En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Kap 2

Alle syv Menighedsbteve har, hvor ejendommelige de end er hver for sig, dog adskilligt til fælles De falder alle i tre Dele, nemlig 1) Indledningen, hvor Herren udtaler sin Befaling til Johannes om at tilskrive hver enkelt Menighed, hvad han nu vsil sige den, og hvor han dernæst benævner sig selv med forskellige Betegnelser i Henhold til hvert Brevs særlige Indhold ; 2) Brevets Hsoveddel indeholdende Herrens Bedømmelse af Menigheden, af hele dens Vandel med Lys og Skygge og dertil svarende Opmuntring eller Formaning ; 3) Slutningen, der altid indeholder en Forjættelse og et Opraab om at give Agt paa Ordet. I de tre første Breve kommer Opraabet forud for Forjættelsen, i de fire sidste bagefter. Denne Forskel i Formen skal maaske tjene til at indskærpe, at Opraabet ("Den, som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne") gælder hele Brevet, ogsaa Slutningsforjættelsen.

Med Hensyn til Indledningen i dette Brev (V.1) skal vi lægge Mærke til, at Herren betegner sig først som "den, som holder de syv Stjerner i sin højre H«aand". Her staar ikke blot som i Kap.1, at han "har" dem i sin Haand, men at han "holder" dem (egentlig efter Grundteksten "har fast Tag paa dem"). Deri ligger, at ingen kan rive dem ud af hans Haand; det er Trøsten. Men derved betegnes tillige hans Magt til at kaste dem fra sig, om de falder for hans Dom. Det er lykkeligt, men ogsaa ansvarsfuldt at være sat til at lyse i Menigheden som Forstander og Vejleder.

Naar Herren her siges at "vandre" mellem de syv Guldlysestager (i Kap. 1, 3 stod der kun, at han var midt imellem dem), betegnes derved hans Nærværelse i Menigheden som en levende, bestandig Virksomhed.

Fra V. 2-6 har vi Brevets hovedstykke der viser os Billedet af en Menighed, der er "nidkær i Arbejdet for Guds Rige, særligt for ren Lære og for at øve Tugt overfor vrangt Ledned, men som dog har den sørgelige Mangel at have forladt sin første Kærlighed. Nidkærheden er bleven mere vanemæssig og udvortes, den indre Drivkraft er bleven uren og slappet.

I V. 2-3 udtaler Herren, hvad der er ham til Glæde ved denne Menighed. "Jeg ved dine Gerninger". Ogsaa dette Ord, hvormed Herren begynder, er fælles for alle Brevene; derved betegner Herren sig som den alvidende, for hvem intet er skjult (se Kap.1,14: "Hans Øjne var som Ildslue"). Ved "Gerninger" maa, som Sammenhængen viser, forstaas ikke blot disse eller hine enkelte Gerninger, men Menighedens Forhold i dets Helhed saaledes som det indre Liv gav sig til Kende. Denne dybere Forstaaelse af Gerningerne finder vi oftere i den hellige Skrift, se saaledes Joh. 3, 20-21 og Rom. 2, 6. Herren gennemskuer os, for hans Øje kan intet skjules, end ikke den inderste Hjertekrog, alle Ting er "nøgne og udspændte for hans Øine" (se br. 4, 13).

Det, Herren først peger paa, som noget hans Øjne ser paa med Velbehag, er Menighedens anstrengte, udholdende Arbejde (egentlig "Slid"). Og dernæst, at Menigheden stod med hellig Tugt overfor dem, der førte et vrangt Liv ("Du kan ikke fordrage de onde") og overfor vrang Lære ("Du prøvede dem, som kaldte sig selv Apostle og ikke er det, og du har fundet, at de er Løgnere").

Ved disse falske "Apostle" sigtes der vist ikke blot til søde kristne Vranglærere af den Slags, Paulus havde saa megen Kamp med, som vilde føre de troende ind under Lovens Aag, men der tænkes sikkert paa alle saadanne, der falskeligt sagde sig at komme i Herrens Navn. Ordet "Apostle" bruges jo flere Steder i det nye Testamente i videre Betydning (se Ap. G. 14, l4 og 2 Kor. 11, 5 og 13).

Det er Herrens velbehagelige Villie, at hans Menighed skal staa aarvaagen og holde Vagt ved Grænseskellet. En slap Taalsomhed revser Herren gentagne Gange i disse Breve (se V.14). Der er en "Mildhed" og Fordragelighed, som er af Djævelen.

I Vers 3 gentager Herren sin Anerkendelse af Menighedens utrættelige Iver for Herrens Navns Skyld. Taale vanhelligt Liv og Lære, det kunde den ikke, men taale at lide og arbejde for, at Herrens Navn ikke skulde vanhelliges, det kunde den. Hvad Luther peger paa i Forklaringen til den første Bøn i Fader vor: "Den, som lærer og lever anderledes, end Guds Ord lærer, han vanhelliger Guds Navn iblandt os", det vaagede ogsaa denne Menighed over. Og Herren glemmer aldrig, hvad der er gjort for hans Navns Skyld, som vi ogsaa læser det i Hebr.6,10: "Gud er ikke uretfærdig, at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I har udvist imod hans Navn". Det skulde ogsaa vi troende lære af vor store Herre, ikke over Manglerne at glemme det skønne, der er at finde hos Brødrene og Søstrene, Guds Aands Værk i dem. Herren gentager denne sin Anerkendelse i Vers 3, før han fremfører sin alvorlige Anke mod Menigheden Just naar vi har noget alvorligt at fremføre imod en Broder eller Søster i Herren, maa vi ikke glemme at erkende, hvad der var ret for Gud hos dem.

