En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Kap 6

Nu brydes Seglene paa den underfulde Bog. De fire første Segl med deres Indhold hører nøje sammen. For hvert af disse fire Segl, der oplukkes, kommer der en Rytter frem; men Gangeren, han rider paa, har forskellig Farve hver Gang. Hos Profeten Sakarias Kap. 1 hører vi ogsaa om Ryttere paa forskelligt farvede Heste, og dermed betegnes Guds Sendebud og deres forskellige Gerning, som de sendes ud til ud over Verden.

Hver Gang et af disse fine Segl blev brudt, lød det som en Tordenrøst (V. 1) fra et af de fire Væsener: "Kom". Det er Keruben, der med sit Kom fremkalder Rytteren for Johannes Øje. Den første Ryttser kom paa en "hvid Hest", han havde "en Bue" som Vaaben, en Krone (egentlig "en Sejrskrans") blev givet ham, og han drog ud "sejrende og til Sejr" (V. 2). Hvem denne Rytter er, er det ikke saa svært at tolke. Den hvide Farve betegner i Skriften den Farve, hvori de himmelske Væsener aabares (se Forklarelsen paa Bjerget, se ogsaa de to Engleskikkelser paa Himmselfartsdagen, (Ap. G. 1, 10). Den hvide Farve betegner Helligheden, og naar vi sammenligner Synet her med Kap.19, hvor Kristus drager frem i Spidsen for Himlens Hære, ogsaa paa en hvid Hest, kan Rytteren her kun betegne vor Frelser, saaledes som han drager sin Sejrsgang hen over denne Jord igennem sit Ords Forkyndelse. Derpaa tyder ogsaa Buen, thi Guds Ord er som Pilen, der rammer Mennesker i Hjertet. Det er saaledes, vi skal se paa Guds Ords Løb hen over denne Jord. Hvor smaat og langsomt det end ofte synes at gaa for vore Øjne med Ordets Fremgang, dog er det en stadig Sejrsgang, der ikke standser, før "Rigets Evangelium er bleven prædiket over hele Verden til et Vidnesbyrd for alle Folk." (Matth. 24,14). Det skal gaa forud, før denne Verdens Ende kommer.

Hos Romerne plejede Sejrherren, naar han holdt sit Indtog i Staden, at ride paa en hvid Hest. Hele dette første Segls Indhold er lyst, fyldt med Sejrsforvisning. "Det er den Herre Krist, og Sejr faar han vist, han Marken skal beholde".

Efter dette første Segl (V.1-2) kommer nu Indholdet af det andet Segl (V. 3-4). Det var en Rytter paa en rød Hest. Den røde Farve betegner i det profetiske Billedsprog Krigen med dens Blodudgydelse. Og dette siges ogsaa her med klare Ord, at denne Rytters Hverv er at tage Freden fra Jorden og virke, at Mennesker skal "myrde hverandre". "Et stort Sværd" fik denne Rytter som Tegn paa sin blodige Gerning.

Denne Rytter minder os om vor Frelsers Ord i Matth 24, hvor Herren siger: "I skal faa at høre om Krige og Rygter om Krige - Folk skal rejse sig mod Folk og Rige mod Rige".

Krig er visselig af det onde. Paa den nye Jord, ja, allerede i Tusindaarsriget skal, som Profeten Esajas har sagt det, "Folkenes Sværd være smeddet om til Hakker og deres Spyd til Haveknive; et Folk skal ikke løfte Sværd mod et andet, og de skal ikke ydermere øve sig i Krig". Men vi ser af Ordet i Matth. 24 og her paa dette Sted saavel som mange andre Steder, at Krigen her paa denne Syndens Jord ikke vil kunne undgaas, ja, at Krigen med dens blodige Rædsel ogsaa maa tjene i hans Haand, der formaar at vende det onde til det gode. Krigen hører med til de Tugtemidler, hvorved Guds søger at bøje de haarde Menneskehjerter hen til Fredsfyrsten. Saaledes kalder Herren (se Es.10, 5-6) Assyrien "min Vredes Ris" og siger: "Jeg sender ham mod et vanhelligt Folk og giver ham Befaling mod det Folk, jeg er vred paa".

