|
Guldgruben
En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen
Ottende bind:
1 Peter
Kap 4
Læs: Kapitel 4, 1-6.
556. Væbner eder med Kristi Sind!
Med Kap. 4 vender Apostlen nu, efter i det foregaaende at have vist, hvorledes uforskyldt Lidelse i Herren fører til Herlighed, tilbage til Hovedtanken i det forudgaaende, at Læserne skulde som Herrens Stridsmænd være rede til at lide. "Kristus led i Kødet", saa maa ogsaa hans troende "væbne sig med det samme Sind" (V. 1), ikke vægre sig ved at lide i Kødet.
Men dette begrunder han nu fra en ny Side, idet han viser, hvorledes "Lidelse i Kødet« (selvfølgelig den kristne Lidelse for Sandhedens Skyld) betegner et Brud med Synd ("den der har lidt i Kødet, er hørt op med "Synd"). Da Kristus gik sin Lidelse igennem, idet han døde for os, blev han færdig med Synden. Synden havde ikke mere noget at kræve af ham som vor Forsoner hos Gud. Men noget tilsvarende opleves af alle Jesu troende. Vi er jo "døbt til Kristi Død" (Rom. 6, 3). Og dette vort Samfund med Kristi Død skal kendes i vort Liv, saaledes at der er bleven et Dødsforhold ogsaa mellem os og Synden. Kødet er dødsdømt, naglet til Korset, og denne Dødslidelse i Kødet mærkes i alle sande troendes Liv. Men just denne Lidelse, som det gamle Menneskes Død volder, denne hellige Lidelse, som vi i Troen i Kraft af Daabens Samfund med Herren er kommen ind i, er Beviset for, at vi er færdig med Synden; ikke saaledes, at Synden er borte, men vi har brudt med den, "hørt op med" at tjene den, dødsdømt den til ikke at have nogen Magt over os mere. Synden har heller intet mere at kræve af os, der er døbt til Kristi Død og vil leve vort Liv med ham.
Dette Sind skal være et Guds Barns Rustning imod alle Lokkelser fra Verden, baade Verden inden i os og Verden uden for os, "saa at vi ikke fremdeles lever den øvrige Tid i Kødet efter Menneskers Lyster men efter Guds Villie" (V.2). Den Tid, et troende Menneske endnu har at leve her i Kød (i Legemet), skal helt igennem kendemærkes ved, at der er Dødsforhold mellem os og Synden, men Livsforhold mellen os og Gud. Ordet her minder saa ganske om Rom.6, 11 ("anser eder selv døde fra Synden men levende for Gud i Kristus Jesus"); ligesaa minder det om Gal. 2,20 ("med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke mere mig, der lever, men Kristus lever i mig, men hvad jeg nu lever i Kødet, det lever jeg i Troen paa Guds Søn").
Tidligere havde Apostlen formanet dem til ikke at give Anstød overfor Hedningerne, til at være al menneskelig Samfundsorden underdanig for Herrens Skyld. Men noget andet er det overfor "Menneskers Lyster" (V.2); der gælder det om med Livet at bevidne, at man har brudt med Synden og dens Lyst, og der maa ingen Lempelse finde Sted overfor Verden, der maa Jesu troende, ligesom han selv, blive Anstødssten. De levende Sten i Herrens Hus (Kap. 2, 5) skal visselig ikke være som Rullesten, der lader sig afslibe i Verdens Bølgegang og mister deres hellige Kanter. Nej, saa duede vi ikke til at være Sten i Guds Hus. Denne Formaning begrunder Apostlen (V.3) med det alvorlige Ord, at de i deres hedenske Fortid længe nok havde øvet "Hedningernes Villie" og vandret i Syndens skrækkelige Lænker, Usædelighed, Fylderi og skændig Afgudsdyrkelse. Lad Verden saa kun undre sig over, at denne Syndens Vandel er forbi for os, at vi ikke mere løber med til "den samme Ryggesløshedens Pøl" (V. 4). "Pøl" bør maaske rettere efter Grundteksten gengives ved "det, der strømmer over alle Bredder". Synden tænkes under Billedet af en snavset Strøm, der flyder over (i Lighed med Billedet i Esaj. 57, 20, hvor de ugudelige lignes ved det urolige Hav, "hvis Vande udkaster Skarn og Dynd"). Fordi vi før vandrede ligesom de, undrer Verdens Børn sig over, at det nu er bleven saa ganske anderledes med os. Og de spotter. For at værge sig i sit Syndeliv griber Verden til Spottens Vaaben. "Men", siger Ordet (V. 5), "de skal gøre ham Regnskab, som er rede til at dømme levende og døde". Guds Børn skal stille bære disse Bespottelser og ikke derved lade sig skræmme til at slaa af paa et helligt Liv. Verdens Spsot skal engang frem for Guds Domstol, hvor meget saa Verden nu sætter sig til Doms over de troende.
