En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

1 Johannes brev

Kap 3

Foregaaende Afsnit sluttede med, at det, at "gøre Retfærdigheden", leve i Guds Villie, var et Udslag af det nye Liv i Kristus, et Vidnesbyrd om Genfødelseslivet. Det er dette, Apostlen nu nærmere udvikler i Kap. 3, og han begynder med (V.1) at opfordre til Betragtning af den vidunderlige "Kærlighed, Faderen har givet os, at vi skal kaldes Guds Børn; og vi er det". Troende Mennesker maa bære det herlige Navn: Guds Børn, og er det virkelig som født af Gud ved Evangeliet, af Vand og Aands i den hellige Daab. Gud har gjort os delagtig i sin egen Natur ved Genfødelsen (se 2 Pet. 1, 4).

Den Gang Indiens store Missionær, Bartholomdeus Ziegenbalg, oversatte det nye Testamente paa Tamulsk og kom til dette Ord: "Se, hvor stor en Kærlighed Faderen har givet os, at vi skal kaldes Guds Børn", brast den tamulske Lærer, der hjalp ham, ud i Graad og sagde: "O, hvorledes skal vi oversætte det? Hvis der stod, at vi skulde kysse hans Fødder, da var dette allerede stor Kærlighed, men nu: at vi skal kaldes Guds Børn". Den Mand fattede noget af Naadens Storhed i dette Ord. Ja, hvilken Naade, at vi, Syndere med urene Hjerter, som fortjener idel Straf, dog maa kaldes Guds Børn, det største, et Menneske kan blive, mere end at være et Konge-" eller Kejserbarn. Men hvad har det ikke ogsaa kostet, førend dette Ord kunde skrives. Det har kostet Jesu Kristi, Guds Søns, dyrebare Blod.

Men i dette store Navn ligger ogsaa Skellet mellem Guds Børn og Verden. "Derfor", fordi vi er Guds Børn, "derfor kender Verden os ikke". Den fatter ikke vort indre Liv, hvad vi lever for, hvorfra det stammer, og hvor hen det fører, som Herren sagde det til Nikodemus hin Nat: "Vinden blæser hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; saaledes er det med hver den, som er født af Aanden" (Joh. 3, 8).

I dette, "Verden kender os ikke", ligger vel ogsaa, at Verden ikke vil have noget at gøre med Guds Børn. Og den dybe Grund dertil nævner Apostlen med disse Ord: "Fordi den ikke har kendt ham", nemlig Gud. Ogsaa dette er en Efterklang af Herrens Ord i Joh.16,3: "Dette skal de gøre, fordi de hverken kender Faderen eller mig". "Fremmede og Udslændnge" bliver vi i Verden (1 Pet. 2, 11), naar vi er "de helliges Medborgere og Guds Husfolk" (Efes.2,19).

I V. 2 stadfæster Apostlen endnu engang denne store Naade og Herlighed som noget, vi allerede nu ejer, med Ordet: "I elskede, nu er vi Guds Børn". Og dernæst udvikler han videre, hvad der ligger i dette med Hensyn til vor Fremtid (V. 2) og derudfra igen med Hensyn til den hellige Forpligtelse til "at rense" sig, til at stræbe efter at vorde vor Gud lig, saa at hans Billede helt kan afpræge sig i os (V. 3).

Med Hensyn til Guds Børns Fremtid "er det endnu ikke aabenbaret, hvad vi skal vorde". Den fulde Herlighed, der ligger i denne Naadestilling at maatte være Guds Børn, er endnu skjult (se Kol 3, 3: "Eders Liv er skjult med Kristus i Gud"). "Men vi ved", siger Apostlen, "at naar det aabenbares, da skal vi vorde ham lig, thi vi skal se ham, som han er".

Deri bestaar den kommende Herlighed, at vi engang skal se Gud "Ansigt til Ansigt" (1 Kor.13,12), og dermed hænger saa sammen, at "vi skal blive ham lig". Gud kan kun skues af den, der er ham lig, i hvem den sidste Syndegnist er bleven slukt. Saalænge vi endnu er i Kødet, kan vi ikke skue Gud (1Tim.6,16; se ogsaa Mose Begæring om at se Guds Herlighed (2 Mos. 38, 18-23).

