En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Kap 14

I Kapitel 13 saa vi Billedet af Dyret i dets gudsbespottes lige Vederstyggelighed midt iden frafaldne Menneskeslægt. Her i Kap.14 møder vi lige i Modsætning dertil et dejligt Billede af Lammet paa Zions Bjerg, omgivet af de Sjæle, der ikke tog Dyrets Mærke, men havde vor Herres Jesu Kristi Faders Navn skrevet i deres Pander (V.1). Det er et Trøstesyn overfor den store Trængsel for de hellige, som vi hørte om i det foregaaende Kapitel. Vi har i Aabenbaringens Bog atter og atter set, hvorledes Trøstesyner aabenbaredes for Johannes skiftevis med Trængselssynerne. Det er Aaadens Sollys, der bryder frem gennem den kulsorte Sky til salig Trøst for Guds Folk, til Vidnesbyrd om, at hvor højt end Bølgerne gaar, er de hellige dog gemte i Herrens Haand.

De 144,000, der her aabenbares paa Zions Bjerg i Samfund med Lammet, er aabenbart de samme, som vi hørte om i Kap. 7, de beseglede, den sidste Tids kristne Menighed baade af Jøder og Hedninger.

"Zions Bjerg" maa her betegne noget paa denne Jord, thi Johannes hører (V. 2-3) en Røst af Sang og Harpeklang fra Himlen af, som ingen kunde lære uden de 144,000. Disse maa da tænkes endnu at være paa Jorden. Sangen fra Himlen giver salig Genlyd i deres Hjerter. Det er den himmelske Sejrssang, som Herrens frelste allerede kan lære at nynne paa hernede i Trængselen, ogsaa i den sidste store Trængsel. Dette Syn er et saligt Vidnesbyrd om, at end ikke den haardeste Trængsel kan fratage Herrens frelste den indre Fred og Salighed i Samfund med Lammet. "Zions Bjerg" maa da betegne den faste Klippe, paa hvilken Herrens hellige staar grundfæstede allerede her paa Jorden, og dette Zions Bjerg findes alle Vegne, hvor Frelseren er midt iblandt sine som deres Sol og Skjold.

Sangen, der klinger fra Himlen ned paa Jorden, var paa den ene Side mægtig og brusende, "som en Lyd af mange Vande og som en Lyd af stærk Torden" paa den anden Side liflig som Harpeklang. Den kaldes en "ny Sang", og dermed menes en Sang, som der aldrig før er hørt, en Sang, fremkaldt ved en ny Naades-Gerning fra Gud, i dette Tilfælde aabenbart den Sejr over Dyret, som Gud har givet sine frelste i hine sidste Tider.

Det synes af V. 2-3 at fremgaa, at Tonen fra Himlen og Tonen fra Jorden mødes i hellig Samklang i den nye Sang, medens Engle synger med i Losvsangskoret. Det er et herligt Billede paa, at "Helgen her og Helgen hisset" er i samme Menighed.

Mon du, kære Læser, kan lære denne Sang? Lad os prøve os selv paa, hvad der staar om disse, der kunde lære Sangen. De kaldes for det første "de løskøbte fra Jorden" (V. 3), ved Lammets Blod er de købte til at være Herrens Ejendom og derved købte fri fra den syndige Jord, fra dens Syndeliv og Forbandelse. Det minder om, hvad Apostlen skriver i 1 Kor.6,19-20: "I er ikke eders egne, thi I blev kobt dyrt; ære derfor Gud i eders Legeme!"

For det andet staar der om dem (V. 4): "Det er dem, som ikke har besmittet sig med Kvinder, thi de er jomfruelige". Dette kan aabenbart ikke betegne, at de har levet ugifte, thi Ægteskabet kaldes i Skriften paa ingen Maade at besmitte sig med Kvinder; saa vilde jo næsten alle Herrens Apostle være udelukkede (se 1 Kor. 9, 5). Og det vilde være i Modstrid med, at Apostelen Paulus i 1 Tim. 4 kalder dem for Løgnere, som vilde forbyde Ægteskabet Skønt Paulus i 1 Kor. 7 taler om, at det paa Grund af den forhaandenværende Trængsel til Tider kan være godt for et Menneske ikke at være bunden til en Ægtefælle, saa bruger den samme Apostel dog i Ef. 5, 29-32 det ægteskabelige Forhold mellem Mand og Hustru som et Billede paa Herrens Forhold til Menigheden. Nej, naar her staar, at disse 144,000 var "Jomfruer", maa det forstaas aandeligt, at de er rene Brudesjæle, der ikke har bolet med Verden, men været Kristus, deres aandelige Brudgom, tro ("ham, som paa Jorden bejler til Troskab uden Svig"). Saaledes siger Apostlen Paulus i (2 Kor. 11, 2 til de hellige i Korinth: "Jeg har trolovet eder med een Mand for at fremstille en ren Jomfru for Kristus".

