En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

2 Peter

Kap 3

De i det foregaaende omtalte Vranglærere, disse Slanger, der var dukket op i Menigheden, var imidlertid ikke den eneste Fare, Fremtiden truede med. Endnu en anden Fare advarer Apostlen imod, en Fare, der truede Herlighedshaabet, dette Menighedens Hjerteblad Baade i Apostlens første Brev og i dette andet viser Apostlen Peter sig som Haabets Apostel. I det første Brev søger han bestandigt at styrke Læserne til taalmodig Lidelse under Korset ved Henvisning til Herlighedens uvisnelige Krans. Og paa samme Vis søger han i dette Brev at opmuntre til nidkær Stræben efter at udfolde Troslivet i de hellige Dyder ved Henvisning til "Jesu Kristi evige Rige", Kristi Kraft og Tilkommelse.

For Guds Folks Liv har det levende Haab den allerstørste Betydning til alle Tider. Blegner Haabet, da svækkes og lammes Livet med Kraften til at lide og virke for Herren. Men derfor har vor Sjælefjende ogsaa bestandigt sin Løgnens Pil paa Buen for at ramme Haabets Ørn og hindre den i at svinge sig op mod det høje i Forventningens kraftige Vingeslag. Det profetiske Ord i Skriften, som Apostlen Peter opfordrede Herrens Venner til at give vel Agt paa, denne Lampe, der lyser for os her i Verdens Mørke (Kap.1,19), vil Fjenden gerne skrue ned for os og allerhelst slukke. Derfor sender han Spottere, der haaner dette Haab som en Taabelighed. Det er dette, Apostlen forudser i Kraft af den apostolske Aand, der var givet ham. Herren har gennem Apostlen Peter just givet os dette Ord, vi nu skal betragte, til Værn for kommende Dage, for "de sidste Dage" (V.3).

Apostlen indleder sin Formaning med (V.1-2) at minde dem om, hvad Hensigten havde været med begge de Breve, han havde skrevet til dem, ogsaa med dette andet Brev, nemlig den "ved Paamindelse at vække deres rene Sind" (egentlig "dagklare", for skjulte Bagtanker og Forbehold lutrede Sind). Dette Sind i et Guds Barn trænger bestandigt til at holdes vaagent, og Apostlen har her dette bestemte for Øje, at de skulde agte paa det prosetiske Ords Forudsigelser, saaledes som det lød til dem baade igennem "de hellige Profeter" fra den gamle Pagt og igennem det Bud, der var bragt dem fra Frelseren gennem Apostlene. I nogle Haandsskrifter læses: "Eders Apostle", hvormed Peter da tænker paa Paulus og hans apostolske Ledsagere, der havde arbeidet i de lilleasiatiske Kredse, som disse Breve er rettede til. Det er aabenbart Gudsordets Vidnesbyrd om Herrens Genkomst til Herlighedsrigets Oprettelse, han herved sigter til. Og naar han her ligesom i Kap. 2,21 benævner Evangeliet som "en Befaling", betegner han derved den Paamindelse til at føre et helligt Liv, der ligger i Evangeliet, ogsaa i Ordet om den kommende Herlighed.

At det særlig er disse Ordets Forjættelser, han har villet gøre dem vaagen for i sine Breve, betoner han her just med den Fare for Øje, han nu vil pege paa. Han skildrer dem denne Fare (V.3-4), nemlig de spottende Røster, der i de sidste Dage (hvormed her særligt menes Tiden nærmest før Herrens Genkomst) med Hensyn til Forjættelsen om denne Herrens Genkomst vilde komme til at lyde fra Mennesker, som "vandrer efter deres egne Begæringer". Det er saa let forstaaeligt, at Mennesker, der søger deres Lyst i denne Verden, nødigt vil høre om denne Verdens Undergang og en ny Verdens Fremkomst, hvor "Retfærdighed" (V.13) skal hellige alt. Derfor søger de at spotte denne Tanke bort, og Indholdet af denne deres Spot fremfører Apostlen i V. 4. De vil sige: "Hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkommelse?" Og de vil pege hen paa, at alt staar jo ved det samme lige fra Skabningens Begyndelse. "Fædrene", hvorved her sikkert menes de første Slægtled af troende Kristne, havde forventet denne Herrens Genkomst, men han var jo ikke kommen. Fædrene var hensovet, og Slægt kom efter Slægt, men endnu stadig var Forjættelsen ikke opfyldt ; saa sluttede de rask væk deraf, at al Tale om Herrens Genkomst og Verdens Undergang var noget Snak.

