En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Kap 17

Den Dom over Antikristens Hovedstad, der i Korthed var skildret i foregaaende Kapitel (V.18-21), beskrives nu nøjere for Johannes ved en af de syv Engle med Vredesskaalerne. Engelen kalder Staden for "den store Skøge, som sidder over mange Vande" og havde beruset Jordens Konger og Folkeslag med sit Vellystbæger (V.1-2). Udtrykket: "som sidder over de mange Vande", er hentet fra det gamle Babel, der just i Jer.51,13 tiltales saaledes: "Du, som bor ved de store Vande, og som er mægtig ved Liggendefæ, din Ende er kommen, din Gerrigheds Maal". Det gamle Babel laa ved Evsfrat og var ved Hjælp af denne Flod med dens mange Kanaler et Midtpunkt for Verdenshandelen. Saaledes vsil ogsaa det antikristelige Babel, hvor det nu kommer til at ligge, være et Midtpunkt for Verdensfolkene, hvor alle Folkelivets Kanaler strømmer sammen og søger deres jordiske Paradis i uren Lyst, i Stadens Pragt, udrustet som den vil være med alle en forfinet Kulturs Lokkemidler. I sin Tid har Paris med al sin blomsterstrøede Uterlighed været og er maaske endnu et saadant Vellystens Midtpunkt. Ja, mangen vældig Hovedstad i vor Tid bærer allerede i sit Stød et Fremtidsbillede af det Babel, der vil komme.

Da Engelen nu vil vise Johannes den store Skøge, føres Johannes af Aanden ud i Ørkenen, hvor han ser en pragtfuldt klædt Kvinde, udmajet paa Skøgers Vis, siddende paa et "skarlagenfarvet Dyr, fuldt af Bespottelsesnavne". Dyret havde syv Hoveder og ti Horn, hvorved det viser sig at være det samme Dyr, hvorom vi hørte i Kap.13,1, Antikristen. Paa sin Pande havde Kvinden et Navn skrevet. Skønt Navnet nævnes, kaldes det dog en "Hemmelighed", just fordi det skal forstaas aandeligt. Navnet var: "Babylon den store, Moderen til Jordens Skøger og Vederstyggeligheder". Ved de Skøger, den store Skøge er Moder til, maa aabenbart forstaas det samme, som Kap. 16, 19 kaldes "Hedningernes (egentlig "Folkeslagenes") Stæder", de andre Hovedstæder, der gik i Babels Spor.

Til denne Skildring af Kvinden (V. 8-6) føjes endnu dette, at "hun var drukken af de helliges Blod og Jesu Vidners Blod". Udtrykket "Jesu Vidner" betegner Grunden til, at Kvinden har beruset sig i de helliges Blod. Deres Vidnesbyrd var hende en Plage, derfor rasede hun mod dem i djævelsk Blodtørst.

Det gamle hedenske Rom med de mange Jesu Blodvidner, med Raabet: "de Kristne for Løverne", er ogsaa et historisk Forbillede paa de sidste Tiders Babel.

Johannes forundrer sig saare over at se denne Skikkelse. Betegnende er det, at han ser denne Kvinde i en "Ørken", deri ligger den dybe Tanke, at Verden trods al sin Pragt og Pragt dog for den, der kan gennemskue dens Glimmer, kun er en øde Ørk.

At Dyret her paa dette Sted fremtræder i skarlagsenfarvet Skikkelse, skal sikkert betegne den kongelige Pragt, hvormed Antikrist optræder. At Kvinden sad paa Dyret, har sikkert tjent til at vække den store Forundring, som vi hører Johannes blive greben af (V. 6). Deri ligger jo to Ting, først dette, at Stadens Herlighed væsentlig skyldes Verdensherskeren, hvis Hovedstad den er; derved er den bleven Anfører i Henseende til den uforbeholdne, ugudelige Hengivelse i Verdens Lyst. Men for det andet ligger ogsaa deri, at Verdensstaden er en Byrde for Dyret, hvorfor det jo ender med, at Dyret lægger Skøgen øde (se V.16).

