En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

1 Peter

Kap 5

At der i dette Brev findes en særlig Formaning til Præsterne, "de Ældste" (Presbyterne), er meget forstaaeligt. Jo mere truet Stillingen var for de Kristne, des mere gjaldt det om, at deres Vejledere var paa deres Post. I ydmyg Kærlighed jævnstiller Apostlen sig her med de Ældste, optræder ikke som deres Overordnede, men som "Med-Ældste", skønt Peters Kreds jo var Kirken i sin Helhed i Modsætning til disse Ældstes afgrænsede Kredse. Apostlen betegner sig som deres Ligemand ogsaa i Henseende til Forkyndelsen, idet han benævner sig "et Vidne til Kristi Lidelser". Han som de havde jo at forkynde det Evangelium, hvis Midtpunkt er Kristi Lidelse for os. Dog var der atter her en Forskel, idet Apostlen kunde vidne om Kristi Lidelse som Øjenvidne tillige. Iøvrigt var Apostlen jo ogsaa et Vidne ved de Lidelser, han selv bar for Kristi Skyld (se Kap.4,13: delagtig i Kristi Lidelser).

Men idet han saaledes stiller sig som deres Ligemand i Henseende til Gerning, gor han det ogsaa i Henseende til den kommende Herlighed. Engang spurgte Peter Herren om, hvad de (Apostlene) da skulde have, som havde forladt alt for hans Skyld (Matth. 19, 27). Her spørger han ikke mere saaledes. Det er en lutret og ydmyget Mand, der taler til os her igennem Brevet. Nu var det stort for ham blot at have Del i Herligheden sammen med alle de frelste.

Efter saaledes at have stillet sig paa Broderplads sammen med de Ældste (V.1), skrider han til Formaningen; den trænger jo bedst ind, naar den srembæres fra en ydmyg Plads, hvilket alle Guds Børn skal mærke sig. "Vogter Guds Hjord hos eder, og fører Tilsyn med den!" Med disse Ord indføres Formaningen under et i hele Skriften almindeligt Billede af Guds Folk som Hjorden og af dens Lederes Gernjng som en Hyrdegerning. Tvende Ting betoner Apostlen. For det første: Hjorden er "Guds", ikke Præsternes. I Verden tales der ofte om, at den og den Præst "har en stor Menighed«, men er der ikke anden Menighed end den, der er Præstens, da staar det ikke godt til. Det er Opgaven for Evangeliets Tjenere, at de dyrekøbte Sjæle kan ledes til deres rette Ejermand, at der kan blive en Guds Menighed, og just dette, at Menigheden er Guds, skal hjælpe Præsten til rettelig at kende sin Stilling.

Men for det andet: Hjorden "er hos" de menneskelige Hyrder, den er betroet til Præstens Varetægt; deri ligger den store Opgave, men ogsaa den store Opgave, hvilken Apostlen nu (V. 2-3) peger paa. I tre Henseender advarer han imod et skævt Forhold og indprenter det tilsvarende rette Sind. Ordet rammer sikkert just paa de Punkter, som ofte har bragt Skam over Præstestanden. For det første indskærper Apostlen, at Gerningen skal gøres "ikke tvungent men frivilligt", ikke tages op som en ydre Byrde, man søger at komme over saa let som muligt; for det andet: "ikke for slet Vindings Skyld", som et blot Levebrød, "men med Redebonhed", drevet as Kristi Kærlighed, maa Gerningen øves. Og for det tredie: ikke med Herskersind. Hjorden er jo Herrens Arv, "Menighederne« er Herrens, for at Præsterne i dem skulde være Herrens Tjenere, i Herrens Tjeneste tjene Hjorden (se 1 Kor. 3,21-22 og 4, 1). Den fremskudte Plads, som Præsten har, skal han bevise ikke ved at herske men ved at give Hjorden et ret Forbillede paa en hellig Vandel, ved at være et "Mønster for Hjorden" (1 Tim.4,12). Deri skal den præstelige Myndighed have sin rette Grundvold.

Men ved Siden as Formaningen tilføjer Apostlen da ogsaa Opmuntringen: "Naar Overhyrden aabenbares", skal Herrens tro Tjenere opnaa "Herlighedens uvisnelige Krans". Grundtekstens Ord kan ogsaa gengives ved "Herlighedens Amarantkrans". Amarant er en Blomst, som aldrig visner, men bestandig fornyes Meningen bliver saaledes den samme, at He1lighedskransen fra Herren bestandig vil bevare sin Skønhed gennem alle Evigheder, ikke visne som alle Verdens Æreskranse.

