En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Kap 20

I dette Afsnit skildres nu, hvorledes Kristi Rige oprettes og det endnu paa denne gamle Jord. Hvad Guds Børn ofte har sukket efter i disse Stridens Dage, at dog Herrens Ords Sandhed maatte sejre over alt Mørket, der tilsyneladende sad i Højsædset, det skal herligt opfyldes endnu paa denne Jord. Den Jord, der var Vidne til de helliges Undertrykkelse, skal ogsaa være Vidne til deres Ophøjelse. Efter Stormen og Uvejret skal der komme en dejlig Aftenstund, før den gamle Jord forgaar, og en ny fremstaar. Gudsriget, saaledes som vi nu kender det paa Jord, er med Rette blevet kaldt Aandens Rige, i hvilket Menighedens Konge virker igennem sin Aand, i hvilket hans Venner bærer Skatten skjult i "et Lerkar" (2 Kor. 11, 7). Men naar Kristus, vort Liv, aabenbares, da skal ogsaa hans Folk aabenbares med ham i Herlighed (Kol. 3, 4). Da kommer Kristi Rige, Sønnens Rige, det Rige, vi hører om paa dette Sted, Tusindaarsriget. Først efter den sidste Dommedag oprinder den nye Jord med Faderens Rige, da Sønnen overgiver Riget til sin Fader, og "Gud skal være alt i alle", i alle den nye Jords Beboere, saaledes som Apostelen Paulus har malet det for oss i 1Kor.15, 23-28.

Idet Kristi Rige oprettes, bliver ogsaa selve Djævelen gjort afmægtig. Johannes ser en Engel stige ned fra Himmelen med Afgrundens Nøgle og en stor Lænke i sin Haand. Denne Engel greb den gamle Slange, som er Djævelen (Anklageren) og Satan (Modstanderen, Fjenden), og bandt ham for tusinde Aar. Og der blev lukket og forseglet over ham, for at han ikke mere skulde forføre Folkeslagene, indtil de tusinde Aar var til Ende. "Derefter skal han løses en lille Tid" (V.1-3).

Afgrunden, i hvilken Djævelen indespærredes, betegner et særligt Straffested, et Fængsel, i hvilket Mørkets Magter berøves deres Frihed og Spillerum til at øve deres ødelæggende Gerning. Den Afgrund var det, de onde Aander frygtede saa meget for at blive sendt ned i, naar de mødtes med Herren i hans Køds Dage (se Luk. 8, 31: "de bad ham om, at han ikke vilde byde dem at fare ned i Afgrunden").

At Djævelen nu insdespærres der i tusinde Aar, vil tydeligt nok sige, at han udelukkes fra al umiddelbar Virksomhed paa Jorden, han kan ikke længere føre an i Kampen mod Guds Rige, ikke længere ophidse og samle Folkemasserne til den onde Strid, ikke længere pine og plage de enkelte Sjæle med sine gloende Pile. Dermed er dog ikke sagt, at al Fristelse og Synd er forsvunden fra Jord. Men Syndens og Vantroens Magt vil i høj Grad være svækket og lammet. Medens vi nu bestandig i hver eneste Fristelse har med Djævlehæren at gøre (se Ef. 6, 12: "Kampen staar ikke imod Kød og Blod, men imod Magterne, imold Myndighederne, imod Vendensherskerne"), vil det i Tusindaarsrigets Dage hedde: Vi har kun Kamp mod Køds og Blod, og det vil mærkes som en lykkelig Omskiftelse.

Medens vi saaledes i V.1-3 hører, hvad Menneskeheden fritages for i hin vidunderlige Tid, hører vi nu i V. 4-6, hvilke herlige Gaver der fra Himlen af bliver den til Del i samme Tidsrum. Johannes "saa Troner, og de satte sig paa dem, og Dommersmagt blev dem givet". Hvem der satte sig paa Tronerne, fremgaar tydelig nok af Tilføjelsen: "Og jeg saa deres Sjæle, som var halshuggede for Jesu Vidnesbyrds og Guds Ords Skyld, og dem, som ikke havde tilbedt Dyret eller dets Billede og ikke havde taget Mærket paa deres Pande eller paa deres Haand. Og de (nemlig disse Sjæle) blev levende og blev Konger med Kristus i tusinde Aar" (V.4).

