En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Kap 4

Med Kapitel 4 begynder det andet Afsnit i Johannes Aabenbaring, de underfulde Fremtidssyner. Men før Fremtidsbogen oplukkes, faar Johannes Lov at skue ind i Himmelen, ind i det Værksted, hvorfra Guds Raadslutninger udgaar, hvor alt, hvad der aabenbares fra Gud af paa Jorden, har sin Oprindelse.

Apostlen befinder sig stadig i hin ejendommelige Tilstand, som han i Kap.1,10 betegnede ved: "Jeg henryktes i Aanden". Han ser, hvad ellers vort legemlige Øje ikke formaar at se. Der viser sig for ham "en aaben Dør", der fører ind i Himlen, og den mægtige Røst, der lød til ham ved Aabenbaringens Begyndelse lig en Basunrøst, lød nu atter til ham. Det var Kristi Røst, den samme Røst, der havde sagt Johannes Indholdet af de syv Menighedsbreve; men nu lyder den atter med Kongevælde, idet Aabenbaringen føres videre, og Herren vil vise Johannes, hvad "der skal ske herefter".

Naar Herrens Røst først siger: "Stig her op" (V.1), og Johannes derpaa "straks henryktes", betegner det aabenbart en højere Grad af Henrykkelsens Tilstand, svarende til, at det er Himlen, han nu skal skue ind i.

Og hvad ser Johannes da? Han ser en Trone og en der sad paa Tronen (V. 2). Synet minder ganske om, hvad Moses og de ældste saa ved Sinai (se 2Mos. 24,10), hvad Esajas saa, da han henryktes i Himlen (Esajas 6,1: "Jeg saa Herren sidde paa en høj og ophøjet Trone"), hvad Ezekiel saa (se Essek 1, 26-28), og hvad Daniel saa (Dan. 7, 9-10). Men alle Vegne, hvor Guds Trone skildres, indskrænker Skildringen sig til Tronens Glans og dens Omgivelser. Selve Skikkelsen paa Tronen gøres der intet Forsøg paa at skildre, "thi ingen har nogen Tid set Gud" (Joh.1,18), han boer i et Lys, "som ingen kan komme til" (1 Tim. 6,16).

Glansen, der udgik fra Guds Skikkelse (V. 2), var for Johannes at se til lig "Jaspissten og Sarder". Der var forskellige Arter af Jaspis, men denne maa have været af samme Art som den, der omtales i Kap. 21,11, en krystalklar Jaspis, hvilken Art Oldtiden ogsaa kendte. Medens Jaspisstenen med sin Straaleglans betegner Guds Herlighed, er Sarderstenen blodrød og bliver ved denne sin Farve Billedet paa Guds hellige Vrede over de genstridige. "Men omkring Tronen var der en Regnbue", i hvilken den smaragdgrønne Farve er den fremherskende. Regnbuen er jo i Følge 1 Mos. 9 Pagtstegnet mellem Gud og Jorden, et trøstseligt Tegn for Guds Folk, et Vidnesbyrd om, at "Herrens Fredspagt ikke skal rokkes" (Esaj. 54,10).

Fra Vers 4 berettes, hvad Johannes saa omkring Tronen, nemlig først (V.4) fire og tyve andre Troner, paa hvilke han saa "fire og tyve Ældste sidde iførte hvide Klæder" og med "Guldkranse paa deres Hoveder". Dette er jo ligesom alt, hvad Johannes her ser, billedlige Skikkelser, der betegner Guds Menighed som den, der, selv om den endnu strider her paa Jorden, dog allerede har Seiren Vi mindes om Ordet i Efes 2, 6, hvor der siges, at Gud levendegjorde os med Kristus, oprejste os ogsatte os tillige idet himmelske Rige ved Kristus Jesus. Tallet fire og tyve viser sikkert tilbage til den gammeltestamentlige Præstestand, der var delt i 24 Skifter og betegner Menigheden som et Folk af Præster; derpaa tyder ogsaa de hvide Præsteklæder, den fuldkomne Helligheds Symbol. Andre forstaar Tallet fire og tyve som den gamle og den nye Pagts hellige (de tolv Stammer og de tolv Apostle). I hvert Tilfælde er det den frelste Menighed, hvem Kristus har gjort til Konger (se Guldkronerne) og Præster for sin Gud og Fader (Kap.1,6), der her afbildes for os i hine Ældstes Skikkelse. De Ældste (paa Græsk: "Presbytere", lig vort: Præster) deler Tronens Herlighed med Gud (se Kap. 3, 21: Forjættelsen til den, der sejrer).