Men deraf følger atter, at »hver den, som har dette Haab til ham, renser fig, ligesom han er ren«. Det maa blive Virkningen af dette Haab om at skulle blive Gud lig, at vi allerede her i Jordelivet jager efter ats naa frem mod dette Maal (se Ordet Fil.3,12: "Jeg jager derefter, om jeg dog kan gribe det"). Ved Ordet: "Han renser sig" betegner Apostlen det som noget, der i Virkelighed-en slet ikke kan skilles fra at have et saadant levende Haab. Og Maalet med et Guds Børns Renselse er at blive ren, "lige om han er ren", at naa den Renhed, som hører Gud til, og som er aabenbaret os gennem hans eenbaarne Søn, Jesus Kristus. Kraften til saadan Renselse maa hentes fra Gud. Det er Haabet til ham, der ene kan virke det. Kraften fra Gud til Renselse ligger i Jesu Krsisti Guds Søns Blod, som vi har hørt i 1 Joh.1,7.

Daglig ren ved Jesu Blod,
Daglig ned for Jesu Fod,
Daglig ind i Naadens Ord,
Daglig frem i Jesu Spor.

Apostlen pegede i det foregaaende paa, hvorledes Haabet om engang at skulle blive Gud lig nødvendigt maatte føre det troende Menneske ind i et Helliggørelsens Arbejde for at rense sig fra Synd. Det er dette, Apostlen nu nærmere begrunder fra forskellige Sider, og først (V. 4) udfra selve Syndens Væsen som Overtrædelse af Guds Lov. Dette indskærper Apostlen, at "Synden et Lovens Overtrædelse", er en Krænkelse af Guds hellige Villie; al Synd er Synd mod Gud. Lad os ikke glemme dette.

I V. 5 begrunder han Uforeneligheden af at have et Guds Barns Stilling og saa at øve Synden, leve i Synden, ved at vise hen til Kristus, først til hans Gerning, han "aabenbaredes jo for at borttage Synderne", skaffe dem ud af Menneskelivet, og dernæst til den hellige Frelserskikkelse, i hvem "der ikke er Synd". Deraf følger saa (V. 6), at "hver den, der bliver i ham, ikke synder", og Apostlen føjer det alvorsfulde Ord til: "Hver den, der synder, har ikke set ham og kender ham ej heller", med andre Ord: for ham er Kristus aldeles fremmed.

Denne Tanke indskærper Apostlen fremdeles i det følgende Hans Ord V. 7: "Mine Børn, ingen forføre eder" (lede eder vild), viser os, at han har de forførendes Vranglærere for Øje, som just fremførte denne Løgn, at man ikke behøvede saaledes at kæmpe mod Synden ; de mente sig at være kommet udover den daglige Kamp, de var bleven saa "aandelige", at de ikke længere regnede Synden for Synd. Men derved blev de Syndens Trælle I skarpeste Modsætning dertil hævder Apsostlen her, at kun den, der virkelig "gør Rsetfærdigheden", det vil sige: lever efter Guds Villie, "er retfærdig, ligesom han (nemlig Kristus, i hvem Guds Væsen er os aabenbaret) er retfærdig«. Den sande Retfærdighed ejer kun den, hos hvem Naaden virkelig faar Lov til at virke det hellige Liv efter Kristi Sind og hellige Forbillede, dette Liv, der bestaar i at gøre Retfærdigheden. Vranglærernes "Retfærdighed", der forenedes med et Liv i Synden, var derfor en Løgn. Det er dette, Apostlen betegner i V. 8 ved at sige: "Den, som gør Synden, er af Djævelen, thi Djævelen har syndet fra Begyndelsen". Djævelen er Opfinder af Synden, Ophavsmand til al Synden, Synd er bleven hans Element "For at nedbryde Djævelens Gerninger, dertil blev Guds Søn aabenbaret" (V.8). Men deraf følger, at "hver den, der er født ud af Gud, ikke gør Synd" (V.9). Genfødelsens Liv og Synden er hinanden absolut modsatte. Det af Guds sødste Menneske "synder ikke, fordi hans Sæd bliver i ham". Ved "hans Sæd" maa forstaas Guds Sæsd; den Livsspire, som Gud ved sin Aand i Genfødselsen har lagt ind i vor syndige Natur. Efter denne hellige Livsspire, det nye Aandens Liv, "kan han ikke synde, fordi det er af Gud, han er født" (V. 9).