I Betegnelsen af Herren som Overhyrden er Præsternes tjenende Stilling som blot Underhyrder betegnet ; atter en Hjælp til at blive i Ydmyghed. Troskab er det, Herren ser efter hos sine Tjenere, men Troskaben giver han selv hver den, der beder derom. "Han kroner", som Augustin saa skønt har sagt, "ikke vore Fortjenester men sine egne Gaver".

I dette Afsnit (V.1-4) har vi ret et Præstsespejl, dybt og indholdsrigt trods de faa Ord. Summen deraf er den "ikke Herre være, men Herre tjene". Vor Frelser selv har givet os ydmyghedseksempel (Joh.13,15), da han toede sine Disciples Fødder - Han har vsist os ikke Lejesvendens Eksempel men den gode Hyrdes der ofrer sig for Faarene.

Ej at tjenes men at tjene
Derfor Jesus kom herned,
Bar vor Svaghed, vore Byrder
Og paa Korset for os stred!

Den Formaning til Ydmyghed, der gik igennem den foregaaende Henvendelse til de Ældste, udvides nu (V. 5-7) til en mere almindelig Formaning til alle, dog saaledes, at Apostlen begynder med særligt at henvende sig til de yngre i deres Forhold til "de Ældste". Ved de yngre forstaar nogle de øvrige Menighedsmedlemmer i Forhold til deres Vejledere; dog skal det maaske snarere forstaas om de unge i Menigheden overfor de ældre i Almindelighed. I Oldtiden blev der lagt overordentlig Vægt paa de unges Ærbødighed overfor de ældre - ogsaa blandt Hedningerne krænkedes saadan Ærefrygt, vilde det vække Anstød ogsaa udenfor Menigheden. De troende unge skulde gerne ogsaa den Dag i Dag gaa i Spidsen i saadan Ydmyghed.

"Ifører eder alle Ydmyghed imod hverandre". Denne Formaning til indbyrdes Ydmyghed mellem de troende møder vi ofte i den hellige Skrift (Efes. 4, 2 og 5, 21 og Fil. 2, 3). Det stemmer med Herrens Ord (Luk.14,10): "Sæt dig nederst". Og denne Formaning til Ydmyghed styrkes ogsaa med Henviisning til et gammeltestamentligt Ord (Ordsprog 3, 34) om, at "Gud staar de hoffærdige (Spotterne) imod, men giver de ydmyge Naade". Det samme Ord fandt vi i Jakobs Brev (Kap. 4, 6), brugt for at indskærpe Ydmyghed overfor Gud (Kilden til al sand indbyrdes Ydmyghed) og dermed følgende kraftig Modstand mod Djævelen Ydmyghed og Fasthed hører nøje sammen.

Fordi Gud giver de ydmyge Naade, "derfor", hedder det videre. (V. 6), "ydmyger eder under Guds vældige Haand, for at han i sin Tid maa ophøje eder". Her tænkes særligt, som det fremgaar af Tilføjelsen i V. 7 om at kaste al Sorg paa Gud, paa en ydmyg Stilling overfor de Lidelser, der lægges paa os. Et Guds Barn skal i alle den Slags Lidelser se hen over alle Mellemaarsager op til Gud, tage Lidelsen som en faderlig Tugt (se Hebr.12, 5-11) og bøje sig stille dybere og dybere under Guds Haand, den "vældige haand", der har Magkt til at "nedtrykke", men ogsaa til at "ophøje" (se 1.Sam. 2, 7-8). Herren har "sin Tid" til begge Dele, og han nedtrykker aldrig sine Børn uden for just at ophøje dem des mere, naar Lidelsen har naaet sit Maal. I ethvert Tilfælde kommer da Ophøjelsen paa den store Dag, men ogsaa ofte allerede hernede.

Vor Opgave under saadan Lidelse bestaar da i med et ydmygt Sind stadig at "kaste al vor Sorg over paa Gud" i fast Fortrøstning til, at "han har Omsorg for os". Ordet her er en Efterklang af Sl. 55, 23: "Kast din Sag paa Herren, og han skal forsørge dig". Han, der har sagt om Spurvene: "Ikke een af dem er glemt af Gud" (Luk.12,6), han glemmer aldrig sine Benners Trang ; han, der elsker mere end nogen Moder, har jo ogsaa sagt: "Se, jeg har tegnet dig i mine Hænder. Om ogsaa en Kvinde kunde glemme sit diende Barn, da vil jeg dog ikke glemme dig" (Esaj.49,15-16).

Men vi skal lægge Mtcerke til, at der staar: "Kaster al eders Sorg paa ham«." Deri ligger, at Sorgen og Bekymringen hænger saa fast ved vort lidettroende Hjerte, saa vi maa bede om Troens Kraft til ret at faa den slynget fra os over paa ham, der kan og vil bære os og vor Byrde med. Lad din Sorg, Guds Barn, al din Sorg hvile paa Gud, saa kan dit Hjerte hvile selv midt under det sværeste.

