En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Kap 21

Vi staar nu ved det sidste Syn, Johannes fik at skue, det salige Syn af Fuldendelsestilstanden efter Dommen. Johannes saa en ny Himmel og en ny Jord, den forrige Himmel og Jord var forsvunden. Saaledes var det alt forudsagt hos Profeten Esajas (Kap. 65,17: "Se, jeg skaber nye Himle og en ny Jord; og det første skal ikke ihukommes, ej heller rinde nogen i Sinde".

Naar der her føjes til (V. 1): "Og Havet var ikke mere", da har det bedrøvet adskillige, fordi Havet ligesom hørte med til det, der gjorde den gamle Jord saa skøn. Men det maa vel forstaas paa samme Maade, som naar der staar, at den første Jord er forgaaet. Havet i sin tidligere Skikkelse, som det urolige og ødelæggende Element, er nu borte. Men ligesom Jorden faar en ny Skikkelse, finder vi nok ogsaa det, der er skønt for os ved den gamle Jords Hav, i en ny Klædning hisset.

I V. 2 hører vi, hvorledes Johannes saa den "hellige Stad, det nye Jerusalem" i Modsætning til den gamle Jords Jerusalem. Han saa det ifærd med at stige ned fra Himlen fra Gud, og Staden var beredet som en Brud, der er smykket for sin Brudgom. I Grundveksten stsaar der "for sin Mand", thi nu har Lammets Bryllup fundet Sted. Staden er jo den frelste Menighed, ikke længere den stridende Kirke, men den triumferende Kirke, Lammets dyrtkøbte Brud. I V.3-4 skildres Stadens Indbyggeres salige Kaar. Først dette (V. 3), at Gud igen vil bo hos Menneskene som i Paradisdagene. Tre Gange gentages det, at han vil bo og bygge hos dem, nu har Samfundet mellem Gud og de frelste Mennesker naaet sin Fuldkommelse Hjerterne er fyldte af Guds Kærlighed, som det ogsaa betegnes saa skønt ved Ordet: "De skulle være hans Folk, og Gud selv skal være hos dem og være deres Gud". Da er Gud bleven alt i alle.

Og alle Minder fra den gamle, sorgfulde Jord bliver nu udslettede som Moderen med det lykkelige Barn i Favn kan aftørre den Taare, der endnu sad paa Kind fra Graadens Stund. Nu er alt det forsvunden, der kan volde Taarer. Død, Sorg, Skrig og Pine er noget, der ikke kendes i Guds Stad, thi det første er veget bort. Evighedsmorgenen er oprunden efter den mørke Rat. Nu er alle Guds Forjættelser opfyldte, og Glædens Sol skal aldrig mere fordunkles.

Derefter hører Johannes Gud Faders egen Røst kundgøre alle Tings Fornyelse. At det er Gud Fader, der taler det Ord, der lyder til os i V. 5-8 og ikke Sønnen, fremgaar af V.7; det er første og eneste Gang, Faderen selv taler her i denne Aabenbaring. Men nu er jo Faderens Rige oprundet; hvad Paulus skrev i 1 Kor. 15, 24-28, at Sønnen tilsidst overgiver Gud og Faderen Riget efter at have fuldbragt sit Frelsesværk med Menigheden, det er nu naaet. Alle Tings Fornyelses Dag er nu kommen. Hvad Paulus i 2 Kor. 5, 17 betegner som sket inderst inde i hvert troende Hjerte, at det gamle er gaaet forbi, og alt er bleven nyt, det er nu ved Guds Kraft gennemført over hele Skabningen. Og Johannes faar Befaling til at nedskrive disse Ord som "troværdige og sande". I det, Johannes har set og skuet, er Opfyldelsen kommen. "Det er sket". Gud har bevist sig ikke blot som Alfa (A), men ogsaa som Omega (det sidste Bogstav i det græske Alfabet), ikke blot som Begyndelsen, men ogsaa som Enden.

