En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Kap 19

I Kap.18,20 opfordres Himlen og dens Beboere til at fryde sig over Guds retfærdige Dom ved Babels Fald. Denne Himlens Lovsang møder os nu i V.1-8. Johannes hører "en høj Røst af en stor Skare i Himlen", og Grundtonen i Jubelsangen, et Halleluja til Herrens Pris, gentages fire Gange.

"Halleluja" er et hebraisk Ord og betyder: "priser Herren" ("Hallelu" betyder priser, "ja" betyder Jehova, Herren). Ordet forekommer i det gamle Testamente kun i Salmerne, i det ny Testamente kun her i Aabenbaringens Bog.

Den himmelske Lovsang begrundes først (V. 2) ved Henvisning til Dommen over Babel, i hvilken Guds Hellighed, Sandheden og Retfærdigheden i hans Domme blev aabenbarer Dertil knyttes det første Halleluja.

Det andet Halleluja knytter sig til Dommen over den store Skøge som en evig Dom (V. 3: "hendes Røg opstiger i Evighedernes Evigheder"). Babels Magt er for evigt brudt.

Det tredie Halleluja (V. 4), hvortil der knytter sig et Amen, lyder fra de 24 Ældste og fra de fire Keruber i ydmyg Tilbedelse, altsaa fra Menighedens og Alskabningens Repræsentanter· At disse særlig nævnes ved det tredie Halleluja, peger maaske hen paa, at det første og andet Halleluja kommer fra Englenes Hærskarer.

Fra V. 5-8 bliver Lovsangens Grund denne, at Babels Fald er Gennemgangspunktet for Herlighedsrigets Aabenbarelse. Den store Skøge forsvinder, for at Herrens hellige Brud kan tiltræde sin himmelske Arv. Som oftere før hører Johannes en Røst, som udgaar fra Tronen, enten fra en af Keruberne eller fra en Engel, og opfordrer alle Guds Tjenere, alle, "der frygter ham, baade smaa og store, til at love vor Gud. At der staar "vor Gud", viser, at Røsten udgaar fra en af Guds Skabninger. Vor Frelser taler nok (se Joh. 20,17) om "min Gud og eders Gud", men siger aldrig: vor Gud, fordi han staar i det særlige Sønneforhold til Faderen. Med Hensyn til de "smaa og store" henviser vi til Kap.11, 18. Blandt Herrens Tjenere paa Jorden er der jo Forskel paa Alder og Vækst. Med Himlens Beboere for Øje tænkes der maaske paa den større og mindre aandelige Betydning, de forskellige Guds Børn har haft for Guds Rige. Udtrykket vil selvfølgelig ikke sige, at de ikke alle skulde eje den fulde Salighed.

Opfordringen efterkommes af hele det fulde Himmelkor (V.6), og det fjerde Halleluja toner til Guds Pris, fordi han nu "har taget Kongedømmet", det vil sige, fordi det Spillerum, Mørkets Kræfter har haft, nu er forbi. Nu er Sorgens Dage omme for Lammets Brud, nu skal Guds Børn baade i Himmel og paa Jord "glæde og fryde sig", og give Gud "Æren", fordi Sejren er vunden, "thi Lammets Bryllup er kommen, og hans Brud har gjort sig rede". Her paa Jord er Menigheden Herrens trolovede Brud, Jomfruen (2 Kor.11,2). Nu skal det fuldkomne, salige Samliv, der aldrig mere skal ophøre, indtræde. Det ligger i Ordet om Lammets Bryllup. Det første Trin i denne fuldkomne Forening finder Sted med Tusindaarsrigets Oprettelse (se Kap. 20). Den fulde Herlighed indtræder dog først efter den sidste store Dommedag. I Kap. 21, 2 ser Johannes jo det nye Jerusalem stige ned fra Himlen, beredt som Bruden, smykket for sin Brudgom.

I V. 8 siges, at der blev givet Bruden at iføre sig rent og skinnende Linklæde, og der føjes til: "Linklædet er de helliges Retfærdighedshandlinger", der udspringer fra et retfærdiggjort Stade, altsaa det hellige Liv, der er Troens Frugt.

At dette blev givet hende, vil sige, at hun er bleven ført til dette Maal ved Kristi Kraft. Det er ham, der faar Æren for, at det Maal nu er naaet, fom udtales saa skønt i Ef. 5, 25-27, hvor Forholdet mellem Kristus og hans Menighed just stilles frem som Grundlag for det rette Forhold mellem jordiske Ægtefæller. Dette skønne Ord lyder saaledes: "Kristus elskede Menigheden og hengav sig selv for den, for at han kunde hellige den, idet han rensede den ved Vandbadet med et Ord, for at han selv kunde fremstille Menigheden for sig som herlig, uden Plet eller Rynke eller noget deslige, men at den maatte være hellig og ulastelig".

