En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Kap 10

I Lighed med Kap. 7, hvor der blev indskudt to Trøstesyner mellem det sjette og syvende Segls Oplukkelse, indskydes her mellem den sjette og syvende Basune atter to trøsterige Syner i Kap. 10 og Kap. 11,1-14.

Trøsten af Synet i Kap.10 er først denne, at Guds Tid nu var kommen, da Guds Frelses Raad med Menigheden skulde finde sin Fuldkommelse gennem Dommen over Verden. Nu skulde der ikke gives Henstand længere (V.1-7). Dernæst indledes det andet Trøstesyn, hvis Indhold vi finder i Kap.11,1-14, derved, at Johannes nedsvælger den i dette Kapitel omtalte lille Bog (V. 8-11). Derved betegnes, at der meddeles Menigheden Lys over Guds beskærmende Varetægt, som den skal hvile over Menigheden under alle den sidste Tids Trængsler. Deri smager Hjertet en sød Trøst, omend der ogsaa følger Smerter med; thi Vejen gaar til det sidste for Guds Folk gennem Lidelse til Sejr. Kap. 10 med det deri skildrede Syn danner saaledes en Jndledning til Trøstesynet i Kap. 11.

Kapitlets Indhold er nærmere set følgende: Johannes ser en anden vældig Engel stige ned fra Himlen. Engelens Skikkelse og hele Fremtræden betegner hans guddommelige Sendelse at han kommer paa Kristi Vegne. Han er "svøbt i en Sky", paa samme Maade som der siges om Kristus (Kap.1,7): "Se, han kommer med Skyerne". Endvidere har Engelen "Regnbuen paa sit Hoved", Naadepagtens Tegn, og hans Ansigt var som Solen. Han kommer med Naadebudskab fra den Gud, der aldrig svigter sin Pagt. At Engelens Fødder var som Ildsøjler, vidner om, at han ogsaa kommer som en Bebudelse af Kristi Vredes Dom over alle hans Fjender, der skal trædes i Støvet.

Efter denne Skildring af Engelen som den store Konges Udsending (V. 1) skildres nu det Hverv, han havde, under Billedet af en lille aaben Bog, Engelen har i sin Haand. Bogen er lille, fordi den, som vi skulde høre i V.11, kun angaar et enkelt Punkt, nemlig Bevarelsen af Menighedens hellige Stilling og Vidnekraft midt i de sidste Tiders Verdslighed og Frafald. At Bogen er aaben, siger os, at den bringer Menigheden Lys over dette Guds lønlige Raad. At Englen satte sin ene Fod paa Havet, sin anden Fod paa Jorden, betegner ham som kommende fra den, der har Herredømmet over alle de skabte Ting, saa intet kan standse hans Fjed, "naar han til os vil ile med Hjælp og Bistand ned".

I V. 3 skildres Engelens vældige Raab, et Dommens Raab, der varsler om Undergang og Ødelæggelse i Lighed med en Løves Brøl. Løven bruges ofte hos Profeterne som en Betegnelse af Guds Vældes Kraft, naar han drager frem til Dom. Paa Engelens Raab lød der syv Tordenrøster, hvorved tydeligt nok betegnes Aabenbarelser af Herrens Doms Magt (se Sl. 29). Johannes saa ogsaa Betydningen af Tordenrøsterne og vilde til at skrive derom (V. 4), men en Røst fra Himmelen bød ham "at forsegle" (det vil sige tillukke, hemmeligholde) de syv Tordeners Tale og intet skrive derom. Dette har Herren altsaa skjult for Menigheden, indtil Opfyldelsens Tid kommer med Klarheden over de syv Tordeners Betydning. Hvorfor Gud just har lukket for dette, kan vi ikke udgrunde. Dog sikkert ogsaa for at øve sit Folk i Erkendelsen af, at det hører Herren til at give Lys over Fremtiden, og at det ikke hører os til at kræve det. Saaledes var det nu Herrens Villie, og det maa være hans Folk nok.

Fra V. 5-7 hører Johannes Engelen sværge ved den evigt levende Gud, alle Tings Skaber, "at der ikke mere skulde gives Tid", men naar den syvende Basune lød, da var Guds skjulte Raad fuldkommet, saaledes som han havde forkyndt (efter Grundsteksten, forkyndt som Evangelium, som godt Budskab) sine Tjenere, Profeterne det baade i den gamle og den nye Pagt. Der siges altsaa, at den syvende Basune ikke blot som de tidligere Basuner skulde bringe en delvis Dom over Verden men hidføre den fulde Afslutning, der for Guds Folk skulde blive et Evangelium, Fuldbyrdelsen af det gode Budskab om Herlighedsriget.

I V. 8-11 skildres, hvorledes Johannes ved Røsten fra Himlen faar Befaling til at tage den lille Bog, Englen havde i sin Haand, og hvorledes Englen byder ham at "fortære" den, nedsvælge den, og bebuder ham, at den vil smerte i hans Bug, men i hans Mund være sød som Honning. Denne Befaling viser tilbage til Profeten Ezekiel (Kap. 2-3), hvor Profeten ogsaa skal nedsvælge en Bogrulle. Vi maa bestandig huske paa, at alt dette foregaar i Synet, ikke i Virkeligheden. Dette er Synets Betegnelse for det samme, som Profeten Jeremias i Kap. 15, 16 udenfor Synet betegner saaledes: "Dine Ord blev fundne, og jeg slugte dem, og dine Ord var mig til Fryd og til mit Hjertes Glæde. "At sluge Ordet" udtrykker den inderlige Tilegnelse af Ordet, at man optager det i sig for saa igen at kunne meddele deraf til andre. Saaledes bør egentlig alle Ordets Forkyndere først nedsvælge Ordet, tilegne sig det selv inderligt, selv opleve den himmelske Sandhed! Kraft, før de igen retteligt kan uddele til andre. Men da vil Erfaringen altid blive den samme, som Apostlen gjorde her, og som Englen forudsagde det, baade noget sødt og noget bittert, sødt for det nye Menneske, men bittert for det gamle i os. Sød er Herrens Trøst, men hans Tugt og Revselse (Trængselen, Guds Børn saa ofte maa igennem) smager bittert.

Hvad Johannes her modtog i denne lille Bog, indeholdt, som vi skal se, just begge Dele, den søde Trøst under den bitre Trængsel. Kapitlet slutter-med (V.11), at der tilsiges Johannes paa ny at maatte profetere, at maatte udtale, hvad han nu ser," hvilket altsaa ikke skulde forsegles eller hemmeligholdes som de syv Tordeners Indhold (se V. 4). Naar denne Profeti, der nu gaves ham at kundgøre, kaldes en Profeti over "Folk og Folkeslag, Tungemaal og mange Konger", antyder det Indholdet af det næste Syn, der just skildrer os Kirken, som den tr«ænges af Verdensmagten, af de verdslige Folkemasser og Statsmagten.

Getnnem Lidelse til Sejr,
Ja til Sejr Vejen gaar,
Gaar den end igennem Taarer
Og igennem dybe Saar.