Til saadanne Ris, hvormed Herren tugter Folkene og særligt vil tugte dem mer og mer mod de sidste Tider for at lede dem til Omvendelse, hører ogsaa Indholdet af det tredie og fjerde Segl (V. 5-6 og V. 7-8). Da det tredie Segl blev opladt, saa Johannes en "sort Hest", og Rytteren havde en Vægt i sin Haand. Og Johannes hørte en Røst midt iblandt Keruberne, som sagde: "et Maal (omtrent saa meget som en Pot) Hvede for en Denar (omtrent 60 Øre) og tre Maal Byg for en Denar, og Olien og Vinen maa du ikke gøre Skade". Dette betegner aabenbart Dyrtid. Et "Maal" af den Slags, her osmtales, var omtrent saa meget som en Pot Korn, lige nok til at dække den daglige Føde for eet Menneske. Og en Denar var i hine Tider en Mands sædvanlige Dagløn. Men naar hele den daglige Fortjeneste medgik blot til det tørre Brød for Familiefadseren, maatte det i Sandhed kaldes trange Tider. Skulde Familien have noget med, maatte de nøjes med Bygbrød, hvoraf man kunde faa tre Gange saa meget til samme Pris. "Olien og Vinen" (svarende til Smør og Øl i vore Lande) skulde ikke skades, saa Misvæksten havde sin Grænse. Men af "Olie og Vin" kunde Arbejderen jo slet ikke faa noget, naar hele hans Dagløn gik til det tørre Brød. Disse særlig for Smaafolk saare trykkende Tider betegnes ved Hestens sorte Farve. At Herren ogsaa kan bruge saadanne Hungers tider til derigennem at drage Hjerter viste sig blandt andet ved den store Hungersnød i Sydindien i Slutningen af forrige Aarhundrede ; efter denne blev der en større Modtagelighed for Guds Ord. Og naar Guds Ord ofte har lettest ved at komme ind hos dem, der maa døje trange Kaar, viser dette os ligeledes, hvorledes svære Forhold i det timelige kan høre med til Faderens Dragelser.

Endelig saa Johannes, da det fjerde Segl aabnedes, en Rytter, hvis Hest havde en særlig uhyggelig Farve, den grøngule Farve, Lig-Farven. Rytterens Navn var "Døden", "og Dødsriget (en rigtigere Gengivelse af det græske Ord Hades end "Helvede") fulgte med ham« ligesom for at optage Døds-Rytterens Bytte. En Fjerdedel af Jorden faldt for denne Rytters Haand, dels ved "Sværd", dels ved "Hunger", dels ved "Pest" og dels ved Angreb fra "Jordens vilde Dyr". Vi mindes herved om en saadan Svøbe som den "sorte Død", der i fordums Dage bortrev henved en Fjerdedel af Europas Befolkning. Og i saadanne Tider plejer Mord og Vold samt Hungersnød at følge med i højere Grad end ellers, ligesom Jordens vilde Dyr bliver dristigere, naar Landene affolkes.

Disse Tugtemidler, der betegnes ved Rytterne paa den røde, sorte og grøngule Hest, har jo i Tidernes Løb atter og atter gjort deres Tog gennem Folkene. I vort lille Fædreland havde vi i Tiden fra 1848 til 64 to blodige Krige og desuden Kolera, men vi kan ikke sige andet, end at disse Tugtelser sikkert har været medvirkende til at berede den Vækkelse, der siden da er gaaet hen over vort Folk. I Matth 24 nævner Herren ogsaa (foruden Krig) som Tegn paa de sidste Tiders Nærhed "Hunger og Pestilense og Jordskælv her og der". Disse Tugtens Ris vil mod de sidste Tider fremtræde i forøget Grad. Og dog føjer Herren til (Matth. 24, 8): "Men alt dette er kun Veernes Begyndelse". Dette stemmer ogsaa med Ordet her i Johannes Aabenbaring, thi først med det sjette og det syvende Segl bryder den sidste Tids Trængsel i egentligste Forstand frem.

Disse Trængsler er fælles for Guds Folk og Verdens Folk. Men ikke blot for Verden kan saadan Trængsel blive en dragende Kraft, ogsaa for Guds Børn gaar Vejen gennem Lidelse stadig til mere Herlighed. Vor Konges Ssejrsgang dybere ind i de helliges Hjerter erfares ofte allerskønnest, naar Trængselens Sendebud har besøgt os.

Vor Trængsel gør os trætte
Af Verdens Slaveri,
Men vore Fodtrin lette
Paa Livets rette Sti.

Det femte Segl aabenbarer noget helt andet end de fire første. Johannes saa under Brændoffer-Alteret "deres Sjæle," som var blevne myrdede for Guds Ords Skyld og for det Vidnesbyrds Skyld, som de havde. I Jerusalems Tempel blev alt det Offerblod, der ikke stænkedes paa Alter eller Naadestol, udgydt ved Foden af Brændoffer-Alteret. Som Modbillede hertil ser han i Himlen et Alter, ved hvis Fod Martyrernes Sjæle var samlede. I 3 Mos. 19, 11 staar der: "Kødets Sjæl er i Blodet". Det er Martyrernes Offerblod, der ligesom samles ved Guds Alter i Himlen som et Gud velbehageligt Slagtoffer.

