En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

1 Johannes brev

Kap 2

"Vi synder daglig meget og fortjener vel idel Straf", saaledes siger Luther i Forklaringen til den femte Bøn, og han siger det i nøje Efterfølgelse af, hvad vi hørte her i Kap. 1, 8-10. Hvor denne Bekendelse mangler, er Sandheden ikke. Syndfrihedssværmerne har meget imod dette Ord og tillægger ofte de mere ædruelige Guds Børn den Tanke, at de derved laver sig en Sovepude og en Undskyldning sor manglende Fremgang i Helliggørelse. Apostlen Johannes viser os her i V.1, at en stærk Hævdelse af vor syndige Tilstand og vore syndige Gerninger just har dette til Formaal at hjælpe os ud af Synden. "Mine Børn (egentlig "Børnlille"), dette skriver jeg til eder, for at I ikke skal synde«, saaledes siger han, og saaledes siger alle sande Guds Børn. At erklære sig for syndfri fører just dybere ind i Syndens Magt. Man kommer ind i Selvbedragets Løgn og gør Gud til en Løgner. At bekende sine Synder derimod stiller os paa Sandhedens Grund og virker i os, om Bekendelsen er ægte, Afsky for Synden, ligesom der derved lukkes op for Jesu Blods rensende Virkning. Herren sætter bestandig Maalet for os i dette: "Synd ikke mere" (Joh.5,14 og 8,11), men henviser tillige den bange Synder, som er sig bevidst endnu ikke at have grebet dette Maal, til Jesus Kristus som vor Talsmand hos Faderen, som Ordet lyder her: "Men dersom nogen synder, har vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus den retfærdige". Guds Aand er Talsmanden fra Gud i vore Hjerter, men Jesus Kristus, Gud-Mennesket, er vor Talsmand hos Faderen. Denne Sandhed har mødt os baade i Rom.8,34 og i Hebr. 7,25 ("han gaar i Forbøn for os"). Vi møder den samme Tanke i Lignelsen om det ufrugtbare Figentræ: Vingaardsmandens Forbøn for Træet (Luk.13,8). Ikke Apostlene eller andre hellige Mennesker er sat til i Himlen at være Talsmænd for os, saaledes som Pavekirken lærer om de msange Helgeners Forbøn, hvortil den henviser Mennesker; nej, i Himlen er der kun een Talsmand hos Faderen, og det er Jesus Kristus.

Han kan være det, thi han er "den retfærdige", den eneste, der var syndfri paa Jord (Hebr. 7, 26: "En saadan Yppserstepræst sømmede sig for os - ubesmittet, adskilt fra Syndere"). Han kan det, fordi "han er en Forsoning for vore Synder" (V. 2), han bragte Sonofferet, i sit Blod. Han fortsætter sin ypperstepræstelige Gerning ved Faderens højre som vor store Talsmand.

Ordet "Talsmand" betyder egentlig "en, der er hidkaldt til Hjælp", og bruges ofte om den; der fører ens Sag for Retten. Jesus Kristus taler vor Sag hos Faderen, idet han stedse viser hen til sit for os, for vore Synder udgydte Blod.

Idet Apostlen peger paa Jesus Kristus som den, der er en Forsoning for vore Synder, føjer han til: "Dog ikke alene for vore, men ogsaa for hele Verden. I dette Ord aabnes Frelsens Porte paa vid Gab "for alle Folkeslag paa Jord, for hvert et Menneske, for hele den faldne Menneskeverden. Fra Guds Side er Haanden udrakt for Blodets Skyld, der randt paa Golgatha Blot Verden vilde komme og lade sig forlige med Gud, saa slaar Kristi Soningsblod til for al Verdens Synd. Saaledes skal vi se paa alle de uomvendte Mennesker, dette skal vi have for Øje: Blodet er rundet ogsaa for dem. Dette Ord er den dybe Drivkraft for al Mission. Hvor kalder den os ikke ogsaa til Hedningemission, til at bringe de mørke Hedningehjem det store Evangelium: "Kristus" har sonet, hvad vi "forbrød, een Gang for alle ved sin Død". Arven ligger der til hele den fattige Jord. Ved Daaben genfødes vi til den, i Troen hæver vi den. Og hvilken Kraft ligger der ikke for Herrens troende i dette, at vor Forsoner fremdeles i sin uudgrundelige Barmhjertighed ved Faderens højre beder for os, at vor Tro ikke skal aflade, at Guds Naadeshaand ikke vil slippe det brudte Rør og den rygende Tande. Her møder vi i herlig Fylde de samme Toner, som allerede i den gamle Pagts Dage klinger os i Møde fra Visdommens Bog 15, 2: "Om vi end synder, er vi dog dine, fordi vi kender din Magt, men vi vil ikke synde, efterdi vi ved, at vi er regnet for at være dine".