I V. 5 føjes til, at de øvrige af de døde blev ikke levende, "førend de tusinde Aar var til Ende", og den Opstandelse, Johannes her saa, kaldes den "første Opstandelse". I V. 6 prises de, der faar Del i den første Opstandelse, som "salige og hellige". Salige, fordi den "anden Død" ikke har Magt over dem, de har alt nu det evige Livs Fylde baade aandeligt og legemligt. Scom hellige prises de, fordi de skal være Guds og Kristi Præster og regere med ham som Konger i de tusinde Aar. Ogsaa Guds Børns aandelige Præstedømme beklæder de nu i herlig Fuldkommenhed.

Her melder sig nu en Mængde Spørgsmaal, som visselig ikke alle hverken skal eller kan besvares, men hvad der er os "skænket af Gud" at vide (se 1Kor.2,12), det har vi Lov til og Pligt til at hjælpe hverandre til at se.

For det første: Er det kun Martyrerne og dem, der døde som Herrens trofaste Vidner i den sidste antikristelige Tid, der faar Del i Tusindaarsriget? Derved bliver jo mangfoldige ogsaa af de skønneste Guds Børn udelukkede. Apostelen Johannes selv blev ikke Martyr i bogstavelig Forstand, ej heller Luther, ej heller Ansgar. Men der findes ogsaa andre Steder i Skriften, hvor den første Opstandelse omtales, og der udvides den til alle dem, der "hører Kristus til" (se 1 Kor. 15, 23), og til dem, der er "døde i Kriftus" (1 Thess. 4,16) før hans Genkomst. Muligvis Paulus ogsaa tænker paa denne første Opstandelse ved Ordet i Filip. 3,11: "Om jeg dog kunde naa til de dødes Opstandelse. Vi ved i ethvert Tilfælde af 2 Kor. 5, 2-4, at han længtes efter at "overklædes" med den himmelske Bolig. Derved tænker han aabenbart paa den Lod, der bliver de troende til Del, der oplever Herrens Genkomst, nemlig at blive forvandlet til Uforkrænkelighed og saaledes blive dem lig, der opstaar ved den første Opstandelse. Og Udtrykket: "de blev levende", kan med fuld Ret anvendes ogsaa paa en saadan Forvandling til Uforkrænkelighed (se 1 Kor. 15, 51-54).

Der bor en Længsel efter at faa Del i den første Opstandelse i alle os troende, naar vi hører om Tusindaarsrigets Herlighed. Og vi tør da ikke blot efter de ovennævnte tydelige Skriftord, men ogsaa efter selve Johannes' Aabenbaring (Kap.2, 26), hvor Forjættelsen om Delagtighed i Tusindaarsriget gives hver den, "der sejrer", have Lov til at glæde os ved, at alle de, der før Kristi Genkomst døde i Kristsi Tro eller komme til at opleve Kristi Genkomst som troende Mennesker, skulle faa Del i Tusindaarsriget og regere med Kristus. Vi har jo ogsaa endnu mange andre Ord, der peger hen derpaa; f. Eks. 2 Tim. 2, 12: "Dersom vi holder ud, skal vi ogsaa være Konger med ham".

For det andet: Hvad forstaas der ved den Dommermagt, der blev givet Herrens hellige (V. 4)? J 1Kor. 6, 2 siger Paulus: "Ved I ikke, at de hellige skal dømme Verden?" Der maa aabenbart tænkes paa en aandelig Magt; dette ligger jo allerede i Ordet om, at de hellige "skal være Guds og Kristi Præster". Men hvorledes disse opstandne hellige og de med dem til Uforkrænkelighed forvandlede Guds Børn, de, der oplevede Herrens Genkomst, skal udøve dette deres aandelige Herredømme, derom har Fortolkerne gjort sig mange forskellige Tanker. Spørgsmaalet bliver da her igen dette: Skal disse hellige, der regerer med Kristus, tænkes paa Jorden eller at øve deres Herredømme fra de himmelske Egne af?