Dette, at Herrens Dom vil udgaa over "levende og døde", det vil sige over alle, enten de nu lever ved Herrens Genkomst eller allerede er døde, begrundes i V. 6 ved Henvisning til, at just "derfor blev Evangeliet forkyndt ogsaa for døde, for at de vel skulde være dømte paa Menneskers Vis i Kødet, men leve paa Guds Vis i Aanden".
Ogsaa dette Ord bliver, som vi allerede antydede det i Slutningen af Kap. 3, forstaaet forskelligt, eftersom man forstaar Kap.3,19 som en Frelsesforkyndelse for afdødes Aander eller ikke. De, der forstaar det om en Prædiken i Dødsriget til Omvendelse, forklarer saaledes: Alle skal aflægge Kristus Regnskab; for dem, der da ikke har hørt Evangeliet i levende Live, er det derfor bleven forkyndt efter deres Død, for at de, omend de for Mennesker blev dømt i Kødet, det vil sige endte det legemlige Liv uden at have modtaget Frelsen, for Gud (i Guds Ojne) dog kunde leve i Aand. Der vilde saa i dette Ord være Tale om en Evangelieforkyndelse ikke blot for de i Kap.3,19-20 nævnte (Noahs samtidige) men for døde i Almindelighed, efter Sammenhængen om saadanne døde, der ikke havde hørt Ordet hernede. Deri ligger saa en passende Begrundelse for, at alle skal aflægge Herren Regnskab. Alle skal høre Evangeliet, have Valget, og kan saaledes dømmes med Retfærdighed.
Mod Tanken i Almindelighed kan der vel ikke indvendes noget, skønt der ingen andre Steder tales om nogen Evangelieforkyndelse for døde. Da det er Guds Villie, at alle skal blive salige og komme til Sandheds Erkendelse (1Tim.2,4), saafremt de da selv vil, tør vi gaa ud fra, at han ogsaa har sine Veje til at forelægge hvert Menneske Valget, som ikke fik det her i Jordelivet. Men det hører til de skjulte Ting, hvorom vi ikke i Skriften finder os noget aabenbaret, uden det just skulde være her paa dette Sted, hvis Ordet skal forstaas som ovenwævnt.
Dog er der ikke faa af Guds Ords Fortolkere, som vi allerede omtalte det i Kap.3,19-20, der forstaar Ordet her paa en anden Maade, nemlig saaledes, at her blot tales om, at Evangeliet er bleven forkyndt for dem, der nu er døde, men forkyndt for dem, medens de endnu levede. Grundtekstsens Ord kan lige saa vel og maaske endnu mere sprogs rigtigt forstaas saaledes, at Evangelieforkyndelsen har fundet Sted, ikke efter den Dom i Kødet, der ligger i den legemlige Død, men forud for denne Begivenhed Meningen bliver da efter denne Opfattelse enten en Trøst for de troende, som her i Livet havde maattet døje Spot og Mosdstand for deres Tros Skyld og var gaaet bort for, Herrens Genkomst, den Trøst nemlig, at Herren just derfor havde ladet Evangeliet lyde for dem her i Live, for at han, efter at Dødens Dom var gaaet hen over deres Kød, kunde fikre dem et Liv "i Aands", det vil sige, i forklaret, herliggjort Menneskenatur (i Lighed med Frelserens Opstansdelses Legeme). Saaledes levendegjorte skulde disse bortgangne Brødre, naar Herren kom igen f«or at dømme levende og døde, staa for hans Trone for af Herrens Mund at modtage den guddommelige Frifindelse for alle deres Fjenders Anklager og Bespottelser her i Jordelivet.
