En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Kap 3

Dette Brev er saare alvorligt i sin Tugt. Naar undtages det sidste Sendebrev, er der intet af Brevene, hvori der tales mere revsende. Det viser os en Menighed, der for Størstedelen er falden i Søvn, en Søvn, der vil føre til evig Død, hvis ikke Hjerterne vaagner. Navnet af at være levende har Menigheden vel, men Døden har en frygtelig Magt indvortes.

Sardes laa omtrent 7 Mil Sydøst for Thyatira. Den var Lydiens rige Hovedstad. I 2det Aarhundrede var den i Kirkens Historie bekendte Melito Biskop der; nu er der kun en ussel Landsby, hvor Sardes laa, og den, bekendte Rejsende Schubert fandt i Aaret 1836 kun to Kristne som eneste Levning af den fordums Menighed.

I Overskriften benævner Herren sig som den, "der har de syv Guds Aander og de syv Stjerner". Helligaanden siges at udgaa fra Sønnen saa vel som fra Faderen (se Joh.15, 26: "Naar Talsmanden kommer, hvilken jeg skal sende eder fra Faderen" - se ogsaa Rom.8,9, hvor "Guds Aand" i samme Vers ogsaa kaldes "Kristi Aand"). Herren nævner sig her som den, der har de livsskabende og livsvækkende Midler i sin Haand, nemlig Livets Aand og Forkynder-Embedet (de syv Stjerner). Deri ligger hans Redebonhed til at hjælpe det hendøende til fornyet Liv.

"Jeg kender dine Gerninger, at du har Ord for at leve og er dog død". Hvor lyder det forfærdelig alvorligt. Men vi kender godt en saadan Tllstand i Kirken, kalkede Grave med døde Ben inden i, maaske en ydre Vedhængen ved Formerne, men Indholdet mangler. Der kan være Kirkegang og Altergang, man lader Børnene døbe og konfirmere, men der er intet Liv bag ved det hele.

Dog maa Ordet: "Du er død", endnu ikke forstaas om redningsløs Fortabelse, men paa samme Maade, som naar det hedder i Ordet (Eses.5,14): "Vaagn op, du som sover, og staa op fra de døde". "Bliv vaagen" - saa lyder Herrens Ord - "og styrk det øvrige, som ellers vilde dø". Det er Mssionspligten og Missionssindet, som følger med, at man selv vaagner op.

Formaningen begrundes ved Henvisning til, at Herren ikke har fundet "Menighedens Gerninger fuldkommede for Gud". Der er kun Halvhed, men ikke et Liv, der vil være helt for Herren.

Men Vejen til at vinde Livet er den at vende om til Begyndelsen. "Kom i Hu, hvorledes du modtog og hørte", det er det, der igen skal tilegnes. Saaledes kom det tabte Barn i det fremmede Land derude ved Svinene det rige Hjem i Hu, gik i sig selv, og vendte om. Al Omvendelse maa være en Omvendelse tilbage til, hvad Herren skænkede os i vor Daab, og hvad han, saa længe det er Naadetid i sin Langmodighed bevarer ogsaa for de tabte Børn, blot de kommer tilbage. Dog om Hjertet ikke vil til at vaage men vedblive at sove, da kommer Herren med sin Dom pludselig og uventet som Tyven om Natten over de sovende. I Matth. 24, 43 bruger Herren dette Billede om sin Genkomst, og Paulus gentager det i 1Thess. 5, Peter i 2Pet. 3. Men det bruges stadig om Herrens Komme over de uforberedte, ikke over Guds Børn (se 1 Thess 5, 4: "I Brødre, I er ikke i Mørket, saa at Dagen skulde overraske eder som en Tyv").

I Sardes var der dog Betingelse for, at Livet kunde vaagne, der var dog (V. 4) "nogle saa Personer" en lille Flok af Sjæle, "som ikke havde besmittet deres Klæder". Klæderne er her som saa ofte i Skriften brugt som Betegnelse for den aandelige Tilstand, et Menneske fremtræder i. Saaledes tales der om at iføre sig Kristus (Gal. 3, 27), at afføre sig det gamle Menneske og iføre sig det nye (Kol. S, 9-10).

