En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Kap 9

De Plager, der oprinder med den femte og den sjette Basunses Klang (V.1-2), indskrænker sig ikke længere til at ramme Mennesket umiddelbart, gennem Naturen, men piner Jordens Børn umiddelbart og personligt, dog, som det udtrykkeligt bemærkes i V.4, rammer Plagen kun dem, der ikke har Guds Segl i deres Panden. Dette maa som før nævnt sikkert gælde alle disse Plager. Herrens beseglede skal have deres Gosen, hvorfra de som fordum Israels Børn skal betragte disse Guds Domme.

Ved den femte Basunes Klang ser Johannes ligesom ved den tredie Basune "en Stjerne, som var falden fra Himlen paa Jorden, og Nøglen til Afgrundens Brønd blev given den". Stjernen betegner her aabenbart en Engel, men en af de faldne, en ond Aands, hvilken Gud bruger som sin Vredes Sendebud. Denne Aands Virksomhed skal bestaa i at lukke op for Afgrundens mørke Kræfter Afgrunden, der her sammenlignes med en dyb, mørk Brønd, betegner i Følge Luk. 8 et særligt Straffested, hvor visse onde Aander synes bundne i højere Grad end andre, der har større Spillerum. Derfor bad Dæmonerne (Luk. 8,31) Herren saa mindelig om ikke at byde dem fare bort i Afgrunden.

Naar denne Afgrundsbrønd nu aabnes, betegner det, at Djævelens Væsen i værste Skikkelse nu faar Lov til at kaste sig over de vantro Mennesker. Da Brønden aabnes, bryder der en kvælende Røg frem, hvorved Solen og Luften blev ganske formørkede. Det er en frygtelig Luftning fra Helvedes Dyb, der bryder sig Vej hen over Jorden. Forbilledet for denne Røg mærkes allerede saa tydeligt i vore Dage i den fritænkerske, bespottende Fornægtelse af alt evigt og helligt, der har formørket Retfærdighedssolen Kristus for saa mange Mennesker, som Paulus siger det i 2 Kor. 4,4: "Denne Verdens Gud har forblindet de vantros Tanker, for at Lyset ikke skulde skinne fra Evangeliet om Kristi Herlighed".

Fra V. 3 skildres nu, hvorledes der ud af denne Røg udgik som en Græshoppesværm over Jorden. Virkelige Græshopper var det ikke. Græshoppesværmene er ganske vist i Østerland en frygtelig Plage til at ødelægge al Vegetatiom men disse Græshopper skulde just ikke ødelægge Jordens Grønt, men plage selve Menneskene, dem, der ikke hørte med til de besegledes Tal (V. 4). Dræbe Menneskene skulde de ikke, men pine dem saaledes, at Menneskene skulde søge og hige efter Døden uden dog at kunne finde den (V.5-6); altsaa ret en Forsmag paa den evige Pine i Fortabelsen.

Disse Væseners Udseende var heller ikke som almindelige Græshoppere. Deres Magt til at pine skulde være som Skorpionens (V. 3 og 5). Skorpionens Stik volder en ulidelig Smerte, men efter Sammenhængen maa Smerten, disse Sværme voldte, vel nærmest forstaas om aandelig Pine.

Plagen skal vare "fem Maaneder", staar der, d. v. s. hele den fulde Tid, som en almindelig Græshoppeplage kunde vare, naar den varede længst. Der sker altsaa ingen Afkortning.

Fra V. 7-10 skildres disse uhyggelige Væseners Udseende nøjere: "Græshoppeskikkelserne lignede Heste, rustede til Krig". Krig mod alle Guds Ordninger, hadefuld Krig mod alt, hvad der gavner Menneskene, er deres Løsen. Paa deres Hoveder var der som Kroner, der lignede Guld, hvilket tyder hen paa de djævelske Magters Forsøg paa at tillyve sig Herskermagt, at lade, som om det var dem, der regerede og ikke Gud. At de havde "Ansigter som Menneskers Ansigter", peger paa, at de fremtræder under Skinnet af menneskelig Kløgt og Intelligens, som bragte de den højeste Oplysning og ikke Helvedes Mørke. At deres Haar var som Kvinders Haar, betegner det bedaarende og forførende i deres Væsen. Men at "deres Tænder var som Løvers", viser deres virkelige Hensigt, at sønderrive og opsluge (1 Pet. 5, 8: "Eders Modstander Djævelen gaar omkring som en brølende Løve").

