En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

1 Johannes brev

Indledning

I dette Brev findes ingen Angivelse af, hvem der er Forfatteren til det, eller til hvem det er henvendt, men baade ydre og indre Vidnesbyrd godtgør med tilstrækkelig Sikkerhed, at det er as Apostlen Johannes. Kirkefædrene bevidner dette enstemmigt, og Ligheden mellem dette Brev og Johannesevangeliet er saa stor, at derom ikke kan herske nogen Tvivl. Lidt vanskeligere er det at sige, til hvem det er skrevet. Det fremgaar af Brevets Indhold, at Forfatteren har været nøje kendt med og hjertelig forbunden med dem, han skrev til. Og da Kirkens Historie fortæller os, at Apostlen Johannes i Slutningen af det første Aarhundrede, den Gang alle de andre Apostle allerede var døde, sad som Biskop i Efesus paa Lilleasiens Vestkyst, er det den almindelige Antagelse, at Brevet er en Omgangsskrivelse til alle de lilleasiatiske Menighedskredse, over hvilke Apostlen Johannes i mange Aar vaagede med sand Hyrdetroskab Deraf forklares Manglen af særlig Adresse.

Stedet, hvorfra Skrivelsen er udgaaet, er sandsynligvis Efesus, og saaledes siger ogsaa den ældre Tradition (den kirkelige Overlevering).

Tiden for Affattelsen kan jo ikke bestemt fastslaas, men Indholdet viser os, at det hører hjemme paa den apostolske Menigheds senere Tid (efter Apostlen Paulus' Død). Man mærker, at Johannes allerede var i en ældre Alder; det er den gamle, erfarne Herrens Apostel, der taler som en Fader til sine Børn. Man mærker fremdeles, at Menighederne allerede havde bestaaet i længere Tid. Modsætningen mellem Jødekristne og Hedningekristne hører vi ikke mere noget om. Den havde tabt sin Betydning ved Jerusalems og Templets Undergang. Derimod mærker vi de gnostiske Vildfarelser endnu ganske anderledes tydeligt end i Paulus' sidste Breve. Ogsaa dette tyder hen paa en sildigere Tid. Apsostlen Johannes kæmper i dette sit Brev med skarpe Vaaben imod disse Vildfarelser. Ved Udgangen as det første Aarhundrede var der særlig een Mand, som bragte de gnostiske Vildfarelser frem i Lilleasien; det var Cerinth, en Jødekristen fra Ægypten, og den gamle, kirkehistoriske Beretning fortæller om Sammenstød mellem Apostlen Johannes og denne kætterske Person. Naar Apostlen Johannes siger i dette sit Brev Kap. 2, 22: "Hvem er Løgneren, uden den, som nægter, at Jesus er Kristus?" sigter han aabenbart til Cerinth og hans Følgesvende.

Alt dette peger hen paa, at Affattelsestiden som sagt maa sættes mod det første Aarhundredes Slutning. Nogle mener, at dette Brev har fulgt med Johannesevangeliet som en Følgeskrivelse til dette, og det er ikke usandsynligt Johannesevangeliet begynder ogsaa med en stærk Fremhævelse af Jesu Guddom, at "Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os" (Joh.1,14).

Vi skrider nu til en Oversigt over Indholdet af dette Johannes' første Brev. Som før nævnt kender vi tydeligt Johannes' Personlighed igen, det dybe Præg, den hellige Stilhed, den ildfulde Kærlighed. Navnet Tordensønnerne, som Herren havde givet Johannes og hans Broder (Markus 3,17), passer saa godt ogsaa til dette Brev. Thi naar Johannes er bleven kaldt Kærlighedens Apostel, fordi han saa inderligt betoner Guds Kærlighed i Kristus, saa vel som den indbyrdes Kærlighed, da er det visselig ikke den blødagtige Kærlighed, der møder os i hans Ord. Ingen Apostel sætter Skellet mellem Guds Rige og Verdens Rige, mellem Lyset og Mørket, mellem Tro og Vantro, skarpere end Apostlen Johannes.

