En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Fra Vers 1-3 har vi Bogens Overskrift og fra Vers 4-8 Apostlens Hilsen til Menighederne, en Hilsen, i hvilken Aabenbaringsbogens Grundtoner slaas an, baade Herlighedsfylden for Guds Folk og Kristi Genkomst til Gru for denne Verden.

Allerede i Overskriften viser denne Bogs Forskel fra de øvrige nytestamentlige Skrifter sig: Ellers nævnes den menneskelige Forfatter ; men denne Bog betegner sig som en Meddelelse af Jesus Kristus selv. Det minder os om den Overskrift, vi ofte finder hos det gamle Testamentes Profeter, saaledes i Hos. 1, 1 ("Herrens Ord, som kom til Hoseas"), i Joel 1, l ("Herrens Ord, som kom til Joel"). Derved betegner Aabenbaringsbogen sig som en projetisk Bog.

Gud Fader har "givet" sin enbaarne Søn at frembære denne Aabenbaring for sine Tjenere. Sønnen taler ikke af sig selv (Joh. 8, 38 og 12, 49). Det er Bogens guddommelige Myndighed, der understreges for os. Derfor slutter Bogen ogsaa med at udtale Dom over dem, der lægger noget til eller tager noget sra denne Profetis Bogs Ord.

I Ovserskriften angives ikke blot, fra hvem Aabenbaringen er, og til hvem den er, men ogsaa, hvad den gaar ud paa. Den vil vise Kristi Tjenere Guds Fremtidsraad, hvad der skal komme og komme "snart". Set med Guds Øje, og saaledes ser det profetiske Blik, er alt dette nær, Aarhundreder er som Dage kun.

Det er sine Tjenere, Kristus vil indvie i Guds Raad, fordi han agter sine Tjenere for sine "Venner" (Joh..15,15). Det er Naade at maatte leve i Guds Fortrolighed; men naar vor store Herre bøjer sig ned til os for at kundgøre os sit Raad, da er det ikke for at tilfredsstille Nysgerrigheden, men for derigennem at hjælpe os til at tjene ham bedre. Og han udvalgte "sin Tjener Johannes", den Discipel, Jesus elskede, til at bære dette Lys ud i Menigheden Som vi allerede i Indledningen har bemærket, peger Udtrykkene "vise" og "fremstille" (V.1) hen paa, at Lyset over Fremtiden skulde gives gennem Billeder og Tegn. Ligesom ved adskillige af de gammeltestamentlige Profetier er ogsaa her en Engel virksom, udsendt af Kristus. Saaledes hører vi baade hos Profeten Sakarias og Profeten Daniel om saadan en Engel, der hjalp Profeterne tilrette med at modtage og forstaa Synerne.

I V. 2 understreges, hvorledes Johannes trofast har kundgjort alt, hvad han hørte og saa, og endelig i V. 3 lyses der Velsignelse over hver den, som rettelig tilegner sig denne Profetis Ord; han vil der finde al fornøden Trøst og Styrke med Hensyn til alt det, der forestaar. Og Formaningen begrundes just med Hensyn til, at "Tiden er nær". Ordet: "læser", kan ogsaa oversættes "forelæser", idet der tænkes paa Menighedens Forsamling. Maatte da ogsaa vi, naar vi nu med hverandre gennemgaar denne aandsfyldte Bog, stadig have for Øje, at "Tiden er nær". "Snart han kommer at hente sin Brud fra det fremmede Land til sin Gud".

Med Vers 4 begynder Apostlens Fredshilsen til Aabenbaringsbogens første Læsere, de "syv Menigheder i Asien". Hvilke disse Menigheder er, hører vi først i V.11, hvor Herrens Røst bessaler Johannes at sende Aabenbaringsbogen til følgende Menigheder: Efesus, Smyrna, Pergamus, Thyatira, Sardes, Filadelsia og Laodikea, alle beliggende i den vestlige Del as Lillseasien, der i Romerriget betegnedes som "Provinsen" Asien.