Vi har allerede omtalt, at Synd og Død ikke vil være forsvunden fra Jorden i Tusindaarsriget, og at der vil findes ogsaa vantro Mennesker blandt dem, der vedbliver at leve paa Jorden og ikke ihjelsloges, da Antikristsen blev fældet. Der vil blive noget underligt for Tanken ved at tænke sig, at der et Steds paa Jorden skulde leve lutter forklarede Mennesker, medens alle de øvrige Mennesker, der i denne Tid kom til at færdes paa Jorden, baade troende og vantro, skulde være undergivne den gamle Jords sædvanlige Vilkaar, om end ganske vist Forkrænkelighedens Kræfter vil være mildnede ved, at Djævelen er indespærret og bunden. Men nogle skulde saa dog leve paa Beskuelsens Vilkaar, andre paa Troens.

Sandheden rammes vistnok sikrest ved, at vi tænker os, at Herren ved sin Genkomst henter alle dem, der her paa den gamle Jord har stridt Troens gode Strid og vundet Sejr, hjem til sig i Himmelen, og at den forklarede Menighed fra de himmelske Egne af skal herske med Kristus over den paa Jorden levende Menneskehed. Derspaa hentyder Apostlen Paulus' Ord i 1 Thess.4,17, hvor de troendes Møde med Herren skildres saaledes: "Derefter (nemlig naar Herren er kommen, og de døde i Kristus er "opstandne", skal vi levende, som bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i Skyer til at møde Herren i Luften, og saa skal vi altid være sammen med Herren". Der tales slet ikke om, at de hellige skal vende tilbage til Jorden. Hermed stemmer ogsaa Udtrykket i 2 Thess.2,1: "Vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse og vor Samling til ham." Ligesaa i Matth. 24, 31: "Han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basun, og de skal samle hans udvalgte fra de fire Vinde". Endelig tyder dette, at Enok og Elias og ligesaa de to Vidner, vi hørte om i Kap. 11, med deres Legemer optoges til Himlen, paa, at der kan tænkes paa et Opstandelsesliv i Himlen, allerede før den nye Jord oprinder. I samme Retning peger maaske ogsaa, hvad der fortælles i Matth. 27, 52, at ved Herrens Død paa Korset og hans Opstandelse "Gravene oplodes, og mange af de hensovede helliges Legemer opstode". Om disse sidste staar der endvidere, at de "kom ind i den hellige Stad og aabenbaredes for mange".

Ligesom Krisrus i de fyrretyve Dage efter sin Opstandelse vandrede med sine Disciple paa en ejendommelig Maade, idet han gentagne Gange aabenbaredes for dem i en synlig Skikkelse for saa atter at blive usynlig for dem, og ligesom denne Tilstand dannede en Overgang for ham til Himmelfartens Herlighed ved Faderens højre Haand, saaledes synes det at være en af dette Forbillede bestyrket Mulighed, at der ogsaa for Herrens Menighed paa Jord vil blive en saadan Overgangstid i Tusindaarsriget, indtil den fulde Herlighed bryder frem med den nye Jord.

Hvilken himmelsk Gave og mægtig Velsignelse vil det ikke være for Menigheden paa Jorden saaledes at staa i et hidtil ukendt Samkvem med den første Opstandelses Menighed, og det samtidig med, at Kristi Rige præger hele Livet hernede paa Jorden med sin hellige Myndighed, saa Guds Ords virkelig bliver den højeste Lov.

Nogle har tænkt sig, at Israels Folk først skulde omvendes ved Herrens Genkomst og danne Kærnen i Tusindaarsrigets Menighed. Skriften synes dog at henlægge Israels Omvendelse til Tiden før Herrens Genkomst, saa at Israels omvendte Menighed allerede i Antikristens Dage er kommen tilbage til det hellige Land.