I Vers 4 finder vi Herrens korte, men tunge Anklage mod denne Menighed. "Men" - hvor er det vemodigt med saadant "men" - "jeg har dette imod dig, at du har forladt din første Kærlighed". Ordene peger hen paa Kristus som Brudgommen og Menigheden som Brud og minder om Ordet i Jerem· 2, 2: "Saa siger Herren: Jeg ihukommer dig din Ungdoms Hengivenhed og din Trolovelsesstands Kærlighed."

Ved den "førfte Kærlighed" maa jo ikke forstaas den første Friskhed i Følelsen, som et Menneske, der giver Herren sit Hjerte, erfarer, den Morgenduggens Friskhed, som gør hin første Troens Tid saa uforglemmelig, den stærke Følelse af Herligheden i alt det nye, man gik ind til. Denne friske Glæde og salige Jubel føles jo end ikke hos det oprigtige Guds Barn ganske paa samme Maade, naar Morgenstund er bleven til Middagshede. Det er ikke det, Herren retter sin Anklage imod, det maa forstaas ret, thi vor Sjælefjende benytter ofte dette Herrens Ord til i tørre og trange Tider at forfærde ogsaa ærlige Guds Børn medt idet han paa sin Løgnervis forvrænger Meningen af dette Ord. Nej, det, som dette Herrens Ord rammer, ser et begyndende Frafald i Lønkammerforholdet til Herren, en Svækkelse af Inderligheden, idet det vanemæssige er begyndt at træde i Stedet for Kærlighedens Hjertsetrang. En saadan Tilstand hidrører fra, at en anden Kærlighed er begyndt at snige sig ind, den gamle Kærlighed til Verden i en eller anden Skikkelse, maaske til Pengene, til egen Ære eller desl.

Det er derom, Brorson synger i sin alvorlige Salme ("Ak, min Rose visner bort"): "Zion! hele Sagen er, Verden, Verden du begær; hendes skjulte Glød gnistrer i dit Kød, brænd dig ej, det ser din Død". Udvortes for Mennesker nærkes det endnu maaske ikke saa meget, men Herrens Øje ser det, hvorledes den selvforsglemmende, barnlige Kærlighed er bleven afløst af en Nidkærhed med "fremmed Ild", at vort eget paa sørgelig Vis har blandet sig sammen med den hellige Iver for Gud.

"Kom derfor i Hu, hvorfra du er falden, og omvend dig og gør de forrige Gerninger", saa lyder Alvorsordet fra Herren. Han kalder det et Fald, vel ikke ud af Naadestanden, men dog et Fald fra det Stade, paa hvilken Herren kan bevare os, et Fald, der vil ende med Frafald, dersom Hjertet ikke vender tilbage til de "oprindelige Gerninger", dem, der udsprang af Kristi Kærlighed, det eneste, der giver vore Gerninger Værd for Gud (se 1Kor.13).

Her paa dette Sted bruges Ordet: "omvend dig" til troende Mennesker. Reglen i Skriften er den, at Omvendelse betegner det første afgørende Brud med Verden og den første Overgivelse til Herren (se 1 Peter 2, 25: "I" var som vildfarne Faar, men er nu vendte om til eders Sjæls Hyrde og Tilsynsmand"). Men Ordet Omvendelse kan altsaa ogsaa bruges overfor en dyb Skade i Guds Børns Liv (se ogsaa V.16).

Vers 5 slutter med den alvorlige Trusel, om hvorledes det vil gaa, dersom ikke Hjertestillingen fornyes. "Da kommmer jeg over dig og vil flytte din Lysestage fra dens Sted". Her tales jo ikke om Herrens sidste Genkomst, men om hans Komme med særlig Dom over den enkelte Menighed. At Han vil flytte Lysestagen fra dens Plads blandt de andre betegner en Udstødelse fra Herrens Ansigt, thi han vandrer jo imellem de syv Guldlysestager.

Udvortes set blev Lysestagen flyttet fra Efesus. Mod Slutningen af Middelalderen blev Staden ødelagt. Nu ligger der paa dens Sted en fattig Landsby. Men hvor forfærdeligt, om denne Dom aandeligt og evigt skal træde i Kraft over en Menighed eller enkelt Sjæl.

I Vers 6 lader Herren dog et Haabets Lysglimt falde hen over Menigheden. Der var dog dette ved Menigheden, som gav Haab om, at den vilde lade sig forny til den første Kærlighed, der var et Hovedpunkt, hvori Menighedens Hjerte endnu bar paa noget af Kærligheden, i hvert Tilfælde noget, der staar som Betingelsen for Kristi Kærligheds Fornyelse i Hjertet. Det var Hadet til "Nikolaiternes Gerninger", Menigheden havde til fælles med Herren.