Apostlen viser nu det tomme i disse Spotteres Ord, først ved (V. 5-7) at henpege paa, at alt dog ikke havde været saa ganske uforandret fra Skabningens Begyndelse, idet der allerede en Gang havde fundet en mægtig Omvæltning Sted, nemlig paa Syndflodens Dage, et Varsel om den kommende sidste Dom. Fremdeles viser han (V. 8), at Herren ikke regner Tiden paa samme Maade som vi Mennesker, og endelig (V. 9), at det er af Langmodighed, for Sjælenes Frelses Skyld, Herren har biet.

Det første Punkt, Apostlen fremhæver, Syndfloden, maatte jo ogsaa være Spotterne bekendt, men "de var blinde for dette", at "fra fordums Tid var der Himle og en Jord, som var fremstaaet af Vand og ved Vand i Kraft af Guds Ord", og at det var ved disse samme Kræfter, den daværende Verden gik under. Tanken er denne: Himmel og Jord blev fordum til i Kraft af Guds Ord, "ud af Vand", idet Jorden, som der fortælles i Skabelssesberetningen, hævede sig frem af Vandet, der oprindelig dækkede det hele, og "ved Vand" idet Vandene ved at vige til Side hidførte den nuværende Jords Dannelse, ligesom ogsaa Himmelhvælvingen dannedes ved, at Vandene "neden til" og Vandene "oven til" skiltes, saa at Himmelhvælvingen med Luftrummet fremkom. Men ved de samme Kræfter, nemlig Guds mægtige Ord og Vandet, der atter strømmede sammen fra neden og fra oven og oversvømmede alt, gik Verden atter under. Havde da Guds Ord vist sin Magt fordum til at forandre alle Ting, saa laa deri tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, at Spotternes Ord om. at alt gik uforandret paa samme Maade, var uden Vægt. Den Dag i Dag taler Spotterne jo om de evige Naturlove og vil ikke vide af nogen Dommedag, skønt Guds Ord har sagt det, at den nuværende Himmel og Jord vil gaa under ved Ild ("holdes i Forvaring til Ild"), at de kun opholdes, indtil Tiden kommer, da Dommens Ild bryder løs med Undergang over alle ugudelige Mennesker. Da Syndfloden kom, havde den daværende Verden jo allerede bestaaet i mangfoldige Aarhundreder, saa at Slægten paa Noahs Tid sikkert har spottet paa samme Maade som Verdens Børn i senere Tider og beraabt sig paa, at alt jo gik til paa samme Maade gennem Tiderne. Men Floden kom, og Ilden vil ogsaa komme, fordi Guds Ord har sagt det.

At den sidste Dag vil bringe Verdens Undergang ved Ild, siges allerede i det gamle Testamente. Se saaledes Esaj.66,15: "Herren skal komme med Ild", og Dan. 7, 9-10. Sodomas og Gomorras Undergang stod ogsaa som et Forbillede. Og i det nye Testamente siges det samme gentagne Gange (saaledes 1 Kor.3,13-15: "Dagen skal gøre det klart, efterdi den aabenbares ved Ild" og 2.Th«ess. 1, 8 ("med Lueild"). Som Guds Ord har sagt, saaledes sker det. Det skulde Læserne komme i Hu, men det vilde Spotterne ikke vide. De kunde vide det, om de vilde, og saaledes er det til alle Tider med dem, der siger Guds Ord imod, siger, at de ikke kan tro, det ligger i, at de vil ikke.