Disse Apostlens Ord med den absolute Modsætning mellem dette at gøre Synd og dette at være født af Gud har til Tider været Genstand for megen Misforstaaelse. Den saakaldte moderne Fuldkommenhedslære og Syndfrihedslære beraaber sig bestandig paa V.6 og V.9 i dette Kapitel. Men vi kan straks dertil sige, at det aldrig kan have været Apostlens "Mening at sige, at en troende Kristen ikke mere kan synde. Hørte vi ikke baade i første og andet Kapitel i I dette Brev (se Kap. 1, 8-10 og Kap. 2,1-2), hvorledes Apostlen erklærede det for en gudsbespottelig Tale at sige, at man ikke syndede, erklærede det for en Fornægtelse af Sandheden? Og har han ikke i dette selvsamme Kapitel i V. 3 talt om Gudsbarnets Selvrenselse? Sværmerne vil søge at slippe fra disse Ord ved at sige, at Johannes i Kap.1 taler om et lavere Trin i Kristenlivet, men i Kap.3 taler om det højere Trin som de "fuldkomne og syndefri" mener sig at have naaet. Men det er jo ikke sandt. Apostlen taler ikke et eneste Ord om saadanne to Klasser af Kristne. Og efter at han har skrevet V. 6 og V. 9, skriver han lige efter i V.18-20 den alvorlige Formaning om ikke at elske med Ord eller Tunge, men i Gerning og Sandhed og føjer til (V. 20): Hvad end vort Hjerte maatte fordømme os for, er Gud dog større end vort Hjerte og kender alt. Der ligger en saa dyb Ssyndsbekendelse og Syndserkendelse i disse Ord som vel muligt Apostlen kender saa nøje dette, at vort Hjerte kan fordømme os som Syndere, og hans Trøst er da - ikke Syndfriheden, men at Guds er større end hans Hjerte og kender alt, kender Synden, men ogsaa det dybe Suk bagved Synden og Hjertets Fortrøstning til den himmelske Talsmand, der er en Forsoning for vore Synder.

Men er der da ikke en Modsigelse til Stede, naar vi sammenligner ovennævnte Ord med, hvad Apostlen siger her i V.6: "Hver den, der bliver i ham, synder ikke", og i V.9: "Hver den, der er født af Guds, gor ikke Synd, ja kan ikke synde, fordi han er født af Gud"?

Ja, i Ordene er der en Modsigelse, men denne Modsigelse svarer just ganske til Livets sande Forhold hos et troende Menneske. Det er en sand Modsigelse, som ethvert Guds Barn bærer i sit eget Hjerte. Det er Modsigelsen mellem det nye Menneske i os, der er "født af Gud", skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed (Ef. 4, 24), og det gamle Menneske, som vel er korsfæstet med Kristus, men endnu ikke "blevet til intet", selv om dette er og maa være Maalet. Det er den samme Modsigelse, som møder os i Apostlen Paulus' Ord: "Ikke mere jeg lever, men Kristus lever i mig". Vort naturlige Jeg, Kødet, er i Færd med at dø. Og det nye af Aanden fødte Liv i os (Joh. 3,.6: "Hvad der er født as Aanden, er Aand"), Kristuslivet, har et troende Menneste valgt at leve.