Og hvem var disse Nikolaiter? Vi hører nærmere om dem i Vers 14-15, i Herrens Ord om Menigheden i Pergamus, hvor deres "Lærdom" sammenlignes med "Bileams Lære", og Bileams onde Raad gik, som vi hører i 4 Mos. 25, 1-3 og 31,16 ud paa at tage Kraften fra Israels Børn ved at forføre dem til hedensk Væsen, til Afgudsdyrkelse og dermed forbunden Utugt. Nikolaiternes Gerninger maa da betegne et Parti, som vi ogsaa i andre Dele af det nye Testamente hører om, der vilde forene det kristne Navn med et verdsligt og letsindigt Liv, som var saadant berettiget. Efter de ældste Kirkefædres Vidnesbyrd skulde dette vildfarende Parti have faaet Navn efter den Nikolaus, der i Ap. G. 6 omtales som een af de syv Fattigforstandere, der udvalgtes i Jerusalem i Menighedens første Dage. Han var en Proselyt fra Antiokia. De efter ham benævnte Mennesker synes altsaa paa lignende Vis som de i 2 Pet. 2 nævnte falske Lærere at have villet bruge den kristselige Frihed som Ondskabs Skjul. Men dette Uvæsen hadede Menigheden i Efesus, og i dette Had slumrede endnu noget af den første Kærlighed til Herren.

Hvor dette taler alvorligt til os om Nødvendigheden af en fast og afgjort Stilling overfor Verdens kødelige Væsen. Begynder man først at ville have en Kristendom, som er rummelig, saa man vil skikke sig lige med Verden, baade her og der, og vil man hævde en saadan frisindet "Kristendom" som det rette Stade, da er der kun lidt Haab om, at Hjertet kan finde tilbage til den første Kærlighed. Men saa længe Skellet overfor saadant Verdenssind endnu opretholdes, saa længe er der Haab om Oprejsning.

"Den, som har Øre, høre, hvad Aanden siger til Menighederne".

Naar her staar: "Hvad Aanden siger" i Stedet for: "Hvad Herren siger", forklares dette just deraf, at det ikke blot er til denne enkelte Menighed, men til alle Menighederne, dette Ord har Bud. Hvad Herren her taler til den enkelte Menighed, det tager saa Guds Aand og deler ud, efter som det behøves, til Menighederne trindt om.

Saa slutter Sendebrevet med en Salighedsforjættelse for den, der sejrer. I hvert Sendebrev findes en saadan Forjættelse, der sigter paa den kommende Herlighed. Forjættelsens Form retter sig ligesom efter Brevenes forskellige Indhold. Her lyder den paa, at Herren vi give den, der sejrer, "at æde af Livets Træ, som er i Guds Paradis".

Denne Betegnelse viser tilbage til 1 Mos. 2, 8-9, hvor Edens Have med Livets Træ skildres. Denne Skildring fra 1 Mosebog, hvori en vantro Kritik ofte kun har set en sagnagtig Udssmykning, bruges her af vor store Herre til Betegnelse af Herligheden hos Gud.

"Paradis" betyder en herlig Have, og det første Paradis staar da som Forbillede paa den herlige Tilstand, der skal komme ved Tidernes Fuldendelse for hver den, der sejrede ved Troen paa Lammets Blod. I Luk. 23, 43, Herrens Ord til Røveren: "I Dag skal du være med mig i Paradis", finder vi Paradis brugt som Betegnelse for den Salighed, der straks venter et troende Menneske, naar det er kommet gennem Dødens Port. Saligheden før Dommedag og den efter Dommedag er af samme Art, men Salighedens Fylde bryder først frem paa den nye Jord. Deri bestaar altsaa Saligheden, at det oprindelige Paradisforhold mellem Gud og Mennesket genoprettes. Og det stemmer med den Formaning, der er Hovedpunktet i dette Brev: at vende tilbage til den oprindelige Kærlighed ved Troens Begyndelse, den Kærlighed, der søger sin Mættelse i Samfundet med Herren og ikke lader sig blænde af de falske Nydelsen som Verdens Nikolaiter lokker med.

"Den, som sejrer" - der er Alvor i dette Ord, men ogsaa salig Opmuntring. Lad os aldrig blive træt af at bede:

O, Jesus, du som stedse tro er bleven,
Hvem Kærligbed til Død og Grav har dreven,
Giv mig den Kraft, at jeg til Gravens Muld
Maa være dig af Hjertet tro og huld!

Denne Menighed betegnes som en Martyrmenighed og Brevet er da et trøstende og formanende Ord for at styrke Menigheden til at blive tro. Herren har intet at anke over hos denne Menighed. Kun tyder de gentagne Formaninger til ikke at frygte men holde ud, paa, at Forsagthedens Aand hat været nær med sin Fristelse, uden at Menigheden dog endnu har givet efter for den.

Byen Smyrna, ved en Bugt af det ægæiske Hav, otte Mil Nord for Efesus, var paa hine Dage en af Asiens skønneste og rigeste Byer og er endnu en betydelig By. Af Brevet synes det at fremgaa, at de Kristne i Smyrna væsentlig hørte til den fattige Klasse, og at Forfølgelsen imod dem særligt udgik fra de vantro Jøder.

