En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Kap 18

Johannes ser en straalende, mægtig Engel (V. 1), af hvis Herligheldsglans Jorden oplystes, fare ned fra Himlen og hører ham udraabe Dommen over Babylon: "Falden er den" (det siges to Gange), og fra at være den dejlige Stad, der prangede med al Verdens Lyst og Herlighed, er den bleven "Dæmoners Bolig og et Fængsel for alle Haande urene Aander og for alle urene og afskyede Fugle", saa dybt er den falden (V. 2). Skildringen minder om den Dom, som Profeten Esajas forkyndte det gamle Babel (se Es. 13, 19-22). Et frygteligt Øde og Uhygge lægger sig over Ruinerne af den store Stad, der gemte Satans Dybheder i sit Stød. At Stedet nu kaldes ikke blot en Bolig for Djævelen, men ogsaa et Fængsel for urene Væsener, peger hen paa, at selv saadanne ikke vilde være der, dersom de kunde blive fri.

Stadens Brøde nævnes endnu en Gang i V. 3. Den var Verdensnydelsens Midtpunkt og Verdenshandelens store Indstægtskilde, den berusede Sindene med sit forførende Væsen lig en utugtig Kvinde. Men alle de, der øste af dens Kilder, drak Giften ind i sig, drak sig Guds Vrede til.

I V. 4-5 formanes Guds Folk ved en "anden Røst fra Himlen", som Johannes hører, til at redde sig ud af Staden, før Dommen kommer over den. Ligesom der boede en Lot i Sodoma, saaledes vil der ogsaa i den ugudelige Stad hist og her sidde Sjæle, som har undgaaet Martyrdøden; det er disse, der her opfordres til at forlade den ugudelige Stad for ikke at blive delagtig i dens Synder og derved ogsaa i dens Straf. Babels Synder skildres i V. 5 som en uhyre Dynge, der naar lige til Himlen. I Tide gælder det om for Guds Børn at fly bort. Saaledes lød jo fordum Ordet fra Herren til de troende i Jerusalem om at fly til Bjergene, naar de saa Ødelæggselsens Vederstyggelighed staa paa det hellige Sted, og saaledes formanede Jeremias til at fly ud af det gamle Babel, før Dommen kom (Jer. 50, 8). Med Hjertet gælder det jo om til enhver Tid for Guds Børn at have sagt Babel Farvel og ikke drage i ulige Aag med de vantro; "gaar ud fra dem og udskiller eder, siger Herren" (2Kor.6,14—17).

Fra V. 6-8 skifter Talen om, det er ikke længere til Guds Børn, der tales, men Røsten fra Himlen lyder her over dem, der er sat til at være Guds Redskaber i Dommen over Babel. Nu skulde den store Skøge have med samme Maal, hvormed hun havde tilmaalt andre ; havde hun skænket for andre af sit giftige Bæger, skulde hun nu have "dobbelt" igen. Ligesom Guds Folk faar dobbelt Naade af Herrens Haand (Es.40, 2), saaledes skal Guds Fjender ogsaa faa dobbelt som Syndens Sold, thi de forkastede ikke blot Guds Naade, bespottede den største Kærlighed, Kærligheden fra Golgatha, men de vilde blive i deres Synder, gjorde de tvende "onde Ting", der nævnes i Jerem. 2,13: "de forlod de levende Vandkilder for at hugge sig revnede Brønde".

I V. 7 skildres den store Verdensstads Selvsophøjelse og pralende Selvsforherligelse i dens verdslige Yppighed; den følte sig som Verdensdronningen, følte sig saa fast i sit Sæde, søgt, som den var, fra alle Sider, nej, hun var ikke "Enke", og Skøgen skulde ikke komme hende nær.

Just derfor skulde Undergangen komme pludselig og brat ("paa een Dag") over hende med Død, Sorg, Hunger og Ild, i et Nu brister hendes Herlighed som Sæbeboblen, "thi stærk (vældig) er den Herre Gud, som har dømt hende".

Ja, saaledes har det sig med al Verdens store Ord og selvsikre Tale; et Ord af Guds Mund, og Boblen springer. Ve den, der lod sig beruse af Verdens Bæger.

Ud, Synder, ud fra Syndens mørke Kroge,
Hvor Satan blænder dig med Gøgleværk,
Og se, du finder dem, som fra dig droge,
Da Herrens Aand og Røst blev dem for stærk.

Efter denne Kongernes Veklage (V. 9-10) følger Købmændenes Klage (V.11-16), hvilke nu har mistet den sikre Afsætning for deres kostbare Varer. Vi faar ved alt, hvad her nævnes, et Indblik i Babels Yppighed. De prægtigste Smykker og fineste Klædningsstoffer, det herligste Bohave og mangfoldige Nydelsesmidler nævnes (V.12-13), det var Luksus i uhørt Grad, Overdaadighed". Mærkeligt er det, at der ogsaa nævnes "Slaver" og tilføjes "Menneskesjæle". Vi kan sige, at det er Billeder hentede fra Datidens Forhold, hvor Slaverne med hele deres Person var en Handelsvare. I vore Dage er den aabenbare Slavehandel jo afskaffet i de civiliserede Folkeslag, men hvem ved, hvad der kan ske, naar Dyrets Rige ret udfolder sig, og det dyriske Sind kommer i Højsædet. Der er noget, der i vore Dage kaldes den "hvide Slavehandel" i Vellystens Tjeneste. Denne rædsomme Handel med Menneskesjæle vil sikkert komme til at florere i Antikristens Hovedstad saa vel som i den store Skøges aandelige Døtre, de andre Hovedstæder.

