En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Kap 16

Befalingen lyder til Englene om at udgyde Guds Vredes Skaaler paa Jorden (V.1). Billedet af, at Guds Vrede udøses som af en Skaal, er Gammeltestamentligt, se Sl. 6: "Udøs din Harme over Hedningerne", og Hos.5,10: "Over dem vil jeg udøse min Harme som Vand", og mange andre Steder. Det er altsaa den syvende Basun (se Kap.11,15), der nu udfolder sig i disse syv Plager. De fire første Vredesskaaler har i deres Virkning Lighed med de fire første Basuner, idet det væsentlig er de samme Naturomraader, der hjemsøges. Dog er Virkningen nu (se Kap. 8) langt volds ommere. Før hjemsøgtes kun Trediedelen, men nu det hele. Og Plagerne afløser hinanden med langt større Hast; hele Skildringen bærer Præg af, at Guds Langmodighed er udtømt.

Plagerne minder ligesom de første Basuns Plager om de ægyptiske Plager fra fordums Dage. Den første Vredesskaal (V. 2) medførte "slemme og onde Bylder", dog kun paa de Mennesker, der havde Dyrets Mærke. Nogle forstaar dette aandeligt som Bylder paa Samfundslegemet, Udtryk for, at i Stedet for den Lyksalighed, som Verdens Børn havde ventet sig i et Rige, hvor man vilde sætte Gud udenfor, faar man det stik modsatte, en pinefuld Tilværelse hvor der alle Vegne viser sig onde Bylder, Misundelse, Had, Tvedragt osv. Maaske det dog er rimeligst at forstaa denne Plage som en legemlig Pine. Derpaa synes de næste tre Plager ogsaa at tyde.

Ved den anden Vredesskaal rammes Havet, det bliver som Blod, saa alle levende Væsener i Havet dør (V. 3), og ved den tredie Vredesskaal rammes Floderne og Vandkilderne (V. 4). Det minder om den anden og tredie Basune. At baade Havet og de ferske Vande saaledes bliver til Blod som af en "død" (myrdet), altsaa en forraadnet og stinkende Masse, forstaas ogsaa af nogle aandeligt, om at Verdensfolkenes indre Liv gaar i Forraadnelse, løber ud i "Broderhad og Blodsudgydelse". Tiden vil vise, hvorledes Opfyldelsen vil gaa for sig, men med Ægvptens Plager for Øje maa vi dog nærmest tænke paa Hjemsøgelser af timelig Art, hvorved Næringsvejene (Skibsfart og Fiskeri) ødelægges, og Livsbetingelserne blive forfærdelige.

I Anledning af den tredie Vredesskaal, hvorved Drikkevandet blev til Blod, hører Johannes den Engel, der bragte Dommen over Vandkilderne, prise Guds retfærdige Dom i Henseende til dette, at Verden saaledes fik Blod at drikke, thi den samme Verden havde jo udgydt "helliges og Profeters Blod" som Vand. Og fra Alteret, hvor Martyrblodet var, lyder en Bekræftelse paa, at disse Guds Domme var retfærdige (V. 7).

Naar Herren her (V. 5) kaldes den, "som er, og som var", er Grunden til, at det tredie Led: "den, som kommer" her udelades, sikkert den, at Herrens Komme jo nu er ved at indtræde, Dommen er begyndt.

I V. 8-9 hører vi om den fjerde Vredesskaal, der rammer Solen. Ved den fjerde Basun ramtes ogsaa Solen, men med den Virkning, at Tredjedelen af dens Glans gik bort. Her er Virkningen en anden og modsat, nemlig den, at Solen kom til at brænde saa forfærdeligt, at "Menneskene brændtes i stor Hede"«.

Men alt dette bøjede dem ikke,",de spottede Guds Navn og omvendte sig ikke til at give ham Ære". Det gaar som i fordums Dage med Farao, Menneskene føler Guds Arm! føler hans Magt, men vil ikke bøje sig, de raser i afmægtig Trods i djævelsk Sind.

Men deres Lod skal blive Kval,
Som Gud ej ville kende,
Og Plager uden Navn og Tal
I Dødens Dal
Dem følge uden Ende.