Og vi skal lægge Mærke til, at Udtrykket "synde" skifter med dette at "gøre Synd", saa her ved "at synde" aabenbart betegnes det samme som i at leve i Synden, som om det var berettiget. Paa samme Maade siger Herren i Joh. 8,34: "Hver den, der gør Synden, er Syndens Træl". Luther har derom retteligt sagt: Den sande Kristen gør ikke Synden, men lider Synden. - Synden er bleven en Pine, en Plage, en Lidelse, det fremmede for hver den, der har valgt Herren til sit Liv.

Og dernæst skal vi lægge Mærke til, at for saa vidt som vi bliver i Kristus saa synder vi ikke heller. Hver Gang vi synder, stammer det fra Forbindelsen med vort gamle Menneske, den utilladelige Forbindelse Naar først alt i os stedse bliver i Kristus, hver Tanke, Ord og Gerning, naar alt i os udspringer fra ham, da er der heller ingen Synd mere. Men saaledes er det endnu ikke i Kampens Dage, hvor "Kødet begærer mod Aanden og Aanden mod Kødet" (Gal.5,17). Under Jordelivets Kamp maa vi bekende med Paulus som med Johannes: "Vi har endnu ikke grebet det, er endnu ikke fuldkomne". Men det maa være saaledes med os, at vi jager derefter, i Tro paa at han, Eder begyndte det gode Værk i os, ogsaa vil suldsore det. Da skal det naas engang, at det gamle Menneske i os skal være bortskaffet og tilintetgjort for evigt og kun det nye af Gud fødte Liv være i os, det Liv, der ikke gor Synd og ikke kan synde. Først da er Modsigelsen borte, og da er vi ogsaa færdige til, at gaa hjem. "Naar Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud, thi Høsten er for Haanden" (Mark. 4, 29).

Apostlen slutter denne Tankeudvikling med det alvorlige Ord: "Derved bliver Guds Børn og Djævelens Børn aabenbare. Hver den, som ikke gør Retfærdighed, er ikke af Gud, og ligesaa den, som ikke elsker sin Broder" (V. 10). Djævelens Børn er de, som vil forene Kristennavnet med et Liv i Synden og hævde Synden som berettiget og tilladt. Det er Djævelens Sind, Løgnens Væsen, at ville kaldes retfærdig i Gud, Uden at man øver Retfærdighed, uden at staa i Kampen for at gøre Guds Villie. Og Apsostlen fremdrager særligt dette Hovedpunkt at elske Brødrene. Dermed indledes det næste Afsnit, der just dvæler ved den hellige Broderkærlighed som det særligt fremtrædende Vidnesbyrd om den hellige Vandel.

At synde paa Naaden, at trøste sig med: Gud hjælper mig nok, selv om jeg gaar mine egne kødelige Veje, det var jo en af de Fristelser, hvormed Djævelen mødte vor Herre Jesus i Ørkenen, og det er og bliver til alle Tider her paa Jord et af de værste Anløb, den onde Fjende retter imod os. Men følger man denne djævelske Løgn, da frister man Herren vor Gud, og fortsætter man deri, da bliver man Djævelens Barn. Det er dette, Apostlen her med disse stærke Ord har villet understrege for alle Guds Børn. Det er det store Enten Eller, det skarpe Skel mellem Guds Folk og det Folk, der følger Løgnens Fyrste, det skarpe Skel mellem Lys og Mørke inden i hvert troende Menneske, Apostlen her har sat med glødende Kraft. Vi kender Tordensønnen igen (Mark.3,17), helliget i Herrens Aand.

Og et endnu indskærpes der os gennem Ordene i dette Afsnit: Vi skal ikke rive Ordet løs af sin Sammenhæng, men læse vor Vibel paa aandelig Vis. Biblen er en Helhed, og kun naar vi ser det ene Ord i Lyset af det andet, faar vi det rette Billede af det sande Liv i Gud malet for os. Vildfarelsens Aander plukker alt i enkelte Ord ud af Sammenhængen for dermed at bedrage Sjælene. Saaledes bar Satan sig ad i Ørkenen, da han brugte Bibelens Ord overfor vor Frelser. Dette kaldte Luther i sin Kamp med Modstanderne at behandle Skriftens Ord paa lignende Vis, som naar en So tumler med en Havresæk. Gud fylde vore Hjerter med Sandheds og Ydmygheds Aand! Saa farer vi ikke vild, saa bliver Sandheden i os.