Ja, synes du, at Dagens Byrde
Bli'r tung at bære længer frem,
Tag Jesus med, den gode Hyrde,
Han bærer dig - og Byrden hjem.

I dette Slutningsafsnit peger Apostlen hen paa den Fjende, der staar bag ved alle de mange fristende Kræfter Bag ved Verden, baade den Verden inden i os og den udenfor os, staar dens Fyrste, Djævelen, hvilket Navn jo betyder "Anklageren". Det græske Ord for "Modstander" (svarende til det hebraiske "Satan", der betyder en Fjende), betegner egentlig en Modpart for Retten. Dette kunde synes at pege hen paa, hvad der staar om Djævelen i Joh.Aab.12,10, at han er "vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor Gud Dag og Nat". Vi gaar i Fare, hvor vi gaar, vor Sjæl skal altid tænke, at Fjenden alle Vegne staar i Vejen med sin Lænke". Derfor "Værer ædru, vaager" som en Soldat maa være ædru for at kunne spejde aarvaagent ud efter Fjenden, saaledes ogsaa vi Herrens troande. Sindet maa holdes frit for al Beruselse i denne Verdens Lyst saavel som i denne Verdens Ængstelser. Fantasien maa holdes under Aandens Tugt og det under Lidelse lige saa meget som under Nydelse. Hvor let udmaler Fantasien sig ikke Verdens herligheder men laver sig ogsaa de mange forvirrede Skræmmebilleder. Den stille, yymyge fasthed gælder det om overfor den frygtelige Fjende, der her lignes ved Løven, "Løven af Judas Stamme" (Joh. Aab. 5, 5). Augustin siger rettelig derom: "Kristus lignes ved Løven paa Grund af dens Tapperhed, Djævelen paa Grund af deng Vildhed, hin er en Løve til at sejre, denne er en Løve til at gøre Skade".

"Staar ham imod, faste i Troen", det er Guds Ords Andvisning paa det rette Forhold overfor Djævelen. Aldrig hedder det i Guds Ord, at Gudsbarnet skal frygte Djævelen, men baade i Jak. 4, 7 og Ef. 6, 11 siges der ligesom her: "Staar ham imod". Vi skal frimodigt tage kampen op mod denne frygtes lige Fjende, faste i Troen og ved Troen, fordi Løven fra Juda er stærkere end Løven fra helvede. Denne Tro er Rustningen, i Hvilken vi bliver mægtig til at staa Djævelen imod. Det er Forsagelsens og Troens Sind, her peges paa, det Sind, der ydmygt kender sin egen Afmagt men ogsaa "Herrens Styrkes Vælde" (Efes. 6, 10); da maa Satan fly for Kristi Kraft, da opfyldes Herrens Forjættelse (Sak. 2, 12): "Den, der rører ved eder, rører ved hans Øjesten".

Men Lidelse følger der med. Denne stadige Kamp. Dog, saaledes er jo alle Guds Børns Kaar her paa Jord. "Det maa I vide," siger Apostlen, "at de samme Lidelser fuldbyrdes paa eders Brødre i Verden". Saa skal da Lidelse for Troens Skyld ikke forvirre Guds Børn, saa at Fjenden faar os ud i "Vantro, Fortvivlelse og anden stor Skændsel og Last, som Luther siger det i Forklaringen til den 6te Bøn, tværtimod skal saadan Lidelse være os et tegn paa, af vi hører med til Guds Børneflok paa Jord.

Efter saaledes at have formanet dem til Fasthed, til uforsagt at staa Vagt (V. 8-9) vender han sit og Læsernes Blik opad mod ham, der er "al Naades Gud", og priser Hans Navn (V. 10-11). Hans Naade er stærk nok til at føre igennem for os, hvad han faldede os til. "Sin evige herlighed" kaldte han o$ til "i Kristus", men i hans kald var ogsaa Lidelsens Vej medindbefattet. Aldrig skjulte Jesus for sine Disciple, at det vilde gaa gennem Verdens had og trængsel, heller ikke Apostlene fordulgte for Dijciplene, "at de maatte igennem mange Trængsler indgaa i Guds Rige" (Ap. Gern. l4, 22). Men Lisdselsen varer kun "en kort Tid", en liden Stund; herligheden er evig.

