Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

2 Peter

Indledning

Dette Brev angiver sig selv som skrevet af Apostlen Peter (se Kav.1,1). I Kap.1,14 og 16-18 hentydes til to Begivenheder i Apostlens Liv, nemlig den opstandne Frelsers Møde med ham ved Genesaret Sø og Forudsigelse af hans bratte Død, samt Peters Nærværelse paa Bjerget, da Herrens Herlighed aabenbaredes.

Fremdeles ser vi (Kap. 3, 1), at Brevet angiver sig som skrevet til de samme Læsere, som Apostlens første Brev var henvendt til.

Tiden for Brevets Affattelse maa da falde imellem de første Brevs Affattelse og Apostlens Henrettelse hvoraf følger, at det maa være skrevet ikke længe efter det første Brev, idet den mellemliggende Tid jo ikke var ret lang. Af Indledningen til Peters første Brev saa vi jo, at dette hans første Brev sikkert maa være skrevet efter Apostlen Paulus' Død, og da Apostlen Peters Død maa være fulgt ikke saa længe derefter, maa Brevene være komne med kort Mellemrum. Efter Grundteksten begynder 2 Pet.3,1 ogsaa saaledes: "Dette ser allerede, I elskede, det andet Brev, som jeg skriver til eder".

Anledningen til dette andet Brev angives ligeledes i Brevet. Det var Bekymring for, at Læserne skulde forvirres af Vranglærere. Disse fremstilles (Kap.2,1) som de, der "skulde komme", altsaa som fremtidige, men dog som en Fare, der var truende nær Og Skildringen af disse Vranglærere er saa bestemt, at man forstaar, at disse Folk allerede maa være optraadt andet Steds. At dette Brev skulde være et Ord for Fremtiden, siges ogsaa udtrykkeligt i Kap.1,15: "Jeg vil ogsaa gøre mig Flid for, at I til enhver Tid efter min Bortgang kunne drage eder dette i Minde".

Vranglærerne skildres som Mennesker, der hengav sig til Utugt og Gerrighed, som falskelig beraabte sig paa Apostlen Paulus' Ord om et kristent Menneskes Frihed (se Kap.3,16), som var berusede af aandeligt Hovmod (se Kap.2,10). Apostlen betegner dem som saadanne, der, efter at have været inde under Kristendommens Lys, atter var vendt tilbage til Hedenskabets skidne Søle (Kap. 2, 22).

Skildringen af Vranglærerne minder os om Paulus'’' Pastoralbreve, Brevene til Timotheus og Titus, der jo stammer fra de sidste Tider i Paulus' Tid og altsaa ikke ligger faa længe forud for dette Peters. andet Brev. Det er Spirerne til den senere saakaldte Gnosticisme, som vi møder her saa vel som i de nævnte Breve af Paulus.

Overfor disse Vranglærere formanes Læserne til at staa fast (Kap.3,17). Særligt formaner Brevet Læserne til at have en ret "Erkendelse" af vor Herre Jesus Kristus. Det var jo fra den Side, Vranglærerne vilde forvirre dem. Med dybsindigt klingende Talemaader, søgte de at forvende hele Kristendommens Væsen. Derfor ligger det Apostlen Peter saa meget paa Sinde, at Læsernes Tro kunde eje den sunde Klarhed i Modsætning til den "ørkesløse" og "ufrugtbare" saakaldte Kundskab, som Vranglærerne mødte med.

Brevet falder væsentlig i tre Dele. Først møder vi en inderlig Paamindelse om, at alt, "hvad der hører til Liv og Gudfrygtighed", allerede var skænket dem i den Troens Erkendelse, der var blevet dem til Del (Kap.1,1-11). Naar man har alt, hvad man behøver, hvorfor saa løbe efter noget nyt, hvorved man mister sit faste Stade!

Denne sin Paamindelse begrunder han dernæst (Kap.1,12-2, 22), dels ud fra den apostolske Myndighed, der var bleven ham til Del som "Øjenvidne" til Kristi Kraft og Herlighed (Kap.1,12-21), dels ved at afmale for dem de falske Profeter under Henblik til advarende Forbilleder fra det gamle Testamente (Kap. 2).

