En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Kap 5

Synet inde i Himlen udvides i dette Afsnit dertil, at Johannes "i hans højre Haand, som sad paa Tronen", saa en forseglet Bog, som ingen formaaede at oplukke (V.1-3). Johannes trøstes dog i sin Sorg derover, ved at en af de Ældste i det himmelske Syn viser hen til "Løven af Juda Stamme" som mægtig til at oplade Bogen (V. 4-5). Han skuer da "et Lam ligesom slagtet", og dette Lam tog Bogen af "hans højre Haand, som sad paa Tronen" (V. 6-7).

Naar vi spørger, hvad denne forseglede Bog betegner, viser det følgende os, at Bogen er fyldt med Guds Raadslutning angaaende de sidste Tider. Det er Fremtidsbogen, og at den laa i Guds højre Haand, peger hen paa, at Fremtiden er i Guds haand, "at al Ting sig maa føje, hans Raad at føre ud".

Bogen maa tænkes at have haft den Form, som vi saa ofte hører omtalt i det gamle Testamente, Bogrulle. Formen I hine gamle Dage bestod Bøgerne af Pergamentsruller, der var rullet op om en cylinderformet Stok. At Bogen var beskreven baade indvendig og udvendig, hvilket ikke var det sædvanlige, betegner dens Indhold som overvættes rigt. Det er altsaa Guds Fremtidsraads for Mennesker uudgrundelige Hemmelighed, der her stilles frem for os under Billedet af en Bog, paa lignende Vis som vi hører det hos Profeten Ezekiel Kap.2,9-10). Ogsaa i Davids Salmer (Sl.139, 16) tales der paa samme Maade om "Guds Bog": "Dine Øjne saa mig, da jeg endnu var Foster, og disse Ting var allesammen skrevne i din Bog; Dagene var bestemte, før en eneste af dem var komen".

Johannes ser en vældig Engel og hører ham udraabe med mægtig Røst: "Hvem er værdig til at oplade Bogen og bryde dens Segl?" At "oplade Bogen" vil nærmest sige at kundgøre dens Indhold, maaske dog ogsaa at formidle dens Indholds Virkeliggørelse.

Men ingen af al Skabningen meldte sig paa dette Spørgsmaal (V, 2), hverken nogen af Guds Engle, ej heller nogen "paa Jorden" eller nogen af dem "under Jorden", hvorved maa tænkes særlig paa de afdødes Aander, maaske ogsaa paa, at heller ingen af de faldne Englemagter kender Fremtiden eller formaar at hindre Guds Raads Fuldbyrdelse.

Johannes græd saare (V. 4) ved Tanken om, at der intet Lys syntes at skulle blive ham og derved Guds Menighed til Del; men en af de Ældste, vi hører om i Kap. 4, de himmelske Repræsentanter for Guds Menighed, trøster ham med, at der dog var en, der formaaede at oplade Bogen og bryde dens Segl, en, der havde "vundet Sejr" og derved erhvervet sig Ret til at aabne Bogen. Denne ene benævnes "Løven af Juda Stamme", hvilket Navn viser tilbage til 1Mos.49, hvor den gamle Jakob velsigner Juda med de Ord: "Juda er en ung Løve". Men Juda Stammes Løvsekraft var ikke udtømt med Kong David; den fik først sin fulde Opfyldelse i ham, der her kaldes "Davids Rod", et Navn, der viser hen til Esajas 11,1: "Der skal opstaa et Skud af Isai Stub". Det er Kristus der her peges paa, ham, der vandt den store Sejr paa Golgatha og derved borttog den store Hindring for, at Guds Fredstanker kunde virkeliggøres over Mennesker. Ham er al Magten i Himlen og paa Jorden givet.

Ejendommeligt er det, at da Johannes faar Øje paa den stærke Sejrherre, ser han ham i Skikkelse af et lidet Lam (Grundteksten har ikke det sædvanlige Ord for Lam, men et Ord, der betegner et lille Lam). Dermed siges os, hvorledes Sejren er vunden, gennem den udvortes ringe Skikkelse (Fil. 2), gennem taalmodig Lidelse og Selvhengivelse som Offerlammet for Verdens Synd; saaledes vandt vor Frelser Sejren.

Billedet af Lammet, der var "ligesom slagtet", altsaa bar de blodige Mærker, peger aabenbart tilbage til Esajas 53, 7 ("Han oplod ikke sin Mund, som et Lam, der føres hen at slagtes").

Men at Lammet havde "syv Horn og syv Øjne", betegner Ophøjelsesstanden Hornet er Kraftens Symbol (se Luk.1,69: "Et Frelsens Horn"; se ogsaa Salme 18,3: "Gud er mit Frselses Horn, min faste Borg"). Ogsaa i det gamle Testamentes profetiske Syner forekommer Hornet som Billede paa Riger og Konger (se Dan. 7, 21). Syvtallet er den hellige Fuldkommenheds Tal. De syv Horn betegner Magtens Fylde og de syv Øjne Guds Aands Fylde, som den udgaar, ikke blot fra Faderen, men ogsaa fra Sønnen (se Joh.15,26 og Joh. Aab. 3, 1).

At Lammet stod midt imellem Tronen med de fire Væsener (se Kap. 4, 6) og de fire og tyve Ældste (Menighedens Symbol), betegner Lammet som Midleren mellem Gud og Menigheden (se 1 Tim. 2, 5: "Der er een Gud og ogsaa een Mellemmand mellem Gud og Menneskene").