I dette Afsnit skriver Aposstken til en videre udvikling af, hvad det vil sige at vandre i Lyset. I Kap.1,6-7 har han vist, hvorledes dette at have Samfund med Gud som sin nødvendige Frugt og sit bestandige Kendetegn maatte medføre en Vandring i Lyset. Han viser nu i dette Afsnit først (V. 3-5), hvorledes en saadan Lysvandring bestaar i at holde Jesu Kristi "Bud", hans "Ord". Og han viser fremdeles (V. 6-11), hvorledes dette at holde Herrens Ord bestaar i at "vandre saaledes, som. han vandrede", i den samme hellige Kærlighed til Brødrene. Vi møder i dette Afsnit som i hele Johannesbrevet forskellige dybe Betegnelser for dette at "have Samfund med Gud", saaledes i V. 3-4 at "kende" ham, hvilket Ord Apostlen bruger paa samme Maade som Herren om Hjertets inderlige Erkendelse, ikke blot om en ydre død Kundskab. Det betegner det samme som: "I ham er sandelig Guds Kærlighsed fuldkommet" (V. 5). Dette vil sige: Guds Kærlighed har sænket sig ned i det Hjerte, der kender ham, den har naaet sit Maal i ham, fort ham ind i Kristus, fyldt det troende Hjerte med Kærlighed til Gud, med en himmelsk Kærlighed Betegnelsen "Guds Kærlighed« bruges i dette Brev ofte saaledes, at det synes at betegne ikke blot Guds Kærlighed til os, men tillige den Kærlighed, som fra Gud af dirkes i det Hjerte, der tror paa Guds Kærlighed i Kristus Guds Kærlighed, til os og vor derved virkede Kærlighed til ham kan i et troende Hjerte heller ikke være hinanden foruden (se Kap.4,19: "Vi elsker, fordi han elskede os først").

I V. 5-6 finder vi fremdeles de to Betegnelser for Samfund med Gud: at "være i ham", "blive i ham" og i V.9 "være i Lyset".

Hvor er det altsammen skønne Betegnelser for Troens nye Liv i Kristus", set fra de forskellige Sider!

I dette at "holde Herrens Bud" er Gudsbarnets Helliggørelse indesluttet Udtrykket er en Efterklang af Herrens Ord, som vi finder dem saa ofte i Johannesevangeliet (se Joh 15, 10: "Dersom I holder mine Befalinger, skal I blive i min Kærlighed"). Herrens Bud er jo det samme som Herrens Villie, som den er os aabenbaret i hans Ord. "Kender" vi Herren, da maa hans Villie ogsaa være vort Hjertes Lov, da maa det være det asgørende for os: "Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?" Saaledes spurgte Saulus hin Stund ved Damaskus, da han lærte Jesus at kende srm sin Herre og Frelser. Da bliver "hans Ord" Kongeordet for os. Det græske Ord for "holde" betyder egentlig "holde fast ved" og betegner den Hjertets Lydighed, der viser sig i Liveks Gerning. Mangler denne Lydighed, da er det en Løgn at sige, at man kender Herren, da er Sandheden ikke trængt ind i Hjertet (V. 4), da har vi Hykleriet, der faar sin Dom i dette Ord. Guds Kærlighedsmagt i vore Hjerter vil altid kendes paa Lydigheden.