Man har ogsaa spurgt, om Tusindaarsrigets Tid skulde være en Missonstid. Ifølge Matth. 24, 14 maa Guds Riges Evangelium være bleven forkyndt til et Vidnesbyrd for alle Folk, "Hedningernes Fylde" maa være indgaaet i Riget, derefter kommer Israels Omvendelse (Rom. 11, 25-26). Alt dette gik forud for den antikristelige Trængsel og Herrens Genkomst. Dog vil der jo i Tusindaarsriget blive nye Slægter i Mængde og da Tusindaarsrigets Tid er Menighedens store Sejrstid, er det umuligt at tænke sig andet, end at der vil udgaa en missionerende Kraft som aldrig før til Jordens Beboere. Men Missionen vil da have ganske andre Kaar end nu til Dags. Folkene vil snarere søge hen til Guds Menigheds Lys, end at Menigheden behøver at opsøge dem. Og hele den djævelske Modstand, som Arbejdet for Guds Rige nu har at kæmpe med, vil saa være borte.

Der findes mange Antydninger i Skriften om en Missionstid af denne Art, saaledes i Esaj 2, 2-4, hvor der aabenbart sigtes til Tusindaarsrigets Dage, idet der tales om den store Fredstid, da "Sværd omsmedes til Hakker og Spyd til Haveknive". Da staar der ogsaa dette: "Og det skal ske i de sidste Dage, at Herrens Huses Bjerg skal være grundfæstet ovenpaa Bjergene og ophøjet over "Højene (da har Guds Kirke af Guds Haand faaet Verdsensherredømmet), og alle Hedningerne skal strømme til det".

Man har spurgt, om ogsaa Naturen vil faa Tusindaarsrigets Herlighed at mærke. Dertil maa siges, at Naturens fulde Forklarelse selvfølgelig først kan indtræde efter den sidste store Dommedag med Syndens fulde Ophør. Først da aabenbares der en ny Jord, hvor al Forbandelse er evigt borte. Men i Tusindaarsriget, hvor Syndens Magt er saa stærkt formindsket, tør det dog forventes, at ogsaa Naturen, der hænger saa nøje sammen med Menneskelivet, vil faa sin Del af Velsignelsen. Der findes hos Profeterne mange Skildringer af en saadan begyndende Herlighed ogsaa i Naturen. Men hvorvidt disse Profetier peger frem paa Tusindaarsriget eller paa den sidste Fuldendelse, den nye Jord, kan ikke saa nøje afgøres. For den gamle Pagts Profeter, der stod paa saa lang Afstand, gled disse to Begivenheder som oftest sammen, paa samme Maade som vi i Bjergegne paa lang Afstand ofte synes, at Bjergtoppene næsten er jævnsides, skønt der dog, naar vi kommer nærmere til, viser sig at være en betydelig Afstand mellem dem. Vi har særlig Ordet i Esaj. 65, 20-25 at give Agt paa. Skildringen der synes ikke helt ud at kunne sigte til den nye Jord, med mindre man da vil forstaa hele Skildringen som fremført i Datidens Klædebon og forstaa alle Udtrykkene blot billedligt. Der tales paa dette Sted endnu om Død og om Barnefødsel men ellers om en dejlig, velsignet Tid, hvor Levealderen bliver meget længere, hvor der ingen Misvækst skal være, hvor der ogsaa skal være en hidtil ukendt Fred mellem Dyrene. Og alt dette under en aaben Himmel (se Ef.65,25). Skildringen der synes i visse Henseender at passe bedst til Tusindaarsriget.

Selvfølgelig vil dog langtfra alle Mennesker omvende sig i Hjertegrunden, om end de udvortes vil slutte sig til, saaledes som man stundom kan se den Dag i Dag, naar store Vækkelser gaar hen over en Egn. Mange vil dog føle Kristi Kongemagt som en Jernstav (se Kap. 19, 15), og naar Djævelen til sidst igen en liden Tid bliver løsladt, vil han finde Tilhængere igen i en Mængde "som Havets Sand" (se V. 8).

Endnu har vi dette Spørgsmaal at betragte: Hvorledes skal Angivelsen: "tusinde Aar" betragtes?