At Lammet tog Bogen af Guds Haand vil ikke sige, at Guds Søn først nu skulde indvies i det, om hvilket han i sit Køds Dage selv siger, "at Faderen havde forbeholdt sin egen Magt" (Mark.18,32), nemlig med Hensyn til Dag og Time for hans Genkomst. Nej, her er Talen om Kundgørelsen for Menigheden af dette Guds Raad. Han oplukker Guds Hemmeligheds Dyb for sine Tjenere (se Joh.15,15: "Eder har jeg kaldt Venner ; thi alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort eder") og viser os, hvorledes han gennem Trængslerne vil føre sit Folk ind i evig Herlighed.

O, du Guds Lam
Med Korsets Skam,
Du bar al Verdens Synder,
Derfra al Trøst begynder.

I det Lammet tog Bogen, bryder der en Lovsang frem til Lammets Pris (V. 8-10), en Lovsang, som Englene istemmer, og som toner ud igennem al Skabningen, indtil den atter samler sig i et tilbedende Amen ved Tronens Fod (V.11-14).

Vi hørte i Kap. 4 Lovprisningen for Gud som Skaberen. Her samler Lovsangen sig først til Lammets Pris. De fire Livsvæsener, Udtryk for den levende Skabning i sin Helhed, og de fire og tyve Ældste, Udtryk for Guds hellige Menighed, faldt ned for Lammet, idet hver havde sin Harpe egentlig Cithar (et Instrument, der særlig brugtes ved Glædessange), og sin Guldofferskaal, fyldt med Røgelse. Røgelsen forklares her som værende de helliges Bønner. Alt Røgelseoffer i den gamle Pagt havde jo denne Betydning. Saaledes siger allerede David i den 141. Sl. V. 2: "Lad min Bøn staa som et Røgelseoffer for dit Ansigt". At de fire Livsvæsener og de Ældste frembærer denne Røgelse, er ikke noget Vidnesbyrd for den i den katolske Kirke saa gængse Tro om Helgeners Forbøn; thi de Skikkelser, Johannes saa, er jo, som før nævnt, kun symbolske Skikkelser. At de her bryder ud i Lovsang, betyder at baade Menigheden og al Skabningen lever i Forventningen om Guds Riges Fuldendelse og derfor hilser den nu forestaaende Kundgørelse med Taksigelse.

Naar deres Lovsang kaldes "en ny Sang" (V. 9), ligger dette just i det nye Grundlag for Lovsangen. Saaledes tales der allerede i den gamle Pagt ofte om at synge Herren en ny Sang (se f. Eks Sl. 33, 3 og Sl. 40, 4 og Esajas 42,10). Hver Gang der kommer en ny Aabenbarelse af Guds Naade, bliver Lovsangen ligesom fornyet.

I denne Lovsang begrundes Lammets Værdighed til at oplukke Fremtidsbogen ved Henvisning til Lammets Offerdsød ("fordi: du er slagtet") og denne Døds velsignede Frugt, at der ud af alle Folkeslag ved Lammets Blod er bleven købt et Folk, der maa tjene Gud som Præster og skal regere med Kristus, saaledes som det herligt skal aabenbares", først i Tusindaarsriget og siden i den evige Fuldendelse (V. 9-10).

Nu ser og hører Johannes tillige de Engleskarer, der omgav Tronen og de fire Livsvæsener og de Ældste. Deres Tal var uendeligt stort (se Dan. 7, 10). At Englene danner en Kreds udenom den jordiske Skabning, vil ikke sige, at de er ringere i Værdighed, men at ingen kan fatte Betydningen af Lammets Blod saaledes som den faldne men igenløste Skabning paa Jord. Dog priser ogsaa de Lammet, som er slagtet, med en syvfoldig Lovprisning (V.12). De fatter Evangseliets Herlighed saaledes som Apostlen Peter i sit første Brev Kap. 1,12 taler om, at "Englene begærer at gennemskue det Evangelium i den Helligaand, som blev sendt Mennesker af Himlen".

Denne Lovsang breder sig fra Himlen af (V.13) ud over al Skabningen, ogsaa til dem "under Jorden, hvorved her næppe kan tænkes paa andre end dem, der i Hebræerbrevet 12, 23 kaldes "de fuldkommede Retfærdigheds Aander". Da Kristus gik ned for os i Døden som Sol i Aftenrøden, aabenbaredes hans Sejrsglans i Dødsrigset, i Paradiset, hvor de troende fra den gamle Pagt forventede hans Dag. Ogsaa der toner nu Lovprisningen. Ja, selv Mørkets Aander maa om end med Gru og Tænderskæren, give Lammet Ære og erkende Sejren fra Golgatha.

Saa slutter Lovsangen for ham, der sidder paa Tronen, og Lammet med et Amen fra de fire Livsvæsener og med de Ældstes fornyede Tilbedelse (V. 14). Det er denne Lovsang, som vor Gud og vor Frelser lytter efter i Menneskehjerter. Hvor Troen bryder frem, der begynder den evige Lovsangstone. Saligt det Folk, som kender Frydesangen (Sl.89,16). "Herren er en Lovsang for alle sine Hellige", "for det Folk, der er ham nær" (Sl. 148, 14).

Kun de kan den himmelske Lovsang istemme,
Hvis Sjæle fandt Naade hos Gud,
Gennem Troen paa Jesus, Forsoner og Frelser,
Kun disse skal se ham og kaldes hans Brud!