En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

1 Johannes brev

Kap 5

I dette Afsnit viser Apostlen til Slutning, at det er Troen paa Jesus som Guds Søn, der er Roden til Livet i Guds Kærlighed (V.1-3) og den bærende Sejrskraft overfor Verden (V. 4-5).

Apostlen begynder i Forbindelse med, hvad han forud havde sagt om Broderkærligheden, med endnu engang at paavise, hvorledes Troen og Broderkærligheden hører sammen. "Den, der tror paa Jesus" som Guds Søn, er "født af Guds Troen - og her tales kun om den levende Tro, "som elsker Faderen" - er intet Msenneskevsærk, men et Gudsværk. Vi mindes Herrens Ord til Apostlen Peter i Matth.16,17, da denne bekendte sin Tro paa Kristus som den levende Guds Søn: "Kød og Blod har ikke aabenbarer dig det, men min Fader, som er i Himlene". En død Tro kan man lave sig selv, men en levende Tro har sit Liv ovenfra.

Men den levende Tro, der elsker Faderen, fordi han elskede os først og gav os sin eenbaarne Søn, "elsker ogsaa den, som er født af ham". Dette udtaler Apostlen som en afgjort Kendsgerning. Elsker man Faderen, maa man ogsaa elske Faderens Børn, sine aandelige Søskende.

Som Kendetegnet paa den sande Kærlighed til Guds Børn nævner Apostlen nu (V. 2) dette, at "vi elsker Gud og holder hans Bud". I V.1 nævnede han Kærligheden til Guds Børn som nødvendigt sammenhørende med Kærligheden til Faderen. Her tager han det fra den anden Side for at indskærpe, at disse to Ting ikke paa nogen Maade kan adskilles. Der kan ogsaa findes en Slags Kærlighed til Guds Børn, ikke fordi de ser Guds Børn, men fordi man i dem ser velvillige og opofrende Mennesker. Men en saadan Kærlighed til Guds Børn kendes som overfladisk netop derpaa, at man samtidig dermed lever uden Kærlighed til Gud og i Modstrid til hans Bud. Elsker man virkelig Guds Børn med en hellig Kærlighed for Jesu Skyld, vil det altid kendes paa, at Kærligheden til Gud og Lydigheden overfor ham staar bagved. Elsker vi Gud, da elsker vi ogsaa Guds Børn. Elsker vi Guds Børn med den sande Kærlighed, da elsker vi ogsaa Gud.

At Lydigheden overfor Gud maa følge med Kærligheden til ham begrunder Apostlen i V. 3. Den sande Kærlighed til Gud, udsprungen fra hans Kærlighed til os, har altid det for Øje at holde hans Bud. Kærligheden siger: "Hans Bud er ikke svære". Hvor Kærligheden mangler, synes Guds Bud tunge og byrdefulde, skønt Guds Bud i sig selv kun sigter paa det, der er os til Gavn og stemmer overens med det oprindelige Menneskevæsen, som det er skabt i Guds Billede. Elsker Hjertet denne Verden, da er der hverken Lyst eller Kraft til at holde Guds Bud; men hvor Gudslivet har faaet Magten i et Menneskehjerte, der vaagner ikke blot Lysten til Guds Bud, men der bliver ogsaa Kraft til at vandre i dem. Allerede i den gamle Pagt lyder det: "Se, jeg har Længsel efter dine Befalinger" (Sl.119,40), "hvor kær har jeg dsin Lov" (Sl.119,97), men først i den nye Pagt, Genfødelsens Pagt, kan Lovens Krav begynde at fuldbringes i os (Rom. 8, 4). Det ligger i, at "alt det, som er født af Gud, overvinder Verden" (V.4). Den nye genfødte Natur i et Guds Barn er stærkere end denne Verdens Magt, saa vist som Gud er stærkere end denne Verdens Fyrste. Derfor kan Apostlen udtale det frydefulde Ord: "Dette er den Sejr, som har overvundet Verden, vor Tro".

