En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Kap 7

Det første af de to Trøstesyner for Guds Folk, som Kap.7 indeholder, siger os, hvad Guld vil gøre, for at hans Folk kan føres vel igennem de sidste Dages Storme. Johannes ser fire Engle staa ved Jordens fire Hjørner, idet de endnu en liden Stund fastholder Jordens fire Vinde, der her er Billedet paa Dommens Storme, som snart skal bruse hen over Jorden med deres ødelæggende Magt. Englene, Guds mægtige Redskaber, holder disse Storme tilbage paa Guds Bud. Det er ganske stille, som det kan være, før Stormen bryder løs (V. 1).

"Jorden, Havet og Træerne" betegner de Omraader i Naturen, fra hvilke Menneskene henter, hvad de behøver til Livets Næring. Alt dette skal forstyrres ved de Storme, der skal komme, ved Plager i Lighed med dem der ramte det gamle Ægypten paa Mose Tid.

Grunden til, at Englene tøver, kundgøres os i V.2-3. Johannes saa en anden Engel opstige fra Solens Opgang med den levende Guds Segl, og han tilraabte de fire Engle, der skulde bringe Guds Dom over Jorden og Havet samt Træerne, at de ikke maatte lade Dommen komme, før de havde faaet "beseglet vor Guds Tjenere paa deres Pander".

At Guds Engel kom fra "Solens Opgang", siger os, at han kom fra ham, der er sit Folks Sol (Sl.84,12: "Gud Herren er Sol og Skjold", og Malak. 4: "Retfærdighedssolen"), altsaa at Engelen kom i Kristi Navn.

Men hvad er "den levende Guds Segl"? Og hvori bestaar denne Besegling? Et Segl bruges til Bekræftelse, og dette Guds Segl, der efter Kap. 14, 1 indeholdt baade Faderens og Sønnens (Lammets) Navn, maa betegne en særlig Bekræftelse, der bliver disse Guds Tjenere, der oplever de sidste Tiders Storme, til Del. I Efes. 4, 30 og Efes,1,13 siges de troende i Almindelighed at være blevne beseglede med den Helligaand Guds Aand med Forvisningen om Barneretten hos Gud og den dermed følgende Kraft fra Gud er ligesom Seglet, Gud har sat paa sine Børns Hjerter. Det ligger da nær at tænke sig denne særlige Besegling som bestaaende i en overordentlig Aandsmeddelelse, der kan bevare Guds Tjenere urokkelige i Frimodigheden og gøre dem uovervindelige overfor alt, hvad der møder dem under de sidste Trængsler og særligt under Antikristens frygtelige Regimente. Men dette Guds Segl maa dog tillige forstaas som et Mærke, der frier Guds Tjenere fra de Plager, som af Gud sendes over den genstridige Verden. I Kap. 9, 4, hvor Græshoppeplagen skildres, siges udtrykkeligt, at Plagen kun ramte de Mennesker, som ikke havde Guds-Seglet i Panden, og i.Kap.16,2 siges, at Byldeplagen ramte de Mennesker, som havde Dyrets Mærke. Ligesom Israels Børn i Ægypten blev forskaanet for de Plager, som ramte Farao og hans Folk, ligesom Dødsengelen gik forbi de Huse, hvor Lammets Blods Mærke fandtes, saaledes vil Guds Segl være det Mærke, der fritager hine Guds Tjenere for det, der i Aabenbaringsbogen stadig benævnes "Plagerne". Hos Es. 9, 4 hører vi ogsaa om et Mærke, "et Tegn paa Panden", som en Herrens Engel skulde sætte paa dem, "der sukkede og jamrede over Vederstyggelighederne i Jerusalem". Seglet betegner da aabenbart ikke blot det bekræftende og bestyrkende, mener ogsaa et Mærke til Fritagelse."

Noget helt andet er det med den "store Trængsesl", der omtales i det næste Syn (V. 14), som Herrens frelste har gennemgaaet. Ved denne store Trængsel maa forstaas det Kors, som Verden ved sin Forfølgelse lægger paa de hellige. Den Trængsel maa Guds Folk gaa igennem, det er den Lidelse for Jesu Skyld, der er Guds Folks Ærestegn. Men Herrens Kraft vil bære dem igennem dette.