At disse saa Personer "ikke havde besmittet deres Klætder", vil sige, at de vandrede i Kristi Retfærdighed, i Daabens Pagt og ikke havde ladet sig besmitte af den dem omgivende Død. For et halvt Hundrede Aar siden, da Døden endnu rugede over Danmark, fandtes der ogsaa en ganske lille Flok, nogle faa Personer hist og her, som holdt fast ved deres Bibel, ved Brorsons Salmebog, og hvad de ellers havde. Og det er for en stor Del udfra denne Levning, Herren har faaet vakt det Liv, der nu er brudt frem i Danmark; thi denne lille Flok af vaagne Mennesker tog fat og drev indre Mission i den store, døde Masse, styrkede det øvrige, som ellers maatte dø.

Herren giver disse sine Medarbejdere en lys Forjættelse: "De skal vandre med mig i hvide Klæder, thi de er værdige dertil". Der maa vist nærmest derved tænkes paa den fuldkomne Hellighed, der skal skænkes dem i Himmelhjemmet, hvor de skal være med Kristus. Allerede her vandrede de troende ganske vist som retfærdiggjorte, aftvættede og helligede med Herren, men derhjemme vil jo den sidste Syndegnist være borte, der er endog Muligheden af en syndig Lyst udelukket for evigt.

Naar der staar: "De er værdige dertil", er det jo ikke i Kraft af nogen egen Fortjeneste, men i Kraft as den Naadens orden, Gud har indstiftet paa Grundlag af Kristi Fortjeneste.

I Slutningsforjættelsen aabnes dog Adgangen til den samme Naade til enhver, der sejrer, der bryder ud af Dødens Fangeslot og bliver bestandig indtil Enden. Tre dejlige Ting staar der i denne Forjættelse. Først Løftet om de hvide Klæder, dernæst, at Herren ikke vil "udslette hans Navn af Livets Bog", og endelig, at Herren vil vedkende sig hans Navn for den himmelske Fader og Englene. Med Hensyn til det sidste kan henvises til Herrens Ord i Matth.10,32 og Luk. 12, 8.

"Livets Bog", der nævnes her, er et Billede, der bruges baade i det gamle og nye Testamente. Ligesom en jordisk Konge har sin Mandtalsbog, saaledes ogsaa den himmelske. Allerede Moses siger til Herren (2 Mos.32,32-33) i sin Forbøn for Folket: "Gid du vilde forlade dem deres Synd ; men hvis ikke, da udslet mig nu as din Bog, som du har skrevet. Og Herren sagde til Moses: Hver den, som synder imod mig, ham vil jeg udslette as min Bog". Ogsaa Sl..69, 29, Esaj. 4, 3 og Dan.12 tales der om de "levendes Bog", om at være "indskrevet til Livet" osv. Ligesaa i det nye Testamente, det bekendte Sted i Luk.10,20: "Glæder eder over, at eders Navne er indskrevne i Himlene", og i Fil. 4,3 taler ogsaa Paulus om Livets Bog.

Af Herrens Ord her synes at fremgaa, at Navne kan blive udslettet af Livets Bog, ligesom den Mulighed jo ogsaa tydelig blev udtalt i 2 Mos.32,32-38. Der er bleven sagt, at der er Navne, ved Siden af hvilke der staar et Spørgsmaalstegn, og dersom Mennesker forhærder sig mod Naadens Aand, da sker dette det forfærdeligste af alt, at de udslettes. Thi de, hvis Navne paa Dommens Dag ikke findes skrevet i Livets Bog, kastes i Ildsøen (Joh.Aab.20,15); men den, der sejrer, skal aldrig faa sit Navn slettet ud. Og for Guds Øjne staar disse Navne fra Verdens Skabelse af (se Joh.Aab.13,8). Saa lad os da med dette Brevs alvorlige Formaninger, men ogsaa skønne Forjættelser for Øje bede med Salmens Ord:

O, Jesus, Troens dyre Skat,
Begyndelse og Ende!
O, søde Jesus, lær mig, at
Jeg Troen ret kan kende,
Den Tro, som bar dig selv i Favn,
Fra den, som vel har Troens Navn,
Men er dog død og intet!