Der er dem, der ud fra Ordet om, at tusinde Aar er for Herren som en Dag, har tænkt sig, at Tusindaarsriget skulde svare til Sabbatsdagen og være som en Sabbatstid efter de feks Tusinde Aars Møje og Besvær. Saaledes tænkte adskillige af de gamle Kirkefædre sig det, ogsaa Martin Luther. Det er dog kun Gætning. Rigtigere er det sikkert at forstaa Tusindtallet symbolsk som en billedlig Betegnelse. Vi har jo set, hvorledes Tallene i Aabenbaringens Bog har deres særegne Betydning. Syvtallet f.Eks. er det hellige Tal, Mærketallet for Guds Aabenbarings Gerninger overfor Verden i deres Fuldkommenhed. Tretallet er Guds særlige Tal. Firstallet er Verdenstallet. Tolvtallet Kirkens Tal. Titallet bruges til at betegne Fuldstændigheden, det fulde Tal, saaledes ti Plager i Ægypten, ti Bud osv. Tusindtallet er ti Gange ti Gange ti, altsaa ti i tredie Potens Derved kan betegnes en afsluttet Tidsperiode, der varer sin fuldsstændige Tid ud uden Afbrydelse (Titallet), gennemtrængt af det guddommelige (Tretallet), af Herrens Sejrsmagt. Dette giver en rigtig Tanke. Men selv om denne symbolske Fortolkning af Tallet ikke skal fastholdes, betegner Tusindtallet, der er det største Aaremaal, for hvilket vi har en Enhedsbetegnelse i Historien (Aartier, Aarhundreder, Aartusinder), aabenbart dette, at der kommer til at ligge en hel stor Verdensperiode mellem Kristi Genkomst og den sidste almindelige Dommedag.

Tanken om Tusindaarsriget er ofte i Kirken bleven afvist som noget dunkelt, man ikke skulde befatte sig med; paa den anden Side ogsaa stundom bleven fremhævet og udmalet paa sværmerisk Maade. Det, det gælder om for os, er at finde det Lys ogsaa i denne Sag, som Guds Ord har til os, saaledes som Psaulus sagde til de Ældste fra Efesus: "Jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Raad" (Ap. G. 20, 27). Hvad Guds Ord siger os om dette, skal ikke forholdes Menigheden. Paa den anden Side gælder det lige saa meget om ikke at skride ud over, hvad Guds Ord aabenbarer os, men ædrueligt holde sig indenfor hans Maalesnor. Igennem Tiderne har selve Tanken om Tusindaarsriget faaet en ret forskelligartet Behandling. Der er dem, der ved Tusindaarsriget har forstaaet hele den Tid, Kirken er her paa Jord, fra Pinsedag til Herrens Genkomst. Saaledes Augustin. Ham fulgte den romerskkatholske Kirke paa dette Punkt, og det var ikke saa underligt, thi Pavekirken har jo bestandig søgt før Tiden at oprette et Verdensherredømme for Kirken, forud at ville gribe paa kødelig Vis, hvad kun kan gives af Gud i hans Time. Men denne Fortolkning er umulig, thi saa skulde Djævelen jo have været bunden i al denne Tid, og det har han visselig ikke været, ej heller stemmer det i mindste Maade med Aabenbaringens Skildring af Antikristens Fald som gaaende forud for Tusindaarsriget.

Andre har forstaaet Tusindaarsriget om et enkelt bestemt Tidsrum indenfor Kirkens Historie. Nogle lod saaledes Tusindaarsriget begynde med Konstantin den Store og lod det vedvare til det trettende Aarhundrede. Man forstod da Antikristens Tid om den hedenskromerske Verdensmagt. Men at et Aartusinde som det nævnte, der omfatter nogle af de bedrøveligste Tider i Kirken, skulde være Herlighedsriget, medens Reformationstiden og de senere Vækkelsestider skulde staa udenfor, er meningsløst.