Paa hvilken Maade Gud i de sidste Dage vil berede sit Folk et Pella, et Gosen, mens Guds Vredes Domme udgaar over Verden, det ved vi ikke, Vi har hos Profeten Esajas (Kap.26,20-21) det dejlige Ord: "Gak, mit Folk! Gak ind i dine inderste Kamre og luk dine Døre efter dig; skjul dig et lidet Øjeblik, indtil Vreden gaar over. Thi se, Herren gaar ud fra sit Sted for at hjemsoge Jordens Indbyggeres Misgerning.

Irvingianernes Lære om en af dem selv foretagen Besegling og om, at de hos dem beseglede ligefrem skulde blive borttagne, før Plagerne kom, savner al bibelsk Grund. Naar nu Spørgsmaalet kommer: Hvem er disse 144,000, der bliver beseglede, da staar der jo, at de var "ud af alle Israels Børns Stammer". Der nævnes 12,000 af hver Stamme, dog saaledes, at Dans Stamme helt er udeladt, og ligeledes Efraims Navn er udeladt og erstattet med Josefs (se V. 8). Grunden dertil er sandsynligvis i den, at baade Dan og Efraims har gjort sig sørgeligt bemærkede i Israesls Histostorie. Dans Stamme oprettede straks, da den fik sit Stamme Land, et udskaaret Billede i sin Midte, idet den foregav at ville dyrke Herren paa denne selvlavede Maade (se Dommernes Bog 18, 30-31). Og siden afgav Dans Stamme Plads for en af Jeroboams Guldkalve. Efraims Stamme førte an, da de 10 Stammer løsrev sig (se 1 Kong.11,26). Det kan være Grunden til, at Dans og Efraims Stammer udskydes, og Josefs Navn indskydes.

Men skal nu "Israels Børns Stammer" her forstaas om selve det gamle Israel som det, der i de sidste Tider omvender sig til Kristi Tro? Eller skal Israelsnavnet her tages aandeligt om alle de troende som Abrahams Børn (se Rom.4,11-12)? For det første maa vi lægge Mærke til, at de, der besegles, i V. 3 benævnes "Guds Tjenere", et Udtryk for Guds Børn i Almindelighed Tallet 12 Gange 12,000 betegner i og for sig efter det profetiske Tegnsprog kun Menigheden i sin Fuldtallighed. Og da nu i Kap.14 de 144,000 beseglede atter fremtræder og her aabenbart som Betegnelse for hele Kristi Menighed, da fremdeles i Kap.9,4 og 16,2 de beseglede sættes i Modsætning til alle de andre Mennesker, der bar Dyrets Mærke, maa vi ogsaa her paa dette Sted se Benævnelsen "Israels Stammer" som Betegnelse for hele Gudsfolket i de sidste Tider, for det aandelige Israel.

Dog giver dette, at Israelsnavnet her bruges særligt om de sidste Tiders Menighed, en Stadfæstelse paa det Forjættelsernes Haab, der lyser over Israels sidste Tid. Israels genoprejste Folk skal være med blandt de beseglede og sandsynligvis have en Førerstilling blandt de sidste Tiders Kristne (se Rom. 11, 12).

At Guds Tjenere blev beseglet i deres Panden peger hen paa, at Tegnet ligesom er aabenbaret for alle. Frimodigheden, Guds Aand giver denne Menighed under Korsets, viser sig i en frejdig Bekendelse Gud er trofast, han lader Styrken vokse med Dagens Trængsel, han vil gøre baade Fristelsen og dens Udgang saaledes, at vi kan udholde det (1Kor. 10,13). Ogsaa i de sidste haarde Dage skal Guds Folk kunne synge med frejdigt Mod:

Op i Jesu Navn at vinde,
Vis er Seiren, Glæden stor,
Om vor Pande vil vi binde
Vidnesbyrdets faste Ord.

