En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Indledning

Naar denne Bibelens sidste Bog har faaet Navnet: "Johannes' aabenbaring« (paa Græsk "Apokalypsen"), vil det jo sige: den Aabenbaring, som Johannes modtog fra Herren og nedskrev efter hans Befaling. Den burde rettere hedde: "Jesu Kristi Aabenbaring", saaledes som Bogen benævner sig selv i Kap.1,1, hvor der staar: "Jesu Kristi Aabenbaring, som Gud gav ham for at vise sine Tjenere, hvad der skal ske snart, og han sendte Bud ved sin Engel og fremstillede det i Billeder for sin Tjener Johannes". Bogen er altsaa en Aabenbaring fra Gud, der ved vor Herre Jesus Kristus er bleven meddelt Johannes.

Allerede i denne Overskrift siges det os jo, hvad Indholdet er, nemlig de Ting, som "snart skal ske". Det er Guds Riges Fremtid, men med bestemt Henblik paa Rigsets Fuldendelse, paa de sidste Tider, denne Aabenbarings Bog særligt handler om, Herrens Genkomst og alt, hvad dermed staar i Forbindelse. Saaledes lyder det straks ved Bogens Begyndelse, se Kap.1,7: "Se, han kommer med Skyerne", og saaledes slutter Bogen, med Herrens Ord: "Ja, jeg kommer snart" (Kap. 22,20). Naar Herren betegner sin Genkomst som noget, der "skal ske snart", da maa vi bestandig komme i Hu, at Herrens Uhr ikke er som vort. Gud bedømmer Tiden efter dens Indhold og ikke som vi efter dens ydre Tidslængde, derfor kan tusinde Aar for Gud være som en Dag (se Sl. 90, 4), og en Dag kan være for Herren som tusinde Aar (2 Pet1. 3, 8). Saaledes saa derfor ogsaa alle Apoftlene paa Herrens Genkomst, just fordi de havde det rette dybe, aandelige Blik, ligesom havde stillet deres Uhr efter Herrens. Og saaledes skal Menigheden bestandig forvente Herrens Komme. Dertil kan ingen Bog hjælpe os bedre end denne Aabenbaringsbog, som vi nu vil betragte.

Vistnok findes der ogsaa mangfoldige andre Steder i vor Bibel Ord om Herrens Genkomst og de sidste Tider. Allerede Profeterne i det gamle Testamente skuede bestandig fremad imod det kommende Sejrsrige. Det gik dem, som det saa ofte gaar os i Bjergegne, hvor de højeste Bjergtinder synes at ligge saa nær, skønt der paa Vandringen hen til dem endnu er saa mangen en Kløft, saa mangt et mindre Bjerg at overskride; saaledes ser det profetiske Blik hen over de mellemliggende Forhold ud imod Afslutningen. Og vor Herre Jesus talte jo i sit Køds Dage ogsaa meget om sin Genkomst (se Matth. 24, 25 og Luk 21). Ligesaa Herrens Apostle i deres Breve. Men her i Johannes Aabenbaring falder de enkelte Trin i de sidste Tiders Indhold klarere ud fra hverandre. Hvad der de andre Steder i Skriften sammenfattes i en kort Sum eller meddeles i spredte Træk, findes her meddelt i Sammenhæng.

Det er mægtige og storslaaede Billeder, der oprulles for os. En stor Del af Aabenbaringens Jndhold fremtræder nemlig under Synernes og Billedernes Form paa samme Maade, som vi saa ofte finder det i det gamle Testamente, særlig hos Ezekisel, Daniel og Sakarias. Herren "fremstillede" disse Ting for sin Tjener Johannes, staar der just (1,1).

Deri ligger, at Johannes Aabenbaring ikke er tilgængelig for alle og enhver; kun de, der har Aandens Øje, formaar at skue Lys i dette Herrens Lys. For den kødelige Nysgerrighed er Bogen Mørke. Men der staar jo ogsaa, at disse Ting skal betegnes for Herrens Tjenere. Vi kender noget tilsvarende fra Herrens Lignelser, der ligesaa ved deres Form dækker de hellige Sandheder overfor det kødelige Sinds Spot, samtidigt med at de dog taler deres mægtige Sprog.

Kun det første Afsnit af Aabenbaringsbogen, de syv Menighedsbreve, fremtræder i mere almindelig Form, skønt Billedsproget ogsaa der findes i mange enkelte Træk.