Men Herrens Bud fandt deres levende Opfyldelse i hans egen Vandring som Menneske her iblandt os, derfor bliver dette at holde hans Bud det samme som at vandre saaledes, som han vandrede. Dette Livets Vidnesbyrd er vi "skyldig" til at give, dersom der er Sandhed i vor Munds Bekendelse af, at vi "bliver i ham". Apostlen betoner (V. 7), at det, han her skriver til dem om Jesu Kristi Efterfølgelse, jo slet ikke var andet end "det gamle Bud", som indeholdtes i "det Ord, de havde haft fra "Begyndelsen"; men fordi dette gamle Bud stadig bliver nyt igen, kalder han det i V.,8 tillige "et nyt Bud", et Bud, "som er sandt (det vil sige "virkeliggjort") i ham", i Kristus, "og i eder", føier han til. Det er Kærlighedsbudet, han har for Øje, dette Bud, hvis levende Opfyldelse var at se i vor Frelser, medens han her paa Jord elskede sine egne ind til Enden (Joh.13,1), og som er sandt i ham den Dag i Dag, thi han er den samme i Gaar og i Dag, ja til evig Tid, hans Kærlighed affalder ikke. Men ved Kristi Kraft er det ogsaa sandt i hans troende. "Se, hvor de elsker hverandre", saaledes sagde Hedningerne allerede igamle Dage om Jesu Venner. Derfor kan Apostlen her med Sandhed sige: "Mørket drager bort, og det sande Lys skinner allerede" (V.8). Den hedenske, haarde Egenkærlighed og Selviskhed med sit Mørke svandt for Kristi Kærligheds Lys, hvor Guds Ord fik Indgang i Hjerterne; og saaledes maa det altid være. Derpaa skal alle kende, at vi er hans Disciple, dersom vi har den indbyrdes Kærlighed.

Dette udvikler Apostlen videre (V. 9-11) paa sin sædvanlige Maade ved at stille Modsætningerne op overfor hinanden. Det hadefulde Sind er Vidnesbyrd om, at man endnu er i Mørket, selv om man udvortes hører med til Kirken. Broderkærligheden derimod, og her tænker Apostlen ikke paa Menneskekærlighed i Almindelighed men paa Guds Børns indbyrdes Kærlighed, er et Vidnesbyrd om, at man "bliver i Lyset". At "blive" i Lyset er en endnu stærkere Betegnelse end at "være" i Lyset. Det betegner det stadige Forhold. Et stort Ord er det, Apostlen føjer til om den, der bliver i Lyset: "Der er ingen Forargelse (Anstød) i ham". Luther siger derom: "Jeg vilde helst forstaa dette om de tagne Forargelser, nemlig, at det vil sige - han lader sig ikke anfægte af noget Anstød". Efter Luthers Mening betyder dette Ord altsaa, at en ret Broderkærlighed kan taale at se Broderens Synd og Fald, uden at Kærligheden til ham tager saadan Forargelse deraf, at den mistes. Det er en skøn Tanke. Saaledes elsker jo Herren os, han ser "Fordærvelsens Afgrund" i os og kan dog elske os, blot han ser, at vi i Sorg over Synden flyr hen til ham.

Dog kan dette Ord jo ogsaa forstaas om den givne Forargelse i den, der bliver i Lyset, i Broderkærligheden mister Synden sin fristende, forførende, forargende Magt. Kærlighedens Lys lammer ligesom Syndens giftige Bakterier, saa de ikke formaar at forarge os, d. v. s. forføre os til Fald. Og derved undgaas ogsaa Anstød udadtil, som Apostlen Paulus skriver det i 2Kor. 6, 3: "Vi giver ikke i nogen Ting noget Anstød". Hadet derimod er et Mørke (V. 11), der blinder det indre Øje, saa den, der er fyldt af Had, ikke ved, hvor han gaar hen". Synden river ham som i Blinde med sig, og derfor er han bestandig udsat for Fald. Kain staar til alle Tider som det forfærdelige Eksempel derpaa.

Lad os lægge Mærke til, at Apostlen kun kender Modsætningen mellem at "elske" og at "hade"; saaledes talte jo ogsaa hans store Mester (se Matth 6, 24 og Joh.12,25). Alle de mange Mellemtrin, som det lunkne Sind søger at trøste sig med, Udelukkes "Jeg har da ikke noget imod ham" - hvor ofte er et saadant Ord ikke et Skalkeskjul for et koldt, kærlighedsløst Sind. Vor Bibel bevæger sig i det store Enten-Eller. Hvor der ikke er Kærlighed, der er Had. Hvor der ikke er Tro, der er Vantro. Vi skal tillige lægge Mærke til, at Apostlen Johannes, skønt han gaar saa dybt, dog aldrig henfalder til mystisk Sværmeri, men bestandig fører Sandheden ind i det praktiske Livs Forhold, saaledes som her i Forholdet mellem Brødrene. Maatte vi ret i vort daglige Liv kende os selv som Skyldnere i Henseende til at elske hverandre, i Henseende til at vandre saaledes, som han, vor store Herre, vandrede.

