Sejren var sværest at vinde ; han hørte kærligt deres Raab og lod dem smage den stille Glæde i at gengælde ondt med godt. "Men Herrens Ansigt er ogsaa over dem, som gør ondt (Han ser det onde, der øves mod hans Venner. Det skal være Guds Børns Trøst. Fjenderne kommer dog ikke længere, end Herren tilsteder dem. Men deri ligger ogsaa en Advarsel for "de retfærdige" om ikke selv at forsynde sig, ikke selv at ville hævne sig ("gøre ondt"), thi da svinder Glæden, idet Guds Ansigts Lys maa skjule sig og hans Tugt ramme ogsaa hans Børn, naar de viger bort fra Fredens Vej.

Og endnu en Grund fremfører Apostlen for at tilskynde de troende til at være "nidkære for det gode". Saa er der ingen, der i Virkeligheden kan komme til at "volde os ondt" (V.13). Ofte afvæbnes Fjendernes Had, naar deres Ondskab mødes med godt. Men selv om det ikke sker, selv om Guds Børn maa "lide for Retfærdigheds Skyld" (V.14), er de dog "salige". Blot det er stor Retfærdigheds Skyld, vi lider, da har jo vor Frelsers velsignede Forjættelse i Matth.5,10-12: "Salige er de, som er forfulgte for Retfærdigheds Skyld, thi Himmeriges Rige er deres".

Under saadan Lidelse skal man ikke frygte eller forfærdes. Vi skal ikke frygte, som de frygter, der lever hen uden Gud i Synden. Blot vi sigter efter at "hellige den Herre Kristus i vore Hjerter", at fastholde ham for vort Hjerte som vor store, hellige Gud, ophøjet over den larmende Verden, som den, vort Ve og Vel i Virkeligheden beror paa, som den, hvis hellige Villie er det afgørende for os, da bliver vi ikke beskæmmet men kan faa Magt til at overvinde Frygten.

Ordet i V.14 er en Efterklang af Ordet hos Profeten Es.8,10-13, hvor der lægges de troende paa Sinde kun at frygte Herren, men ellers ikke skikke sig lige. med Verden i dens Frygt for, hvad der skal komme.

Og denne Guds Børns Frimodighed skal ogsaa give sig til Kende (V.15) i redebon Bekendelse overfor enhver, som "kræver os til Regnskab for det Haab, som er i os". Just Haabet, Sejrshaabet om Salighed hos Gud, bliver ofte haardt angrebet af Verden, der ikke kan finde sig i Guds Børns Vished om at vinde Salighed. Verden selv har jo ingen Vished. Overfor saadant Angreb gælder det om altid at være rede til Forsvar og det overfor enhver. Dette udelukker ikke, at Guds Børn ogsaa kan bruge Ordets Vaaben til Angreb (se 2 Kor. 6, 7, hvor der tales om "Retfærdighedens Vaaben baade til Angreb og Forsvar", og 2Tim.4,2: "Vær rede i Tide og Utide"). Men til Forsvar maa vi altid være rede. Kun maa det ikke glemmes, at naar vi gør Rede for det Haab, der bor i os, da maa idet være "med Sagtmodighed og Frygt". Lidenskabelig Ophidselse og Disputeren gavner aldrig, skader kun den gode Sag. De mangfoldige spidsfindige, ofte drilagtige Indvendinger fra Modstandernes Side maa der tages paa med Stilhed. Vi har kun at vidne - med hellig Frygt for at komme til at skade Guds Sag, saa er det Guds Aands Gerning at overbevise Mennesker.

Men skal Vidnesbyrdet have Vægt, da gælder det om at have "en god Samvittighed" (V.16), det vil sige, at Livets Vidnesbyrd svarer til Mundens, for at de, der river ned paa vor Vandring i Kristus, "maa blive til Skamme" just deri, hvori de bagtaler os. Dette Punkt, den gode Ssamvittigheds Velsignelse, bliver nu et Hovedpunkt for Apsostlens Udvikling i det følgende Kap. 3, 17 til 4, 6. Dermed begyndte han Formaningen, angaaende Guds Børns Stilling overfor Verden (Kap. 2, 11-12), og dermed slutter han. Kun saaledes kan vor Tro blive den Sejr, der overvinder Verden, naar Verden maa staa til Skamme med alle sine Anklager. Derfor skal det ret være Guds Børns inderlige Bøn her i Udlændighedslandet:

Gør du vort Liv og Vandel ny
Og vore Hjerter rene,
Hjælp os Forargelse at fly
Og tjene Herren ene,
At vi kan Jesu Kristi Tro
For Verdens Børn, som hos os bo,
Ved kristen Idræt vise.