Det formodes at Englen (Forstanderen) for denne Menighed har været den bekendte Polykarp. Vi ved, at han ved sin Martyrdød (omtrent 155) erklærede at have tjent Herren i 86 Aar, saa at han altsaa har været Kristen, længe før Aabenbaringens Bog kom frem. Den gamle Beretning blandt de ældste Kirkefædre lyder paa, at Apostlen Johannes selv skal have indsat Polykarp i dette Embede.

Af det nuværende Ssmyrnas 150,000 Indbyggere er omtrent Halvdelen Kristne, i hvert Tilfælde af Navn.

Det er Herrens Trøst, der klinger igennem dette Brev fra først til sidst. Allerede i de Benævnelser, Herren betegner sig selv med, klinger Sejrstonen. Herren kalder sig "den første og den sidste" (se Kap. 1, 11 og 18). Deri ligger, at han har Magt over alle Forhold, som den, der er alle Tings Ophav og Maal. Og naar han fremdeles betegner sig som den, der "var død og er bleven levende", viser han derigennem Menigheden, at Kongevejen gaar gennem Lidelse til Sejr. Skal Livet end gives hen for Herrens Skyld, skal det just derigennem vindes for evigt (Matth.10,39).

Herren begynder med (Vers 9) at udtale, hvorledes Menighedens trange Kaar er kendt af ham. Det skal altid være Guds Børns Trøst, at Herren saa ganske og aldeles ved, i hvilken Grad Trykket hviler paa os, og han ved det som den, der kan have Medlidenhed med vore skrøbelighseder, thi han er jo selv forsøgt i alle Ting ; men ved han, der har Magten i sin Haand over alle Fjender, vor Trængsel til Punkt og Prikke, da ligger allerede deri en salig og sikker Trøst.

Menighedens Lidelser bestaar for det første i dens "Trængsel", der i V.10 gøres lig med "Fængsel", hvoraf fremgaar, at Forfølgelsen udgik fra den hedenske Øvrighed, thi kun den havde Myndighed til at kaste i Fængsel. Dernæst nævnes Menighedens Fattigdom; det var altsaa Smaafolk paa samme Maade som Paulus i 1 Kor.1,26-29 skildrer os Menigheden i Korinth som den, der ikke indeholdt mange "vise efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme". "Dog er du rig", føjer Herren saa kærlig til ; rig i Gud var Menigheden.

Endelig nævnes som det tredie: "Bespottelsen fra dem, som siger sig selv at være Jøder og ikke er det, men er Satans Ssynagoge". Som vi bestandig hører det i Apostlenes Gerninger, at de vantro Jøder ved deres ondskabsfulde Bagvaskelse næsten alle Vegne søgte at ophidse Hedningerne imod de Kristne, saaledes har det ogsaa været i Smyrna. Jøderne brugte ofte det Vaaben at beskylde de Kristne for at #handle imod Kejserens Befalinger", fordi de kaldte Jesus deres Herre, og derved kunde de ret ophidsse den hedenske Øvrighed (se Ap. G. 17, 7-8).

Herren frakender disse vantro Jøder Retten til at kalde sig Jøder. Herrens Synagoge (Forsamling eller Menighed, se 4 Mos.16,3) var det sande Israels Æresnavn. Men Herren kalder dem her "Satans Synagoge" (se Joh. 8,44: "I er af en Fader Djævelen").

I V.10 tilraaber Herren Menigheden sin Trøst i Ordet: "Frygt ikke for, hvad du skal lide". Trøsten bestaar altsaa ikke i, at Herren fritager sine Venner for Lidelsen, nej, han forudsiger dem, at der endnu forestod en hel Del Trængsel fra Djævelens Side. Fjenden kaldes her Djævelen (Diabolos), fordi dette Navn betyder Bagvaskeren, og det var jo gennem Jødernes Bagvaskelse, Fjenden fik den hedenske Øvrighed til at kaste de Kristne i Fængsel. Fra Djævelens Side var det en Fristelse, fra Guds Side en Prøvelse. Men Herrens Trøst bestaar for det første i, at han forsikrer Menigheden om, at Trængslen har sin bestemte Grænse. "Hertil og ikke længere", saa siger Herren. Naar Trængslen her angives til at skulle vare "i ti Dage", betegnes Trængslen alligevel som forholdsvis kortvarig (Dage). Titallet bruges i Skriften som "Fuldstændighedens Tal. Ti Plager var der i Ægypten, ti Bud betegner Sammenfatningen af Budenes Mangfoldighed, og de ti Dage her betegner saaledes Forfølgelsestidens fastsatte Sum. De, der forstaar Menigheden i Smyrna som Billede paa de første Aarhundreders Martyrmenighed, har med de ti Dage villet forstaa de ti store Kristenforfølgelser, som virkelig kan optælles fra Apostlen Johannes Dage til Kejser Konstantin. Men Hovedpunktet i dette Ord om de ti Dage vil dog for alle Tider være den Trøst, at Herren selv bestandig har afgrænset sit Folks Lidelser. Saa følger som den anden Trøstegrund Forsikringen om, at Herren vil skænke "Livsens Krone" (rettere "Sejrskrans") til hver den, der bliver "tro indtil Døden". Billedet med Sejrskransen, den "uforkrænkelige Krans", er hentet fra Kamplegene (1 Kor. 9, 25). Ja, "indtil Døden" kræves Troskab, saa er Faren forbi og al Trængsel forvandlet til Herlighed. Med denne Trøst stemmer da ogsaa Slutningstorjaettelsen overens: "Den, som sejrer, skal ingenlunde skades af" den anden Død. Den anden Død betegner den evige Død, den evige Skilsmisse fra Gud, det samme som i 2Thess.1,9 kaldes "en evig Fortabelse fra Herrens Ansigt".