Han bar vor Synd taalmodig som et Lam,
Han led vor Straf, ja led den indtil Døden,
Er det for meget da forlangt af ham,
At vi skal have Sind for Brodernøden,
At vi til Gengæld for hans Kærlighed
Skal elske dem, for hvem saa haardt han led.

I den foregaaende Del af Brevet havde Apostlen fremstillet Kristenlivet i dets Grundtræk, vist dem, hvorledes Samfund med Gud kræver Vandring i Lyset, en Vandring i Syndsbekendelse og Syndsforsagelse i Lydighed mod Herrens Ord, men hvorledes en saadan Vandel ogsaa bæres af Jesu Kristi Blods rensende Kraft, er en Vandring under Syndsforladelse. Før Apostlen nu gaar over til den mere direkte Formaning til at bevare den betroede Naade mod de antikristelige Angreb, fremsætter han i dette vort Afsnit et indledende Ord, i hvilket han først minder dem om, hvilken Naade der er bleven dem til Del, og hvilken Kraft der ligger i denne Naade.

At de var bleven delagtige i en saadan Naade, det var Grunden til, at han skred til dem (V.12-14). Kun den, der har noget, behøver Paamindelsen om at holde fast ved det, han har. Fra V.15 til 17 peger han paa den største Fare, den, at Verdenskærligheden skal indsnige sig. Thi den kan ikke forenes med "Faderens Kærlighed".

I V.12-14 lægger vi Mærke til, hvorledes Apostlen to Gange først tiltaler alle de troende under et med Ordet: "Mine Børn" og derefter henvender sig særskilt til de ældre og yngre ("I Fædre", "I unge"). I sit Tilraab til dem alle, under et peger han hen paa de store Ting: "Eders" Synder er eder forladt for hans Navns Skyld" (V.12), og "I kender Faderen" (V.13). Det er Syndsforladelsen for Jesu Kristi Navns Skyld, hvorved en Synder i Troen lærer at kende Gud som sin Fader, han peger hen paa som den Naadsens Klippegrund, hvorpaa de var stillet; derfor havde han ikke kunnet andet end skrive til dem, just fordi de var bleven indlemmet i Guds Børneskare.

Naar han dernæst henvender sig først til de ældre og saa til de yngre indenfor Guds Børneskare, minder han Fædrene, de ældre i Menigheden, om, at de "kendte ham, som" er fra Begyndelsen". Dermed menes den Herre Jesus Kristus. Og naar Aposstlen tvende Gange baade med Ordet "Jeg skriver" og "Jeg har skrevet" minder dem just om dette, om Kristus som den, der var fra Begyndelsen, ligger det i, at Vranglærerne vilde gøre Frelseren til et blot og bart Menneske. Men Herren har sagt: "Førend Abraham blev, har jeg været" (Joh. 8,58). Ogsaa i vor Tid lyder der hedenske Røster, som vil gøre Frelserens Guddommelighed tvivlsom, hans evige Tilværelse hos Faderen vil de nægte. Dette møder vi hos de saakaldte Unitarer, og det ligger i den rationalistiske Bibelkritik. Der behøves nok Paamindelsen til Guds Børn, særlig de ældre, om at den Frelser, vi har lært at kende, "er fra Begyndelsen", fordi han er fra Evighed. "I Begyndelsen var Ordet", saaledes som Johannesevangeliet begynder i sin hellige Evighedsalvor.

Og nu Apostlens Ord til de unge: "I har overvundet den Onde". Det siger han begge Gange (V. 13 og V.14) til de troende unge, han henvendte sig til. Det havde Fædrene ogsaa, men Johannes siger dette særlig til de unge, fordi de som Følge af deres unge Alder kun i kortere Tid havde været i Besiddelse af denne Sejr, der kun kan vindes ved den levende Tro (se 1Joh. 5, 4). Da han siger dette anden Gang til dem, føjer han til: "I er stærke, og Guds Ord bliver i eder".