Og Guds Røst kundgør endnu engang de Vilkaar, paa hvilke Delagtighed i det ny Jerusalems Herlighed gives Mennesker. I V. 6-7 siges der os, hvem der faar Del deri, og i V. 8, hvem der udelukkes. Salighedsbetingelsen ses fra de to Sider, først som Tørsten efter Gud, efter Livet i ham, dernæst som Sejren i Troens Strid. Saa længe Hjertet kun tørster efter Verden, er Hjertet uimodtageligt for de levende Vandstrømme. Verdens Tørst er den aldrig tilfredsstillede Tørst. Verdens Vandkilder er Luftpvejlinger, der bestandigt skuffer, "sprukne Brønde, der ikke holde Vand" (Jerem. 2, 13). Hvor godt, naar den rette Sjæletørst begynder, naar det lyder fra Hjertet, som Salmisten synger det i Sl. 42: "Ligesom en Hjort skriger efter Vandstrømme, saa skriger min Sjæl efter dig, o Gud. Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud". Da er Hjertet modtageligt, skikket for Guds Rige, og da lyder Forjættelsen: "Den tørstige vil jeg give af Livets Vands Kilde uforskyldt". Ja, uforskyldt, saaledes som Profeten siger det i Es. 55: "Nuvel! hver den, som tørster, komme hid til Vandene, og I, som ikke har Penge, kommer hid og æder". Ja saaledes og ikke paa anden Maade giver Gud sine levende Vandkilder, uforskyldt, af Raade. Og saaledes maa det modtages.

Men den anden Side af Vejen til Herligheden er denne at sejre, at holde ud i Troens gode Strid. Begyndt er ikke endt, men ved ham, som vi elskede, kan vi vinde en fuldkommen Sejr. Og Herren lader Kronen, den dejlige Arv, straale for vort Øje, idet han siger: "Den, som sejrer, skal arve dette", arve alt dette, Johannes her fik Lov til at se af Herlighed. Hvad vi her i Kampen faar af Livets Vands Kilde; er dog kun et lidet Pant paa, hvad der venter hisset paa den nye Jord, hvor Barneforholdet til Gud udfoldes i hele sin Fylde ("jeg vil være hans Gud, og han skal være min Søn").

I V. 8 kundgør Gud Dommen over alle vantro, over alle dem, der kun tørstede efter det, der hørte Syndens Verden til, der ikke sejrede, men lod sig overvinde af Verden. Hvor Gud taler, der møder vi bestandig begge Sider, ikke blot Forjættelsen, men ogsaa Advarslen. Hvo, som tror og bliver døbt, skal blive salig, siger vor Frelser, men den, der ikke tror, skal blive fordømt. Den, der har Sønnen, har Livet, hedder det i 1 Joh.5, 12, men der føjes til: hvo, som ikke har Sønnen, har ikke Livet. Og saaledes lyder ogsaa Guds Røst her ved Slutningen af vor Bibelbog. Og saaledes skal vi forkynde hans Vej. Begge Sider skal frem, ellers er Guds Ord ikke forkyndt i Sandhed.

Hvor alvorsfuldt, at Listen over dem, der fortabes, begynder med de fejge, dem, der manglede Mod til at se ind i deres eget Hjerte og gøre det store Regnskab op, manglede Mod til at bekende Herren. Naar derefter nævnes de vantro, dem, der endog manglede Villien til at tage mod Maaden, ingen Først havde derefter, peger dette hen paa, at der ved de fejge maa forstaas Mennesker, som til en vis Grad har erkendt, hvad Sandhed er, men falder fra i Fristelsens Stund, naar der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld (Matth.13, 21).

Og videre nedefter gaar det paa denne sørgelige Liste, ned til dem, som ligger i de groveste Laster, vederstyggelige, Mordere, Skørlev«nere, Troldkarle og Afgudsdyrkere. Endelig slutter Listen med Løgnere, thi Løgn er Roden til al forvendt Hjertestilling overfor Gud. Hver den, der er af Sandhed, hører min Røst, har Herren sagt (Joh. 18, 37). Løgnen, Selvbedraget, alt dette lukker for Guds Naade og fører hen mod Ildsøens Dyb, bærer ind i den »anden Død«, den evige Død.

