En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Kap 12

Johannes ser et dobbelt Tegn i Himlen. Det første Tegn kaldes et "stort Tegn" og bestaar i, at han ser "en Kvinde iklædt Solen og med Maanen under sine Fødder og en Krans af tolv Stjerner paa sit Hovsed". Denne Kvinde var i heftige Fødselsveer (V.1-2). Det andet Tegn i Himlen bestod i Synet af "en stor, ildrød Drage med syv Hoveder og ti Horn og paa sine Hoveder syv Kroner" (V. 3). Om denne Drage siges endvidere, at dens Hale drog Tredjedelen af Himmelens Stjerner med og kastede dem paa Jorden (Begyndelsen af V. 4).

Hvem er nu for det første Kvinden? Af Sammenhængen i det følgende fremgaar det klart, at denne med himmelsk Herlighed iklædte Kvinde er Herrens Menighed. Allerede i det gamle Testamente lignes Menigheden med Guds Ægtehustru paa mangfoldige Steder (se f.Eks. Esaj 54,5), og Vantroen betegnes ofte som Ægteskabsbrud (se Hos. Kap. 1-3). I det nye Testamente finder vi ofte Menigheden omtalt som Kristi Brud. At hun var omhyllet af Solen, betegner Menigheden som Bærer af Guds herlige Lys. At Maanen er under hendes Fødder, forstaas af nogle som Billede paa, at alle Menneskers egne Tanker om Sandheden, som de blandt andet aabenbarer sig i Hedenskabets Religionen skal overvindes af Kristi I den kongelige Brud. Men sandsynligt er det dog, at Sol, Maane og Stjerner kun i Almindelighed betegner Den Herlighed, der fra Kristus lyser ud over hans Menighed. Den himmelske Brudgom har jo givet sin fattige Brud Del i al sin himmelske Herlighed.

At Kvinden var i Barnsnød (V. 2), betegner Tidspunktet, paa hvilket Johannes ser Kristi Brud, som en Tid, hvor der gennem mange Trængsler skal bryde noget frem i Menigheden. Hvad dette er, siges os i V.5.

Kvinden fødte et Drengebarn, og hvem dette Barn er, vises os ved, hvad der siges om dette Barn (V.5), thi efter Sl.2,9 betegnes Kristus som den, der skal vogte alle Folkeslagene med Jernspir. Det er altsaa den forjættede Frelser, der fremgaar af Kvindens Skød, men i sin Doms Vældes Skikkelse.

For vi gaar videre, vil vi fæste Blikket paa det andet Tegn, Dragen, den store, ildrøde Drage med de syv Hoveder og de ti Horn og de syv Kroner. Hvem det er, er ikke vanskeligt at sige, og det forklares ogsaa for os i V. 9. Det er Djævelen, den "gamle Slange". Dragen var for de gamle Udtrykket for et Uhyre i Slangeskikkelse. Den ildrøde Farve betegner Djævelen som Manddraber, der tørster efter de helliges Blod. De syv Hoveder med Kronerne paa betegner ham som den, der bestandig vil opkaste sig til Hersker i Guds Sted. Syvtallet er jo ellers det hellige Tal, men Djævelens syv Hoveder og syv Kroner viser os just hans rasende om end afmægtige Kamp for at gøre sig selv til Gud. Men de ti Horn (se nærmere Kap.17,20), der maa tænkes paa et af Hovederne, betegner den Mangfoldighed af Kræfter (Hornet betegner Styrke), der stiller sig i Djævelens Tjeneste. Den Trediedel af Himlens Stjerner, som Dragens Hale fejede ned paa Jorden, betegner de mange Engle, som Djævelen fik med sig i Oprøret mod Gud.

Denne Drage ser Johannes nu (V. 4) staa foran Kvinden for straks at sluge hendes Barn, naar hun havde født det. Men tillige saa Johannes, at da Barnet med Kongemagten var født, blev dette Barn "bortrykket til Gud og til hans Trone". Kvinden selv "flyede ud i Ørkenen, hvor hun har et Sted beredt fra Gud, for at hun der skulde opholdes og ernæres i 1260 Dage".

At Kvinden er Menigheden og Barnet Jesus Kristus, det er tydeligt nok, men iøvrigt er der især to forskellige Fortolkninger af, hvad der her siges om dette Barn og om Kvinden.