Ungsdomstiden er Styrkens Tid naturligt set. Det er vel derfor, Johannes bruger just dette Udtryk ogsaa om de unges aandelige Kraft. De troende unge er friske til at gaa i Kampen mod Fjenden, i Arbejdet for Guds Rige. Men det er ikke den naturlige Styrke, der gør det ud i denne Kamp, som det gamle Profetord siger os (Esaj. 40, 30-31: "De unge skal blive trætte og vansmægte" osv.). Den aandelige Styrke har sin Kilde i, at "Guds Ord bliver" i de unge, saa de "forventer Herren og fornyer deres Kraft" i hans Forjættelser. Sjælefjenden lægger særlig an paa de unge med "Ungdomsbegæringer" (2 Tim. 2, 22). Derfor er det i sin Orden, at Menigheden gør et særligt Arbejde for de unge, som vi ser det saa skønt i vore Dage. I saa Henseende giver denne Aposstlens Henvendelse særlig til de unge et Fingerpeg.

Eiendommeligt er det, at Apostlen først siger: "Jeg skriver" og dernæst: "Jeg har skrevet". Det tjener til at indskærpe, hvad han siger dem, og maa vel forklares saaledes, at han ved "Jeg skriver" tænker paa Brevet i sin Helhed, som han er ved at afsatte til dem, men ved Udtrykket "Jeg har skrevet" (V.14 og efter den bedste Læsemaade ogsaa i Slutningen af V.13) særligt tænker paa den Del af Brevet, han allerede har skrevet, hvor han har draget Grundlinierne for Troslivet. Han siger her ikke, hvad han skriver, men hvorfor han skriver og har skrevet til dem. "Læsernes" egne kristne Livserfaringer er Forudsætningerne for Apostlens Brev ( Det er ikke noget nyt, han har at forkynde dem, men han minder dem om, hvad de selv havde erfaret, for at deres Tilegnelse deraf kunde blive des mere levende og inderlig.

Formaningen fra V. 15-17 er rettet til alle Læserne, baade de ældre og de yngre. Den peger paa Forsagelsen af Verdensskærligheden som den nødvendige Betingelse for at kunne fastholde Sejren over den Onde. Ved "Verden" forstaar Apostlen her som næsten altid den Verden, der ligger i det onde, med al dens besnærende Væsen. Alle "de Ting, som er i Verden", betegner det, den faldne Verden kalder sin Herlighed, Rigdom, Ære, Magt o. desl. (V. 15). Det er det samme, sonn Apostlen Paulus kalder "denne Verden", Verden, saaledes som Djævelen har besmittet den. Den maa vi ikke give vort Hjerte hen til. "Dersom nogen elsker Verden, er Faderens Kærlighed ikke i ham". Det er den første og i og for sig tilstrækkelige Grund til ikke at elske Verden. "Ingen kan tjene to Herrer" (Matth. 6, 24). "Venskab med Verden er Fjendskab mod Gud" - (Jak. 4, 4).

"Faderens Kærlighed" maa forstaas ligesom Guds Kærlighed i V. 5. Det betegner her dog vel nærmest vor Kærlighed til den himmelske Fader men i dens inderlige Forbindelse med Faderens Kærlighed til Barnet, som Frugten af denne.

At Verdenskærlighed og Faderens Kærlighed ikke kan forenes, begrundes først i V.16 ved Henvisning til, at "alt det, som er i Verden", det, som det vantro Verdensliv drejer sig om, jo bestandig er at skaffe sig Nydelse, at tilfredsstille Kødets Lyst, at glimre og tage sig ud i Menneskers Øjne. Denne Lyst fremstilles her med tre forskellige Udtryk, som "Kødets Lyst", den indre, urene" Glød i det faldne Menneske, "Øjnenes Lyst", hvorved særlig tænkes paa de lokkende Billeder; Verdens Fyrste stiller sig frem for Sjælen, og som den søger at mætte sig ved gennem Øjet, og endelig Livets" Hoffærdighed, det brammendes Væsem der forlyster sig i egen indbildt Højshed. Alt dette løber som en rivende Strøm gennem denne Verden. I 1 Mos. 3, 6 hører vi om Udspringet for denne urene Flod: "Kvinden saa, at Træet var godt at æde af (Kødets Lyst), og at det var lysteligt at se til (Øjnenes Lyst) og et ønskeligt Træ at faa Forstand af" (Livets Hoffærdighed). Men dette er jo vitterligt "ikke af Faderen, men af Verden". I Verden høres der ofte, at "det virkelige" er det fornuftige, det rette. Det vilde være sandt, dersom Verden ikke var falden, men nu er det Løgn Det er en grov Vildfarelse at mene, at, fordi Verden oprindelig er skabt af Gud, derfor ogsaa alt i den nærværende Verden skulde være af Gud. Her paa den faldne Jord maa der bestandig nøje gøres Skel mellem det, der er af Faderen, og det, der er af Verden.

