En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

2 Johannes brev

Kap 1

I V.1-2 har vi Brevets Overskrift. Her, hvor det ikke gjaldt om at hævde Apostelstillingens Værdighed, eftersom Brevet var til kære Venner, benævner Apostlen sig med Navnet "den Ældste". Derved betegner han sin ledende Stilling kun paa ganske almindelig Vis, som vi har omstalt det i Indledningen. Maaske det dog tillige er Hensynet til hans Alder, der bevæger ham til just at bruge denne Betegnelse. "Frue" hedder paa Græsk "Kyria" (egentlig "Herskerinde"). Dette Navn brugtes om Kvindser som en Høflighed. Dog kan denne Betegnelse ogsaa godt passe billedligt paa en Menighed, der ganske vist overfor Kristus er Bruden, Tjenerinden, men tillige overfor sine enkelte Medlemmer staar med den Myndighed, som Forbindelsen med "Herren" (paa Græsk: "Kyrios") giver den.

Apostlen udtaler sin personlige, oprigtige og ægte Kærlighed til denne Frues Børn, men betoner, at saadan Kærlighed var de Genstand for hos "alle som har erkendt Sandheden". Thi denne Kærlighed til dem var "for Sandhedens Skyld", hvilket vil sige det samme som for Jesu Skyld. Det var ikke en Kærlighed først og fremmest af personlige Grunde, men den hellige Kærlighed, hvormed Guds Børn elsker hverandre, fordi de er fælles om den evige Sandhed. Apostlen betegner Sandheden som den, "der bliver i os" og skal være med os til evig Tid". Han siger dette ikke som et Ønske, men med Haabets Vished om, at denne Sandhed i Kristus er den gode Del, som ikke skal tages fra os (Luk.10,42). Af V. 8 hører vi, at Betingelsen dog er den, at vi giver Agt paa os selv, staar paa Vagt overfor "Forførerne". Men vil vi blive ved med et ærligt Sind i Sandheden, da er denne vor Arv ogsaa en uvisnelig Skat (se 1 Pet.1, 4-5).

I V. 3 har vi Fredshilsenen. Formen for Hilsenen minder ganske om Paulsus' sidste Breve (1 og 2 Tim. og Tit) i Henseende til den skønne Treklang: "Naade, Barmhjertighed, Fred". Dog er vor Frelser her udtrykkeligt betegnet som "Faderens Søn". Denne Tilføjelse er aabenbart rettet imod Krijtusfornægternes Løgne.

Naar der endvidere tilføjes, at denne Naade, Barmhjertighed og Fred skulde være med dem i Sandhed og Kærlighed, betegner disse Ord de troendes Livselementer, i hvilke vi maa findes, for. at Naadens Rigdom kan lyse over os ; men at Apostlen ved "Sandhed og Kærlighed" forstaar ikke noget ubestemt, saaledes som ogsaa Kristusfornægtere stundom taler store Ord om Sandhed og Kærlighed, men den bestemte Sandhed og Kærlighed i Kristus Jesus, fremgaar med al Tydelighed af selve Brevet, der udvikler just, hvori Kærligheden bestaar (V. 6), og hvori Sandheden bestaar i Modsætning til Løgnen (V.«7-11).

Det allerførste, Apostlen udtaler efter Hilsenen er (V. 4) Glæden over at have fundet "Børn" af denne Frue (eller Menigheden), som "vandrede i Sandhed, efter det Bud, vi fik af Faderen", det vil sige som sande Kristne efter Evangeliets hellige og velsignede Krav. Naar Evangeliet ogsaa her som andre Steder i Johannes-brevene kaldes et "Bud", ligger deri, at det evige Livs Gave ogsaa bestandig er en hellig Opgave.

Naar der staar: "Jeg har fundet Børn af dig", ligger deri, at Johannes ikke kunde sige det om alle disse Børn, at de vandrede i Sandhed, men kun om en Del af dem (se Advarslen V. 10-11).

I V. 5-6 formaner han under den kærlige Bønnens Form denne Frue (og hendes Børn), den lille Menighedskreds, han skrev til, til at vandre i indbyrdes Kærlighed. Hvad han her siger, minder meget om hvad han har skrevet i sit første Brev. Saaledes Henvisningen til, at han ikke skrev om Kærlighedsbudet som "et nyt Bud", men som det gamle Bud, "vi har fra Begyndelsen" (se 1Johs. 2,7). Og naar han nærmere betegner denne indbyrdes Kærligheds Væsen som bestaaende i, at "vi skal vandre efter Guds Bud" (V. 6), altsaa som en paa Lydighed mod Guds Bud grundet Kærlighed, minder dette ganske om 1 Joh. 5, 2-3, hvor den kristne Broderkærligheds dybe Kendetegn just sættes i Kærlighedens Lydighed overfor Gud. Den hellige Broderkærlighed kan slet ikke skilles fra Troens Lydighed ; derfra har den sit Udspring, og deri har den sin Grundvold.

Det er vor Guds og vor Frelsers Glæde, naar Guds Børn i hellig Lydighed elsker hverandre, og det er alle Herrens sande Tjeneres Glæde, naar de troende saaledes elsker i Gerning og Sandhed (1 Joh. 3,18). Naar vi finder Børn af Guds Menighed vandre saaledes, da maa vi fryde os. Saadanne er ikke blot bleven vore Disciple, men Herrens sande Disciple. Da maa vi sige med Johannes Døberen: "Denne min Glæde er fuldkommen" (Joh. 3, 29). Da skønner vi, at Brudgommen har fundet sin Brud, og vi kan staa som Brudgommens Ven og glæde os over,

At de med os og vi med dem
Kan følge Gud og finde hjem
Og der til sidst med trøstigt Mod
Faa Hvile hos vor Frelser god.