Filadelsia - Navnet betyder Broderkærlighed - var en By henved 7 Mil Sydøst for Sardes. Byen staar endnu, omend under et andet Navn, og har en ret talrig Kristenmenighed. Da den bekendte asiatiske Erobrer fra Middelalderen, Timur, hærgede og myrdede i hine Egne, da blev Filadelfia som ved et Under bevaret for Undergang. Lige til det 16de Aarhundrede havde Filadelfia sin egen Biskop.

Intet af Menighedsbrevene kan i Henseende til kærlig Omtale af Menigheden stilles ved Siden af dette til Filadelfia. Vi ser her en Menighed, der ikke just glimrer ved særligt store Gaver, men overgaar alle de andre i Hjertets udelte Troskab overfor Herren. Næsten hele Brevet er Forjættelser, Naadeløfter. Ligesom Johannes blandt Apostlene blev kaldt "den, Herren elskede", saaledes kan vi blandt disse syv Menigheder betegne Filadelfia som den, over hvem Herrens Kærlighed i særlig Grad har kunnet udfolde sig.

Herren benævner sig i Brevets Overskrift først som "den hellige, den sanddru", det vil sige den, som aldrig skuffer nogen men holder sine Løfter evindelig. Og saa føjes der til: "Han, som har Davids Nøgle, han, som lukker op, saa ingen lukker i, og lukker i, saa ingen lukker op". Dermed betegnes Kristi Magt, at han ogsaa formaar at holde sine Løfter, baade vil og kan. Billedet med Davidsnøglen viser tilbage til Esaj. 22, 22, hvor Profeten forkynder Rentemsesteren Sebna, at han skulde afsættes fra sin Stilling hos Kong Esekias, medens Eliakim skulde have Sebnas Plads. Da lød Ordet saaledes: "Og jeg vil lægge Nøglen til Davids Hus paa hans Skuldre, og han skal oplade, og ingen skal tillukke, og han skal tillukke, og ingen skal oplade". Dette Ord anvendes nu her paa Herren. Davids Kongeborg er Forbilledet paa Guds Riges Hus, over hvilket Faderen har givet sin enbaarne Søn al Magt. "Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Haand" (Joh. 3, 35). Han har Magten til at give Adgang og formene Adgang til sit Rige. Udtrykket minder os om Kap. 1, 18, hvor Herren siger: "Jeg har Dødens og Dødsrigets Nøgler". Han har Magten til at frelse og til at fordømme.

"Jeg kender dine Gerninger", saaledes begynder ogsaa dette Brev, men i Stedet for som i de andre Breve at pege paa Lys og Skygge, udtaler Herren nærmest i dette Brev kun en Række Forjættelser over Menigheden, og han begynder (V.8) med den store Forjættelse, der knytter sig til Ordet om Davsidsnøglen: "Se, jeg har givet dig, at der foran dig er en aabnet Dør, som ingen kan lukke". Altsaa for denne Menighed havde Herren brugt sin Nøglemagt til at oplukke Døren. Hvad skal der forstaas ved den "aabnede Dør"? Nogle forstaar det om en rig og stor Adgang til at drive Mission, forkynde Ev«angeliet, idet man ser hen til 1 Kor.16,9, hvor Paulus skriver om sin Gerning i Efesus: "Thi en Dør staar mig aaben, stor og virksom". Dog kan Ordet om den aabne Dør jo ogsaa forstaas om Indgangen i Guds Rige for Menigheden selv, hvormed der altsaa siges, at Døqen til herlighedsriget stod paa vid Gab for denne Menighed, til hvilken Herren ikke har et dadlende Ord. Deri ligger da vel ogsaa, at denne Menighed i særlig Grad betegnes som en Haabets Menighed, der allerede i sit Jordeliv ligesom staar "paa Tærskelen til Sejrsriget". Ordet vilde da ogsaa minde om 2Pet.1,11: "Thi saa skal der rigelig gives eder Indgang i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi evige Rige". Hvilken af disse to Forstaaelser af den aabne Dør der nu end er den rette, saa kan vi sige, at de i det virkelige Liv vil nærme sig hinanden i højeste Grad, thi den Menighed, ja, hvert Guds Barn, der lever sit Liv ligesom paa Tærskelen til Guds evige Rige, særligt nær ved Himmelen, vil ogsaa i særlig Grad øve Tiltrækningskraft og komme til at øve sin store Mission udadtil som et Kristi Anbefalingsbrev.