Naar den hellige Skrift saa ofte bruger Symboler og Tegn hentede fra Tilværelsens jordiske Former for derved at bringe de himmelske Ting frem for vore Hjerter, maa vi huske at ogsaa Tilværelsens lavere Former, Naturen med dens forskellige Riger, Mineralriget, Planteriget, Dyreriget, Stjernehimmelen osv. er Bærere af Guds Tanker. Alt det skabte er jo Guds Tanke, virkeliggjort ved hans Skaberkraft. De samme Love, vi møder i det aandelige og det himmelske, finder vi paa Naturens lavere Trin, om end i dunklere Form. Derfor kan de skabte Ting med Rette være Symboler paa de himmelske, om end de selvfølgelig ikke fuldt ud kan afbilde den højere Virkelighed for os; de kan dog betegne hin højere Virkeligheds Egenskaber og aandelige Væsen.

Aabenbaringsbogen henter sine Billeder fra alle Skabningens Enemærker og fra alle udvortes Livsforhold. Ikke sjældent følger der en udtrykkelig Forklaring med af Billedernes Betydning. Saaledes forklares de syv Lysestager og de syv Stjerner i Kap. 1. Fremdeles Røgelsen paa det himmelske Røgofferalter Kap. 5, 8, de syv Fakler foran Guds Trone Kap. 4, Dragen i Kap.12 og saa fremdeles.

Paa mangfoldige Steder, hvor Forklaringen ikke medfølger, viser Sammenhængen Billedets Betydning. De samme Billeder gentages ofte, hvilket ogsaa hjælper os til en dybere Forstaaelse. Og saa har vi en stor Hjælp i det profetiske Billedsprog fra det gamle Testamente. Aabenbaringen knytter sig nemlig paa det nøjeste til de gammeltestamentlige Profetier, den inderlige Forbindelse mellem den gamle og den nye Pagt er den røde Traad gennem hele Aabenbaringsbogen, mange af Synerne er en Fortsættelse og Genoptagelse af tilsvarende Syner i det gamle Testamente; vi kan som Eksempel nævne Dyrene i Daniels Bog 7. Kap. Deraf forstaar vi, at der ved "Dyret" her i Aabenbaringsbogen ikke kan tænkes paa andet end den fjendske Verdensmagt.

Endelig kan Datidens historiske Forhold ogsaa hjælpe os til ret Forstaaelse as Billederne Profetien farves jo bestandigt af de historiske Forhold, under hvilke Gud lader den springe frem.

Aabenbaringens Bog er en herlig Gave fra vor Gud. Paa den ene Side en "Trøstebog" til den lidende og forfulgte Menighed; hvor stor en Trængsel Verden end faar Lov at bringe over Guds Folk, saa skal det dog ende med Sejr for Guds Rige, det er Herrens Trøst. Men Johannes Aabenbaring er paa den anden Side ogsaa en Formaningsbog, der vidner højt om, at kun den, der gennem alle Trængsler bevarer "de helliges Taalmodighed og Tro", kun den bliver delagtig i Sejren. Det Hjerte der er oprigtigt overfor Herren, behøver ikke at frygte Herren er den stærke større end den, der er i Verden - det er Basunlyden, der klinger os i Møde gennem denne underfulde Bog.

At en Bog som denne er blevet forstaaet meget forskelligt, kan ikke undre os. Hele den ældste Kirke indtil Konstantin den Store, altsaa Martyrkirken, forstod Bogen som handlende om de sidste Tider, og det er sikkert den rette Forstaaelse. Dette kaldes med et fremmed Ord den eskatologiske Fortolkning. Siden, da Martyrtiderne var forbi, og det viste sig, at Kirkens Liv her paa Jord (efter Jordens Tidsmaal at regne) havde en længere Vej for sig, end man i de første Tider havde tænkt, fremkom den saakaldte "kirkehistoriske" Fortolkning, idet man i Aabenbaringens Bog vilde finde en Forudsigelse af Hovedtrækkene i Kirkens Historie gennem Tiderne. Og hver Tid fortolkede da Bogen ud fra Fortidens eller Ssamtidens Begivenheder, snart fortolkede man AntisKristen som værende Muhamed, snart andre af Kirkens Fjender. Paa Luthers Tid blev det almindeligt at betragte Paven som Antikrist og saa fremdeles.