Eller ogsaa forstaas dette Ord som en Trusel over de Spottere, der omtales i V. 5, ikke blot de Spottere, der nu levede, men ogsaa dem, der allerede var døde, idet denne Trusel begrundes just derved, at der ogsaa var prædiket Evangelium for dem, medens de levede, for at de skulde vinde Liv efter Gud i Aand, selv om Evangeliet ikke bragte Frelse fra en legemlig Død. Tanken er da, at disse afdøde Spottere i deres Livstid havde hørt Evangeliets Tilbud forgæves, saa at Guds Hensigt med dem ikke var bleven naaet, hvorfor de maatte hjemfalde til den sig nærmende Dom.
Men enten Ordet nu opfattes som en Trøst med Hensyn til afdøde Brødre eller Trusel over afdøde Spottere, saa er disse sidste Fortolkere enige om, at her ikke er Tale om en Evangelieforkyndelse i Dødsriget men kun om. en Forkyndelse i Jordelivet for saadanne, som var døde, da Apostlen skrev dette Brev.
Der hviler et Dække over dette, som vel vanskeligt hæves her i dette Tidsløb. Det, der er klart ud af Ordet, er dette, at Evangeliet vel ikke sikrer mod legemlig Død, men sigter paa at give et aandeligt Liv, ogsaa føre det døde Legeme ind i en forklaret aandelig Tilstand, saafremt Evangeliet er bleven modtaget. Og klart er det fremdeles af Ordet, at hver Sjæl skal aflægge levendes og dødes Dommer Regnskab. Men om her menes Evangelieforkyndelse paa anden Maade, end at Evangeliet forkyndtes de nu afdøde i deres Jordeliv, derom staar Mening imod Mening. Det, det gælder om for hvert Menneske, er at tage imod Evangeliets Livstilbud, naar Tilbudet gøres os, og ikke opsættse Omvendelsen i Tillid til, at det altid kan naas. Og for Guds Børn gælder det om ikke at lade sig skræmme af Verdens Spot til at skikke sig lige med Verden, til at leve for "Menneskers Lyster", men være rede til at lide og i dette Sind leve for Guds Villie med den store Dag for Øje.
Ført den klare Morgenstjerne
Vidner højt fra Himlens Hvælv:
Dagen hastig nu sig nærmer,
Den, hvis Sol er Herren selv;
Verdens Aftenstjerne slukkes,
Og med den al Nat og Strid;
Trætte Vægter hist i Taarnet,
Vaag da end en liden Tid!
Læs: Kapitel 4, 7—11.
557. Formaning til med Bønnens Sind i indbyrdes Kærlighed at tjene hverandre, Gud til Ære.
Med dette tredie og sidste Afsnit af Apostlens Brev begynder en Række Formaninger til de troende med Hensyn til det rette Forhold i Menighedslivet som sande og levende Menighedslemmer. Som den røde Traad igennem alle disse Formaninger gaar den levende Forventning om "alle Tings Ende" og Kristi "Herligheds Aabenbarelse".
"Men alle Tings Ende er kommen nær" - disse Ord knytter sig til den i V. 5 udtalte Tanke om den kommende Dom. Hele den Tid, der ligger imellem Herrens Frelserværk her paa Jord og hans Genkomst, betegnes i det nye Testamente bestandig som Tidernes Ende, de sidste Tider (se Hebr.1,1 og mange andre Steder). Dermed siges, at hele den mellemliggende Tid kun er en Udvikling af, hvad der blev givet ved Kristi første Komme. Hele dette Tidsrum, enten det efter menneskelig Tidsregning bliver kortere eller længere, er for Gud kun som en liden Stund, og skal ogsaa ses saaledes af os, en Ventetid, der bestandig maa opfordre Kristi Menigheds Lemmer til at være paa Vagt i Gry og i Kvæld.