Apostlen sluttede i foregaaende Afsnit med at understrege, hvorledes det var om at gøre at kunne have en god Samvittighed overfor den vantro Verdens Bagtalelser. Dette begrunder han ved Henvisning til den Sandhed, at "det er bedre, om det saa er Guds Villie, at lide, naar man gør godt, end naar man gør ondt". Denne samme Tanke havde han allerede i en noget anden Sammenhæng udtalt sør (Kap. 2,20), hvor han dog særligt betonede den taalmodsige Lidelses Velsignelse. Her er det den uforskyldte Lidelses Følger for Guds Børn, han særligt har for Øje, idet han viser, hvorledes saadan Lidelse fører til Herlighed (se Rom:8,17, hvor ogsaa Lidelse med Kristus og Herliggørelse med ham er sammenknyttet).

For Mennesker i Almindelighed gælder de Lidelser vist nok for de tungeste, som man mener at lide uforskyldt, med Urette; men kristeligt set er det ikke saaledes. Det er langt bedre at lide med en god Samvittighed. Det fører til Herlighed. Denne i Vers 17 udtalte Sandhed begrunder Apostlen nu i Vers 18-22, idet han atter henviser til Kristi Eksempel ligesom i Kap. 2, 22-23.

Kristi Lidelse - "een Gang for vore Synder" - var heller ikke hidført ved nogen Brøde fra hans egen Side. Han led jo som "en retfærdig for uretfærdige", led, fordi han vilde "gøre godt" mod den faldne Slægt, gøre dette store for os at "føre os hen til Guds igen bringe os i Samfund med Gud, give os Adgang til Gud ved at nedbryde Skillevæggen mellem os og Gud. Altsaa for det godes Skyld led han, uden egen Brøde. Og saaledes skal hans troende følge ham efter. Naar vi lider for det godes Skyld, for vor Tros Skyld, da er det et Tegn paa, at vi er i det rette Forhold til Kristus. At Navsnkristne slipper for saadan Lidelse, er just, fordi de ikke gør det gode, ikke følger Kristus i levende Tro.

Men saadan Lidelse for det godes Skyld er salig. Ligesom Kristus led og døde een Gang for vore Synder og derefter for evig var færdig med Lidelsen (se Hebr. 9, 27-28), saaledes er ogsaa de sande Kristnes Lidelse forbigaaende, den varer kun "en kort Tid" (se Kap.5,10), saa er Gudsbarnet evigt færdigt med at lide. Der er ganske vist den store Forskel paa vor Lidelse og hans Lidelse for os, at vi med vor Lidelse visselig ikke kan fortjene Salighed. Al vor Salighed hviler udelukkende paa Kristi Lidelse for os. Det er af idel Naade, at de, der lider med Kristus, ogsaa maa faa Del i hans Herlighed, men saaledes er det.

Nu viser Apostlen Skridt for Skridt, hvorledes Kristi Herlighed udfoldede sig efter hans uforskyldte Lidelse. Som det første nævner han i Slutningen af Vers 18, at Kristus efter at have "lidt Døden i Kødet", "blev levendegjort i Aanden". "Kødet" betegner her den forgængelige Tilværelsesform, vort Kød og Blod, som Kristus havde iført sig (Hebr. 2, 14); efter denne Side af sit Væsen led han Døden, kunde han dø, for ved sin Død at sone vor Synd overfor Gud (Hebr. 2,9). "Levendegørelsen i Aanden" maa betegne den forklarede Tilværelsesform, i hvilken han fremtraadte som den opstandne Frelser med det "aandelige Legeme" (1 Kor.15,44). Dermed begyndte hans Ophøjelsesstand, hans Tilbagevenden til Herlighed.