Fremdeles ser Johannes, at der fra Tronen udgik "Lyn og Røster og Tordener" (V. 5), hvorved de Almagtskræfter, gennem hvilke Gud fuldbyrder sine Domme, betegnes. Syv Ildfakler brændte foran Tronen, og disse Fakler forklares som betegnende de syv Guds Aander (se Kap.1,4), hvormed menes den Helligaand. Syvtallet er jo det hellige Tal, Mærket paa Guds Riges hellige Indhold i dets Fylde. Ligesom Menigheden betegnes ved de syv Guldlysestager, saa fremtræder ogsaa Guds i sig selv ene Helligaand syvfoldig i sin Virken.

Foran Tronen var der (V.6) "et Glarhav, ligesom Krystal". Dette Hav er bleven forstaaet paa forskellig Maade. Nogle forstaar det som en Afbildning af det himmelske Livs Fred og Hvile. Men efter Kap.15,2, hvor Johannes igen ser Glarhavet blandet med Ild og de frelste staaende ved dette Hav og prisende Guds vidunderlige Gerninger, synes Glarhavet snarere at maatte betegne Guds evige Raadslutninger for ham selv gennemsigtige men for Mennesker uudgrundelige Dyb. Ilden, han saa i Glarhavet sin anden Gang, maa efter Kap.15,1 sikkert betegne Guds hellige Vredes Raad. "Guds Tanker er saare dybe", siger Salmisten; men ingen Verdensmagt kan forstyrre disse Guds Tanker. Ogsaa derfor lignes de ved det blikstille Hav.

Endelig ser Johannes "midt for Tronen og rundt om Tronen" fire vidunderlige Væsener, der skildres V. 6-9. Vor gamle danske Oversættelse har "fire Dyr", men det græske Ord betyder egentlig Livsvæsener. Disse Væsener minder om Keruberne, som de beskrives hos Esekiel, om end Johannes ser dem lidt anderledes, end Esekiel saa dem. De betegner aabenbart hele den levende Skabning i dens mægtigste Kræfter som underlagt Gud. Loven er de vilde Dyrs Konge, Oksen det stærke Dyr blandt de tamme, Ørnen Fuglenes Konge, og Menneskeansigtet, som det fjerde Livsvæsen havde, vidner om Guds Skaberværks Krone Naar der siges om disse fire Livsvæsener, at de havde Øjne baade "fortil og bagtil" (V. 6), rundt om og inden til, altsaa var "fulde af Øjne" (ogsaa paa Vingerne, se V,8), betegnes Skabningen derved som vogtende paa Guds Vink ("alles Øjne vægter paa dig", Sl. 145, 15), som Herrens Tjener; man siger jo endnu i daglig Tale om en aarvaagen Tjener, at han har Øjne baade for og bag. Maaske disse Øjne dog tillige skal betegne, hvorledes hele den levende Skabning er en Bærer af Guds hellige Tanker, af hvad Gud forud har set som velbehageligt for sit Skaberøje. De samme Tanker, vi møder i Aandens Verden, møder vi, omend i lavere Former, i den skabte Natur, saa vi med Rette kan tale om Aandens Lov i Naturens Verden. I Virkeligheden er det jo Guds levendegørsende Aand, der rører sig igennem al Skabningen selv i det mindste Græsstraa. Derfor synger Salmisten i sin Salme: "Lover Herren, I hans Gerninger alle til Hobe" (Sl. 103, 22) og fremdeles: "Himlene fortæller Guds Ære" (Sl.19,2). Vingerne betegner ogsaa den hurtige Lydighed, hvormed Naturens Kræfter adlyder Guds Bud og maa tjene hans Sag.

Johannes hørte, hvorledes der fra disse Livsvæsener uden Afladelse opsteg en Lovprisning til den trefoldige Gud, "den alm«ægtige, han, som var, som er, og som kommer", d. v. s. den evige, der med sin Virken omspænder alle Tider.

Og denne Skabningens Lovprisning, der lyder baade Dag og Nat (se Sl.19,3), istemmer Herrens frelste Menighed. Dette betegnes saa skønt (V.10-11) ved, at de Ældste, naar Livsvæsenerne ret udbrød i "Ære, Pris og Tak til ham, som sad paa Tronen", da tog Del deri ved at lægge deres Kroner ned for Tronens Fod i ydmyg Tilbedelse og gav den levende Gud al Æren.

I Kap. 5 og 7 drejer Lovprisningen, der lyder fra de frelste, sig særligt om den Salighed, der er vundet ved Lammets Blod, medens denne første Lovsang, Johannes hørte, gælder Skaberen. Men derudaf, at han har skabt alle Ting, fremspringer ogsaa Frelseshaabet. Han, der frembragte al Skabningen, vil ogsaa føre alt, hvad frelses kan og vil, ud fra Forkrænkelighedsens Trældom til Guds Børns herlige Frihed (Rom. 8, 21).

Op al den Ting, som Gud har gjort,
Hans Herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
Og kan hans Magt bevise.

Op, stemmer alle Folk paa Jord
Med Frydetoner sammen:
Halleluja, vor Gud er stor!
Og Himlen svare: Amen!