En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

3 Johannes brev

Kap 1

I V.1-2 har vi Brevets Overskrift med Apostlens gode Ønsker for Kajus. Ogsaa her kalder Apostlen sig "den Ældste", ligesom i det andet Brev. Hvem den Kajus er, til hvem Apostlen skriver, ved vi ikke. Der omtales nok i det ny Testamente nogle af dette Navn (se Ap. G. 19, 29 og 20, 4, endvidere Rom. 16, 23 og 1 Kor. 1, 14), men da dette Navn var ret almindeligt, er det ganske usikkert, om denne Kajus er en af de tidligere nævnte med samme Navn. I et Skrift fra Oldkirkens ældste Tider omtales, at Apostlen Johannes indsatte en Mand ved Navn Kajus til Biskop i den lilleasiatiske By Pergamus (se Joh.Aab.2,12), men det er ogsaa usikkert, om det er denne Kajus, dog ikke helt usandsynligt.

Apostlen begynder med (V. 1) at udtale sin Kærlighed til Kajus og frembærer dernæst sine kærlige Ønsker for hans Vel, ogsaa for hans legemlige Sundhed, at den maatte svare til hans Sjæls velsignede Tilstand (V. 2). Sandsynligvis havde Apostlen hørt, at Kajus' Helbred ikke var allerbedst. Hensynet til det legemlige glemmes ikke i Skriften. Vor Frelser selv peger i sin Bjergpraediken (Matth. 6) hen paa, at vor himmelske Fader ogsaa kærligt har vor legemlige Trang og Tarv for Øje. Legemlig Sundhed og Velbefindende er en god Gave fra Gud, men ikke det vigtigste. Det fremgaar ogsaa klart nok af Ordet her.

I V. 3 begrunder Apostlen dette sit Ønske for Kajus ved at henvise til det gode Vidnesbyrd, som Brødre, der var komne fra Kajus' By, havde aflagt for Sandheden i Kajus' Trosliv. Og Apostlen stadfæster dette Brødrenes Vidnesbyrd med sin egen Erfaring og Forvisning angaaende Kajus ("hvorledes du vandrer i Skandheden").

I V.4 udtaler Apostlen, at noget mere glædeligt kunde han ikke faa at høre om sine Børn, end at de "vandrede i Sandheden". Har man med Hjertet erkendt Sandheden, maa dette ogsaa vise sig i, at man vandrer i denne Sandhed, fører Sandheden ud i Livet (se Sl. 86, 11: "Lær mig, Herre, din Vej, jeg vil vandre i din Sandhed").

I V. 5-6 fremdrager Apostlen et særligt Træk fra Kajus' Vandring i Sandheden, nemlig hans trofaste Arbejde for Brødrene, og det for "fremmede", føjer Apostlen til, idet han særligt tænker paa de omrejsende Missionærser, som havde været i Kajus' By; de "har vidnet for Menigheden om din Kærlighed" (nemlig den Menighed, hvor Johannes, opholdt sig og havde truffet dem). Det ser ud, som om disse Brødre atter paa deres Rundrejse skulde besøge Kajus' By, idet Apostlen lægger Kajus paa Sinde at "fremme deres Rejse saaledes, som det er Gud værdigt".

Dette begrunder Apostlen V. 7-8 ved at henvise til, at disse Brødre jo "var dragne ud for Navnets Skyld", hvormed menes for Jesusnavnets Skyld. Og endvidere ved Henvisning til, at disse Brødre "intet tog af Hedningerne". Dette sidste maa ikke forveksles med, hvad Apostlen Paulus betragtede som sin særlige Forret, at han heller ikke de fleste Steder af bestemte Grunde tog nogen Løn fra de troende (sin særligt elskede Menighed i Filippi gjorde han dog en Undtagelse med, se Filip. 4,15). Men iøvrigt fremhæver jo den samme Paulus (se 1 Kor. 9), at det var fuldt ud i sin Orden, at Evangeliets Arbejdere lønnedes af dem, de forkyndte Ordet for. Det var jo efter herrens Ord, at "en Arbejder er sin Føde værd" (Matth. 10, 10).