Deri betegnes Troen som den afgørende Sejrskraft. Troen er jo Livet efter den genfødte Natur. Allerede dette at have faaet denne Tro i Eje er en Sejr over Verden. Verden, baade den inden i os og udenfor os, gør Modstand af al Magt for at hindre Hjertet i at komme til Troen. Naar Troen bryder igennem, da er Sejren vundet, da har Verdens Magt faaet sit Knæk, og hele det af Troen følgende Liv er kun en Udfoldelse af den Sejr, der allerede blev vundet ved Omvendelsen. Visselig, "begyndt er ikke endt, det maa du vide, du har din Jesus kendt, bliv ved at stride". Sejren kan kun bevares, om Troen bevares, men bevares Troen, da kan vi sige med den gamle Sanger: "Op i Jesu Navn at vinde, vis er Sejren, Glæden stor".

Vi skal lægge Mærke til, at der staar: "Vor Tro". Her er Tale om de helliges Tro, den levende Tro paa Jesus som Guds Søn.

Luther siger med Rette: "Jøder, Tyrker osv. tror ogsaa, som de siger, paa Gud, der har skabt Himmelen og Jorden; men at dette endnu ikke er en ret Tro, fremgaar deraf, at den intet udretter, hverken strider eller sejrer, men lader alle være, som de er, i den gamle Fødsel og under Djævelens og Syndens Magt".

Apostlen henviser i V.5 til Erfaringen og. gør ligesom Kontraprøve; men Svaret bliver dette: Ingen anden kan over«vinsde Verden end den, som ejer en levendse Tro paa, "at Jesus er Guds Søn". Uden denne Tro bliver man overvunden af Verden Beviset derfor leverer det praktiskIe Liv.

"Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden", saaledes lød Johannes Døberens Spørgsmaal fra Fængslet af til Frelseren (Matth.11,3). Apostlen Johannes vidner her i V.6 om, at Jesus Kristus "er den; som kom", det vil sige den forjættede Messias. Og han føjer til, at Jesus Kristus kom "med (rettere "ved", "i Kraft af") Vand og Blod". Denne Tilføjelse er bleven udtydet paa forskellig Maader, nogle har derved tænkt paa, hvad der fortælles i Joh.19,34, at der flød Vand og Blod ud af Jesu Side, da en as Stridsmændene stak i hans afsjælede Legeme med et Spyd Vandet og Blodet skulde da være et Vidnesbyrd om, at Frelseren virkelig havde fuldbragt Dødsofret for vor Skyld Ganske vist vidner dette, at Stridsmanden gav ham Stødet i Siden, om Frelseserens Død, men at der skyder Vlod fra et Lig er ellers ualmindeligt. Og hele denne Forklaring synes ikke at passe i denne Sammenhæng hvor Apostlen vil fremføre Vidnesbyrdet om Jesus som Guds Søn.

Andre tager Ordet i Joh.19 om Blodet og Vandet profetisk som Varsel om de to Sakramenter, Daabens og Nadverens Sakramente, og forstaar da Ordet her paa samme Maade Atter andre, som f. Eks Luther i hans første Fortolkning til dette Sted, forstaar Ordet om Daaben alene. Der skulde altsaa siges, at Jesus i Daabens Sakramente ikke blot kommer med Vand, som Johannes Døberens Daab kun var en Vanddaab, men med Vand og Blod, idet Daabsvandet faar sin Kraft fra Jesu Kristi Forsoningsblod.

I en senere Fortolkning forstaar Luther det dog ogsaa som begge Sakramenterne.

Og naar vi ser hen til V.7-8, hvor der tales om det tredobbselte Vidnesbyrd for Jesus Kristus fra Aanden og Vandet og Blodet, som et Vidnesbyrd, der er vedvarende ("de er tre, som vidner"), synes denne Fortolkning ikke at kunne udelukkes Jesus Kristus kommer jo til sin Menighed baade gennem Aanden i Ordet og gennem Sakramenterne. Dog kan Ordet i V. 6: "Som kom med Vand og Blod", ogsaa henpege paa vor Frelsers egen Daab, ved hvilken Faderen gav ham Vidnesbyrd, og ved hvilken han ligesom tiltraadte sin Frelsergerning, gik ind under Syndens Byrde som Offerlammet. Da kom han "ved Vand". Og "Blodet" peger da hen paa, at han fuldbragte Værket, idet han paa Korset blev en Forsoning for Verdens Synd, betalte vor Syndseskyld til den sidste hvid ved sit Blod.