Fredshilsenen lyder her ganske som hos Apostlen Paulus ("Naade være med eder og Fred"); men den udvides som en Fredshilsen fra den treenige Gud. Gud Fader betegnes som "den, som var, og som er, og som kommer". Denne Betegnelse er en Omskrivning as det hebraiske Navn Jehova, hvilket Navn i 2Mosebog 3, l4 forklares saaledes: "Jeg er den, som jeg er", det vil sige, den, der bestandig bliver den samme i al sin Gerning til vor Frelse. Ordet, "den, som kommer", peger hen paa Rigets Fuldendelse, Gud Fader kommer gennem Sønnen.

Helligaanden bsetegnes som "de syv Aander, som er for hans Trone". Syvtallet er det hellige Tal, Mærketallet for Guds Aabenbaring overfor Verden, for hans Pagt med Mennesker (3 er Guds Tal og 4 Verdens Tal). Syvtallet bruges til at betegne den hellige Fuldkommenhed og Mangfoldighed. De syv Guds Aander betegner da Helligaanden i dens altomfattende Virken. Ogsaa Menigheden som Aandens Værk træder derfor frem i syvfoldig Skikkelse, og vi vil atter og atter i Aabenbaringsbogen finde Syvtallet, hvor Talen er om Herrens Gerning, enten til Velsignelse eller til Dom. At Helligaanden siges at være foran Guds Trone, betegner, at den udgaar fra og udsendes af Gud.

Jesus Kristus nævnes sidst, fordi han er Aabenbaringens Midtpunkt, den, om hvem Talen skal dreje sig i det følgende. Han kaldes (V.5) "det tro Vidne", i hvis Mund der ikke er Svig, fremdeles: "Den førstefødte af de døde", et Ord, der minder os om Kol.1,18, hvor Paulus bruger det Udtryk. Opstandelsen er en Fødsel til nyt Liv, og Jesus Kristus er den første, der har brudt den nye Vane og drager sine frelste efter sig. Endelig kaldes han "Jordens Kongers Fyrste" ("Kongernes Konge", se Kap.19,16).

Til denne rige Betegnelse af vosr Frelser slutter sig et Taksigelssens og Lovprisningens Ord om hans Gerning for os, hvad hans Folk har i ham. Og som hans Kærligheds største Gave nævnes først Syndsernes Forladelse i hans Blod (V. 5) og dernæst den salige Livsfylde, der følger med Syndernes Forladelse, at han "har gjort os til et Kongerige, til Præster for sin Gud og Fader" (V.6), til et Samfund, der staar under ham som Kongen. Men at hans Undersaatter her betegnes som "Præster", vil sige, at de troende lever i den umiddelbare Adgang til Faderen. Hvad der lød til Israels Folk ved Sinai Bjerg: "I skal blive mig et præsteligt Kongerige" (2Mos.19,6), er bleven til Virkelighed i Kristus Jesus. Ved ham skal alle Rigets Undersaatter en Gang i Fuldendelsen selv blive Konger, "regere med Kristus" (Joh. Aab. 20, 4).

Idet Johannes dvæler ved, hvad Kristus har gjort for sin Menighed, slutter han med en Lovprisning for denne Frelser og tilføjer (V. 7-8) den Gerning af Kristus, som denne Bog særlig skal dvæle ved, nemlig hans synlige Genkomst til Dom over alle hans Fjender. Thi det er Hovedpunktet i Aabenbaringsbogen at skildre Guds Riges endelige Sejr over den ovrørske Verden. Til denne Sejr er jo Guds Børns kommende Herlighed knyttet.

De Udtryk, hvormed Herrens Genkomst her skildres, hviler paa to Ord i det gamle Testamente, nemlig Daniel 7, 13 ("Se, med Himlens Skyer kom der en som en Menneskesøn") og Sak. 12,10 ("De skal se hen til mig, som de har gennemstunget, og de skal sørge over ham - og klage bitterlig over ham"). Ordet her minder ogsaa ganske om Herrens Ord i Matth. 24, 30 ("Da skal alle Jordens Stammer jamre sig, og de skal se Menneskesønnen komme paa Himlens Skyer med Kraft og megen Herlighed").