Det er dette Maal, Johannes nu ser som naaet, som en Gave fra Gud ved Kristus, dog saaledes, at denne Beredelse dog tillige er en Frugt af Menighedens Arbejde ("hans Brud har gjort sig rede, smykket sig"). Vi møder her det samme, som lyder til os i Filip. 2,12-13 ("arbejder paa eders egen Saliggørelse", og "Gud er den, som virker i eder"). Det er de to Sider, som bestandig maa følges ad, for at vor Helliggørelse kan skride frem og fuldkommes. Bruden har gjort sig rede, og det blev hende givet at iføre sig det rene Linklæde.

Til denne Lovsang (V. 5-8) med Lammets Bryllup for Øje slutter sig Engelens Ord i V. 9-10. At det er en Engel, der menes, naar der staar i V. 9: "han siger til mig", fremgaar af V.10, hvor Engelen afværger Johannes' Forsøg paa at tilbede ham med Ordet: "jeg er din Medstjener".

Engelen befaler Johannes at nedskrive følgende: "Salige er de, som er budne til Lammets Bryllupsnadvere", og han føjer til: "disse Ord er de sande Guds Ord".

Tre Gange finder vi, medens Johannes modtager Synerne, at det udtrykkelig lægges ham paa Sinde at nedskrive dem. Første Gang ved denne Saligprisning af dem, der er kaldede til Delagtighed i Lammets Bryllupsfest, til hvilken ogsaa maa regnes Tusindaarsrigets Højtid (se Kap 20, 6). Ved derefter at besegle denne Forjættelses Trofasthed tilskynder Engelen endmere hvert Guds Barn til at blive tro i Kampen for at faa Del i den fulde Herlighed."

Her tales jo om de enkelte Guds Børn, der lignes ved Bryllupsgæster (i Matth. 25 ved Brudejomfruer). Bruden betegner i den hellige Skrift altid Menigheden, de helliges Samfund som Helhed. Kun ved at have Plads i de helliges Samfund kan de enkelte faa Del i Samlivet med Herren. Den indbyrdes Kærlighed mellem de hellige er jo det store Kendetegn paa, at man har Bryllupsklædningen paa og hører til de sande Bryllupsgæster.

I sin Fryd over disse salige Ord, at Trængselen er forbi og Brudgommen for Døren for at hjemføre sin Brud, falder Johannes i Tilbedelse ned for Engelens Fødder. Vi kan ikke tænke os, at Johannes virkelig har villet tilbede en Skabning, men han har sikkert villet ære Gud selv i dette hans Sendebud. Saaledes gjorde jo Josva (Jos.5,14) over for Engelen, der aabenbarede sig for ham ved Jeriko, og Daniel overfor Engelen Gabriel (Dan. 8,17). Men Engelen vejleder Johannes til at se, at Gud paa den nye Pagts Grund ikke vil tilbedes gennem nogen Engel men umiddelbart ved Kristus.

Engelen betegner sig som alle Guds Børns Medtjener, alle deres, som "har Jesu Vidnesbyrd". Ethvert Guds Barn, som holder fast ved Jesu Ord som et ærligt Vidne, er væsentlig ligestillet endog med de hellige Engle. Dette begrundes ved, at Jesu Vidnesbyrd er "Profetiens Aands". Hvor Jesu Vidnesbyrd er, der er det den samme Profetiens Aand, som taler, det være sig gennem en Engel eller gennem et Menneske. Aanden er den samme i de mindste som i de største Redskaber Derfor er der kun seen, som skal tilbedes, Herren vor Gud og han alene (se Matth 4,10). Englepaakaldelsen i Pavekirken faar her sin Dom, hvad den saa end besmykkes med.

Alene Gud i Himmerig
Skal Lov og Pris tilhøre!
Han skabte alt saa viselig,
Vil alting vel udfore!

Nu ser Johannes det store ske, som Guds Folks Forventning er rettet imod. Fra den aabnede Himmel ser han Herren komme (V.11) i Skikkelse af en Rytter paa en hvid Hest, hvorved vi mindes om, hvad Johannes saa ved det første Segls Oplukkelse (Kap.6,1-2). Den hvide Farve paa Hesten betegner her som der Helligheden, dog ogsaa Sejren; thi i Triumftog red Sejrherren i Almindelighed paa en hvid Hest. Johannes hørte hans Navn; Rytterens Navn var "Trofast og Sanddru" (se Kap.3,14, hvor Herren just benævner sig "det trofaste og sanddru Vidne"). Han kommer for at opfylde baade sine Forjættelser og sine Trusler, her tænkes væsentlig paa de sidste, thi han kommer jo for at "dømme i Netfærdighed" og føre Krigen mod sine Fjender.