Naar jeg er svag, og mig saa meget hindrer,
Saa lad mig se, hvor Kronen hisset tindrer!
Den mig engang din egen Haand skal fly,
Saa faar jeg Kraft og Mod og Lyst paa ny!

I dette Brev tales til en Menighed, der er standhaftig i Bekenkdelsen af Herrens Navn, men udviser for stor Taalsomhed overfor dem i dens Midste, der holdt ved den nikolaitiske Lærdom. Den havde for lidt af den hellige Tugt, for lidt af det Sind, som Herren roste Menigheden i Efesus for, det hellige Had til Nikolaiternes Gerninger.

Pergamsus (rettere Pergamum) laa i Provinsen Mysien, omtrent fire Mil fra Havet, omtrent tolv Mil Nord for Smyrna. I denne By skal det saakaldte Pergament (en egen Slags Papir, oprindelig af Dyrehuder) være opfundet. Byen var i Apostlen Johannes Dage Sædet for en romersk Ovserret. Deraf forklares Betegnelsen i Vers 13: "Du bor der, hvor Satans Trone er". Af Vers 13 fremgaar tillige, at Menigheden allerede havde oplevet en blodig Forfølgelse; siden, under Kejser Markus Aurelius, ved Midten af det andet Aarhundrede, gentog Forsølgelsen sig. Nu er det kun en lille By (ca. 24000 Indb) med kun faa Kristne. At det, som denne Menighed trængte til, var en skarpere Optræden overfor det verdslige, kødelige Væsen, ligger allerede i den Betegnelse, hvormed Herren nævner sig selv i Brevets Overskrift (V.12): "Dette siger den, som har det tveæggede Sværd". Han bruger Sværdet ikke blot mod Fjenderne, der ude fra angriber Menigheden, men lige saa fuldt mod alt det daarlige, der vil snige sig ind blandt de hellige. Hans Haand er blød, men ikke blødagtig.

I Vers 13 udtaler Herren, hvad der glæder ham ved den Menighed. Skønt den boede, hvor Satans Trone var, havde den dog holdt fast ved Herrens Navn og ikke fornægtet hans Tro, end ikke i de Dage, da det gik løs paa Livet. Som en af Blodvidnerne, der blev tro, nævnes en Antispas, hvis Navn ellers ikke er bekendt.

Denne Menighedens Standhaftighed faar sin særegne Betydning derved, at Pergamus havde Satans Trone i sin Midte, hvorved som før nævnt sikkert maa forstaas den romerske Overdomstol, der havde sit Sæde i Byen. Fra denne hedenske Domstol maa den sataniske Forfølgelse mod Asiens Kristne være udgaaet. Den hedenske Verdensmagt blev Satans Redskab.

Denne Trængsel havde dog ikke svækket Mnigheden, tværtimod. Svækkelsen var kommen indefra, og det er dette, Herren dadler dem for. (V.14-15). Naar Herren kalder det "noget lidet" (egentlig "nogle faa Ting"), vil dette dog ikke sige, at dette lidet var ubetydeligt. Nej, Sammenhængen viser os, at Sagen var meget alvorlig, thi en liden Surdejg kan syre den hele Dejg. Vi har før (se Vers 6, Brevet til Efesus) omtalt Nikolaiterne, hvis Uvæsen just bestod i, at. de (ligesom i fordums Dage Bileam) søgte at indsmugle Afgudsvæsen og Usædelighed i Menigheden, vilde liste den verdslige Aand ind under kristent Skin. "Hvilket jeg hader", siger Herren atter her ligesom i Vers 6. Det delte Hjerte, der vil dyrke sine Afguder, beholde sine urene, kødelige Nydelser og dog kaldes med Kristennavn, er Herren en Vederstyggelighed,

"Omvend dig!" saa lyder Herrens Advarsel (V. 16). Atter her bruges Ordet Omvendelse om noget indenfor Troslivet, om det bestemte Brud med en Kræftskade, der har indsneget sig.

Hvis ikke Menigheden selv greb Tugtens Sværd og udrensede det onde Væsen, vilde Herren hastelig komme over den. Selv om hans "Munds Sværd", hans dømmende Almagtsord kun vilde blive rettet til Kamp mod de falske Aander, Nikolaiterne, vilde en saadan Dom jo dog ogsaa ramme Samvittigheden hos Menighedens sande troende, i hvert Tilfælde bringe Skam over Samfundet. At der sker Fald i en Menighed, bringer jo altid Sorg i Hjerterne og driver til Ydmygelse; men naar Menigheden staar ret for Guds Ansigt og øver hellig Tugt; vil Herren ikke komme over den med sin Dom. Men havde Menigheden kunnet forebygge det, om den i Tide var optraadt med hellig Tugt, og forsømt dette, da rammes ogsaa den, naar Herren griber ind med sit skarpe Sværd.