Men for Guds Børn fremfører Apostlen endnu et vigtigt Punkt, som maa huskes, naar Talen er om Tid og Stund, at Herren ikke regner Tiden paa samme Maade som vi. Vel er vore Tider i Herrens Haand, men Herren regner ikke Tiden efter dens Aarstal men efter dens Indhold. Derfor omtaler Herren efter at have skildret Jerusalems Ødelæggelse Dommedag som noget, der kommer "straks efter". Og i Johannes Aabenbaring hedder det gentagne Gange: "Se, jeg kommer snart". Hele den for os saa lange Tid, der ligger mellem Herrens første og andet Komme, er for ham kun som en liden Stund, thi hele denne Tid har jo dog kun været en Tilegnelse af det, der i sin Helhed var givet den første Menighed. Dette skal vi, som ofte før er sagt, komme i Hu, naar vi ser Apostlene tale om Tiden til Herrens Genkomst som nær. De havde stillet deres Ur efter Herrens Ur, saa paa Tiden med hans Øje. Kommer vi det i Hu, forvirres vi ikke, om ogsaa der skrider en længere Tid efter vore Aarstal Vi siger dog "Han kommer snart".

Ordet: "Een Dag er for Herren som tusind Aar", er hentet fra Sl. 90,4, men Apostlen tilføjer med Rette, at "tusind Aar kan være som een Dag for Herren". Vi kan tænke paa saadanne Dage som Langsredag, Pinsedag osv. Ogsaa i vort eget Liv kender vi jo godt Dage, der vejer som Aar, ligesom vi ogsaa kender de stille, mere ensformige Tider, der svinder som i et Øieblik Skal vi agte paa Tiden for Herrens Dag, da skal vi ikke granske over Aarstallet, men over Tidens Indhold og Tegn. Det er det afgørende Udfra dette Ord om de tusind Aar som een Dag er allerede fra gammel Tid fremkommet Tanken om, at der skulde gaa 6000 Aar fra Verdens Skabelse til Herrens Gjenkomst svarende til de 6 Ugedage, medens det tusindaarige Rige da skulde svare til Sabbatsdagen, den syvende Dag. Men det er jo kun Mennesketanker, derom siger Ordet intet.

Men naar Herren ofte for vore Øjne synes at tøve saa længe, saa vi synes, hans Ur gaar for langsomt, og bliver utaalmodige, saaledes som "nogle" troende var blevne det paa Apostlens Tid, saa de agtede Herrens Tøven for en Forhaling af Forjættelsen, da har dette, siger "Apostlen, ogsaa sin Grund i Guds store Langmodighed med os. Hans Villie er det ikke, "at nogen skal fortabes". Hans Villie er det, "at alle skal komme til Omvendelse", og derfor tøver han, indtil Evangeliet med sit Tilbud har naaet rundt til alle Verdens Folkeslag Ventetiden er en Naadetid for de mange Hedningefolk, der endnu ikke har hørt Evangeliet, og Ventetiden er Langmodighed ogsaa for dem, som har hørt, men endnu ikke har omvendt sig, om de maaske kunde komme. Og den er Langmodighed ogsaa for Herrens Brud, at hun bedre kan blive smykket til at tage imod sin Brudgom.

Hvor er det dog velsignet, hvad Herren her gennem Apostlen har givet sine Venner til Trøst, naar vi tykkes, at Dagene skrider saa langsomt, naar vi anfægtes af Verdens Spot og vore egne bange Tanker. "Bier han længe, han kommer dog vist, glæder os saa desto mer".