Ogsaa Jøderne havde ud fra de gammeltestamentlige Profetier fundet, at Messias skulde oprette et Verdensrige før den afsluttende Fuldendelse, men det blev for dem kun et kødeligt Rige, i hvilket Jøderne skulde samles fra Adspredelsen og skulde faa deres Land igen. De afdøde Jøder skulde opstaa, og Jødefolket skulde da regere over alle andre Folkeslag. Man udmalede sig tillige en uhyre Frugtbarhed i Naturen og timeligt Velvære i alle Maader. Det er disse kødelige, jødiske Forestillinger, som den augsburgske Konfession fordømmer, men ganske vist opstiller den samme Konfession ikke noget om, hvad Skriften taler om Tusindaarsriget, saa det kan se ud, som om man kastede Barnet ud med det skidne Vand. Reformatorernes Styrke og særlige Klarhed laa paa andre Punkter, hvor det særligt var givet dem at rense Kirken for Pavedømmets Vildfarelser (saaledes overfor Gerningsretfærdigheden i Stedet for Retfærdiggørelsen ved Troen). Tillige skræmmedes Reformatorerne ved at se den Maade, hvorpaa Gendøberne paa deres Tid optog de jødiske, sanselige Forestillinger om Tusindaarsriget.

I den ældste Kirke (de tre første Aarhundreder), var Kiliasmen - saaledes kaldes Læren om Tusindaarsriget med en græsk Benævnelse - ogsaa fremme hos alle de betydelige Kirkelærere og væsentligt i det rigtige Spor om end med mange Tilføjelser og mange sværmeriske Udmalinger. Der var en hel Sektbevægelse, Montanismen, til hvilken Termllian sluttede sig, i om med glødende Iver forkyndte Tusindaarsriget.

Af al den Forvirring skal vi dog ikke lade os skræmme, men stille glæde os ved de trofaste Forjættelser, som Ordet har givet os om en herlig Aften efter den stormfulde Dag. Og det, vi i denne Fortolkning har fundet som det, Gud har skænket os at kende, det har sin fulde Tilknytning i Ordet, omend vi med Hensyn til Enkelthederne ofte har maattet sige: det er os ikke aabenbaret. Vort Hjerte har faaet det stadfæstet, hvad der staar i det lille Vers:

Efter Uvejrsskyen
Smilet over Byen
Solen dobbelt klar;
Efter Sorg og Smerte
Glæden i mit Hjerte
Dobbelt Fylde har.
Lad da kun
En føje Stund
Angst og Kammer mig omspænde,
Gud vil godt det ende!

"Han skal løses en lille Tid", saaledes stod der i V. 3, saaledes er det bestemt i Guds Raad, Djævelen har endnu et lille Spillerum, inden hans Tid er omme. Der beskrives nu (V. 7-9), hvorledes han bruger denne sin sidste Frihed, naar Tusindaarsriget er afsluttet. Alt, hvad der hører Jorden til, har det tilfælles med Markens Blomst, at det omsider svinder bort igen. Fordi Tusindaarsriget endnu hører denne gamle Jord til, maa ogsaa det rinde ud for at afløses af det evigt blivende men den evige Herligheds Frembrud har atter en sidste Kamp til sin Forudsætning Idet Djævelen løslades, farer han ud blandt Folkene. Vel kan han ikke mere danne noget Verdensrige, thi Verdensrigernes Tid er for evigt forbi med Antikristens Fald, men Masserne rundt omkring sætter han i Bevægelse. Den Bitterhed, der har siddet i de vantros Hjertedyb, om end de udvortes bøjede sig, faar nu Luft, da Anføreren atter er der. Dermed foregaar en sidste Sigtelse i Menneskeslægten. Dertil skal Djævelen tjene endnu engang, thi tjene Guds Raad maa han trods al sin fnysende Vrede.

Naar der siges, at det er "Folkeslagene ved Jordens fire Hjørner", han udgaar til med sin Forførelse, ligger maaske deri en aandelig Betegnelse for, at det er de Mennesker, der har fjernet sig saa langt som muligt fra det straalende Menighedsliv i Tusindaarsriget, har søgt at fly Paavirkningen fra dette hellige Midtpunkt. De Navne, hvormed disse Folkeslag nævnes, Gog og Magog, findes nævnt i det gamle Testamente. Magog finder vi allerede i 1 Mos. 10, 2 som Navn paa en af Jafets Sønner, og siden igen i Ezekiels Spaadom om Antikristen (se Kap. 38, 39, hvor der talesom Fyrsten "Gog i Magogs Land"). Hos Ezekiel betegner Gog aabenbart Antikristen. Her bruges baade Gog og Magog som Folkenavne. Jøderne forstod ved Gogs og Magogs Rige Folkeslagene imod Nord, de samme, som hos Grækerne og Romerne kaldes for Skyther, Folkene i det nuværende Ruslands og Sibiriens Egne. Navnene peger i hvert Tilfælde hen paa det antikristelige Sind hos disse de allersidste Tiders Folkemasser.

