En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Kap 15

Indholdet af dette Kapitel falder i tre Dele. V.1 viser os "syv Engle", som havde de "syv sidste Plager" at bringe over Jorden. Med disse Plager fuldkommes "Guds Vrede".

Johannes kalder dette "et andet Tegn" i Himlen, "stort og vidunderligt", aabenbart med Henblik paa Kap.12,1 med det der skildrede store Tegn, ved hvilket Tilstanden under den syvende Basunes Tider betegnedses som en Forfølgelsestid over Menigheden og en tilsyneladende Sejr for Antikristen. Dette Tegn svarer da til det foregaaende saaledes, som Guds Vredes Dom svarer til Verdens Forhærdelse.

Dommens Fuldsbyrdelse indledes atter her, som vi flere Gange tidligere har hørt (se f.E-ks. Kap. 11,15-18), med en Lovprisning i Himlen, hvorved Guds Magt og retfærdige Veje forherliges (V. 2-4). Johannes ser ligesom et Glarhav blandet med Ild, og Sejrvsinderne over Dyret og over dets Billede og dets Mærke og over dets Navns Tal staaende ved dette Glarhav med Guds Harper i deres Hænder. De sang en Sang, der kaldes baade Mose og Lammets Sang. Ligesom Sangen istemmedes ved det røde Havs Bred (se 2 Mos. 15, 1), da Guds Folk var kommen frelst igennem, men Fjenderne styrtede i Havet, saaledes synger nu Guds frelste Børn, de, der sejrede i den store Trængsel, ikke lod sig tvinge til at tilbede Dyret og tage dets Mærke. Selv om det maaske kostede dem det jordiske Liv, var Sejren dog deres, det de blev tro indtil Døden

Glarhavet saa vi ogsaa i Kap. 4, 6 og forstod derved Guds evige Raadslutninger. At der her ses Ild blandet med i Glarhavet, siger os, at Guds Vredes Raad nu skal fuldkommes.

Sangens Indhold er en Lovprisning til Harpeklang ("Guds Harper" betegner Harperne som brugt i Guds Tjeneste). Først prises Guds store og underfulde Almagtsgerningen dernæst hans Vejes Retfærdighed og Sandhed, naar han nu kommer for at aabenbare sin Magt over Folkeslagene til Frelse for sine hellige.

I V. 4 toner Sangen om, hvorledes alle Mennesker skylder ham, den alene hellige, Frygt og Tilbedelse. Og Tiden skal oprinde, da de virkeligt skal erkende det og komme med Tilbedelse for Guds Ansigt, fordi hans Retfærdsdomme nu er aabenbarede. Dette sidste peger hen paa det kommende Tusindaarsrige, i hvilket, efter at Antikristens Rige med Forhærdelsens Æt har faaet sin Dom, Folkeslag i nye Slægtled skal bøje sig for Gud i ydmyg Tilbedelse.

Naar Herren i V. 4 lovsynges med, Ordet: "Du alene er hellig", vil det jo sige, at Gud alene Har Helligheden i sig selv, at ingen er hellig som Gud. Visselig bærer ogsaa alle hans troende det hellige Navn, men de er I ikke hellige af sig selv, har Helligheden ene som en Gave fra Gud. Det vil altsaa ikke sige, at ingen er hellig uden Gud, thi Skriften taler jo bestandigt om de hellige, men at Gud ene er al Helligheds Kilde, er den eneste, der har Helligheden som sit evige Væsen. Derfor kan ogsaa kun han hellige en Synder.

Kapitler slutter med (V. 5-8), at Johannes, ligesom vi før hørte i Kap. 11,19, ser "Vidnesbyrdets Tabernakels Tempel i Himlen blive aabnet" til Tegn paa, at Guds retfærdige Dom nu udgaar fra Himmelens Helligdom. Det er Virkeliggørelsen af hvad der allerede forudsagdes i Kap.11, 19. Vi ved jo (se H-br. 8,5), at Guds Helligdom her paa Jords, Tabernaklet, der gemte Vidnesbyrdet fra Gud (Lovens Tavler), har sit himmelske Forbillede.

Ud fra Himlens Tempel udgik de syv Engle, som skulde fuldbyrde Guds de sidste Domme, i Helligheds og Herligheds Dragt (skinnende Linklæde og Guldbælter). Og et af de fire Livssvæsener foran Trnoen, en af Keruberne, rakte dem syv Gule skaaler fyldte med den evigt levende Guds Vrede (V. 5-7).

At en af Keruberne, Skabningens Repræsentanter, rækker de syv Engle Skaalerne, ligger i, at Plagerne skulde ramme Jordens skabte Ting til Gru for Menneskeskabningen, for dem, der kvalte Lovsangstonen i deres Hjerter og i Stedet for, som det sømmede sig Skabningen, at prise Gud, bespottede ham.

Det forfærdelige i Guds Vrede udhæves ved Tilføjelsen, at Gud er den, der lever i Evighedernes Evighed. Derom vidner ogsaa, hvad der siges i V. 8, at Himmelens Helligdom fyldtes med "Røg fra Guds Herlighed og fra hans Kraft", saa at ingen kunde indgaa i Templet, førend dse syv Plager var fuldbyrdede. Dette vil jo sige, at Guds Vrede nu er uafvendelig? ingen forbøn for verdenkan nu mere finde vej til hans naadetrone. Som i fordums Dage, da det første Tabernakel indviedes, Herrens Herlighed i en Sky fyldte Tabernaklet, saa Moses ikke kunde gaa derind (2 Mos 40,34-35), og som det samme fandt Sted, da Salomons Tempel indviedes (se 1Kong.8,10-11), saaledes fylder ogsaa her Skyen Himlens Helligdom, men det er Guds Helligheds Majestæt, der her aabenbares i Nogen fra hans Helligheds Ild. Den Verden, der ikke i Tro vil lukke op for Guds Herlighed, skal dog lære Guds Herlighed at kende i hans Hellighed.

Ja bed for Babel, til grant du ser,
At Bøn og Sukke ej baader mer
Mod Undergangens Bølge