Her er altsaa ikke Tale om, hvad Gud sender over Verden af Tugt som ved de tre foregaaende Segl, men om den Lidelse, den fjendske Verden bringer over Herrens Vidner. Hvor Rytteren paa den hvide Hest drager frem og vinder Sejr i Menneskehjerter, udebliver Verdens Forfølgelse ikke. Alle, som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, skal forfølges (2 Tim. 3, 12). Johannes hører et højt Raab stige op til Gud fra disse Sjæle: "Hvor længe Herre, du hellige og sanddru, undlader du at dømme og hævne vort Blod paa dem, som bor paa Jorden?" Ligesom Abels Blod raabte til Gud fra Jorden (1 Mos. 4,10), saaledes raaber Martyrernes Blod til ham, der har sagt: Hævnen hører mig til, jeg vil betale (Rom.12, 19). Det vilde være en Misforstaaelse at udlægge dette som Hævngerrighed hos de hensovede Martyrer. Det betegner kun, at Guds Langmodighed med den genstridige Verden ofte synes hans Menighed ubegribelig stor. "Gid du vilde sønderrive Himlene og fare ned", saaledes sukker Profeten (Esaj.63,19) og mange af de hellige Vidner med ham. Forventningen om en Gengældelse er uadskilleligt forbunden med Troen paa Herren som den hellige og sanddrue, der lige saa lidt sviger sine Trusler som sine Forjættelser. Det er den lidende Menigheds Forventning, som her finder sit Udtryk i Synets Billedsprog.

Svaret finder vi i V.11, og det bestaar først i dette, at der gives dem hver især en "lang hvid Klædning". Nogle forstaar derved den Forherligelse, Martyrerne finder i Kirken, stundom ogsaa den Anerkendelse, Verden giver dem efter deres Død. Men den hvide Klædning maa her som altid betegne den Herligheds og Helligheds Tilstand, hvortil Martyrerne gaar ind ved deres Død, "den Himlens Præstedragt", der her ikke blot betegner Troens Retfærdigheds-Klædning ved Syndernes Forladelse - den har Guds Børn alt her paa Jord - men den salige, syndfrie Tilstand, hvor Hjærtet ej behøver mer at hæve for Muligheden af en syndig Lyst.

Denne de frelste Sjæles Lykke, som Martyrerne selvfølgelig har tilfælles i Troen med andre hjemgangne hellige, er en salig Forsmag paa det tilkommende Herligheds Rige. At det særligt fremhæves her overfor Martyrerne, at de fik den lange, hvide Klædning, tjener til at paapege Modsætningen mellem den blodige Dragt, Verden gav dem, og den herlige Vederkvægelse, de fandt hos Gud, "straks de kom hjem". Tillige blev der sagt dem, at de skulde "hvile endnu en liden Tid". Martyrernes Tal var endnu ikke fuldt. Ligesom Israels Børn ikke kunde komme ind i Kanaan, før "Amoritens Ondskab" havde naaet sit fulde Maal (1 Mos.15, 16), saaledes skal ogsaa "de, der bor paa Jorden" (V. 10), hvorved menes de jordisksindede Verdensbørn, først have fyldt deres Synders Maal, før Guds Vredes Dom fuldbyrdes over dem. Ogsaa Guds Riges Fjender faar Guds Langmodigheds fulde Maal. Derfor skal ogsaa "hver Mund tilstoppes" paa den store Dag, ingen af dem, der fordømmes, skal med Rette give Gud Skylden. Det er ikke godt at prøve Kræfter med Guds Langmodighed, men det er saligt at følge Kristus gennem Lidelse til Herlighedens Hvile.

Da vil mig Jesus pryde,
Da skal min Sjæl sig fryde
Og Himlens Glæder nyde,
Naar jeg er kommen hjem!