Og denne Troskab overfor Lammet skildres videre i V. 4 saaledes: "Det er dem, der følger Lammet, hvor det gaar", selv ad de tunge Lidelsens Veje. Lammets Spor gaar jo gennem Lidelser til Sejr, gennem Kors til Krone. Vil du med paa den Vei?

Naar disse, der kunde lære den nye Sang, endnu benævnes som "løskøbte fra Menneskene, en Førstegrøde for Gud og Lammet", betegner det dem i Modsætning til Verdensmenneskene som dem, der ud af den store Masse er helligede Gud og Lammet, ligesom Førstegrøden af Høsten helligedes Gud. Nogle har forstaaet Ordet "Førstegrøde« saaledes, at det skulde betegne dem, der oplevede Herrens Genkomst her paa Blommsten af alle Tiders Kristne. Men Ordet i 1 Thess siger jo udtrykkeligt som Herrens Ord, at de som overbliver til Herrens Tilkommelse, ikke skal komme forud for de hensovede. Ordet "Førstegrøde" maa her aabenbart ikke ses som Modsætning til tidligere Tiders Kristne, men efter Tilføjelsen "løskøbte fra Menneskene" i Modsætning til den store, frafaldne Menneskemasse i hine sidste Tider.

Endelig siges der om dem i V.5: "I deres Mund er ikke fundet Løgn, thi de er ulastelige"; der siges ikke, at de er syndfri, men de ejer Hjertets fulde Oprigtighed for Herren.

Saaledes var de, som kunde lære den "nye Sang". Herren hjælpe dig, kære Læser, og mig at være ligesindede med disse, da kan vi lære Sejrstonen alt her paa Jord.

Men Hovedpunktet i dette Syn er, at Herren kan bevare sit Folk i Lovsangen, i Helligheds Smykke, inderligt Samliv med sig, selv i den værste Trængsel, selv under saa grufulde Fristelser som de, Antikristens Dage frembyder. Saa skal vi ikke frygte men fryde os i vor Gud og Lammet, hvorledes det end gaar.

Og blandes end min Frydesang
Med Graad og dybe Sukke,
Saa skal dog Korsets haarde klang
Mig aldrig Munden lukke.

I dette Afsnit fortæller Apostlen, hvorledes han ser tre Engle, der efter hverandre hver havde sit Budskab at kundsgøre. Alle tre Englerøster forkynder den forestaaende Dom, dog bliver Kundgørelsen strengere i sin Form for hver ny Engel, der kommer.

Den første Engels Røst beskrives i V. 6-7. Naar denne Engel benævnes en "anden" Engel, betegner det denne Engel i dens Forskel fra de Engle, Johannes tidligere har set. Denne Engel fløj paa Himmelhvælvingens Midte, og der siges om ham, at han havde et "evigt Evangelium" at forkynde for dem, som "bor paa Jorden" (egentlig efter Grundteksten dem, som sidder paa Jorden, hvorved deres kødelige Tryghed betones). Naar der føjes til: "Og alle Folkeslag og Stammer og Tungemaal og Folk", viser det os, at Budskabet er til alle dem, der i Kap. 13, 7 omtales som værende under Dyrets Herredømme. Budskabet er et "Evangelium", thi det er endnu engang et Tilbud om Naade, dersom Hjerterne blot vilde omvende sig. Evangeliet kaldes "evigt", fordi alt Guds Ord stammer fra den evige Gud og har Evighedsvirkning, enten det nu bliver til Frelse eller til Dom.

Engelens Formaning til at frygte Gud og give ham Æren og tilbede ham, alle Tings Skaber, begrundes ved Henviisning til, at "Guds Doms Time er kommen". Det er en sidste Formaning til Omvendelse.

Naar denne Formaning lyder paa at frygte Gud og give ham Æren og særlig betoner ham som Skaberen, maa vi huske, at der tales til en gudsfornægtende Slægt, en Slægt fyldt med Antikristens Bespottelse af Gud, saa ogsaa Gud som Skaberen er gjort til Genstand for Spot. Men i dette at "give Gud Æren" ligger jo ogsaa Ordet om at fly hen til Korsets Naade, dette Kors, der højt vidner om, at Æren for Synderes Frelse tilkommer Gud alene, den Gud, der gav sin enbaarne Søn hen for os.

