En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Judas' brev

Indledning

Forfatteren til dette Brev navngiver sig i V.1 som "Judas, Jesu Kristi Tjener og Broder til Jakob". Hvem er denne Judas? Betegnelsen Jesu Kristi Tjener (Træl) kan i Almindelighed siges om ethvert Guds Barn (se 1Kor.7,22). Dog bruger Apostlen Paulus ogsaa Betegnelsen "Jesu Kristi Tjenere" om sig selv og Timotheus i Filip.1,1, saa Fremhævelsen af at være Jesu Kristi Tjener peger nærmest hen paa en særlig Gerning i Kristi Tjeneste. Tilføjelsen: "Broder til Jakob" skal aabenbart tjene til at skaffe Ordet indgang hos Læserne. Der kan ved Jakob ikke tænkes paa nogen anden end den saa velbekendte mangeaarige Forstander for Menigheden i Jerusalem, Jakob med Tilnavn Herrens Broder, der, som vi har set i Indledningen til Jakobs Brev, ikke var lig med Apostlen Jakob, Alfaeus' Søn, men en af Herrens kødelige Brødre.

Nogle har ment, at dette Brevs Forfatter var Judas Taddæus eller Lebbæus. Men en Apostel vilde næppe have støttet sig til noget Slægtskabssorhold, idet han i sit Apostelembede vilde have en langt højere Myndighed. Og den Maade, hvorpaa Judas i V.17 bruger Benævnelsen: "vor Herres Jesu Kristi Apostle" peger ogsaa hen paa, at han selv ikke var en af dem.

Vi tager derfor neppe fejl, naar vi antager denne Judas for ogsaa at være en af vor Frelsers kødelige Brødre. Vi hører jo af Matth. 13, 55, hvorledes Jesu Moder Maria nævnes sammen med fire Brødre af Jesus: Jakob, Joses, Simon og Judas. Denne Judas har sandsynligvis haft en eller anden Gerning i Jerusalems Menighed. At han ikke benævner sig Jesu Kristi Broder, sker af samme Grund som Jakob i sit Brev heller ikke kalder sig saaledes. Det kødelige Forhold til Frelsersen maatte træde tilbage for det aandelige; thi kødeligt at være Jesu Broder var jo kun et ydre Fortrin, der i og for sig ikke udtalte noget om Forfatterens indre Forhold. Jesu fire kødelige Brødre var jo i lang Tid vantro, som vi hører i Joh. 7·,5.

Spørger vi om, til hvem Brevet er skrevet, da gør Henvisningen til Slægtskabet med Jakob det sandsynligt, at det er skrevet til Jødekristne. Dette støttes ogsaa ved den gentagne Henvisning til mundtlige og skriftlige Overleveringer blandt Jøderne angaaende Ting, som ikke findes omtalt i selve det gamle Testamentes hellige Skrifter. Forfatteren forudsætter disse Ting som bekendte for Læserne. Da der dog ikke findes nogen Hentydning til Forhold i Palæstina, er det rimeligst at antage, at Brevet er skrevet til Jødekristne udenfor Palæstina. Men noget bestemt med Hensyn til Læserne kan ikke siges.

Anledningen til Brevet meddeler Judas selv i V. 3-4. Han havde allerede i Forvejen haft i Sinde at skrive til dem om den "fælles Frelse", altsaa om Frelsessagen i Almindelighed, men han fremhæver, hvorledes det særlige Indhold, hans Brev nu fik, var begrundet i den Fare, han havde hørt, der truede Læserne ved de forvendte, fordærvede "Mennesker, der havde indsneget sig iblandt dem, Mennesker, der "misbrugte Guds Naade til Uterlighed", altsaa brugte Naaden som et Skalkeskjul for et Liv i Synd. Det var Folk ganske af samme Slags, som Apostlen Peter advarer imod i sit andet Brev, Disse Folk advarer nu Judas imod og formaner Læserne til at "stride for den Tro, som een Gang er bleven overgivet de hellige".

Vi har i Indledningen til Peters andet Brev omtalt den store Lighed, der paa mange Punkter findes mellem dette Judas' Brev og Peters andet Brev, og hævdet, at Judas' Brev sikkert er skrevet, efter at Peters andet Brev er skrevet. De falske Profeter, som Apostlen Peter varsler om vilde komme, siges jo her hos Judas at være komne. Dette tyder paa, at dette Judas' Brev er senere end Peters andet Brev.

Med Hensyn til Tiden for Brevets Affattelse, da tyder paa den ene Side dette, at Judas her træder frem som Forfatter, paa, at hans Broder Jakob muligvis den Gang allerede har været død ; paa den anden Side synes Brevet skrevet senere end Peters andet Brev, thi V.18 her i Judas' Brev synes aabenbart taget ud fra Peters 2det Brev (Kap. 3, 3). Da Jakob, Herrens Broder, døde Aar 63, og Peters andet Brev vel næppe ligger langt forud for hans Martyrdød, ca. Aar 67, er Tiden for Brevets Affattelse sandsynligvis i Slutningen af Tredserne.

Oldkirkens overvejende Vidnesbyrd er for Brevets Ægthed. Der var Steder, hvor det i den ældste Tid endnu var ukend«t; saaledes findes det ikke i den gamle syriske Kirkes Samling af nytestamentlige Skrifter. Men det er jo ikke underligt, at et saadant lille Brev en Tid kunde være ukendt paa visse Steder. Omkring Aar 200 kendtes og brugtes det som hellig Skrift baade i Østens og Vestens Kirke.

Der er profetisk Ild og Kraft i Brevet. Er det end ikke skrevet af en Apostel, kendes det dog, at det er fra et Vidne, der stod Apostelkredsen saare nær. Gud skal have Tak, fordi ogsaa denne lille Perle i de hellige Skrifters underfulde Perlekrans er bleven bevaret for os.