Nogle forstaar Kvinden som den gamle Pagts Menighed, det gamle Israel, af "hvilket Kristus er fremgaaet efter Kødet" (Rom. 9, 5). Og Fødselsveerne forstaas ved de Trængsels tider, hvorunder Israel var stedst, da Barnet, hvis Fødsel saa længe var bleven forventet og forberedt, fødtes til Verden i Bethlehem. At Dragen laa paa Lur for at sluge Barnet, viser da hen til de mange Forsøg, Djævelen gjorde for at faa Magt over dette Barn, først ved Herodes (Børnemordet i Bethlehem) og siden ved alle sine øvrige Angreb paa Menneskens Søn, lige til Korset rejstes paa Golgatha.

Barnets Bortrykkelse til Guds Trone betegner da Kristi Sejr over Satan, hans sejrrige Opstandelse og Himmelfart.

Man udl«ægger da videre Kvindsens Flugt ud i Ørkenen som Menighedens Vandring ud blandt Hedningefolkene, den Vandring, Menigheden endnu er paa, idet man betragter Guds Kirkes Forhold før Herrens Genkomst som en Ørkentid i Lighed med Israels Vandring igennem Ørkenen til Kanaan. Stedet, som Kvinden der fik beredt fra Gud af, skulde da betegne Guds beskærmende Haand, der gennem Kirkens Historie altid har beredt Menigheden et Ly, en Leveform, enten det nu var som Statskirke, Folkekirke eller Frikirke, og Næringen, hvormed Kvinden opholdtes ligesom Israels Folk med Mannaen i Ørkenen, skulde da betegne Guds mange Slags Foranstaltninger til at holde sit Folk i Live.

Ved denne Fortolkning bliver Skildringen her af Kvinden og Barnet et Tilbageblik paa, hvad der er gaaet forud for de sidste Tider, paa hvis Stade Johannes befinder sig i Synet.

Det vanskeligste ved denne Fortolkning er imidlertid de 1260 Dage, der jo bestandig betegner den antikristelige Tid eller Tiden umiddelbart forud for Antikristens Komme (se Kap.11,2). At disse Dage skulde betyde hele den kirkehistoriske Tid, lige fra Kristi Himmelfart og indtil hans Genkomst, synes ikke at stemme med Sammenhængen her, hvor den antikristelige Forfølgelses Begyndelse og Kvindens Flugt ud i Ørkenen synes samtidige (se V.14-17). At indskyde de mange kirkehistoriske Aarhundreder i disse 1260 Dage synes vanskeligt. Og Kvindens Ørkenophold synes snarere at maatte betegne Kirkens Tilstand under den antikristelige Trængsel end Menighedens hele kirkehistoriske Levnedsløb. Thi endskønt Menigheden ganske vist paa sin Missionsgang gennem Hedningefolkene bestandig har været under Korset, har Evangeliet dog gaaet en Sejrsgang hen over Jorden. Og dette passer ikke rigtigt paa, hvad her staar om Kvindens Flugt ud i Ørkenen. Dette passer meget bedre paa den fortrykte Stilling under Antikristens Tid, de 3 1/2 Aar, da det i Sandhed skal opfyldes, hvad der blev forudsagt ved Esajas ,(Es. 26, 20): "Gak, mit Folks gak ind i dine inderste Kamre og luk dine Døre efter dig; ske dig et lille Øjeblik, indtil Vreden gaar over". Den antikristelige Tid bliver for Guds Menighed en Ørkentid. I Ørkenen er man jo udelukket fra det almindelige menneskelige Samfundsliv og dets naturlige Hjælpekilder, og saaledes vil Guds Menighed faa det i hine Tider (se Kap. 18,17: "Ingen kan købe eller sælge uden den, der har Dyrets Mærke"). At Menigheden flyr ud i Ørkenen, betegner, at Menigheden vælger hellere en saadan fortrykt Tilstand end at vedblive med at beholde sine borgerlige Rettigheder, hvilket i hin Tid vil være ensbetydende med aandelig Befmittelse og Fornægtselse af Herren.

Men i saa Fald betegner Kvindens Fødselsveer og Kongebarnets Frembrud og Henflytning til Guds Trone heller ikke Kristi Fødsel og Himmelfart. Det stemmer heller ikke med Skriftens Syn paa Herrens Himmelfart, at han skulde være faren til Himmels for at undgaa Djævelens Efterstræbelser. Ved sin Død og Opstandelse havde han jo knust Slangens Hoved. Ref, Fødsels«veerne maa da forstaas om Menighedens haarde Trængsel i de sidste Tider, i hvilke Kristi Genkomst til Dom forberedes. At Kristi Genkomst lignes ved en Fødsel i Menigheden, er ikke saa» underligt. Han bryder da frem ikke som Frelseren, men som den, der kommer for at "regere Folkeslagene med Jernspir" (V. 5), som Verdens Dommer.