Og at Apostlen just peger paa Freslserens Daab og Død og indskærper, at han kom ikke med Vandet alene, men med Vand og Blod, passer saa fuldt ud i Kampen mod kætteren Cerinth, der lærte, som vi allerede har omtalt det, at den himmelske Kristus just kom ved Vandet, da Jesus døbtes i Jordan, men var borte igen, forlod Jesus ved hans Korsdød, da han gav sit Blod. Derved blev Forsoningen paa Golgatha i Virkeligheden fornægtet, thi et blot Menneskes Blod kunde ikke være en Forsoning for vore Synder. Kun Jesu Kristi Guds Søns Blod renser fra al Synd (1Joh. 1, 7). Saaledes forstaaet bliver da Ordet her i V. 6 et nyt Vidnesbyrd imod de falske Profeter, der vil berøve oss Forsoningens Blod. Jesus Kristus kom som Guds Søn ikke blot ved Daaben, men ogsaa ved Korsdøden. Det er Vidnesbyrdet fra Apostlens Hjerte. Og han føjer til: "Og det er Aanden, som vidner, thi Aanden er Sandheden". Pinseaanden, der bor i Guds Menighed, herliggør Kristus, vidner om ham som den sande Guds Søn, der kom ikke blot ved Vandet, men ogsaa ved Blodet.

I vor gamle danske Oversættelse stod der: "Og det er Aanden, som vidner, at Aanden er Sandhed", og det er jo en ret bibelsk Tanke, at Guds Aand i sig selv bærer Vidnesbyrdet om at være Sandhedens Aand. Men her er jo Tale om Vidnesbyrdet for Jesus som Guds Søn, saa der maa rettere (som i vor nuværende Oversættelse) oversættes: "Det er Aanden, som vidner, thi Aanden er Sandheden". Guds Aand er Sandhedens Aand (Joh.Evang.14,17), derfor er han det store Vidne for Jesus Kristus som Vejen, Sandheden og Livet.

"Aanden og Vandet og Blodet" - det er de tre Vidner, "som forener sig til et", gaar ud paa dette ene at besegle for os Jesus som vor Kristus, som Guds eenbaarne Søn, vor højlovede Frelser Helligaandens Lys peger bestandig hen paa Jesus Kristus ved Jordans Flod med den aabne Himmel over sig og med Faderens Besegling som hans elskede Søn, ligesom Aandens Lys ogsaa stedse kaster sin Straaleglans hen over Jesus paa Golgathas Kors som det Offerlam, Gud selv havde udset sig (1 Mos. 22, 8).

Men Frelserens Daab for os og hans Blod udgydt for os peger selvfølgelig profetisk fremad ogsaa paa den Daab, han døber os med, og paa Velsignelsens Kalk, som er Kristi Blods Samfund. Aandens Vidnesbyrd gennem Sakramenterne er just Vidnesbyrdet om Jesus Kristus som den levende Guds Søn, der kom ved Vand og Blod. Vantroens Kamp mod Jesus som Guds Søn retter sig derfor ogsaa først og fremmest mod hans Sakramenter, hvis frelsende Kraft søges afsvækket og udvisket. Men Guds Vidnesbyrd staar fast.