Herrens Komme i Skyerne betegner altid hans Komme i himmelsk Herlighed. Han skal komme synligt for hvert Øje, ogsaa for de vantros Øje, hvilke her betegnes ved "dem, der har gennemstunget ham". I Sak.12,10 bruges dette Ord om Jøderne i deres Vantro, her betegner det Vantroens Sind i Almindelighed. Aandeligt set er alle Kristi Kosrses Fjender den Dag i Dag med til at gennembore ham. Paa samme Maade siges i Hebr. 6, 6 om dem, der falder fra Troen, at de "paany korsfæster Kristus", og Vernhard af Clairvaux synger i sin Salme: "Verden dig med Torne kroner". Meningen er da den, at ogsaa Herrens bitre Fjender skal se ham. "Og alle Jordens Stammer skal jamre ham i Møde. "Jordens Stammer" betegner her de jordbundne Masser, de skal jamre, ikke med Angerens Bedrøvelse (i Grundstedet hos Sak. der Idet Israels Angerssmerte, der betegnes anderledes her), men med Fortvivlelsens bitre Klage.

Dette Ord om Kristi Genkomst stadfæster Johannes ved et "Ja, Amen", og Apostlen meddeler os Gud Herrens egen Stadfæstelse af dette Ja og Amen: "Jeg er Alfa og Omega, den, som var, og som er, og som kommer, den almægtige". I disse Ord sammenfatter Apostlen, hvorledes Guds aabenbarede sig for ham. Det er Summen af, hvad Aabenbaringen meddeler om Gud Herren, han er den, kder er Verdensudviklingens Kilde men ogsaa dens Maal, Begynder og Fuldenden Alfa og Omega er jo det første og det sidste Bogstav i det græske Alfabet, det samme som vort A og Ø. Den Gud, der omslutter alt med sin Almagts Haand, sætter i disse Ord ligesom sit Segl under Budskabet om Kristi Genkomst. For Guds Folk er dette Guds Segl en salig Trøst Til Herrens Brud lyder det gennem disse Ord:

Han kommer selv, han kommer
At dæmpe al din Ve
Og gør en liflig Sommer
Af al din Trængsels Sne!

Indholdet as dette Afsnit er følgende: Johannes angiver (V. 9-10) Stedet, hvorpaa, og Forholdene, hvorunder, samt Tiden, da Synerne meddeltes ham. Han hører Herrens Røst som en Basune, der befaler ham at nedskrive Synerne i en Bog og sende det til syv navngivne Menigheder i Asien (V. 11).

Fra V.12-16 skildrer han den Skikkelse, i hvilken Herren aabenbarede sig for ham. Fra Vers 17-20 fortæller han om den overvældende Virkning, Synet havde paa ham, men ogsaa om Herrens kærlige og mægtige Ord, der borttog Frygten.

I Omtalen af sig selv (V. 9) nævner han sig heller ikke her med Apostelnavn lige saa lidt som i V.1 og V. 4, men kun som om "Broder", der over for det profetiske Lys stillede sig ganske paa lige Trin med de andre Guds Børn. Vi saa ogsaa i Johannes andet og tredie Brev, hvorledes han der kun brugte Benævnelsen "den ældste". Som det, hans Fællesskab i Herren med Brødrene bestod i, nævner han tre Punkter: Trængselen og Riget og Udholdenheden i Jesus. Grundsprogets Ord for Udholdenhed betegner den udholdende Standhaftighed, der ikke giver tabt i Kampen og derved just bliver Broen, der fører fra Trængselen over i Riget. "I disse tre Ting, som Johannes fremfører, møder vi Aabenbaringens Grundtone, der skildrer os Trængselstiderne, men ogsaa det kommende Herlighedsrige for hver den, der bevarer "de helliges Udholdenhed og Tro", det samme, som Apostlen Paulus i 2 Thess 3, 5 kalder "Kristi Udholdenhed", den faste Udholdenhed, der prægede vor Frelser, og som han vil lægge ind i sine troendes Skrøbelighed.

