En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

1 Johannes brev

Kap 1

Dette første Kapitel falder i to Hovedafsnit, nemlig V. 1-4, Brevets Indledning, og V. 5-10, hvor vi møder Brevets bærende Grundtanke

I V.1-!4 angiver Apostlen først Indholdet af sin Forkyndelse, og hvad han bestandig tilsigtede ved al sin Forkyndelse. Dernæst betegner han endnu i V. 4 det særlige Formaal med dette Brev.

Og Indholdet af al Apostlens Forkyndelse er da Jesus selv, den personlige, historiske Frelser, ihvem den evige Livsfylde er kommen til Jord. Maaden, hvorpaa Apostlen begynder sit Brev (V. 1), minder i høj Grad om de Ord, hvormed Johannesevangeliet begynder ("I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud"). At Guds Søn, Livets Ord, var fra "Begyndelsen", vil jo sige, at det var til, da alt det timelige begyndte, altsaa forud for alt det skabte. Dette Ord var jo selv livssksabende (Joh.1,3: "Alle Ting er blevne til ved det").

Men det, Apostlen straks her i Brevets Indgang betoner, er, at dette evige Livets Ord havde faaet synlig Skikkelse iblandt os (Joh.1,14: "Ordet blev Kød og boede iblandt os, og vi saa hans Herlighed"). Apostlen bruger fire Betegnelser for et bevidne Livsordets historiske Virkelighed iblandt os: "Vi har hørt - set med vore Øjne - skuede - vore Hænder følte paa". Stærkere kunde han ikke betegne Frelserens historiske Virkelighed, og han gør dette aabenbart i Modsætning til Vranglærernes Løgne om en Skin-Kristus. Som vi omtalte det i Indledningen, gik den gnostiske Løgn just ud paa at nægte, at den historiske Jesus var eet med Guds evige Søn.

Naar Apostlen ikke siger: Han, som var fra Begyndelsen, men "det", er det, fordi han har Kristi Væsensfylde for Øie, det evige Liv (V.2), "som var hos Faderen og blev aabenbaret for os". I V.2 understreger han Livsordets Aabenbarelse og vidner (V. 3) om, at dette aabenbarede, evige Livets Ord var Indholdet af hans Forkyndelse. Ja, forkynde Jesus, det er det, vi skal ; han skal være Indholdet af al vor Prædiken, som ogsaa Paulus skrev det til Korinthierne: "Guds Søn, Jesus Krsistus, er prædiket iblandt eder ved os" (2 Kor.1, 19). Jesus skal vi prædike, som den, der var hos Faderen men aabenbaredes iblandt os som Livets Ord, saaledes skal vi forkynde ham og ikke som et blot Menneske, hvad Vantroen baade i de gamle gnostiske Klæder og i de mere moderne rationalistiske Klæder bestandig gaar ud paa. Det, Apsostlen tilsigtede med denne sin Forkyndelse, var, at ogsaa Læserne, der ikke saaledes selv personligt havde set og hørt den menneskeblevne Guds Søn, som Apostlen havde det, skulde "have Samfund med" Apostlene, dele Rigdommen med dem. Og hvori denne Rigdom bestod, siger han nøjere i Slutningen af V. 3: "Vort Samfund er med Faderen og med hans Søn Jesus Kristus". Bestandig bruger Johannes begge Navne, Jesus og Kristus, for at betone, at den historiske Jesus fra Nasareth var eet med den forjættede, guddommelige Frelser og Konge.

Ja, det er Herlighed at være i Samfund med, at være i Livsfællesskab med den himmelske Fader og hans enbaarne Søn som i Faderens Børn og Jesu Lemmer. Hvilken usigelig Rigdom, at vi Syndere maa faa Del i dette! Det er Evangeliets Fylde.

Som dette var Indholdet af og Formaalet med al Apostlens Forkyndelse, saa var det da ogsaa hans særlige Formaal med dette Brev, at Vennernes Glæde over al denne Naade maatte blive fuldkommen. Vor Glæde over Naaden svarer saa ofte ikke til Naadens Herlighed. Men Glæden i Herren er vor Styrke (Nehem.8,10) "Synger med Fryd, I retfærdige i Herren", saaledes lød allerede Opraabet i den gamle Pagt (Sl.33,1). Maatte da ogsaa vor Glæde fuldkommes ved dette Apostelbrev, der bærer Evangeliets Budskab saa rigt frem for os. Maatte det lyde i vore Hjerter og ud igennem al vor Færd:

Jeg lever et saligt Liv alt i Gud,
Jeg dør kun for evigt at leve,
Jeg rejser med Glædens det evige Bud,
Hvi aander jeg ikke den Glæde ud,
Hver Stund jeg i Verden mon leve!