Man har med Rette i denne Menighed set et Billede paa Kejserkirkens Dage efter Konstantin den Store, da Masserne trængte ind i Kirken og antog Kristennavnet, og Kirketugten forfaldt, medens Bileams Væsen, hedensk Verdslighed og Løsagtighed, saa ofte fik Lov at brede sig. Men dette Brev har i det hele et bestemt Ærinde til alle de saakaldte Folkekirker, hvor de store Masser gaar under Kristennavn, har Gudsfrygts Skin men ikke dens Kraft. Derom gælder det visselig for Herrens hellige at tage Afstand fra Verden, saa vi ikke skal blive meddelagtige i dens Synder. Hvad den lille Trælkvinde sagde, da den hedenske Dommer ved Pinsler vilde tvinge hende til at indrømme de skændige løgne, der udspredtes om de Kristne: "Jeg er en Kristen, og blandt os taales ingen Skamdigheder" - gid det altid maa kunne siges om Herrens Menighed! Da lyder Forjættelsen fra Herren, den skønne Forjættelse her i Vers 17, Ordet om den skjulte Manna, det himmelske Modsbillede af den Manna, der fordum aabenbaredes i Ørkenen. Denne Manna, der jo er lig med "Livssens" Træs Frugt, vil Herren give hver "den, som sejrer", som forsager Verdens Afgudsoffey den urene, kødelige Nydelse.

Og Forjættelsen lyder fremdeles saaledes: "Jeg vil give ham en hvid Sten og paa Stenen et nyt Navn skrevet, som ingen kender, uden den, der faar det".

Den hvide Skten sigter aabenbart til Grækernes Skik ved Dommes Afsigelse. De, der deltog i Dommen, tilkendegav Frikendelse eller Fordømmelse ved at lægge enten en hvid eller en sort Sten i Urnen. Fra "Satans Trone", fra Verdens Domstol udgaar der bestandig Fordømmelsesdomme over Herrens hellige. Verden lægger den sorte Sten, men Herren, vor eneste rette Dommer, vil give den, der sejrer, den hvide Sten.

Det nye Navn, der skal staa skrevet paa Stenen, er ikke Jesu Kristi Navn saaledes som i Kap.3,12, men det maa være Modtagerens eget Navn, et for hvert enkelt troende Menneske ejendommeligt, thi Jesu Kristi nye Navn vil jo være det samme for alle troende; men her tales om et Navn, som "ingen anden kender end den, der faar det".

Ligesom der her paa Jord er en egen Hemmelighed mellem hver enkelt Sjæl og Herren, saaledes vil det ogsaa være i Fuldendelsen Enhver, der sejrer, vil erfare Saligheden paa sin ejendommelige Vis. Det er just Guds Rigdom i hans Gaver. Ligesom hvert eneste lille Blad alligevel ser noget for sig, har sin egen Skikkelse midt i de mange Blades Mylder, saaledes ogsaa med hvert enkelt Guds Barn; hver enkelt kommer til at afspejle Guds og Frelserens Herlighed paa sin ejendommelige Maade. Det maa være Meningen med Ordet her, der løfter Fligen op for noget af den skjulte Herlighed, der venter hver den, der sejrer.

Før gik de under stor Foragt,
Men se dem nu i deres Pragt
For Tronen staa med Kroner paa
I Himlens Præstedragt.

Vi møder her Billedet af en Menighed, som er saare rig paa Kærlighedens Gerninger; men en falsk Aandelighed findes hos en Del og viser sig i, at man under Skin af Aandelighed tillod sig de groveste Synder. Overfor disse falske Aander havde Menigheden ikke været tilbørligt vaagen trods al sin Nidkærhed og Iver for Herrens Sag.

Thyatira laa omtrent ni Mil Sydøst for Pergamum, i det nordlige Lydien. Byen havde sit Erhverv for en stor Del ved Purpurs Væverien. Fra denne By var Purpurhandlersken Lydia i Filippi, den første i Europa, der tog imod Evangelium ved Pauli Prædiken. Byen er til endnu, omend Navnet er forandret. Den har nu omtrent 80,000 Insdbyggere, hvoraf en Tiendedel er Kristne.

I sin Selvbetegnelse (V.18) kalder Herren sig først "Guds Søn", hvilken Betegnelse her sikkert maa ses under Henblik til Salme 2, hvilken Salme fremdrages i Vers 26-27. I Sl. 2, 7 staar der: "Du er min Søn, jeg sødte dig i Dag", og Salmen viser hen til Davids Søn, hvem Gud har indsat til "Konge over Sion". Det er Guds Søns Kongemagt, der her understreges for os. Og dertil knytter sig Fremhævelsen af, at hans "Øjne er som Ilsdslue" og hans Fødder "som skinnende Malm", som hvidglødende Erts. Hans Fjender knuses under hans Fod, men sit Folk fører han i lysende Fjed til Sejr.