Tidligere stod der i V. 7-8 et Indskud om, at "Faderen, Ordet og den Helligaand vidner i Himmelen. Men dette Indskud er bevisligt uægte. Det findes ikke i et eneste ældre Haandskrift, men er henved det ottende Aarhundrede indskudt i den latinske Oversættelse. Der er jo ikke noget usandt i dette Indskud, men det passer slet ikke i Sammenhængen. Luther havde heller ikke disse Ord med i sin Bibeloversættelse. Det er ogsaa en Virkning af Sandhedens Aand, at den har bevaret vor Bibel for os, saaledes at Menneskers Forsøg paa at ville forbedre ved Tilføjelse bestandig kommer for en Dag ved den store Forskel, der bliver paa, hvad der kun er Menneskeværk, og hvad der er Aandens Værk.

I V. 9 fremhæves, hvor meget større Guds Vidnesbyrd er end Menneskers og den deraf følgende Forpligtelse til desmere at tage imod det, eftersom vi dog tager Menneskers Vidnesbyrd for gyldigt. To eller tre Menneskers Vidnesbyrd stadfæstede en Sag efter Moselov, men Apostlen havde ovenfor peget paa Guds trefoldige Vidnesbyrd gennem Aanden, Van- og Blodet. "Dette er Guds Vidnesbyrd, som han har vidnet om sin Søn".

I Troen tilegner man sig dette Vidnesbyrd (V.10), saa man optager det i sit Hjerte, har det i sig, men at være vantro er at gøre Gud til en Løgner, idet man ikke tager hans Vidnesbyrd for gyldigt.

Og Vidnesbyrdets Indhold er, "at Gud har givet os evigt Liv" i denne sin Søn (V.11). Saaledes erfares Guds Vidnesbyrd i det troende Hjerte som en Livsvirkelighed. Summen af det hele samler Apostlen da i dette Kærneord: "Den, som har Sønnen (nemlig i Troen paa Guds Vidnesbyrd), har Livet". Men Apostlen glemmer ikke at føje til: "Den, som ikke har Guds Søn, har ikke Livet" (V.12). "Guds Søn«, siger han, for at vise, hvor meget man mister ved Vantro.

Saaledes tales der altid i vor Bibel. Begge Sider føres frem. Saaledes siger Frelseren ogsaa i Mark.16,16: "Hvo, som tror og bliver døbt, skal blive salig, men hvo, som ikke tror, skal fordømmes". Guds Fsorjaettelser og Guds advarende Domme følges ad. Saaledes skal ogsaa vi prædike til Hvile for Guds Folk, til Advarsel for de vantro. Men salig den, der kan sige med Hjertets Tak:

Hallelujm Halleluja,
Guds Søn er min, jeg gaar herfra,
Med ham til Himmerige!

Apostlen peger (V.13) hen paa, hvorfor han har skrevet "dette" (der maa nærmest tænkes paa Kap.5,1-12) til disse Venner, der troede paa Guds Søns Navn. Og han nævner et dobbelt Formaal, dels at stadfæste for dem, at de ejede det evige Liv i Guds Søn ("for at I skal vide, at I hsar evigt Liv«), dels at uddybe denne Tro i dem ("for at I skal tro paa Guds Søns Navn"). Ogsaa til de troende skal det siges: tro! Der er endnu saa meget Stof til Vantro i vore Hjerter.

I V.14-15 udvikler han for dem noget af det evige Livs Herlighed allerede her paa Jord, nemlig den frimodige Fortrøstning, Jesu Kristi troende kan have til Gud i Bønnen. Gud "hører os", naar vi beder om noget efter hans Villie". At bede om noget efter Guds Villie er det samme som at bede i Jesu Navn. At bede saaledes lærer Guds Aand os, og "dersom vi ved, at Gud hører os, hvad vi end beder om, da ved vi", maa være fuldkommen forvissede om, at Gud ogsaa bønhører os. Der staar saa skønt: "At vi har de Ting, som vi har bedt ham om". Vi har dem allerede, selv om vi endnu ikke skuer dem med vore Øjne i det aabenbare, selv om, som Luther siger "det modsatte undertiden synes at være Tilfældet". Det, vi har bedt om efter Guds Villie, er lagt hen til os af Gud. Den gamle Guds-Mand Spener ligner det ved, som Forældre kan gemme i Sparebøssen til deres Børn, og ligesom Forældre stundom lægger en Krone i Børnenes Sparebøsse, hvor disse maaske kun bad om en Tiøre, saaledes skal ogsaa vi i sin Tid se, at Gud gav osendnu langt overflødigere, langt rigere, end vi kunde bede og forstaa (Efes.3,20). Hvilken Herlighed at "vide", være forvisset om dette! Det skulde gøre os frimodige og ivrige til at bede. Ordet her minder oss om Frelserens eget Ord i Mark.11,24, hvor der staar saaledes: "Derfor siger jeg eder, alt hvad I beder om og begærer, tror, at I har faaet det, faa skal det ske eder".