Fremdeles meddeler Johannes, at han var paa Øen Patmos for Guds Ords og for Jesu Kristi Vidnesbyrds Skyld (se Indledningen). Denne ret øde Ø med sin Stilhed blev nu som en Helligdom ved Herrens Aabenbarelse. Denne fandt Sted paa "Herrens Dag" (V.10), hvorved maa forstaas ikke den yderste Dag men Søndagen. Den første Dag i Ugen havde, som vi hører andre Steder i den hellige Skrift, allerede i den apostoliske Tid sin særegne Plads blandt de øvrige Ugedage, det var Herrens Opstandelsesdag, paa hvilken han to Gange aabenbaredes for sine Disciple (se Joh.20,10 og Joh.20,26 (efter 8 Dage)). J Ap. G. 20, 7 fortælles om, hvorledes Disciplene i Troas var forsamlede til Altergang paa den første Dag i Ugen, og i 1 Kor.16 anbefaler Paulus de hellige i Korinth at lægge noget til Side til Hjælp for andre paa den første Dag i Ugen. Navnet "H.errens Dag" finder vi ganske vist ikke brugt til Betegnelse af Søndagen andre Steder i Skriften end her ; men vi finder det samme Udtryk allerede i et Brev fra Ignatius, Biskop i Antiokia, skreven ikke saa meget længe efter Aabenbaringsbogen, saa paa den Tid var dette Navn for Søndagen ganske almindeligt. Herrens Opstandelsesdag passer saa vel til Aabenbaringens Indhold, thi med hans Opstandelse er hans Genkomst givet.

Naar Johannes taler om, at han "henryktes i Aanden", vil det jo sige, at han ved Guds Aand blev hensat i en Tilstand af lignende Art som Profeterne, hvor det indvortes Øje og Øre oplsukkes til at se og høre de himmelske Ting ; paa lignende Vis fortæller Apostlen Paulus i 2 Kor.12, "at han blev bortrykket indtil den tredie Himmel, ind i Paradis". Og Paulus føjer til, at "om han var i Legemet eller uden for Legemet", vidste han ikke, "Gud ved det", føjer han til.

Johannes hørte bag ved sig "en høj Røst, som af en Basune". Basunrøsten betegner ikke blot Røstens« Styrke, men Basunen bruges, baade i det gamle Testamente og i det nye, saare ofte som Symbol paa Guds Røst. Med Basunklang vil han samle sit Folk (3 Mos. 23,24 og Matth.24,31), og med Basunklang vil han føre sit Folk i hellig Krig mod Fjenderne (se Josva ved Jeriko og Joh.Aab.8,2: de syv Basunrøster).

Paa Røstens første Ord: "Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste", forstod Johannes straks, hvem der talte til ham. Hvor ligger der meget i dette Ord, "den første og den sidste". Jesus Kristus er forud for al Skabningen ; thi ved ham er alle Ting blevne til. Men han skal og være den sidste, naar Verdensudviklingen er fuldkommet; da skal han sidde paa sin Herligheds Trone og "som den sidste staa op over Støvet« (Job 19, 25). Og i det enkelte Menneskeliv var han jo den første, den der begyndte sit Værk i os, i vor Daabsstund, og han vil være den første og den sidste hver Dag for sine troende, den første i vore Tanker, naar vi vaagner om Morgenen, den sidste, naar vi slumrer ind om Aftenen. Og naar vi engang slumrer ind i den sidste Søvn, saa vil han ogsaa være den første, vort Øje skal møde hisset ("jeg skal mættes ved din Skikkelse, naar jeg opvaagner", Salme 17,15).

De syv Menigheder, Johannes faar Befaling til at sende Aabenbaringsbogen, ligger, som før nævnt (se V. 4), i Vestasien. Der begyndes med Efesus som Hovedpunktet i kirkelig Henseende, de andre Byer ligger i en Kreds der omkring; kun to af dem omtales i det nye Testamente, nemlig Efesus og Laodikea. Det er ogsaa til disse Menigheder, de Breve sendes«, som vi finder i Kap. 2-3.