I V. 8 hører vi den anden Engels Budskab, i hvilket Babylons, den store Stads Fald allerede ses som fuldbyrdet. Dommen er allerede rullet ud over den for dens Misgerningers Skyld. Den har nemlig givet alle "Folkeslagene at drikke af sin Utugts Harmes Vin".

Hvad skal der forstaas ved "Babylon, den store Stads", hvis Fald nu i det følgende skildres (fra Kap.16,10 til Kap. 19,4)? Nogle forstaar derved den verdsliggjorte Kirke, fordi Billedet af Horeri saa ofte i aandelig Forstand bruges om Guds Menigheds Utroskab ligeoverfor sin himmelske Ægtemand og Brudgom. Men paa den Maade blev der jo et Babel i hvert eneste Kirkesamfund, eftersom der altid findes Mennesker nok blandt de døbte, der har brudt Pagten med Herren. Men et er det, at der er noget af Babels Væsen i Kirken mere eller mindre, et andet er dog selve det store Babel. Det kan her aabenbart kun betegne Verdensstaden i Antikristens Rige, Hovedstaden i dette ugudelige Rige, hvis Beboere helt er gaaede op i Verden med dens Pragt og Nydelser, helt har brudt med alt, hvad der kaldes Kirke og Menighed. Den ydre med Verden leflende Kirke, den ydre Gudsfrygts Skin, vil mere og mere forsvinde mod de sidste Tider. Paa Antikristens Tid vil der kun være det store Enten-Eller. Enten bæres Dyrets Mærke, eller Pladsen er blandt Lammets beseglede. Da vil den verdsliggjorte Kirkes Begreb, dette Mellemstands punkt, være forsvundet. Vi forstaar altsaa ved "Babylon, den store Stad", Midtpunktet i Antikristens Rige.

At der tales om Utugt, ogsaa hvor Talen er om den store Verdensstad, er ikke underligt, thi alt hedensk Væsen er i sig selv et Brud med den Gud, til hvem vi er skabt. Hvor Menneskeslægten søger sin Livsnydelse udenfor Gud, der er den skyldig i Utroskab, selv om den ikke længere pynter sig med kirkeligt Skin. Saaledes tales der ogsaa om de hedenske Verdensstæder i Skriften som Skøger (se Es. 23,15 om Tyrus og hos Nahum Kap. 3-4 om Ninive). Utugten betegner her Verdsensstadens lokkende Magt til at drage Hjerterne ind i Urenhed og i Trods mod Gud.

Ordet her om Babels Fald viser tilbage til Esajas' Profeti (Es. 21, 9) om det gamle Babels Fald og ligesaa til Profeten Jeremias Profeti (Jer. 51, 7-9). I Betydning af Verdensstaden bruger ogsaa Apostlen Peter, saa vidt vi kan skønne, Navnet Babylon om det hedenske Rom (1 Pet.5,13). Til Begrebet Babel knytter Skriften foruden Verdslighed og Vellevned ogsaa Billedet af Guds Folks Forfølger og Undertrykker.

Naar her staar, at Babylon har givet alle Folkeslag at drikke af sin Utugts Harmes Vin, betegnes Verdens Vellyst Bæger derved som fyldt med Guds Vrede, Verdensglæden har Guds Forbandelse i sig. Bærmen ligger paa Bunden af Babels Begær.

Den tredie Engels Budskab er en Forkyndelse af en evig Fordømmelsesdom, af Ildsøens Vine, for hver den, der følger Dyret ved at tilbede det og dets Billede og tage dets Mærke Denne gruelige Brøde nævnes baade i Begyndelsen og Slutningen af Engelens Ord. Og intet Steds i den hellige Skrift males Fortabelsens Kvaler med alvorligere Farver end her paa dette Sted. Dyrets Tilhængere skal drikke Guds Vredes Vin og drikke den "ublandet" (de gamle drak ellers Vinen blandet med Vand) i hans Vredes Bæger. Altsaa de skal smage Guds Forbandelse uden Skaansel. Dette udvikles videre saaledes, at de skal pines "med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Aasyn", altsaa i deres Paasyn, som de har haanet og spottet. Ilden er Guds Vredes Ild, ogsaa Svovlet er med Sodomas Undergang for Øje Billedet paa Guds Straffedom.