Og det gælder ikke blot, hvad vi kan bede om for os selv, men i V.16 fører Apostlen det ogsaa over paa Forbønnen for andre, særlig for Brødre, naar de falder i Synd. Da skal vi ved Forbønnen kunne "give" en saadan snublende Broder "Liv", styrke de evige Livskræfter i denne vor Broder eller Søster, saa de kan rejses fra deres Fald. Det er atter Broderkærligheden, Apostlen peger paa som den, der ogsaa skal kendes i Forbønnen Ordet minder os om, hvad der staar i Jak.5,16: "Bekender Overtrædelserne for hverandre og beder for hverandre, at I kan læges".

Dog fremhæver Apostlen gentagne Gange, at "der er en Synd til Døden", for hvilken han ikke vil sige, at de troende skal bede.

Hvad menes der Yned denne "Synd til Døden"? Døden kan ikke her betegne den legemlige Død, men maa betegne den aandelige Død, da den her staar i Modsætning til de aandelige Livskræfter. Det maa betegne en saadan Synd, hvorved et Menneske afgjort bryder Samfundet med Kristus og derved med hans Blods rensende Kraft, altsaa Forhærdselsens Synd, den bevidste Modstand imod eller det bevidste Frafald fra Guds Naade i Kristus. Det bliver saaledes det samme, som Herren i Matth·12,31-32 kalder Bespottelse mod Aanden, som oftere omtales i Skriften, saaledes i Hebræerbrevets sjette og tiende Kapitel og i 2 Pet. 2, 20-22.

Det er altsaa ikke blot omen enkelt syndig Gerning af værste Art, saaledes som man i Pavedømmet lærer om de syv Dødssynder, men om en Forhærdelsens Tilstand, der kan udvikle sig i et Menneskehjerte (Kong Saul - Judas Isskariot), her er Tale.

Naar Apostlen fremdrager dette, har han maaske nok særlig i dette Tilfælde de antikristelige Fornægtere af Jesus som Guds Søn for Øje, men Faren ligger jo til alle Tider i alle Slægter. Hvor Forhærdelse er indtraadt, kan Forbøn intet nytte. Man kan heller ikke længere gøre Forbøn, fordi Guds Aand ikke er med i saadan Bøn, der ikke længere er efter Guds Villie.

For at de troende ikke af den Grund skulde tage det lettere med Synd i Almindelighed, føjer Apostlen (V.17) udtrykkeligt til: "Al Uretfærdighed er Synd". Deri ligger et advarende Ord om ikke at tage det ligegyldigt med en eneste Synd. Hver Synd kan vokse op og blive en evig Livsfare, dersom man ikke staar den imod. Men han føjer ogsaa til som Trøsten for de over de daglige Fald bedrøvede og ængstede Guds Børn: "Der er Synd, som ikke er til Døden". Saa længe der dog trods vore Fald i Synd er et oprigtigt Samfund med Guds Søn til Stede, saa længe er vi jo ogsaa i Forbindelse med Blodet, der renser fra al Synd; saa længe har vi endnu vor Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus den retfærdige, og er ikke udenfor Naadestanden. Og saa længe vi ser Brødre og Søstre være bedrøvede over Synden, bekende den, ser dem fyldt med Længsel efter igen at faa det godt med Herren, saalænge kan og skal vi trøstigt bede for dem. I det hele gkælder det om at holde ud i Forbønnen, saa længe som det paa nogen Maade er muligt. Et er det, at vi eller Brødrene har Synd, et andet, at Synden har os.