Hvilken Modsætning er ikke denne Kvinde, brammende i Purpur, Skarlagen, Guld, Ædelstene og Perler samt med sit gyldne Vellystbæger i Haanden, til Herrens Brud, det himmelske Jerusalem, der bæres af Kristus, og hvis Herlighed vel her paa Jorden er en forborgen Skat, men i Evighed skal straale og aldrig forgaa (se Kap. 21, 22)! Vel den, der vælger Guds Jerusalem og ikke lader sig forblænde af Babels Glans Om Verdens Babel gælder det i Sandhed, hvad Sangeren har sunget:

Hvad er dit Liv uden Fift eller Ro,
Din Lyst uden Grænse og Hvile!
Sejre du faar, men kun Stride opgro,
Dit Smil skyder gloende Pile,
Din Glæde er Vind,
Din Glans kun et Skin,
Og Magten og Æren du roser dig af,
Som Skummet paa Hav.

Vi saa i det foregaaende, hvorledes Johannes forundrede sig saare over dette Syn af Skøgen, der bares af Dyret. Engelen siger til ham (V. 7): "Hvorsor undrede du dig?" Dette Spørgsmaal kommer ikke som en Dadel, men for at føre Johannes ind paa det, der laa til Grund for Synet. Og Engelen skrider nu til at give ham nærmere Lys over denne Hemmelighed, baade med Kvinden og Dyret, der bar hende. Engelens Ord beskæftiger sig først med Dyret i Almindelighed (V. 8), dernæst tales om dets syv Hoveder (V.9-11) og om dets ti Horn (V.12-14), og endelig slutter Kapitlet med at tale om Skøgen og den Lod, der beredes hende af Dyret og dets Forbundsfæller.

Angaaende "Dyret" har vi allerede ved Kap. 13 omtalt den sælsomme Ting, at det for deres Øjne, som lever ved den Tid, ligesom skal opstaa af Døde. Dyret "har sværet" og "er ikke", men saa opstiger det af Afgrunden og viser sig igen til højeste Forundring og Veundring for de Verdensmennesker, der lever ved den Tid ("de, hvis Navne ikke er skrevne i Livets Bog, fra Verdens Grundlæggelse"). Det er altsaa de samme Mennesker, der vil opleve at se Dyret være der (som den syvende Verdenshersker), forsvinde igen men atter træde frem og da som Antikristen fra Afgrundsdybet. Der føjes til med Hensyn til Dyret, at det skal "fare bort til Fortabelse", det er det samme, som Apostlen Paulus i 2 Thess 2, 3 udtrykker ved at benævne Antikristen: "Fortabelsens Søn".

Herrens Venner vil (efter V. 8) ikke tage Del i Verdensbørnenes Undren og Beundren overfor Dyrets tilsyneladende Opstandelse fra de døde. Ved Lyset fra Guds Ord, særligt her fra Aabenbaringens Bog, vil de blive vejledede til den rette Visdom, saa de gennemskuer Løgnens Gøglebilleder. Der føjes ogsaa til her paa dette Sted (V. 9): "Her gælder det den Forstand, som har Visdom".

Derefter kommer Forklaringen med Hensyn til de syvs Hoveder. Disse forklares først som syv bjerge og derefter som syv Konger. Adskillige Fortolkere har ment, at de syv Bjerge peger hen paa Byen Rom, der jo laa paa syv Høje men hvad der føjes til om de syv Kongen viser os, at "Bjergene" her maa forstaas iden i det gamle Testamente vel kendte Betydning som mægtige Riger (se saaledes Sl. 68,17: "Hvorfor ser I Bjerge med de mange Tinder med Avind til det Bjerg, som Gud havde Lyst til at bo paa?"). At Kvinden sidder paa de syv Bjerge, vil da sige, som vi før har omtalt det, at de tidligere Verdensrigers Kultur og Dannelse men ogsaa deres gudfjendske Stilling som et Arvegods er bleven hende til Del, hun hviler ligesom paa alt, hvad Verden i sin gusdløse Stræben efterhaanden er naaet op til, og dette fører hun videre til Toppunktet.