I store Skarer, talrige som "Havets Sand", drager de frem under Djævelens Paavirkning til Angreb paa "de helliges Lejr og den elskede Stad" (V. 9). Udtrykket: "den elskede Stad" finder vi i Siraks Visdom Kap. 24, 12; her betegner det Guds Menighed, den af Gud og hans Børn elskede Stad. Udtrykket: "de helliges Lejr" viser os, at Kampens Dage atter er begyndt, men Guds Folk har sit faste Værn. Ved "de hellige" maa der selvfølgelig forstaas den jordiske "Menighed" der har dannet sig stærk og herlig i Tusindaarsrigets Dage, i Pagt med den Menighed, der dels blev bortrykket ved Kristi Genkomst. dels opstod ved den første Opstandelse.

Atter her, ligesom da Antikristen blev fældet, kommer det ikke til nogen egentlig Kamp. Der staar blot: "Og der faldt Ild ned fra Himmelen og fortærede dem". Dermed er Djævelens Historie forbi, og nu skal Menigheden ikke sigtes mere, nu kommer Dommedag med den evige Skilsmisse mellem Lys og Mørke Djævelen ender iIldsøen hos sine fordums Hjælpere, Dyret og den falske Profet, og overgives som de til den evige Pine.

Saa kommer den store Dommedag, som Herren allerede har skildret den i Matth. 25, 31-46. Johannes ser en stor, hvid Trone. Den hvide Trone betegner atter her Hellighedens Aabenbarelse. Det er Menneskenes Søn, han ser sidde paa denne Trone, ham, ved hvem Gud vil "dømme Jorderige med Retfærdighed" (Ap. Gem. 17, 31). Johannes ser Jorden og Himlen fly for hans Aasyn, "og der blev ikke fundet Sted for dem". Med andre Ord: Den gamle Himmel - her tænkes paa Himmelen i dens udvortes Skikkelse med Himmellegemerne - og den gamle Jord forgaar, alt det, Djævelen satte sit Mærke paa, det svinder nu for evigt, det gaar under, og vi ved andet Steds fra (se 2 Peter 3), at det vil ske ved Ild.

Himmel og Jord skal forgaa, men mine Ord skal ingenlunde forgaa, har Herren sagt (Luk. 21, 33). Det Ord, som jeg har talt," det skal dømme eder paa den yderste Dag, saaledes lød det ogsaa fra Herren i hans Køds Dage (Joh. 12, 48). Det er denne Dom, Johannes nu ser.

"Alle de døde, de store og de smaa", saa han "staaende for Tronen". Da her staar: de døde, undtages altsaa alle de, som fik Del i den første Opstandelse. Med Hensyn til Betegnelsen "de store og de smaa" henvises til Kap. 11, 18 og 19, 5. Meningen er: alle uden Forskel, hvad aandelig Rækkevidde de saa end ejede, og hvor forskellige de end var i Henseende til jordisk Betydning.

Det fremgaar af det følgende, at der ogsaa findes en hel Del frelste blandt dem, der nu staar foran Tronen. Masser af Mennesker fik jo ikke Ordet at høre her paa Jord og kunde derfor ikke her vælge Kristus og dø i ham, f. Eks alle Hedningeskarerne.

"Bøger blev aabnede". Disse Bøger er Billedet paa Guds Alvidenhed, i hvilken alle vore Gerninger er optegnede. Vi finder "Bøgerne" omtalt i Dan. 7, 10; og i Mal. 3, 16 tales der om en "Ihukommelsesbog", der blev skrevet for Herrens Ansigt om dem, som frygte Herren og tænker paa hans Navn.