Ja, her er rig og dyb Trøst i dette Ord, men her er ingen Sovepude lagt hen til os. Her er tillige den dybe Advarsel, et inderligt Tilraab om at være paa Vagt.

Væv uforsagt,
Men derhos agt
Paa Sindet, hvor det vanker,
Lær at holde stedse Vagt
Over alle Tanker

De tre korte Udsagn, vi finder her i V. 18, 19 og 20, indledes alle med dette: "Vi ved". Derved betegner Apostlen det, han siger, som noget, alle Kristne maa bekende Saa lad os give Agt paa disse tre Ting, som Guds Aand her drager frem for os igennem Herrens Apostel Johannes!

Det første, "vi ved", er da dette (V.18), "at hver den, som er født af Gud, synder ikke; men den, som er født af Gud, bevarer sig selv, og den onde rører ham ikke". I dette Ord gentages som i en kort Sum, hvad Apostlen skrev Kap. 3, 6-10 om den skarpe Modsætning, der er mellem Synden og det Liv, Guds Børn har af Gud. Vi henviser til, hvad derom er sagt i Forklaringen til Kap. 3. V.18 staar tilsyneladende imod V.17, men, som vi har sagt har denne Modsigelse sin aandelige Virkelighed i et troende Hjerte. "Den, der er født af Gud", betegner jo hos Johannes det troende Menneske efter dets genfødte Natur. For den, der har valgt at leve Genfødelsens Liv, er og bliver Synden bestandig det fremmede, det, der er i Modsigelse med hans indre Væsen, det, som han derfor ved Troens Sejrskraft bestandig kæmper imod. Han "bevarer sig selv", siger Apostlen, og det formaar han, som vi hørte det i Kap. 2, l4, ved at lade Guds Ord "blive i" sig. Ved dette Guds Ord har Troen Sejren over den onde, "og den onde rører ham ikke", det vil sige det samme, som vi hører i Jak. 4, 7: "Staar Djævelen imod, saa skal han fly fra eder". Naar et Guds Barn staar vaagen paa sin Post med Troens Skjold og Aandens Sværd, som er Guds Ord (Efes. 6), iført Guds fulde Rustning, da flyr den onde, da naar hans gloende Pile ikke at røre Gudsbarnet. Vi mindes her Ordet Sak. 2, 12: "Den, som rører ved eder, rører ved hans Øjesten".

Men ogsaa her ser vi, hvor langt det er fra, at Aposstlen Johannes hylder den saakaldte Svndfrihedslære. Derom vidner tilstrækkeligt V.16-17. Men det maa staa fast som noget, vi ved, at det Liv, vi har fra Gud, og Synden staa i skarpeste Modsætning til hinanden.

Det var Stillingen overfor Kødet og Djævelen. Dertil føjer Apostlen saa i V.19 Stillingen overfor Verden. Denne Verden, den faldne fra Gud bortvendste Slægt, "ligger helt og holsdent i det onde" (der kan ogsaa oversættes: "i den onde«, er under den ondes Magt". Men Guds Børn "er af Gud". Atter har vi her ligesom i Kap.3 det skarpe Skel mellem Gudsfolket og Verdensfolket. Det er ogsaa noget, "vi ved", denne Stilling maa alle sande Kristne være klar over. Det blakkede, haltende Forhold overfor Verden er og bliver uforeneligt med sand Kristendom.

Og endelig for det tredie "ved vi" (V. 20), at det Liv, som vi har i Guds, det har vi fra hans Ssøn, Jesus Ksristus, "Guds Søn er kommen og har givet os Forstand til at kende den sande", han har ved sin Helligaand oplyst vor formørkede Forstand, oplukket vore blinde Øjne, saa vi kan se Guds Rige, kende den sande og levende Gud. Det var jo vor Frelsers Ord til Nikodemus (Joh. 3, 3): "Uden nogen bliver født paa ny, kan han ikke se Guds Rige".