I V.12-16 skildres Herrens Skikkelse, der helt igennem er symbolsk og betegner hans aandelige Væsen. Hans Øjne var som "Ildslue" (se Kap.1,14). Derved betegnes den hellige Nidkærhed, for hvis Blik intet kan skjules. De "mange Kroner" paa hans Hoved betegner ham som Kongernes Konge. Han havde et Navn skrevet paa sig, hvilket dog "ingen kender uden han selv". Ved dette Navn betegnes Frelserens indre, uudgrundelige Væsen efter hans evige Forhold til Faderen. At Kristus er som ingen anden, det kendes alt her paa Jord, og det vil kendes endnu klarere, naar han aabenbares i sin Herlighed ved denne sin Genkomst, men hans Væsens Dyb kan ingen Skabning udgrunde. Paa tilsvarende Vis siges det jo i Kap.17,2, at hver af de frelste skal bære et "nyt Navn", som ingen kender uden den, der faar det; ogsaa hver frelst Menneskesjæl har sin egen Hemmelighed, som intet andet Menneske tilfulde kan gennemskue. Men saaledes gælder det i langt højere Forstand ogsaa med den evige Søn i hans Forhold til den evige Fader.

I V.13 skildres hans Klædning, den var blodig, ligesom "dyppet i Blod". Dette varsler aabenbart om, at han kommer for at bringe en blodig Hævn over Antikristen. Skildringen minder ganske om, hvad der er forudsagt hos Profeten Esajas (Es. 63), hvor Profeten ser et lignende Syn, ser Kristus som Sejrherren, ser ogsaa "rødt paa hans Klædsebon", og paa Spørgsmaalet: "hvorfor er der rødt paa dit Klædebon", faar Svaret: "Jeg stampede dem ned i min Harme, da sprudlede deres Blod op paa mine Klæder". Dog ogsaa paa anden Maade er der rødt paa hans Klæder. Forud for Fjendsernes Blod udgød han sit eget Blod, men det var dette Frelsens Blod, hans Fjender traadte under Fod og haanede (Hebr.10, 29).

Ved Siden af det uudgrundelige Navn bærer denne Rytter dog ogsaa andre Navne, i hvilke han bliver aabenbar for Verden; saaledes nævnes her to Navne, først (V.13) Navnet "Guds Ord", og dernæst (V.16) saa Johannes paa hans Klædning, der, hvor Lænden er, skrevet Navnet "Kongers Konge" og "Herrers Herre".

Navnet "G«uds Ord" minder om Johannes-Evangeliets Begyndelse ("I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud"). Ordet er Aandens Aabenbaring, Guds Ord ser Guds Væsens Aabenbaring og svarer da helt ud til ham, i hvem al Guddomsfylde i legemlig Skikkelse har taget Bolig hos os (Kol. 2, 9). Se ogsaa Joh.1,14: "Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os". Ved dette Navn "Guds Ords" betegnes Kristi Komme til Dom just som Guds Aabenbaring. Gud kaldes jo ikke blot den, der er, og den, der var, men ogsaa: den, der kommer (Joh.Aab.1,8). Gud selv kommer i sin eenbaarne Søn.

At Kristus kommer som Guds Aabenbaring, betegnes ogsaa ved (V. 14), at "Hærene i Himlen" fulgte ham, det vil sige Engleskarerne. Paa mangfoldige Steder i Skriften siges Englene at skulle ledsage Kristus ved hans Genkomst (se Math 25, 31: "Naar Menneskesønnen kommer i sin Herlighed og alle Englene med ham"). Ogsaa Englene kommer paa "hvide Heste", iførte "rent, hvidt Linklæde«. Men at deres Klæder ikke var bloldplettede, vidner om, at Guds Søn er ene om at vinde Sejren over Fjenderne, saaledes som det allerede forudsagdes i førnævnte Sted (Es. 68: "Jeg traadte Persekarret, jeg alene").