Det foregaaende Afsnit sluttede med disse Ord: "Hver den, som ikke gør Retfærdighed er ikke af Gud, og ligesaa den, som ikke elsker sin Broder". Det er dette Punkt om Broderkærligheden, den indbyrdes Kærlighed mellem Guds Børn, Apostlen nu i det følgende dvæler ved som et Hovedpunkt for den, der vandrer paa Retfærdigheds Vej. Og han viser (V. 11), hvorledes det var "det Budskab", de havde "hørt fra Begyndelsen", altsaa noget, der fra først af havde været forbunden med Evangeliets Forkyndelse. Selvsølgelig forkyndte Herrens Sendebud ogsaa hans Ord om Kærlighed til Fjenderne, men vi ser heraf, at Kærlighedssamfundet mellem de hellige var et Hovedpunkt i den apostolske Forkyndelse, som det bør være det til alle Tider. I dette Brev har vi jo allerede i Kap. 1, 7 og Kap. 2, 7-11 hørt derom. Vi trænger bestandig til at høre disse Toner: "I da, som have Herren kær, staar sammen ak! staar sammen nær".

I V.12-15 peger Apostlen paa Verdens Had som et advarende Modbillede overfor Guds Børns indbyrdes Kærlighed. Hadet hører Døden til, Kærligheden Livet. I V.16-18 peger han hen paa Kristi selvhengivende Kærlighed som Forbilledet for al Broderkærlighed, som den jo tillige er Kilden dertil. Kristus elskede i Gerning og Sandhed. Saaledes skal ogsaa vi elske.

I V.12-13 peges paa Kain, Brodermorderen, som det mørke Forbillede for Verdens Had til dem, der vil øve Retfærdighed. Apostlen peger paa det djævelske i dette Kains had, thi han myrdede sin Broder, just fordi hans Broder vilde leve sit Liv og gøre sin Gerning efter Guds Villie, hvad Kain ikke selv vilde. Han hadede sin Broders hellige Vandel samtidig med, at han misundte ham Guds Velbehag. Det er just den ondes Skind: Had og Misundelse overfor Guds Folk. Men fordi denne Verdens Fyrste er saaledes, bliver denne Verdens Sind overfor Guds Børn heller ikke anderledes, saa det maa "ikke undre os", om "Verden hader" os. Det maa snarere undre os, naar Verden kan vise Guds Børn Yndest. Det varer heller ikke ret længe ved, saaledes som det saa tydeligt viste sig med den første Menighed i Jerusalem. Saa længe man er under Djævelens« Vælde, kan man ikke elske Guds Børn. Ordet her er en Efterklang af Frelserens Ord i Joh. 15, 18-21, og paa lignende Vis lød det ved Apostslen Peter (1 Pet.4,12: "I elskede, forundrer eder ikke over den Ild-prøve som I gennemgaa").

Kærligheden til Brødre ne er Kendetegnet, hvoraf ogsaa vi selv kan "vide, at vi er gaaede over fra Døden til Livet" (V.14).