Og som den anden afgørende Grund til Formaningen om ikke at elske Verden fremføres i V.17 dette: "Verden forgaar og dens Lyst". Det visner altsammen hastigt og vil omsider blive opbrændt i den kommende Dom. "Men den, som gør Guds Villie" og ikke følger sin egen kødelige Lyst, "bliver til evig Tid". At gøre Guds Villie vil jo sige det samme som at have givet ham sit Hjertes Kærlighed, at have faaet ham til sin Gud. Og da kan man ikke gaa under. "Han giver sine et evigt Liv".

"Elsker ikke Verden". Men staar der ikke i Joh.3,16: "Saaledes· elskede Gud Verden"? Jo, med Guds Kærlighed skal vi nok elske Verden, med den hellige Kærlighed, der søger at drage Verdens Børn ud af Vantroens Garn, den Kærlighed, der vidner som Peter paa Pinsedag (Ap. Gern. 2,40): "Lader eder frelse fra denne vanartede Slægt". Men aldrig skal Guds Børn elske Verden, saaledes at vi giver vort Hjerte hen til den og dens Væsen; thi da kommer vi bittert til at erfare, at "Verdens Kærlighed er Had".

Op, opad fra Jorden, dens Tidsel og Nælde,
Op, lærer dog Kødet at holde i Tugt,
Mod Korset at tage
Og alting forsage,
Hvad Sjælen med Svig vil fra Jesus forvilde
Og Himlens den evige Salighed spilde!

Indholdet af dette Afsnit er følgende: Apostlen advarer imod de "mange Antikrister", hvis Fremtræden vidnede om, at Dommen nærmede sig (V. 18), han giver en Skildring af disse Antikrister (V.19-23), og formaner til at blive i det, som de ved Guds Aands Salvelse havde hørt og erkendt "fra Begyndelsen", saa skulde de bevare Samfundet med Sønnen og Faderen og vinde det evige Livs Forjættelse (V. 24-27) samt have Frimodighed ved Kristi Tilkommelse (V. 28). Derefter (med V. 29) gaar Apostlen over til et nyt Afsnit i Brevet, hvis Hovedindhold er, at Guds Børn som fødte af Gud ogsaa maa have en ny Natur, maa "øve Retfærdighed".

Apostlen havde i det foregaaende advaret mod Kærlighed til denne Verden og sluttet med at minde om: "Verden forgaar og dens Lyst". I Sammenhæng dermed minder han om, at de antikristelige Røster, der gav sig til Kende, var et Vidnesbyrd om, at "den sidste Time" var kommen. Vi har gentagne Gange omtalt, hvorledes Tiden fra Kristi første Komme og til hans andet i Skriften stadig betegnes som "de sidste Tider, "de sidste Dage« eller som her "den sidste Time".