"Gud er Lys, og der er slet intet Mørke i ham". I dette mægtige Ord (V. 5) samler Apostlen som i en Sum Indholdet af det Budskab, han havde hørt af Frelseren og vilde forkynde for Menneskene. Der skal ikke oversættes: "Gud er et Lys", som vor gamle danske Oversættelse har det. Meningen er jo ikke den, at Gud er et Lys ved Siden af andre Lys. Nej, hans Væsen er det fuldkomne Lys, Lysenes Lys, det vil sige: "Gud er hellig, hans Væsen er den fuldkomne Hellighed og Sandhed. Og "der er slet intet Mørke i ham". Mørket betegner her Synden, som Gud i sin Hellighed er ubetinget skilt fra.

I dette Ord oplader Apostlen ligesom Evighedens Porte for os, og Ordet minder om, hvad Profeten Esajas oplevede, da han "fik Lov til at skue ind i Himlens Helligdom (Esaj 6) og hørte Serafernes Raab: "Hellig, hellig, hellig er den Herre Zebaoth". Da bævede han, og vi maa ogsaa bæve, alle vi Syndere med de af Naturen urene Læber og urene Hjerter. Dette Ord, at Gud er Lys, indeholder Dommen over Synden og vidner højt om, at Vejen tit Gud kun gaar igennem Frelse fra Syndens Mørke, saaledes som Apostlen fortsætter i V. 6: "Dersom vi siger, at vi har Samfund med ham og vandrer i Mørket, da lyver vi og gør ikke Sandheden". Vi maa helliges for at have Samfund med Lysets Gud (se Hebr.12,14: "Uden Hellighed skal ingen se Herren"). Men deri ligger atter Kristi Forsoningsdød og Nødvendigheden af Omvendselse og Tro indesluttet. Thi kun ved Tro paa Pagtens Blod kan vi blive renset og helliget.

Det er den Hovedtanke, vi bestandig møder i dette Brev, at Samfund med Gud kræver en Vandring i Lyset. Dette understreger Apostlen atter og atter i Modsætning til Vranglærernes falske Tale om Lys, medens dog deres Livsvandel laa i Syndens Mørke At vandre i Mørket vil sige at leve sit Liv i Selviskhed uden Hensyn til Gud. Men da bliver al Tale om Samfund med Gud et vederstyggeligt Hykleri. Kristsendom er ikke blot Kundskab, men det er Liv. Modsætningen til at vandre i Mørket bliver da "at vandre i Lyset, ligesom han (vor Gud) er i Lyset" (V. 7). Da vi døbtes, blev vi, som Ordet siger i 2Pet.1,4, "delagtige i den guddommelige Natur", i Lyset. "Vi dygtiggjordes til "de helliges Arvelod i Lyset" (Kol.1,12). Men dette Lys maa vi vandre i, leve i, for at have Samfund med Gud.

Apostlen nævner (V. 7) to herlige Frugter af saadan Vandring i Lyset. Først dette: "Vi har Samfund med hverandre". Det er det store Kendetegn paa og den velsignede Frugt as at have Samfund med Gud, at vi da faar Plads i de helliges Samfund. Det har man ikke, saa længe man farer vild i Mørket. I Verdens Mørke gaar hver sin Vej, idet hver siger efter sit eget, saaledes som det siges ved Profeten Esajas (58,6): "Vi for alle vild som Faar, vi vendte os hver sin Vej". Ikke heller har vi virkeligt Samfund med Guds Børn, saalænge vi staar i Halvmørke, i Grænselandet. Først naar vi lader Guds Lys falde hen over vor Synd, dømmer os selv i dette Lys, flyr ind i dette Lys, ikke bort fra det, da har vi Samfund med Guds Børn, da først føler vi os hjemme iblandt dem.

Og da kommer vi ind under den Barmhjertighed fra Gud, der er aabenbaret i "Jesu, hans Søns Blod". Læg Mærke til Fremhævelsen af, at det er Guds Søns Blod, der er runden for os. Dette Blod "renser os fra al Synd". Millioner af Syndere har priset Gud for dette Ord. Ordet rummer i sig baade Renselsen fra Syndens Skyld, vore Synders Forladelse (Efes 1,7), og Renselsen fra Syndens Væsen og Magt, Sejren over Synden ved den daglige Helliggørelse. Dersom vi vandrer i Guds Lys, i Oprigtighed, for hans Aasyn, da lever vi Dag for Dag under Blodets Naade, under vore Synders Forladelse. Men da erfarer vi ogsaa dette Blods Kraft til at døde det gamle Menneske, til at føre os fremad i det nye Liv, der sømmer sig for de af Naade hellige (se Ordet i Joh.Aab.12,11: "De har overvundet ham (Djævelsen) i Kraft af Lammets Blod").

