En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Ottende bind:

Johannes' Aabenbaringen

Kap 22

I dette Afsnit fortsættes Skildringen af Stadens indre Herlighed. Engelen viste Johannes en "Flod, skinnende som Krystal", som "udvældede fra Guds og Lammets Trone", det var "Livets Vands Flod" (V. 1). Floden strømmede midt igennem Stadens gyldne Gader, og paa begge Sider af Floden, altsaa langs hen ad Gadens Midte, voksede "Livets Træ" (V. 2). Det er Paradiset med Livets Træ og de levende Vandstrømme, der nu atter fylder Jorden (se 1 Mos.2, 9-10). "Der, hvad vi af Paradiset har ved Adams Fald forliset, atter spirer frem og gror". Saaledes mødes det sidste Blad i vor Bibel med det første. Men imellem dette Bibelens første og sidste Blad ligger hele den lange Udvikling, Menneskeslægtens mørke Syndevej, men ogsaa Guds forbarmende Naades Frelsesvej.

Skildringen her af Floden, der strømmede frem med Træerne ved Siden af, har sit tydelige Forbillede hos Profeten Ezekiel (Kap. 47, 1-12). Der finder vi ogsaa det samme Billede som her om den tolv Gange saa rige Frugt i Forhold til den gamle Jords Grøde. Det vil jo sige, at den evige Sommertid er oprunden (se Luk. 21, 30) og minder om Træet ved Vandbækken (Sl. 1). Hos Profeten Ezekiel (Kap. 47, 12) siges denne vidunderlige Grøde at stamme fra de Vande, der udgik fra Helligdommen. Ogsaa hos Ezekiel ligesom her siges der, at Bladene af Livsens Træ tjente til Folkenes Lægedom. Dette siges paa samme Maade, som der i Kap. 21, 4 sagdes, at Gud vilde aftørre hver Taare af deres Øjne· Folkeslagene tænkes at komme med Mærkerne af Jordens Saar, men ved Bladene af Livets Træ løftes de op over al Svaghed og Lidelse. Frugten af Træet betegner, hvad Gud evigt giver sine frelste til Mættelse og Husvalelse (se Kap. 7, 16: "De skulle ikke hungre mere, ej heller tørste mere"). Da har Ordet fra Sl. 16. 11 fundet sin Opfyldelse: "Du vil kundgøre mig Livets Sti; for dit Ansigt er Mættelse af Glæde og Livsaligheder ved din højre Haand evindeligt". Vi mindes ogsaa om Ordet i Esaj. 33, 24: "Ingen Indbygger skal sige: "jeg er syg, thi Folket, som bor derudi, har faaet Syndsforladelse".

Og Skildringen føres videre (V. 3-5) med Betegnelse af de saliges Stilling som Præster og Kongen I det nye Jerusalem er der "ingen Forbandelse" mere. Ingen skal bortkastes fra Guds Aasyn, nej tvsærtimod, de skal tjene for Guds og Lammets Trone i Herrens salige Nærhed. "De skal se hans Ansigt og hans Navn skal være paa paa deres Pander" i Følge Forjættelsen fra Kap. 3, 12, thi de er jo hans hellige Ejendom. Men dette at se Guds Ansigt siger os ogsaa, at de er blevne Gud lige. Nu straaler hans Billede klart i deres Sjæl uden mindste Dunkelhed, efter hvad Apostelen Johannes har vidnet (1 Joh. 3, 2): "Vi ved, at naar det aabenbares, da skal vi vorde ham lige, thi vi skal se ham, som han er".

Saaledes skal de staa i præstelig Hellighed for Guds Aasyn, men tillige skal de "være Konger i Evighedernes Evighed" (V. 5). Som Guds Tjenere skal de dele Herredømmet med ham over den nye Jord i al Evighed. Og endnu en Gang gentages det: "Nat skal der ikke være". Der behøves hverken Lampelys eller Sollys, fordi Gud Herren lyser for dem. Da er ikke blot den aandelige Nat forsvunden; men ogsaa den udvortes Nat. Alt er Lys.!

Naar Natten forsvinder fra Skyggernes Land,
Og Evighedsmorgenen gryr,
Jeg løfter mit Hoved og ved, at jeg kan
Hans Herlighed skue paa sollyse Strand,
Som Jorden og Himlen fornyr.