En Sandhed ligger der jo i denne kirkehistoriske Forstaaelse, nemlig, at det, der vil komme i de sidste Dage, har haft sine Forbilleder allerede længe forud. Baade hos Muhamed og hos "Paven er der visselig mange Træk af Antikristens Væsen, uden at Aabenbaringens Skildring af Antikristen dog paa nogen Maade udfyldes af Muhamed eller Paven. Nej, vi maa med den ældste Kirke, hvis Talsmænd (særlig Irenæus) stod Apostlen Johannes' Tid saa nær, fastholde, at Aabenbaringsbogen væsentlig beskæftiger sig med Kirkens allersidste Tider, peger paa de sidste Trængsler, hvorigennem Menigheden modnes for Herrens Genkomst til evig Herlighed for hans Folk, medens Verden modnes til Dommen.

I den rationalistiske Tid fra Slutningen af det attende Aarhundrede og til hen i det nittende fremkom der endnu en Fortolkning, nemlig den saakaldte "tidshistoriske": Man vilde forstaa Aabenbaringsbogen som handlende kun om Apostlen Johannes' egen Tid, idet man nægtede det profetiske Fremblik. Denne Forstaaelse dømmer sig selv. Ganske vist har der vel ikke været nogen Tid i Kirkens Historie, hvor vi finder et stærkere Forbillede for de sidste Tider end just i Aposteltidens Slutning, da de romerske Kejsere paa antikristelig Vis lod sig kalde "Herre og Gud". Kejser Kaligula krævede guddommelig Tilbedelse over hele Riget og indrettede i selve Rom et Tempel for sig med særlige Præster og Ofringer; ja, han lod udgaa Befaling om at lade et Billede af ham opstille i Jerusalems Tempel. Kejser Domitian, under hvem Apostlen Johannes havde sin Forvisningstid paa Øen Patmos, lod ogsaa sine Billedstøtter opstille i Templerne og hele Hjorder af Offerdyr slagte for sig. Fremdeles blev der ført Udryddelseskrig mod de hellige (se især Kejser Neer blodige Forfølgelse af de Kristne i Rom), og selve det hedenske Rom var et klart Afbillede af Verdenslivets Væsen, et stort Babel.

Men fordi Aabenbaringsbogens Skildring har saadanne stærke historiske Forbilleder i sin Samtid, bliver det lige forkasteligt blot at ville lade den dreje sig om denne Samtid. Et er Profetiens Udgangspunkt, et andet dens Indhold og Maal ; men Aabenbaringsbogen peger ved sit Indhold langt ud over Apostlen Johannes' Tid, og det er historisk umuligt at forstaa Bogen med den tidshistoriske Begrænsning, ligesom det ogsaa er en Krænkelse af Bogens aandelige Værd, idet den jo i saa Fald kun vilde blive en Bog udsprungen af menneskelig Fantasi og ikke af Gud, eftersom de Forudsigelser, den indeholder, aldeles ikke gik i Opfyldelse i hin Tid. Men hele denne Betragtning stammer ogsaa fra et vantro, rationalistisk Synspunkt. Kun den Fortolkning der forstaar Bogen om de sidste Tiders Begivenheder, stemmer overens med Aabenbaringsbogens Krav paa at være en af Gud given Profeti om de Tider, der knytter sig til Herrens Genkomst, og denne Fortolkning har, som sagt, efter Historiens Vidnesbyrd været den oprindelige i Kirken.

At Apostlen Johannes er Aabenbaringsbogens Forfatter, bevidner Oldkirken med den største Klarhed og Bestemthed. Vi kan begynde med Vidnesbyrdene fra Lilleasien, hvor Apostlen Johannes virkede, og hvor Aabenbaringsbogen maa have haft sine første Læsere Just fra disse Egne møder der os to gamle Vidner om, at Apostlen Johannes er Forfatteren, nemlig Justin og Irenaeus. Justin erklærer i et af sine Skrifter: "Ogsaa hos os har en Mand ved Navn Johannes, en af Kristi Apostle, i en ham skænket Aabenbaring, profeteret, at de, der har troet paa vor Kristus, skal tilbringe tusinde Aar i Jerusalem, og at derefter kommer den almindelige Opstandelse og Dom. Disse Ord er nedskrevne ikke meget over fyrretyve Aar efter Apostlens Død. Og, om muligt, endnu vægtigere er Irenæus' Vidnesbyrd Denne, der var en Discipel af Polykarp, der igen var en Discipel af Apostlen Johannes, anfører dem, der havde kendt Johannes personligt, som Vidner for Aabenbaringsbogens Indhold, særligt med Hensyn til den rette Læsemaade af det ejendommelige Tal 666, der anføres som "Dyrets" Tal (Joh.Aab.13,18).

I den gamle syriske Bibeloversættelse mangler ganske vist Aabenbaringsbogem men Grunden til Udeladelsen maa sikkert være den, at denne Oversættelse særligt er bleven til med Skriftoplæsningen ved Gudstjenesten for Øje, og Johannes' Aabenbaring er da bleven udeladt som mindre skikket til saadant Brug.