Skulde der ved denne Menighed nævnes noget i Retning af Skygge, maatte det vel være Herrens Ord til denne Menighed: "Du har kun liden Kraft", men det siges ikke paa dadlende Vis, tværtimod viser Tilføjelsen: "Dog har du bevaret mit Ord og ikke fornægtet mit Navn", at Herrens Kraft har boet i Menighedens Skrøbelighed. Den liden Kraft kan forstaas saaledes, at Menigheden udvortes var lille, kun raadede over lidt af de ydre Midler ; snarst maa det dog forstaas om, at denne Menighed ikke har de store Gaver og den fremtrædende Virkekraft, som f. Eks Menigheden i Efesus (Kap. 2, 2) og særligt Menigheden i Thyatira (K·ap. 2,19). Men denne Menighed havde noget, der i Herrens Øjne vejer mere end fremragende Dygtighed. Den havde det trofaste og ydmyge Sinds urokkelige Fastholden ved Frelserens Ord og Navn. Det minder om Herrens Ord til Menigheden i Pergamus (Kap. 2, 13), men de Skyggesider, der var at finde i Pergamus, var ikke her i Filadelfia.

Vi kender saa godt fra de helliges Samfundsliv disse mere stille, ikke just stærkt fremtrædende, troende, hvis Styrke er den ydmyge og enfoldige Fastholden ved Herrens Ord og Navn under det daglige Livs mangfoldige Prøver. Det er alligevel dem, der bærer mest i det skjulte, og over hvem Herren tit lægger en forunderlig rig Velsignelse.

En saadan Velsignelse forkynder Herren ogsaa over denne Menighed, en Velsignelse af dobbelt Art (V. 9-10), først at Herren vil "sende nogle af Satans Synagoge", af dem, der falskelig kalder sig Jøder (se Kap. 2, 9), hvilke skulde hjælpes til Frelse ved denne Menighed. Der kan ikke her tænkes paa andet end vantro Jøder. Altsaa denne Menighed skulde faa Lov at blive til særlig Velsignelse for Israelsmissionen. Og det synes, at dette vil ske ikke saa meget ved Menighedens Forkyndelse som ved dens skønne Stilling i Livet med Herren. Naar der staar: "Se, jeg vil gøre, at de skal komme og tilbede for dine Fødder" (egentlig "falde ned for dine Fødder"), betegner det jo ikke nogen afgudisk Tilbedelse, men den dybe Erkendelse af, at Herren med sin Kærlighed bor i denne Menighed ("de skal kende, at jeg har fattet Kærlighed til dig"). Hvor er det skønt at have en saadan hellig Magnetkraft, saa Sjæle ved Herrens Naade kommer drevne af en indre Erkendelse!

Den anden Velsignelse (V.10) er Herrens Forjættelse om at ville bevare denne Menighed frelst igennem den "Fristelsens Stund, som skal komme over hele Jorderige". Just fordi denne Menighed har "bevaret Herrens Ord om Udholdenhed", vil Herren ogsaa bevare disse sine Venner. I Sandhed, Korsets Ord er et Ord om Taalmodighed, om at holde ud, om at blive bestandig indtil Enden. Men bevarer vi dette Ord i vort Hjerte, vil Herren gennem dette sit Ord bevare os ved sit Hjerte.

Den "Fristelsens Stund", her tales om, kan pege hen paa alle de store Forfølgelsens Tider, der er gaaet hen over Guds Menighed paa Jord, disse Tider, der vel blev en Fristelse for Guds Folk men ogsaa saa skønne Sejrstider. For Verdens Mennesker derimod, dem, der i særlig Forstand "bor paa Jorden" ogsaa med deres Hjerte blev saadanne Tider store Frafaldstider, hvor alt, hvad der kun var kristent af Navn, svigtede.