I Brevets tredie Del gendrives Spotteres Tale mod Herrens Genkomst, og Brevet afsluttes med en hjertelig Formaning om at forvente Herren paa den rette Maade i aandelig Fasthed og sund aandelig Vækst.

Særlig Kap. 2 viser en iøjnefaldende Lighed med Judas' Brev, en saadan Lighed, at det ene Brev maa have haft det andet til Forbillede. Meningerne har været delt, om det var Judas, der havde fulgt Peter, eller Peter, der havde fulgt Judas. Det første synes imidlertid at være det naturligste. Judas' Brev taler om Vranglærerne som nogle, der "havde indsneget sig" (Judas' V. 4), saa hans Brev maa sikkert være senere end Peters. Og Judas V.17-18 synes ligefrem at anføre 2Peter 3,3. Ogsaa af andre Grunde bestyrkes dette, at Judas Brev er det senere.

Med Hensyn til Ægtheden, om Brevet virkelig er et Brev af Apostlen Peter, som det siger sig selv at være det, har der været, og er der endnu stadigt delte Meninger. Peters andet Brev var ikke meget kendt i den ældste Kirke. Den gamle syriske Kirke havde det ikke i sit nye Testamente. I den vesterlandske Kirke synes det ikke at have været kendt førend i det tredie Aarhundrede. Kirkehistorikeren Eusebius henregner det blandt de "omtvistede" Skrifter. De ydre Vidnesbyrd er ikke afgørende hverken imod eller for. Naar vi spørger om de indre Vidnesbyrd, da har man ment, at der var saa stor en Forskel paa dette Brev og Peters første Brev i Henseende til Indhold og Form, at det vanskelig kunde være af samme Forfatter. Der maa vi imidlertid huske paa, at Peters første Brev var et Trøstebrev, særlig overfor de ydre Trængsler, medens dette andet Brev er advarende og beskæftiger sig med en højst ejendommelig Art af Vranglærere. Det forskellige Emne medfører nødvendigvis ogsaa forskelligt Præg. Der er dog ogsaa mange Lighedspunkter; saaledes finder vi i begge Brevene den samme Maade at fremdrage det gamle Testamente paa, og derved belyse den nye Pagt.

Hovedvidnesbyrdet for Brevets Ægthed ligger i Brevets rigt velsignede Indhold og den apostolske Myndighed, hvormed det træder frem. Ganske vist skete det stundom i ældre Tider, at man udgav Skrifter i ansete Mænds Navn for derved at skaffe Ordet Vægt og Myndighed, men det synes at være ganske umuligt, at et Menneske, der vilde sejle under falsk Flag, træde frem i en Apostels Navn uden at være det, kunde skrive et saadant Brev som dette. Og naar Brevets Forfatter kalder sig et Øjenvidne til Herrens Forklarelse paa Bjerget og hentyder til Møder med den opstandne Frelser ved Genesaret Sø, vilde Falskneriet, om det var en anden end Peter selv, der havde skrevet det, være saa anstødeligt, at det umuligt kunde tænkes at Guds Aand vilde ledsage et saadant Brev. Men Brevet bæres tydeligt nok as Herrens Aand og hæver sig saa højt over alle andre eftersapostolske Skrifter, at vi ikke kan tvivle omt at det jo virkelig er af Apostlen Peter, som det siger sig selv at være De Grunde, der anføres derimod, er paa ingen Maade afgørende. Hvorfor dette Brev ikke er blevet saa kendt og udbredt i de ældre Tider, kan vi selvfølgelig ikke nu sige noget om. Men vi kan hvile i, hvad ogsaa flere og flere af Ordets Fortolkere tiltræder, at vi her har et sidste Ord fra Klippemanden Petrus, et Ord, som er baaret af Guds Aand.

Denne hjemmeside aomin.dk Copyright 2025