"Vi ved, at vi er gaaede over fra Døden til Livet", det er Troens Vished, der taler i dette- Ord Døden betegner jo her den aandelige Dødstilstand, i hvilken Hjertet er løsrevet fra Gud og søger Liv og Lykke i den Verden, der ligger i det onde. I den Tilstand er Hjertet koldt og stivt som et Lig overfor Frelserens Kærlighed. Det føler ingen Trang til Ordets Brød, har ingen Følelse for Syndens Gru, der er intet Bønnens Aandedræt, intet Raab til Herren, omend der maaske kan være en Vanebøn, alt er verdsligt, og ofte maa det siges, hvad Martha sagde ved Lazarus' Lig: "Det stinker allerede". Spot over det hellige, Eder, slibrig Tale røber Hjertets fremskredne Døds-tilstand. Og sker her ikke en Overgang fra Døden til Livet, ender det i den evige Død. Vi, der har Guds Ord, maa komme i Hu, at hisset kan Kløften ikke overskrides (se Ordet Luk 16, 26). Her i Naadens Dage kan man sætte over, men det gælder at gøre Overgangen jo før des hellere. Kom helst, medens du er ung, forkast Døden og wdvælg Livet. Herrens Haand er udrakt for at hjælpe dig over. Men det maa gøres i Klarhed, i Afgjorthed, saa ogsaa du kan vidne: "Jeg ved, at jeg er gaaet over". Hvorledes, til hvilken Tid og ad hvilke Veje, det kræver Ordet ikke, at du skal kunne gøre Regnskab for, men "at".

Kendetegnene derpaa er jo mange, men Apostlen fremdrager her særligt dette: "Vi elsker Brødrene". Denne særegne Kærlighed, der ikke maa forveksles med den almindelige Menneskekærlighed, som en Kristen jo ogsaa har, findes ikke hos Verden, men kun hos Guds Børn. Det er det, Paulus kalder "Kærligheden til alle de hellige" (Ef.1,15; Kol.1, 4; Filem. 5). Vor Frelser har sagt, at derpaa skal alle kende hans Disciple, at de har denne indbyrdes Kærlighed, men ogsaa for os selv er det et af de bedste Kendemærker, særlig i Anfægtelsens Tider. Kender vi os inderlig forbundne med Guds Børn for Jesu Skyld, da er vi ikke visne Grene. Men "den, som ikke elsker (nemlig Brødrene), bliver i Døden".

Dette udvikler Apostlen nærmere i V.15, hvor han ligesom i Kap.2,10-11 sammenstiller dette "ikke at elske" med "at hade". Der er bestandig hos Johannes set Enten-Eller. Men Had til Broderen er aandeligt Mord. Ordet "Manddraber" bruges af Herren selv i Joh.8,48 om Djævelen. Had til Guds Børn er Djævelens Sind. Men med dette Sind har ingen "evigt Liv blivende i sig". Ordet "blivende" synes at pege hen paa, at der tales om Mennesker, der har haft evigt Liv eller i ethvert Tilfælde har haft Besøg af, været berørt af det evige Livs Kræfter. Her sigtes aabenbart til de antikristelige Aander, om hvilke Johannes skrev i Kap. 2,19: "De er udgaaede fra os, men de var ikke af os", altsaa til frafaldne Kristne. Vil man fastholde Had og Bitterhed overfor Guds Børn, da maa det ende med, at man falder ud af Naaden (se ogsaa Herrens Ord i Matth.18,35: Slutningsordet i Lignelsen om den gældbundne Tjener).

I V.16-18 skildrer Apostlen den sande Broderkærlighed; hvori dens sande Væsen bestaar, kender vi bedst ved at se hen paa Kristi Kærlighed, den Kærlighed der "satte sit Liv til for os". Vor Frelser har jo sagt (Joh.13,34): "Som jeg elskede eder, skal I og elske hverandre. Det Sind der kan give sig selv hen for Brødrene, det er Krijti Kærlighedssind. Men har det sig saaledes, hvorledes kan "Guds Kærlighed" da "blive i os", dersom inan end ikke kan ofre noget af sit timelige Gods for den Broder, der lider Mangel (V.17). Nej, den sande Kærlighed nøies ikke med Ord alene, med tomme Talemaader (Jak. 2, 15-16), men maa vise sig "i Gerning og Sandhed". Dette til Overvejelse for alle Guds Børn; Luther siger i Anledning af dette Ord: "Man skriger nu til Dags højt om, at de, som har lært Kristus at kende, skraber Penge sammen mere end andre". Ogsaa i vore Dage hedder det sig stundom, at jo ældre de troende bliver i deres Trosliv, des karrigere og knappere bliver de til at give. Maatte det dog ikke gaa saaledes med os troende, maatte vi ret føle vor Gæld til dem, der trænger! En gammel Biskop af Jerusalem blev engang røst for sin store Broderkærlighed. Han sagde dertil: "Hvorfor beskæmmer du mig saaledes? Jeg har jo endnu slet ikke sat Livet til for dig, som min Herre Jesus har befalet det".