Efter at have afvist Spotternes Fornægtelse af Herrens Genkomst udtaler Apostlen nu som den fuldvisse Kendsgerning: "Komme skal Herrens Dag" (saaledes er Ordstillingen i Grundteksten). Der ligger noget triumferende i Ordet, som det her udtales Den Dag, Herren kalder sin, paa hvilken han vil gribe ind med sin Vælde, den skal komme, alle "Spotteres Benægtelse til Trods. Og den skal komme "som en Tyv om Natten" (se Herrens Ord Matth 24,43 og Ordet i 1Thess. 5, 2). Deri ligger det Pludselige, det uventede; maaske ogsaa dette, at den vil berøve Verdens Børn deres forgængelige Skatte. Og nu maler Apostlen for os de store Omvæltninger, der da vil gaa for sig. Spotternes Ord om, at alt jo gik sin Gang som sædvanligt, og at det altid skulde vedblive saa, skal brat forstumme. Naar her tales om, at "Himlene skal forgaa med stort Bulder (egentlig med "brusende Fart") og Elementerne komme i Brand og opløses", vil det jo sige, at hele den os omgivende Natur med dens Grundstoffer (Elementer) skal undergaa en mægtig Omdannelse, gaa ligesom igennem en Smelteovn, "og Jorden og alt, hvad der er paa den«, skal gribes af den samme Ild. Alle de Værker, som Menneskers Snille frembragte, skal i et Nu forgaa. Vi har jo Forbilleder paa saadan Ild-Dom baade i Sodoma og Gomorra i gamle Dage og i den Ildregn, der i Løbet af et Par Minutter ødelagde Byen St. Pierre paa Øen Martinique i vor Tid, men hvor vil det blive underligt, for Verden i ethvert Tilfælde forfærdeligt, naar den hele Jord saaledes kommer ind under Dommens Luer for at lutres for al den Besmittelse, Synden har bragt over den, og for saa at fremtræde i en ny Skikkelse "Nye Himle og en ny Jord, i hvilke Retfærdighed bor", forventer vi efter Herrens Forjættelse. Ved Himle maa her naturligvis ikke forstaas Guds Himmel, Guds Bolig, thi der er ikke nogen Forandring eller Skygge af Omskiftelse, men den Himmel, vi er vant til at se hvælve sig over os. Forjættelsen om nye Himle og ny Jord finder vi ogsaa hos Profeten Esaj Kap1. 65 og 66, hvor Herren siger: "Se, jeg skaber nye Himle og en ny Jord, og det første skal ikke ihukommes, ej heller rinde nogen i Sinde" (Esaj.65,17), og fremdeles: "De nye Himle og den nye Jord, som jeg skaber, bliver bestandigt for mit Ansigt, siger Herren" (Esaj. 66, 22).

Apostlens Skildring her af Herrens Dag (V.10-13) sammenfatter det hele som i en Sum. Paa dette Sted skelnes ikke mellem Enkelthederne. Vi ved fra andre Steder i Skriften, at Herrens Komme falder i forskellige Afsnit, først Dommen over Antikristen, saa det tusindaarige Rige med den første Opstandelse, saa den sidste store Dommedag og derefter den nye Himmel og den nye Jord. Her siges det som i en Hovedsum, at alle disse Ting, alt det, som omgiver os, gaar sin Opløsning i Møde.

Men "efterdi da alt dette opløses, hvor bør I da ikke færdes i hellig Vandel og Gudsfrygt (ordret "i Gudfrygtigheder"), idet I forventer og fremskynder Guds Dags Tilkommelse". Herrens Dag vil for nogle blive en Dommens Dag, for andre en Salighedens Dag. Det kommer an paa, med hvad Sind man kan gaa den i Møde. For at kunne møde Herren med Frimodighed maa vi findes i en "hellig Vandel", ikke en verdslig og ugudelig Vandsel, ikke heller en blot skikkelig Vandel, men en hellig Vandel, det vil sige en Vandel i Tro paa Kristi Blods Kraft til at hellige os Syndere og i alvorlig Stræben efter et Liv, som svarer til saadan Tro, i Samfund med Herrens hellige. "I Gudsfrygt" betegner den hellige Vandel som en daglig Skole, hvor det bestandig gælder om dette: Hvad er Guds Villie? Kun hvis Herren finder os paa den Plads, i det Sind, kan vi løfte Hovedet, naar Dommens Brag høres og Herren er der.

Men et endnu hører med for rettelig at være rede, og det er at vente Guds Dags Tilkommelse, altsaa at leve i en stadig Haabets Forventning ; saaledes levede Apostlene og den første Menighed, og saaledes skal Guds Folk bestandig have det, forvente Herren, som Tjeneren venter sin Herre hjem fra Bryllup (Luk·.12,36).