Apostlen forudsætter (V.18), at Læserne havde hørt, "at Antikristen kommer". Allerede Paulus havde jo i 2 Thess 2 talt indgaaende om Antikristen, det "Syndens Menneske, Fordærvelsens Søn", og derom havde han selvfølgelig ogsaa talt i de lille-asiatiske Menigheder, til hvis Ældste han jo sagde ved hint Møde i Milet: "Jeg forkyndte eder jo hele Guds Raad" (Ap. Gern. 20, 27). Selve Navnet Antikrist forekommer kun her i Johannessbrevene; det betyder "Mod Kristus" og betegner denne Kristi Fjende som en, der vil prøve paa at sætte sig i Kristi Sted for at ødelægge Kristi Gerning. Hans Komme vil blive forberedt gennem mange Forløbere, derfor taler Apostlen her om "mange" Antikrister og mener derved de Røster, der bereder Vej for den egentlige Antikrist. Og til disse Røster hørte ogsaa de gnostiske Vranglærere, den tidligere omtalte Cerinth og hans Tilhængere. Antikristens Væsen bestaar dels i en Fornægtelse af Jesus som Guds evige, eenbaarne Søn, dels i Selvforgudelse. Han vil indbilde Mennesker, at de kan blive som Gud ved at leve sig selv, ganske som Slangen gav Eva Anvisning i Begyndelsen. I Kirkens Historie har der ogsaa siden hen vist sig mange antikristelige Aander. Vi behøver blot at tænke paa Paven i Rom, paa Muhammed osv. hos hvem nogle af Antikristens Væsensmærker er til Stede. Antikristens Komme vil blive forberedt gennem Frafald i Kristenheden. Dette hører vi ogsaa her (V.19), hvor Apostlen siger: "De er udgaaede fra os, men," føier han til, "de var ikke af os, thi derfom de havde været af os, da var de bleven hos os". Deri ligger en alvorlig Paamindelse om, at Kirken rummer baade ægte og uægte Medlemmer, og om, at kun de, der bliver tro indtil Enden, i Sandhed har hørt Herren til. Mennesker kan være stærkt berørt af Herrens Kærlighed uden dog i Hjertets Inderste fuldkomment at have brudt med Verden, med Selvet Den, der fuldt ud har givet sig i Herrens Haand, vil ogsaa være under Forjættelsen: "Ingen skal rive eder af min "Haand". Dermed er dog ikke sagt, at troende Mennesker ikke kan falde fra. Denne Mulighed kender Apostlen, ellers behøvede han jo ikke saa inderligt at formane de troende til at blive i Kristus. Men det er Trøsten, at vil vi ærligt blive i Kristus, da skal Forførelsens Aander aldrig faa Magt over os.

"Men det skulde blive aabenbart, at de ikke alle er af os". Gud lader Forførelsens Aander tjene til Sigtelse af Menigheden. Han gennemrenser sin Lo for at skille Hvede og Avner ad ogsaa ved saadanne Trængsler.

I V. 20-21 giver Apostlen de troende, som han skrev til, det Vidnesbyrd: "I har Salvelse fra den hellige og ved alt". Hans Brev til dem fremkom ikke, fordi han antog dem for ubekendte med Sandheden, men for at hjælpe dem til at bruge Sandheden, som de kendte, til rettelig at staa paa Vagt overfor Løgnen. "Salvelsen" er en Betegnelse for den Helligaand. Salvelsen i den gamle Pagt, hvorved ikke blot Templets Redskaber, men ogsaa Præster og Konger indviedes, var et Billede paa, at de helligedes Gud ved hans Aand. I 2 Kor. 1, 21-22 taler Paulus om, hvorledes Gud "salvede os" og gav os "Aanden til Pant i vore Hjerter".

Den Hellige, fra hvem de havde Salvelsen, betegner Kristus som den, der sender os den Helligaand fra Faderen (Joh. 15, 26). Denne Guds Aand giver troende Mennesker Evne til at bedømme alt (se 1 Kor.2,15), Evne til at skelne mellem Sandheden og Løgnen "Ingen Løgn er af Sandheden" (V. 21), dette kunde synes selvfølgeligt, og dog, hvor ofte ser vi ikke ogsaa troende Mennesker staa usikkert og svagt overfor det, der dog tydeligt nok bærer Løgnens Stempel og strider mod Guds Ord! Men intet, som i sig selv er Løgn, kan have sit Udspring fra Sandheden, selv om Løgnens Fader har søgt at blande lidt af Sandheden med ind i Løgnen for at skaffe den Indgang.