Vi skal give Agt paa, at Kendetegnet paa, at vi er i "Livet", i Livsforbindelse med vor Jesus, ham, i hvem Gud har skænket os evigt Liv, aldrig kan sættes i noget forbigaaent, men maa bestaa i en levende, nærværende Virkelighed i Hjertet. Det gaar ikke at ville trøste sig med, at man engang er bleven omvendt, at man engang har gjort de og de Erfaringer Nej, det kommer an paa, om Guds Kærlighed bliver i os, lever i os.

Ej heller sætter Apostlen her Kendemærket blot i Følelsen i Henrykkelser, i en særlig Følelse af Frer eller Glæde Følelserne, hvor rige og skønne de end kan være indenfor Troslivet, er dog altid skiftende. Der maa noget andet til ogsaa for at skelne de ægte Følelser fra de nægte, fra de blotte Stemninger. Og dette andet er Selvhengivelsen for Jesu Skyld og i hans Efterfølgelse, den Selvhengivelse, der sætter sig Spor i det daglige Liv ogsaa med Hensyn til at kunne ofre af sit timelige Gods for Guds Riges Skyld, tvungen af Kristi Kærlighed. Saa lad Ordet her da virke denne Bøn i vore Hjerter:

Til Naadeilden du os holde,
Lad alles Hjerter staa i Glød,
Saa vi ej længer gaa saa kolde
For egen og for andres Nød.

Apostlen havde i det foregaaende talt om den sande Kærlighed til Brødrene som noget, der ikke kunde skilles fra Guds Kærlighed. Nu i dette Afsnit viser han den velsignede Frugt, som et saadant Liv i hellig Kærlighed bærer ogsaa for Gudsbarnet selv. Denne indbyrdes Kærlighed skal (V.19) være os selv et Kendetegn paa, "at vi er af Sandheden", at Sandheden i Kristus er bleven os en Livskilde. Thi kun fra Sandheden kan den sandse Kærlighed udgaa. Derfor vil Broderkærlighedens kendemærke ogsaa kunne være of en Hjælp i bange Stunder i Anfægtelsens Tider, naar "vort Hjerte maatte fordømme os" og anklage os og vil frakende os Retten til at være Guds Børn Staar vi da i den indbyrdes Kærlighed, da "kan vi for hans Aasyn stille vore Hjerter tilfreds. Gud er større end vort Hjerte". Hans Dom vejer mere end vor Samvittigheds Dom, og han, "kender alle Ting" (V. 20). Han kender det dybeste "i vore Hjerter, det, der ligger gemt i det troende Hjerte under alt det meget usle og syndige, kender Sukket over vore Synder, ser den lille Troens Haand, hvormed vi klynger os til Korsets Naade. Ordet her minder om Frelserens Ord i Johs.10: "Jeg kender mine". Men endnu mere er det en Efterklang af Apostlen Peters Ord ved Genesaret Sø, den Gang den opstandne Frelser spurgte ham de tre Gange: "Simon, Jonas' Søn, elsker du mig"? da fordømte Peters Hjerte ham, men han klyngede sig fast til dette: "Herre, du ved alle Ting, du ved, at jeg elsker dig".

Saaledes kan den sande Broderkærlighed blive saa stor en Hjælp i de mørke Tider, idet den forvisser os om, at vi dog vil være Herrens, og saa er vi jo ikke under Rettens Dom, men under Naadens Frikendelse. Der fortælles om Hans Egede, Grønlændernes Apostel, hvorledes han i Slutningen af sit Arbejde deroppe havde saare mørke Tider, i hvilke hans eget Hjerte fordømte ham. Men da lod Gud, der var større end sin Tjeners ængstede Hjerte, de af ham døbte Børn, som han elskede saa inderligt, træde frem for hans Sjæls Øje og gav ham hans Fred og Frimodighed tilbage. Saaledes erfares Sandheden af dette Ord saa ofte, Guds Naade til Ære og Lov.