Det er Advarselens Ord, den alvorlige Baggrund for Indbydelsen til Livets Kilde, for Ordet om at sejre. Alt kan vindes, men alt kan ogsaa tabes.

Der stod engang en Konge og saa paa den dejlige Stad Athen. "Den Stad maa jeg have", sagde han, og han vandt den, den blev hans. Den Stad maa jeg have - maatte det lyde saaledes ogsaa i vore Hjerter, naar vi i Aanden skuer hen paa det nye Jerusalem i Lyset af Ordet her, men lad os da ogsaa i hellig Alvor prøve vore Hjerter, om der er noget af det, Gud her forbander, som har faaet Lov at være i Fred i vore Hjerter. Lad det være vor daglige Bøn, at vi kan med Lyst og Mod ud i Bryst saa kæmpe, at Kronen vi vinde.

I dette Afsnit skuer Johannes i et særligt Syn det nye Jerusalem, der viser sig for ham i straalende Glans og usigelig Herlighed. Da Staden betegner "Bruden, Lammets Hustru", maa jo hele Skildringen forstaas aandeligt.

Det er en af de syv Engle med Vredesskaalerne, der (V. 9) kommer hen til Johannes for at vise ham Stadens Herlighed. Det ligger nær at formode, at det er den samme Engel, som før (se Kap. 17, 1-3) viste Johannes Babylon, den store Skøge, i dens ugudelige Pragt. Her ser Johannes nu det hellige Jerusalem, der ogsaa kaldes "den store Stad", men det er Staden, der kommer ned ovenfra, fra Himlen, fra Gud.

Johannes føres i Aanden hen paa et stort og højt Bjerg, hvorfra han ligesom kan overskue Staden (V. 10). Summen af, hvad han saa, er dette: "Den havde Guds Herlighed" (V. 11). Det gentages endnu to Gange, nemlig i V. 23 og i Kap. 22, 5, thi det er Højdepunktet af alt, hvad der siges om denne Stad. Gud bor i den; derfor straaler Staden i en Glans som den dyrebareste Sten, som den krystalklare Jaspis. Saaledes saa Johannes ogsaa Guds Herlighed i Kap. 4, S, men da var der ved Siden af Jaspisstenen ogsaa Sarder, der ved sin blodrøde Farve betegnede Guds hellige Vrede. Denne Ædelsten nævnes ikke her i Forbindelse med Jaspisstenen, og det sikkerlig, fordi Guds Vrede ikke længere har noget at hvile paa i det nye Jerusalem.

Fra V. 12-27 betegnes nu Stadens udvortes Skikkelse, i hvilken den indre Herlighed afspejler sig, thi nu er den fulde Harmoni til Stede imellem Guds Menigheds indre og ydre Kaar; her paa Jord bliver det kun, som Brorson synger i sin Salme: "Hvor ere de Kristne dog glimrende smukke indvortes, udvortes har Solen dem brændt".

Fra V. 12-14 beskrives Muren og Portene i Almindelighed, derefter Stadens og Murens Udstrækning (V. 15-17) samt endelig (V. 18-21) Stoffet, hvoraf Staden med dens Mure og Porte var bygget.

"Den store og høje Mur" (V. 12) er Billedet paa, at Guds Stad ligger trygt i Guds Varetægt, som Ordet lød ved Profeten Esaias (Kap. 26,1): "Paa den Dag skal denne Sang synges i Juda Land: Vi have en stærk Stad, Frelse sætter han til Mure og Værn". I Muren var der 12 Porte, 3 mod hver Himmelegn (se Ezek. 48, 31-34), thi de skal jo komme fra Øst og Vest, fra Syd og Nord og drage ind i Guds Stad. Over de 12 Porte var der 12 Engle, Billedet paa, at Herrens Engle lejrede sig trindt omkring Herrens Venner, med Gud i Pagt har vi Englevagt. At Israels 12 Stammers Navne var skrevne paa Portene, betegner det Folk, der bor der, som det nye Israel. Endvidere nævnes 12 Grundvolde eller Grundstene, der har Murstrækningerne mellem de 12 Porte. Paa disse 12 Grundvolde stod Lammets 12 Apostles Navne, et Billede paa, at Kirken er bygget paa Apostlenes Grundvold (se Ef. 2, 20).