Medens det foregaaende Syn skildrede, hvad Gud vil gøre for sine Tjenere i de sidste Dage her paa Jorden, aabenbarer dette andet Syn, hvad Gud har i Vente for sine Tjenere i Himmelhjemmet. Johannes saa "en stor Skare, som ingen kunde tælle; samlet ud af alle Jordens Folkeslag. De stod for Tronen og for Lammet, var iførte lange hvide Klæder og havde Palmegrene i deres Hænder. De sang mer høj Røst en Æressang for Gud og Lammet, og denne Sang besegledes af alle Englene med et fuldttonende Amen (V. 9-12). I V. 13-17 faar Johannes Forklaringen paa dette Syn, nemlig hvem denne hvidklædte Skare var (V.13-14), og hvori dens Salighed bestod (V.15-17).

I Forholdet til Verdensflokken synes Guds Folk her paa Jorden de fleste Steder at være "den lille Flok." Men naar engang de frelste skal samles fra alle Tider og alle Steder, da bliver det en for Mennesker utællelig Skare, der samles for Guds Trone fra Øst og Vest og Syd og Nord som Lammets Smertens Løn (Esaj.53,11-12). At de stod for Tronen og Lammet i de lange hvide Klæder, betegner dem som indgaaede til det umiddelbare Samfund med Guds og Frelseren i Himlens Præstedragt. De hvide Klæder betegner den fuldkomne Hellighed, der følger med, at de er indgaaede til den evige Præstetjeneste (Præstedragten i Israel var hvid), som Brorson synger i sin skønne Salme: "Der holde de nu Kirkegang med uophørlig Jubelklang". Palmegrenene, Lovsangsraabet, hvormed de giver Gud og Lammet hele Æren for deres Frelse, alt dette peger hen paa Israels Løvssalsfest som Forbilledet paa den himmelske Salighed. Ved Løvsalsfesten gik Israels Børn i de senere Tider med en Palmegren, Sejrstegnet, en Gang paa hver af Lovsalsfestens 7 Dage omkring Brændofferalteret og raabte Hosianna. De salige i Himlen har Sejrens Palmegren ikke blot i Troen men nu ogsaa i Beskuelsen, og Lovssalsfestens Hosianna (frels dog, kære Herre) er bleven til Himlens Halleluja.

Løvsalsfesten skulde minde Israels Børn om, hvorledes Gud efter Ørkenlivets Møje havde ført dem ind i dset rige Kanaan, og fylde deres Hjerter med Tak derfor og Glæde derover. Himlens Løvsalsfest bæres i Lighed dermed af de frelstes Glæde over ved Guds Naadehaand at være bleven ført fra det jordiske Ørkenland til det himmelske Kanaans Fylde og evige Rigdom. Naar dertil kommer, at Løvfalsfesten tillige var en Takkefest for Høstens Afslutning, er dette ogsaa et skønt Forbillede paa den evige Takkefest sor Høsten, som vi fik Lov at bære hjem efter den blodige Udsæd, vor Frelser udbar paa Golgatha. Hvad han saaede, fik vi Lov til at høste, og saaledes blev vi selv hans Høst. Visselig taler Guds Ord om, at ogsaa vi skal udbære (Gal. 6, 8) en Sæd, vi skal "saa i Aanden", og denne vor Sædemandsgerning er tidt en Gang med Graad. Men hjemme i Himlen er Forjættelsen fuldelig opfyldt, at de, der saaede med Graad, skal høste med Frydesang.

Og alle Englene, der stod i Yderkredsen udenom Menighedens og al Skabningens Repræsentanter (de Ældste og de fire Væsener), de tilbad Gud og frydede sig over de frelstes Lykke. Englene glæder sig jo, hver Gang en Synder omvendes, hvor langt mere da, naar den dyrebare Høst er kommet vel i Hus. Englenes Losvprisning er syvfoldig og begynder og slutter med et Amen. I Kap.5,12 lød Englesangen til Lammets Pris, her til Gud Faders Pris som Taksigelsens sidste Maal (se 1 Kor. 15, 28).

Passer du, kære Læser, ind i denne Flok? Giver de frelstes Lovsang Genlyd i dit Hjerte? Vi kan prøve os selv paa, hvad der siges i V.13-14. En af de Ældste vækker ved et Spørgsmaal Længselen i Johannes efter at faa Lys over dette Syn. At det er en af de himmelske Ældste og ikke en Engel, der her giver Forklaringen, ligger i, at det her drejer sig om Kristi Menighed, der kæmpede og blev tro indtil Døden. Derfor er det en af denne Menigheds himmelske Repræsentanter, der fører Ordet overfor Johannes.