Og Ilden skal ikke udslukkes, "deres Pines Røg opstiger i Evighedernes Evighed". Skildringen slutter med at beskrive de fordømtes hvileløse Tilstand. Det er den pinefulde Hvileløshed, der allerede kan mærkes her paa Jord hos Vantroens Børn, som nu er fuldkommet, der hvor alle Adspredelser er borte. I Kap. 4, 8 taltes der om, hvorledes Skabningens Lovprisning bestandig lød op til Gud, "uden Ophør Dag og Nat". Men hvilken Forskel paa disse to Maader ikke at have Hvile paa! Den uafbrudte Lovpsrisning er jo i sig selv en salig Hvile for Hjertet, men Graad og Tænders Gnidsel betegner den her nævnte kvalfulde Hvileløshed.

Efter denne uendeligt alvorlige Advarselsrøst lyder der i Vers 12-13 et kærligt Formaningens og Forjættelsens Ord. Formaningen i Vers 12 er aabenbart talt ved Aposstlen selv. Idet han hører disse Englerøster med Evighedens Advarselstoner, bryder det frem for hans Sjæl: "Her gælder det de helliges Udholdenhed, de, som bevarer Guds Bud og Troen paa Jesus". Vi kender det fra vort eget Hjerte, naar vi hører Guds Advarselsdomme, hvor det kan presse sig frem i Hjertedybet: Herre, hjælp mig at holde ud, at jeg ikke skal falde ind under Dommen!

Forjættelsen i V.13 kommer som en Røst fra Himmelen med salig Trøst for dem, der dør under Forfølgelsen. Og Johannes faar udtrykkelig Befaling til at nedskrive denne Forjættelse om, at Saligheden venter dem, der dør i Herren. Paa samme Maade faar han senere, Kap.19,9, Befaling til at skrive om Saligheden i Tusindaarsriget (for dem, der er kaldede til Lammets Bryllups Nadvere) og endelig i Kap. 21, 5 om Saligheden i det ny Jerusalem Tllsaa de tre Gange, Apostlen faar udtrykkelig Befaling til at skrive, er det Forjættelser om Salighed for dem, der gaar bort i Jesu Tro, og paa disse tre Steder har vi Salighedens tredobbelte Trin: Først Hvilen i Paradis, saa Herligheden i Tusindaarsriget og endelig den evige Salighed paa den nye Jord i det ny Jerusalem.

Naar her staar: "Salige er de døde, som dør i Herren herefter", peger dette hen paa Antikristens frygtelige Tider, da det vil være i ganske særlig Forstand en Herlighed at maatte dø i Herren; thi den syndige Jord har da ikke mere at give Herrens hellige af Glæde, den har kun Trængsel og Møje. Derfor lyder Forjættelsen ogsaa paa, at de, der dør saaledes, skal "hvile fra deres Møje", fra al Jordelivets Møje i Modsætning til de fordømte (V. 11), der aldrig kan faa Hvile.

Ejendommeligt er Tilføjelsen: "Thi deres Gerninger følger med dem". Der siges ikke, at deres Gerninger gaar forud for dem for at berede Vej for dem og oplukke Himmeldøren - det kan ingen Menneskegerninger, det kan alene den Herre, i hvem de troende døde - men Gerningerne følger med, Sporet følger et Menneskes Vej. Ved Gerninger maa her paa samme Maade som i Sendebrevene ("jeg kender dine Gerninger") forstaas hele det ydre Liv, der aabenbarer, hvad der bor i et Menneskes Indre. Derfor bliver et Guds Barns Gerninger saa vel som hans Ord Vidner om, hvad der boede derinde i Hjertet, om der var Tro, og om det var en levende Tro. Derfor taler Skriften ogsaa saa ofte om, at vi skal dømmes efter vore Gerninger, idet Gerningerne følger med som Vidner. Maatte da dine og mine Gerninger, kære Læser, en Gang kunne staa som Vidner om, at der var en ærlig Kamp mod Synden, et oprigtigt Brudehjerte overfor Jesus!

Det fælles for disse to Syner er dette, at Jordens Høst er moden, Hveden er moden, og Druerne er modne, det vil sige, Udviklingen er saa fremskreden, at den endelige Skilsmisse mellem Guds Folk og Verdensfolket maa finde Sted. I Herrens Lignelse om Hveden og Klinten finder vi forudsagt, hvad Johannes her ser blive fuldbyrdet under Billedet af en Dobbelthøst.