Men nu føjer Apostlen noget til (Vers 19-20), som gennem alle Kirkens Tider har sat mange Tanker i Bevægelse og hvorover der endnu ikke er givet os fuld Klarhed. Hos Profeten Esaj. 4, 5 staar der: "Der skal være Dække over alt det, som er herligt". Saaledes hviler der ogsaa et Dække over disse Ord i Vers 19-20. At det betegner noget herligt for Kristus idet staar fast, men ellers har der været forskellige Forstaaelser blandt Kirkens Mænd med Hensyn til dette Ord, der fortæller os om en Kristi Gerning i denne forklarede Tilværelsesform, om en Prædiken af den efter Aanden levendegjorte Frelser, en Prædiken for "Aanderne, som var i Forvaring (i Fængsel), som fordum var genstridige, den Gang Guds Langmodighed ventede i Noahs Dage, medens Arken byggedes, i hvilken nogle faa, nemlig otte Sjæle frelstes igennem Vands".

Hvad der her siges, er enestaaende i, den hellige Skrift, der findes ingen andre Ord i Skriften, der kan tjene til at forklare os Ordets Mening. Her rejser sig en hel Del Spørgsmaal, nemlig 1) for hvem prædikede han? 2) naar (før eller efter Opstandelsen)? 3) hvad var Indholdet af hans Prædiken, var det en Prædiken til Dom eller til Frelse?

Naar der spørges: For hvem prædikede han, da svarer Ordet her: "For Aanderne, som var i Forvaring", og der tilføjes som nærmere Forklaring, at det var Syndflodsslægten, den forhærdede Slægt fra Noahs Dage, der trodsede Guds Langmodighed 120 Aar igennem (se 1 Mos.6,1-7). De Aander, her er Tale om, har nogle, i Følge en særegen Forklaring af 1 Mos. 6, forstaaet som de faldne Engle. Men Sammenhængen viser, at det maa være Menneskeaander. Tilføjelsen om Genstridsigheden paa Noahs Dage viser tydeligt nok hen til den fordærvede Menneskeslægt, der trodsede i de 120 Aar.

Nogle, deriblandt den store Kirkefader Augustin, forstod det som en Prædiken af Kristus, som han, længe før han blev Menneske, havde holdt for den genstridige Syndflodsslægt i Aanden gennem Noah, saa her altsaa blot skulde være Tale om en Henvisning til, hvad Kristus havde gjort i fordums Dage og ikke være Tale om noget, som han gjorde efter sin Død for os paa Korset. Man begrundede denne Fortolkning ved Henvisning til 1 Pet. 1, 11, hvor der tales om, at "Kristi Aand" havde talt i Profeterne, førend han blev Menneske, og saaledes skulde han da ogsaa have talt gennem Noah for den dalevende Slægt, som nu var i Forvaring.

Men det staar der jo slet ikke her. Det maatte have været udtrykt ganske anderledes. Her er tydeligt nok Tale om noget, Kristus gjorde efter sin Død som "levendegjort i Aand".

Andre, som Luther, forstod det om Kristi Prædiken ved Apostlene og mente, at Ordet "i Forvaring" maatte forstaas aandeligt om det Vantroens Fængsel, hvori de Mennesker, Apostlene prædikede for, befandt sig. Men det er umuligt paa Grund af Tilføjelsen i Vers 20, hvor det udtrykkeligt siges, at det var Slægten paa Noahs Dage, Kristus prædikede for. Teksten byder os at forstaa det om Aanderne af dem, der omkom ved Syndflodem hvilke Aander altsaa her siges at være i et Fængfel.

Af Skriftens Ord hører vi andetsteds, at der i de dødes Rige er forskellige Steder. Der er et Paradis, hvor de troende venter paa Dommens Dag (se Herrens Ord til den angrende Røver, Luk· 28, 43: "Sandelig siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset"). Men vi hører ogsaa om et pinefuldt Ventested (Luk.16,23), hvor den rige Verdensmand befandt sig efter Døden. Noget tilsvarende dertil maa dette Fængsel for Aanderne fra Syndflodens Dage betegne.

Naar der spørges: "Naar gik Kristus hen og prædikede for disse Aander, siges her kun, at det skete, da han var levendegjort i Aand, altsaa i den forklarede Tilværelsesform, hvori han viste sig som opstanden. Men om det skete, før han fremtraadte af Graven eller i Tiden efter at han var fremtraadt som opstanden af Graven, derover hviler et Dække, som ingen endnu kan løfte.