"At kende den sande" er ikke en død Kundskab, men Troens Kendskab til Gud, og det "i hans Søn Jesus Kristus". "Ingen kommer til Faderen uden ved Sønnen" (Joh.14,6). Det er dette, som er det afgørende Hovedpunkt’ som alle sande Kristne ved, har faaet Vished om, at Guds Søn, Jesus Kristus, er vor eneste Vej til Gud. Dermed staar vi i Modsætning til den saakaldte religiøse Fromhed, der kan tale meget kønt om Guds Forsyn, men mener at kunne have Samfund med Gud uden at tro paa Korsets Gaade.

Med Hensyn til Slutningen af V. 20: "Denne er den sande Gud og det evige Liv", har der været Spørgsmaal om, hvor vidt dette siges om Jesus eller vor Herres Jesu Kristi Fader. Det kan efter Sammenhængen være sagt om vor Frelser. Han kaldes jo i dette Brevs første Kapitel:. "Livet, det evige, hvilket var hos Faderen og blev aabenbaret for os", og baade i Evangeliet og dette sit Brev peger Johannes jo atter og atter hen paa vor Herres Jesu Kristi Guddom. Saa fra den Side set er der ikke noget i Vejen for at tage det om vor Frelser. Dog bruges Udtrykket: "den sande" jo to Gange i v. 20 om Gud Fader, saa aF den Grund ligger det dog nærmest her at forstaa Ordet: "Den sande Gud", om Faderen. Men "Faderen og Sønnen er eet" (Joh.10,30).

Saa slutter Apostlen dette sit herlige Brev med en inderlig særlig Advarsel: "Mine Børn ("Børnlille"), vogter eder for Afguderne". Ved Afguderne maa der dog næppe tænkes paa de grove hedenske Afgudsbilleder. Tilbagefald til saadannes Dyrkelse var næppe en Fristelse for de troende. Apostslen tænker her aabenbart paa de selv-lavede Tankebilleder af Gud, "Løgnens Gøglebilleder" (Jonas 2, 9), som de antikristelige Røster opstillede for dem. Naar de nægtedse vsor Herres Jesu Kristi evige Udgang fra Faderen, blev den Gud, som de forkyndte, jo slet ikke den sande Gud ; thi den eneste sande Gud er den Gud, der har sendt sin evige, eenbaarne Søn herned til os. Iøvrigt gaar det jo bestandig igen i Kirkens Historie, at Mennesker laver sig en Gud efter deres egne Tanker og derved i Virkeligheden et Afgudsbillede. Vantro Mennesker, der ikke vil "tage enhver Tanke til Fange til Lydighed imod Kristus" (2 Kor.10,5), tænker sig jo Gud som den, der ikke tager det saa nøje med Synden, ikke kræver sand Omvendelse, ikke nærmer at fordømme Mennesker til Helvede, men tager Mennesker op i Himlen, selv om de ikke i levende Tro flyede hen til Korsets Fod, selv om de var Verdens-Venner og ikke vilde have deres Plads blandt de hellige, selv om de "hadedse Tugt og kastede Guds Ord bag ved sig" (Sl. 50). I denne 50de Salme siger Herren til den ugudelige: "Disse Ting har du gjort, og jeg har tiet, du har tænkt, at jeg vel var som du; men jeg vil straffe dig og stille det frem for dine Øjne".

For alle saadanne Afgudsbilleder maa Guds Børn vogte sig. Den sande Gud er saaledes, som vi finder ham i Ordet, i Evangelier purt og rent, som det er os aabenbaret i vor Herre Jesus Kristsus, Guds eenbaarne, evige Søn; "ingen kender Faderen uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil aabenbare ham" (Matth.11,27).

O store Gud, din Kærlighed
Jeg aldrig nok kan skatte,
Det Rigdoms Dyb jeg ikke ved
Med al min Sans at fatte:
Hvordan du elskte Verden saa
Din Søn at ville give,
At hver, som tror paa hannem, maa
I Himlen salig blive!