"Hvor længe?" - saaledes havde Martyrernes Blod raabt op til Gud. Det sjette Segl indeholder ligesom et Svar derpaa, nemlig at Verdens Tid straks er omme og Dommen umiddelbart forestaaende. Johannes ser et stort Jordskælv, Solen formørkedes, blev sort som en "Haarsæk" (den mørke Sørgedragt, vævet as sorte Gedes eller Kamelhaar), Maanen blev som Blod, og Himlens Stjerner faldt ned paa Jorden, ligesom et Figentræ nedkaster sine umodne Frugter, naar det rystes as et stærkt Vejr. Himlen veg bort, lig en Bog, der sammenrulles (en Bogrulle), og hvert Bjerg og hver Ø flyttedes fra deres Steder. Hele denne Skildring (V. 12-14) maa naturligst forstaas paa samme Maade som Herrens Ord i Matth. 24, 29 og i Lut. 21, 25-26 om mægtige Omvæltninger i Naturen, baade i Jordens Dyb og i Stjerneverdenen. Skildringen knytter sig til profetiske Ord fra det gamle Testamente, se saaledes Esaj. 50, 3: "Jeg klæder Himlen i sort og indhyller den i Sørgedragt", og Joel 3, 4: "Solen skal omvendes til Mørke og Maanen til Blod, førend Herrens Dag den store og forsærdelige kommer", samt Esaj. 34, 4: "Himmelens Hær skal svinde hen, og Himlene skal rulles sammen som en Bog".

Oftere i Verdensløbet har der jo fundet frygtelige Natursbegivenheder Sted. Fra den nyeste Tid kan vi mindes de vulkanske Udbrud paa Øen Martinique, hvor Byen St. Pierre i Løbet af et Par Minutter blev ødelagt ved en Ildregn, medens Dagslyset næsten udslettedes for Røg og Aske. Men naar Enden kommer, vil disse Naturtegn faa et Omfang saa frygteligt stort som aldrig før skuet.

Der er dem, der vil forstaa disse Tegn aandeligt som Omvæltninger i Folkeverdenen, hvorved alt aandeligt Lys udslukkes for Menneskene, Himlen, det evige, tabes af Syne blandt Mennesker, og store og smaa Riger (Bjerge og Øer) omstyrtes. Saadanne Ting vil ogsaa ske i de sidste Dages Opløsningstid, i Lighed med hvad der skete ved den franske Revolution i Slutningen af det 18de Aarhundrede Alen naar vi betragter det sjette Segl i dets Sammenhæng med de i andet og tredie Segl imdeholdte Trængsler, er der ingen Grund til at forstaa Jordskælvet i V.12-14 og Himmelkræfternes Rystelse anderledes end om Naturomvæltninger.

Fra V. 15-17 skildres den Angst og Gru, der falder over den jordbundne Slægt, ikke blot over fattige og ringe ("hver Træl") men ogsaa over alle de store og mægtige der ellers føler sig trygge i kødelig Bevidsthed om deres Magt og Rigdom. Alle søger de at skjule sig for Guds Aasyn og for "Lammets Vrede". De vilde ikke skjule sig med deres Synder hos Gud i Lammets Vunder og Saar; derfor søger de nu at skjule sig for Gud og ønsker, at Bjergene vilde knuse dem, for at de ved en hurtig Død kunde fries fra den kommende Vrede (se Luk. 23, 30: "Da skal de begynde at sige til Bjergene: falder over os, og til Højene: skjuler os").

"Hvem kan bestaa?" (V.17) - dette fortvivlede Raab vil lyde hen over Jord fra alle disse før saa trygge Menneder, der mente, at de sagtens kunde bestaa. Nu ser de den frygtelige Alvor, men forsilde. Guds-Lammet det sagtmodige Lam, der atter og atter saa indtrængende kaldte ad dem i Naadetiden, møder dem nu med hellig Vrede som deres Dommer. Og det er med Rette blevet sagt, "at naar selv Lammet opgiver Taalmodigheden, saa er alt Haab forbi".

I dette sjette Segl er den sidste Dom med Verdens Undergang skildret som i en Sum med korte Træk Alt det følgende, det syvsende Segls Indhold, er kun den nærmere Udvikling af, hvad der ligger i dette sjette Segl. Dog, før Dommen ruller ud over Jordens vantro Slægt, sker der noget, som giver Guds Menighed en salig Trøst overfor de Dommens Rædsler, der skildres i det følgende. Denne Herrens Trøst for hans Folk vises os i Kap. 7 under to Syner.

Hvor raaber dog alt dette til hvert enkelt Menneskehjerte om at fly hen til Aandens Trone, til Golgathas Kors i Tide! Gud lader sig ikke spotte.

Skælv, frække Jord, for Herrens strenge Domme,
Til dig skal Bægret ogsaa en Gang komme
Og Timen til at drikke Bærmen ud!
Foragt Guds Ord, og se Guds Lyn sig nærmer,
Og ingen Afgrunds Hule den beskærmer,
Som spotter Gud.