Saa kommer Hovedspørgsmsaalet: "Hvad var Indholdet af Kristi Prædiken? Det Ord, der her bruges for "prædikede", betyder egentlig "at være Herold", udraabe noget ; det bruges i god Betydning om at udraabe et godt Budskab lig med at forkynde Evangelium, dog kan det ogsaa bruges om at forkynde Loven og dens Dom (se Rom. 2,21 og Gal.5, 11). Mest almindeligt bruges det dog om at prædike Frelsens Tilbud.

En hel Del af Kirkens Mænd, saaledes de gamle lutherske Theologer, forstod denne Kristi Prædiken som en Domsforkyndelse. Man mente, at Sammenhængen her pegede afgjort hen paa Dom, at den forhærdede Syndflodsslægt her var Billede paa de vantro Fjender, som de Kristne, hvilke Peter skrev til i dette Brev, bespottedes af. Ligesaa henviste man til 2 Pet. 2, 5, hvor Syndflodsslægten ses under Billedet af en fortabt Slægt ("en Verden af ugudelige").

I Forbindelse dermed forstod man Ordet i Kap. 4, 6 ("Derfor blev Evangeliet forkyndt ogsaa for døde") om Mennesker, som havde hørt Evangeliet, medens de levede, men nu var døde. Man benægtede altsaa paa det bestemteste enhver Frelsesforskyndelse fra Kristi Side i de dødes Rige. Skriften har jo heller ikke et eneste Ord noget andet Sted om nogen saadan Prædiken i Dødsriget. Men man kunde nok spørge, hvortil en Domsforkyndselse skulde tjene! Ja, det kunde være en afskrækkende Advarsel for dem, der nu forhærdede sig imod Evangeliet, et Vidnesbyrd om, hvad de, der er genstridige, har at vente. Thi det er aabenbart, at en saadan Domsforkyndelse maatte tjene til at forhøje de fortabte Aanders Usalighed. Kristi Vælde og Sejrsmagt forherligedes jo ganske vist ogsaa ved en saadan Domsfældelse. Dog kan det ikke nægtes, at der er noget besynderligt i, at Kristi Forherligelse skulde begrundes ud fra en Fordømmelsesprædiken just over Syndflodsslægten.

Den Forstaaelse, som i Kirkens senere Tider mere og mere har banet sig Vej, er, at her er Tale om en Evangelieforkyndelse for Syndflodsslægten. Man hævder for det første, at Ordet "prædikede" (det græske "ekeryren"), hvor det staar alene uden nærmere Angivelse af, hvad der prædikes, altid i den hellige Skrifts Sprog betegner Forkyndelse af Frelsesbudskabet. For det andet: Hovedformaalet i denne Sammenhæng er at vise Kristi Forherligelse, hans Sejr over Døden, men denne hans Sejr kunde jo ikke vise sig kraftigere end just derved, at han endog kunde gribe frelsende ind i de Aanders Skæbne, der ventede paa Dom. Og for det tredie: Ganske vist fremstilles Syndflodsslægten efter sin Helhed som Forbillede for en Slægt, der venter paa den endelige Straf paa Dommens Dag (2 Pet. 2, 9), men dels kan alle ikke tænkes lige forhærdede, dels kunde man tænke sig, at Noahs Prædiken dog kunde trænge til en Tilføjelse, idet Kristus næppe kan antages at være prædiket i Klarhed paa Noahs Dage. Noget andet var det med Israsels Børn, der havde Moses og Profeterne (Luk. 16, 29).

Man har tidligere henvist til Herrens Ord i Matths.11,21-24, hvor Herren siger, at dersom "de kraftige Gerninger var gjort i Tyrus, Sidon og Sodoma, som var gjorte i Korazin, Bethsaida og Kapernaum", da vilde der være sket Omvendelse i de førstnævnte Sreder, ja Sodoma vilde ikke være gaaet under. Dette har man ment pegede hen paa Mulighed for Omvendelse blandt disse svundne Slægter. Endelig fremgaar af Kap. 4,5-6, hvorledes dette saa end forstaas, dog saa meget, sat alle maa høre Ordet, for at Kristus kan holde Dom over dem, hvilket jo ogsaa synes at stemme med Guds Retfærdighed og Kærlighed til Sjæles Frelse.