Formaningen i det foregaaende til Vandring i Sandhed og Kærlighed begrundes nu ved Henvisning til de "mange Forførere", som var udgaaet i Verden, udsendte af Løgnens Fader med Løgnens Forkyndelse, idet de "ikke bekendte Jesus som Kristus kommen i Kød" (V.7). I dem viste Forføreren og Antikristen sig virksom. Derfor er alle saadanne falske Røster Antikristens Forløbene (se 1Joh. 2,18). Det er den kommende Antikrist, som dukker op igennem dem. Og hvor saadanne Røster faar Magt, der dør den indbyrdes Kærlighed. Løgnens Gift faar Kærlighedslivet mellem Guds Børn til at henvisne.

Apostlen paaminder indstændigt Læserne om at "give Agt paa sig selv", at staa Vagt, for at ikke de skulde tabe, hvad Herrens Vidner iblandt dem havde arbejdet, men oppebære fuld Løn. Ved den fulde Løn for Arbejdet forstaar Apostlen dette, at Læserne virkelig kunde naa igennem til den evige Salighed og blive tro. Da faar ikke blot Frelseren sin Smertes Løn, men ogsaa hans Tjenere faar den skønne Naadeløn i de Sjæle, der blev Frugten af deres Prædiken og indhøstedes i de himmelske Lader. Saaledes skriver ogsaa Apostlen Paulus i 1 Thess. 2,19-20: "Thi hvem er vort Haab eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, naar ikke ogsaa I er det for vor Herre Jesus Kristus i hans Tilkommelse? I er jo vor Ære og Glæde«. Og saaledes staar der i Dan.12,3: "De forstandige skulde skinne som den udstrakte Befæstnings Skin; og de, der førte mange til Retfærdighed, som Stjernerne evindelig og altid".

Hovedtanken er denne: Det gælder om at vaage, for at der ikke skal mistes, hvad der blev vundet. Man mister Gud, dersom man fornægter Jesus som Kristus, som Faderens evige Søn. At det bliver det forfærdelige Tab ved at "vige ud og ikke blive i Kristi Lære", udvikler Apostlen i V. 9. Man mister Gud. Den, der ikke har Sønnen, har heller ikke Faderen. Men "den, som bliver i Læren (i Guds sande Ord) han har baade Faderen og Sønnen".

Ordet "vige ud" (V. 9) hedder i Grundteksten egentlig: "Den, som gaar videre", udover den enfoldige Tro og Troens Grund. Formodentlig brugte de falske Profeter denne Betegnelse "at gaa videre" for at besmykke deres falske saakaldte Viden. Det lød saa stort saaledes at "skride frem". Ogsaa i vore Dage, hvor Fornægtelsen af Jesus som Kristus er stærkt i Gang, hører man ofte denne Tale om en "fremskreden Tankegang", der ikke længere hænger i de gamle "Dogmer", i de gamle, hellige Lærdomme, men er naaet ud over dem. Det er Løgnerens Røst.

I V. 10-11 uddrager Apostlen den praktiske Vejledning for de troende ud af, hvad han har sagt: "Om nogen kommer til eder og fører ikke denne Lære (men fornægter Kristus), ham skal I ikke tage til Huse og ikke byde velkommen". Overfor saadanne nedbrydende Aander gsælder ikke Gæstevenlighedsens Bud, hvor meget de saa besmykker deres Ord med kristelige Talemaader og gudeligt Skin. Tværtimod man bliver "delagtig i hans onde Gerninger" ved at byde en saadan Forfører velkommen. Thi derved befordrer man jo hans onde Værk.

Det er Kærlighedens Apostel, der skriver saaledes. Hans Kærlighed var ikke den blødagtige, men den hellige, der vidste at svinge Aandens Sværd mod Sandhedens Fjender.

Der mangler heller ikke i vore Dage paa slige Djævelens Udsendinge. Saa kommer der en Mormon og saa en Unitar og saa en bibelkritisk Rationalist, eller hvad Navn nu en saadan bærer, der i Virkeligheden gør Frelserens Ord til Løgn og saaledes fornægter Jesus som Kristus Og jo nærmere vi kommer de sidste Tider, des flere vil der blive af saadanne falske Profeter". Det har Herren sagt os (se Matth.24,11). Hvor vi mærker Fosrnægtelsens Aand stikke igennem de fromme Talemaader, maa al Forhandling være forbi, og der skal kun være Sted for et kraftigt "Ud med dig". Mange Guds Børn har taget Skade ved at indlade sig for meget med saadanne falske Profeter.

Saa slutter Apostlen dette sit advarende Formaningsord med at begrunde Brevets Korthed, endskønt han endnu havde saa meget at sige dem (V.12). Han vilde gemme det, indtil han, som han haabede, kunde komme til dem og mundtlig kunde tale med dem, "for at vor Glæde maa være fuldkommen", som han siger. Deri laa, at der var nogle af denne Frues (eller Menigheds) Børn, som ved deres vaklende Stilling overfor de falske Profeter havde gjort Skaar i Glæden. Apostlen haaber paa, at det skulde blive rettet ved den mundtlige Samtale, saa at Fjendens Anløb kunde finde den lille Skare enig og vaagen, iført Guds fulde Rustning.

Med en Hilsen fra Søsteren (eller Søstermenigheden), slutter Apostlen dette sit kærlige, men alvorsfulde Formaningsord, hvis Sum i Korthed kan sammenfattes i Salmens Ord:

Op enhver, drager Sværd,
Helved trodser Himlens Hær.