Med den femte Vredesskaal (V. 10-11) indtræder et ejendommeligt Mørke. Der staar, at Vredesskaalen blev udgydt over Dyrets Trone, og dets Rige blev formørket, og de tyggede deres Tunger af Pine". Formodentlig betegner dette noget, der kommer over Antikristens Herskermagt og hos ham fremkalder et Raseri, som bringer en ny og skrækkelig Pine over hans Tilhængere. Vi bevæger os her paa dunkle Omraader, hvor først opfyldelsens Tider vil bringe det fulde Lys; dog synes efter Sammenhængen med det følgende Sagen at være denne: Antikristen udøver et saa frygteligt Rædselsherredømme, at den Frihed og Nydelse, Verdensfolkene har ventet, bliver til Skuffelse som alle Løfter fra Djævelens Side. Saa rejser Verdensbørnene, det store Babels Indbyggere, sig i Trods mod selve Antikristens Trone. Derved bliver dennes Rige formørket. Men dette medfører kun et endnu frygteligere Regimente fra hans Side. Vi har et historisk Forbillede, som giver os nogen Forstaaelse, og det er den franske Revolutions Rædselstider i Slutningen af det 18de Aarhundrede, Da var Paris bleven som det store Babel; man havde halshugget Kongen og valgt sin Herre efter Massernes Begær. Men den Frihed, Lighed og Broderskab, man havde ventet, blev til det grufuldeste Tyranni. Fordi man ikke vilde give Gud Herren Ære, lod han det blive mørkt for det vantro Folk, som der saa betegnende staar i Jerem.13,16: "I skal forvente Lys, men han skal gøre det til Dødens Skygge og omskifte det til Mørkhed". Og i vore Dage viser Rusland under Bolschevikregimentet os noget lignende.

Og saaledes vil det gaa ogsaa i Antikristens Rige. Masserne, særligt i hans Hovedstad, vil truende knurre imod ham. Han svarer med nye Rædsler, saa de tygger deres Tunger med Pine, idet Plagerne ikke blot kommer gennem Naturbegivenheder, men i endnu højere Grad gennem selve Antikristen, hvis Billede og Navn de tilbad, fordi de fra ham ventede et Kødets Evangelium.

Hvis denne Forstaaelse er den rette, rammer denne Plage Antikristen og hans Tilhængere, ved at de selv kommer i Strid med hverandre. Dog staar Herren bag ved som den, der straffer Synd med Synd (se Rom. 1, 24-26). De føler vel ogsaa, de forhærdede Mennesker, at der kun er een Maade til Udfrielse, og det er at omvende sig til "Himlens Gud" og forlade deres onde Gerninger. Men det vil de ikke, de fortsætter med at bespotte Gud og rase desmere mod ham, jo mere de pines af deres egne Synder.

Med denne Fortolkning af den femte Vredsesskaal bliver Forstaaelsen ogsaa givet os af den sjette Skaal (V.12-16). Denne Skaal udgydes over den "store Flod Evfrat, og dens Vand borttørredes, for at Vejen kunde beredes for Kongerne fra Solens Opgang".

For at forstaa dette, maa vi huske, at det gamle Babylon havde sit stærkeste Værn i Floden Evfrat, der omgav den. Babylon faldt just ved, at Perserkongen Kyrus fik bortledet Evsrats Vande, saa Flodlejet blev tørt. Her tales nu om de sidste Tiders Babylon, og Meningen maa da sikkert, naar Billedet forklares, være den, at Verdensstadens Værn borttages, og derved beredes Faldet for dette BabeL Kongerne fra "Solens Opgang", fra Aften, de Konger, der har gjort fælles Sag med Antikristen (se Kap. 17,13), betegner da de Kræfter, som Antikristen hidkalder for at haandhæve sit Rædselsherredømme over den Stad, i hvilken hans Rige trues.

At Kongerne siges at komme "fra Solens Opgang" (fra Østen), hænger sammen med, at det gamle Babel staar som Forbillede. "Kongerne fra Solens Opgang" betegner Babels Fjender.

Meningen synes da at være den: Gud Herren prisgiver de sidste Tiders Babel til dets egen Herskers og de med ham forbundne Kongers Raseri og Ødelæggelseslyst. Dermed er da ogsaa Dommen rullet ud over Babylon; dets Fald hidføres ad denne Vej.