Naar adskillige i nyere Tid derfra igen har villet slutte, at Evangeliet i Dødsriget prædikes for alle, der ikke har hørt det klart ogsaa indenfor Kristenheden, da maa vi dertil sige, at derom siger Ordet her intet som helst. At udvikle en saadan Lære om Omvendelse efter Døden ud fra dette Sted er at gaa ud over, hvad Gud har sagt os, og det er altid Synd og fører til Vildfarelse.

Medens begge de førnævnte Fortolkninger af dette Ord tillægger Kristus en Gerning, en Virksomhed i Dødsriget, efter at han var bleven levendegjort efter Aanden, efter at hans Sjæl igen havde forenet sig med det aandeligt forklarede Legeme, enten det nu var en Virksomhed til Doms-Prædiken eller Frelses-Prædiken, er der i allernyeste Tid fremsat endnu en Fortolkning angaaende dette Sted, der hævder, at her slet ikke er Tale om nogen egentlig Prædikevirksomhed i Ord for Aanderne, men kun om en Aabenbarelse af Jesus som den levendegjorte for alle Aanderne i Dødsriget, for at disse Aander kunde se Kristi Sejr over Døden. Der oversættes da efter denne Fortolkning saaledes (V.18-20: "Thi ogsaa Kristus døde een Gang for Synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunde føre os til Gud, han, som vel blev dødet for Kødet, men levendegjort for Aanden, i hvilken han gik bort og kundgjorde det - ogsaa for de fængslede Aander, som var vantro den Gang, da Guds Langmodighed ventede si Noahs Dage, medens Arken blev bygget - - -"

Efter denne Fortolkning var det, som Kristus kundgjorde, blot selve denne Kendsgerning, at han var bleven levendegjort, havde vundet Sejr over Døden, og denne Kundgørelse fandt Sted alene derved, at han gik bort og viste sig for Aanderne i Dødsriget i denne sin levsendegjorte Tilstand.

Efter de tre Dages Ophold i de afdøde troendes Paradis, hvor Kristi Sjæl hvilede efter det fuldbragte Værk, i Lighed med de "fuldkommende retfærdiges Aander" (Hebr. 12, 23), blev han levendegjort (se Ap. Gern 2,24: "ham oprejste Gud, idet han gjorde Ende paa Dødens Veer, eftersom det ikke var muligt, at han kunde fastholdes af den"). Og efter denne sin Levendegørelse (enten det nu var, før han traadte frem af Graven eller efter - derom siges intet), gik han hen og viste sig til sin Forherligelse for samtlige Aander som Dødens Overvinder. Tidligere havde Døds’riget bestandig beholdt, hvad det havde faaet ; ogsaa de Aander, som Kristus opvakte fra de døde i sit Jordeliv, Jairus' Datter, Enkens Søn af Nain og Lazarus, var dog Tid efter anden vendt tilbage til Dødsriget for at vente paa den store Opstandelses Morgen, men Kristus sprængte i sin Person Dødens Lænker for bestandigt og derved forhenligedes han overfor alle Dødsrigets" Beboere, ogsaa overfor de værste af dem, den forhærdede Syndflodsslægt - -

Der er meget i denne Fortolkning, som maa tiltale, dersom Ordene og Ordstillingen i Grundteksten kan gengives saaledes. Thi derved fastslaas intet om nogen bestemt Slags Prædikevirksomhed af Kristus i Dødsriget, og dette er det ædrueligste Stade, saa sandt som vi ikke skal indlade os paa at ville drage Dækket bort for det, Gud ikke har givet os fuld Klarhed over.

Hvorledes det, nu end har sig med de forskellige Fortolkninger, kan vi uden at gaa ud over, hvad Ordet aabenbart siger os, udtale, at dette dunkle Sted dog klart nok taler om en Aabenbarelse af Kristus for Aander i Dødsriget," en Aabenbarelse, der tjente til hans Forherligelse, og endvidere, at denne Aabenbarelse særligt fremhæves at være sket overfor den genstridige Syndflodsslægt, der 120 Aar igennem satte Guds ventende Langmodighed paa Prøve i Noahs Dage, en Langmodighed, der i den sidste Tid endnu fremtraadte med den stærke Formaning, der laa i, at Arken byggedes; det var jo det allertydeligste Bevis paa, at Dommen nærmede sig, og at Guds Langmodighsed vilde briste, saafremt den ikke i dens sidste Øieblik blev modtaget til Frelse.