Hovedtanken i Brevet angives allerede i Kap.1,1-4. Det er den menneskeblevne Frelser, Guds evige Søn som den historiske Kristus Jesus, han vil vidne om, for at Læsernes Samfund med Faderen og Sønnen og deri med alle Guds Børn kunde befæstes til Glædens Fuldkommelse. Efter denne Indledning peger han nu Kap. 1, 5-2, 11 paa Gud som det fuldkomne Lys og den deraf følgende Forpligtelse for Guds Børn til at føre deres Vandel i Lyset. Kun naar vi findes i en saadan Vandel, kan Jesu Kristi, Guds Søns Blod udvikle sin frelsende Kraft over os. I Kap. 2, 12-17 viser han, hvorledes den Styrke, vi ejer i Syndernes Forladelse, ikke maa sættes over Styr ved Kærlighed til denne Verden. Verdens Kærlighed og Guds Kærlighed kan ikke forenes. Fra Kap. 2, 18-3, 24 peger Apostlen først hen paa de antikristelige Aander, der vilde nedbryde Troens Grundvold ved at nægte, at Jesus var Kristus, og formaner i Modsætning til disse Løgnens Aander de troende til at blive i det Ord, de havde "hørt fra Begyndelsen", og som var nedlagt i dem ved Helligaandens "Salvelse". Han vidner om Naaden i denne Guds Gave, men ogsaa om den Opgave, som dermed fulgte, at staa al Synd imod og øve Retfærdighed. Særlig peger han paa Broderkærlighed som Kristenlivets Grundpræg og som en nødvendig Frugt af Troen paa Guds Kærlighed i Kristus. Men da kan ogsaa Frimodigheden overfor Gud bevares.

I Kapitel 4 formaner han dem til at prøve Aanderne, om disse stammede fra Sandhedens eller Vildfarelsens Aand, og han fremdrager dernæst paa ny Kærligheden til Brødrene som Kendetegnet paa, at Guds Kærlighed er i vore Hjerter ved Jesu Krifti Tro. I Kap. 5 betoner han den Sejrsmagt, der ligger i denne Tro paa den sande Jesus Kristus, Guds Søn I denne Tro har vi det evige Liv og Magt til at bede med Vished om Bønhørelse.

Brevet slutter med den betegnende Formaning: "Mine Børn, vogter eder for Afguderne"; dermed peger han endnu engang paa den Fare, der truede dem ; det vilde føre dem tilbage i. Hedenskabets Mørke, om de gav Løgnens Aander Raaderum. Hint gnostiske Kætteri var i Virkeligheden baade i Liv og Lære Afgudsdyrkelse. Hin før omtalte Cerinth lærte nemlig, at det gamle Testamentes Gud, Verdens Skaber, Israels Gud, ikke var den højseste Gud, men kun Overhovedet for de lavere Englemagter. Om Jesus lærte han, at han kun var Josefs og Marias Søn, men ved hans Daab havde den egentlige Verdsensfrelser, den himmelske "Kristus", sænket sig ned over ham og sat ham i Stand til at "forkynde Faderen (den højeste Gud) og fuldbringe Dyder". For Lidelsen paa Korset havde den "himmelske Kristus" atter forladt Jesus, saa at det kun var Mennesket Jesus, der døde paa Golgatha Cerinth delte saaledes vor Frelser i to, nemlig den jordiske Jesus og den himmelske Kristus, men derved blev Guds Søns forsonende Lidelse for os jo fornægtet. Et Menneske alene kunde ikke blive en Forsoning for al Verdens Synder

Cerinths falske Lære udsprang fra den kødelige vantro Forstand, der vilde mestre Guds Sandhed og saaledes gøre sig selv til Gud, var i Virkeligheden Asgudsdsyrkelse, indsvøbt i kristelige Talemaader, og dermed fulgte da ogsaa sædelig Slavhed og Mangel paa Broderkærlighed. Løgnens Væsen kan ikke bringe et helligt Liv med sig. men fører til, at man gør sin egen Lyst til sin Afgud. Og de senere Gnostikere, som Kirkeshistorien skildrer os dem, mente sig i falsk Aandelighed ganske hævede over Helliggørelsens Krav. Medens de talte i høje Toner om det Lys, de ejede, laa deres Livsvandel i Mørke under Verdens og Djævelens Trælleaag.

Det er denne Afgudsdyrkelse, der vilde fortrænge den sande Gudsdyrkelse i Jesu Kristi Tro, som maa tages med i Betragtning, om« vi ret vil forstaa dette Johannesbrevs Grundtanke. Men hvor har dog dette Brev Ærinde til os ogsaa i vore Dage, hvor de Røster, der nægter Jesus at være Kristus og blot vil anerkensde ham for at være et fremragende Menneske, atter lyder højt. Al Rationalisme, hvorved forstaas den vantro Fornufts Oprør mod Troens Grundvold, gaar bestandig ud paa at nægte Jesu Kristi Guddommelighed. Dette er ogsaa Understrømmen for hele den moderne Bibelkritik, der fremhæver Jesus som Menneske i den Grad, at man end ikke undser sig ved at sige om Herren, at han kunde tage fejl og lærte sine Disciple fejlagtige Ting.

Ogsaa overfor visse sværmeriske Rørelser i vor Tid, saaledes den falske Syndfrihedslære, har en indgaaende Betragtning af dette Johannes brev sin store Betydning Herren vejlede os da med sin Aand, naar nu vi gaar ind i denne Del af Skriftens Guldgrube! Dette Johannesbrev har en herlig Rigdom fra Gud at bringe os.