Ogsaa her ser Johannes (V. 15) et "skarpt Sværd udgaa af Herrens Mund", svarende til Herrens Aabenbarelse i Kap. 1, 16. Sværdet betegner hans dømmende Almagtsord, hvormed han knuser Antikristens Skarer og lægger alle Folkeslagene under sine Fødder. Billedet af Guds "strenge Vredes Vins Persekar" peger hen paa Dommen over Antikristen, men Ordet: "han skal vogte (regere) dem (Folkeslagene) med en Jernstav", peger hen paa det Rige, Herren nu vil oprette ved sit Komme, Tusindaarsriget, i hvilket alle Jordens Folkefærd underdanigt skal bøje sig ind under Kristi Kongespir.

Fra V.17-21 ser Johannes nu Dyrets og hans Hjælperes Undergang. Nogen Kamp imellem Kristus og hans Fjender foregaar der egentlig slet ikke. "Ved sin Munds Aande" skal Herren fortære Antikristen og tilintetgøre ham, blot "ved sin Tilkommelses herlige Aabenbarelse", saaledes vidner Paulus i 2 Thess 1, 8, og saaledes ser Johannes det gaa til. Synet begynder med, at han saa en enkelt Engel staa "i Solen", hvorved betegnes det for Menneskeøjne højeste Stade. Men Engelen havde ogsaa et Bud til alle Himmelhvælvingens Fugle om at samle sig til "Guds store Nadvere", til at æde Kødet af alle de faldne Fjender, lige fra de øverste og mægtigste til de ringeste (V.17-18). Denne Opfordring til Himmelens Fugle minder om Herrens Ord i Matth: 24, 28: "Hvor Aadselet er, der skal Ørnene ((Gribbene) forsamles". Denne store "Guds Nadvere" er den grufulde i Modsætning til den store Nadvere (Luk.14), til Kongesønnens Bryllup (Matth. 22) og "Lammets" Bryllup (Joh. Aab. 19, 7).

Derefter ser han (V. 19) Dyret og alle de med ham forbundne Konger og deres Hære samlet for at føre Krig mod Rytteren paa den hvide Hest og hans Hær. Hvorledes dette Krigstog skal tænkes, vil Opfyldelsen vise, formodentlig som en frygtelig Kristenforfølgelse af et Omfang og en Grumhed som aldrig før kendt. Kirkehistorien har Forbilleder nok paa saadan en Kamp, hvor Jordens Konger har rejst sig mod Herren og mod hans Salvede (Sl. 2, 2) for at ramme Gud i hans Venner paa Jord. Vi behøver blot at tænke paa den grufulde Forfølgelse, der rasede over næsten hele Romerriget under Kejsen Diokletian, hvilken Forfølgelse jo ogsaa standsedes underfuldst ved Kejser Konstantins Sejr.

Om Antikristens Undergang vil finde Sted under et bestemt Krigstog, maaske, som det kunde synes af Ezekiels og Daniels Skildring, ende med et Angreb paa det hellige Land, til hvilket Jøderne paa hin Tid sikkert maa tænkes at være vendt tilbage, maa staa hen indtil Opfyldelsens Dage.

Antikristens Hære ihjelsloges ved Sværdet af den himmelske Rytters Mund, ved et Ord, men Dyret selv og med ham den falske Profet, der ved sine djævelske Kunster havde forført de Mennesker, der tog Dyrets Mærke og tilbad dets Billede, disse to fik en særlig Straf: "de blev begge kastede levende i Ildsøen, som brænder med Svovl" (V. 20), Betegnelse for det evige Fortabelsessted Medens ellers Døden er Gennemgangspunktet til Dommen, blev disse to med et styrtet i Ildsøen, og at det skete i levende Live, er det uhyggelige Modstykke til, hvad der skete med Enok og Elias, der levende blev optaget i Himlen.

Naar her staar, at de "andre blev ihjelslaaede" (V. 21), vil det ikke sige, at hele den dalevende Menneskeslægt, der tog Dyrets Mærke, med det samme udryddes af Jorden, det er kun Antikristens Kamphære, der rammes af denne Dom. Betegnelsen i V. 15: »han skal vogte dem med en Jernstav", viser os, at der bliver vantro Mennesker tilbage ogsaa i Tusindaarsriget. Men nu er det Kristus og hans hellige, der kommer til at regere.

Saa er det forbi med Dyret og med dets Rige, Verdensmagten er knækket for evigt. Det Forsøg, vi hører om i Kap. 20, 7-9, er kun Djævelens sidste, afmægtige Krampetrækning.

Enden kommer, ve, o ve!
Fangne Sjæl, afryst din Lænke!
Kan du Jesu Graad ej se,
Kan du paa din Fred ej tænke?
Græd forgæves Verdens Dommer,
Ve da, ve, naar Enden kommer!