Men til at være rede hører (V. 7) først og fremmest aandelig Ædruelighed (Aarvaagenhed), saa man kan være fyldt med Bønnens Aand. Ordet her siger: "Værer derfor aarvaagne og ædrue til Bønner", hvilken Flertalsform peger hen paa den gentagne Beden, paa et Liv i Bøn. Men til Bøn er man kun skikket, naar man holder sig fri for alt, hvad der beruser Sindet, baade jor Fantasiens Gøglespil og for alt sværmerisk Væsen saavel som Verdenslivets daarende Paavirkning. Detfor siger ogsaa Herren med sin Genkomst for Øje til sine Disciple: "Vogter eder, at eders Hjerter ikke nogen Tid besværes med Fraadseri og Drukkenskab og Sorrig for Næring". Der kræves Aarvaagenhed for at kunne leve i Bønnens Aand.
Dertil knyttes (V. 8-11) en Formaning til inderlig Broderkærlighed, der sættes som noget as det fornemste ("fremfor alt"). Den indbyrdes Kærlighed er jo af Herren sat som det store Kendetegn paa hans Disciple (Joh:.13,35). Og "Apostlen begrunder denne sin Formaning endmere ved et Ord fra den gamle Pagt, fra Ordsprogene 10,12, hvor der staar: "had opvækker Trætte, men Kærlighed skjuler alle Overtrædelser". Vi fandt det samme i Jakobs Brev 5, 20, hvor Meningen er, at Kærligheden ved at lede de vildfarende tilbage til Herren hjælper dem til at faa skjult deres Synder under Syndernes Forladelse. Her paa dette Sted er Hovedtanken dog nok den, at Kærlighsed skjuler Synders Mangfoldighed ved at dække dem med den indbyrdes Tilgivelses Kaabe. Vi mindes herved om Herrens Ord til Peter (Matth.18,22) om at tilgive ikke syv Gange men halvfjerdsindstyve Gange syv Gange, det vil sige; bestandig.
Denne Kærlighedens bestandige Tilgiven er nødvendig, for at Aandens Enhed kan bevares imellem Guds Børn. Vi støder jo tit an imod hverandre, og mangler saa denne tilgivende Kærlighed, da ender det hele i Splittelse, Fornærmethed og Hjerters Kulde
Men som denne tilgivende Kærlighed er nødvendig først og fremmest mellem Guds Børn, saa er Kærlighedens tjenende Sind ikke mindre nødvendig. Vi er sat til at tjene hverandre, dette betoner Apostlen (V. 9-10), baade paa det timelige Omraade og det aandelige. At øve Gæstfrihed "uden Knurren" var en Side af den tjenende Broderkærlighed, som var saare nødvendig i hine Tider, hvor de Kristne boede saa adspredt, og hvor Baandet mellem de troende i de forskellige Egne og Lande særlig holdtes inderligt ved gensidige Besøg. Naar Apostlen føjer til: "uden Knurren", ser han ikke blot hen paa, at Gæstfrihed selvfølgelig altid kostede noget, men vel ogsaa paa, at den stundom medførte Farer, fordi Hedningernes Had "forstærkedes hver Gang de saa den i Gæstfriheden liggende Bekendelse af Broderbaandet mellem Jesu Venner. Den sidste Side, Frygten for Verdens Spot i Anledning af, at vi yder de hellige Gæstfrihed, er vel ikke nogen særlig Fristelse i vore Dage, men Formaningen om villigt at yde Gæstfrihed med Glæde behøves visselig til alle Tider. Maatte vi ret se, at det er Naade (Hebr.z13, 2).
Men den tjenende Kærlighed skal ogsaa vise sig deri, at enhver bruger den ham særlig givne "Naadegave" ikke til Selvophøjelse, ikke til at glimre med, men til at tjene Brødre og Søstre dermed til Kristi Legemes Opbyggelse (Efes. 4, 12), saaledes at vi kender os som Husholdere overfor af Gud betroet Naade. Denne Naade viser sig jo i Menigheden som mange Slags Gaver (se 1Kor.12,4-11); det gælder da om at være "gode" Husholdere saa vi ser ikke først paa vort eget men paa Guds Huses Tarv og vort Ansvar overfor Gud.