"Efter det, som var skrevet i Bøgerne, blev de døde dømte, efter deres Gerninger". Gerningerne betegner her som saa oftse hele et Menneskes jordiske Færd, der vidner enten for eller mod ham som et troende Menneske. I Matth. 25 udvikles dette nærmere for os af Herren. Gerningerne skal vise vor Stilling til ham selv, om vi elskede ham i hans smaa Søskende paa Jord.

Men her tales ogsaa om den anden Bog, vi oftere har hørt nævne, nemlig Livets Bog, hvor alle de, hvis Gerninger vidnede for deres Tros Ægthed, og som bleve bestandige indtil Enden, staar indskrevne paa hin Dag. Herren har kendt disse Navne, før Verdens Grundvold blev lagt (Kap. 13, 8), men dette betegner dog ingen Forudbestemmelse, thi vi hører i Joh. Aab. 3, 5, at et Navn kan udslettes af Livets Bog. Herren sagde engang til de 70 Disciple, han havde udsendt, at de skulde glæde sig over, at deres Navne var skrevne i Himmelen. Gud skrev selv vore Navne i Livets Bog, da vi blev indlemmet i Naadepagten med ham, men der er Navne, der kun staar der for en Tid. Kære Læser, lad os komme i Hu, at kun dens Navn, der sejrer, forbliver i denne Livets Bog. Og lad os aldrig glemme, hvad der staar i V. 15: "Dersom nogen ikke fandtes skreven i Livets Bog, blev han kastet i Ildsøen".

I V. 13-14 siges os, hvorledes samtlige Steder, der indesluttede døde, maatte afgive dem. At alle døde skal opstaa legemligt, det være sig til Livets eller Dommens Opstandelse, betegnes ved, at ogsaa Havet afgav de døde, der var i det. Om Legemet saa sank ned i Havdybets Bund, opstaar det dog. "Helvede" betegner som Gengivelse af det græske Ord "Hades" ikke det sidste Pinested, der jo hedder Ildsøen, men Dødsrigset, hvor alle de Sjæle, der ikke gik til Paradis, har været i Forvaring, om end paa forskellig Maade, saa vidt vi kan skønne. Hedningerne har vel deres Sted, men de, der har hørt Evangelium og forkastet Naaden her paa Jord, er paa det Sted, hvor den rige Mand opslog sine Øjne, det Sted, hvor der er en angstfuld Forventelse om den endelige Dom (se Hebr. 10, 27).

Imellem Havet og Dødsriget (Helvede) nævnes selve Døden som den Fjende, der volder Skilsmissen mellem Sjæl og Legeme, og hvis kolde Pust gennemtrænger baade Gravene, det være sig i Jordens Skød eller i Havdybet, og Dødsrigets mørke Kamre.

Naar de, der sad i Varetægt, har faaet deres endelige Dom, er Fængselsmurene overflødige, og Døden selv med alle Dødsrigets (Helvedes) Kamre kastes nu ogsaa iIldsøen. Da opfyldes Ordet fra 1 Kor. 15, 26: "Den sidste Fjende, som tilintetgørses er Døden".

For Guds Folk er Døden tilintetgjort, men Dødens Gru udfoldes nu evigt paa det frygtelige Sted, der hedder Ildsøen; "dette er den anden Død", saa lyder det tunge Ord. Den anden Død, det er den evige Død, den evige Skilsmisse fra Livets og Lysets Gud, hvor alle Guds Riges Fjender skal samles til det skrækkelige Møde Hvor disse Ord dog maa tilskynde til at klynge sig fast til Livets Fyrste og tælles iblandt hans Flok, der fører sit Følge i lysende Fjed til Liv og til Fred. Men saligt for Guds Folk, naar alt, hvad der hedder Djævel, Vantro og Død, er udrenset for evigt og ikke skal ihukommes mere. Da skal det klinge i Guds salige Flok som aldrig for: Død, hvor er din Brod, Helvede, hvor er din Sejr?

Døden selv maa vistnok grue
For den sidste vanetue
For sit eget banesaar.
Det maa alt paa dødens side,
Som kan lystes ved at skride.
Synger kun om banesaar!