Dog peger alt, hvad der siges om denne Menighed, i ganske særlig Grad fremad mod de sidste Tider. Baade Ordet om den aabne Dør, om Jøders Omvendelse, om Fristelsens Stund over hele Jorderige og Menighedens Fasthed i ikke at fornægte Herren, alt dette peger stærkt hen paa de sidste Tider, hvor det begynder at røre sig i det gamle forhærdede Israel, og hvor de antikristelige Magter bryder løs med deres fristende Kraft, der bringer Trængsel over Guds Børn og leder Masserne til aabent Frafald.

Man kommer uvilkaarlig ved denne og tillige den næste Menighed (Laodikea) til at tænke paa de sidste Tider. Naar Herren her siger: "Jeg vil bevare dig ud af Fristelsens Stund", kan dette dog ikke forstaas saaledes, som Irvingianerne har villet forstaa det, at en "Førstegrøde" skulde bortrykkes før den store Trængsel og fritages for Lidelsen, men at Menigheheden vil komme ind i denne Stund, men føres frelst igennem den. Saaledes er Herrens Trøst.

Og som et Trøstens Ord lyder det da nu til Slutning til denne Menighed: "Jeg kommer snart". Fristelsen skal kun vare sin Stund, sin begrænsede Time, saa kommer Herren - efter hans Tidsregning "snart", saa det gælder blot om at holde fast, indtil han kommer; og det er den eneste Formaning, der udgaar til denne Menighed, en Formaning, der vidner om dens skønne Tilstand, men tillige kan tjene den til Aarvaagenhed. Endnu er denne Menighed dog ikke uden for Fare, omend den er stillet foran en aaben Dør. Kransen ligger allerede rede (se 2 Tim. 4, 8), men endnu er der onde Hænder rakt ud for at hindre, om muligt.

Den sædvanlige Forjættelse til den, der sejrer (V.12), er her fyldt med endnu mere Herlighed end i de foregaaende Breve. Søjler i Guds evige Tempel, Bærere af Guds Navn og Frelserens det nye Navn og dermed Borgernavn i det ny Jerusalem, det er Herligheden, der lyser ud over den, der sejrer.

Guds Tempel betegner her den herliggjorte Menighed, der da helt igennem skal være helliget Herren (se Sak.14,21). At være en Pille i Guds Tempel, den Naade kan Herren give allerede her paa Jord (se Gal. 2, 9, hvor Jakob, Peter og Johannes kaldes for Menighedens Piller), men her paa Jord sker det, at mere end en af dem, der engang var en Pille i Guds Tempel, mister denne sin Plads. Hisset lyder det: "Han skal ikke mere gaa ud derfra", men evigt beholde Naadepsladsen.

De tre Navne, Herren vil skrive paa den sejrende, skal for alles Øjne betegne ham som Gud Faders og Gud Søns Ejendom og som Borger i det ny Jerusalem. Fire Gange i denne Forjættelse tilføjes: "min Guds", "fra min Gud", baade ved Templet, Navnet og Staden, det ny Jerusalem Dermed peger Kristus hen paa Salighedsfylden som hvilende paa det evige Livs Samfund med Gud.

At Guds og Frelserens Navn skal skrives paa den sejrende (se ogsaa Kap. 22, 4), viser tilbage til Bestemmelsen i 2Mos.28,36-38, at Ypperstepræsten skulde bære en Plade af purt Guld med Indskriften: "Helliget Herren" over sin Pande. Derved betegnedes de sejrende som Guds og Kristi Præster (se Kap. 20,6). Præster for Herren er Guds Børn jo allerede her paa Jord, men Himlens Præstedragt og Præstegerning er den fuldkomne Tjeneste i Herrens Helligdom. Kristi nye Navn betegner hans Herligheds Væsen, som det i Fuldendelsen skal blive erkendt af hans frelste. Sødt og saligt er hans Navn alt her paa Jord, men hvilken Herlighed, naar vsi engang skal "se ham, som han er" (se 1 Joh. 3, 2), erkende, saaledes som vi er kendt (1Kor. 13,12). Det er dette, der maa forstaas ved Frelserens det nye Navn.

Man har stundom i Anledning as dette Menighedssamfund henledt Tanken paa det lille Herrnhutsamfund, der jo hører til vor lutherske Kirkeafdeling og trods sit lille Tal af Medlemmer og sine smaa Kaar i ydre Henseende dog er bleven til saa mægtig Velsignelse særligt gennem sin store Hedningemission ("den aabnede Dør"), ligesom Herren ogsaa saa underligt har bevaret dette lille Samfund gennem Nationalistmens mørke Tider lige til nu. Men særligt vil denne Filadelfsias Menighed sikkert aabenbares i Kirkens sidste Tid, den store Missionstid og den store Trængselstid.