Men hvad betegner da Djævelens Forsøg paa at sluge Barnet? Det betegner, at Djævelen af al Kraft vil søge at hindre Kristi Genkomst. Men det forgæves deri vises derved, at Barnet bortrykkes til Gud og hans Trone Kristus kommer igen alle Djævle til Trods, men han kommer som den, hvem Djævelens Angreb ikke mere kan naa, som den, der i sin Genkomst som Verdens Dommer har sin Plads ved Guds Trone Visselig sidder Guds Søn ved Faderens højre Hsaand allerede fra sin Himmelfart af som Menighedens Styrer, men som Dommer sætter han sig der først, naar Menigheden gennem de sidste Trængsler er blevet lutret til Guds Søns sidste Frembrud.

Hvilken Trøst for Guds Menighed, at Herren vil berede den et "Sted i Ørkenen" og opholde den i de sidste svære Dage! Og hvilken Trøst, at Herren kommer igen, at Djævelen ikke formaar at hindre det, at Kristus, naar han kommer igen, skal komme med Magten fra Guds Trone! Og hvor dyb en Tanke er det ikke, at Kristus i sin Genkomst ligesom skal fødes af Menigheden! Den skal berede hans Dag; derfor taler Apostlen Peter i sit andet Brev (Kap.3,12) om, at Guds Børn skal "fremskynde Guds Dags Tilkommelse ved hellig Vansdel og Gudsrygtigheds Øvelse". Men, som sagt, Beredelsen sker igennem Veer. Dommen skal begynde ved Guds Hus (Pet.1,4-17), gennem de sidste Tiders Lidelse skal Menigheden ligesom med Smerte føde sin Frelser og Konge som den, der kommer igen at dømme levende og døde.

Om alle Helvedmagter
End trodse og modstaa,
Det du for intet agter,
Vil ej tilbage gaa.
Hvo kan mod dig vel stande,
Som slynger Lynets Pil,
Hvo vover at forbande,
Naar du velsigne vil?

Dette Afsnit falder i to Dele. Først skildres i V. 7-9 Mikaels og hans Engles Kamp med Dragen og dennes Engle, en Kamp, der ender med, at Dragen og hans Engle nedstyrtes paa Jorden. Dernæst hører Johannes en høj Røst lyde i Himlen, der i Lovssangsform tolker Betydningen as denne Sejr over Djævelen.

Hvad der skildres i dette Afsnit, maa i Tid ligge forudfor Kvindens Flugt ud i Ørkenen, da Skildringen af denne Flugt igen optages i V. 13-14. I den i V. 7 omtalte Sejr over Djævelen, hvorefter denne Fjende med forøget Raseri efterstræber Herrens Folk paa Jorden, ligger tillige en ny Begrundelse af Kvindens (Menighedens) Flugt ud i Ørkenen.

Hvad betyder nu denne Kamp i "Himlen" (V. 7-9)?

Englen Mikael (Navnet betyder: "hvem er som Gud") nævnes i Dan.10,13, 11,1 og 12,1, og han kaldes der en af de mægtigste Englefyrster, "Hjælper og Værn for Guds Folks Børn". Han nævnes ogsaa i Juda Brev Vers 9, hvor han ligeledes er i Kamp med Djævelen. At de Engle, der hjalp med i Kampen, kaldes for "hans Engle", betegner ogsaa Mikael som en af de overordnede Engle (Erkeengle).

At Kampen foregaar i Himlen, og at Djævelen ved denne Kamp nedstyrtes fra Himlen, finder vi Forklaringen paa i V. 10, hvor Fjenden kaldes "vore Brødres Anklagerz" som anklagede dem for vor Gud Dag og Nat. Som vi ogsaa hørte i Jobs Bog (Kap.1,6), har Djævelen, saa længe Menigheden endnu lever i Muligheden til Frafald, haft en vis Magt til at fremføre Anklager mod Guds Børn, imod deres Troskab, bestandig begæret Tilladelse til at maatte "sigte dem som Hvede" (se Herrens Ord til Simon Peter i Luk.22, 31). Men ved den antikristelige Tids Frembrud vil Menighedsen have naaet den fulde Beredelse, dens Troskab har da staaet sin Prøve gennem alt det, der gaar umiddelbart forud for Antikristens Tid. De udvalgte skal da ikke mere kunne forføres (se Matth. 24, 24); derpaa hentydede ogsaa Beseglingen (Kap. 7) og Tempelmaalingen (Kap.11, 1). De hellige har i Virkeligheden vundet Seiren, før den sidste frygtelige Trængsel bryder løs. Dette siges os ogsaa her med klare Ord (V.11): "De har overvundet ham ved Lammets Blod og ved Ordet, de vidnede".