At de havde Pansere som Jernpansere, betegner deres jernhaarde Væsen. Vi ser det allerede i vore Dage, hvorledes de nedbrydende Magter gennem en gudfjendsk Socialisme og Anarkisme bryder paa med ustandselig Magt, saa længe de har deres Tid. Alle Foranstaltninger der træffes fra Statens Side, viser sig bestandig frugtesløsse allerede nu overfor disse Mørkets Aander.

Larmen af deres Vinger var som Lyden af Stridsvogne med mange Heste, der farer ud til Krig. Altsaa under vældig Larm, Brask og Bram farer de frem for at overdøve al Modstand. At de ligesom Skorpionerne havde deres særlige Magt i deres Haler med Broddene i, peger hen paa den lumske Maade, hvorpaa de angriber.

I V. 11 siges der, hvem de har over sig som deres Konge, nemlig "Afgrundens Engel", hvis Navn her nævnes os baade paa Hebraisk som "Abaddon", hvilket egentlig betyder "Fortabelse" eller Fortabelsesstedet, Helvedes Afgrund, og paa Græsk som "Apollyon", hvilket betyder Fordærveren". Om denne Afgrundsengel er selve Djævelens øverste eller en anden mægtig ond Aand, kan ikke siges med Bestemthed og kommer jo ogsaa ud paa et.

Det er tydeligt, at denne Sværm fra Ondskabens Hær er en Forberedelse for det antikristelige Rige, om hvilket vi hører i Kap.13, et Barsel om, at nu staar selve Antikristen for Døren. Vejen beredes for hans djævelske Regimente. Der ligger vel ogsaa i denne Plage endnu et Kald fra Gud til den forhærdede Slægt, idet han lader dem mærke, hvor frygteligt det er at være underlagt Mørkets Kræfter. Men Herrens beseglede kan ikke skades af denne Plage. Gud Herren er Sol og Skjold for dem; de kender Fjenden, og han faar ikke Lov at røre dem. Overfor dette første Ve ligesom overfor de to efterfølgende Veer kan Herrens hellige med frimodig Fortrøstning opsende deres Bøn til Gud efter Salmistens Ord:

Mægtigste Kriste, Menighedens Herre,
Den, du har tegnet med dit Kors til Ære,
Kom dog at hjælpe os af Fjendens Snare
Og os bevare.

Johannes hørte, efter at den sjette Basune har lydt, en Røst, der lød ud fra det gyldne Røgofferalters fire Horn (saaledes kaldtes de fremspringende Hjørner paa Alteret), og Røsten udtalte en Befaling til den sjette Engel "om at løse de fire Engle, som var bundne vsed den store Flod Eufrat" (V.13-14). At Røsten udgik fra Røgofseralteret, hvorfra de helliges Bønner opsteg til Gud (se Kap. 8, 3), viser os, at ogsaa denne Dom, der nu brød frem, skulde medvirke til Opfyldelsen as de helliges Bønner om Herrens Dags Komme.

At de fire Engle holdtes bundne, siger os, at der maa tænkes paa onde Aander, hvis Ødelæggelseslyst hidtil var bleven tilbageholdt af Guds Kraft. At de holdtes bundne ved Floden Eufrat og skulde udgaa derfra med deres Rytterhære (V.16), ligger sikkert i, at denne Flod i den gamle Vagts Dage var Udgangspunktet for den asiatiske Verdens Erobringstog (Babylon laa ved Eufrat). I selve Navnet Eufrat ligger da allerede en Antydning af, at det er et Uvejr. der nærmer sig.

Der staar i V.15, at disse Engle var beredte just til denne Time, til denne bestemte Tid ("Time - Dag - Maaned - Aar") for at bringe Død over Tredjedelen af Menneskene. Dette stadfæster for os, hvorledes ogsaa alle Ondskabens Kræfter, om de vil eller ikke, maa tjene Herrens Villie og ikke kan fare frem, før Gud tilsteder det.

Virkningen af deres Løsladelse skildres i V.16 som frembrudet af uendelige Rytterhære. Johannes hørte Tallet. Det var 200 Millioner.