Fra V. 15-17 fortælles, hvorledes Engelen med et Guldrør maalte Staden, dens Porte og dens Mur. Ogsaa Maalestokken er nu af Guld, Herlighedsglansen hviler nu over det hele.

Staden var lige stor i Længde, Bredde og Højde ligesom det allerhelligste i Templet. Derved betegnes Staden som Helligdommen. hvor Gud bor; nu er hele Menigheden bleven som Templets det allerhelligste.

Stadens Maal er vidunderligt store, nemlig 12,000 Stadier, lig 300 Mil, i hver Retning; derved betegnes den store Skare af frelste og Stadens underfulde Rigdom. Skønt Muren var 144 Alen, altsaa meget høj efter menneskeligt Maal, ragede Staden dog uendeligt højt op over den, thi dens Straaleglans skal lyse utildækket ud over hele den nye Jord (se V. 24: "og Folkeslagene skulle vandre i dens Lys").

Fra V.18-21 hører vi om Bygningsstoffet, ogsaa idel Herlighed. Skildringen minder om Profetierne i Es. 54, 11-12. Staden selv med dens Gader var af rent Guld, som "rent, gennemsigtigt Glar". Muren var af Jaspis, og Grundstenene, de tolv Grundvolde, bestod af Ædelstene af forskellig Slags. De tolv Ædelstene minder om de tolv Stene i Ypperstepræstens Brystplade. Ædelstenenes forskellige Farver samvirke til Stadens Herlighedsglans, og det er som et Billede paa, at der i Fuldendelsen ikke skal være Ensformighed, men hvert enkelt Led i Herligheden, ogsaa hver enkelt Menneskesjæl, skal paa sin særlige Vis afspejle Guds Herlighed.

De tolv Porte var Perler, hver af Portene een Perle; heller ikke Perleglansen fattes denne Stad. Den ejer alt. Hvad Skøgen, det store Babel, stræbte efter at naa ad Syndens Veje, men ganske mistede ved Dommen, faar Herrens Brud, hvis ydre Skikkelse fordum var fattig og uanselig, nu som en evig Gave fra sin Gud.

Naar der staar Stadens "Gade", vil det jo sige: alt, hvad Staden havde af Gade, altsaa det samme som alle dens Gader. "Der skal rene Fødder til for at gaa. paa de Guldgader", sagde en ung, døende Pige til sin Fader, da han havde læst dette 21. Kapitel i Aabenbaringen for hende. Ja, det skal der, men der er heller ikke noget urent i den Stad (se V. 27). Det rene Guld, gennemsigtigt som rent Glar, betegner just, at alt i Guds salige Menighed der aabent og ægte, der er intet dunkelt og skjult Væsen.

Men eet søgte Johannes' Blik forgæves efter i denne Stad. "Jeg saa intet Tempel i den" (V. 22), siger han. Vi glæder os, naar vi i en Stad ser mange Kirketaarne, men Guds Stad behøver intet ydre Tempel mere, thi dens Tempel er "Herren Gud den almægtige og Lammet". Den fuldendte Menighed vandrer i Gud som i sit Tempel, hele Livet er et Liv i Helligdommen, i Gud; - det er ikke som paa den gamle Jord, hvor Gudsbarnet under Trykket af Verdens Uro og Kampen mod Synden saa ofte maa sukke: "O, hvor mit Hjerte længes med Smerte. sukker i Løn efter at gæste din Helligdom prud, efter at bo hos den levende Gud". I det nye Jerusalem har Sjælen naaet, hvad den længtes efter. Nu er det opfyldt, hvad David sang (Sl. 27, 4): "Een Ting har jeg begæret af Herren, den vil jeg søge efter, at jeg maa bo i Herrens Hus alle mit Livs Dage for at beskue Herrens Livsalighed og grunde i hans Tempel".