Saa er det da forbi med Djævelens Anklager Sstilling. Trods al Djævelens Modstand "mægtede han og hans Engle intet" (V. 8). Siden Kristi Sejr paa Golgatha har Djævelens Magt bestandig lidt Nederlag. Vi mindes Herrens Ord i Luk.10,18: "Jeg saa, at Satanas faldt ned af Himlen som et Lyn", i hvilket Ord Herren sammenfatter Dommen over denne Verdens Fyrste (se Joh. 12, 31: "Nu skal denne Verdens Fyrste udstødes", og Joh.16,11: "Denne Verdens Fyrste er dømt").

Hvor frygtelig denne vor Fjende er, betones i V. 9 ved, at hans forskellige Navne fremdrages til en Betegnelse af hans grufulde Væsen "Den store Drage" betegner hans uhyggelige Magt, "den gamle Slange" hans List, hans Navn "Djævel" (Diaboslus), betegner hans bagvaskende Virksomhed, Satan as hans Fjendskab og Modstand, der ytrer sig i, at han "forfører hele Jorderige". Men trods al hans "Magt og Argelist", nedstyrtes nu han og hans Engle fra den sidste Ledning af deres fordums Plads i Himlen ("deres Sted fandtes ikke mere i Himlen").

Lovsangen, der lyder i Himlen, formodentlig fra de Ældste (de kalder Guds Børn "vore Brødre"), gaar ud fra det samme (Kap.11,17), nemlig at nu har Gud og hans Salvede taget Regimentet i den Forstand. at Guds Menighed er sikret mod alle Satans Efterstræbelser, og Dommen over Fjenden er i Færd med at fuldkommes for evigt.

Guds Børns Sejr er Herrens Ære, thi Grunden til, at de har kunnet overvinde Djævelen, er "Lammets Blod" og deres "Vidnesbyrds Ord", det Ord Guds Aand gav dem at vidne og bekende. Lammets Blod har givet dem Sejr over alle Djævelens Anklager, og med Vidnesbyrdets Ord har de drevet Fristeren tilbage, ligesom Herren i Fristelsen i Ørkenen drev Djævelen bort med dette: "Der staar skrevet".

Dog er der i, hvad her siges om Guds Børns Sejr over Satan, tillige tydeligt betegnet det Troens Sind i dem, i hvilket Lammets Blod og Ordet blev Saligheds Grund for dem. Troens Sind finder sit herlige Udtryk i disse Ord: "de elskede ikke deres Liv (egentlig "Sjæl") indtil Døden", hvilket vil sige: de gennemførte dette ikke at elske deres jordiske Liv med en Troskab indtil Døden. Sejrskronen var dem mere værd end det jordiske Liv. Ved disse Ord betegnes Menigheden som beredt til at gennemgaa Martyriet, der venter dem i højeste Maal under Antikristen.

Den himmelske Losvsang slutter (V.12) med en Opfordring til Himlen og dens Beboere om at fryde sig, nemlig over, at Djævelen er nedstyrtet fra sin Anklagermagt i Himlen ; men samtidigt lyder der et Ve over "Jorden og Havet, thi Djævelen er nedstegen til eder, og har stor Vrede, fordi han ved, at han kun har liden Tid".

Jorden og Havet betegner her hele den jordiske Verden. Satans Vrede sigter vel først og fremmest paa de Guds Børn, der da lever paa Jorden, men den antikristelige Tid vil blive en frygtelig Tid ogsaa for Verdens Børn; de, der følger Djævelen, har det dog altid endnu langt værre end de, der staar Djævelen imod. Djævelens Rasen imod Guds Kirke og alle de enkelte Guds Børn skildres i Fortsættelsen af V. 12 nærmere i det følgende (V.13-17). Men hvad Johannes fik at se i Mikaels Sejr over Djævelen, skal styrke Guds Folk i Forvisning om, at Sejren alt er vunden for hver den, der med et oprigtigt Troens Sind klynger fig til Lammets Blod og Vidnesbyrdets faste Ord.

Vor Konges Ord til hans Brud paa Jord lyder bestandig saaledes:

Hør, hør, hør: Fat Mod, du kære.
Sejren alt er vunden,
Intet skal rive dig ud af min haand!