Hsusholderens Ansvar overfor Gud paapeger Apostlen særligt i V.11: "Taler nogen, han tale som Guds Ord" (egentlig "Guds Udtalelser"). Ikke vore egne Tanker skal vi fremføre i Menigheden men ydmygt sætte vor Ære i at frembære Guds Sandhed som Tjenere, som de, der er sig bevidst at have faaet Ordet fra Gud. Vi mindes herved Ordet i Joh.Aab.22,18-19 om ikke at "lægge til" og ikke "tage fra" Guds Ord.
Og hvad der gælder i Henseende til Ordets Forkyndelse, gælder ogsaa med Hensyn til al anden "Tjeneste" indenfor Guds Hus, ogsaa der skal vi "tjene, eftersom Gud forlener ham Styrke dertil". Dette minder om Frelserens Ord i Bjergprædikenen (Matth. 5, 16: "Lader saaledes eders Lys skinne for Menneskene at de maa se eders gode Gerninger og ære eders Fader, som er i Himlene"). Kun "ved Jesus Kristus" kan vi give Herren vor Gud Æren (Jer.13,16), den "Herlighed og Magt", der "tilhører ham i Evighedernes Evighed". Apostlen føjer et "Amen" til; det toner som en Efterklang as den Lovprisning, hvormed Herrens Bøn slutter i Menighedens Gudstjeneste.
Guds Ære, det er det højeste Maal, der er sat Guds Børn Idet vi sigter efter vore Sjæles Frelse, skal det dybeste i dette vort Sigte være evigt at blive Guds Herlighed til Lov (Efes.1,6). Det er det sidste og evige Maal at staa i den Skare, der evigt giver Gud Ære Deri bestaar Saligheden Al Higen efter egen Ære er af Djævelen, er et Rov fra Gud. Saa lad os vaage og bede, at vi i al vor Færd og Gerning i Guds Menighed maa lutres for det syndige Væsen, der vil stjæle Ære fra Gud, og øves i den salige Ydmyghed, der giver Gud al ALre ved Jesus Kristus.
Paa Vagt hver Stund, hver Time, alle Vegne!
Thi Fjenden vaager uden Rast og Ro,
Vil sig din Helligdom med List tilegne,
Hvor den Almægtige skal bo!
Paa Vagt ved Gry, paa Vagt ved Kvæld,
Vaag og bed hver Stund!
Læs: Kapitel 4, 12-19.
558. Det rette Syn paa Lidelser for Kristi Skyld;
Gentagne Gange har Apostlen i dette sit Brev dvælet ved de Trængsler, Læserne erfarede for Troens Skyld, og søgt at kaste Herlighedens Lys over disse Trængsler. Det var den Tone, der klang gennem Indledningen (Kap.1, 3-12), og den samme Tone mødte vi i Apostlens Formaning til Tjenerne (Kap. 2, 18-25) og ligesaa i Kap. 3, hvor han ud fra Kristi Lidelse og derpaa følgende Herlighed vilde vise dem Velsignelsen i at lide, "naar man gør godt". Endnu engang tager han da denne Sag frem, og ikke lejlighedsvis som før men som et Punkt for sig selv.
Formaningen gaar her ud paa, at de langt fra at forundre sig over Lidelsen meget mere skulde glæde sig over den (V.12-13), langt fra at skamme sig over den, meget mere skulde prise Gud for den Kristenstand og det Kristennavn, for hvis Skyld Lidelsen paaførtes dem (V. 14-16). Og han slutter sin Betragtning med at henvise til, at disse Lidelser just pegede hen paa, at Dommen over denne Verden var nær, den Dom, der vilde føre til en skrækkelig Udgang for de ugudelige, de vantro, som plagede dem. Hvor meget bedre da at høre til det "Guds Hus", som vel berøres af Dommen gennem de lLidelser, den i sin Begyndelse medfører for de troende, men som ikke skal falde for Dommen. Thi Guds Børns Lidelse er jo en Lidelse "efter Guds Villie", til deres Lutring. Derfor skal de trøstigt under denne Lidelse befale deres Sjæle i Guds Haand (V.17-19).