Vi staar nu ved Aabenbaringsbogens Slutning. Synernes Række er til Ende, thi der gives intet udover den Saligheds Fylde, Gud gav sin Apostel at skue som Maalet, hvortil han vil føre sit Folk. Men for ret at besegle denne salige Trøst for den stridende Menighed, stadfæstes det endnu engang for Johannes, at hvad han har set og hørt, er et trofast og sandt Budskab, udsendt fra ham, der er alle Profeters Gud, fra hvem al sand Profeti stammer, ham, der er mægtig til at føre al Profeti til Udførelse Det er Meningen med Ordet, naar Herren her kaldes »Profeternes Aanders Gud.

Der kunde spørges, hvem der er den talende i dette Afsnit. Snart synes det at være Engelen, snart Frelseren. Rimeligst er det, at det er Engelen, der snart taler i sit eget, snart isin store Herres Navn.

Hovedsummen af, hvad Johannes har hørt, sammenfattes nu til Slutning ligesom ved Aabenbaringens Begyndelse i dette Herren kommer og kommer snart, hvilket Engelen udtaler i Herrens Navn ("se, jeg kommer snart"). Dertil knyttes en Saligprisning af den, der "bevarer denne Bogs Profetis Ord" (V. 7) i Lighed med, hvad vi hørte i Kap. 1, 3.

Overvældet af Synernes Indhold falder Johannes atter ned for Engelens Fod for at tilbede (V. 8——9); her menes vistnok den Engel, der hele Tiden har været ved hans Side og ført alle Synerne frem for ham. Men ogsaa denne Engel afviser al Tilbedelse paa samme Maade som Engelen, vi hørte om i Kap. 19. 10.

Man kunde undre sig over, at Johannes paa ny gør det, som dog Engelen tidligere vejledede ham til at se det urigtige i. Men saaledes gaar det jo saa tidt. Vi har saa let ved at glemme de Vink, vi fik. Og vi kan forstaa, at det mægtigt betagende Indtryk, disse Syner gjorde paa Apostelen, gor Gentagelsen i nogen Maade forklarlig. Engelen tilføjer endnu i V. 10-15 en Formaning med Hensyn til Bogen og dens Indhold. Johannes maatte "ikke forsegle", d.v.s. hemmeligholde Bogens Ord eller den modtagne Aabenbaring. Profeten Daniel fik en modsat Befaling med Hensyn til den ham givne Profeti. Han skulde "lukke til for Ordene og forsegle Bogen indtil Endens Tid" (Dan.12,4). Men at Johannes ikke skulde dette, begrundes ved Henvisningen til, at "Tiden er nær". Menigheden har straks Brug for denne Bogs Lys, det maa saa blive den enkeltes Sag, hvorledes han stiller sig overfor Ordet, om han vil fare ført i Uret og Uterlighed eller som en af Herrens hellige skride fremad paa Retfærdigheds og Helligheds Vej (V. 11). Saaledes maa det nu engang blive ved at være paa denne gamle Jord, hvor Klinte og Hvede gro tilsammen; der kan det tidt - det er Meningen med V. 11 se ud, som om den enes Vej lige saa godt kan bestaa som den andens, som om alt tilsyneladende gaar sin Gang uforstyrret. Men (V. 12-15) Regnskabsdagen kommer dog forvist og snart. Herren kommer og giver hver sin Løn, det staar fast, thi dets er hans Ord, som er den første og den sidste (V. 13). Saligheden skal blive deres Naadeløn, som lyde ham og søge Renselse i Lammets Blod, de skal faa Adgang til Livets Træ og indgaa gennem Perleportene i Staden (V. 14). Men Udelukkelse fra Herligheden er den visse Straf fra Herren for alle de mene, der her lignes ved Hundene, de urene Dyr (se Matth. 7, 6: "giver ikke Hunde det hellige"). Der nævnes fem af Urenhedens Veje, idet Løgnerne ("hver, som elsker og øver Løgn") atter her ligesom i Kap. 21, 8 slutter de urenes Kæde.

Ofte kan der ogsaa i Guds Børn, her paa Jorden i deres Kamp for at vinde frem ad den hellige Vej, medens Verden saa rolig bliver ved ad sin Vej, som om al Tale om Dommedag var slet ingen Ting, være en Trang til just at faa dette stadfæstet paa ny af Herren: "se, jeg kommer snart". Ja, det er vist og sandt: "bier han længe, han kommer dog vist" for at bringe alt paa sin rette Plads. Derfor skal Herren have Tak ogsaa for denne Stadfæstelse af Aabenbaringens Ord om hans Genkomst. Vi vil under alle de forvirrede Forhold her paa Jord bære vort Hjertesuk opad til ham med Sangerens Ord:

Som, Fugl, der venter Morgenskær med Længsel,
Saa sidder jeg i Natten her i Fængsel,
Min Jesus vende snart al min Elende
Til Liv og Salighed foruden Ende!