I V. 14 vender Ordet sig til Staden selv i ligefrem Tiltale med det rystende Ord: "Frugten, din Sjæl lystedes ved, er vegen fra dig og alt det lækre og glimrende (Bordets Glæder og den glimrende Pragt og Luksus) er forbi for dig, og man skal aldrig finde det mere". O, maatte dette Ord med sin vældige Advarsel klinge ind i deres Hjerter, som elsker Verden og de Ting, som er i den! Saaledes er det i Helvede Sjælen begærer og tørster, men det er evigt borte. Saaledes afmaler Herren for os den rige Mands Stilling, da han opslog sine Øer i Vinen. Og allerede her paa Jord erfarer Verdens Trælle ofte en Forsmag paa dette. I et Nu kan Verdens Lykke briste og omskiftes til bitter Kvide men her er jo dog endnu Lægedom mulig for den, som vil omvende sig; hisset er Sjælepinen ulægelig.

I V.15-16 hører vi, hvorledes ogsaa Jordens Købmænd staar paa Afstand af Frygt for Stadens Pinsel, thi ogsaa de bolede med Staden, og vi hører deres Veraab over, at "i een Time saa stor en Rigdom er lagt øde", det er derpaa, Købmandsblikket særlig fæster sig.

Endelig sluttes der (V.17-19) med de søfarendes Veklage; ogsaa de hyler og græder over, at Lejligheden til Vinding er gaaet tabt med denne Stad, hvis Lige ikke er funden (V. 18).

Babels Fald, den brændende Stads med Veraabene over sig, har haft mange Forbilleder paa denne Jord (f. Eks Jerusalems Undergang), men selv er den et Forbillede paa, hvad der venter Antikristen og hans Rige.

Men hvad der for Verdens Børn er Grund til bitter Klage, skal fylde Himmelen med dens hellige Beboere med Fryd (V. 20). "Skulde Gud ikke skaffe sine Usdvalgte Ret?" Saaledes har Herren sagt i Lignelsen om Enken og den uretfærdige Dommer (Luk.18,7), og med Babels og Antikriftens Fald faar dette Ord sin Opfyldelse. "Gud har skaffet eder Ret over den" (V. 20). Hævnen hørte ham til. Men derfor skal Frydesangen klinge i Himlen, ja blandt alle de hellige, baade dem i Himlen og dem paa Jorden, naar "Guds retfærdige Dom aabenbares" (2 Thess. 1, 5). Thi gennem Dommen over Babel gaar Vejen til Herlighedsriget for Herrens hellige.

Kapitlet slutter med, at en vældig Engel (V. 21) foretager en symbolsk Handling, der træder i Stedet for selve Synet af Babels Undergang, idet han kastede en stor Møll»esten ude i Havet og sagde: "saaledes skal Babylon, den store Stads, nedstyrtes i Hast og ikke findes mere". Paa lignende Vis afsluttes Profeten Jeremias' Domsprofeti over det gamle Babel (Jer. 51, 63-64). Ogsaa saaledes viser den hellige Skrift sig i fin Forskel fra alle menneskelige Skrifter. I en blot menneskelig Skildring vilde aabenbart Babels Undergang blive ganske anderledes udmalet, som vi bestandig ser den verdslige Presse udmale Rædslerne. Guds Aabenbaring holder sig til selve Kendsgerningen og dvæler kun i korte Træl, om end tilstrækkeligt, ved de grufulde Enkeltheder. Thi Guds Ord fremføres ikke for at kildre Fantasien men taler til Villien med hellig Vægt.

I V. 22-23 kundgør Engelen den Dødsstilhed, der indtræder, idet Staden som hin Sten i Havet forsvandt i Undergangens Dyb. Der skal ingen Lyd høres mere i den, hverken af Lystighed til Musikens Klang eller af Arbejde (V. 22). Hele den travle Færdsel og det larmende Røre er forstummet, alt er stille som ved en Grav, Mulm og Mørke ruger over Staden, intet Lys skinner mere. Naar der føjes til: "Brudgoms og Bruds Røst skal ikke høres i dig mere", viser det hen til, at ogsaa alt, hvad der af Lyst og Glæde peger fremad i Menneskelivet, er brat afskaaret. De ugudeliges Fremtid er borte (Sl. 37,38).

Der nævnes endnu en Gang i V. 23—24 de to Grunde til Dommen over Staden, nemlig først dens koglende Indflydelse over Folkene ved den Opsamling af denne Verdens Nydelsen som gjorde Stadens "Købmænd" til "Fyrster" paa Jorden; og dernæst Stadens blodige Kristushad, hvorved den læssede paa sig al den Blodskyld, som Jorden har været Vidne til overfor Herrens hellige. Thi ved selv at myrde Profeter og hellige i en Udstrækning som aldrig før har den ogsaa gjort sig skyldig i tidligere Slægters Blodskyld overfor Guds Folk. Paa lignende Vis lægger Herren "alt det retfærdige Blosd", som er udgydt paa Jorden, over paa det vantro Jerusalem med dets falske Vejledere (Matth. 23, 35). I dette sit rasende Had til Herren og hans Venner har Babels Brøde naaet sit Toppunkt, og det har fyldt sine Synders Maal.

Babel, Edom kom i Hu,
At vor Gud er til endnu,
Og fra Tronen styrtes du
Ved Herrens Haand.