Fra V.17-19 skildres deres Udseende, baade Hestenes og Rytternes. Rytterne bar Pansere af ildrød, sortblaa og svovlgul Farve, hvilke Farver svarer til, at der af Hestenes Munde udgik Ild og Røg og Svovl. Hestenes Hoveder var som Løvers Hoveder, hvilket betegner det glubende og blodtørstige hos Hæren. Deres Haler (V.19) var lig Slanger og havde Hoveder Og Ødelæggelsens Kræfter udgik saaledes baade fra Hestenes Mund og fra deres Haler. Tredjedelen af Menneskene blev dræbt ved den Ild og Røg og Svovl, der udgik fra Hestene, vel ogsaa fra deres Halers Slangebid Ejendommeligt er det, at Hestene her ganske træder i Forgrunden som de, der virker Ødelæggelsen, medens der ikke dvæles videre ved Rytterne. Dersom vi skulde forstaa disse Hærskarer som virkelige Hærmasser, der maaske fra Asiens Egne som antydet ved Floden Eufrat vælter sig ind over Landene, vil dette, at Hestene særlig fremhæves, sikkert sige os, at disse Krigshære bæres frem af de djævelske Magter som den virkende Kraft i dem. Helvedes Aander bruger disse Skarer som deres blinde Redskaber.

Medens den femte Basunes Plage snarest synes at opstaa ved djævelske Kræfters Virken til Frafald indenfor den gamle Kristenhed, synes disse den sjette Basunes Hærskarer at komme udefra. Man har gættet paa Muhamedanerne, der i gamle Dage gjorde frygtelige Mordertog ind over de kristnede Lande, langt ind i Europa. Og muligvis der endnu forestaar en sidste Opblussen fra denne Side. Der er noget djævelsk i Muhamedanernes Rasen mod de Kristne. Det kendes baade i Tyrkiet og allermest for Tiden i det stakkels Armenien. Med djævelsk Grusomhed piner Kurdernes Rytterskarer de værgeløse Armseniere til døde. En frygtelig Rejsning fra de af djævelsk Fanatisme gennemglødede Muhamedanere knnde bringe et gyseligt Blodbad med sig over Landene.

Dog den nærmere Udlæggelse heraf er det forbeholdt Opfyldselsens Dage at give. Blot saa meget kan vi sige, at de onde Aander er virksomme i disse Skarer, og denne Plage vil ogsaa være medvirkende til at lægge alt til Rette for Antikristen, for Dyret fra Havet (Kap.13).

I V. 20-21 skildres Virkningen af alle disse Basunplager paa »de øvrige Mennesker, som ikke var blevne ihjelslagne under Plagerne De forhærdede sig kun og omvendte sig ikke fra deres Afgudsdyrkelse, men blev ved at tilbede Djævlene og deres døde Afgudssbilleder (V. 20), blev ved med deres Mordgerninger, Trolddomskunster, Horeri og Tyverier (V. 21).

Afguderiet i dets mange Former er i Virkeligheden Djævletjeneste (se 1Kor.10,20: "Hvad Hedningerne ofrer, ofrer de til onde Aander"). Men fra det Hjerte, der vælger Mørket til sin Gud, udgaar et Liv under Syndens Trælleaag.

Om der virkeligt igen skal opstaa et Hedenskab som i fordums Dage, eller det vil vise sig paa en finere Maade i Tilbedelse af Menneskeslægtens saakaldte Stormænd, er ikke godt at sige. Vi ser jo i vore Dage døbte Mennesker sværme for Buddha, vi ser dem i Massevis gribes af den djævelske Spiritisme. Hvorledes alt dette videre vil udarte, jo nærmere Antikristens Tider kommer, er ikke godt at sige. Men forfærdeligt er det, at Mennesker i Mængde foragter "Guds Godheds, Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom" (Rom. 2, 4) og ikke vil lade sig lede til Omvendelse; da gaar det, som Apostlen Paulus videre skriver i Rom. 2,5 med det gamle Israel for Øje: "Efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig selv Vrede paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbareses "Dag".

O vaagner, thi den gamle Slange
Os ellers er for stærk og klog.
Han agter dig og mig at fange,
Som han alt mangen til sig drog.
Hvo her vil ej aarvaagen staa,
Han maa i Dybet med ham gaa.