Og vi skal give Agt paa, at Ordet her lægger Guds Børn paa Sinde at "fremskynde Guds Dags Tilkommselse". Hvorledes kan dette ske? Det kan ske ved Bøn om, at Guds Rige maa komme over al Jorden, og ved et nidkært Missionsarbejde. Vi ved jo, at Guds Riges Evangelium skal prædikes til et Vidnesbyrd for alle Folk, for Enden kommer (Matth.24,14). Vi kan ogsaa fremskynde Dagen ved at bidrage vort til, at Bruden kan staa smykket til at møde sin Brudgom. En underlig dyb Tanke, at Herren saaledes betinger sin Dags Komme af Menighedens Forhold. Kan vi fremskynde Dagen, da kan vi ogsaa forsinke den ved Lunkenhed.

Den foregaaende Formaning om at fremskynde Guds Dag ved en nidkær Forventning under hellig Vandel og Gudsrvgtigheds Øvelse fører Apostlen nu videre i V.14-18, i hvilken Slutningsformaning han samler de to store Hovedformaal, han havde med sit Brev, nemlig at formane dem til Helliggørelse med Herrens Dag for Øje og at advare dem imod de "ryggesløses Vildfarelse" (V.17). I V.14 og Begyndelsen af V.15 understreger han endnu engang, hvorledes en levende Forventning af Herren maa give sig Udslag i hellig Stræben efter at maatte findes "uplettede og ulastelige for ham i Fred". Dette "i Fred" føjes til, fordi et helligt Liv kun lader sig leve, naar Hjertet har Fred i Troen paa Syndernes Forladelse. Og endnu engang understreger Apostlen, at Herrens Langmodighed, hans Tøven med at komme, maa agtes "som Frelse" (se V.9). Ventetiden skal udnyttes efter Herrens Hensigt, derved at hans troende arbejder for i Herrens Tjeneste at bringe Frelsesordet ud til alle Folkeslag og dybere ind i de troende. Denne Herrens Villie skal virkeliggøres gennem hans hellige, for hvem det gælder om at arbejde, saa længe det endnu er Dag, baade udad og indad paa deres egen Saliggørelse.

Fra Slutningen af V. 15 og i V.16 gør Apostlen en eiendommelig Tilføjelse. Han betoner sin fulde Overensstemmelse med, hvad "vor elskelige Broder Paulus" havde tilskrevet dem angaaende disse Ting; ja ikke blot i Brevene til dem, men i alle sine Breve. De Breve, her særligt maa tænkes paa, er de Breve, Paulus har skrevet til de lilleasiatiske Menigheder, Galater-, Efeser- og Kolossenserbrevet. Men Tilføjelsen, "Som han ogsaa gør i alle sine Breve", viser, at Peter har kendt ogsaa andre af Apostlen Paulus' Breve.

Hvad det er for Ting i Paulus' Breve, Apostlen her har for Øje, fremgaar af Sammenhængen. Det er den alvorlige Stræben efter Hellighed, efter at "pryde Guds og vor Frelsers Lærdom i alle Ting", Apostlen her viser hen til som noget, Apostlen Paulus ogsaa særligt havde indskærpet de lilleasiatiske Menigheder, der jo var hans aandelige Børn. Ved saaledes at henvise til Paulus og stadfæste hans Vidnesbyrd, imødegaar Peter den Strømning, der i Lillieasien ofte havde været oppe i Retning af at mistænkeliggøre Paulus, særligt fra snævre, af Farisæismen smittede, Jødekristnes Side, som om Paulus gik for vidt ved at prædike Troens uforskyldte Naadevej.

Men Apostlen Peter hentyder tillige til, at der var noget i Paulus' Breve, som "de ukyndige (uvidende) og ubestestede" fordrejede. Han indrømmer, at disse Punkter var vanskelige at forstaa, men han lægger ikke i nogen Maade Skyld over paa Paulus; tværtimod lægger han Ansvaret afgjort over paa dem, der fordrejede Paulus' Ord, baade ved at bemærke, at de handlede ligesaa med de "øvrige Skrifter" (derved betegnes sikkert den gamle Pagts Skrifter saavel som den nye Pagts), og ved at betone, at de handlede saaledes "til deres egen Undergang", altsaa forsætligt dreiede Meningen af Paulus Ord om til Besmykkelse af deres kødelige Lyster.