Vi har nu i Vers 19-20 betragtet det første Trin i Kristi Forherligelse efter hans uforskyldte Lidelse, nemlig hans Forherligelse overfor Dødsriget. I det følgende (V. 21-22) viser Apostlen nu til Læsernes Opmuntring, hvorledes. Kristi Herliggørelse efter Lidelsen viste sig ogsaa paa Jorden, i hans Frelsesgerning overfor den paa Jorden levende Slægt (V. 21), saavel som overfor de himmelske Englemagter, over hvilke han troner som himmelfaren ved Faderens højre Haand (V. 22).

Gennem Lidelse til Sejer
Gaar den Vej, som Jesus gik,
Om en anden Vej at vandre
Ej vi noget Løfte fik.

Med Ordet i Vers 20 om den lille Flok, der paa Syndflodens Dage blev frelst, gaar Apostlen over til at skildre den frelsende Virksomhed, der "ved Jesu Kristi Opstandelse" var traadt i Kraft for den paa Jorden levende Slægt til Herlighed for Guds Søn efter hans Lidelse for os. Havde han i det foregaaende (Vers 19-20) ladet Læserne skue ind i, hvorledes Kristi herlighedsglans havde lyst ind over Dødsriget, saa er det nu den opstandne Frelsers Herlighed paa Jorderige (se 1Tim.3,16), han dernæst skildrer for Læserne.

Denne Virksomhed til vor Frelse og vor Retfærdiggørelse ("oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld" (Rom. 4, 25)) øver den opstandne Frelser først og fremmest gennem Daaben. Og denne Frelsens Gerning i Daaben ser Apostlen forbilledlig betegnet i den Frelse, som fordum paa Syndflodsens Dage blev den lille troende Flok til Del. At Flokken var saa lille den Gang, hvilket fremhæves derved, at Tallet paa de frelste Sjæle ("otte") nævnes, har vel ogsaa forbilledlig Betydning "Den lille Hjord" plejer Kristi Menighed jo altid at være overfor de mange, der staar imod. Men hvor lille Flokken end er, den er dog ikke glemt af Gud. Det er Opmuntring for Guds Folk.

Det er, som man ser af Grundteksten, ikke Arken, der sættes som Daabens Modbillede, men Vandet. At de blev frelst "i Vandet" (som vor gamle danske Oversættelse har), staar der egentlig ikke i Grundteksten, men "ved Vand" eller "igennem Vand". Oversætter man "ved Vand", som de fleste gør, ses Syndflodens Vand, der blev til Fortabelse for de genstridige, som et Redningsmiddel for de troende, idet Vandet bar Arken oppe over Afgrundsdybet. Oversættes (som ivor nuværende Oversættelse) "igennsem Vand", maa man tænke sig, at Noah og hans Slægt er blevet udenfor Arken, indtil Vandet var steget saa højt, at de igennem det frelste sig ind i Arken. Nogle har tænkt, at Noah i sin Nidkærhed for at kalde ad Mennesker var blevet udenfor Arken, indtil Vandet ("alle Kilder i den store Afgrund«, se 1 Mos.7, 11) var steget saa højt, at han gennem Vandet maatte gaa ind i Arken Ganske vist staar der (1 Mos.7,13), at Noah og hans Slægt først gik ind i Arken "paa den selv samme Dag", da Syndfloden brød frem. I saa Fald maa Apostlen have tænkt sig Noahs og hans Families Indgang i Arken gennem Vandet som Forbillede paa den Maade, hvorpaa Læserne og alle den nye Pagts Børn indgaa i Guds Menighed, nemlig gennem Daabens frelsende Vand. Dog er denne Oversættelse "gennem Vandet" alligevel ikke rigtig i Overensstemmelse med 1 Mos. 7, hvor der ikke siges, at Noah og hans Slægt gik ind i Arken, fordi Vandet steg, men at de gjorde det paa Guds Befaling, og det - efter den sandsynligste Forstaaelse - før Vandfloden var begyndt at komme over Jorden. Saa maa vi da helst blive ved den første Oversættelse: "ved Vandet". Altsaa ligesom Vandet bar Arken oppe, saaledes bærer vor Daab med det ved Guds Kraft frelsende Vand modbilledligt Guds Menighed oppe over Dødsdybet.