Skellet imellem de sande og de falske troende træder meget klart frem i dette Brev. Men den troende Menigheds Øjne var ikke som Ildslue, saa tværtimod ret uklart paa Faren, trængte til at saa Herrens klare Øje at se med.

Det, Herren roser denne Menighed for, er dens frugtbare Virken, dens Iver i Arbejdet for Herren (V.19). Det roste Herren ogsaa Menigheden i Efesus for, men der var Arbejdet bleven vanemæssigt; her i Thyatira var det Kærligheden, der drev Værket, og Kærlighedens Tjeneste sprang frem som Troens Frugt, og det var en Frugt, som varede ved (Joh.15,16) i. Udholdenhed, ja, ikke blot varede ved, men bestandig tog til, saa "de sidste Gerninger var flere end de første". Der var altsaa Vækst og Fremgang, bestandig Udvidelse i Arbejdet.

Paa de mange forskellige Betegnelser for denne Menigheds trofaste Virksomhed kender vi Herrens Velbehag i, at hans Venner arbejder, medens Dag er.

I Vers 20 fremfører Herren, hvad han har imod Menigheden, i Vers 21-23 udtales Dommen over de ubodfærdige, i Vers 24-25 kærlig Formaning til de trofaste, hvorefter Forjættelsen og Opraabet om at høre udtales i Vers 26-29.

Menigheden i Thyatira havde sin Svaghed, hvor Efeser menigheden havde sin Styrke. Den forstod ikke ret at prøve Aanderne, men "tilstedte" det vilde Væsen, formodentlig lammet af, at det fremtraadte under Aandelighedens Maske.

Efter Ordene synes Anføreren for Ugudeligheden at have været en Kvinde Men hendes Navn Jesabel er sikkert symbolsk. Ligesom Nikolaiterne lignedes ved Bileam, lignes denne urene Bevægelse ved Jesabels, Akabs Dronnings, onde Væsen. Dronning Jesabel søgte jo af al Magt at indføre Afgudsdyrkelsen med den dertil knyttede Utugt i Israels Folk. Der var Iver i hende, den vilde, hedenske Iver brændte i hende. Og der fortælles i 1 Kong.18,19, hvorledes hun bespiste 450 Baals Profeter og 400 Astartes Profeter fra sit Bord.

Saaledes sagde ogsaa den Kvinde der stod i Spidsen for det kødelige Væsen, "sig selv at være en Profetinde". Hun støttede sig ligesom Jesabel til den falske Perofeti. Det har formodentlig været noget i Slægt med den nikolaitiske Lære (se V. 6 og V.14-15). De samme Synder fremdrages her, dog træder Horeriet mere i Forgrunden paa dette Sted, og Bevægelsen her har været mere ondartet, fordi den søgte at dække sig under den høieste Aandeligheds Skin. Af V.24 faar vi endnu et Bidrag til at bedømme denne Udskejelse Vi ser, at dens Tilhængere pralede af at kende "satans Dybder". Vi finder i Kirkens ældste Tider et gnostisk Kætteri, hvor man hævdede, at den rette aandelige og aandsstærke just skulde bevise sin Overlegenhed over Djævelen ved at kunne hengive sig til alle fristende Synder uden indvortes at berøres deraf. Saaledes skulde man trænge ind i alle Dybder med sin Erkendelse. Guldet bliver ved at straale, selv om det ligger i Smudset; de i Sandhed frie kunde tillade sig, hvad det skulde være. En Kirkehistoriker fra gamle Dage (Eusebisus) skriver om dem: "Hvo, der vilde bringe det til Fuldkommenhed i deres Hemmeligheder, maatte ikke afholde sig fra nogen Skændsel".

Det var i Sandhed en srygtelig djævelsk Løgn af samme Art, som da Slangen i Paradis anbefalede Mennesket at lære det onde at kende ved selv at gøre det. I Kirkens Historie findes ikke faa Eksempler paa lignende frygtelige Vildfarelsen. I den nyeste Tid kendes det ogsaa, hvorledes falsk Aandelighed og Utugt gaar Haand i Haand.

Nogle mener, at Kvinden Jesabel ikke skal betegne et enkelt Menneske, men den kætterske Bevægelse i dens Helhed, set under Billedet af en forførende Kvinde i Jesabels Aand.

I Vers 21 skildes Herrens Langmodighed overfor dette vilde Væsen. Men Tiden til Omvendelse blev- ikke benyttet. Derfor kommer Dommen over den falske Profetinde, hendes Bolere og hendes Afkom (V. 22-28). Herren vsil forvandle hen. des Utugtsleje til et Sygeleje og bringe Trængsel og Død over alle, der har haft med hende at gøre, saa "alle Menigheder skal kende", at Herren ransager Hjerter og Nyrer (Jer. 17,10). Hans Øjne blev aldrig svage. Og Herren forkynder de vilde Aander sin retfærdige Dom ("jeg vil give eder hver efter eders Gerninger").