I V. 21-22 tænker Apostlen paa de mere frimodige Tider i vort Trosliv, hvor Hjertets Anklage tier, fordi Aandens Solskin lyser stærkt igennem vor Sjæl. Vi kender det, hvorledes Frimodigheden overfor Gud i saadanne Soltider ret kan svinge sig op til Gud, da er det let at tro, at Gud hører os, at hvile i: "Hvad vi end beder om, det faar vi af ham", og da faar vi det ogsaa. Men saadan Frimodighed i Forholdet til Gud hænger paa det nøjeste samme med, at vi vandrer i Lydighed for hans Ansigt. Derfor føjer Apostlen ogsaa til: "Fordi vi holder hans Bud og gør det, som er velbehageligt for ham". Deri ligger ingenlunde, at vi skulde kunne fortjene Bønhørelsen, men det er ganske som med Børn, der gerne vil være lydige og gøre, hvad der er Far og Mor til Behag, da har de ogsaa god Frimodighed til at frembære deres smaa Ønsker. Saaledes ogsaa Guds Børn overfor vor himmelske Fader.

I V. 23 peger Apostlen paa det, som først og fremmest er Gud til Behag, er hans hellige Bud og Villie. Det er fremfor alt, at "vi skal tro hans Søns, Jesu Kristi Navn". Dette fremfører Apostlen i Modsætning til alle de Løgnens Røster, som bestandig lyder hen over Jord, disse Røster der vil nægte Jesus at være Kristus, Guds evige Søn. Visselig er Troen Guds Værk i os, men der kræves dog, at vi giver vor Villie til. Troen kaldes derfor ogsaa "Kristi Lydighed" (2 Kor.10,5), Lydighed mod Kristus Jesus (1 Pet. 1, 2).

Men den Tro, Gud vil have frem i os, er ikke den døde Tro, det er en levende Tro, der viser sin Livsvarme i, at vi "elsker hverandre efter det Bud, han gav os", med den indbyrdes Kærlighed, som Frelseren har lagt sine Disciple saa inderligt paa Sinde (Joh.13,34).

Holder vi saaledes Guds Bud - og her er altsaa ikke Tale om Lovens Stentavlser, men om Troens og Kærlighedens Bud - da "blivser vi i Gud og Gud i os". Og Gud besegler dette sit Samfund med os, "at han bliver i os", ved at give os den Helligaands Pant. Guds Aand vidner da med vor Aand, at vi er Guds Børn. Det er i denne Guds Aand, vi kan bevare vor Frimodighed overfor Gud i de mørke Tider og fryde os i de lyse Tider.

Med dette Ord om Aanden gaar Apostlen nu over til den tredie Hoveddel af sit Brev. Allerede i det foregaaende (se Kap. 2, 20 og 27) pegede Apostlen hen paa Aandens Gave, som der benævnedes "Salvelsen" og betegnedes som den, der vejledede Guds Børn til al Sandhed. Her peges der paa Aanden som vor Børnerets Vidne. Kun ved Guds Aand kan vi tro paa Jesu Kristi Navn og komme i Livssamfund med Gud, kun ved Guds Aand kan Frimodigheden bevares. Aanden er Vidnet sendt fra Gud; den vidner om Naade for Guds oprigtige Børn, højere end vort eget Hjerte kan vidne om Dom.

Vor Børnerets Vidne! hjælp Abba at sige
Med Hjerte og Mund,
Og tryk mig den Vished at arve dit Rige
i inderste Grund!
Ja vis mig, saa tit du, o Saligheds Pant,
Om Himlen erindrer,
Hvor Kronen den tindrer,
Som Jesus os vandt!