Først fra Midten af tredie Aarhundrede begyndte ganske enkelte Kirkelærere (f. Eks Dionysius fra "Aleksandria") at udtale Tvivl om, at Aabenbaringen skrev sig fra Apostlen Johannes. Man gættede da paa, at den skulde stamme fra en med Apostlen samtidig Mand, kaldet Presbyteren (Præsten) Johannes, der ogsaa skal have været en af Herrens Disciple. Han havde imidlertid ingen historiske Grunde for denne Paastand, kun den "indre Grund, at Aabenbaringsbogens Sprog og Tone ikke stemmede med de andre Skrifter, vi har af Apostlen Johannes. Det kan visselig ikke nægtes, at der i saa Henseende er en ikke ringe Forskel; men denne Forskel forklares tilstrækkeligt ud fra Aabenbaringens særegne Karakter, der er saa forskellig fra alle andre Skrifters, idet den jo hviler paa de mægtige Syner med det overvældende Indtryk, de har gjort paa Apostlen. Det kendser vi jo godt fra vort eget Liv, hvordan vort Sprog kan forme sig en Del anderledes, naar vi er under det friske Indtryk af mægtige, ejendommelige Oplevelser.

Men ved Siden as Forskellighederne, der ogsaa til en vis Grad hidrører fra, at det gammeltestamentlige profetiske Billedsprog er saa stærkt fremme i Johannes' Aabenbaring, findes der ogsaa en hel Del Lighedspunkter mellem Johannes-Evangeliet (samt Brevene) og Aabenbaringen. Blot skal vi huske paa, at Apostlen i Evangeliet og Brevene særligt skildrer Guds Rige inden i os, medens Aabenbaringen afmaler os Guds Rige særligt med Hensyn til dets udvortes Fuldendelse.

Luther havde ikke ret Øje for Aabenbaringsbogens Herlighed. Særligt i den første Udgave af sin Oversættelse til det nye Testamente (fra Aaret 1525) udtaler han sig imod den som en Bog, "han ikke kunde holde for apostolisk eller profetisk", og som "hans Aand ikke kunde finde sig i", navnlig, fordi han syntes, at Apostlene i deres Skrifter ellers ikke omgikkes med Synet, men "profeterede med klare og tørre Ord".

I den nye Udgave as Oversættelsen til det nye Testamente fra 1530 taler han dog betydeligt mildere om Bogen og antager særligt den kirkehistoriske Fortolkning for den rette, idet han udlægger Aabenbaringens Ord om Antikristen for gældende om Paven og Pavedømmet.

Vi kan dertil sige, at Reformatorernes Kald og Klarsyn laa paa andre Punkter end paa det, der angaar Kirkens sidste Tider. Deres Gerning var at faa Kirken renset for Pavedømmets Gerningsretfærdighed og atter at faa sat Ordet om Frelse af Naade uforskyldt ved Troen paa Jesu Blod højt paa Stagen, saa det kunde lyse for Sjælene Med Hensyn til de sidste Tider, var Lyset ikke skænket dem i nogen særlig Grad.

Spørger vi om Sted og Tid for Aabenbaringens Affattelse, da henviser de ældste historiske Vidnesbyrd bestemt til Kejser Domitians Tid. Irenæus, dette saare vægtige Vidne, siger om Aabenbaringen: "Den blev skuet ikke for lang Tid siden, men næsten i vort Slægtled, mod Enden af Domitians Regering", og saaledes udtaler ogsaa en Del andre af Kirkens ældste Vidner sig. Senere var der nogle, som af indre Grunde vilde henlægge Affattelsestiden til Kejser Neros Tid.: Nero døde Aar 69, Domitian Aar 96. Men vi følger de ældste Vidner og antager saaledes Aabenbaringsbogen for affattet under Kejser Domitian, og efter Irenæus' Ord: "mod Enden af Domitians Regering" vil Tiden være at sætte henved Aar 95.