Dette betoner ogsaa Apostlen Johannes her paa dette Sted (V. 8), at "vi er skyldige til at tage os af saadanne", af Guds Riges Arbejdere, og han peger paa det højeste Synspunkt, hvorfra alt, hvad vi faar Lov til at gøre for vore Missionærer, kan ses, nemlig, at vi derved kan "blive Medarbejdere for Sandheden". Om vi end ikke selv drager ud som Missionærer, maa det være vort Maal dog at kunne arbejde med for Sandhedens, for Evangeliets, Fremgang ved at støtte vore Udsendinge. Det skal vi gøre "paa en Gud værdig Maade", ikke med Kniberi og Vrangvillighed, men med Glæde og Tak og betragte det som en stor Naade for os selv, at saadan hellig Forpligtelse hviler paa os Kristne Hedningerne derimod maa som Regel være fri for at yde noget, saalænge de endnu er Hedninger, ellers misforstaar de let Missionsarsbejdet, som var det en Forretning for Missionærerne.

Vi finder her udtalt nogle bibelske Niissionsprincipper, som bestandig har deres Gyldighed. Hedningerne maa have Evangeliet for intet. Men lige saa vist er det, at saa snart de bliver Kristne, maa de oplæres til at kende deres hellige Forpligtelse og den Naade, der er i at bære med psaa Guds Riges Gerning. Det er ikke blot Tanken om Menighedernes "Selvunderhold", men ogsaa Forpligtelsen til at yde noget til Hjælp for andres Frelse, der ligger gemt i dette Ord. Mange skønne Eksempler har Missionshistorien baade fra Sydhavsøerne og andre Steder paa nydannede kristne Menigheders offervillige Erkendelse af, at hvad de selv som Hedninger fik for intet, maa de ogsaa hjælpe dem der endnu er Hedninger, til at faa for intet. Hvor dette bibelske Missionsprincip forsømmes, vokser let i de hedningekristne Menigheder sligt Ukrudt frem som Fordringer til Missionærerne og Krav i det uendelige, et lunkent, beregnende Sind.

Men vi Guds Børn skal, for at Offervilligheden i os kan styrkes, ret fæste vort Blik paa disse to Ting: 1) at vore Mis«sion»ærer er gaaet ud for Navnets Skyld, 2) at vi ved at støtte dem as Hjertet, ved at give en Gave, der er Guds Sag værdig, kan "blive Medarbejdere for Sandheden". Derved giver Herren os ikke blot Naade, men ogsaa Ære (Sl. 84,12). Det er en stor Ære sor os at maatte være Guds Medarbejdere (1 Kor. 3, 9).

Hjælp os hver at gere sit,
Hjælp os søge Riget dit
Som det allerførste!
Du, som gør den svage stærk,
Gør os varme for dit Værk
For det allerstørste!

Var Kajus et skønt Forbillede ved sin trofaste og offervillige Kærlighed til Brødrene, saa staar denne Diotrefes i Sandhed til Advarsel. Hvad der var i Vejen med ham, siger Johannes saa betegnende med de Ord: "Han vil gerne være den ypperste iblandt dem" (V. 9). Vor Frelser har sagt: "Sæt dig nederst" (Luk. 14,10), men Diotrefes vilde sidde øverst. Og med dette Hovmodets Sind, der jo er af Djævelen, følger Misundelsens onde Aand, Løgnens og Bagtalelsens Aand og meget andet daarligt. Dette omtaler Apostlen i V. 9-10. Han havde "skrevet noget til Menigheden", formodentlig om at støtte de Brødre, der var ude paa Missionsrejse; men Diotrefes "anerkender os ikke", skriver han. I sin onde Ærgerrighed taalte denne Mand ikke noget Ord fra Apostlen, og han synes rent ud at have afvist Apostlens Skrivelse, ellers vilde Kajus jo have kendt Skrivelsens Indhold, dersom "Diotrefes havde ladet Apostlens Brev komme til Menighedens Kundskab.