Det første, Johannes ser, da han vender sig om, er syv Guldlysestager og midt imellem dem en lig en Menneskesøn, iført en lang Kjortel opbunden under Brystet med et Guldbælte. Hoved og Haar skinnede som den hvide Uld eller Sne og Fødderne som hvidglødende Erts. Skikkelsen havde syv Stjerner paa den højre Haand, og et tveægget skarpt sværd udgik af hans Mund. Hele Skikkelsens Udseende var som en stærk Solglans (V.16).

Det kan jo ikke forstaas saaledes, at vor Frelser skulde se saaledes ud, som han nu er ved sin Faders højre Haand i Himlen; det følger jo allerede af, at Johannes andre Steder ser ham som et slagtet Lam eller som Rytteren paa den hvide Hest. Men Frelserens Skikkelse er symkbolsk her som de andre Steder og betegner hans Væsen, de Egenskaber og den Gerning, der hører ham til.

Betydningen as de syv Guldlysestager (V.12) forklares os i V. 20. Ligesom den syvarmede Guldlysestage i Templet var Symbol paa Guds Menighed, saaledes betegner ogsaa de syv Guldlysestager her Guds Menighed i dens Helhed som Værer af Helligaandens Lys. At de syv Arme paa den ene Stage i den gamle Pagt her er bleven til syv Stager, peger hen paa Forskellen mellem den kun ene Menighed i den gamle Pagt, den israelitiske, og de mange Folke-Menigheder der har dannet sig under den nye Pagt.

At Lysestagserne var af Guld, ligger i, at Guldet, der ikke ruster eller besmittes, blandt Metallerne fortrinsvis er Symbolet paa Guds Riges Herlighed.

At Herren aabenbaredes imellem de syv Lysestager, peger hen paa, at Frelseren staar midt i sin Menighed. Udtrykket: "een lig et Menneskes Søn" viser tilbage til Dan. 7,13, hvor der staar fortalt om "en som en Menneskens Søn, der blev ført frem for den gamle af Dage".

Herrens Dragt minder ogsaa meget om- det Syn, der omtales hos Daniel (Kap.10,5-6). Den lange Kjortel (Udtrykket "sid" betegner, at den naaede til Anklerne) minder om den lange, hvide Klædning, som hørte til den præstelige og ypperstepræstelige Embedsdragt. Derom minder ogsaa Guldbæltet, der var spændt om "Brystet"; thi saaledes brugte Præsterne det.

At Hoved og Haar var hvidt, "som hvid Uld, som Sne", er Symbolet paa Renheds og Hellighed. At Øinene var som Ildslue (se ogsaa Dan. 10, 6), betegner Herrens altgennemtrængende og altskuende Blik. At Fødderne lignede "skinnende Malm, naar det gløder i Ovnen", viser hen paa, at han kommer med Dommens Ild og nedtræder alle Fjendemagter (se Salme 60,121: "Ved Gud vil vi vinde Kraft, og han skal nedtræde vore Fjender").

At hans Røsts lød som "mange Vandes Lyd", betegner det mægtige i Røsten, der ikke kan overdøves eller overhøres. "De syv Stj«erner", han havde i sin højre Haand, hører vi nærmere om i V. 20, hvor de siges at betegne "de syv Menigheders Engle". Nogle har forstaaet det om virkelige himmelske Engle, særlige Skytsengle for Menigheden. Men naar vi læser de Henvendelser, der nu i Kap. 2-3 rettes til disse Engle, hvori de ikke blot roses men ogsaa tugtes alvorligt, forstaar vi, at Udtrykket Engel her maa betegne det samme som Menighedens Forstander. Ordet Engel betyder jo egentlig kun "Udsending", og saaledes er Menighedens Forstandere og aandelige Ledere ogsaa sendte fra Gud ; Navnet Engel er deres Æresnavn. At disse aandelige Ledere lignes ved Stjerner, finder vi allerede udtalt i Dan.12,3 ("De, der førte de mange til Retfærdighed, skal skinne som Stjernerne evindelig og altid"). Ligesom Stjernerne spreder Lys fra den dunkle Himmel, saaledes er Guds Tjenere satte til at kundgøre Guds for Mennesker saa dunkle Raad.