Hastigt du komme kan og brat,
hver en Time ved Dag og Nat.
Lad brænde mit Hjertes Lampe beredt,
Tro, i Haab og i Kærlighed.

Laodikea var en stor og rig Handelsby i Frygien, ikke langt fra Kolossæ. Nu ligger der kun en ubeboet Ruinmark paa dens Plads. Denne Byens Skæbne stemmer sørgelig godt med det Billede, Herren i dette Brev giver os as Tilstanden: Rig i egne Tanker, blind for sin Skade, lunken overfor Herren og derved paa den slagne Vej til sin Rum Herren betegner sig selv i Overskriften (V.14) først som: "Amen, det trofaste og sanddru Vidne". "Amen" betyder egentlig "sandelig", "visselig". Det er oprindelig et hebraisk Ord ; naar det her bruges om Herren personlig, betegner det ham som den trofaste Gud (Esaj.65,16, hvor der egentlig staar: "Amens Gud"). Ja, han er trofast og sanddru. Men ikke blot alle hans Forjættelser er Ja og Amen (2Kor.1,20), ogsaa hans Trusler og Domme. Og det er det, som denne Menighed skal mærke sig. Den har med ham at gøre, hvis Ord altid rammer Sandheden, med ham, somi gennemskuer al Skabningen, thi han er jo selv "Guds Skabnings Begyndelse", det vil sige den, ved hvem alle Ting er skabt (Kol· 1,15-17).

Var den foregaaende Menighed den, over hvem Guds Velbehag i ganske særlig Grad hvilede, saa er denne Menigheden, der i ganske særlig Grad bedrøver Herren. Den er "lunken", og det er det modbydeligste af alt i Herrens Øjne (V.15-16). Lunkenhed kan fremkomme paa to Maader, enten ved, at det kolde ikke er bleven ret opvarmet, eller ved, at noget, der var varmt, igen har mistet en Del as sin Varme. Det sidste maa vel have været Tilfældet med Laodikea. Thi havde den aldrig været varm, kunde den jo ikke ret vel benævnes en Menighed. Vi har her Billedet af en Menighed i frygtelig Tilbagegang, langt værre endnu end den i Sardes, hvor der dog var nogle saa med hellig Kraft, og den i Efesus, hvor der dog endnu var et nisdkært Arbejde og et helligt Had til Nikolaiternes Væsen. Her i Laodikea er blot Selvstillidsfuldhed, et Hjerte, der ikke rigtigt vil noget for Herren. Det blandede delte Væsen er Herren en særlig Vederstyggelighed. Derfor tilraabte Herrens gamle Ildprofet Elias allerede i fordums Dage det lunkne Folk: "Hvor længe vil I halte til begge Sider? Dersom Herren er Gud, da vandrer efter ham, men dersom Baal er det, saa vandrer efter ham" (1 Kong.18,21). Paa samme Vis siger Herren selv her til det lunkne Folk i Laodikea: "Gid du var kold eller varm!"

Nogle forstaar ved Ordet "kold" et bevidst fjendsk Stade, og man henviser stundom til Paulus, der jo fra et helt fjendsk Stade blev omvendt til Jesus. Men Paulus sagde selv, at han øvede sin hidsige Modstand "uvitterligt i Vantro" (1 Tim.1, 13). At Herren hellere skulde ville se et Menneske som en bevidst Modstander, der jo dog er paa Vej til Forhærdelse, hellere skulde ville se et Menneske ligge i Syndens Pøl end paa Lunkenhedens Vej, kan ikke fastholdes og stemmer heller ikke overens med Herrens Ord til denne Menighed længere hen (V.19), et Ord, der vidner om, at en inderlig Kærlighed til denne Menighed staar bag ved hans strenge Ord. Nej, "kold" maa her betegne det uberørte Stade, den naturlige kødelige Tilstand, hvor Ilden fra Gud endnu ikke har faaet Lov at komme Hjertet nær. Saa forstaar man Ordet: "gid du var kold eller varm", thi der er mere Haab for det Menneske, der slet ikke har givet sig ind under Paavirkning, end for det, der har været stærkt paavirket og saa er gledet tilbage (se Herrens Ord Matth.12,45: "Det sidste bliver værre med dette Menneske end det førte").