Endnu engang stadfæster Jesus denne Bogs Indhold som. sit eget Ord angaaende Menighedernes Fremtid (V. 16), og han benævner sig selv som "Davids Rodskud og Slægt", som den sande Davids Søn, hvem alle Forjættelserne peger hen paa. Som Kongen idet forjættede Davidsrige er han den "straalende Morgenstjerne", der bebuder Evighedsdagens visse Frembrud. Hans Ord er Kongeordet; alt, hvad han lover, det sker.

Men som Morgenstjernen vækker Længselen efter den kommende Dag, saaledes bor der ogsaa i Kristi Brud en bestandig Længsel efter hans Komme, en Længsel, der virkes af Guds Aand. Jo mere Bruden er fyldt af Aanden, des klarere vil Forventningens Toner klinge gennem Menigheden. Guds Aand, der bereder Menigheden, stunder frem mod denne Dag, og Menigheden, hvis Hjerte er dannet af Guds Aand, samstemmer med den i Længslen efter Herrens Komme. "Kom", lyder det fra "Aanden og Bruden". Og hver, som har Øre for de Aandens Toner, der giver Genlyd i Guds Menighed, "hvo, som hører", skal istemme dette "Kom".

Ved den levende Forventning af Herren kan vi fremskynde hans Dag (se 2 Pet. 3, 12), berede hans Vej. Hvem vil være med til at gaa Brudgommen i Møde? Kun dette behøves for rettelig at gaa ham i Møde: Tørsten efter de levende Vandkilder, og saa den ydmyge Villighed til at tage Livsens Vand uforskyldt som Naadegave af Jesu Haand. Det er Naadevejen, beredt ved vor store Herres og Konges første Komme som Synderes Frelser. Ordet her i V. 17: "Den, som tørster, han komme; den, som vil, han modtage Livets Vand uforskyldt". er en Genklang af det Ord, hvormed Herren ved sit første Komme stod frem paa den sidste og store Højtidsdag ved Lovsalsfesten (Joh. 7, 37): "Om nogen tørster, han komme til mig og drikke". Hver den, der kom til Jesus og drak af denne underfulde Kilde, skal ogsaa erfare Længselen efter Jesu Komme med den evige Herlighed for hans Folk.

Herren slutter (V. 18-19) med en alvorsfuld Formaning til at bevare "denne Bogs Profetis Ord" uforfalsket. Den, der lægger noget til eller tager noget fra, falder ind under Guds Dom, arver de "Plager", som der er skrevet om i denne Bog, og mister sin Lod i Livets Bog og den hellige Stad og al den Herlighed, hvorom denne Bog har bragt Bud.

Dette gælder selvfølgelig kun den, der med Villie lægger til eller tager fra, og rammer ikke en fejlagtig Forstaaelse eller Udlægning, fremkommen ved menneskelig Skrøbelighed eller Kortsynethed. Men denne Herrens Trusel gælder jo dybest set enhver Forfalskning af Guds Ord. Derfor udtaler Apostelen Paulus ogsaa i Brevet til Galaterne en Forbandelse over hver den, der prædiker Evangeliet anderledes, end han havde forkyndt dem det, var det end ham selv eller en Engel, og han gentager dette sit Ord (Gal. 1, 8-9). Herrens Ord er helligt, derfor lyder der Ve over hver den, der vover at røre dset med vanhellig Haand. Det gælder i Sandhed, naar vi nærmer os Guds Ord, at høre Røsten. "Drag dine Sko af, thi det Sted, du staar paa, er hellig Jord" (2 Mos. 3, 5).

For tredie Gang i dette Kapitel udtaler Engelen i Herrens Navn den Forjættelse, der er Bogens Hovedsum: "Ja, jeg kommer snart", og Johannes føjer dertil sit Amen og sin Bøn, "Ja, kom, Herre Jesus" (V. 20), hvorefter han slutter med den sædvanlige apostolske Hilsen til Læserne (V. 21: "Vor Herres Jesu Kristi Naade være med alle").

Og enhver, som drukket har
Af den Kilde, dyb og klar,
Skal i Herlighedens Land
Bo ved selve Flodens Rand,
Hvor al Graad er udelukt,
Hvor al Sjæletørst er slukt,
Hvor Guds Folk af Livsens Vand
Evig Sundhed øse kan.