Hvori Guds Naades Gerning skal bestaa, siges os i de fire Udtryk, hvori Apostlen former sin Forbøn: "Han vil selv fuldelig berede eder, styrke, bekræfte, grundfæste eder". Det første Ord "berede" betyder egentlig gøre fulddygtig", hvilket saa atter nærmere betegnes ved de tre andre Benævnelser, der alle betegner Fastheden, det urokkelige Sind. Det formaar Gud at give. I os selv er vi kun svage Rør, men Gud kan gøre os til Klippemennesker. Saa maa vi nok istsemme med Apostlen: "Ham tilhører Magten i Evighedernes Evighed" (samme Lovprisning som i Kap.4,11). Med Lovsang begyndte Apostlen (se Kap.1,3), med Lovsang fortsætter og slutter han.

I V. 12 omtaler Apostlen endnu engang Hovedhensigten med dette Brev, som han sendte dem med Silvanus, "den trofaste Broder". Hensigten var at stadfæste for dem, at I det var "Guds sande Naade, hvori de stod". De maatte ikke af Trængslen lade sig rokke i, at just den Naade, som var bleven dem til Del, var Guds sande Naade, fra hvilken de ikke maatte vige. Det har jo mødt os gennem hele Brevet Paavisning af, at Guds Naade og Lidelse saa langt fra er hinanden modsat her paa Jord, at ide tværtimod paa det nøjeste hører sammen. Evangelium uden Lidelse hører Himlen til. Men møder vi et Evangelium her paa Jord, der gaar uden om al Lidelse, er det visselig et falsk Evangelium.

"Silvanus" er den samme som "Silas", som han benævnes i Apostlenes Gerninger. Efter Apostelmødet i Jerusalem fulgtes han med Paulus til Antiokien og ledsagede derefter Paulus paa dennes anden Missionsrejse. Peter havde saaledes kendt ham fra Jerusalem af, og Silvanus mxaatte ogsaa være personlig kendt for en Del af Brevets Læsere fra sin Rejse med Paulus. Naar Peter føjer til, at han "holder ham for en trofast Broder", da er dette sikkert kun et umiddelbart Udtryk for Peters Kærlighed til ham og ikke fremført, fordi det skulde være fornødent at skaffe Silvanus Indgang hos Læserne.

I V.13-14 har vi Slutningshilsenerne. Vi har allerede i Indledningen omtalt, at Babylon her sikkert nok betegner den ugudelige Verdensstad Rom, altsaa maa tages i aandelig Betydning. Ogsaa Tilføjelsen om Markus: "min Søn", er jo at tage i aandelig Forstand. Deri ligger sikkert, at Markus er bleven ført til Herren ved Apostlen Peter. At det ser Evangelisten Johannes Markus, her er Tale om, er der ingen Grund. til at betvivle. I Ap.Gern.12, 12 hører vi, at Peter var vel kendt med hans Hjem, og Historien beretter ogsaa om Markus som Peters Ledsager. Det synes saaledes, som om Markus har faaet Lov til at være til Stede hos begge de to store Apostle, baade hos Paulus og Peter, i deres sidste Dage Markus vsar jo hos Paulus i dennes første romerske Fangenskab (se Kol.4,10). Han synes af Paulus under dennes andet Fangenskab at være bleven sendt til de lilleasiatiske Menigheder og var endnu ej vendt tilbage, da Paulus skred sit sidste Brev; Apostlen savnede ham (2 Tim. 4, 11). Efter Paulus' Død har han, som det synes, sluttet sig til Peter. Men fra sit Ophold i Lilleasien var han altsaa personlig kendt for en hel Del af Læserne, hvorfor en Hilsen fra ham maatte være dem kær.

Til Slut opfordrer Apostlen Brødrene til efter Læsningen af hans Brev at "hilse hverandre med Kærligheds Kys". Denne Opfordring hænger sammen med de Formaninger til inderlig Broderkærlighed, som Brevet har indeholdt. Og som det sidste lyser han "Fred" over dem "alle", saa sandt de da var "i Kristus". Ved denne Tilføjelse betegnes Skellet mellem Guds Rige og Verden. I Kristus kun i Kristus er der Fred med Gud, men Freden i Kristus kan man eje midt under Forfølgelser og Trængsel. Det er just den Tone, der gaar gennem hele dette skønne Brev. Det giver denne Fredshilsen sin særlige dybe Klang, at det var til Menigheder under Korset, Brevet sendtes Man mærker saa tydeligt, at det er en i Lidelsens Skole prøvet og ydmyget Mand, der her har talt til andre lidende om den Herlighed, der formaar at lyse Fred gennem den ydre Ufred, blot vi ysdmyger os under Guds Haand og forenede i Kærlighed staar paa Vagt.

Ak! lader os alle hverandre erindre,
At ingen sig lader fra Kronen forhindre;
Naar Verden og Satan vil bruge sin Magt,
Saa staar vi forenede alle paa Vagt.