Den første Høst (V.14-16) er en Kornhøst, det er Hveden, der skal sankes i Lade, og det er tydeligt nok et Trøstesyn. Den, der foretager Indhøstningen, er efter Skildringen i V.14 Jesus Kristus selv, Menneskesønnen paa Skyen er jo en Betegnelse for vor Frelser, hentet fra Dan. 7, 13 ("med Himmelens Skyer kom der en som en Menneskens Søn". Dermed stemmer ogsaa, at han havde en Guldkrone paa sit Hoved (se Kap. 6, 2). At Skyen, han sad paa, var "hvid", ikke nogen Uvejrssky, betegner, at der her tænkes paa noget lyst og skønt. Herren kommer for at hente sine hjem. At Seglen var skarp, vil kun sige, at Høsten gaar hastigt og sikkert for sig og behøver ikke at betegne nogen Straffede. Herren har jo selv sagt (se Mark. 4; 29): "Naar Frugten er tjenlig, skikker han straks Seglen hen, thi Høsten er for Haanden".

At Johannes (V. 15) ser en anden Engel udgaa fra Templet og tilraabe ham, der sad paa Skyen, at Høstens Time var kommen, betegner, hvad vor Frelser selv sagde i sit Køds Dage, at Tid og Time har Faderen forbeholdt sin egen Magt; derfor kommer Befalingen fra det himmelske Tempel.

Naar her staar, at Befalingen udgik gennem en "anden Engel", vil det jo ikke sige, at han, der sad paa Skyen, ogsaa kun var en Engel, men betegner kun denne Engel i Forhold til de andre Engle, Johannes tidligere har set i sine Syner.

I Grundstekstens Ord for "moden" (V. 15) udtrykker en Modenhed, der er fremkommen ved stærk Solhede; det er Trængselens Solbrand, der i de sidste Tider mægtigt modner Guds Børn for de himmelske Lader. Det samme ser vi ofte den Dag i Dag, hvorledes Herren gennem Trængselen hastigt kan modnes en Menneskesjæl for Herligheden.

Fra V.17-20 ser vi atter en Høst, denne Gang foretaget af en Engel Medens Herren selv personlig indhøster sine Udvalgte, sender han Englene for at de skal "sanke ud af hans Rige alle Forargelser og dem, som gør Uret" (Matth.13,41). At her er Tale om en Dom, fremgaar allerede deraf, at den Engel, der udsteder Befalingen om denne Høst, udgik fra Alteret, aabenbart Brændofferalteret, ved hvis Fod Martyrernes Blod fandtes, det Blod, der raabte om Hævn (se Kap.·6,9-11). Fremdeles deraf, at denne Engel betegnes som den, "der havde Magt over Ilden", men Ilden paa Alteret betegnede efter Kap. 8, 5 Guds hellige Vrede. Endelig bruges Vinpersningen bestandig i Skriften som Billede paa Guds Vredes Domme (se saaledes Joel 3, 8: "Lægger Seglen til, thi Høsten er moden; kommer, stiger ned, thi Vinpersen er fuld, Persekarrene løber over, thi stor er deres Ondskab"). Og det samme hører vi, just med Herrens Dom for Øje, i Es. 63, 3: "Jeg traadte Perfekarret, jeg alene - jeg traadte dem i min Vrede og stampede dem ned i min Harme."

Jorden lignes her ved en Vinstok, og Druerne er det samme som Klinten i Herrens førnævnte Lignelse. I V.19 tales om "Guds Vredes store Persekar", i V. 20 siges der, at det blev traadt "udenfor Staden", og Billedet om Blodstrømmen, der gik lige op til "Hestenes Bidsler", fører frem for os, hvad vi nærmere hører i Kap.19, 21 og Kap. 20, 9, det store Slag, hvor Antikristens og Djævelens Hære drager frem mod Kristus og hans Hær og den hellige Stad, men knuses ved et Ord fra Kristi Mund.

At Blodstrømmen (V. 20), der udgik fra Persekarret, siges at være 1600 Stadier, lig 40 Mil, lang, betegner billedligt, at Dommen strækker sig over den hele Jord, at Verdensmagten fuldstændig knuses. Dog skal den ikke røre Guds Menighed, thi "Persekarret blev traadt udenfor Staden". Det er atter Trøst for Guds Folk. Dommen over Verden er nødvendig, for at Guds Folk kan indgaa til Herlighedsriget.

Paa Jord opfylder Angst og Gru
Enhver forhærdet Synders Hu,
I Skyen lysner Herrens Fjed
Med Guddomskraft og Herlighed.