"Varm" ("hed") betegner da den, der er "brændende i Aanden", i hvem Troens og Kærlighedens hellige Ild har Magt. Hverken det ene eller det andet, det er denne Hjertetilstand, der er modbydelig for Herren, saaledes som lunkent Vand er væmmeligt i vor Mund.

Og en saadan Tilstand er saa farlig; thi "alle Midler, hvormed man kan trænge ind paa et saadant Menneske er ham ikke nye, han har tværtimod vænnet sig til at bryde Spidsen af Guds saarende og lægende Ord, at høre det i Ro og Mag og i en vis "Afstand".

I Vers 17 udmales det Selvbedrag, hvori en saadan Sjæl lever. Man erklærer alt for at være i Orden og ved ikke, hvor ynkelig og ussel man er. Man mener, at man er iklædt en kon kristelig Kl»ædning, og man ved ikke, at man er nøgen i Guds Øjne. Man synes ikke, man trænger til Fremskridt mere; man trænger ikke ret mere til den femte Bøn i Fadervor. Jo, denne sørgelige Tilstand fremtræder under forskellige Former iblandt os.

Men Herren slipper dog endnu ikke saadanne Sjæle, hvor modbydelig end deres Tilstand er for ham, deres vamle "Krisstelighed" med de let aftørrede Stemnings Taarer og alt det uægte Væsen. "Jeg raader dig" (V. 18) - lyder det saa stille og indtrængende. Herren tvinger jo ingen her i Naadens Dage, men hans Navn kaldes Raadgiver (Esaj. 9, 6). Ved at følge hans Kærlighedsraad kan den lunkne komme ud af sin ynkelige Tilstand. Raadet er et tredobbelt. Først dette: "At du af mig køber Guld, lutret i Ilden". Det sande Guld, der ene kan gøre en Synder rig, er Guds Naade, tilegnet i en ægte Tro, der er lutret i Syndesorgens Smelteild, saa den kan staa Prøve. Og "de hvide Klæder", der ene kan dække vor naturlige beskæmmende Nøgenhed som Syndere, den Nøgenhed, der ikke kan skjules as nogen Slags selvlavet Spindelvæv (Esaj. 59,5-6), det er Kristi Retfærdighedsklædning, drevet af hans Blod og Saar, den Klædning der er Betingelsen for, at Guds Naades Rigdom kan blive os til Del i Tro-. "Øjensalven" er Guds Aand, der ene kan oplukke vore blinde Øjne, saa vi kan komme itil at se: "Jeg behøver dig, o Jesus; thi jeg har blot Synd i mig". At "salve sine Øjne med Øjensalve" vil sige at give Guds Aand Raaderum i Hjertet, at bede om den Helligaand. Den, der følger dette Raad, bliver seende, iklædt og rig i Stedet for at være blind, nøgen og fattig. Har du oplevet det, kære Læser?

Herren siger: "Jeg raader dig at du køber af mig". Hvad koster det da? Ja, det faas uforskyldt (se Joh. Aab. 21,6 og mange andre Steder), uden Penge og uden Betaling (se Esaj.55, 1) og dog koster det noget, den samme Pris, som alle Naadens Gaver kræver. Det koster vor egen Retfærdighed vor egen Villie, vor Selvklogskab. Men alt dette er jo værdiløse Ting i og for sig, der kun skader os. Det er saligt at sælge alt sit eget og købe Guds Riges Perleskat (Matth.13, 44-46); og dog er der jo mange, der betænker sig paa denne Handel, hvor det, man giver, intet er værd, og det, man saar, er alt værd. Hvor godt, naar man kan sige med Salmisten (Sl.16, 7): "Jeg vil love Herren, som gav mig Raad" eller som Profeten: "Herre, du har overtalt mig, og jeg lod mig overtale" (Jer. 20, 7).