Denne Daabens frelsende Betydning udvikles nøiere i det, der tilføjes om Daaben, nemlig, at den "ikke er Fjernelse as Køds Urenhed", ikke en ydre Renselse fra Legemets Smuds, ikke noget blot udvortes, som saa mange Sekterere vil gøre Daaben til, "men en god Samvittigheds Pagt med Gud" saaledes oversætter vor danske Oversættelse. Dog er det græske Ords Betydning som "PVagt" usikker, denne Betydning af Ordet blev først gængse efter det nye Testamentes Tid (i Retssproget). Det paagældende græske Ord maa snarest oversættes ved "Henvendelse" eller "Bøn", og man kan da enten oversætte: "en god Samvittigheds Henvendelse - (Henflyen) til Gud" eller "Henvendelse (Bøn) til Gud om en god Samvsittighed". I første Tilfælde betegnses, at der kræves en god Samvittighed, et redeligt og oprigtigt Forhold (som vi finder det hos smaa Børn), for at blive stedt til Daaben. Men det er dog vanskeligt at tale om en god Samvittighed før Daaben. Det synes en noget for stærk Betegnelse for Sindets Oprigtighed. Bedst bliver det da at oversætte: "Henvendelse (Bøn) til Gud om en god Samvittighed". I det lille Barnehjerte ligger jo et Suk, en Længsel hen imod Gud, som en Levning af Guds-billedet, og dette Længselssuk maa ogsaa være fremme hos den voksne, for at Daaben rettelig kan finde Sted. Men dette Længselssuk fra det syndefødste Menneskehjerte er just rettet paa at faa en "god Samvittighed" overfor Gud ved den Syndsforladelse, der skænkes i Daaben.

En Pagt er Daaben jo ogsaa, omend det saaledes vel næppe siges her. Det fremgaar af, at den gamle Omskærelsens Pagt finder sin Fuldkommelse i den kristelige Daab, som- Apostslen Panlus siger det i Kol.2,11-12. Daaben er den Naadepagt, hvor Gud ved Syndernes Forladelse borttager vor Skyld og derved bryder det syndige Køds Magt. Og dette gør han i Barmhjertighed, idet hans Øre hører Længselssukket indefra det faldne Menneskehjerte. Saa meget fremgaar da klart af dette Ord om Daaben, at dens Vand i Forbindelse med Ordet (se Efes.5,26) skænker os Syndere "en god Samvittighed" ved Syndernes Forladelse (se Ordet til Saulus i Ap. Gern 22,16: "Lad dig døbe og dine Synder aftvætte") og saaledes frelser os, om vi da tager imod Daabens Gave.

Men det er til den opstandne Frelsers Forherligelse; at han saaledes i Daaben skænker os Frugten af sin uforskyldte Lidelse og derved "fører os hen til Gud" (V.18), bringer os i Livssamfund med Gud. Derved herliggøres Kristus paa Jord. Vi mindes herved om Ordet i Esaj. 53, 11: "Fordi, hans Sjæl har hast Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes. Naar han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange".

Saa kommer vi (V. 22) til det tredie Led i vor Frelsers Herliggørelse efter hans uforskyldte Lidelse, hans Herlighed i Himlen, hvor han som den "himmelfarne" sidder ved "Guds højre Haand, efter at Engle og Myndigheder og Kræfter er ham underlagte". "Myndigheder og Kræfter" betegner her hos Apostlen Peter ligesom hos Paulus forskellige Trin i Engle-Myndighed.

Hvilken Opmuntring for Læserne, for Herrens troende til alle Tider, at vor Frelser, vort Hovede, er blevet saa højt ophøjet. Lider vi da med ham og for hans Skyld, som de, der gør, hvad godt er (V.16), som de, der vil lyde ham, det koste, hvad det koste vil, da skal ogsaa vi herliggøres med ham (Rom. 8, 17). Det er den kristne Lidelses høje Maal og salige Belønning, vor Frelsers Navn til Ære og Herlighed.

Jesu Kors blev Sejerstrone,
Israel vandt Kanaan,
Helgenskaren vandt sin Krone,
Mens den stod paa stormfuld Strand.