Men Antikristen har mere i Sinde end at ødelægge sit eget Babel, der nu knurrer mod hans Herredømme. Han ligesom alle hans Tilbedere ved vel, at trods al Fornægtelse af Gud er det dog denne Guds Haand, der lægger sig tungt og knugende over hans djævelske Rige. Og derfor samler han nu sine Kræfter sammen "til Krigen paa Guds den Almægtiges store Dag". Gud selv kan Fjenderne jo ikke ramme, men de søger at ramme ham i hans Børn. Hos Profeten Ezekiel (Kap.38,16) staar der saaledes: "Du skal drage op mod mit Folk Israel som en Sky til at skjule Landet; det skal ske i de sidste Dage, at jeg vil lade dig komme mod mit Land, paa det Hedningerne skulde kende mig, naar jeg helliggør mig paa dig for deres Øjne, o Gog" (Gog er hos Ezekiel Navnet for Antikristen).

Om denne Antikristens Kamp, hans sidste Hovedslag mod Guds Rige, hører vi i Kap. 19,19.

Men for at samle Jordens Konger til denne Kamp udgaar der dæmoniske Kræfter (V. 13-14). Johannes ser, hvorledes "af Dragens Mund og af Dyrets Mund udgik tre urene Aander, som lignede Padder". Der siges om dem, at de er "Dæmoners Aander, som gør Tegn", og de gaar ud for at ophidse "alle Jorderiges Konger" til Kampen mod Guds Rige.

Det er et underligt betegnende Billede paa de urene Aander, at de lignes ved Padder, disse slimede Dyr, der kravler frem af Dynd og Morads og lader deres Kvækken lyde. Hvad Skikkelse dette Mørkets Kryb vil fremtræde i, naar disse Ord opfyldes, kan jo ikke bestemt forudsiges. De gamle Lutheranere, der betragtede Paven som Antikrist, udlagde det om Jesuiterne. Vi tager ikke meget fejl, naar vi i disse Padder finder en Betegnelse for den gudfjendske og urene Presse, der gennem Døgnets Blade og skidne Bøger samt fritænkerske Skrifter bestandig udkvækker sine ophidsende Toner for at opægge Lidenskaberne hos Masserne og ruste dem til Kamp mod Guds Rige. Pressen anser sig jo selv for en Stormagt og er det i denne Verden. Men i Antikristens Rige vil Pressens dæmoniske Indflydelse kendes som aldrig før.

I V.16 hører vi, hvorledes de antikristelige Skarer blev forsamlede paa et Sted, hvis Navn "paa Hebraisk kaldes Harmagedon". Læser vi: "han forsamlede dem", maa der tænkes paa Gud som den, der med sin Magt leder de fjendske Skarer til deres Nederlags Sted ; læser vi derimod: "de forsamlede dem", maa der tænkes paa de urene Aander. At disse Aander udgik fra Dragens, Dyrets og den falske Profets Mund, betegner denne dæmoniske Indflydelse nærmere som inspireret fra denne Djævelens Treenighed. Ligesom den hellige Skrift kaldes "indblæst af Gud", gudindaandet, saaledes kan den gudfjendske Presse i Modsætning dertil kaldes indaandet (inspireret) af Mørkets Aander.

Harmagedon betyder paa Dansk "Megiddsos" Bjerg, ogsaa dette er et symbolsk Udtryk og viser tilbage til det gamle Testamente (Dom. 4, 4-16), hvor der fortælles om, hvorledes den kananitiske Konge Jabins Sstridshovedsmand Sisera ved Guds Magt med hele sin Hær blev draget hen til Megiddos Egn og der fuldstændigt tilintetgjort af Barak. Derfor er Navnet Harmagedon valgt, thi saaledes sskal det ogsaa gaa Antiskristen.