Vi kan let tænke os til, hvad i Apostlen Paulus' Breve Peter her hentyder til, nemlig Paulus' saa ofte gentagne Prædiken om Frelsen som værende uforskyldt af Naade, uden Lovens Gerninger, alene ved Troen paa Jesu Blod, samtidigt med at han betonede, hvorledes Kristenlivet, just fordi det ikke stod under Loven men under Naaden, derved fik Kraft til at naa fremad i at fyldestgøre Lovens Krav, i dette at "helliges ganske og aldeles". At Naaden ikke er en Sovepude, men just den eneste sande Drivskraft til et helligt Liv, denne Prædiken er jo den Dag i, Dag "svær at forstaa", "ikke alene for kødelige Mennesker, men stundom ogsaa for troende Mennesker. Det er jo særligt Romerbrevets sjette, syvende og ottende Kapitel, som endnu den Dag i Dag ofte misforstaas. At Verdens Børn fordrejer Ordet om Frelse uforskyldt af Naade ved Troen, som kunde man leve, som man lystede, er jo ganske almindeligt. Men ogsaa indenfor Kirken har nogle været tilbøjelig til at betone de Kristnes Pligt saa stærkt, at det var paa Vej til Lovtrældom, andre har betonet den kristne Frihed i Jesu Blod saa stærkt, at man glemte at vaage og fristedes til at misbruge Friheden til "en Anledning for Kødet" (Gal.5,13).

Men det er jo ikke Sandhedens Skyld, at den misforstaas, det er det tungnemme og uvillige Menneskehjerte, der er Skyld deri. Visselig er det "svært at forstaa" for Kødet, men for det oprigtige Sind, der lukker op for Aandens Lys, er der ingen Modsigelse til Stede.

Under Henvisning til, at de jo nu vidste det forud, hvorledes Skriften blev fordrejet af dem, der hverken havde Aandens Klarhed eller begærede at eje den, advarer Apostlen dem da endnu engang (V.17) imod alle de vildfarende Røster, som han havde skildret for dem i Kap. 2 "og 3. Overfor Vranglaerens Storm maatte de ikke lade sig rive med, saa de faldt ud fra det faste Stade, de havde faaet i Eje. Denne Formaning er aldrig overflødig for Guds Børn Stundom viser det sig, naar et eller andet Vildfarelsens Vejr farer frem, maaske under stærk men falsk Henvisning til Skriftens Ord, at Mennesker, som man havde anset for at staa som Støtterne i Samfundet, lader sig rive med. Men den bedste Maade at vinde Fasthed paa er (V.18) at "vokse" dybere ind "i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi Naade og Kundskab", den Naade og Sandheds Erkendelse, som er bragt os i Jesus Kristus. Jo dybere man har slaaet Rod i Maaden, des fastere staar Troens Træ. Hvor Væksten kun er liden, der bliver Faren for at rives løs større. Visselig er det Gud, der giver Vækst, men Formaningen her ("vokser") siger os, at der ogsaa fra vor Side kræves noget til Vækst. Jo mere det hellige "Fremad" lever i Hjertet, jo dybere Hjertet erkender sin Synd og derigennem ogsaa trænger dybere ind i Frelserens Naade, des fastere staar vi, des kraftigere bliver Væksten.

Men til en ret Vækst i Herren hører ogsaa at vinde frem til en dybere Kundskab, at modnes til en mere fintfølende Bedømmelse af Herrens Villie og Sind, af Aandens Røst. Saa bliver den rette Vækst da, som Johannes Døberen fik Lov at udsige det (Joh.3,30): "Han bør vokse, men jeg forringes". Jesus altid større for os og i os, vi selv mindre i os selv, det er den rette Vækst.

Og denne Vækst vil vor Jesus selv virke i os. Derfor slutter Apostlen ogsaa med at lovprise denne Frelser. "Ham tilhører Herligheden baade nu og indtil Evighedens Dag", til den Dag oprinder, hvor Tiden afløses af Eviged.

Mer Ydmyghed giv mig, mer Lyst til din Pris,
Mer dig at ophøje paa Englenes Vis,
Mer nyttig og gor mig, paa Kærlighed rig,
Mer skikket til Himlen, mer Jesus som dig!