Dette bekræftes ogsaa ved Johannes' Angivelse af Øen Patmos som Stedet, hvor han modtog Aabenbaringen, og hvor han sikkert ogsaa har nedskrevet den. Patmos er en lille Klippeø, der ligger i det ægæiske Hav, sydvest for Efesus, ikke langt fra den lilleasiatiske Kyst. Om Anledningen til dette Ophold beretter den gamle Tradition hos en lang Række af Kirkefædre, at Apostlen blev forvist derhen for "Guds Ords og for Jesu Vidnesbyrds Skyld" (se Kap. 1, 9). Saadanne Forvisninger anvendtes mod de Kristne netop under den domitianske Forfølgelse, og da de gamle Forfattere henfører denne Forfølgelse til Domitians femtende Regeringsaar (fra Sept aar 95 til Ssepst aar. 96), bekræfter dette jo ganske vor Antagelse af Aar 95 som den, historisk set, mest sandsynlige Affattelsestid for Aabenbaringens Bog.

Med Hensyn til Aabenbaringens Indhosld, da fremtræder dette efter en tydelig Plan, hvor det sene følger ud af det andet i fortløbende Sammenhæng Vor Gud er ikke Forvirringens Gud (1 Kor.14,33), men alt, hvad der stammer fra hans Aand, fremgaar i hellig Harmoni og dyb aandelig Sammenhæng Efter en Overskrift (Kap.1-3) og en Hilsen til Læserne (Kap.1,4-8) begynder Bogen med at berette om det Syn, hvorved Johannes blev kaldet til at modtage Aabenbaringen og nedskrive den (Kap. 1, 9-20). Derefter (Kap. 2-3) fortælles, hvorledes Johannes af Herren fik Befaling til at skrive til de syv Menigheder i Lilleasien, hvis Navne var nævnte i Kap.1,11. Disse syv Menighedsbreve staar sikkert som Betegnelse for, hvad Herren har at sige sin Menighed alle Dage efter de forskellige Forhold, hvori den kan være stedt. Her er Tugt, og her er Trøst, en Rigdom af hellige Lysstraaler, tjenlige til Menighedens rette Beredelse for Mødet med sin Brudgom.

Derefter følger den egentlige Aabenbaring: Johannes henrykkes ind i Himlen, skuer Guds Herligheds Glans, altfammen under billedlig Form, og ser Fremtidsbogen forseglet med syv Segl, hvilke ingen kunde oplukke uden Lammet, det slagtedes Guds Lam, Jesus Kristus (Kap. 4-5). Bogens Indhold vises nu Johannes i en Række af Syner. Først borttages de seks Segl (Kap. 6, l-17), og der vises, hvad der maa gaa forud for Dommen, dels Evangeliets Forkyndelse over hele Jorden, dels mange Slags Trængsler og Tugtelser, hvorigennem Menigheden skal lutres, og Verden føres til Omvendelse eller modnes til Dommen. Med Kap. 7 kommer der ligesom et Mellemrum mellem det 6. og 7. Segl. I dette Kapitel fortælles, hvorledes Herren vil styrke sit Folk og føre det vel igennem Kampen til Herligheden for Guds Trone Med Kap.8 sker Oplukkelsen af det 7. Segl, der imidlertid udfoldet sig i de syv Basunrøster. Syv Engle blæser hver i sin Basun, og hver Basunklang er Tegn til haarde Hjemsøgelser, Varslet om den kommende sidste Dom ; de seks første Basunrøster med hvad deraf fulgte omtales i Kap. 8-9. Derefter kommer der atter et Mellemrum mellem den sjette og syvende Basunklang. Dette Mellemrum finder vi fra Kap.10 til 11, l4. Det viser os, hvorledes Herren vil opholde sit Vidnesbyrd i sin Menighed indtil det sidste til Trods for alle Fjender. Med Kap.11,15 begynder den syvende Basun, hvis Indhold strækker sig lige til Joh. Aab. 22, 5. Det viser os, efter at der har lydt en Takkesang i Himlen for Guds Trone (Kap.11,15-19), den gamle Drages Kamp imod Guds Menighed, hvilken Kamp han fører ved Hiaelp af "Dyret fra Havet" og "Dyret fra Jorden" (Kap.12-13). Men atter vises der (Kap.14-15), hvorledes Gud har Sejren rede for sit Folk men Vredens Skaaler for den genstridige Slægt.

Disse Vredesskaaler, der altsaa kommer som Udfoldelsen af den syvende Basuns Virkning, skildres nu fra Kap.16 til Kap.19,10. Den syvende Vredesskaal medfører Babels Undergang. Derefter afmales for os Kristi Genkomst (Kap. 19, 11-16), den foreløbige Dom og Tusindaarsriget (Kap.19,17 til 20,6) samt den almindelige Dom og Verdens Fuldendelse (Kap. 20,17 til 22, 5). Bogen slutter med et Ord, der lægger Menigheden Herrens snarlige Genkomst og denne Profetis vigtige Betydning paa Hjerte (Kap. 22, 6-21).