Apostlen begynder denne sin Formaning med at nævne Læserne ved det kærlige Navn: "I elskede (Han ved, hvor svær det er for Kød og Blod at lide, han føler med dem, thi de ligger ham jo saa inderligt paa Hjerte, men han ynker dem alligevel ikke. At Guds Børn maa igennem Lidelsens "Ildprøve", er jo ikke "noget underligt". Herren har sagt til sine Venner: "I Verden har i Trængsel" (Joh.16,33), og denne Trængsel skal ikke tjene Guds Børn til Skade, men til Lutring ("til Prøvelse"), for at Bruden derved kan beredes og smykkes til at møde sin himmelske Brudgom. Derfor skulde de glæde sig i samme Maal, som de blev delagtige i Kristi Lidelser (Lidelser, som Kristus led dem, for Guds Riges Skyld). Ogsaa saaledes kan et Guds Barns Lidelser for Troens Skyld kaldes Kristi Lidelser, som det "jo er Kristus i de troende, der hades af Verden. Over saadanne Lidelser skal Guds Børn allerede hernede glæde sig, for at Glæden kan blive til Jubel ved Kristi Herligheds Aabenbarelse. Jublen paa hin Dag er betinget af, at man her paa Jord villigt tager sit Kors op, ikke som en bitter Byrde, men som en Naade.
Dette, at det er en Naade at "haanes for Kristi Navns Skyld", viser Apostlen i V.14. "I er salige," siger han, "thi Herlighedens og Guds Aand hviler over eder". Lidelsen for Kristi Skyld er just et Pant paa, at "Herlighedens Aand", som jo er "Guds Aand", hviler over os. Var det Verdens Aand, der var over os, vilde vi ikke blive forhaanet for Kristi Navns Skyld. Navnkristne gaar fri for saadan Forhaanelse, sande Kristne aldrig.
Naar Guds Aand her kaldes Herlighedens Aand, ligger deri den Trøst, at denne Aand fører gennem Lidelse til Herlighed, den himmelske Herlighed.
"Dersom I haanes for Kristi Navns Skyld" - havde Apostlen sagt. Dette begrunder han ved en advarende Henvisning til, at det dog ikke maatte være for deres egne Udyders Skyld, de kom til sat lide (V.15). Der nævnes flere grove Synder, men saa tillige dette at "blande sig i anden Mands Sager". Dette stilles her ved Siden at grove Misgerninger, fordi slig Adfærd havde et anmassende Hovmod til sin Forudsætning. Det var vel en nærliggende Fristelse for de troende, just fordi de havde faaet større Lys, at ville tiltage sig Myndighed ogsaa i det, der ikke kom dem ved; men saadan Overlegenhed virkede kun ondt. Hvor Gud kalder os, og hvad han sætter os til, der har vi vor Opgave, men overskride Grænsen derfor er Synd, Selvraadighed. At lide for Selvraadigheds Skyld det maatte de skamme sig ved. Men at lide som en Kristen (V.16) for dette Navns Skyld, det skulde de ikke skamme sig ved, men "prise Gud for dette Navn". Navnet "Kristen" stammede fra Hedningerne, og Stedet her er det eneste, hvor Navnet Kristen bruges af en Kristen. Vi finder det første Gang brugt af Hedningerne i Antiokia (se Ap. G.11,26), idet Hedningerne var blevet klar over, at Jesu Disciple ikke var blot en jødisk Sekt. Kristus betyder "den salvede", saa "Kristianos", som Ordet hedder paa Græsk, betyder egentlig den salvedes Folk, Kongsfolkene I Hedningernes Mund var det sikkert tillige et Spottenavn. Foruden Stedet her og nævnte Sted i Ap. Gern. findes det kun eet Sted til i det nye Testamente, nemlig i Ap. Gern. 26, 28. Apostlen ser det her som et Æresnavn. I vore Dage er dets Betydning, som det at høre Kristus til, forglemt af de fleste. Navnet de hellige, som bruges hyppigst i det ny Testamente som de troendes Navn, har en mere vækkende Kraft i vore Dage.