Ogsaa her i V. 22 nævnes Lammet ved Siden af Herren, Gud den almægtige, thi paa Lammets Blod hviler i al Evighed de frelstes Samfund med Gud.

Vi skal lægge Mærke til, at det først er i det nye Jerusalem, at der intet ydre Tempel mere behøves. Sværmere har stundom villet fremtvinge det nye Jerusalems Tilstand allerede her nede i Forkrænkeligheden og erklæret alle ydre Kirkebygninger for utilbørlige; nej, først da, naar Gud er bleven alt i·alle ved Kristus Jesus, da er Tiden kommen. Hos Profeten Jeremias (Kap. 3, 16-17) findes allerede paa den gamle Pagts Standpunkt en mærkelig Antydning af, at Tiden vilde komme, da der i et herliggjort Jerusalem "ikke mere vil ihukommnes" eller savnes et ydre Sted for Herrens Tilbedelse.

Solen og Maanen behøver denne Guds Stad heller ikke mere (V. 23), den har Lys nok i Guds Herlighed og Lammets Lys. Saaledes var det allerede forudsagt hos Esajas (Kap. 60, 19-20).

I det følgende (V. 24-26) udvikles nu Stadens salige Betydning for Folkeslagene, hvorved her maa forstaas den frelste Menneskeslægt Ligesom Menigheden i sin Helhed lignes ved Bruden og dens enkelte Medlemmer ved Bryllupsgæsterne eller Brudejomfruerne, saaledes betegner den herlige Stad her Menigheden i sin Helhed og Folkeslagene de frelste Medlemmer af Menigheden, der strømmer ud og ind ad Perleportene, altid omstraalede af det Lys, der udgaar fra Staden.

Naar der staar, at "jordens Konger skulle bringe deres Herlighed til denne Stad", er dette atter et helligt Modstykke til, at de antikristelige Konger bolede med det store BabeL Og dermed betegnes i Billedets Form, at det nye Jerusalem i sig skal samle alt, hvad der er skønt og herligt; "der er hver Glæde, jeg her har mist, hvert Haab, som her monne fare". Og at Kongers og Folkenes Glans og Herlighed føres til Staden, betegner tillige, hvorledes alle paa den nye Jord søger deres Lykke i at bidrage deres Del til Guds Stads Forherligelse. Da er der ingen, der længere vil have noget for sig, alt samles i Guds Pris, da er alle i dybeste Sandhed blevne Guds Tjenere, der frembærer sig selv og alt, hvad de fik, som Offergaver.

Og Stadens Porte skulle aldrig lukkes, de skulle "ikke lukkes om Dagen", staar der, men da der "ikke skal være Nat", vil det sige, at Portene evigt staar aabne, Der oppe skulle vi aldrig mere synge; "Men førend Nat skal Porten lukkes i". Thi intet urent, intet af Syndens Væsen, kan trænge ind i Guds Stads (V. 27). Paa den nye Jord findes kun de, der er skrevne i Lammets Livsens Vog. Men hvor alvorsfuldt er dog dette Ord for os, der nu staar i Kampen mellem Lys og Mørke, mellem rent og urent. Jesu Kristi, Guds Søns, Blod renser fra al Synd - dersom vi vandre i Lyset (1 Joh. 1, 7).

Det kan maaske undre os, at der her (V. 24) tales om Konger, alle de salige er jo dog rige som Konger og har kronede Dage. Muligvis dette Ord om Konger paa den nye Jord kun er en billedlig Betegnelse, hentet fra den gamle Jord. Dog kan det maaske ogsaa betegne det samme som "de store og de smaa" (se Kap. 11, 18 og 20, 12). Men saa meget er vist, at hver Indbygger paa den nye Jord har al den Salighed, Hjertet kan rumme. Men lad os komme det i Hu endnu engang, at kun de, der i Naadens Dage valgte Helligheden, har hjemme i den hellige Stad.

Se, der findes jo en Naadeflod,
Som din Sjæl fra Synden ren kan gøre,
To dig der i Jesu dyre Blod,
Saa skal han dig selv til Himlen føre.