Og læg Mærke til, at der staar: "Fra al Synd". Det giver den bange Synder Hvile. Der er ingen Synd saa stor og gruelig, at ikke Guds Søns Blod kan skjule den, blot vi vandrer i Lyset, kommer til Gud med den. Og paa den anden Side: Hvilket Haab lyser dette Ord ikke ind i vore Hjerter! Det vidner for os om, at bliver vi ved at vandre i Lyset, da vil dette hellige Blods Kraft omsider faa slukt ogsaa den sidste Syndegnist i os, saa vi kan staa "rene og uden Anstød til Jesu Kristi Dag" (Filip.1,10).

Alt dette er Frugten af at vandre i Lyset og have Samfund med Gud. Hvor kalder dog dette Ord paa alle Syndere og siger: "Vaagn op, du, som sover, og staa op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig" (Efes.5,14).

Men dette Ord om Blodets Kraft til at rense fra al Synd forudsætter, at vi kender vor Tilstand som urene og syndige. At nægte dette er at "bedrage sig selv" (V.8), og da "er Sandheden ikke i os". "Sandheden" betegner her det samme som Guds Ordet (se V.10). Apostlen siger altsaa, at Sandhedsordet ikke er en Livsmagt i oss, dersom vi ikke vedgaar vor syndige Tilstand. Det er denne Tanke, som stærkt understreges fra V. 8-10. Og vi skal lægge Mærke til, at her tales om de Kristne, de troende. Ordet her gaar stik imod den Syndsfrihedslære, som Sværmere stundom har fremført. Baade har vi Synd og maa bestandig paa ny bekende, at vi "har syndet" (V. 10), det vil sige, vor syndige Natur giver sig bestandig Udslag i de enkelte Synder. Nægter vi dette, da ikke blot bedrager vi os selv, men gør ogsaa "Gud til en Løgner"; thi hele Guds Naades Virksomhed i Kristus Jesus er jo foranlediget ved vor Synd. Naar Gud ved sin eenbaarne Søn har lært os daglig at bede: "Forlad os vor Skyld", da har han jo dermed sagt os, at vi daglig trænger til hans Tilgivelse, men det vilde jo være Løgn, dersom vi ikke mere havde Synd, dersom den virkelig var borte fra vort daglige Liv.

Den sværmeriske Syndfrihedslære gemmer altsaa efter dette Ord i Virkeligheden en Bespottelse imod Guds i sit Skød. Det skulde betænkes.

Gud kender vore Hjerters syndige Tilstand, han ser den mørke Skygge, der bestandig følger med alle vore Gerninger, og han vil, at ogsaa vi skal se og kende dette, skal bekende vore Synder Kun saaledes staar vi paa Sandheds Grund. Men "dersom vi bekender vore Synder" (V.9), da møder Gud os bestandig som en "trofast og retfærdig Gud". Hans Trofasthed viser sig i, at han holder sit Ord om Syndsforladelse (se ogsaa Ordet i Sl. 32, 5: "Jeg bekendte min Synd for dig - du forlod mig min Syndeskyld", og det skønne Ord i Salomons Ordspr.28,13). Hans Retfærdighed viser sig indenfor Naaden saaledes; at han, naar Synderen "hælder sig til Jesu Død og Saar", ogsaa tilkender ham den i Kristus dyrt købte Stilling som retfærdiggjort af Naade. Denne Tanke om Guds Retfærdighed ogsaa i Henseende til at give Naade, møder vi ofte i Skriften. Deri er ingen Forstjeneste eller Ros for os, men en salig Trøst, en Naaderet for den bange Synder; bekender du dine Synder og klynger dig til Kristus, da har Gud af sin Naade ogsaa givet dig Ret til at tage ham paa Ordet.

Atter her møder vi Syndsforladelsen og Renselsen fra al Uretfærdighed paa det nøjeste sammenknyttet V. 9 udvikler for os, hvad der i V. 7 menes med, at Jesu Kristi Guds Søns Blod renser os fra al Synd. Det bestaar først i Syndsforladelsen, dernæst i Syndsborttagelsen, alt paa Betingelse af, at vi bestandig holder os paa Tolderens Plads i ydmyg Syndsbekendelse.

Jeg behøver dig, o Jesus,
Thi jeg har blot Synd i mig,
Hjertet er saa mørkt og øde,
Er saa koldt og dødt i sig.
I dit dyre Blod alene
Kan det blive rent og godt,
Der, ja der jeg vil mig bade
I den aabne Kilde blot.