En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

2 Peter

Kap 2

Vi kommer med dette Kapitel til Brevets anden Hoveddel, i hvilken Apostlen alvorligt advarer mod de forførende Aander, som der viste sig saa mange af i Slutningen af den apostolske Tid Særligt i Vrevene til Timotheus og Titus bekæmper Paulus lignende Vranglærere, ligesom Apostlen Johannes i sine Breve.

Peter havde i det foregaaende talt om de sande Profeter i Israel, der talte drevne af den Helligaand. Derfra gaar han nu over til at minde Læserne om, at der ogsaa "iblandt Folket" i fordums Dage fandtes "falske Profeter". Side om Side med Guds virkelige Sendebud gik der Bedragere, som løgnagtigt tillagde sig Navn af Profeter. Men var det saaledes under den gamle Pagt, saa kunde den nye Pagts Menighed ikke vente sig bedre Kaar, Fjenden arbejder ikke mindre nu end fordum. Han saar sine Klintefrø ogsaa blandt dem, der kalder sig med den kristne Kirkes skønne Navn. I V.1-3 afmaler Apostlen i Korthed disse falske Læreres Væsen. Han forudsiger deres Komme og skildrer dem først i deres Forhold til Kirken. I den vilde de "indsmugle" (saaledes rettest efter Grundteksten) Sekter og Splittelser, der vilde føre til Fordærvelse (V.1). Bagved deres fordærvelige Væsen stod en fræk Nægtelse af "den Herre, som købte dem". Kristi Herremagt vilde de ikke anerkende, hans Frelserkærligheds, der saa dyrt havde købt Syndere udfra Syndens Magt, ringeagtede de. De vilde jo ikke ud af Synden, de vilde kun besmykke deres skammelige Færd med Kristi Navn, men iøvrigt fare fort i deres Lyster. Apostlen forudsiger, at de vilde føre en brat Undergang over sig selv, men de vilde komme til at skade mange flere end sig selv (V. 2). "Mange" vilde de rive med sig i deres Literligheder. De vilde bevirke, at "Sandhesdens Vej" blev Genstand for "Bespottelse" af de udenfor Kirken staaende, der vilde give Kristendommen Skyld for dens falske Bekenderes Laster.

Bag ved disse Læreres kunstige opdigtede Tale stod den pure "Havesyge". "Vinding" var det, disse falske Lærere higede efter, alt gik kun ud paa at udnytte deres Ofre (V. 3). Det var de to hedenske Laster, Sanselighed i Køds lyst og Gerrighed, der her under kristen Forklaedning vilde søge at bore sig ind i Guds Menighed.

Endnu en Gang vidner Apostlen om, at Dommen alt længst var beredt over dem. "Deres Undergang slumrer ikke", siger Apostlen Ligesom det i Sl. 121 siges om Gud, at "han slumrer ikke og sover ikke, han, som bevarer Israel", saaledes slumrer heller ikke Guds Dom. Han er en hellig Gud, der ikke lader sig spotte.

Fra V. 4-9 viser Apostlen nu i tre Forbilleder hentede fra fordums Dage, hvorledes Dommen visselig kommer over de ugudelige. Det første Eksempel er hentet fra Englefaldet. "Guds sparede ikke de Engle, som syndede, men nedstyrtede dem i Afgrunden og over gav dem til Mørkets Huler at bevogtes til Dom" (V.4). Hvor vidt der tænkes paa det første Englefald, Djævlefaldet, eller paa et senere Fald, som man mener at finde Sted for i 1 Mos 6 (se Bibelforklaringen desangaaende), er et omtvistet Spørgsmaal; dog kan, hvad der her siges, jo godt passe paa det første Englefald, det djævelske Oprør mod Gud. Grundtekstens Ord: "Afgrunden" (se Luk. 8, 31) er ikke det samme som "de dødes Rige", men betegner det dybeste Dyb, i hvilket Djævlene holdes i Forvaring til Dommen. Derved skal dog næppe forstaas deres ydre Sted, men en aandelig Tilstand, at disse faldne Englemagter er udelukket fra Guds Lys og bundne under Guds Vredes Dom. Djævlene er i Lænker Vel har de et vist Spillerum indtil Dommedag, et Spillerum, de i Lnk. 8, 31 omtalte Dæmoner frygtede for at miste allerede før Dommedag. Djævelen og hans onde Aander farer jo omkring som glubende Rovdyr, men det er Trøsten, at de dog ikke kan komme videre, end Gud tilsteder dem. De er dog Fanger, er i Lænker, omend de endnu kan røre sig indenfor deres Omraade.

Men dersom Gud ikke sparede Englene (disse hoje Aandevæsener), hvorledes skulde han da spare de falske Lærere! Ingen ydre Højhed, ikke heller at bære det kristne Navn, kan frelse fra Guds Dom, dersom man forlader Sandhedens Vej.