Vi saa i det foregaaende Afsnit, hvorledes Dragen blev styrtet til Jord, mistede sin Magt til at anklage vore Brødre; nu ser Johannes, hvorledes den vendte sig imod Kvinden, der havde født Drengebarnet, og forfulgte hende. Her har vi den nærmere Udvikling af, hvad der i Korthed blev sagt i V.6. Det er Kvindens Flugt ud i Ørkenen, der her nærmere skildres. Naar der i V.14 staar, at "den store Ørns tvende Vinger blev givet hende", for at hun saaledes paa Ørnevinger kunde bæres ud til det Sted, der var beredt hende af Gud i Ørkenen. minder det os om, hvorledes Gud i fordums Dage bar sit Folk "paa Ørnevinger", da han førte det ud af Ægyptens Land (se 2 Mos. 19, 4). Ogsaa i Antikristens Tid skal Menigheden blive baaret af Guds stærke Arm ud i den Ørken, der dog skal ende med et herligt Kanaan ved Herrens G«enkomst.

"En Tid og Tider og en halv Tid" (V.14) betegner de samme 1260 Dage som i V. 6, thi derved betegnes det samme som 3 1/2 Aar, Antikristens Tid (se den sidste halve Aarsuge hos Dan. 9, 27). Gud vil "ernære" sin Menighed i denne Tid, i hvilken de gamle Kirkeformer er ganske sprængte og Menigheden sikkert dreven ud af alle Kirkebygninger. Forbilleder paa saadan Opholsdelse af Troslivet i Ørkentider har vi nok af i Kirkens Historie. Vi kan tænke paa Menigheden i Katakomberne paa Valdsenserne i deres Bjergdale, ja ogsaa paa de smaa Kredse af troende, der i Nationalismens Mørke her i Danmark blev holdt i Live ved Brorsons Salmebog og enkelte Lægprædikanters Vidnesbyrd, medens Ødelæggelsens Vederstyggelighed raadede paa de hellige Steder under en vantro Forkyndelse. Helvedes Porte skal aldrig faa Overhaand over Guds Menighed. Den samme Gud, der opholdt Israel i Ørkenen, lever endnu.

I V.15 og 16 skildres, hvorledes Slangen, der ikke kunde indhente Kvinden, skød Vand af sin Mund som en Flod for at bortskylle hende. Men Jorden kom Kvinden til Hjælp ved at aabne sig og opsluge Strømmen.

Hvad det er for en Flod, kan ikke udtydses af os i det enkelte. Det vil i Almindelighed sige, at alle Djævelens Forsøg paa at tilintetgore Guds Menighed skal blive forgæves. Vor Gud, hvem alle Naturens Kræfter maa adlyde, gør alle Slangens Vandstrømme afmægtige. "Han, som kan Stormen binde og lede Bølgen blaa, han kan og Vejen finde, hvorpaa din Fod kan gaa". Forbilleder herpaa haves da ogsaa mangfoldigt i Menighedens Historie. Kong Faraos stolte især sank i Havets Dyb. Og i de første Aarhundreder under de blodige Forfølgelser ligesom i de store Folkevandringers Dage i det fjerde og femte Aarhundrede var Menighederne stadigt i Fare for at blive bortskyllede men altid gik det med Satans Anslag som med Vandet, der synker ned i Jorden og forsvinder.

Naar der i V.17 staar, at Dragen, efter forgæves at have søgt at mætte sin rasende Forbitrelse paa selve Kvinden, "gik bort for at føre Krig imod de øvrige af hendes Sæd, dem, som holder Guds Bud og har Jesu Kristi Vidnesbyrd", hvorledes skal da dette forstaas? "De øvrige af hendes Sved" i Modsætning til den ene "Kvindens Sæd", der omtales i V. 4 og 5 (Kristus, hvem Dragen ikke kunde naa), maa betegne de enkelte Kristne, Jesu Krifti smaa Brødre og Søstre her paa Jord. Og Meningen maa da være den, at Kirken som Helheds skal Satan aldrig faa tilintetgjort her paa Jorden, men dens enkelte Medlemmer kan han nok stundom faa Magt til at udøse sin Vrede over, dog kun ved at ihjelsslaa deres Legemer; deres Sjæle derimod er i Guds Haand. "Fører han end sine gennem Kors og Pine underlig iblandt", skal det dog opfyldes, hvad der staar iden 121. Salme: "Herren skal bevare dig fra alt ondt, han skal bevare din Sjæl". Hvert enkelt Guds Barn kan trøstig bede:

Med din Villie her jeg fornøjet er,
Blot at du vil bevare min Sjæl!
Skal her længer jeg bo, o forøg da min Tro,
Mig ledsage i Gry og i Kvæld.