Som Grund til at ære Gud for dette Navn Kristen, endskønt der fulgte Lidelse med at bære det, henviser Apostlen nu til den kommende Dom. Han udtaler denne Tanke, at "Dommen skal begynde fra Guds Hus", det vil sige, den kommende Verdensdom indledes af de Trængsler, der kommer over Guds Menighed (V. 17). De troende lutres gennem disse Trængsler, men Verden modnes til Doms, just ved at sden med Ondskab bringer disse Trængssler over Guds Hus. Den endelige Skilsmisse mellem Klinte og Hvede forberedes igennem disse Menighedens Lidelser.
Men Apostlen udtaler, at de Kristne kun har at lide Begyndels en af denne Dom; Slutningen af den vil vende sig mod Verden selv, den mod Evangeliet genstridige Verden. Over den vil Dommens Tordensky udlade sig. Apostlen begrunder dette, at det vil tage en frygtelig Ende med de vantro, ved Henvisning til Ordsp.11,31, hvor der i Grundteksten staar: "Se, den retfærdige faar Betaling paa Jorden, hvor meget mere den ugudelige og Synderen"; dette vil sige, at naar Herren ikke undlader at beskære og ave det grønne Træ (den i Troen retfærdige), saa han ,"ed Nød og neppe bliver frelst" (V.18), det vil sige kun med Vanskelighed og under megen Kamp naar igennem den trange Vej, hvorledes vil det da gaa med det tørre Træ, med den "ugudelige og Synderen" (den, der vil blive i sin Synd) Vi mindes Herrens Ord i Luk 23, 31 til Jerusalems Døtre, der fulgte ham ud til Golgatha: "Gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det tørre".
Hvor lykkeligt at være blandt dem, "som lider efter Guds Villie", lider for Retfærdigheds Skyld, til Lutring, som Guldet lutres i Ilden. Vistnok bringer Verden Lidelsen over de troende, men Gud tilsteder det og forvandler Lidelsen til Gavn for sine Børn. Under saadan Lidelse skal man trøstig befale sin Sjæl "den trofaste Skaber" i Vold. Han, der har skabt os baade som Mennesker og som nye Mennesker, vil ogsaa i Trofasthed vaage over alle de af sine Skabninger, der kender ham for deres Skaber og rette Ejermand (Esaj.1,3), saa at Lidelsen ikke skal ødelægge hans Skaberværk (se 1 Kor.10,13: "Gud er trofast, som ikke vsil tillade, at I fristes over Evne").
Men en saadan fortrøstningsfuld Hengivelse til Gud skal ikke bestaa i, at man selv bliver uvirksom, men være forbunden med Iver for at "gøre det gode" (V.19), det vil sige, hvad Gud vil. Fristelsen til i trange Tider at synke hen i Uvirksomhed og paa en usund Maade lade Gud om alt er ikke ukendt i Guds Menighed. Nej, Gud vil, at vi hans Børn, skal arbejde, mens Dag er, blive ved med, hvor svære saa de ydre Forhold er, at øve os i at udføre hans Villie. Derfor staar der her, at vi skal befale Gud vore Sjæle "ved at gøre det gode". Der er Forskel paa kødeligt Selvarbejde og den aandelige Nidkærhed, der ikke synker sammen, ikke lader Hænderne synke, men bliver tro i Herrens Gerning og beflitter sig paa at have en uskadt Samvittighed. Det er den rette Maade at befale sin Sjæl Gud i Vold under Lidelsen. Et skønt Eksempel derpaa finder vi i Ap. Gern. 5,40-42: Det jødiske Raad havde lader Apostslene hudstryge, en skrækkelig Lidelse, der forvandlede Ryggen til en Blodkage. Men de gik "glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de var blevne agtede værdige til at vanæres for Jesu Navns Skyld. Og de holdt ikke op med hver Dag at lære i Helligdommen og i Husene og at forkynde Evangeliet om Jesus Kristus". De blev ved at "gøre det gode", at arbejdse paa Herrens Sag al Lidelse til Trods.
Hen over Jord et Pilgrimstog
Saa stille strider frem,
Dets Sang paa alle Jordens Sprog
Lovpriser Himlens Hjem.
Blandt alle Verdens Folkeslag
Det rejser Korsets røde Flag,
Trods Had og Baal, trods Spot og Saar
Det stille fremad gaar.
|