At her tillige (V. 10) henpeges paa syv Konger, ligger i, at Riger og Konger her som hos Daniel bestandig tænkes som hørende sammen. Disse Konger betegner Verdensrigernes Herskere. Naar der staar, at "fem af disse Konger er faldne, den ene er der, den anden er endnu ikke kommen", peger dette jo som før nævnt hen paa de fem store Verdenskriger (Ægypten, Assyrisen, Babylonien, Persien, det makedoniskgræske Rige); disse fem Riger var faldne paa Johannes Tid. Det ene Rige, om hvilket der siges, at "det er der er, betegner det romerske Rige, hvis forskellige Dele vi den Dag i Dag forefinder, særligt i de europæiske Stormagter. Det syvende Verdensrige synes endnu ikke at være kommen, heller ikke paa vor Tid. Dets Konge skal kun "blive en liden Tid", og efter V. 11, hvor der staar, at Dyret er af de syv og bliver dog en "ottende", synes det at fremgaa, at den syvende Verdenshersker er den vordende Antikrist paa sit foreløbige Standpunkt; han faar da det dødelige Saar (se Kap.13,3) men kommer igen som den sidste Verdenshersker for at udfolde hele sit antikristelige Væsen som "Dyret".

De ti Horn (V·.12-14) er ti Konger (ogsaa omtalte i Dan. 7). Der siges om dem, at de ogfaa er fremtidige ("de har endnu ikke modtaget Riget") og alle skal være samtidige med Dyret, men deres Magt skal kun vare en ganske kort Tid ("en Time" lig Antikristens 3 1/2. Aar),. og disse Konger skal have deres Enhed (V. 13) deri, at de helt giver sig i dyrets Ledebaand (V.13) for sammen med Dyret at føres Kampen mod Gudslammet.

Af Dan. 7 fremgaar, at Antikrist helt opsluger de tre Kongers Riger ("nedtrykker tre Konger"), og at han skal være større end de andre syv, der bliver tilbage. Dette modsiges ikke her i Aabenbaringen, tværtimod staar der jo, "at Kongerne overgav deres Magt og Kraft til Dyret", de underkaster sig i tilsyneladende Frivillighed og dog vel af Nødvendighed, noget, der er saa vel kendt i den verdslige Politik.

Men deres Kamp imod Lammet skal blive Nederlag (V.14), thi Lammet "er Herrers Herre, og Kongers Konge". Og i Lammets Sejr bliver de delagtige, "som er med det", hvilke her benævnes, "de kaldede og udvalgte og trofaste" dejlige Navne paa dem, der tog mod Kaldelsen og derved udvalgtes til at være Guds hellige Ejendom og saa blev tro i at holde fast ved Herren ogsaa under den sidste store Trængsel, hin "Fristelsens Stund, der skal komme over ganske Jorderige" (Kap. 3, 10).

I V.15-18 omtales nu den store Skøges Lod. Først forklares (V.15) Ordet i V.1 om de "mange Vande", ved hvilke Skøgen sad. Vandene betyder "Folk og Skarer og Folkeslag og Tungemaal", dem har hun behersket og beruset ved sit vellystige og afgudiske Væsen. Dernæst siges i V.16-17, hvorledes Dommen skal komme over denne Skøge." Som vi før har omtalt det, vil de antikristelige Konger i Fællesskab med. Dyret ("de ti Horn, som du saa, og Dyret") ende med at "hade Skøgen, gøre hende øde og nøgen og nede hendes Kød og opbrænde hende med Ild".

I V. 18 siges det med. rene Ord, at denne Skøge er "den store Stad, som har Herredømme over Jordens Konger", altsaa Hovedstaden i det antikristelige Verdensrige.

At Dyret og dets Forbundsfæller saaledes ender med at hade den Stad, de bolede saa meget med, er paa en Maade overraskende og dog slet ikke saa underligt, ret betænkt. De, der syndede mest med hinanden, ender som oftest saaledes. Historien finder vi Forbilleder nok for dette ; saaledes frygtede mange af de tyranniske Kejsere i det gamle Rom ofte for deres egen Stad.

Men i Dommen over Skøgens var Dyret og dets Hjælpere i Virkeligheden kun Redskaber for Gud; som det udtrykkelig siges i V.17 ("Gud har indgivet dem det i deres Hjerter"). Ligesom de gamle Verdensriger maatte tjene som Guds Vredes Ris, saa ogsaa de sidste Verdensherskere Uagtet deres rasende Fjendskab mod Gud nødes de til at fuldbyrde hans Ords Raad. Den onde Enighed mellem Kongerne i at stille deres Magt til Dyrets Tjeneste er ogsaa fra Gud, derved hidføres Dommen over Babel og omsider Dyrets og Kongernes Undergang, hvorefter Herlighedsriget oprettes her gaa Jord. Guds Ord skal "blive fuldbyrdede" (V.17) trods alle Fjenders Magt og List.

Lad det gaa,
Som det maa,
Ordet evigt skal bestaa.