Men at alle Herrens rystende Alvorsord udspringer fra hans inderlige Kærlighed, fremgaar saa tydeligt af Vers 19. Det er Kærligheden, der revser. Den skarpe Tugt har dette ene for Øje at faa den lunkne vakt til Nidkærhed for sin Sjæl og ledet til en sand Omvendelse (V.19).

"Se, jeg staar for Døren og banker" (V.20), siger Herren. Han staar foran Hjærtedøren og banker paa med sit Sandheds og Naadesord. Ofte banker han ogsaa paa med mange Slags Tilskikkelser. Han bryder ikke ind med Magt, han gav jo selv Menneskehjertet den frie Villies Selvbestemmelse. Hvor længe kan Frelseren ikke staa saaledes og banke paa det lunkne Hjertes Dør, vente paa dig Aar for Aar! Men hvor er den Hjertedør dog ofte trang at aabne! "Syndens lange, sejge Ranker sig om Laas og Hængsel snor". "Dersom nogen hører min Nøst", siger han, "og aabner Døren, vil jeg gaa ind til ham og holde Nadvere med ham og han med mig!"

Blev dit Hjerte stille, Ven, saa Larmen fra Verdens og Kødets Tanker forstummede, og du hørte din Frelsers sagte Røst?

Blev du villig til at oplukke Døren, ikke blot paa Klem med Sikkerhedskæden for i et eller andet kødeligt Forbehold, men helt op, da lyder Herrens Naadeord, at han vil gaa ind selv i det fattigste, usleste Synderhjerte og holde Nadvere med dig. At holde Maaltid med en anden er jo Billedet paa fortroligt Samfund Og Herrens Ord om at holde Nadvere peger hen paa det rige Vord, der er dækket for Guds Børn, hvor Kærlighedssamsundet med Herren aabenbares i sin dybeste Inderlighed.

Luk ham ind, før Dødens kolde Haand banker paa din Dør og tvinger dig til at lukke op! Luk Livets Fyrste ind, saa er Dødens Brod borte, og du skal finde en aaben Dør i Himlene, saaledes som Stefanus saa "Himlene aabnede og Menneskesønnen staaende ved Guds højre Haand", rede til at tage imod ham.

Til saadant herligt Haab knytter sig Forjættelsen i Vers 21 for den, der sejrer. Han skal have Del i den Sejrsplads, den eenbaarne Søn har vundet ved Faderens højre Haand ; Jesu Sejrs Frugter bliver ogsaa dem til Del, som sejrer ved hans Blods Kraft (Joh.Aab.12,11). Sidde med Herren paa hans Trone og regere med ham, det skal blive Guds Børn til Del, om vi bliver tro. Hvilken uendelig Ophøjelse! I Sandhed: "Han oprejser den ringe af Støvet, han ophøjer den fattige af Skarnet for at sætte dem hos Fyrsterne og lade dem arve Ærens Trone" (1 Sam. 2, 8).

Med Henvisning til Guds Trone slutter disse Menighedsbreve. Og med Skildringen af denne Guds Trone fortsættes der i det næste Syn.

Vil man spørge om, hvad Brevet til Laodikea særligt peger fremad paa, da er der jo til alle Tider Samfund og enkelte Sjæle nok, som passer til dette sørgelige Billede. Men vi kan ikke undlade at komme den Skildring i Hu, som vor Frelser har givet os af de·sidste Tider før hans Genkomst (se f. Eks Lukas 17, 26-30), hvor Herren sammenligner Tilstanden, naar han kommer igen, med Tilstanden paa Noas Dage og paa Lots Dage, hvor man aad, drak, tog til Ægte og bortgiftede, købte, solgte, plantede og byggede, indtil Floden og Ildregnen kom. Vil der end være en Flok, der har Olie i Lampen i Lighed med Menigheden i Filadelsia, vil dog store Dele af Kirken være bleven smittet af den verdslige Aand og sove uden Olie i Lampen. Herren hjælpe os hver især at agte paa hans Raad, saa Hjertets Lampe kan være brændende!

Vor Brudgom ei længe nu borte vil blive,
O, køber dog Olie, triuer paa Vagt,
Lad os dog vor Kristendom lunkent ej drive,
Men vaage og bede, som Jesus har sagt!