I V. 22-23 blotter Apostlen den antikristelige Løgns særegne Indhold. Naar alt skuffende Omsvøb borttages, viser det sig bestandig at gaa ud paa en Fornægtelse af, at Jesus fra Nasareth er Kristus, den evige Guds eenbaarne Søn. Men hvor vi møder denne Aand, der vil gøre Jesus til blot et Menneske, selv om man vil pynte paa det ved at sige, at han var et enestaaende Menneske, der møder vi Antikristens Aand, thi derved gøres hele Frelserværket til intet, og i Virkeligheden fornægtes ogsaa Gud Fader derved, thi han har givet Sønnen Vidnesbyrd (Joh. 5, 37). Man kan længe nok tale kønne Ord om Gud Fader, der styrer alt, men man fornægter ham baade i hans Hellighed og Kærlighed og laver sig i Virkeligheden en selvgjort Afgud i Stedet for den sande Gud, dersom man fornægter Sønnen. "Den, som fornægter Sønnen, har ej heller Faderen". Samfundet med Faderen vindes kun gennem Sønnen, ejes kun i Bekendelsen af Jesus som Kristus, den levende Guds Søn. Denne Bekendelse, hvor den findes i Aand og Sandhed, er Klippen som Helvedes Porte aldrig skal faa Overhaand over (Matth.16).

Det var dette, der lød "fra Begyndelsen", det er Evangeliet; "bliver" det i os, da "skal ogsaa vi blive i Sønnen og i Faderen" og eje det evige Liv, som Kristus selv har tilsagt os (se Joh.17,3: "Men dette er det evige Liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Kristus").

Apostlen slutter denne sin Advarsel mod den antikristelige Forførelse (V. 26-28) med at trøste Læserne med, at den Salvelse, som de havde modtaget as Kristus, den Helligaand, vilde blive i dem og vejlede dem "til hele Sandheden" (Joh.16,13), saa de ikke havde behov, at "nogen skulde lære dem". Der skal intet nyt Evangelium til. Apostlen selv mindede dem jo kun om det, som de havde fra Begyndelsen Guds Aand tager bestandig kun Kristi Ord frem, saa gælder det at lade sig lede af Aandens Vidnesbyrd om Kristus og "blive i ham, som den har lært os". Og som Guds Aand, hvor med Kristus har salvet os, lærer os det, "er det ogsaa sandt og ikke Løgn". Den er Lysets Aand i Modsætning til Mørkets Løgneaander. Guds Aand sigter altid paa at herliggøre Kristus medens den antikristelige Løgneaand bestandig gaar ud paa at fordunkle og tilsløre Jesu Kristi evige guddommelige Herlighed.

Formaningen til at blive i Kristus gentages endnu engang (V.28) med Henvisning til Kristi Tilkommelse. Kun naar vi bliver i ham, "kan vi have Frimodighed, naar han aabenbares", og da skal vi "ikke blive til Skamme for ham" (egentlig "bort fra ham"). De, der ikke bliver i Kristus men forlader ham af Kærlighed til den nærværende Verden og lytter til de forførende Roster, maa med Skamme vige tilbage fra ham, naar han kommer. De kan ikke udholde hans Ansigts Lys.

Med V. 29 indledes et nyt Afsnit, der gaar til Slutningen af Kap. 3. Hovedtanken i dette Afsnit er, at den Kristne som som af Gud maa aabenbare dette sit nye Væsen i at leve i "Retfærdighed", det vil sige i Guds Villie. Derpaa skal man kende dem, der er "født af ham", hvilket efter Sammenhængen nærmest vil sige født af Kristus. Født af Kristus og født af Gud er et. Det betegner den nye Skabning i Kristus (2·Kor.5,17), og Ordet her minder os om, hvad Paulus skriver i Efes 2, 10: "Vi er hans Værk, skabte i Kristus Jesus til gode Gerninger". For det nye Genfødelsesliv i det troende Menneske er Synd noget unaturligt, noget, der piner og smerter, medens dette at gøre Guds Villie er Mad for det nye Liv, saaledes som vor Frelser har sagt det (Joh.4, 34: "Min Mad er, at jeg gør hans Villie, som udsendte mig"). Det nye Liv i Gudsbarnet har Kristi Sind, og "han er retfærdig". Dersom vi "erkender" det (V. 29), da ved vi ogsaa, at Kristi Sind er Vidnesbyrdet om Livet fra ham, om at vi bliver i ham og hans Aands i os.

Kom Sandheds Aand og Vidne giv,
At Jesus Kristus er vort Liv,
Og at vi ej af andet ved
End ham vor Sjæl til Salighed.