O Herren kommer, men for hans Venner er det tillige en Advarsel om at være vaagen. Og et saadant Advarselsord indskydes her i V.15. "Se, jeg kommer som en Tyv", siger Herren. I dette Billede, som vi saa ofte har mødt i Skriften, ligger, at Herren kommer brat over alle de sovende og uforberedte. Derfor føjes der ogsaa til: "Salig er den, som vaager og bevarer sine Klæder, saa han ikke skal gaa nøgen, og man skal se hans Skam". De hvide Klæder, vi hørte om i Sendebrevet (Kap.3,18), Bryllupsklædningen, Kristi Retfærdighed, kan mistes, dersom Hjertet ikke vaager og holder fast ved Guds Naadegave i ærlig Tro. Til saadan Formaning trænger Guds Folk til alle Tider, saa længe vi er i Stridens Land.

Op! op! paa Vagt
Af ganske Magt
Og vaag med alle fromme,
Vaager, som Guds Søn har sagt
Til I ser ham komme!

Den syvende Engel udgød sin Skaal i Luften, og Johannes hørte en høj Røst udgaa fra Templet i Himlen, fra Tronen, som sagde: det er sket, d.v.s. dermed er den sidste Plage før Antikristens Fald fuldbyrdet (V.17).

At Vredesskaalen udgydes over Luften, betegner sikkert, at det sidste Uvejr nu bryder løs, som det nærmere skildres i V. 18. Maaske der ogsaa kan tænkes paa, hvad der staar i Efes 2 om denne Verdens Fyrstes Magt "i Luften", der ligesom er de faldne Aanders Kreds, hvorfra de gør deres Angreb paa Jordens Børn. Man bruger den Dag i Dag det Udtryk at "alle onde Aander slippes løs", og dette Ord vil da faa sin bogstavelige Opfyldelse Guds Vredes Torden og Lynild aabenbarer sig just i, at den vantro Verden ganske prisgives til Mørkets Aander, saa at der indtræder en Forstyrrelse i alt som aldrig før. Der nævnes særligt to Ytringer af dette Uvejr, et umaadeligt Jordskælv (V.18), saaledes som Menneskene aldrig har oplevet det for, og en centnertung Hagel, der knuser alt, hvad den rammer".

I V. 19-20 skildres Virkningen deraf paa den store Stad, paa den store Babylon, der faar Guds strenge Vredes Vin at smage. Der staar om den, at den blev til tre Dele, og tilligemed den rammes ogsaa "Folkeslagenes Stæder", de forskellige antikristelige Folkeslags Hovedstæder, der er gaaede i Babels Spor, af samme Dom. Disse Stæder kaldes i Kap. 17, 5 for Babels Døtre og lignes ogsaa selv ved Skøger. Øer gaar under og Bjerge med (V. 20). Det hele betyder en frygtelig Omvæltning, i hvilken Babel gaar under, som det nærmere skildres os i Kap.17 og 18. Jordskælvet maa her sikkert tages billedligt om den forfærdelige Kamp mellem Antikristen og hans Konger paa den ene Side og Babel med de andre Hovedstæder paa den anden Side. Som vi ofte har set i Historien, plejer Omvæltninger i de største Byer ofte at ledsages af lignende Omvæltninger i andre Storstæder. Øer og Bjerge kan være Billedet paa de mindre og større Byer, som gaar under i denne Verdensrystelse.

Hvorledes det i det enkelte skal forstaas, at den store Stad blev til tre Dele, om det betegner, at Staden spaltes i tre Partier, der indbyrdes lægger hinanden øde, vil Tiden vise. Saaledes var Jerusalem spaltet i tre Dele, da Titus lagde Staden øde. Men saa meget er vist, at Babel bukker under for ANTikristens Hærskarer, og at der vil indtræffe en forfærdelig Strid og Splid og Krig trindt omi Landene. Antikristens Rige gaar sin hurtige Opløsning i Møde. Men trods alt dette svarer Menneskene endnu bestandig paa alle Guds Domme med Bespottelse. Det vil blive frygtelige Tider, men naar nøden er størst, da er Hjælpen nærmest for Guds lille Flok. Da vil Aabenbaringens Bog være et klart Lys for Herrens Venner, og Guds Folk vil løfte Hovedet, naar disse Ting sker, vidende at ForlØsningen er nær.

Han kommer selv, han kommer.
At dæmpe al din Ve
Og gor en liflig Sommer
Af al din Trængsels Sne!