Hvorledes Diotrefes er kommen til at spille en saadan Rolle i denne Menighed, ved vi ikke, men det kan kun være, at han har været en velstaaende Mand, i hvis Hus Menigheden har haft sit Samlingssted. Derved kan man bedre forstaa, at han kunde øve en saadan Indflydelse. Vi hører jo as V. 10, at han ikke blot ikke selv vilde antage sig de missionerende Brødre men endog hindrede dem, der vilde gøre det, ja udstødte dem af Menigheden. Som Paaskud har han vel betegnet dem, der vilde anderledes end han, som ulydige og oprørske Menighedslemmer. Apostlen siger, at naar han kom, skulde han nok drage "Diotrefes' Gerninger frem for Lyset, ogsaa alle de "onde Ord", hvormed han søgte at sværte Apostlen. Johannes havde sikkert faaet disse Oplysninger fra den, der bragte hans første Henvendelse til Menigheden. Det har jo kun været et kort Brev, som ikke er os bevaret, hvilket er let forklarligt, da Ovserbringeren jo sikkert har maattet tage Brevet med tilbage til Johannes, idet Diotrefes afviste det.

I V. 11 fremfører Apostlen ud fra denne sørgelige Begivenhed en Formaning til Kajus om "ikke at efterfølge det onde, men det gode". Ogsaa naar vi staar skønt, behøver vi dog Formaningen, thi vor Natur er ond og lader sig let paavirke og smitte af et slet Eksempel. Diotrefes vilde være en Hersker over Herrens Hjord, saaledes som Paven i Nom siden har villet være over hele Guds Kirke; men saadanne Pavenykker er af det onde. Og den, der "gør ondt", der giver sig hen i et saadant ondt Sind, "har ikke set Gud" (se 1Joh. 3,6). Det hovmodige og herskesyge Hjerte har endnu aldrig rigtigt set sig selv, men derfor heller ikke set Gud, som han er. Men "den, som gør godt", og her i denne Sammenhæng maa ved "det gode" særligt tænkes paa det ydmyge Sind, han viser sig at "ære af Gud". Det er ikke nok at sige "Herre, Herre", udvortes set at have sin Plads, maaske endog en fremragende Plads i Menigheden, dersom man dog søger sig egen Ære. I et Gud velbehageligt Sind maa det bestandigt lyde: "Ikke os, Herre, ikke os, men dit Navn give du Ære". Mangler dette Sind, da vil det engang lyde fra Herren: "Jeg kendte eder aldrig" (Matth. 7,23).

I V. 12 omtaler Apostlen en Mand ved Navn Demetrius som et skønt Guds Barn. Han har formodentlig bragt Kajus dette Brev. Om ham siger Apostlen, at han havde et godt Vidnesbyrd "af alle", hvorved maa forstaas alle Vennerne, som kendte ham, særligt vel Vennerne paa det Sted, hvor Demetrius hørte hjemme. Og Apostlen fojer til: "Af Sandheden selv". Det var altsaa ikke blot paa Grundlag af Menneskers personlige Omdømme, men Sandheden selv gav Demetrius godt Vidnesbyrd. Det var Guds Aand i Menighedem den Guds Aand, som er Sandhed, der vidnede for Demetrius sammen med Vennerne. Og Johannes føjer sit eget sanddru Vidnesbyrd til. Hvor godt, naar alt samstemmer om at vidne for et Guds Børns Paalidelighed.

Saa slutter Apostlen (V.13-15) paa samme Vis som i sit andet Brev med at udtale Haabet om« snart mundtlig at kunne tale ud med Kajus samt med en Fredshilsen og Hilsen fra Vennerne og til Vennerne. Ved Betegnelsen "Vennerne" maa selvfølgelig forstaas Venner i Herren. Herrens Venner bliver ogsaa hverandres Venner. Dette Navn, Venner, bruger de troende jo indbyrdes ogsaa i vore Dage. "Hils Vennerne hver især", staar der (egentlig i Grundteksten "ved Navn"), og derved betegnes endmere det hjertelige Forhold til hver enkelt.

Summen af dette lille Brev kan sammenfattes i dette ene: "Ikke Herre være, men Herre tjene". Diotrefes er et advarende Eksempel paa det første, Kajus et opmuntrende Eksempel paa det sidste.

Ej at tjenes, men at tjene,
Derfor Jesus kom herned,
Var vor Svaghed, vore Byrder.
Og paa Korset for os stred;
Er det ringe da at vandre
Samme Vej som Jesus gik,
Og at ofre lidt for andre,
Naar jeg alt for intet sit?