Og det er da Lyset over dette Syn: Det er ikke alle de døde men kun dem, »der kommer ud af den store Trængsel og har tvættet deres Klæder og gjort dem hvide i Lammets Blod. "Den store Trængsel" peger vel nærmest hen paa de sidste Tiders Trængsel, "den Fristelsens Stund over ganske Jorderige", som der tales om i Kap.3,10; men vi har Lov til at anvende det paa alle Guds Børn, der kommer hjem, ud fra den ene Slægt efter den anden. "I Verden skal I have Trængsel", har Herren sagt til alle sine Venner. Om alle Guds Børn gælder det da, at de har tvættet deres Kjortler i Lammets Blod, den aabne Kilde mod al Synd og Urenhed (Sak.13,1). Dette Ord om Aftvættelsen peger hen paa Syndeskyldens Borttagelse. Den anden Betegnelse, "de har gjort deres Klæder hvide i Lammets Blod", peger vel videre ud, hen paa Lammets Blods Kraft ogsaa til Livets Helliggørelse Altsaa baade fra Syndens Skyld og fra dens Herredømme er Lammets Blod en Frelse (se 1 Joh.1,7).

Er dette saa sket med dig, kære Læser, valgte du Evangeliet med? Lidelse her paa Jord? Og søgte du din Frelse i Lammets Blod til Fred med Gud og Sejr over Synden?

"Derfor er de for Guds Trone", for Lammets Blods Skyld, som de tilregnede sig i Troen. Og nu skildres den himmelske Præstetjeneste i Himlens Tempel, der aldrig standser, hverken Dag eller Nat; i Himlen kendes ikke denne Forskel paa Dag og Rat, men det er en Betegnelse for det uophørlige, holdt i Jordelivets Udtryk. Og Gud vil opslaa sit Telt over dem; ligesom Herrens Herlighed fordum sænkede sig over Tabernaklet og Templet, saaledes skal det evigt hvile over hans frelste.

I Vers 16 skildres, hvorledes de salige hisset skal være fri for al Jordselivets Møje; ingen Hunger, ingen Tørst, ingen Solbrand skal plage dem mere. Villederne er hentede fra de Lidelser, der følger med en Vandring i den brændende Ørken. Nej, nu er de hjemme hos deres trofaste Hyrde, nu skal de evigt læstes af Livets Vandkilder; ingen Fare, ingen Pine skal kunne naa dem der, og hver Taare aftørrer Gud; de Taarer, der endnu sad paa Barnets Kind fra den sidste Trængsels haarde Rød, de er straks aftørrede af Gud selv som den kærlige Fader.

Det er et Dyb af Salighed, der her afmales for os, et Dyb, vi ikke her paa Jord kan udgrunde, men Ordet derom har allerede aftørret mange Taarer her paa Jord. Og en Forsmag paa Saligheden gav vor gode Byrde os alt hernede ved Ordets og Sakramenternes skønne Kilder, ved sin kærlige Hyrdestav.

Men vel maa vi, naar vi læser denne underfulde Skildring, sige med Paulus: "Jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke er at regne imod den Herlighed, som skal aabenbares paa os" (Rom.8,18). Skildringen viser dog endnu ikke Opstandelsesherligheden. Det er Paradiset med Hvilen og Husvalelsen, den salige Ventetid, indtil den store Paaskemorgen oprinder, der her stilles os for Øje - det samme, som Paulus kalder: at være "hjemme hos Herren" (2 Kor. 5,8).

Ja, hvilken Herlighed der dog venter Herrens Folk! Det kan give Mod til at stride.

Og hvor vil dette Kapitel ikke lyse Trøst særligt over den sidste Tids Menighed i de onde Dage, naar Antikristen raser. Ingen Tids Menighed vil kunne øse saa dybt af denne Trøstekilde som de, der oplever den sidste særligt store Trængsel, hvor det som aldrig før vil lyde til Guds Folk: "her gælder det de helligses Udholdenhed og Tro".

Saa hjælp mig, o Jesus, kun frejdig at gaa
Paa Rejse til Saligheds Havn,
At Løbet paa Banen jeg fuldende maa
Og Kransen deroppe i Herlighed faa
Og hvile tilsidst i din Favn!