Det næste Eksempel (V. 5) er hentet fra Syndfloden. Og det viser os, at de skyldiges Talrighed ingenlunde afværger Guds Dom, lige saa lidt som de troendes ringe Tal gør Guds frelsende Naade over dem mindre omhyggelig. Det siges saa tit den Dag i Dag af dem, der modstaar Sandheden: Skulde alle de, der ikke vil omvende sig, virkelig gaa fortabt, saa stor en Flok? Og skulde den lille Flok hellige virkelig være de eneste, der var paa Frelsens Vej? Denne Tanke afvises af Verden som fuldstændig urimelig. Men se da hen paa Syndfloden! Tallet frelste ikke de ugudelige, og paa den anden Side udelukkede dette, at Noah kun var "selv ottende", ikke, at Gud lod sin bevarende Magt udfolde sig for den lille Floks Skyld.

Naar Apostlen minder om dette, ligger der for alle Tider en Trøst deri for Guds Folk ved Siden af den umaadelige Advarsel for Verdensfolket. Selv om saare mange lader sig forføre af de falske Røster, og selv om de trofastes Tal kun bliver lidet, det skal ikke anfægte Guds Børn med Hensyn til Sandheden Blot vi, ligesom Noah, kan staa som "Retfærdighedens Prædikere" og med Liv og Mund vidne om, at vi vil lyde Guds Villie, da skal det staa fast, at en Mand med Gud er Majoriteten, den aandelige Majoritet.

I V. 6-8 fremføres et tredie Eksempel fra de gamle Dage, nemlig Sodomas og Gomorras Ødelæggelse hvilke Byer Gud "satte til Forbillede for dem, som i Fremtiden vilde leve ugudeligt". Men den eneste Mand, som holdt fast ved Herren, "den retfærdige Lot", ham vidste Gud at udfri. Vi ved af Skriften, at Lot havde staaet svagt nok, men dog vidner Sodomiternes Ord om Lot (se 1Mos.19,9), at han ikke havde skikket sig lige med Sodomas Børn, men lidt under deres "lovløse Gerninger, som han saa og hørte", saaledes som Apostlen her udtaler det (V. 7). Det er altid et Tegn paa Guds Børn, de i Troen retfærdige, at de i deres Sjæl pines ved at give Agt paa Verdens Ugudelighed. Har Verden faaet Magt over Hjertet, da piner dens Væsen en ikke mere saaledes Lærdommen, som disse Eksempler fra de gamle Dage forkynder, understreger Apostlen nu i V. 9 som denne: "Herren ved at udfri gudsrygtige af Fristelse, men han ved og at bevogte uretfærdige til Dommens Dag". Derfor skal Herrens Folk ikke frygte, blot vi bliver ham tro, men de uretfærdige, der elsker Uret og staar Sandheden imod, de har Grund til at bæve.

At du vil i dine Lyster
Fare fort, som du er van,
Og dig dog ved Jesus trøster,
Gaar i Evighed ej an.
O, betænk det: Et af to,
Enten udi Ven og Tro
Syndens Vej at fly og hade
Eller lide Sjæleskade.

Den kortfattede Skildring af Vranglærerne, der var givet i dette Kapitels Vers 1-3, udføres nu videre i det Afsnit, vi her har for oss. Apostlen havde i det foregaaende talt om Dommem der ventede alle uretfærdige. Og denne Dom maatte da først og fremmest ("mest") ramme saadanne som de falske Lærere, her var Tale om. Han skildrer dem i den. første Del af V.10 fra to Sider. Paa den ene Side deres Sanselighed, deres "Vandring efter Kødet i Besmittelse". Paa den anden Side den overmodige Haan, hvormed de optraadte overfor alt, hvad der hed "Herskab". Denne sidste Side af deres Væsen udføres videre i Slutningen af V.10 og V.11-12. Skønt selv helt i Djævelens Magt "bævede de ikke ved at bespotte" de mægtige Aandekræfter. Ved "Herligheder" maa her forstaas Aandemagterne og særligt de djævelske Aandemagter, der jo endnu er i Besiddelse af den Magt, Gud en Gang har givet dem, og derfor er Menneskene langt overlegne i Styrke, den Styrke, som de nu bruger paa saa forfærdelig en Maade til at hindre Mennesker i at naa Saligheden, medens Englenes Bestemmelse var at være Aander, der i Herrens Tjeneste skulde være til Hjælp for dem, som skulde arve Frelse (Hebr.1,14). Der skal Alvor til overfor de djævelske Magter. Men disse Vrang-Lærere lignede dem, der i vore Dage frækt udtaler, at de "frygter hverken Gud eller Djævelen".