Hos Irvingianerne er Navnet "Engel" ligefrem bleven Betegnelse for et særligt Embedstrin; men dette har ingen Stadfæstelse i Ordet. Navnet Engel bruges i det gamle Testamente om Profeter (se Haggaj 1,13) og om Præster (se Malak 2, 7).

Hvor skønt, at de syv Stjerner var i Herrens højre Haand! Dermed siges, at Herrens sande Tjenere bæres af hans Haand, en herlig Forjættelse for alle dem, der skal staa paa den ansvarsfulde ledende Plads.

Det tveæggede, skarpe S«vsærd, der udgik af Herrens Mund, er jo tydeligt nok Billedet paa Herrens Ord (se den ganske lignende Betegnelse for Ordet i Hebr 4,12).

Endelig afsluttes denne Skildring af hin underfulde Skikkelse verden almindelige Betegnelse at hans "Udseende" var "som Solen, naar den skinner i sin Kraft", altsaa en mægtig Straaleglans (se Malak 4, 2: "Betfærdighedssolen med Lægedom under sine Vinger"). Vi mindes ogsaa Forklarelsen paa Bjerget (Matth.17,2: "Hans Ansigt skinnede som Solen").

I V.17 skildres dette Syns umiddelbare Virkning paa Johannes. Ligesom vi hører i Dan.10,8-9, at Daniel sank sammen ligesom lammet af Synets overvældende Indtryk, saaledes ogsaa Johannes; men ligesom Ordet og Haandspaalæggelsen rejste Daniel, saaledes ogsaa ber. "Frygt ikke", saaledes lød det til Johannes, mens Herren lagde sin højre Haand paa ham, Dette "frygt ikke" havde Johannes saa ofte hørt fra sin Mester i dennes Køds Dage. Saaledes taler Herren altid til sine ærlige Venner. Og det er ligesom Grundtonen gennem Aabenbaringens Bog for Kristi Menigheds Vedkommende. Den behøver ikke at frygte ; thi Herren vil gennem Trængselens Vande føre den til det himmelske Kanaan. Det formaar Herren; thi han er "den første og den sidste" - og den "levende", føjes der til, den, der har Livet i sig selv (Joh. 5,26) og formaar at give sine Venner Livet. Just derfor gik han gennem Døden for os ("jeg var død"); men nu lever han altid til at træde frem for os (Hebr. 7, 25). At han er "levende i Evighedernes Evigheder", at Døden ikke mere hersker over ham (Roms. 6, 9), bekræftes med et "Amen"; nu har Guds Søn "Helvsedes og Dødens Nøgler" i sin Haand. "Helvede" betegner efter Grundteksten Dødsriget (paa Græsk Hades) og er ikke det samme som Ildsøen, det sidste Pinested. At Herren har Røglerne i sin Haand, indeholder den Trøst, at han formaar at lukke sine Venner ud af Døden og føre dem til Livets Opstandelse "Hvosom tror paa ham, om han end dør, skal han dog leve". Saa slutter dette Afsnit med en Gentagelse af den Befaling, Herren allerede før (V.11) havde givet sin Ven Johannes, en Befaling om at nedskrive, hvad hansik at se, og her føjes til, baade det, som er, og det, som skal ske herefter". Og i V. 20 betegnes dette igen nærmere som "de syv Stjerners Hemmelighed" og "de syv Guldlysestager". "Det, som er«, peger nærmest hen paa de syv Menighsedsbreve, der skildrer Menighedslivsets daværende Tilstand i syv-foldig Skikkelse som Billede paa, hvad alle Tiders Menighed maa have for Øje. "Det, som skal ske herefter", betegner nærmest de følgende Syner, der særligt gaar paa Fremtiden, paa de sidste Tider. Men baade det ene og det andet skal hjælpe os til at tyde Guds Riges Hemmelighed, det, der er skjult i Guds Raad, og derigennem kaste Lys ud over Menighedens Fremtid.

Op! op! paa Vagt
Af ganske Magt
Og vaag med alle fromme,
Vaager, som Guds Son har sagt,
Til I se ham komme!