Ordet i Vers 24-25, der er rettet til de trofaste i Menigheden, "de øvrige" som selv har holdt sig borte fra Forvildelsen, indeholder først en kærlig Forsikring om, at Herren "ikke vilde lægge nogen anden Byrde paa dem", nemlig end den, at de skulde være Vidner til Guds Dom over denne Jesabel og hendes Børn. Menigheden havde jo "tilstedt" denne Jesabel, fundet sig i hende, om end nok med Smerte over det vilde Sværmeri. Men just fordi Forbindelsen ikke helt havde været brudt, vilde Straffedommen fra Herren ogsaa føles som et Saar for de troende; men anden Tyngde lagde Herren ikke paa dem. Herren tugter sit Folk "med Maade" (Esaj. 27, 8). Og Formaningen lyder for disse kun paa, at de skulde holde fast ved det, de havde, ved Herrens Sandhed - "indtil jeg kommer", siger Herren.

Slutningsforjættelsen (V. 26-28) knytter sig til dette Ord om Herrens Genkomst. "Den, som sejrer og som indtil Enden tager Vare paa Herrens Gerninger" (i Modsætning til Mørkets Gerninger, hvormed Jesabel forledte Herrens Tjenere til Frafald (V. 20)), skal faa Del i Herrens Sejrsmagt over Hedningerne, regere med Herren, saaledes som Forjættelsen lyder saa mange Steder (se 2Tim. 2,12 og Joh.Aab. 20, 4).

I den anden Salme, hvorfra V. 26 og 27 er hentet, staar der: "Du skal sønderslaa dem med et Jernspir, ligesom spottemagers Kar skal du sønderbryde dem«. Der skildres Messias's Sejr over Hedningemagterne, og denne Sejr, som han "fik af sin Fader" (V. 27), deler han med sine hellige.

Grundtekstens Ord: "Du skal sønderslaa dem", er her gengivet (efter den græske Oversættelse af det gamle Testamente) ved: "Med en Jernstav skal han vogte dem, ligesom Lerkar sønderknuses". Meningen er den, at al Modstand mod Herren fuldstændig skal nedbrydes, ogsaa hos dem, der i Hjertet endnu er genstridige.

Der tænkes da her aabenbart paa Herrens Genkomst med Tusindaarsriget, hvis Kendemærke just bliver Herrens og hans helliges Regimente endnu paa denne gamle Jord. Da vil Djævelen jo være bunden, og alle "Hedningerne", alt, hvad der endnu er fremmed for Gud, vil da bøje sig under Kristi og hans helliges Magt.

Dette stemmer ogsaa med Forjættelsens Slutningsord: "Og jeg vil give ham Morgenstjernen". I Kap.22,16 kalder Herren sig selv: "den skinnende Morgenstjerne", saa Ordet her kan altsaa betyde, at den, der sejrer, skal faa Kristus selv i hans Herligheds Fylde. Maaske der dog her ved Morgenstjernen særligt tænkes paa Tusindaarsrigets Herlighed, der jo bebuder den kommende Evighedsdag, i hvilken alle de er vis paa at faa Del, som blev delagtige i Tusindaarsriget. Morgenstjernen og Solopgangen kan ikke skilles fra hinanden.

Kirkehistorisk set kan man finde denne Menighed i Thyatira afbildet f. Eks i Middelalderens Kirke med dens storslaaede Offervillighed, dens mange tjenende Munke- og Nonneordener, der ofrede sig til Barmhjertighedsgerning overfor fattige og syge. I saa Fald betegner den falske Profetinde Jesabel da Pavedømmet, om hvilket det visselig gælder, hvad Herren siger i Vers 20 om Kvinden Jesabel: "Hun lærer og forfører mine Tjenere til at bedrive Utugt og spise Afgudsofferkød. Hvor har Pavedømmet ikke forledt mange enfoldige Sjæle, der vilde tjene Herren, til at bole med Helgenbilleder og give Paven den Dyrkelse, der kun tilkommer Herren! Herrens Dom over Pavedømmet har ogsaa givet sig til Kende, baade ved Reformationen og paa andre Maader, og den vil aabenbares endnu klarere mod det sidste.

Endnu et kirkehistorisk Afbillede af denne Menighed finder vi i hele den reformerte Kirke, særlig den engelsk-amerikanske Kirkeafdeling med dens utrættelige Virkekraft, dens Iver baade for indre og ydre Mission, der aabenbarer sig saa mægtigt ogsaa i vore Dage. Men ved Siden deraf er der just i denne Kirkeafdeling at finde mangfoldige vilde Sværmerier, der under Aandelighedens Skin leder mange, ogsaa af de Mennesker, Herren kaldte sine Tjenere, ind paa vilde Veje. Vi kan i vore Dage bl. a. pege hen paa det falske Fuldkommenhedssværmeri, hvor den saakaldte højeste Aandelighed ikke sjældent slaar over i den groveste Kødelighed. Og den reformerte Kirke er meds Rette blevet lignet ved Lea med de mange Børn men med de svage Øine Blikket er kun svagt i den reformerte Kirke overfor alle de mange vilde Sekter.

Herren hjælpe os at tage vare psaa hans Gjerningen det rense Evangelium og de uforfalskede Sakramenter, indtil han kommer, saa trofast Nidkærhed og Virkekraft kan forenes hos os med et altid klarere Blik for Vildfarelserne, at vi ikke skal miste vor Del i den kommende Herlighed men med et grundfæstet Haab kan bede:

Og naar du kommer, kom mild og blid
Og gør mig salig til evig Tid!