Med Hensyn til Djævlemagterne da lærer Guds Ord os aldrig at bespotte dem men at staa dem imod. Apostlen henviser til, at "end ikke Englene" (og her menes de gode Engle), som dog "er større i Styrke og Magt" end vi Mennesker, fremfører bespottelig Dom imod dem for Herren. Hvortil sigter "Apostlen med disse Ord? I Judas's Brev V. 9, der følger dette Peters Brev i sin Omtale af Vranglærerne, henvises der til en apokryfisk Beretning om Overenglen Mikaels Strid med Djævelen om Mose Legeme. Det er dog næppe dette, Apostlen Peter har for Øje, snarere er det Beretningen hos Profeten Sakarias i hans tredie Kapitsel, hvor Profeten saa Ypperstepræsten Josva staa for Herrens Engels Ansigt og Satan paa Josvas højre Side for at staa ham imod. Tillige saa han flere hellige Engle staa hos, men der lød ingen bsespottelig Tale. I det hele hører kødelig Spot ikke hjemme blandt Guds Børn, den er af det onde. Derfor lød Ordet i Sak. 3 kun saaledes: "Herren true dig, Satan!" Vi maa overgive Dommen over de mørke vældige Aandemagter til Herren vor Gud, ligesom de hellige Engle gør det, og lade Spot fare. Det er jo dog kun ved Herrens Kraft, at vi kan bevares overfor Djævlemagterne. Men disse Vranglærere bar sig ad som "ufornuftige Dyr", uden nogen Sans for det højere (V.12). De levede som Dyr, der følger deres Instinkt og ender med at fanges og ødelægges. Saaledes for Vranglaererne frem iblind Foragt for, "hvad de ikke kendte", til egen Ødelæggelse I V.13 beskrives deres Vellevnet og skamløse Fraadserier, under hvilke de med deres tomme Tale bedrog andres Hjerter og levede højt paa de bedragnes Bekostning I V.14 skildres deres Utugtighed og Pengebegærlighed. Denne sidste og dens Straf skildrer Apostlen (V.15-16) med Henblik til Bileams Eksempel, denne Profet fra fordums Dage, "der elskede Uretfærdigheds Løn" og for Fordels Skyld vilde bruge sin Profetgave til Guds Folks Fordærvelse. Han fandt sin Straf og blev beskæmmet endog gennem det umælende Lastdyr (se 4 Mos. 22, 28).

Efter at Apostlen saaledes har betegnet disse Vranglæreres giftige Væsen, hvorved de blev "Skamplet og Rædsel" for den kristne "Menighed, under hvis Flag de listede sig frem, afmaler han endnu (V.17-19) det golde, skuffende, der var ved alle deres tomme, forfængelige Ord. Han ligner dem ved "vandløse Kilder", udtørrede Kilder, der skuffer den, der søger at slukke sin Tørst; ved Skyer uden Regn, der drives frem af Stormvinden uden at bringe Vederkvægelse. Han peger atter paa den Dom, der ventede disse Løgnere, hvis Vederstyggelighed naaede sit Toppunkt i, at de særligt lagde sig efter de nyvakte; dem, der lige netop var undflyet fra den vildfarende hedenske Masse, dem lokkede de ved "Kødets Begæringer" (V.18) ved at forvanske den kristne Frihed for dem som en Frihed for Kødet. Disse Mennesker, som selv var "Fordærvelsens Trælle", talte i høje Toner om "Frihed", men Herrens Ord opfyldtes over dem, at "hver den, som gør Synden, er Syndens Træl" (Joh. 8, 34).

Fra V. 20-22 vises disse Vranglæreres grufulde Tilstand under henblik til, at de engang havde kendt Sandheden, engang havde vendt Verdens Besmittelser Ryggen. Deres Synd var derfor saa meget forfærdeligere, idet de onde Aander atter havde faaet fuld Magt over dem, saa det sidste var bleven værre med dem end det første (se Herrens Ord Matth.12,45). Det havde været dem bedre aldrig at have kendt Retfærdighedens Vej.

Naar der staar (V. 21), at de havde "vendt sig fra det hellige Bud", tænker Apostlen psaa Kristi Tro som den, der ogsaa forpligter til et helligt Liv; men det var just dette hellige Liv, de ikke havde villet leve. Vantroen har saare sjældent sin Grund i virkelig aandelig Tvivl, men hænger som Regel sammen med, at man ikke vil bøje sig ind under Evangeliets Krav i Henseende til Forsagelse. Apostlen slutter med at minde om et Par Ordsprog, som synes at have været almindelige i Folkemunde, til Betegnelse af disse Menneskers væmmelige Adfærd. Det første af disse Ordsprog findes ogsaa i Ordsv. 26, 11 som Betegnelse for "Daaren, der gentagser sin Taabelighed". Under disse Billeder fra Dyrelivet finder Apostlen det rette Udtryk for disse Bedragere, der talte de store Ord, men hos hvem der var en skærende Modsætning mellem, hvad de lovede, og hvad de selv var, uden at de havde nogen som helst Undskyldning, som handlede de uvitterligt. Men den dybe Alvor, som deri ligger for alle Kristne, er just dette at komme i Hu: "Hellighed sømmer sig for Herrens Hus" (Sl.93,5). Giver man Djævelen den lille Finger, tager han let hele Haanden. Og fremdeles: Det hjælper ikke, hvad man engang har været og har ejet, dersom man nu ikke mere har det. "Hvo, som tykkes at staa, se til, at han ikke falder".